Det næste punkt på dagsordenen er:

10) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 07.10.2020. Redegørelse givet 07.10.2020. Meddelelse om forhandling 07.10.2020).

Redegørelsesdebatten af åbnet. Jeg ser ikke, at fru Annette Lind er til stede, og derfor må det være hr. Christoffer Aagaard Melson, som jeg beder om at indtage talerstolen.

Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. 2020 har jo været et meget specielt år på grund af coronaepidemien, og som det fremgår af redegørelsen, har epidemien også i høj grad præget Arktis på grund af de store afstande og de ofte dårligere muligheder for at håndtere pandemien lokalt. Situationen har også betydet, at samarbejdet i Arktisk Råd og det politiske samarbejde internt i rigsfællesskabet har været begrænset rigtig meget. I et år, hvor den nye arktiske strategi er under udarbejdelse, er det selvfølgelig ekstra ærgerligt. Vi glæder os rigtig meget til, at samarbejdet forhåbentlig snart bliver normaliseret igen. På trods af coronaepidemien har begivenhederne i år igen bekræftet, at Arktis ud over at danne rammen for rigsfællesskabet også er af afgørende udenrigspolitisk betydning for kongeriget. Hvor betydningsfuldt Arktis er for Danmark, er langt flere blevet klar over de seneste år. Det øgede fokus i danske medier startede som bekendt for alvor i august 2019, hvor det kom frem, at præsident Trump overvejede at købe Grønland. Siden fulgte meldingen om, at USA ville åbne et konsulat i Grønland, og en ny samarbejdsaftale mellem Grønland og USA, hvor der fulgte et beløb på 83 mio. kr. med, fulgte trop i foråret. Det store fokus på Grønland og rigsfællesskabet blev endeligt rundet af med den amerikanske udenrigsministers besøg i København den 22. juli.

Mange danskere har nok også i de seneste måneder set Christina Rosendahls film »Vores mand i Amerika«. Filmen burde i mine øjne være fast pensum i folkeskolen, da den giver en rigtig god forståelse af, hvor afgørende især Grønland, men også Færøerne er for Danmarks historie og udenrigspolitiske situation den dag i dag. Filmen handler om den danske ambassadør i Washington under anden verdenskrig, Henrik Kauffmann. Filmen illustrerer på glimrende vis, hvor afgørende spørgsmålet om Grønland var for Danmarks sikkerhedspolitiske situation under og efter anden verdenskrig. Havde Henrik Kauffmann ikke uden mandat allieret sig med amerikanerne og lavet en aftale om, at de kunne oprette baser i Grønland i forsvaret mod først Tyskland og senere Sovjetunionen, var der ikke nogen tvivl om, at Grønland i dag i en eller anden form havde været en del af USA. Historien viser også, at netop Grønlands militærstrategiske betydning var afgørende for, at amerikanerne efter anden verdenskrig arbejdede for, at Danmark blev et af de stiftende lande i FN og senere blev en del af NATO.

Selv om verden er en anden i dag, er rigsfællesskabets militærstrategiske betydning stadig en af hovedforklaringerne på, at USA prioriterer et meget tæt samarbejde med Danmark. Og historien viser, hvor afgørende alliancer og en international retsorden er for befolkningsmæssigt små lande som Grønland, Færøerne og Danmark. Derfor er det også rigtig glædeligt, at der netop er fokus på værdien af NATO som fundamentet for vores sikkerhed og værdien af en international retsorden, og samarbejdet i særlig Arktisk Råd har en fremtrædende rolle i redegørelsen. Det øgede amerikanske fokus på Grønland og også på Færøerne, som vi ser i disse år, hænger sammen med en øget – især russisk, men også kinesisk – aktivitet i Arktis. Det fremgår af redegørelsen, at Rusland de seneste år har oprustet kraftigt militært i Arktis, hvilket ganske forståeligt bekymrer amerikanerne, der bl.a. kan frygte, at de nye russiske militære installationer kan bruges til at ramme Thulebasen. Muligheden for nye sejlruter på grund af den globale opvarmning spiller nok også ind på den øgede interesse for Arktis.

I Venstre mener vi, at stormagternes interesse bør være et wakeupcall for os alle sammen i rigsfællesskabet. Det betyder, at vi bliver nødt til at prioritere en øget dialog og koordinering internt i rigsfællesskabet. Der er i dag heldigvis et mere lige forhold mellem Danmark, Færøerne og Grønland, end der var under anden verdenskrig og under den kolde krig – men den situation gør det netop vigtigt, at vi bliver bedre til at tale sammen. Vi skal også have en debat i rigsfællesskabet om, hvor snitfladerne i forhold til sikkerhedspolitik går. Hvis vi f.eks. er enige om, hvad der er kritisk infrastruktur, bliver det sværere for andre lande at spille os ud mod hinanden; den debat glæder vi os også til at bidrage til i det kommende år.

Den øgede aktivitet i Arktis stiller også øgede krav til kongeriget, i forhold til at vi kan følge med i, hvad der foregår, f.eks. langs den grønlandske østkyst og i forhold til evnen til at kunne udføre beredskabsopgaver. Det er opgaver, som vi i de kommende år også bliver nødt til at prioritere økonomisk – inden så længe skal der jo forhandles en arktisk pakke med forsvarsministeren, og det er også en forhandling, som vi ser frem til at bidrage konstruktivt til. Vi mener ikke, at f.eks. bedre dansk overvågning af Grønlands østkyst, et stærkere beredskab eller en bedre evne til at håndhæve kongerigets suverænitet står i kontrast til vores fælles ambition om lavspænding. Vi synes netop, at de seneste års udvikling har vist, at andre lande vil fylde et vakuum, hvis der er et sikkerhedspolitisk tomrum i Arktis, og det er et tomrum, som vi bør kunne udfylde for netop at bevare lavspænding. På samme måde mener vi, at vi bør engagere os aktivt i spørgsmålet om en fremtidig grænsedragning i Arktis. Hvis vi ikke agerer og bruger de nødvendige ressourcer på den her opgave, kommer vi til at reagere og miste muligheden for at påvirke processen.

Vi skal ikke kun være opmærksomme på de fysiske trusler; vi skal også være på vagt over for den udvikling, hvor flere lande i disse år trækker sig fra internationale aftaler eller i stigende grad blæser på international ret, respekten for landegrænser og indgåede internationale aftaler. Som et lille land med en eksportorienteret økonomi er et fintmasket, regelbaseret internationalt samarbejde afgørende for både vores sikkerhed og vores økonomi. Det er en verdensorden, som vi skal sætte alle kræfter ind på at styrke og udbygge. Når det gælder Arktis, skal vi derfor kæmpe for samarbejdet i Arktisk Råd, som har været medvirkende til, at situationen i Arktis heldigvis stadig væk er relativt fredelig.

Vores placering som en arktisk kyststat giver os en unik mulighed for at forme udviklingen på en geografisk kæmpestor del af vores klode. Den mulighed skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at udnytte. Den store indflydelse giver store muligheder, men også store forpligtelser i forhold til at sikre det bedst mulige resultat for de mange forskellige drøftelser om fiskeri, udnyttelse af råstoffer, bæredygtig økonomi, økonomisk udvikling, hvalfangst, sælfangst, transport og klima. De områder, vi især mener at vi som land skal prioritere, er spørgsmål omkring miljø og klima. Økosystemerne i det arktiske er meget følsomme, og derfor er det vigtigt at have et beredskab klar, hvis der f.eks. sker olieudslip fra skibe.

Redegørelsens beskrivelse af de accelererende klimaforandringer i Arktis er hård læsning, bl.a. er den tykkeste og ældste is reduceret med 90 pct. Det illustrerer, hvorfor det er vigtigt, at vi går forrest i kampen mod klimaforandringerne og kaster os ind i kampen for klimaet i de internationale fora, hvor vi har mulighed for at gøre vores indflydelse gældende. Den alarmerende temperaturstigning er også en af grundene til, at vi i Venstre mener, at vi skal prioritere forskningen i Arktis. Vi har en mulighed for og en forpligtelse til at hjælpe verden med at forstå de klimaændringer, vi ser i Arktis, og dermed åbne deres øjne for konsekvenserne af klimaforandringerne. Som en udløber af den prioritet er et af vores ønsker i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven derfor, at der også prioriteres midler til et nyt forskningsskib, der kan bidrage til den her forskning, og jeg glæder mig til at høre regeringens holdning til at prioritere et sådant forskningsskib i forskningsforhandlingerne.

Til sidst skal der selvfølgelig også være en lille smule ris til udenrigsministeren: Jeg synes, der mangler fokus på, hvordan vi kan skabe de mest optimale rammer for at skabe en bæredygtig udvikling i regionen, i redegørelsen. Det handler om at nedbryde barrierer, der hæmmer udviklingen. Det handler om at skabe forståelse og respekt for lokalbefolkningens levevis og behov.

Vi synes, at en af de allermest positive udviklinger det seneste år var den amerikanske udenrigsministers åbning for øget frihandel med Færøerne. Arbejdet med at åbne nye markeder for landene i rigsfællesskabet er afgørende for at sikre den ønskede økonomiske udvikling i regionen, men det er også afgørende sikkerhedspolitisk, så alle lande i rigsfællesskabet bliver mindre afhængige af pres fra enkelte lande ved at have flere eksportmarkeder, der er åbne for dem. Det bør være en helt central prioritet for Danmark at hjælpe også Grønland og Færøerne med at åbne nye eksportmarkeder.

Det er rigtig fint, at amerikanerne bruger lidt flere midler på at afsøge mulighederne for at tiltrække amerikanske investeringer i Grønland, men for Danmark burde det være helt naturligt, at der i samarbejde med Grønland og Færøerne også arbejdes på at tiltrække mulige investeringer. Regeringens indsats for fremadrettet at gøre alle tre dele af rigsfællesskabet rigere ved at øge investeringer og samhandel på tværs af rigsfællesskabet er desværre også fraværende i redegørelsen. Jeg håber på, at vi kan få en god debat om også de emner i dag.

Jeg glæder mig til den fortsatte debat. Tak for ordet.

Der er lige en kort bemærkning til hr. Christian Juhl, værsgo.

Når ordføreren glæder sig til den fortsatte debat, må vi hellere tage den. Hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre siger, at dansk oprustning i de arktiske områder ikke antaster Ilulissaterklæringens princip om lavspænding. Det forstår jeg ikke – altså at når man opruster, er der stadig væk tale om lavspænding. Det vil altså sige, at lavspænding er et relativt begreb. Når danskerne opruster, siger de, det er, fordi russerne har gjort det; når russerne opruster, siger de, det er, fordi amerikanerne og danskerne gør det; når amerikanerne opruster, siger de, det er, fordi de ikke har styr på sikkerheden i området, og det er, fordi russerne opruster og passer på deres område.

På den måde forandres lavspænding jo til højspænding. Og ellers må ordføreren forklare mig, hvad det er, der gør, at dansk oprustning i området ikke er en del af at fjerne sig fra lavspændingsprincippet.

Ordføreren.

