Tak for det, og tak for spørgsmålet. Dokumentaren »Nødråb fra børnehjemmet« viser desværre, at der er en række døgninstitutioner og opholdssteder for anbragte børn og unge, hvor der har været gjort unødig brug af magtanvendelse, og hvor personalet ikke har været kvalificeret til at tage sig af de unge. Det er forfærdeligt og trist at se, at nogle af de børn og unge, der har allermest brug for ro og stabilitet i deres liv, får så hård en behandling. Det vidner om, at der desværre er nogle anbringelsessteder, hvor kvaliteten ikke er god nok. Det skal der rettes op på i de konkrete tilfælde.
Men vi skal også mere generelt have styrket kvaliteten på anbringelsesstederne. »Børnene først«, regeringens store udspil, indeholder derfor en række forslag til at øge kvaliteten på institutionerne og i plejefamilierne. Vi vil styrke socialtilsynet og stoppe mulighederne for at trække store overskud ud af private opholdssteder, så pengene bliver i tilbuddene til at løfte kvaliteten til gavn for børnene og de unge, og vi er lige nu i gang med en evaluering af det specialiserede socialområde, hvor vi også undersøger kvaliteten i opholdssteder for børn og unge. For mig og for regeringen er det ikke et enten-eller, men det er et både-og: Vi skal både sørge for, at flere af de allermest udsatte børn, som har behov for et nyt hjem, også får det, og vi skal sørge for bedre kvalitet og mere stabilitet i anbringelserne. Jeg mener derfor stadig væk, at vi skal sætte tidligere ind, så alle børn kan få en chance for en tryg og stabil barndom, et hjem og nogle voksne, som de kan regne med.
Alt for mange anbragte børn oplever i dag for mange skift: skift af anbringelsessted, skift af skole og kammerater. I nogle tilfælde vil det bedste for barnet være en anbringelse eller en adoption, også selv om forældrene ikke samtykker, så barnet kan få et trygt hjem tidligere og en familie, der ikke kun er til låns. Ved at anbringe tidligere kan vi forhåbentlig få hjulpet nogle børn, inden problemerne vokser sig så komplekse og så store, at barnet må anbringes på en institution i stedet for at kunne blive anbragt i en plejefamilie. På den måde hænger alle indsatserne jo her sammen, og derfor er det korte svar til Karina Adsbøls spørgsmål jo, at det skal være både-og, altså at vi både hjælper tidligere, og at vi hjælper bedre.