S 112 - 2020-21 - Endeligt svar på S 112: Hvordan forholder ministeren sig til, at én myndighed – Uddannelses- og Forskningsministeriet – belønner og anerkender en forskers evner i form af et stipendium, mens andre myndigheder – kommunen og Ankestyrelsen – umuliggør projektets gennemførelse og dermed direkte stiller mennesker med handicap på arbejdsmarkedet dårligere, end deres kolleger?

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
S 112
Offentligt

Folketingets Lovsekretariat

[email protected]

Torsten Gejl (ALT)

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 2020 - 8060

29. oktober 2020

Folketingsmedlem Torsten Gejl (ALT) har den 21. oktober 2020 stillet følgende

spørgsmål nr. S 112, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. S 112:

”

Hvordan forholder ministeren sig til, at én myndighed

–

Uddannelses- og Forsk-

ningsministeriet

–

belønner og anerkender en forskers evner i form af et stipen-

dium, mens andre myndigheder

–

kommunen og Ankestyrelsen

–

umuliggør pro-

jektets gennemførelse og dermed direkte stiller mennesker med handicap på ar-

bejdsmarkedet dårligere, end deres kolleger?

”

Svar:

Jeg vil gerne starte med at understrege, at personer med handicap ikke må blive

stillet dårligere på arbejdsmarkedet end personer, der ikke har et handicap. Det

gælder uanset, om der er tale om arbejde i Danmark eller arbejde i forbindelse med

et udlandsophold.

For at sikre det, har vi en række ordninger, som skal understøtte, at mennesker med

handicap kan være en del af arbejdsmarkedet. Ud fra den artikel, som danner bag-

grund for spørgsmålet, står det imidlertid ikke klart for mig, hvilken hjælp borgeren

har fået afslag på. Det vigtige for mig er, at borgere får den hjælp, som de har ret

til, når de har behov for det, og at ventetider i sagsbehandlingen ikke skal spænde

ben for det.

Generelt gælder, at man fx i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse efter

Lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. kan få bevilliget personlig

assistance til at hjælpe med udførelsen af praktiske opgaver i borgerens arbejde.

Her er det vigtige, at der i udgangspunktet ikke er forskel på, om man arbejder

hjemme eller er på et kort udlandsophold. Kommunen kan refundere dokumente-

rede rimelige rejseudgifter for den personlige assistent, hvis assistenten har ledsa-

get personen med handicap i forbindelse med arbejdsbetingede rejser.

I nogle tilfælde kan det være relevant at bruge lokal arbejdskraft til at assistere per-

sonen med handicap i udlandet. Det beror dels på en vurdering af karakteren af ar-

bejdsopgaver og på udgifterne ved at medtage personlig assistance fra Danmark.

Det beror således altid på en konkret vurdering.

S 112 - 2020-21 - Endeligt svar på S 112: Hvordan forholder ministeren sig til, at én myndighed – Uddannelses- og Forskningsministeriet – belønner og anerkender en forskers evner i form af et stipendium, mens andre myndigheder – kommunen og Ankestyrelsen – umuliggør projektets gennemførelse og dermed direkte stiller mennesker med handicap på arbejdsmarkedet dårligere, end deres kolleger?

I forbindelse med arbejde i udlandet kan man imidlertid også have brug for hjælp

til andre funktioner, der ikke direkte relaterer sig til arbejdsopgaverne. Da denne

type hjælp henhører under social- og indenrigsministerens ressort, har jeg modtaget

følgende bidrag til besvarelsen:

”Efter

serviceloven kan en borger få bevilliget borgerstyret personlig assistance

(BPA). Det er en ordning, hvor borgere med omfattende funktionsnedsættelse kan

få et kontant tilskud til at ansætte hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Man kan tage sin BPA-ordning med sig til udlandet i op til en måned uden at søge

kommunen om det på forhånd. Hvis udlandsopholdet overstiger en måned, skal

man før udlandsopholdet søge kommunen om at medtage hjælpen. Længden på den

periode, hvor man kan tage sin hjælp med sig, afhænger af formålet med hjælpen

og de konkrete omstændigheder.”

Når det er sagt, skal hjælpen selvfølgelig kunne ydes så fleksibel så muligt. Sags-

behandlingen, herunder sagsbehandlingstider, må ikke umuliggøre, at personer

med handicap kan gennemføre arbejdsbetingede udlandsophold. Og det er min

klare forventning, at kommunerne kan behandle ansøgninger om hjælp, så det ikke

stiller borgere med handicap i en ugunstig situation sammenlignet med personer

uden et handicap.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard