Spm. nr. S 1058

3) Til social- og ældreministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Mener ministeren stadig, at regeringens ambition om flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner – altså at anbringe flere børn tidligere i livet – vil give børnene en bedre chance for en god barndom, når vi i TV 2-dokumentaren »Nødråb fra børnehjemmet« kunne konstatere talrige eksempler på overgreb, vold og nedladende behandling af børnene fra personale, der i meget ringe grad er uddannet til eller personligt rustet til at arbejde med børn, der har det svært?

Spm. nr. S 1058

3) Til social- og ældreministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Mener ministeren stadig, at regeringens ambition om flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner – altså at anbringe flere børn tidligere i livet – vil give børnene en bedre chance for en god barndom, når vi i TV 2-dokumentaren »Nødråb fra børnehjemmet« kunne konstatere talrige eksempler på overgreb, vold og nedladende behandling af børnene fra personale, der i meget ringe grad er uddannet til eller personligt rustet til at arbejde med børn, der har det svært?

Fru Karina Adsbøl må gerne læse spørgsmålet højt først.

Tak. Mener ministeren stadig, at regeringens ambition om flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner – altså at anbringe flere børn tidligere i livet – vil give børnene en bedre chance for en god barndom, når vi i TV 2-dokumentaren »Nødråb fra børnehjemmet« kunne konstatere talrige eksempler på overgreb, vold og nedladende behandling af børnene fra personale, der i meget ringe grad er uddannet til eller personligt rustet til at arbejde med børn, der har det svært?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Dokumentaren »Nødråb fra børnehjemmet« viser desværre, at der er en række døgninstitutioner og opholdssteder for anbragte børn og unge, hvor der har været gjort unødig brug af magtanvendelse, og hvor personalet ikke har været kvalificeret til at tage sig af de unge. Det er forfærdeligt og trist at se, at nogle af de børn og unge, der har allermest brug for ro og stabilitet i deres liv, får så hård en behandling. Det vidner om, at der desværre er nogle anbringelsessteder, hvor kvaliteten ikke er god nok. Det skal der rettes op på i de konkrete tilfælde.

Men vi skal også mere generelt have styrket kvaliteten på anbringelsesstederne. »Børnene først«, regeringens store udspil, indeholder derfor en række forslag til at øge kvaliteten på institutionerne og i plejefamilierne. Vi vil styrke socialtilsynet og stoppe mulighederne for at trække store overskud ud af private opholdssteder, så pengene bliver i tilbuddene til at løfte kvaliteten til gavn for børnene og de unge, og vi er lige nu i gang med en evaluering af det specialiserede socialområde, hvor vi også undersøger kvaliteten i opholdssteder for børn og unge. For mig og for regeringen er det ikke et enten-eller, men det er et både-og: Vi skal både sørge for, at flere af de allermest udsatte børn, som har behov for et nyt hjem, også får det, og vi skal sørge for bedre kvalitet og mere stabilitet i anbringelserne. Jeg mener derfor stadig væk, at vi skal sætte tidligere ind, så alle børn kan få en chance for en tryg og stabil barndom, et hjem og nogle voksne, som de kan regne med.

Alt for mange anbragte børn oplever i dag for mange skift: skift af anbringelsessted, skift af skole og kammerater. I nogle tilfælde vil det bedste for barnet være en anbringelse eller en adoption, også selv om forældrene ikke samtykker, så barnet kan få et trygt hjem tidligere og en familie, der ikke kun er til låns. Ved at anbringe tidligere kan vi forhåbentlig få hjulpet nogle børn, inden problemerne vokser sig så komplekse og så store, at barnet må anbringes på en institution i stedet for at kunne blive anbragt i en plejefamilie. På den måde hænger alle indsatserne jo her sammen, og derfor er det korte svar til Karina Adsbøls spørgsmål jo, at det skal være både-og, altså at vi både hjælper tidligere, og at vi hjælper bedre.

Fru Karina Adsbøl.

Er ministeren, når man ser sådan en dokumentar, enig i, at systemet svigter anbragte børn og deres familier, at der sker et systemsvigt i Danmark? I Dansk Folkeparti mener vi, at man, når man anbringer børn, så også skal sikre sig, at de bliver anbragt til noget bedre, og her ser vi et fuldstændigt svigt. Vi ser, at drenge bl.a. oplever vold og trusler fra de ansatte, vi ser magtanvendelser, og vi er også vidner til, at magtanvendelserne ikke alle sammen bliver registreret. Og jeg tænker: Hvem hjælper børnene? Hvor er det personrettede tilsyn fra kommunal side henne? Hvor er socialtilsynet henne? Hvem er det, der hjælper de her børn, når de råber efter hjælp? Hvordan vil regeringens udspil sikre kvaliteten på de her opholdssteder, som vi har været vidne til i »Nødråb fra børnehjemmet«? Jeg tror ikke på, at det her handler om, at det enten er offentligt eller privat. Jeg tror på, at der desværre sker svigt flere steder, altså at det sker i det private, og at det sker i det offentlige. Så man kan ligesom ikke sige, at det er enten-eller.