Det handler om, at hvis vi f.eks. ikke har et overblik over, hvad der sker på østkysten i Grønland, så skal vi nok forvente, at amerikanerne selv på et tidspunkt får lyst til at finde ud af, hvad der sker. Og der tror vi på, at det er bedre, at det er inden for rigsfællesskabet, vi står for den opgave og viser, at vi kan håndhæve vores suverænitet, end at vi risikerer en direkte konfrontation mellem amerikanere og russere. Altså, vi tror, at det med, at det er Danmark, man møder, danske fly, danske soldater, der håndhæver vores suverænitet i forhold til rigsfællesskabet, tror vi på er bedre, end at det er amerikanerne, der påtager sig opgaven. Og vi tror, det er naivt at tro – f.eks. på baggrund af amerikanernes meldinger – at de vil acceptere, at der er så stort et område så tæt på deres kyst, hvor vi ikke ved hvad der foregår. Og derfor tror vi, at vejen til at holde, kan du sige, stormagterne ude af det område, er, at de har tillid til, at vi selv har et overblik over, hvad der foregår.

Hr. Christian Juhl.

Nu blev jeg lidt mere forvirret. Altså, når vi opruster, er det fint og ordentligt, og så er det søreme godt – så slipper vi for, at de andre gør det. Men de andre gør det jo alligevel. Amerikanerne opruster – de vil endda gerne have nye baser i Grønland og på Færøerne. Russerne opruster – godt nok defensivt, siger efterretningstjenesten. Kineserne opruster ikke, men de er i hvert fald voldsomt interesseret i Arktis forskningsmæssigt.

Når USA og russerne opruster, vil de så stoppe med det, når danskerne gør det i stedet for? Jeg synes, det lyder ganske ulogisk, og jeg synes, at ordføreren ser stort på Ilulissataftalen.

Ordføreren, værsgo.

Hvis der ikke er nogen, der ved, hvad der foregår i det østlige Grønland, tror jeg, det er naivt at tro, at russerne og amerikanerne ikke vil have en interesse i at finde ud af det, og at de ikke vil gøre det selv, hvis vi ikke påtager os opgaven. Og så vil de mødes direkte, i stedet for at det er os, der håndterer dem på hver side af rigsfællesskabet. Det tror vi kan føre til en farligere situation, end hvis vi sørger for, at der er tillid til, at vi har styr på, hvad der sker inden for vores eget territorium.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og tak for en rigtig god tale med nogle gode elementer. Jeg vil gerne fremhæve to ting, som vi i hvert fald fra IA's side er enige i, og det drejer sig netop om, at vi har et øget fokus på Arktis, når vi snakker forskning i de kommende forhandlinger, og at vi har et øget fokus på de her investeringer. Den tidligere regering fik jo afsat penge til netop investeringer i Grønland, og vi har jo manglet investeringer fra både dansk side, men sådan set også fra EU's side i forhold til Grønland, så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren uddybe, hvad det kunne være for nogle investeringer, hvad det er for nogle områder, og om vi måske kunne styre lidt mere, hvilke områder der er vigtige at få udviklet, og det skulle selvfølgelig foregå i samarbejde med Naalakkersuisut.

Ordføreren.

F.eks. her i forbindelse med de nye lufthavne i Grønland, hvor Danmark også har påtaget sig en rolle, synes jeg, det er helt naturligt, at vi samarbejder om, hvordan vi får sikret, at der kan være kapital til investeringer i infrastruktur, f.eks. i forhold til at udnytte det turismemæssigt. Det synes jeg kunne være et oplagt samarbejde. Jeg synes også, at der med den diplomatiske styrke, vi trods alt har i Danmark – vi kommer rigtig meget ud i verden, i forhold til hvad man har mulighed for fra grønlandsk og færøsk side – kunne være et tættere samarbejde, i forhold til også at være gode til at gøre opmærksom på, hvad det er for nogle investeringsmuligheder, der er i de andre dele af rigsfællesskabet end lige Danmark.

Der er også noget om, at vi er rigtig dårlige til at fortælle danske virksomheder om mulighederne for at investere i Grønland og Færøerne. Det er meget lettere som dansk virksomhed at få hjælp til at afdække nogle muligheder i Tyskland eller Schweiz, end det f.eks. er i Grønland. Der synes jeg der er nogle muligheder for, at vi kunne samarbejde noget bedre og bruge det system, vi har, til også at hjælpe Grønland og Færøerne med at få de investeringer, de ønsker, i stedet for at vi skal lade amerikanerne overtage rollen. Så synes jeg også, vi har et ansvar for at arbejde tættere sammen internt i rigsfællesskabet.

Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Det deler vi også fra IA's side – selvfølgelig med respekt for, at det er et hjemtaget område. (Christoffer Aagaard Melson (V): Selvfølgelig). Så det er selvfølgelig vigtigt, at Grønland også har en vigtig stemme der. Regeringen har jo taget et initiativ, der hedder »State of Green«, som er en form for showroom, der viser, hvad det er, man fra dansk side kan levere, og hvilket potentiale der er for fremmede investeringer udefra. Det kunne også være interessant at samarbejde om det, så det måske var hele rigsfællesskabet og ikke kun det potentiale, der er i Danmark.

Ordføreren.

Det lyder som en rigtig god idé. Generelt synes jeg, vi mangler fokus på, hvordan vi kan styrke alle tre rigsdele ved at nedbryde grænsebarrierer, ved at investere mere i hinanden, ved at hjælpe hinandens virksomheder til at kunne eksportere til hinanden, og der lyder det jo, som om det initiativ kunne være oplagt at kigge på, altså om ikke man kunne inkludere Grønland og Færøerne på en bedre måde, men altså selvfølgelig kun, hvis det er noget, man ønsker fra Grønlands og Færøsk side. Jeg tror bare, der er et kæmpe stort potentiale i, at vi arbejder tættere sammen om erhvervsudviklingen, end vi gør i dag, som jeg håber vi også fremadrettet kan udnytte, og det tror jeg da også gerne regeringen vil være med til.

Hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Spørgsmålet er i forhold til de udmeldinger, som Venstre er kommet med de sidste uger, hvor man har sagt, at man fra dansk side bør lægge pres på EU for at åbne EU's marked for færøske varer. Kan ordføreren forklare, hvad den strategiske tanke bag det er? Og med hvilke argumenter mener ordføreren, at Danmark kan overbevise Bruxelles om, at man skal åbne mere op for varer fra Færøerne?

Ordføreren.

Alle tre rigsdele har en interesse i, at det går så godt som overhovedet muligt i alle tre rigsdele, og at vi får så meget vækst og udvikling og velfærd og arbejdspladser, altså helt sådan lavpraktisk for at hjælpe hinanden. Derudover synes jeg også, at der er et sikkerhedspolitisk aspekt i – og det synes jeg også vi kan argumentere med over for EU – at et relativt lille land som Færøerne får verificeret deres muligheder for at eksportere fisk f.eks., så man ikke er så afhængig af enkeltlande i forhold til at kunne blive presset sikkerhedspolitisk.

Jeg synes også, EU har en sikkerhedspolitisk interesse i at knytte Færøerne til sig. Jeg synes også, de har en økonomisk interesse i at udvide deres frihandelsaftaler. Så jeg synes, vi har nogle rigtig gode argumenter, og jeg synes ikke, der er ret mange bagdele ved det. Så jeg synes egentlig bare, vi skal presse på.

Hr. Sjúrður Skaale, værsgo.

Det vil sige, sagt på almindeligt sprog, at man går til Kommissionen i Bruxelles og siger: Skal vi ikke sammen forsøge at få Færøerne ud af Ruslands greb og åbne for vores marked, så de bliver mere knyttet til Europa, end de er i dag?

Ordføreren.

Sådan kan ordføreren også udtrykke det. Jeg synes, det er synd, at borgerne i EU ikke får noget mere glæde af de fantastiske produkter, der kommer fra Færøerne, så det synes jeg vi skal arbejde sammen om. Og jeg har også hørt signaler, mener jeg, fra regeringen om, at man også er villig til at prøve at arbejde på at løfte den dagsorden. Det bakker vi hundrede procent op om og håber, at man presser på fra regeringens side også.

Vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson. Der er ikke flere korte bemærkninger dommere og derfor er det nu hr. Søren Espersen.

Når man kommer for sent, kommer man bag i køen.

Sådan skal det være.

Først og fremmest tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Og det, vi alle sammen venter på, er selvfølgelig den arktiske strategi, som skal komme, sandsynligvis til foråret. Og i den forbindelse er der en hel masse ting, jeg synes man skal have med i hele optakten, nemlig først og fremmest samarbejdet inden for rigsfællesskabet. Det vil jeg vende tilbage til lidt senere.

Først samarbejdet i Arktis: Jeg synes, det er forbilledligt. Det tror jeg egentlig alle siger i forhold til de fire andre stater, der er i Arktis. Der har vi altså et fortrinligt samarbejde, også selv om russerne er med. Det er sjovt, det kan lade sig gøre der. Det kan det ikke så mange andre steder, men det kan det altså der. Jeg tror, man er enige om, at man vil hjælpe hinanden på alle måder.

I forhold til den øgede danske militære tilstedeværelse, som der også lige var en debat om her med hr. Christian Juhl og Venstres ordfører: Ja, vi skal have øget dansk militær tilstedeværelse, og det er en helt anden situation end den, som hr. Christian Juhl opstiller som en slags oprustning, i forhold til hvad det er at passe på sit eget kongerige. Det kan ikke siges at være en særlig voldsom oprustning. Der var en gang en kendt militæranalytiker, der sagde: Ethvert land har et militær, enten ens eget eller en andens. Altså, det er faktisk gedigent sagt, også i forhold til det, Venstres ordfører sagde: Det er det, der er alternativet. Hvis vi ikke selv militært kan løfte den opgave, som vi skal, med det kæmpestore område, som det drejer sig om, så må vi acceptere, at der er andre, der finder ud af det for os. Og det vil vi ikke, for det ville være en katastrofe, synes jeg, hvis USA skulle ind og tage de opgaver, fordi vi ikke klarer det.

Så vi går ind for, i Dansk Folkeparti, at flåden, først og fremmest, skal styrkes, overvågning i det hele taget skal styrkes. Det kan man så kalde en oprustning. Det er en strid om ord. Jeg synes, det er væsentligt, at vi klarer vores egne affærer selv, først og fremmest.

Vi vil have en økonomisk dynamik i hele rigsfællesskabet, ikke et frilandsmuseum. Det er ikke det, vi vil have, altså hvor alting skal stå i stampe. Vi skal have en masse udvikling i gang, synes Dansk Folkeparti, inden for alle kongerigets dele, og det skal vi arbejde på, selvfølgelig stadig med stor respekt for naturen.

Problemet i Arktis er som sagt ikke så meget russerne, som det er kineserne. Jeg har lagt mærke til, at Kina er begyndt at betegne sig selv som en nærarktisk stat, hvilket selvfølgelig er noget vrøvl. Det ville betyde, at også Australien og New Zealand kunne komme med i den forbindelse. Selvfølgelig er Kina ikke en arktisk stat, men man gør alt, hvad man kan, for at komme med under en eller anden form. Og der står det kommunistiske styre altså klar med investeringer for milliarder.

