Spm. nr. US 33

Tak. Jeg har svært ved at stå op om morgenen og tage tøj på. Jeg føler ikke, at jeg er noget værd. Har jeg overhovedet nogen venner tilbage? Jeg er bange for at gå ud mellem mennesker. Sådan skriver børn og unge til mig i de her tider.

Da vi stod her for et år siden, var vi lykkeligt uvidende om, hvad der ventede os. Få havde forestillet sig, at vi skulle stå med et år i epidemiens tegn, og få havde overhovedet forestillet sig, at vi kunne stå over for en sundhedskrise af de her dimensioner. Men vi kommer også til at stå over for en mental sundhedskrise. Så langt vil jeg faktisk gå i forhold til at beskrive de udfordringer, vi står over for, med børn og unge. Vi har været igennem to nedlukninger, dansk økonomi har fået en alvorlig mavepuster, og rigtig mange mennesker i Danmark har det svært både økonomisk, men altså også i forhold til mistrivsel. Børn, der aldrig tidligere har udvist tegn på mistrivsel, har det svært. Så der er ingen tvivl om, at vores vigtigste opgave som Folketing selvfølgelig i fællesskab er at bekæmpe coronaen og at sikre, at den ikke spreder sig i vores samfund, og sørge for, at vores sundhedssystem ikke bryder sammen. Det er vi alle sammen enige om.

Men der er for mig så heller ingen tvivl om, at den næststørste opgave, vi står over for, er at sikre, at sundhedskrisen ikke for alvor udvikler sig til en mental sundhedskrise. Danske psykologer oplever en eksplosiv stigning i coronarelateret angst, overlæger på de psykiatriske akutmodtagelser har råbt op, ventelisterne på psykologhjælp er tårnhøje, så lange, at der går 3 måneder, fra man får en henvisning med sin dødsangst, til hjælp, eller med en tiltagende depression, så man kan tale med nogen om det. Altså, vi kan ikke få pandemien til at gå væk, vi kan ikke trylle covid-19 væk, og vi kan heller ikke lukke hurtigere op, end der er brug for, men vi kan vel gøre noget for at undgå eksplosionen i angst, depression og mistrivsel.

Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren, om statsministeren vil være med til – som Dansk Psykolog Forening foreslår – at give flere psykologer ydernummer og give psykologerne i ordningen lov til at lave mere end det, vi har set i forhold til gratis psykologhjælp.

Statsministeren.

Der er ingen tvivl om, at det kommer med en kæmpe pris at komme igennem en global pandemi, og at den mentale mistrivsel, måske i særdeleshed hos børn og unge, fordi man mangler strukturen i hverdagen, er alvorlig. Det er hævet over enhver tvivl.

Det er nok også hævet over i hvert fald megen tvivl, at vi, hvis ikke vi havde haft en epidemikontrol og det var gået galt, her i Folketinget så kunne have været tvunget til at træffe endnu mere vidtgående beslutninger end dem, vi har skullet træffe. For det er rigtigt, at en del børn igennem det seneste år har modtaget undervisning hjemme, men at vi eksempelvis ikke har haft et udgangsforbud i Danmark. Altså, i andre lande, også sammenlignelige lande, har der været perioder, hvor man slet ikke har måttet bevæge sig væk fra sin lejlighed. Jeg vil tro, at det har haft endnu større også negative følger end det, som man har oplevet i Danmark, for på intet tidspunkt har det været umuligt at mødes med en god ven eller en kammerat eller en voksen, der har kunnet hjælpe en. Så det er rigtigt, at nedlukningen har omkostninger, men mit bud er, at det kunne have været værre, hvis vi havde tabt epidemikontrollen og så måske skulle have lavet en endnu større nedlukning.

Må jeg ikke også i forlængelse af det her sige, at det jo er godt, at vi i en spørgetime som den her fokuserer på de udfordringer, der er? Det er en del af opgaven, og jeg håber også, at vi kan stå sammen i Folketinget om at sende det budskab til vores børn og unge, at vi nok skal klare det her. Vi skal igennem det, for der er ikke et alternativ ved at lade være med at håndtere epidemien, som SF's formand også siger.

Skal vi gøre mere på psykologområdet? Jamen jeg afviser ikke nogen gode idéer. Jeg har i de her diskussioner altid min tvivl, om psykologer er løsningen på så meget, som psykologer ofte får lov til at fremstå som en løsning på. Men kan det være en del af løsningen, vil jeg bestemt ikke afvise det.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror, at en del af løsningen er det, vi allerede gjorde i sidste uge, nemlig lige så stille at åbne en smule mere op, men det kan ikke stå alene. Vi følger selvfølgelig den her faglige referencegruppes kloge anvisninger, røde og blå osv., og forhåbentlig åbner vi for grundskolen med næste skridt – det tyder jo på, at smitteudbredelsen ikke er særlig høj her, samtidig med at betydningen for trivsel og folkesundhed er allerhøjest. Jeg er glad for, at jeg også hører både Venstre og Dansk Folkeparti understrege det, og jeg vil gætte på, at mine andre kollegaer efterfølgende også vil understrege det her. Det er jo et godt skridt og et vigtigt skridt, også vigtigt for SF, også at vi får åbnet for efterskolerne og højskolerne, højst sandsynligt den 15. marts.