Hvordan vil ministeren sikre hjælp til de her børn? Jeg vil også gerne høre ministeren, når ministeren nu har set den her dokumentar, hvilke initiativer ministeren har taget på baggrund af den. Vil ministeren rekvirere en redegørelse? Har ministeren rettet henvendelse til socialtilsynet for at få en status over, hvordan det ser ud, hvilke besøg de har været på, hvad de har registreret i forhold til bekymringer? For det, som vi har været vidne til i den dokumentar, er dybt, dybt bekymrende.

Ministeren.

Tak for det. Dokumentaren tager jo bl.a. fat i en lang række af de påbud og skærpede tilsyn, som socialtilsynet netop har lavet på institutioner, hvor kvaliteten ikke har været høj nok, i forlængelse af det, som spørgeren efterspørger. Ét påbud og én skærpet sanktion er jo en for meget, fordi det er udtryk for en kvalitet, der ikke har været høj nok. Men i forhold til det, som spørgeren spørger ind til, handler dokumentaren jo bl.a. om de påbud, der er givet.

Så vil jeg bare sige, at jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at vi selvfølgelig skal anbringe til noget bedre, når vi tager ansvaret for de børn, hvor forældrene ikke kan tage vare på dem.

Fru Karina Adsbøl.

Det bliver jo så interessant at følge, om statsministeren også vil give en undskyldning til alle de børn, der nu i det danske samfund bliver systemsvigtet.

Men det, jeg godt vil høre ministeren om, er netop i forhold til det, ministeren var ude at sige, altså at det er kommunernes ansvar. Så er spørgsmålet igen, når kommunerne ikke lever op til deres ansvar, hvad det så skal have af konsekvenser. Det har ikke hjulpet de her drenge. Man har ikke hørt noget til det personrettede tilsyn. Der er ikke nogen, der har lyttet til de her børn i forhold til de udfordringer, de har haft. Hvilke konsekvenser skal det have, at der er et stort systemsvigt fra den danske stats side, så det her sker?

Ministeren.

Jeg vil gerne gøre det meget klart, at jeg mener, at det her også er et politisk ansvar for os – det er jo derfor, vi sidder og har forhandlinger lige nu om »Børnene Først«, om at forbedre området for de mest udsatte børn i vores samfund.

I den konkrete sag er det kommunens ansvar at følge op. Vi så eksemplet med en 12-13-årig, der gennemførte et væbnet røveri for så at blive anbragt et sted, hvor han kom i kontakt med hårde bandekriminelle og blev stofmisbruger. Det skal en kommune jo følge op på: Har vi anbragt barnet til noget bedre? Det var det, spørgeren selv beskrev. Nej, det har man da ikke, når et barn kommer ud i et stofmisbrug under en anbringelse. Men politisk har vi ansvar for at tage nogle greb, der gør, at det her ikke kan finde sted, og at vi får en højere kvalitet i anbringelserne.

Spørgeren for sit sidste spørgsmål.

Jamen det er jeg da helt enig i. Vi kan tage alle de politiske tiltag, vi vil, herinde fra Folketingets side, men det betyder jo ikke noget i forhold til implementeringen af de tiltag, vi har vedtaget ved lov. Hvis de ikke bliver fulgt, hvis intentionerne ikke bliver overholdt og lovgivningen ikke bliver overholdt og der ikke er nogen, der følger op, ja, så kan vi jo lave lige så meget lovgivning, vi vil. Vi har jo Barnets Reform, som ikke er fuldt implementeret endnu i alle 98 kommuner, og så bygger man ovenpå. Men når vi ser systemsvigt på systemsvigt, er jeg bekymret over, at regeringens løsning er flere tvangsadoptioner og flere tvangsanbringelser, fordi vi netop i det her eksempel kan se, at der bestemt ikke er sket forbedringer.

Tak. Ministeren for sit sidste svar.

Tak for det. Noget af det, der er fuldstændig grundlæggende for regeringen med »Børnene Først«, er, at vi skal lytte langt mere til børnene. Børnene skal have en langt stærkere stemme i deres egen sag, for det er deres eget liv. Børnene ved ganske meget om, hvad det er for en hverdag, de oplever. Det er jo ikke sket i de her sager, hvor børn fortæller, hvordan de ikke er blevet hørt – hvordan de ikke er blevet hørt, i forhold til om det er det rigtige match, og om de er et sted, der kan tage vare på dem. De er ikke blevet hørt, i forhold til at de har oplevet, at deres grænser er blevet overskredet. Og derfor er det da meget grundlæggende, at vi nu skal have en ny barnets lov, hvor vi i alle processer sørger for, at barnets stemme står allerstærkest. Og så er jeg meget enig med spørgeren – jeg håber, at vi i fællesskab kan følge det meget, meget tæt, så det også betyder en forandret hverdag for børnene derude, for det er jo det, der er det helt afgørende.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet, så spørgeren kan ikke komme på igen. Men selvfølgelig er det en vigtig debat. Tak til social- og ældreministeren, og tak til fru Karina Adsbøl.

Det næste spørgsmål er til sundhedsministeren og er stillet af hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti med medspørger hr. Morten Messerschmidt.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)