Lufthavnshistorien blev nævnt lige før. Det var godt, den endte, som den gjorde, men det var meget tæt på, at det ikke var lykkedes. Efter vores opfattelse skal Kina simpelt hen holdes væk fra investeringer, særlig i forhold til sikkerhedsmæssige ting, i hele rigsfællesskabet, så vidt muligt.

Så er der en anden part i det her, og det er USA, som jo egentlig i den grad dummede sig med hele den her facon med at ville købe Grønland, som man forsøgte sig med. Jeg tror, de fleste amerikanere syntes, det var dumt sagt af præsidenten, altså at foreslå det. Det var faktisk en fornærmelse, både mod kongeriget, men også i høj grad mod Grønland selv. Og i den forbindelse havde jeg meget svært ved at forstå den store glæde, der var i Grønland, over, at man fik en gave på 82 mio. kr. af amerikanerne. Man var faktisk sådan helt overvældet: Endelig var der nogen, der gjorde noget for os. Jeg vil stadig væk holde fast på, at de 82 mio. kr. skal man gange med 61 – 82 mio. kr. gange 61 – for at nå op på de cirka 5 mia. kr., som Danmark yder i bloktilskud og i flådens tilstedeværelse. Og det er så hvert år! Altså 62 gange så meget betaler vi i bloktilskud end det, som den gave, amerikanerne kom med, er, og som vel knap nok rækker til at have syv-otte engelsklærere deroppe i Nuuk, hvis amerikanerne overhovedet kan tale engelsk – det er så en anden historie.

Men det undrer mig, at USA, som altså åbenbart ikke er i stand til at hjælpe deres egne millioner af syge og svage landsmænd, nu pludselig leverede USAID til velfærdssamfundet Grønland. Det var der, pengene kom fra – USAID, som man normalt giver til ludfattige afrikanske stater, blev nu det grønlandske velfærdssamfund til del. Og der er tale om et meget bæredygtigt velfærdssamfund i Grønland i alle ender og kanter. Der er fejl og mangler, og det har vi også her, men det er bestemt et velfærdssamfund, og det kan undre, at man blev så utrolig begejstret for den her check, der vist egentlig bare skulle tænkes som noget, man sådan gav for at sige: Vi mente det ikke så slemt med at købe Grønland; nu vil vi bare investere. Jeg ved ikke, hvad årsagen var; jeg kan ikke forstå, hvorfor den i den grad blev modtaget som en gave i Grønland, men det blev den altså.

En ting er jo USA's interesse i at styre Grønland, som jeg udmærket forstår; noget andet er den rolle, som det grønlandske selvstyre og det store flertal af politikere i Landstinget har spillet og spiller i det her historiske drama, der kører i øjeblikket, om kongeriget Danmark. Jeg har hævdet det før, og jeg vil også gentage det: Jeg bebrejder i høj grad de grønlandske politikere, der med deres fortsatte, synes jeg, uansvarlige løsrivelsessnak har sat USA i gang i stor stil. Det begyndte man jo rent faktisk med lige efter selvstyreaftalens vedtagelse i 2009. Der var det, at den amerikanske interesse virkelig blussede op, og så har man altså i den grad øget den.

Jeg bebrejder som sagt ikke USA noget i den her sag. Det er forståeligt, at supermagten med det, de vil kalde rettidig omhu, vil have orden i sagerne den ulyksalige i dag, hvor Grønland erklærer sin selvstændighed. Bebrejdelserne er som nævnt rettet dels mod de grønlandske politikere, som spiller en slags uklædeligt dobbeltspil, dels en række danske politikere, som har ladet forholdet til Danmark drive omkring for vejr og vind, aldrig stillet krav, aldrig rejst kritik – og man taler stort set aldrig, uanset i hvilken sammenhæng, grønlandske politikere imod, og man vil aldrig spørge, hvad Grønland så kan gøre for rigsfællesskabet, hvad Grønland kan gøre for kongeriget.

Jeg mener ikke, det er fair, at vi i Folketinget og i regeringen på alle måder arbejder på at imødekomme stort set ethvert grønlandsk forlangende, og at vi så igen og igen forsøger at styrke rigsfællesskabet på alle måder, mens førende grønlandske landstingspolitikere synes ligeglade med rigsfællesskabet. Det er også derfor, at jeg herfra skal opfordre det officielle Grønland til nu at vælge side, så vi alle sammen kan komme videre: Er Grønlands fremtid med Danmark, eller er Grønlands fremtid med USA? Den diskussion synes jeg er alfa og omega i forhold til vores engagement i Arktis. Det er ikke fair, at vi i kongeriget bruger masser af energi, tid og penge, og så er det bare, uanset hvad, ligegyldigt, for de ledende politikere i Grønland er bare ligeglade og ikke interesseret i at være med.

Altså, jeg synes, regeringen skal spørge grønlænderne direkte, om vi i diskussionen om det arktiske samarbejde overhovedet har et samlet kongerige. Det er som nævnt regeringens ansvar i den interne debat om kongeriget at stille Grønland det spørgsmål og så også få det til at blive en del af det strategipapir, som skal laves til foråret. Tak.

Tak for det. Der er et spørgsmål fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen til den store ordfører fra Dansk Folkeparti. Ordføreren syntes, at det var noget mærkeligt noget at snakke om, at der skete en oprustning i Arktis. For mig er oprustning, når man bruger flere penge på at sikre sig mere materiel og er til stede i et større omfang. Så er der tale om en oprustning, der er i modstrid med Ilulissataftalen, der snakker om lavspænding. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren om det der med at passe på sit eget kongerige.

Tror ordføreren, at en dansk tilstedeværelse i øget omfang i Grønland, Færøerne, Arktis vil afholde russerne og amerikanerne fra også at være til stede i øget omfang? Eller vil der ske det, som vi begge to kan huske fra vores relativt lange liv, at når nogle opruster, gør modparten det samme, og så er spiralen i gang?

Ordføreren, værsgo.

Som jeg sagde lige før, hr. Christian Juhl, kan vi godt kalde det en oprustning, for selvfølgelig er det det: Kommer der flere flådeskibe til, kommer der mere overvågning til, så er det også en oprustning. Selvfølgelig er det det. Men her er vores forpligtelse som stat, som land, at kunne klare os selv, at kunne vise, at vi kan passe på vort eget, som er hele kongeriget Danmark, og hvis ikke vi kan det og vi overlader det til andre, har vi ikke fortjent kongeriget. Det er så afgørende, som det er. Vi har en forpligtelse til at sørge for vores land, og det er det, vi gør her ved at opruste. Så kald det endelig oprustning, værsgo, men det er en nødvendig oprustning. For det er vores eget territorium, det drejer sig om.

Hr. Christian Juhl.

Okay, det var da så klar tale, altså at det er en nødvendig oprustning, og dermed mener jeg også, at det er i strid med Ilulissataftalen, som vi har lavet. Jeg mener også, at russernes oprustning og amerikanernes oprustning er i strid med Ilulissataftalen, og derfor bør de stoppes. Al oprustning bør stoppes, og så må man arbejde på en fredelig udvikling. Men så siger ordføreren, at vi har pligt til at forsvare området. Kan vi gøre det med to større skibe og et mindre antal helikoptere og enkelte fly i et område, der for Grønlands vedkommende er lige så stort som det halve af Europa? Kan det lade sig gøre med så symbolsk en indsats, som vi gør?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Nej, det kan det givetvis ikke. Det er også derfor, vi er så optaget af, at vi skal have endnu flere af de danske flådeskibe derop, at vi skal have gang i den nye overvågning og de nye elektroniske muligheder, der er. Vi skal bruge penge på det her. Selvfølgelig skal vi det. Derfor kan der godt være afspænding, og det kan også godt lyde lidt mærkeligt. Altså, hvis hr. Christian Juhl tror, at afspænding bare er at nedlægge alle militærvæsener, og så går det nok, så er det ikke en galej, vi er med på. Vi mener, det er meget vigtigt, at vi opretholder vores eget militær, der har det fulde ansvar for vores territorium, så godt, som det nu kan lade sig gøre. For hr. Christian Juhl har selvfølgelig ret i, at det, om man så havde 28 fregatter, så stadig væk ville være en lillebitte ting i forhold til Grønland.

Tak for det. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Og tak for talen. I virkeligheden gjorde Donald Trump måske hr. Søren Espersen en tjeneste, dengang han sagde, at man fra USA's side gerne ville købe Grønland, for det officielle Grønland sagde jo ret klart: Vi ønsker ikke at blive købt af USA; vi vil stadig væk gerne være i rigsfællesskabet. I mine øjne stod det sådan set ret klart, og det var også noget, som vi har bakkede op om fra IA's side.

Et samarbejde med USA vil man jo gladeligt og gerne indgå i fra dansk side, og derfor synes jeg selvfølgelig også, at man skal give plads til, at Grønland også kan samarbejde med amerikanerne. Det er jo ikke os alle sammen, der falder på halen over amerikanernes charmeoffensiv, og jeg tror også, at vi skal forvente, at det kommer som perler på en snor, så vi er nødt til hele tiden at have den her debat og til hele tiden at være beredt på, hvad der kommer næste gang. Så det kræver virkelig en tæt dialog.

Så vil jeg komme med en kommentar til det her med oprustning. Vi ser det jo ske rundtomkring i verden – f.eks. opruster Sverige sit forsvarsbudget med omkring 40 pct., og jeg kunne godt tænke mig at høre Dansk Folkeparti, hvordan vi skal forholde os til det.

Ordføreren, værsgo.

Først vil jeg til den her sag med, at man ville købe Grønland, sige – og det fik jeg ikke nævnt – at det helt bestemt var en meget, meget fin og fornem afvisning, det grønlandske selvstyre kom med i den forbindelse. Man afviste det blankt, og det glædede mig. Jeg taler om de 82 mio. kr., der kom bagefter i de her gavepakker.

Ja, jeg lagde også mærke til, at svenskerne vil hæve deres forsvarsbudget med 40 pct. Det er vist noget med 27-28 mia. kr., man skal nå frem til i løbet af en 4-5-årig periode. Danmark har egentlig bare én forpligtelse, og det er at leve op til det, som daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt skrev under på i Wales, nemlig at vi skal bruge 2 pct. af vores bnp på militærudgifter. Det er det, Dansk Folkeparti gerne vil have at vi når op på, og der skal en enormt stor del af det bruges til at øge tilstedeværelsen i Arktis.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Det er jo også et spørgsmål om, hvor vi vil bruge pengene, hvis vi gerne vil bruge nogle flere penge på forsvaret. Fra IA's side er vi helt enige i, at overvågningen har været mangelfuld, så det ser vi gerne bliver bedre, end det er i dag, så vi ved, hvad der foregår rundtomkring i Grønland. Vi har sådan set også search and rescue-beredskabet, hvor der skal laves nye kontrakt, og i dag bruger vi det, der svarer til det, man f.eks. bruger i Nordjylland, så vi ser rigtig gerne, at man bruger nogle flere penge på SAR-beredskabet og styrker det i Grønland.

