Tak. Vi roser i Venstre gerne regeringen, men altså helt ærligt, så roser vi jo regeringen for at have ændret politik på et område, hvor man tidligere mente noget andet. Så regeringen og finansministeren skaber et problem og indtager så et andet synspunkt, og så kan man godt udfordre det, i forhold til om det er helt fair, at man får ros for det. Men vi er i hvert fald glade for, at tvangselementet er væk i det her spørgsmål. Altså, det er jo vigtigt med klimaet og med det bæredygtige, men der må være frit valg i kantinerne, og det må ske i dialog med medarbejderne.
Man får bare – det er i hvert fald det, som det spørgsmål, jeg vil stille, handler om – et indtryk fra det pressemøde, hvor finansministeren var til stede. Det er derfor, vi har tilladt os at kalde ministeren herned i salen i dag. For regeringen stod og markedsførte sig på: Nu skal vi være grønne – grøn symbolpolitik med tvang vil nogle måske sige. Hvorfor er det, at finansministeren ikke har haft en dialog med medarbejderorganisationerne inden? Altså, hvorfor præsenterede man forslaget, og hvorfor mente man på et tidspunkt, at tvang i kantinerne var en god idé?