Spm. nr. US 20

Mange tak. Som grønlandske folketingsmedlemmer arbejder vi knap 4.000 km væk hjemmefra. Det fordrer en særlig kreativitet af os, når vi gerne løbende vil inddrage vores bagland hjemme i Grønland, særlig her i coronatiden. Heldigvis har vi de sociale medier, og som led i forberedelsen til dagens spørgetime gav jeg mine følgere på Facebook mulighed for at være folketingsmedlem for en dag og for at komme med input til spørgetimen. Der kom 200-300 gode bud fra Grønland, og til en start skulle jeg hilse statsministeren og sige tusind tak for det fantastiske arbejde i forhold til at bekæmpe corona, og jeg skulle give dig en stor albuehilsen – også fra følgerne i Grønland.

Rapporten om eksperimenterne er blevet offentliggjort i dag, og statsministeren har netop annonceret, at hun gerne vil give en undskyldning til eksperimentbørnene. Det er vi fra IA rigtig, rigtig glade for. Mange af de bud, som jeg modtog, handlede netop om den her undskyldning, og undskyld, at jeg bliver en lille smule rørt, men jeg vil gerne inderligt sige tak for, at du har modet til give den her undskyldning. Jeg talte med en af personerne, der var en del af eksperimentet, tidligere i dag, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en glædens dag for dem i dag. I rapporten berøres også kort de adoptanter – 250 adoptanter – der også blev en del af noget, der lignede et eksperiment, og dem synes vi også det er vigtigt at sikre retfærdighed for.

Selvstyreloven har en målsætning om, at vi skal arbejde for et ligeværdigt partnerskab. Der er mange i Grønland, der ikke oplever et ligeværd, når vi lader tankerne glide hen imod de mørke kapitler i vores fælles historie, og i min optik står de også i vejen for ligeværdigheden mellem vores to lande. Derfor vil jeg indlede med at spørge statsministeren om, hvad hun vil gøre for fortsat at styrke ligeværdigheden i rigsfællesskabet.

Statsministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er hjerteskærende historier med gruppen af eksperimentbørn. Der er jo ikke ret mange tilbage, og vi kan lige så godt sige det, som det er, nemlig at selv om de i virkeligheden ikke er ret gamle, er langt de fleste allerede afgået ved døden for tidligt. Og rigtig mange af de her børn fik et dårligt liv efterfølgende, fordi de mistede kontakten til det, de kom af, og deres rødder.

Jeg vil anbefale alle at læse den historiske udredning, der er blevet lavet. Den er tankevækkende, og det er et mørkt kapitel i vores historie, og ligesom vi har mørke kapitler i dansk historie, hvad angår varetagelsen af nogle af de mest udsatte børn og unge, gælder det også i samarbejdet omkring eksperimentbørnene, som de ofte bliver kaldt. Så jeg er glad for, at vi har fået den udredning lavet, og jeg tror, at det er en vigtig del af svaret på det spørgsmål, der bliver stillet her: Hvordan forsoner vi os? For vi har en fantastisk historie sammen i rigsfællesskabet – Danmark og Grønland imellem, men der er også mørke kapitler.

Noget er gjort i den bedste mening, men jo ikke desto mindre med smertefulde konsekvenser for de mennesker, der har været involveret. Jeg må sige efter mange samtaler med grønlændere om lige præcis det her spørgsmål, at jeg nok selv er nået dertil, at jeg tror, at den eneste vej, i forhold til hvordan vi forsoner os med fortiden, er, at vi tør se den i øjnene, at vi får den beskrevet ordentligt, og at vi også som i dag får givet en undskyldning til de seks, der er tilbage fra eksperimentet der fra starten af 1950'erne. Det tror jeg også er en vigtig forudsætning for at kunne få det ligeværdige forhold, som vi skal have.

I hverdagens politiske samarbejde er forholdet jo ligeværdigt. Jeg mener, at vi har et stærkt rigsfællesskabssamarbejde i dag, og vi styrker det nu på udenrigspolitikken, men vi bliver nødt til at se vores historie i øjnene.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg er enig.