Ordføreren, værsgo.

Det hører helt bestemt med, og vi kan nå temmelig langt, hvis vi hæver vores forsvarsbudget til de 2 pct. af bnp. Det er helt sikkert, at redningsberedskabet og også miljøberedskabet skal være på plads, og det skal der bruges penge til. Men der skal også være en ren militær overvågning, både hvad angår flåden, men selvfølgelig også hvad angår fly og de nye overvågningsmetoder.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak for det. Først har jeg en kort kommentar til de 82 mio. kr., der bliver snakket om. Det er nemlig, så vidt jeg har forstået, også noget, der hænger meget sammen med den Ilulissaterklæring, der kom på et tidspunkt. Der snakkede man om et styrket samarbejde, som så senere hen også udmøntede sig i bl.a. de millioner kroner. Men jeg bed også mærke i, at ordføreren snakkede om, at man fra Danmarks side ikke rigtig fortjener at have kongeriget, hvis ikke man kan håndhæve suveræniteten selv. Her tænker jeg på, at nu, hvor man begynder at håndhæve suveræniteten mere, er man også begyndt at lave f.eks. et frivilligt korps, en frivillig styrke. Jeg var faktisk i Grønland for ikke så lang tid siden, hvor man også snakkede om det fra fiskernes og fangernes side. Så jeg tænker, om Danmark, bl.a. fordi det er sket, så selv vil kunne håndhæve sin suverænitet i Grønland, f.eks. uden NATO, f.eks. uden en frivillig styrke.

Ordføreren.

Nej, det kan vi ikke uden NATO, som det er nu. Det er der heller ikke nogen, der forestiller sig. Jeg synes, det er væsentligt, at vi skal yde vores bidrag. Det er netop derfor, at NATO har fremsat det her krav om de 2 pct. For hvis man netop får det i de enkelte lande, kan man sammen levere varen. Det med en frivillig styrke er noget, som vi går rigtig meget op i. Ordføreren ved, at jeg er kommitteret for hjemmeværnet, som allerede er i gang i Grønland med at forsøge at danne en mulighed for at lave en beredskabsstyrke i hjemmeværnsregi. På samme måde er man også i gang med nogle initiativer i Arktisk Kommando i Nuuk. Der er ikke noget, der ville være bedre, end at man får mange grønlandske unge til at gå ind i det arbejde. Vi ser på det med stor glæde, hver gang der er grønlandske unge, som melder sig til det danske forsvar.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak. Man snakker også rigtig meget om f.eks. økonomisk udvikling, og her snakker man f.eks. også om diversificering i en globaliseret verden. Men hvis du kigger på vores rapport om, hvorfra Grønland har fået sin import og eksport bare i det første kvartal, så ser du, at det næsten udelukkende er Danmark, vi handler med. Altså, det er jo også en mulighed at diversificere, så man f.eks. starter et samarbejde med USA, som er Danmarks tætteste allierede. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Det synes jeg er fuldstændig rigtigt. Det ville da være det eneste logiske, altså at man fik samhandel i gang med USA, der ligger så tæt på. Jeg har da heller aldrig forstået, hvorfor det var nødvendigt, at alting foregik via havnen i Aalborg. Jeg synes, det er en god idé, at man handler med så mange lande, som man overhovedet kan. Det er da også noget, kongeriget skal hjælpe med til, hvad angår de forhandlinger, der kan blive der.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for talen. Det er fuldstændig rigtigt, som der bliver sagt, altså at det jo er minimalt, hvad man reelt kan gøre ved at overvåge Grønland med nogle forskibe, men der er jo nogle skibe. De to skibe, som bliver mest benyttet på Færøerne og Grønland, er to skibe af Thetis-klassen, som kaldes Hvidbjørnen og Vædderen; de er godt 30 år gamle. Det lyder ikke af meget, men det er faktisk meget i denne sammenhæng, altså når det gælder militært isenkram, militært udstyr, for det bliver meget hurtigt forældet. Og hvis man spørger Færøernes Kommando eller Arktisk Kommando, så mener de, at de er for gamle til at løfte de opgaver, som de har.

Vil hr. Espersens parti støtte op om at forny de skibe, som bliver mest benyttet i vores lande?

Ordføreren.

Det var, som om det svar blev lagt i munden på mig, for det vil vi rigtignok gerne. Der er i øvrigt også andre skibe, nemlig de her tre af fregat-klassen, af Knud Rasmussen-klassen, som sejler – også med helikopterbidrag – og er ret splinternye faktisk. Det er rigtigt, at de andre har sejlet i rigtig mange år, så det ville være skønt at få en fornyelse af dem. Så tak for spørgsmålet.

Hr. Sjúrður Skaale.

Inddragelse på det praktiske niveau er den vigtigste slags inddragelse. En ting er, at man taler sådan om overordnede ideologiske ting, men inddragelse på det praktiske niveau, på det økonomiske niveau er langt det vigtigste. Når det gælder skibe og den slags, behøver man ikke at sende dem i udbud i hele Europa – man kan bygge dem selv. Det er ikke et krav, at det skal sendes i udbud alle vegne. Der er tre værfter i kongeriget, hvoraf det ene er på Færøerne.

Vil hr. Espersens parti være med til at presse på for, at det værft, som er i Færøerne, også får en del af den opgave, når vi kommer så vidt, at der skal bygges nye skibe af den klasse?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg ikke helt forstod spørgsmålet. Jeg ved ikke, om jeg kunne få det gentaget, så jeg har det lidt mere præcist.

Det er der så desværre ikke mulighed for, men jeg kan jo så sige, at det, jeg hørte, var, om hr. Espersen vil være med til, at de skibe bliver bygget på Færøerne.

Okay. Det blev der brugt mange ord på at sige. Jamen det synes jeg da er glimrende, hvis færøske værfter er parate til alt muligt. I øvrigt er det jo også sådan på samme måde med vores store flådefartøjer; de er faktisk blevet bygget i Skagen. Så man kan en masse, og Færøerne har rigtig gode muligheder – så det vil jeg meget gerne være med til at sikre.

Jeg håber, at det hele lykkedes med det her.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Mange tak. Som flere ordførere har været inde på, kan man jo roligt sige, at der har været gang i den i forhold til Arktis og i hele rigsfællesskabets sammenhold og rolle i den nye multipolare verdensorden, siden vi sidste gang diskuterede udviklingen i Arktis. Vi er nok mange, der sådan lige har skullet ryste hovedet, også mange, der er blevet vækket af vores forestilling om, hvor længe og hvor lang tid der kunne gå, før vi pludselig var centrum i en hel del sikkerhedspolitiske interesser og økonomiske interesser rundtomkring i verden. På en måde hilser jeg det meget velkommen, for jeg synes, det giver anledning til en fornyet og forstærket og forfriskende debat om, hvad de tre dele af rigsfællesskabet kan med hinanden og kan i Arktis, hvis vi vil og tør.

Jeg har den opfattelse, at der sådan set kun er tre nationer i verden, der har samme interesser i Arktis, nemlig Grønland, Færøerne og Danmark, og det, vi har tilfælles, er ønsket om en fredelig udvikling i området, en økonomisk udvikling i området og en bæredygtig udvikling i området. Det er der ikke så mange andre lande i verden der har. Det har vi tre tilfælles, os tre småstater, eller hvad man skal kalde os, der tilsammen udgør rigsfællesskabet i dag. Uanset hvordan vi mener det rigsfællesskab bør udvikle sig sådan rent juridisk, så tror jeg ikke, det vil ændre på, at vi tre dele af rigsfællesskabet har de fælles interesser, fordi vi har den fælles historie, men også de fælles værdier.

Hvordan vi så bedst nærmer os en fredelig og stærk økonomisk udvikling, men også bæredygtig udvikling, kan man jo diskutere længe og inderligt, og det bør vi gøre, og mit vigtigste budskab i dag vil sådan set være, at vi så også gør det. Bl.a. hr. Søren Espersen har jo foreslået, i øvrigt på linje med flere grønlandske politikere og mig selv, at vi i hvert fald får styrket det parlamentariske samarbejde mellem de tre dele af rigsfællesskabet, også på det udenrigspolitiske område, sådan at vi kan finde hinanden i det, der skal ske.

Når det handler om sikkerhed og fred, er det helt åbenlyst, at der trænger sig nogle investeringer på, ikke for at opruste, som hr. Christian Juhl jo rigtigt siger ikke må være målet, men for at skabe et bedre overblik over situationen, også i forhold til beredskab og civil udvikling, men også fordi det er bedre, at det er Danmark og Norge, der som arktiske kyststater foretager de investeringer, end andre gør det, fordi ingen mistænker os for at ønske en ikkefredelig udvikling. Det er klart, at det skal ske i et samarbejde med vores allierede. Det er også klart, at vi ikke alene kan beskytte det her kæmpe område, men det er også klart, at det er utrolig vigtigt, at vi tager ejerskab til at tage del i sikringen af området såvel civilt som militært.

Når det handler om erhvervsudvikling, er der jo sket meget, og godt for det: nye lufthavne, ny erhvervspulje, mange lovende projekter på råstofområdet. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg gerne så, og det vil ikke komme som nogen overraskelse for folk her i Tinget – det har jeg sagt hvert eneste år – at vi var langt mere ambitiøse fra alle tre dele af rigsfællesskabets sider. Der er så uanede muligheder. Jeg ser ikke noget stort behov for at vælge de mest forurenende eller mest besværlige projekter rent sikkerhedsmæssigt. Lad os da nu fokusere på de utrolige muligheder, der er i at bruge også vandkraft til mineraludvikling og forædling. Lad os kigge på nogle af de lovende, helt nye og meget innovative projekter, der er, også inden for både fiskeri og råstofudvinding i alle nordlige dele af rigsfællesskabet.

Endelig omkring det bæredygtige: Grønlændere og færinger ved om nogen, hvor vigtigt det er at udnytte områdets ressourcer, ikke mindst de levende ressourcer, skånsomt og bæredygtigt. Lad os vise resten af verden, at det kan lade sig gøre at lave en rigtig stærk økonomisk råstof- og ressourceudnyttelse, men sådan at det ikke går ud over de generationer, der kommer efter de nuværende, i Arktis.

Jeg håber, at vi vil være i stand til at fortsætte momentum i diskussionen om rigsfællesskabets rolle i Arktis, finde vores egne ben, og jeg håber også, at vi vil være i stand til at holde momentum. Jeg er glad for, at regeringen har styrket frekvensen for besøg og dialog – det fornemmer jeg man har – med de andre dele af rigsfællesskabet. Det er jeg glad for, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere offensive konkrete forslag på en række områder, som vi også har diskuteret, og jeg håber meget, at den nye arktiske strategi, som der jo ganske snart vil blive lagt frem, vil være sådan et kæmpe overflødighedshorn af nye samarbejdsforslag, økonomiske udviklingspotentialer og måder, hvorpå vi sammen, os tre dele af rigsfællesskabet, kan påtage os det enorme ansvar for dette enorme område på vegne af resten af kloden. Det ansvar bør vi tage på os, det ansvar kan vi tage på os.

Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Mange gange i den her debat kigger vi tilbage på, hvad det er, der er sket, men det interessante er netop også, som ordføreren er inde på, at kigge lidt fremad og have nogle visioner for de kommende år. Jeg vil også gerne tale om et emne, der handler om EU og Arktis – noget, vi ikke drøfter særlig meget. EU er i gang med at opdatere deres Arktispolitik, og de har fået en arktisk ambassadør, hr. Michael Mann, som bl.a. har udtalt, at EU i virkeligheden er en payer og ikke så meget en player i forhold til Arktis. Det synes jeg er ret interessant, når man bl.a. kigger på investeringer. Kunne EU f.eks. spille en rolle fremadrettet i forhold til Arktis? Det spørgsmål vil jeg gerne stille videre.

Ordføreren, værsgo.

Det synes jeg er et ekstremt relevant spørgsmål, som jeg pinligt nok glemte i mit indlæg. Så tak for anledningen til at komme ind på det nu. Det er helt oplagt. Lad os være ærlige at sige, at EU er bagud på point i den her sammenhæng, man har ikke haft øjne og ører nok for, hvor store potentialer der er i Arktis, men det har også været et wake up-call for EU, hvad der er foregået det seneste år, og jeg mærker også en stærkt fornyet interesse og efterspørgsel også efter grønlandske, færøske og danske kompetencer inden for det her. Lad os da for guds skyld udnytte det, og lad os sige til europæerne, at hvis de vil have del i udviklingen i Arktis, må de også levere investeringer og interesse såvel politisk som økonomisk, og jeg tror, tiden er moden til at gøre det. Men det ville da være allerbedst, hvis vi i fællesskab kunne formulere, hvad det er, vi gerne vil. Vi har jo lidt forskellig indgang til EU: Nogle af os er medlemmer, andre er ikke, så vores samlede tilgang bliver nødt til at reflektere det. Men når det er sagt, ser jeg et kæmpe, kæmpe mulighedsrum også her.

Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Det er i hvert fald tankevækkende, at Kina er observatør i Arktisk Råd, og at EU ikke er det. At EU bliver det, er i hvert fald noget, som vi fra IA's side har støttet, fordi vi sådan set også ser EU som vigtig i forhold til udviklingen i Arktis. Så det er i hvert fald noget, som vi gerne vil støtte fra vores side. Tak.

Ordføreren.

Det er jeg glad for at høre. Grunden til, at EU ikke er der, er jo noget helt andet, nemlig konflikten i Ukraine, og at der er nogle lande, der blokerer for det. Men jeg er helt enig i, at det er en lidt besynderlig situation, at EU ikke er det, og det vil jeg også meget gerne arbejde for.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg blev lidt overrasket over, at en radikal ordfører synes, det er okay, at vi skal opruste i Arktis. Jeg troede, og det havde jeg forstået på tidligere indlæg fra ordføreren, at vi skulle stå fast på principperne i Ilulissataftalen om, at det skal ske på lavspænding, at det skal være en fredelig udvikling, og at det skal være en bæredygtig udvikling osv., som ordføreren også startede med at sige. Tror ordføreren, at det, når vi står i en situation, hvor russerne opruster, hvor amerikanerne opruster, og hvor kineserne er meget interesserede, så vil opfattes som andet end en deltagelse i oprustningsspiralen, at Danmark også gør det, eller tror ordføreren på, at det f.eks. kan lade sig gøre at lave freds- og konfliktløsning med ikkemilitære midler i et område som Arktis?

Ordføreren.

Det kommer så sandelig an på, hvad det er, vi investerer i, og hvordan vi gør det. Hvis man spørger Rusland, har de investeringer, de har foretaget, jo primært været med det formål at sikre en forsyning til den nye transportkorridor, der kan komme, og være på forkant med udviklingen. Det er jo rigtigt, at alle de faciliteter, man har oprettet, kan bruges til civile formål, også redningstjenester osv. Det, der er udfordringen, er, at de også kan bruges til noget andet. Derfor anser NATO dem også for at have et andet potentiale, et mere militært potentiale.

Hvis det, Danmark går ind og gør – og det tror jeg er det, vi ender med at gøre, det håber jeg på, det er i hvert fald det, vi arbejder for – er at investere i det, man kalder situational awareness, altså bedre overvågning af, hvad der sker i området, mulighed for også på civilt beredskab at kunne komme hurtigere frem og hjælpe folk, hvilket kræver et større overblik, men jo samtidig også et bedre overblik over, hvem der sejler hvor i området, så synes jeg, at man både sender et signal til Rusland om, at man holder øje med, hvad der foregår, og det tror jeg desværre er nødvendigt, men man gør det også på en måde, der ikke er eskalerende, fordi det ikke er sådan rene militære oprustningsformål, man går ind med.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl. Værsgo.

Jeg er helt med på den civile mulighed i et skib og i en helikopter osv., og det synes jeg er rigtig fornuftig brug af sådan noget grej. Men jeg forstår ikke, at vi, hver gang vi snakker om de her ting, siger, at det, Danmark laver, har en særstatus, og så lader man være med at snakke om det andet. Hvordan i alverden skulle vi kunne overbevise russerne og amerikanerne om, at de ikke skal opruste i Arktis, hvis ikke vi træder et skridt frem, f.eks. sammen med de andre nordiske lande og siger, at det her er Ilulissataftalen, der gælder, og den skal I følge, og vi er nødt til snart at have en alvorlig snak med jer om det.

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror faktisk, at det er rimelig velkendt, at for Rusland er det en langt større provokation, hvis det er NATO og NATO's skibe, der begynder at involvere sig og opruste og sejle i området, end hvis det er en af kyststaterne, der gør det, fordi de ønsker et større overblik, kan man sige, over, hvad der foregår i deres eget territorium. For det er jo det, Rusland selv gør, og det anerkender Rusland at alle suveræne stater har en vis ret til at gøre. Derfor opfatter jeg det sådan set som mindre konflikteskalerende, at Danmark påtager sig et ansvar her, end hvis andre nationer gør det.

Så er det Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale. Jeg tror, der er mange ting, vi godt kan samarbejde om, bl.a. erhvervsudvikling og andet.

Jeg vil lige spørge ind til tankerne i forhold til at styrke det parlamentariske samarbejde: Har ordføreren gjort sig nogen konkrete overvejelser om, hvordan man eventuelt kunne strukturere det? For vi tror jo også, at det bliver nødvendigt, at vi formaliserer det, i en fremtid, hvor flere opgaver er hjemtaget, men hvor der også er større sikkerhedspolitiske trusler.

Ordføreren.

Altså, jeg er helt åben, vil jeg sige, for alle idéer. Et forslag, der har været fremme fra Aleqa Hammond, som jo er formand for det grønlandske udenrigspolitiske udvalg, og jeg mener også, at hr. Søren Espersen har været fremme med den tanke, ellers må han korrigere mig, er, om man kunne forestille sig, at vi lavede et årligt møde. Det kunne eventuelt være i forbindelse med, at de tre regeringschefer for de tre dele af rigsfællesskabet mødes, at vi så også kunne mødes, fysisk eller virtuelt, når det er det, der kan lade sig gøre med corona, og altså simpelt hen sikre en mere fast kadence – for min skyld gerne halvårligt, hvis der kunne være opbakning til det. Jeg tror så, det er utrolig vigtigt, at vi har nogle konkrete ting at diskutere, at det ikke bare bliver bla bla, men at man måske også prøver at forberede nogle temaer, nogle forslag, nogle projekter, som man kunne diskutere politisk, eventuelt i samarbejde med regeringerne.

Det er jo sådan alle steder, at regeringer ikke består evigt, og at alle parlamentarikere så har mulighed for på et tidspunkt at blive regeringsbærende eller -støttende eller del af regeringen, og derfor tror jeg bare, at det der med også at få de lovgivende forsamlinger med for at skabe stabilitet i samarbejdet er vigtigt.

Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Jeg fik svar på mit spørgsmål.

Tak. Så går vi videre til hr. Sjúrður Skaale. Der er 3 minutter.

Tak for det. Nu er ordføreren en af de politikere, som har været, jeg ved ikke, om man kan sige skeptiske, men i hvert fald betænkelige, når man har ytret sig om Færøernes rimelig store eksport til Rusland, og hvad det kan betyde, og det er der også andre der har været. Men der er ingen, der har ønsket og talt om, at vi skal gribe ind og standse det fra dansk side. Det er der ingen der har sagt, heldigvis.

Nu er der så kommet nogle tanker fra partiet Venstre, som siger, at hvis Danmark lagde pres på Europa-Kommissionen for at åbne det europæiske marked op for færøske varer, så ville det naturligt følge, at Færøerne ville finde et mere købestærkt marked i Europa og på den måde trække sig ud i forhold til Rusland. Mener ordføreren, også som forhenværende udenrigsminister, at det ville være noget, som man ville være lydhør over for i Bruxelles?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg faktisk man ville. Jeg tror, at der i Bruxelles er en stigende erkendelse af, at det er vigtigt at styrke de økonomiske bånd til både Færøerne og Grønland. Det er det af mange grunde. Jeg tror ikke, at den primære grund vil være den her, hvis jeg skal være helt ærlig, men den vil tælle med, og det vil den selvfølgelig, for i europæisk optik er – kan man sige – den samlede kæde og det samlede signal over for et land som Rusland aldrig stærkere end det svageste led. Så hvis man kan styrke sin kæde uden at gøre skade på Færøerne, men måske tværtimod prøve at nærme sig lidt oven på den ubehagelige konflikt, vi havde for nogle år siden, mellem Færøerne og EU, så tror jeg faktisk, der er en rigtig stor interesse for det i Bruxelles, i hvert fald blandt dem, der forstår, hvad Arktis betyder, og i den sammenhæng også, hvad et godt forhold til Færøerne og Grønland betyder.

Hr. Sjúrður Skaale? Godt, så går vi videre til hr. Edmund Joensen. Værsgo.

Tak. Jeg vil først takke for en god tale for rigsfællesskabet og specielt for at være opmærksom på, at vi skal have et samarbejde på parlamentarisk niveau, og det er mit spørgsmål, hvordan vi får det til at fungere, og om taleren har en klar plan for, hvordan det skal udføres i virkeligheden. For jeg synes, at det er den eneste måde at få det til at virke godt, altså at have det grundfæstet i alle samfund. Tak.

Ordføreren.

Som sagt tror jeg, det er vigtigt, at vi får lagt en fast kadence, og til det kunne jeg så tilføje, at jeg er så lykkelig for, at der er så mange af repræsentanterne fra de andre dele af rigsfællesskabet, der nu spørger til de her ting. Jeg tror, det vil være vigtigt, at man så f.eks. også overvejer, at formandskabet – jeg ved ikke, om vi skal kalde det det – går på skift, ligesom det i øvrigt gør, når rigsfællesskabets regeringschefer besøger hinanden, altså at man skiftes til at bestemme, hvad det er, der skal på dagsordenen, og hvad det er, der skal diskuteres, så alle har lov til at spille ind med det, der fylder mest i deres kontekst og politiske debatter, og så der også er en følelse af gensidig respekt og ligeværdighed i de debatter, vi får. Det ville jeg i hvert fald synes var spændende, også fordi jeg faktisk har en stor interesse i at vide, hvad der er øverst på den politiske agenda, både i Grønland og Færøerne.

Hr. Edmund Joensen, værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det er det allervigtigste, for at tingene klart fungerer og er grundfæstet i alle samfund, at man på et parlamentarisk grundlag har et tæt samarbejde, og nu har vi hørt, at man på regeringsniveau kan tale sammen i fortrolighed. Man kunne jo på samme måde mellem parlamentarikerne oprette et fortroligt rum, så man kunne tale sammen.

Ordføreren, værsgo.

Jeg håber ikke, jeg røber nogen statshemmeligheder, når jeg siger, at jeg i hvert fald har forsøgt at sende et signal til den ærede formand for Folketinget om, at vi i de udenrigspolitiske nævn, som jeg nu også repræsenterer, i det hele taget gerne vil have styrket vores sikkerhed også i forhold til virtuelle møder, bl.a. for at kunne tage den slags dialoger. Der er nogle tekniske udfordringer i det – skynder jeg mig at sige – men det vil også være fint at have et sikkert rum at diskutere det her i. Det vil i hvert fald, hvis det er udenrigs- og sikkerhedspolitik, man diskuterer, nok være en rigtig god idé at sørge for det, og det bør selvfølgelig være muligt på den ene eller den anden måde.

Jeg kan selvfølgelig tilføje, at formanden altid er lydhør, hvis der kommer direkte henvendelser fra folketingsmedlemmer.

Vi går videre til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak for oplægget. Ordføreren siger jo, at Grønland, Danmark og Færøerne har store fælles interesser, hvad angår Arktis. Da Grønland er det land, der er i Arktis, og vi har et arktisk folk, så er Grønland også interesseret i at repræsentere rigsfællesskabet i internationale fora, der omhandler Arktis, og repræsentere dem som førende. Er det også noget, som ordføreren ser som en fælles interesse for Grønland, Færøerne og Danmark?

Ordføreren.

Jeg synes, vi bør have en meget åben og ærlig dialog om de spørgsmål. Når det nogle gange er svært for Danmark at levere det, som Grønland ønsker i den sammenhæng, skyldes det jo, at en række andre stater rundtomkring i verden på tilsvarende vis har dele af deres rige eller deres folk, som ønsker en tilsvarende repræsentation. Derfor er nogle af de institutioner, vi taler om her – kan man sige – bekymrede for at give en ny form for status til nogle og ikke til andre, og derfor er det et mere komplekst spørgsmål end som så.

Det, som man kan sige med sikkerhed, er, at hvis Grønland har en interesse i en øget inddragelse og indflydelse på, hvad Danmark som samlet rigsfællesskab skal mene, så bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at give Grønland den indflydelse.

Så er det hr. Rasmus Jarlov.

Mange tak for en god tale, synes jeg også, hvor jeg kan tilslutte mig langt det meste. Jeg undrede mig lidt over den sidste del, hvor vi talte om det parlamentariske samarbejde, som om det er noget, der foregår andre steder. Vi har jo et forum for parlamentarisk samarbejde i rigsfællesskabet, hvor man har repræsentanter for både Danmark, Grønland og Færøerne, som er sat sammen i et organ for at snakke om, hvordan man udvikler rigsfællesskabet. Det er det forum, vi står i nu – Folketinget – hvor der jo sidder repræsentanter for Grønland og Færøerne. Jeg kunne godt tænke mig at høre konkret, om Radikale kunne være tilhængere af, at vi i højere grad inddrager de nordatlantiske folketingsmedlemmer i arbejdet i Folketinget, f.eks. ved at invitere dem med i et forsvarsforlig, som jeg altid har undret mig over hvorfor der ikke er grønlandske og færøske medlemmer med i, da forsvaret jo er en meget, meget vigtig aktivitet både på Færøerne og i Grønland.

Ordføreren. Værsgo.

Lige for at svare på det første først: Jeg synes ikke helt, man kan sammenligne det, at hele parlamentet i Danmark og hele parlamentet i Grønland og på Færøerne får mulighed for at mødes og diskutere, i forhold til fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Det er trods alt en større kreds. Jeg forestiller mig ikke nogen forpligtende fora. Jeg forestiller mig, at det er et dialogforum, debatforum og ikke andet end det.

I forhold til involvering i forsvarsforlig synes jeg faktisk, at de nordatlantiske mandater har været i tiltagende grad dygtige til at influere og få indflydelse på de forlig. Det, der lidt er udfordringen, tror jeg, for nogle af de partier, vi snakker om her, er, at sådan nogle forlig jo så også forpligter økonomisk. Og det gør det måske lidt vanskeligere, for normalt indgår de nordatlantiske mandater jo ikke sådan i finansloven og den slags ting, fordi det er en anden slags samarbejde, vi har. Så man skal i hvert fald lige ryste hovedet. Men vi har ikke noget andet ønske, end at alle forsvarsforlig, vi måtte indgå, sker med fuld inddragelse og respekt for de ønsker, der er i Grønland og på Færøerne, og måske også mere dialog, end vi har været vant til.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det var ikke ment fra min side, som om der var noget galt i at have samarbejde uden for Folketinget og dialogfora osv. Det undrer mig bare, at vi står her i Folketinget og ikke selv ligesom gør noget for at inddrage de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet i de sager, som er fællesanliggender. Forsvarspolitik er et fælles anliggende. Det er jo ikke et dansk anliggende, det er et fælles anliggende. Det er rigtigt nok, at der er nogle specielle forhold. Man kan også diskutere værnepligt og finansiering osv. Men stadig væk undrer det mig, at vi sidder og træffer beslutninger, som har så stor betydning for Grønland og Færøerne, uden at invitere repræsentanterne med i den aftale.

Det synspunkt forstår jeg sådan set godt og kan godt tilslutte mig. Den selvstyrekonstruktion, vi har lavet i rigsfællesskabet, er jo berømmet og er fantastisk på mange måder, fordi den giver en meget stor, udstrakt grad af selvstyre og økonomisk udvikling. Men den har selvfølgelig også nogle komplikationer indbygget i sig. En af dem er, at de repræsentanter, der er valgt til Folketinget for Grønland og Færøerne, jo ikke nødvendigvis er de samme, som repræsenterer regeringerne i Grønland og Færøerne. Så det er ikke sikkert, at det parlamentariske udtryk, som kommer fra de ærede medlemmer af Folketinget her, er det samme, som et flertal i Grønland og Færøerne synes, og det gør det lidt komplekst.

Hr. Søren Espersen.

Tak til ordføreren for talen. Der var ikke ret meget, jeg var uenig i. Jeg synes, det er væsentligt, at der nu kommer en fornyelse af rigsfællesskabet, for det er på en eller anden måde ved at køre tørt. Det har været sådan i mange år. Man har haft rigsmødet med de tre regeringsledere, og så er det stort set også det. Så møder man i øvrigt kun grønlandske politikere i Nordisk Råds regi, hvilket er ganske specielt. Jeg havde forestillet mig en parlamentarisk institution med måske ti repræsentanter fra hvert parlament, som så kunne have formandskabet på skift og arbejde med konkrete ting, ligesom man forsøger at gøre i Nordisk Råd på de gode dage – nogle konkrete ting, som man så kunne tage med, for at styrke rigsfællesskabet. Jeg vil lige spørge ordføreren, om han vil være med til at rette en henvendelse til Folketingets Præsidium, om Præsidiet vil tage initiativ til, i forhold til de andre parlamenter, måske at overveje at lave sådan en institution. Jeg tror, det ville være utrolig væsentligt.

Ordføreren.

Det synes jeg er en virkelig god idé, og det vil jeg gerne. Jeg tænker, at det er noget, man skal gøre udvalg og udvalg imellem. Så man skal måske tænke ret nøje over formatet i virkeligheden, altså om det er ét stort parlamentarikermøde, eller om forskellige udvalg skal skiftes til at mødes. Men man kunne jo, hvis Præsidiet var indstillet på, at det var noget at gå videre med, nedsætte en lille arbejdsgruppe, hvor der så netop indgik parlamentarikere fra både Grønland og Færøerne og Danmark, som tænkte videre over, hvad man rent faktisk skulle gøre for at få det grundfæstet. Selve idéen om at bede Præsidiet om at spørge deres kollegaer i Grønland og på Færøerne synes jeg er rigtig god.

Med den konklusion, som omfatter mange ting, siger vi tak til hr. Martin Lidegaard. Vi går videre til hr. Karsten Hønge, SF.

SF mener, at en arktisk strategi skal lægge nye slædespor ud til øget oprustning, nemlig oprustning i kampen mod klimaforandringer og for et bæredygtigt miljø. Temperaturen i Arktis er steget dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit de seneste 5 år. Andre nye slædespor skal være at inddrage Grønland og Færøerne på en ny og anderledes forpligtende måde end hidtil. En ny strategi for Arktis kan også blive starten på en ny strategi for, hvordan vi håndterer rigsfællesskabet. Det her er en chance for at vise, at vi mener det alvorligt, når vi taler om modernisering af forholdet mellem de tre nationer, som udgør rigsfællesskabet; nu kan vi i praksis udvide Grønland og Færøernes udenrigspolitiske handlerum, og det kan være et vigtigt skridt mod et rigsfællesskab med mere ligeværd og respekt, et rigsfællesskab med en fremtid foran sig og med frustrationerne og utilfredsheden bag sig. Og det er en strategi, som vi så sent som i sidste uge havde mulighed for at diskutere i Nuuk med formanden for IA, Múte Bourup Egede, som også i den sammenhæng gjorde det klart, at Grønland har helt legitime ambitioner om at være en part, der er med i hele forløbet.

Hvis vi ikke passer på, går vi mod en ny kold krig om Arktis, og det er derfor, at det er så vigtigt, at vi skal stå på Ilulissaterklæringen, som jo netop i år holder 10-årsjubilæum. Danmark risikerer at ende som Bambi på isen, for vi må finde vores ben og selv vælge retningen, og det skal være med de tre hovedpejlemærker: lavspænding, indsats for klima og miljø samt samarbejde i rigsfællesskabet. Det er derfor, vi synes, det er så vigtigt, at et land som Danmark, som jo har en klar interesse i Arktis, sikrer, at det forbliver et lavspændingsområde, og at vi holder fokus på den udvikling, der er i forhold til miljø og klima. Mens russerne og amerikanerne har lyst til at opruste på militæret, skal Danmark opruste på miljøet. Det kan vi gøre ved både at bidrage internationalt og ved selv at øge overvågningen af klimaforandringerne og konsekvenserne af den. Og det kunne jo bl.a. være med et nyt havforskningsskib, da det nuværende, »Dana«, er 39 år gammelt og står over for at skulle hugges op om få år. Og det nytter altså ikke noget, at Danmark står i en situation, hvor vi står uden et skib, der kan bruges i isfyldt farvand, så vi på den måde bliver ude af stand til at bidrage til forskningen i Nordatlanten.

