Tak. Alle skal leve op til deres ansvar, ja, men ministeren svarer mig ikke på – og jeg går lidt tilbage til det første spørgsmål – om der er en mulighed for simpelt hen at lukke af, lukke ned. Vi taler meget om at lukke op, og det er en god ting. Det glæder vi os alle sammen til. Men der er visse områder, hvor man godt kunne sige »lukke ned«, og det er bl.a. i ghettoerne. Jeg tror efterhånden, det er det eneste middel, der er tilbage, det eneste, vi kan gøre. Det svarer ministeren mig ikke på, og det vil jeg godt have et svar på.
Nu må jeg bare sige, at det jo ikke er en epidemi, der kun huserer i Danmark. Den huserer i hele verden. Og vi ved jo udmærket godt, at i ghettoområderne har man paraboler, så man kan se Al Jazeera, og man ved udmærket godt, at den florerer i hele verden. Man kan godt se, at man går med mundbind andre steder, og at der er dødsfald og forfærdelige tilstande, i virkeligheden nok værre end dem, vi har i Danmark. Det burde man jo også tage med sig. Og det er det, jeg ikke fatter, og det er derfor, jeg siger, at der altså desværre – og jeg bliver nødt til at sige det ligeud – er rigtig mange blandt indvandrerne i de ghettoområder, der blæser på danske regler og er fuldstændig ligeglade. Og det er simpelt hen så oprørende.
Der har vi en regering, der sådan siger: Okay, altså – og ikke rigtig vil svare på det der med, om man skulle lukke ned. Jeg mener, man skal lukke de områder ned. Det mener jeg man skal. Om det så skal være med talstærkt politi, eller hvad ved jeg, for det er ikke sikkert, man vil rette sig efter det – der er mange regler, man ikke ønsker at rette sig efter – så skal det gøres.