Men ud over det og ud over at tale om, at det kunne have været meget værre andre steder – for det har det været – er der også det der behov for, at man kan se en tidsperiode foran sig og vide, at hvis man nu lige holder stand lidt endnu, så er der nogle muligheder. Det er vi jo også nødt til herinde, ud over at vi taler udfordringerne op, for hvis vi ikke taler udfordringerne op, får vi jo heller ikke løst dem. Og der er altså et problem med, at 37 pct. flere bliver henvist til angstbehandling lige i øjeblikket.

Statsministeren.

Ja, det er et problem, og det skal vi tage hånd om; det skal vi tage hånd om politisk, men vi bliver jo også nødt til at gøre det som mennesker i et samfund. Jeg tror ikke på, at vi kommer til at løse de problemer, som coronaen er med til at forårsage, alene med politiske løsninger. Vi bliver nødt til hver især at gøre det, som jeg oplevede rigtig mange var gode til måske især i første kapitel af nedlukningen af Danmark, altså tilbage i foråret, og huske at tage vare på hinanden. Det mener jeg at vi også bliver nødt til at opfordre til at vi alle sammen gør nu.

Perspektivet er vigtigt, det er der ingen som helst tvivl om, og jeg synes, vi er i gang med at give det. De små børn har været tilbage i skole nu i 4 uger. I en del af landet er de ældste elever kommet tilbage, og på Bornholm gælder det endnu flere. Vi har en aftale, og tak for det, om, at vi forhåbentlig kan sende endnu flere børn og unge tilbage i skole allerede den 15. marts. Man kan sige, at den gruppe, der ikke har været i spil endnu, så er 5. til 8. klasse og de yngste på ungdomsuddannelserne. Jeg mener, at vi i fællesskab skal se på, om ikke vi også kan få nogle af dem i skole snart. Så kan det jo være, at de ikke kan komme i skole hele tiden, det kan også være, at de ikke engang kan komme det 50 pct. af tiden, men måske er vi ved at være der, hvor bare én dag tilbage i skole med en madpakke og en skoletaske og kontakt til lærere og kammerater betyder mere, end det har gjort tidligere i epidemien. Så vi er villige til at diskutere det hele, og vi er enige om, at vi skal have børn og unge af sted i skole igen.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Men det er jo i virkeligheden det, der er en del af løsningen. Det er små grupper, og det er, at vi har folk i meget klart definerede grupper, så når de bliver syge, ved vi, hvordan vi smitteopsporer og isolerer. Og isolationsinstrumentet er i virkeligheden det, vi skal have mere fat i i den videre epidemikontrol, altså at folk faktisk bliver isoleret, når de er nære kontakter, at man er opmærksom på, hvor folk har været henne, og at man kommer tilbage til den oprindelige smittekilde og ikke kun ringer til nære kontakter i smitteopsporingen.

Men der er jo meget mere, vi kan gøre, det skal man slet ikke være i tvivl om, og en af tingene, som statsministeren også kom ind på i sin indledning, er spørgsmålet omkring vaccineproduktionen. Det synes jeg jo er rigtig interessant, og en af de ting, vi snakkede om i starten af epidemien, var jo faktisk også, hvad vi kan gøre fra dansk side. Nu har jeg lagt mærke til, at nogle danske medicinalvirksomheder har været ude at sige, at de egentlig godt kan producere vaccinen. Her er vi jo så udfordret af, at nogle af dem, der oprindelig har produceret vaccinen – eller udviklet den – har patentet på den.

Er der ikke nogle situationer, nogle helt særlige situationer, hvor man godt kan diskutere nødret i forhold til patenter, og om der ikke er nogen, ud over dem, der har udviklet det, der skal have lov til at producere vaccine og endda med offentlige midler?

Statsministeren.

Jo, det er der bestemt. Vi er i en nødretssituation globalt nu, og når vi taler vacciner, kan vi jo ikke nøjes med at kæmpe for vacciner til den danske befolkning. Det er klart, at det er hovedopgaven for, synes jeg, både Folketinget og regeringen, men vi skal jo sikre vacciner nok til at revaccinere vores befolkning, måske flere gange og måske over en årrække. Vi skal have vaccineret Europas befolkning, nærområderne, men Europa har også et særligt ansvar, hvad angår Afrika, og hvis ikke Europa formår at få købt og produceret flere vacciner, er der nogle andre, der går ind og vaccinerer de dele af verden, der ikke selv har råd til vacciner. Så også geopolitisk har vi behov for at få opskaleret.

Om vi skal gøre det ad patentvejen – jeg afviser ikke noget i vaccinediskussionen – eller vi skal gøre det ved at få opskaleret produktionskapaciteten, kan vi diskutere, men endemålet er jo det samme, nemlig at der skal produceres milliarder af vacciner, for at vi kommer igennem den her pandemi, og det er vi jo ikke i nærheden af at have sikret endnu, desværre.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr.

Den næste partileder, der kan stille spørgsmål til statsministeren, er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.