For SF er indfaldsvinklen til rigsfællesskabet, at vi er tre folk, tre små nationer – den ene er en lille smule større end de andre, men stadig væk ganske lille i en global sammenhæng – som kan fungere i fællesskab og på den måde bruge rigsfællesskabet som en styrke, og det er derfor helt naturligt, at Færøerne og Grønland skal inddrages ved forhandlingsbordet, og at der skal arbejdes hen mod et fællesskab mellem ligeværdige parter, hvor det står klart, hvilke fordele vi hver især kan drage af hinanden.

Så kan det jo være noget bekymrende, når vi ser den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i maj måned sidste år sige, at Arktis er en arena for magtpolitik og konkurrence. Og det blev så fulgt op i juni sidste år med en ny Arktisstrategi fra USA's forsvarsministerium med ønsket om øget militær tilstedeværelse og større øvelsesaktivitet i området. Det blev så igen fulgt op af et lovforslag i Senatet om en analyse for at identificere en eller flere havne i Arktis, som er store nok til, at destroyere kan sejle dertil. Og her vil vores opgave være at kunne balancere mellem vores forhold til USA og vores faste ønske om at fastholde Arktis som lavspændingsområde. Og mon ikke også det er en direkte udløber af den linje, at vi så sent som i maj måned i år så en fælles øvelse mellem USA og Storbritannien i Barentshavet som den første siden midt-80'erne – og i september i år så vi en øvelse, hvor også Norge og Danmark deltog.

USA har så også fulgt op med deres gennemført groteske og respektløse forsøg på at købe Grønland – den imperialistiske tankegang har tydeligvis overvintret over there. Købstilbuddet blev så senere erstattet af forsøg på at købe sig til yderligere indflydelse sådan nærmest via radar. Så først sker indskuddet med de 82 mio. kr. og med et konsulat i Nuuk – og med en konsul, der i øvrigt rejser midnatssolen sort for at få indflydelse på og kendskab til alle dele af det grønlandske samfund. Men i stedet for at lade sig provokere af den her amerikanske arrogance skal vi måske se det som et spark over skinnebenet, for hvorfor bliver så mange i Grønland egentlig så glade for de 82 mio. kr., som i forhold til støtten fra Danmark jo er de rene peanuts?

Spørgsmålet, vi skal stille os selv, er: Hvad kan vi i Danmark og i rigsfællesskabet gøre for, at Grønland og Færøerne af sig selv finder fællesskabet så tillokkende, at de vælger at blive i et tæt forhold med de andre to nationer? Når vi har svaret på det, får vi et stærkere rigsfællesskab og dermed mulighed for at matche stormagtsrivaliseringen i Arktis.

Tak for det. Og så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Jeg synes, det lyder utrolig sødt, når man siger: Vi vil ikke opruste militært, vi vil opruste på klima og miljø. Det er jo meget sympatisk. Men hvad nu, hvis andre lande i hele det her område er utrolig interesserede i at følge med i, hvad vi gør militært for at forsvare vores eget territorium? Så kan vi sejle rundt med alle de forskningsskibe, vi vil, og lave miljøtiltag, men det vil jo ikke ændre på selve den præcise diskussion om, om Danmark kan løfte den opgave, man skal løfte. Kan kongeriget Danmark løfte opgaven, eller skal vi bede nogle andre om at komme og gøre det?

Ordføreren.

Jamen vi har vel strengt taget, om man så må sige, bedt andre om det, i og med at vi er medlem af NATO. Man kan jo ikke se Danmark eller Grønland eller Færøerne som løsrevet fra de alliancer, der er, og Danmark og dermed rigsfællesskabet er en del af NATO, og der synes jeg i øvrigt vi skal blive. Men jeg synes da også, at hr. Søren Espersen selvfølgelig har en pointe i, at man jo ikke kan imødegå en oprustning ved bare at sende nye forskningsskibe til Arktis. Og derfor bliver det en balance for Danmark, men jeg synes, prioriteten for os skal være, at vi står fast på Ilulissaterklæringen, og at vi ser det som vores hovedopgave at bidrage til forskningen i det arktiske område.

Hr. Søren Espersen.

Så tror jeg faktisk, at ordføreren har misforstået, hvad NATO drejer sig om, og det er, at vi alle sammen – det har vi skrevet under på – skal sørge for, at vores nationale forsvarsbudgetter er på 2 pct. af bnp. Det er det, der er NATO's opgave i den her situation. Og så kan ordføreren nok så mange gange sige: Vi står fast på, at det her skal være et miljøspørgsmål. Men andre lande er da ret ligeglade med, hvad vi står fast på. Vi har en særlig forpligtelse, når det gælder Arktis, fordi kongeriget Danmark er en arktisk nation – dér har vi vores forpligtelse; dér er der noget vi skal. Og så er det da dejligt, at USA kan tage sig af nogle andre ting, eller at briterne kan gøre det. Men det er vores forpligtelse.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg ved nu ikke, om det lige præcis er det, vi har skrevet under på, altså det med de 2 pct. Men det er jo rigtigt, at vi har skrevet under på – for det er fundamentet for alliancen – at hvert land skal være i stand til at forsvare deres eget territorium. Det er det, vi har skrevet under på. At der så også er den her hensigtserklæring, man skal arbejde hen imod, er sådan set noget separat.

Men det, jeg synes er vigtigt, er, at man ikke bare hopper med på en oprustningsspiral, for den tror jeg er uden ende – altså at hver gang vi ser en bevægelse fra russisk eller fra amerikansk side, skal vi være med i spiralen. Så ender vi i hvert fald et helt andet sted, end hvad der står i Ilulissaterklæringen.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Det er først en kommentar til den diskussion, som lige har været. Man bliver vel nødt til at skelne mellem noget, der er offensivt, og noget, der er defensivt. F.eks. kan en radar, et øje, som ser, hvad der foregår, vel ikke defineres som offensivt. Det kan vel ikke kaldes egentlig oprustning. Det er bare en ret, man har til at følge med i, hvad der foregår over eller under ens eget land.

Når det gælder USA's interesse i Grønland, sagde ordføreren, at USA udviser en arrogance, og fortalte lidt hånligt om, at den nye konsul i Nuuk rejser midnatssolen sort rundt i Grønland for at sætte sig ind i, hvad der foregår osv. Behøver det at være arrogant? Kan det i virkeligheden ikke være det omvendte? Altså, vi kommer jo fra den kolde krig, hvor alt blev tromlet ned: Der blev indgået aftaler mellem USA og Danmark, og det grønlandske samfund blev totalt forbigået. Nu sætter man sig ind i tingene. Man kommer i dialog med det civile samfund. Kan det ikke også tolkes som det omvendte af arrogance: at man faktisk har respekt for de mennesker, man arbejder iblandt?

Ordføreren.

Hr. Sjúrður Skaale tager fejl i forhold til radarer. En radar er da ikke, om jeg så må sige, bare et defensivt instrument, der skal kunne gennemskue, hvad der foregår. Det er en fundamental misforståelse af, hvordan radarer fungerer. Radarer er også noget, der opfordrer modparten til at udvikle endnu mere avancerede våben, der så kan undgå radaren, og derfor indgår radarer præcis også i oprustning, fordi det føler russerne så tvinger dem til at opfinde nye eksempelvis undervandsdroner, som jo er det, de forsker i nu, som så kan undgå radarer. Så det er en ting, der også er med til at skubbe til oprustningen. Jeg tror, at hr. Sjúrður Skaale simpelt hen tager fejl i vurderingen af en radar.

Arrogancen fra USA: Jeg synes, man skal være usædvanlig naiv, hvis man kun ser den amerikanske interesse for Grønland som ren interesse. USA har en præsident, der starter og slutter alle sætninger og vågner hver morgen og går i seng hver aften, har jeg indtryk af, ved at sige: America first, America first! Og nu skal de pludselig være sådan altruistiske eksemplarer, der bare er interesseret i kulturudveksling. Så tror jeg på den, og så tror jeg på nisser, og så tror jeg heller ikke på mere.

Hr. Sjúrður Skaale.

Ja, det sidste er jeg selvfølgelig fuldstændig enig i. Selvfølgelig ligger der interesser bag, men fremgangsmåden er mere åben og, synes jeg selv, mere respektfuld, end den var under den kolde krig, hvor man bare indgik aftaler og satte tingene op uden at spørge om noget som helst og uden at interessere sig for det samfund, man arbejdede i.

Når det gælder radarerne, er vi ikke helt enige. Sådan må jeg bare sige det. Alternativet er, at man ikke ved, hvad der foregår. Alternativet er, at der måske er noget eller ikke er noget, men vi ved det ikke, og vi vil ikke vide det, for vi sætter ikke noget øje op. Vi åbner ikke det øje, som vi kunne have haft. Det er måske en lidt naiv strategi.

Ordføreren, værsgo.

Jamen her synes jeg også, hr. Sjúrður Skaale ender i en anden position, som jeg heller ikke har, altså om, at vi ikke skulle have radarer. Jeg siger bare, at vi skal indtænke det som en del af det, der bliver opfattet som et trin i en spiral, hvor man opruster.

Der kan være gode argumenter for at have radarer – det er jo ret indlysende – også at kunne se ned gennem vandet for at se, hvor eventuelle russiske ubåde er. Der kan være gode argumenter for at have radaren på Færøerne, som der har været så meget diskussion om. Jeg angreb bare alene det her med, at man ikke kan se det isoleret og sige: Nu har vi en radar, der kun er sådan en eller anden fredelig ting, der er et øje, for det øje indgår i udviklingen af nye våben fra modpartens side. Det skulle forstås på den måde.

Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak, og tak for en fantastisk god tale med nogle rigtig gode elementer. Noget af det, som jeg særlig bemærkede, var det, som ordføreren var inde på i forhold til ligeværdighed og respekt – at det var det, der var målet, og det, vi skulle arbejde for, og så skulle vi lægge frustrationerne til side. Det er selvfølgelig noget, som jeg deler et ønske om. I virkeligheden kan man sige, at selvstyret jo sådan set var et samarbejdsprojekt, men er blevet lidt af en kampplads, og jeg tænker i virkeligheden, at en af de præmisser, der var for selvstyret, jo også var, at der skulle komme nye indtægter fra råstofområdet, og at vi på den måde ligesom skulle være med til at generere mere selvstyre i Grønland. Virkeligheden ser anderledes ud, og spørgsmålet til os alle sammen er i virkeligheden, hvordan vi lægger de frustrationer fra os og netop arbejder for ligeværd og respekt, som sådan set også står som en del af selvstyreaftalen.

Ordføreren.