I kommentarerne, som jeg modtog fra Grønland, er der en klar bekymring. Det er ikke en ny bekymring, men en meget alvorlig bekymring. Det handler om den uvidenhed, som man godt kan opleve i det danske samfund, når det kommer til Grønland. Jeg siger det med al respekt og ikke for at klandre den enkelte, men for at løfte det op på et politisk niveau.

Den uvidenhed er med til at skabe stereotyper, og den er med til at marginalisere befolkningsgrupper – helt konkret også Grønland og grønlændere i Danmark. Sociale problemer bliver for nogle danskere det fulde billede af os, der kommer fra Grønland, og det gør ondt. Det føles uretfærdigt, og det hindrer mange i at tage større del i fællesskabet. Derfor vil jeg også spørge statsministeren: Hvad kan vi gøre for at styrke viden om Grønland i det danske samfund?

Statsministeren.

Jeg er faktisk meget enig i det, der bliver sagt her, nemlig at der er for mange stereotyper omkring grønlændere i Danmark. Man kan se det, og man kan høre det. Vi får også ofte beskrivelser af det. Det går, må man sige, meget præcist på det, der bliver rejst her i spørgetimen i dag, nemlig at man kommer til at tro, at mange grønlændere i Danmark har sociale problemer og – for at sige det, som det er – drikker for meget, og noget af det er velkendt fra gadebilledet.

Der er mange sandheder i det her. Langt de fleste grønlændere, der bor i Danmark, lever helt almindelige, gode liv med job og med uddannelse. Vi har også en gruppe af grønlændere i Danmark, og de er i øvrigt meget, meget velkomne, kære medborgere, som ikke har det godt. Dem synes jeg faktisk ikke vi evner at passe godt nok på, og for ofte overlader vi dem til de vilkår, der er på gaden. Så her synes jeg, at vi skal gå på to ben. Vi har behov for en forstærket social indsats. Det gælder i min egen hjemby, Aalborg, hvor vi har mange grønlændere med sociale udfordringer, og det gælder få meter herfra på Christianshavns Torv og andre steder, men i forhold til den brede del af den grønlandske befolkning er det, som vi gør lige nu, at udfordre stereotyperne og dogmerne og at anerkende alt det, som vores grønlandske medborgere kommer med.

Fru Aaja Chemnitz Larsens sidste spørgsmål. Værsgo.

Mange tak. Et konkret eksempel er netop den gruppe af grønlændere, som statsministeren også er inde på, og som ikke har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Det hjælper jo ikke på fordommene. Derfor mener vi også, at det ikke kun handler om viden og at sikre mere viden, men det handler også om at tage hånd om de reelle problemstillinger, der er.

Beskæftigelse af grønlænderne er et område, som regeringen direkte kan påvirke, og som vi er meget optaget af fra IA's side. Med en pulje på kun 2 mio. kr., som vi tidligere fik afsat, har vi faktisk rigtig gode succeshistorier både fra Aalborg og fra Odense, på trods af at der har været corona. I Aalborg forventer man at få ansat omkring 100 grønlændere i forskellige stillinger på baggrund af den indsats, som vi har været med til at sikre her i Folketinget, men pengebevillingen udløber her senere på året.

Hvordan ser statsministeren på mere målrettede initiativer rettet netop imod den her gruppe af sårbare grønlændere i Danmark?

Statsministeren.

Jeg tror egentlig, at det er sådan, at når der opbygges stereotyper i vores samfund, eller når der finder stigmatisering sted, kan vi selvfølgelig gøre noget med nogle lokale indsatser, og det afsætter vi fra tid til anden penge til i Folketinget, men det allervigtigste er jo kulturspørgsmålet. Det er jo faktisk det, der sker her. Vi har en ordveksling med hinanden i Folketingssalen, hvor vi bliver enige med hinanden om, at vi vil tage et opgør med stereotyperne. Og vi har behov for mere ligeværdighed og mere respekt Danmark og Grønland imellem og danskere og grønlændere imellem. Jeg forundres ofte over, hvor lille en rolle rigsfællesskabet spiller i vores folkekultur her, når man tænker på, hvor integreret en del vi er i hinandens historie. Så jeg tror, at vi skal fortsætte den diskussion, der er startet i dag. Det vil jeg i hvert fald meget gerne være med til.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Spm. nr. US 20

(Talen er under udarbejdelse)

