NOTAT
Status på implementeringstiltagene fra erfa-
ringsopsamlingen om arbejdsmiljøarbejdet
på store infrastruktur- og byggeprojekter
9. december 2021
J.nr. 2020 - 640
CAL
Emilie Gjerløff Werther
I dette notat gøres status på de seks implementeringstiltag fra erfaringsopsamlingen
om arbejdsmiljøarbejdet på store infrastruktur- og byggeprojekter. Implemente-
ringstiltagene blev præsenteret af beskæftigelsesministeren og transportministeren i
december 2020.
Tiltag 1: Etablering af netværk bestående af offentlige bygherrer
Formålet med netværket er at understøtte en erfaringsopsamling, som kan danne
grundlag for læring og inspiration blandt offentlige bygherre og andre centrale ak-
tører i branchen. I netværket repræsenteres de offentlige bygherrer på medarbejder-
niveau. Netværket skal mødes en gang årligt.
Transportministeriet (TRM) og Beskæftigelsesministeriet (BM) har etableret net-
værket, som mødtes første gang den 7. juni 2021. Temaet for netværksmødet var
det forebyggende arbejdsmiljøarbejde, herunder krav til arbejdsmiljø i kontrakter.
På netværksmødet deltog en repræsentant fra Vejdirektoratet, Bygningsstyrelsen,
Banedanmark, Metroselskabet og Femern A/S. Arbejdstilsynet (AT) deltog også i
netværksmødet.
Tiltag 2: Årlig drøftelse af arbejdsmiljø på topledermøde
Der har været topledermøde den 23. august 2021, hvor arbejdsmiljø var på dagsor-
denen. På topledermøderne deltager blandt andre Vejdirektoratet, Bygningsstyrel-
sen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Færdselsstyrelsen og Banedanmark på di-
rektørniveau.
På topledermødet blev der drøftet input fra netværksmødet,
jf. tiltag 1,
og input fra
mødet med rådgiverbranchen,
jf. tiltag 3.
Det blev på mødet besluttet, at Banedan-
mark, Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen skulle se på mulighederne for at have
en mere ensartet tilgang til incitamenter (bod/bonusstruktur) for styrkelse af ar-
bejdsmiljøindsatsen, såfremt der ikke er særlige forhold, der gør sig gældende for
den enkelte styrelse.
Tiltag 3: Koncept for samarbejde med rådgiverbranchen
I foråret blev der opstartet en dialog mellem TRM, Vejdirektoratet og repræsentan-
ter fra rådgiverbranchen. Der blev drøftet hvilke muligheder, der er for fremtidigt
samarbejde og dialog. Dialogen med rådgiverbranchen mundede ud i input, som
blev drøftet på topledermødet.