Bilag 2
Vidnesbyrd af Poul Lørup Larsen til folketingets beskæftigelsesudvalg.
Hvis vi ikke dør i jobbet, så dør vi af jobbet.
Mit navn er Poul Lørup Larsen og har været brandmand i Københavns
brandvæsen i 36 år. Jeg kom ind i brandvæsenet i 1974 sammen med min
tvillingebror.
Vi er begge også uddannet til Brandinstruktør og har reddet liv og har slukket
mange ildebrande.
Min tvillingbror fil konstateret kræft i hjernen og døde den 21. august 2013 kl.
06.44 og samtidig døde også halvdelen af mig.
Da min broder fik diagnosen, uhelbredelig kræft, forsvandt alt hjælp til ham og
hans familie, der resulterede i at de måtte gå fra hus og hjem.
Efter min broders død fil jeg konstateret
modermærke kræft, og senere også
mundbundskræft. Det skal siges at der aldrig i vores
familie er nogle der har haft kræft.
Vi anmeldte det til Arbejdsskadestyrelsen, men fik
afslag.
Begrundelsen, som Arbejdsskadestyrelsens har
givet os, er at vi kun er udsat for en "beskeden" mængde
røg og kræftfremkaldende stoffer. På samme tid inden
vi fik svar fra Arbejdsstyrelsen, havde vi henvendt os til Kræftens Bekæmpelse som
offentlig udtalte sig at vi som brandmænd ikke er udsat for mere kræft end den
almindelig befolkning og derfor ikke så sig nødsaget at hjælpe os og bruge penge
på undersøgelser. Men da vores dengang beskæftigelsesminister Mette
Frederiksen satte ca. 5 millioner af til forskning af brandkræft, var Kræftens
Bekendelse de første til at søge om de millioner og fik bevillige ca. 2,5 millioner. Det
skriger til himlen at de kan få så mange penge når de har udtalt sig offentligt at de
ikke tror på brandmænds øgede kræft. Og jeg er sikker på at
Arbejdsskadestyrelsen bruger deres udtalelser til at afslå vores ansøgninger om at
det er en arbejdsskade.
Det er noget forbandet svineri at vi som brandmænd sætter vores liv på spil for at
redde andre. Men når vi har brug hjælp, så vender samfundet os ryggen.
Jeg blev efterfølgende fyret fra brandvæsnet på grund af for mange sygedage. Vi
mistede vores hus på tvangsauktion og har en gæld vi ikke kan komme ud af. Hvis
vi ikke havde vores søn der hjælper os økonomisk, ville vi leve på gaden.
TAK DANMARK
Poul Larsen