Spm. nr. US 20

Mange tak. Som grønlandske folketingsmedlemmer arbejder vi knap 4.000 km væk hjemmefra. Det fordrer en særlig kreativitet af os, når vi gerne løbende vil inddrage vores bagland hjemme i Grønland, særlig her i coronatiden. Heldigvis har vi de sociale medier, og som led i forberedelsen til dagens spørgetime gav jeg mine følgere på Facebook mulighed for at være folketingsmedlem for en dag og for at komme med input til spørgetimen. Der kom 200-300 gode bud fra Grønland, og til en start skulle jeg hilse statsministeren og sige tusind tak for det fantastiske arbejde i forhold til at bekæmpe corona, og jeg skulle give dig en stor albuehilsen – også fra følgerne i Grønland.

Rapporten om eksperimenterne er blevet offentliggjort i dag, og statsministeren har netop annonceret, at hun gerne vil give en undskyldning til eksperimentbørnene. Det er vi fra IA rigtig, rigtig glade for. Mange af de bud, som jeg modtog, handlede netop om den her undskyldning, og undskyld, at jeg bliver en lille smule rørt, men jeg vil gerne inderligt sige tak for, at du har modet til give den her undskyldning. Jeg talte med en af personerne, der var en del af eksperimentet, tidligere i dag, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en glædens dag for dem i dag. I rapporten berøres også kort de adoptanter – 250 adoptanter – der også blev en del af noget, der lignede et eksperiment, og dem synes vi også det er vigtigt at sikre retfærdighed for.

Selvstyreloven har en målsætning om, at vi skal arbejde for et ligeværdigt partnerskab. Der er mange i Grønland, der ikke oplever et ligeværd, når vi lader tankerne glide hen imod de mørke kapitler i vores fælles historie, og i min optik står de også i vejen for ligeværdigheden mellem vores to lande. Derfor vil jeg indlede med at spørge statsministeren om, hvad hun vil gøre for fortsat at styrke ligeværdigheden i rigsfællesskabet.

Statsministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er hjerteskærende historier med gruppen af eksperimentbørn. Der er jo ikke ret mange tilbage, og vi kan lige så godt sige det, som det er, nemlig at selv om de i virkeligheden ikke er ret gamle, er langt de fleste allerede afgået ved døden for tidligt. Og rigtig mange af de her børn fik et dårligt liv efterfølgende, fordi de mistede kontakten til det, de kom af, og deres rødder.

Jeg vil anbefale alle at læse den historiske udredning, der er blevet lavet. Den er tankevækkende, og det er et mørkt kapitel i vores historie, og ligesom vi har mørke kapitler i dansk historie, hvad angår varetagelsen af nogle af de mest udsatte børn og unge, gælder det også i samarbejdet omkring eksperimentbørnene, som de ofte bliver kaldt. Så jeg er glad for, at vi har fået den udredning lavet, og jeg tror, at det er en vigtig del af svaret på det spørgsmål, der bliver stillet her: Hvordan forsoner vi os? For vi har en fantastisk historie sammen i rigsfællesskabet – Danmark og Grønland imellem, men der er også mørke kapitler.

Noget er gjort i den bedste mening, men jo ikke desto mindre med smertefulde konsekvenser for de mennesker, der har været involveret. Jeg må sige efter mange samtaler med grønlændere om lige præcis det her spørgsmål, at jeg nok selv er nået dertil, at jeg tror, at den eneste vej, i forhold til hvordan vi forsoner os med fortiden, er, at vi tør se den i øjnene, at vi får den beskrevet ordentligt, og at vi også som i dag får givet en undskyldning til de seks, der er tilbage fra eksperimentet der fra starten af 1950'erne. Det tror jeg også er en vigtig forudsætning for at kunne få det ligeværdige forhold, som vi skal have.

I hverdagens politiske samarbejde er forholdet jo ligeværdigt. Jeg mener, at vi har et stærkt rigsfællesskabssamarbejde i dag, og vi styrker det nu på udenrigspolitikken, men vi bliver nødt til at se vores historie i øjnene.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg er enig.

I kommentarerne, som jeg modtog fra Grønland, er der en klar bekymring. Det er ikke en ny bekymring, men en meget alvorlig bekymring. Det handler om den uvidenhed, som man godt kan opleve i det danske samfund, når det kommer til Grønland. Jeg siger det med al respekt og ikke for at klandre den enkelte, men for at løfte det op på et politisk niveau.

Den uvidenhed er med til at skabe stereotyper, og den er med til at marginalisere befolkningsgrupper – helt konkret også Grønland og grønlændere i Danmark. Sociale problemer bliver for nogle danskere det fulde billede af os, der kommer fra Grønland, og det gør ondt. Det føles uretfærdigt, og det hindrer mange i at tage større del i fællesskabet. Derfor vil jeg også spørge statsministeren: Hvad kan vi gøre for at styrke viden om Grønland i det danske samfund?

Statsministeren.

Jeg er faktisk meget enig i det, der bliver sagt her, nemlig at der er for mange stereotyper omkring grønlændere i Danmark. Man kan se det, og man kan høre det. Vi får også ofte beskrivelser af det. Det går, må man sige, meget præcist på det, der bliver rejst her i spørgetimen i dag, nemlig at man kommer til at tro, at mange grønlændere i Danmark har sociale problemer og – for at sige det, som det er – drikker for meget, og noget af det er velkendt fra gadebilledet.

Der er mange sandheder i det her. Langt de fleste grønlændere, der bor i Danmark, lever helt almindelige, gode liv med job og med uddannelse. Vi har også en gruppe af grønlændere i Danmark, og de er i øvrigt meget, meget velkomne, kære medborgere, som ikke har det godt. Dem synes jeg faktisk ikke vi evner at passe godt nok på, og for ofte overlader vi dem til de vilkår, der er på gaden. Så her synes jeg, at vi skal gå på to ben. Vi har behov for en forstærket social indsats. Det gælder i min egen hjemby, Aalborg, hvor vi har mange grønlændere med sociale udfordringer, og det gælder få meter herfra på Christianshavns Torv og andre steder, men i forhold til den brede del af den grønlandske befolkning er det, som vi gør lige nu, at udfordre stereotyperne og dogmerne og at anerkende alt det, som vores grønlandske medborgere kommer med.

Fru Aaja Chemnitz Larsens sidste spørgsmål. Værsgo.

Mange tak. Et konkret eksempel er netop den gruppe af grønlændere, som statsministeren også er inde på, og som ikke har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Det hjælper jo ikke på fordommene. Derfor mener vi også, at det ikke kun handler om viden og at sikre mere viden, men det handler også om at tage hånd om de reelle problemstillinger, der er.

Beskæftigelse af grønlænderne er et område, som regeringen direkte kan påvirke, og som vi er meget optaget af fra IA's side. Med en pulje på kun 2 mio. kr., som vi tidligere fik afsat, har vi faktisk rigtig gode succeshistorier både fra Aalborg og fra Odense, på trods af at der har været corona. I Aalborg forventer man at få ansat omkring 100 grønlændere i forskellige stillinger på baggrund af den indsats, som vi har været med til at sikre her i Folketinget, men pengebevillingen udløber her senere på året.

Hvordan ser statsministeren på mere målrettede initiativer rettet netop imod den her gruppe af sårbare grønlændere i Danmark?

Statsministeren.

Jeg tror egentlig, at det er sådan, at når der opbygges stereotyper i vores samfund, eller når der finder stigmatisering sted, kan vi selvfølgelig gøre noget med nogle lokale indsatser, og det afsætter vi fra tid til anden penge til i Folketinget, men det allervigtigste er jo kulturspørgsmålet. Det er jo faktisk det, der sker her. Vi har en ordveksling med hinanden i Folketingssalen, hvor vi bliver enige med hinanden om, at vi vil tage et opgør med stereotyperne. Og vi har behov for mere ligeværdighed og mere respekt Danmark og Grønland imellem og danskere og grønlændere imellem. Jeg forundres ofte over, hvor lille en rolle rigsfællesskabet spiller i vores folkekultur her, når man tænker på, hvor integreret en del vi er i hinandens historie. Så jeg tror, at vi skal fortsætte den diskussion, der er startet i dag. Det vil jeg i hvert fald meget gerne være med til.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Spm. nr. US 20

(Talen er under udarbejdelse)