Jamen jeg er helt sikker på, at der skal ske en række forskellige ting. Derfor var det også, jeg nævnte udviklingen af en Arktisstrategi og udførelsen af den bagefter som en blandt flere ting, som kan være med til i samme forbindelse at modernisere og opgradere vores rigsfællesskab, så man fra grønlandsk og færøsk side også oplever det som et reelt ligeværdigt samarbejde. Vi kan gøre det på mange andre områder. Det har tidligere i dag været diskuteret, om vi kan lave andre sådan interparlamentariske møder. Jeg synes, det er en super god idé, som kunne være et supplement til rigsmøderne. Og vi kan lave andre former for fællesskaber, som jeg tror er godt.

Jeg tror bare, vi skal benytte lejligheden nu. I stedet for kun at snakke om, hvad vi kunne gøre, har vi jo nu en anledning til at udvikle en Arktisstrategi og en udførelse af den, hvor man fra grønlandsk og færøsk side vil opleve meget konkret og helt præcis at blive inddraget i hele processen. Det er helt legitime politiske ambitioner at have for de andre dele af rigsfællesskabet.

Aaja Chemnitz Larsen.

Noget af det, som jeg ved ordføreren også deler et særligt fokus på, er ulighed. For SF er det selvfølgelig ulighed i det danske samfund, og for IA er det ulighed i det grønlandske samfund. Vi ved også, at der er mange grønlændere, der vælger at flytte fra Grønland. 25 pct. af den grønlandske befolkning bor i virkeligheden uden for Grønland i dag, og det skaber jo noget bekymring. Der ved vi, at uligheden i Grønland er stigende, og det er vi også på en eller anden måde nødt til at forholde os til, hvis det er, at vi gerne vil skabe et stærkt samfund. Det er i hvert fald en vigtig værdi for IA at arbejde for. Og jeg tror, at det på en eller anden måde desværre også påvirker arbejdet i Folketinget, at man ikke arbejder med ulighedsspørgsmålet.

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg deler jo fuldstændig fru Aaja Chemnitz Larsens bekymringer om den ekstreme ulighed i det grønlandske samfund og jo også den bekymring, som jeg kan høre lægges frem, omkring, hvordan man sikrer det grønlandske samfunds fremtid: Hvad er det for nogle økonomiske investeringer, og hvad er det for et økonomisk fundament, der gør, at man i virkeligheden ville kunne arbejde hen imod at få et selvstændigt land? Der er jo ikke meget ved at være selvstændig på en måde, hvor man kan stille sig op på en fjeldtop og sige, at man er selvstændig, hvis man i virkeligheden er helt dybt afhængig af tilskud fra andre lande. Derfor handler det her jo også om nogle investeringer fra Grønlands side, i samarbejde, forhåbentlig, med både Færøerne og Danmark.

Tak. Der kom lige et spørgsmål fra Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak for det. Det er jo mest blandt danske politikere her i salen, at man drøfter de der 82 mio. kr. fra USA igen og igen. Derhjemme bliver der ikke talt så meget mere om det end det, der allerede er blevet sagt. Altså, vi ved, hvor vi står. Der er ikke så meget hurlumhej om det. Det er jo, fordi vi også prøver på at udvikle os hen imod en mere global markedsøkonomi. Det er jo bl.a. grunden til, at vi har fået vores shippingselskab, Royal Arctic Line, til at skabe nye ruter, så man bl.a. i samarbejde med Eimskip fra Island måske skal begynde at sejle til Maine. Det er også for at udvikle vores økonomiske diversitet.

Jeg vil derfor gerne stille det samme spørgsmål, som jeg stillede tidligere: Ser ordføreren ikke, at der også er mulighed for en diversificering af økonomien, som også vil være med til at skabe et bedre velfærdssamfund i Grønland, så det ikke udelukkende sker gennem samhandel mellem Danmark og Grønland?

Ordføreren.

Jo, det er jo fuldstændig klart, og der har man jo da heldigvis frie hænder til fra Grønlands side at handle med, hvem man vil, og de selvstændige firmaer i Grønland kan jo sælge og købe hos alle de firmaer, de har lyst til, og det er noget, vi skal understøtte. Jeg syntes da, at det på alle mulige måder er helt afgørende i forhold til at kunne forestille sig en egentlig selvstændighed, altså at man har en mere diversificeret økonomi, så man ikke er afhængig af de udfald og udsving, der kan være på et område, altså i forhold til fiskeriområdet.

Men der er jo en række andre ting, der hænger sammen med det, herunder uddannelsesniveauet, hvor alt for få får en uddannelse, og hvor alt for mange falder fra, både i Grønland, men også blandt de grønlændere, der tager til Danmark. Det er jo en bredspektret indsats, der skal til, men det er jo selvfølgelig indlysende, at fru Aki-Matilda Høegh-Dam har en pointe. Det gælder for ethvert samfund.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tusind tak for anerkendelsen. Det er også, fordi når man f.eks. fra talerstolen taler om amerikansk arrogance eller charmeoffensiv, som andre kalder det, så er det også interessant at tænke på, at det, man kalder for charmeoffensiv, også bliver kaldt for diplomati i andre selvstændige nationer, og det er også derfor, spørgsmålet dukker op. Men jeg er glad for, at vi har en fælles linje på det område.

Jeg vil også gerne lige understrege, at der er mange uddannede grønlændere nu til dags, for vi bliver ved med at uddanne os, og flere og flere bliver færdiguddannet hvert år, og det skal vi også være stolte af.

Ordføreren.

Jo, jo, helt klart. I forhold til USA vil jeg bare lige sige, at der altså ikke er plads til naivitet i politik, og der er da overhovedet ikke plads til naivitet i international politik, og der er ingen som helst grund til at tro, at amerikanerne gør noget som helst, hvis ikke de kan se en egeninteresse i det. Så det er i den sammenhæng, man bliver nødt til at analysere det.

Det her er et skakbræt, hvor der bliver flyttet nogle brikker, og her flyttede amerikanerne nogle brikker, som på længere sigt skal bidrage til noget godt for dem selv og ikke til fordel for grønlænderne. Hvis det bliver godt for begge parter, tror jeg da, de kan leve med det, men det er ikke derfor, de gør det.

Der er ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører, så tak til hr. Karsten Hønge. Og dermed velkommen til ordføreren for Enhedslisten, hr. Christian Juhl. Velkommen.

Tak for det. Der er en stigende stormagtsrivalisering i Arktis, og der sker en systematisk oprustning fra både Ruslands og USA's side. Danmark har også øget sin militære tilstedeværelse. Kampen om råstoffer og muligheder for profit bliver hård. Tingene ændrer sig så hurtigt, at den nuværende danske strategi er forældet, og derfor er det vigtigt, at vi får en ny strategi for Arktis i rigsfællesskabet.

Vores første møde med kollegaer fra Grønland og Færøerne var meget frugtbart. På lige fod drøftede vi ved en stor konference over nettet seks områder, som er vigtige for os alle: At det er et fredeligt og sikkert Arktis; at der er et tillidsfuldt og regionalt og internationalt samarbejde; at mennesker i Arktis skal i centrum; at der skal ske en bæredygtig økonomisk udvikling; at beskyttelse af natur og miljø og klima er vigtigt; at ny viden og forskning om Arktis skal styrkes.

Der var virkelig lagt op til en frugtbar og ligeværdig fælles strategi mellem de tre dele af rigsfællesskabet for parlamentarikere, ministre og civilsamfund, men sådan er det ikke ment. Da jeg forleden spurgte udenrigsministeren om, hvornår de seks emner, jeg nævnte, skulle bores ud og sættes på dagsordenen for seks delkonferencer mellem parlamentarikere og andre i rigsfællesskabet, fik jeg svaret, at det skam ikke var meningen. Resten af arbejdet skal foregå i samarbejde mellem de tre ministre og deres embedsfolk, og det er dem, der slår sømmet i til sidst. Og det er ministrenes strategi.

Det er skuffende. Jeg troede, at vi nu stod over for et nybrud fra udenrigsministerens side. En ny regering, en ny tid og en ny indflydelse. Men nej, alt er ved det gamle.

Vi kunne måske tage ved lære af f.eks. Folketingets arbejde med en ny strategi for udviklingssamarbejde i den tredje verden. Her mødes ordførerne, der har sat en længere proces i gang for at forny den nuværende strategi, og civilsamfundsorganisationer byder ind med forslag. Det er Folketingets flertal, der afgør, hvordan den endelige strategi skal se ud. Jeg ser gerne, at udenrigsministeren lærer af sin kollega, udviklingsministeren. Der er jo kun nogle få skridt fra det ene kontor til det andet, så der kunne man måske udveksle erfaringer om, hvilken proces der måske er mest givtig og måske også mest demokratisk.

For Enhedslisten er der to bærende principper for aktivitet i Arktis. Det første er, at alle aktiviteter skal tage hensyn til de mennesker, der lever i Arktis. Der er ufattelig mange økonomiske interesser, der er ufattelig mange militære og sikkerhedsmæssige interesser i Arktis, men det må fra først til sidst altid være et spørgsmål om, hvordan de mennesker, der lever i Arktis, får et godt og bæredygtigt liv. Vi skal respektere retten til selvbestemmelse og hensynet til oprindelige folk.

Det andet princip er, at alle aktiviteter, vi sætter i gang i Arktis, skal baseres på bæredygtige principper under optimal hensyntagen til den meget følsomme natur, der står over for forandringer på grund af klimaændringerne. Arktis er mere udsat for klimaændringer end resten af kloden, fordi temperaturstigningerne her er 2-3 gange så store.

Det er vigtigt, at vi fastholder aftalen fra Ilulissat i 2008 om, at Arktis skal være et militært lavspændingsområde, og at alle uenigheder om Arktis skal løses via forhandling på baggrund af den internationale folkeret. Uden Danmarks samarbejde med Grønland og Færøerne i rigsfællesskabet ville Danmark ikke have nogen særlig indflydelse i Arktis. Derfor er det vigtigt, at vi giver Grønland og Færøerne optimal indflydelse i Arktisk Råd og i andre fora og forhandlinger om Arktis.

Udenrigsministeren kalder denne nye stormagtsrivalisering, der sker i Arktis, for ny dynamik i Arktis. Vi har to forskellige opfattelser af ordet dynamik, kan jeg høre. Udenrigsministeren byder i redegørelsen USA's anden flåde velkommen i området og lover øget dansk militær tilstedeværelse, vel vidende at det sammen med russernes aktiviteter er starten på en oprustningsspiral, som er det modsatte af, hvad der står i Ilulissataftalen. Jeg ved ikke, hvor længe han har tænkt sig at kalde USA for kongerigets nærmeste allierede. Det er en køn allieret, vi har i øjeblikket, som opsiger den ene internationale aftale efter den anden, og som i øvrigt forlod op imod 30 militærbaser i Grønland uden at rydde op efter sig.

Fundamentet for vores sikkerhed ligger ikke i at udvikle en oprustningsspiral. Vores sikkerhed ligger i internationale aftaler om nedrustning og en stærkere indsats for, at alle arktiske stater overholder Ilulissaterklæringens principper. Vores sikkerhed ligger i et nordisk alternativ til stormagternes rivalisering i Arktis. Jeg kunne fint forestille mig, at de kloge udenrigsministre i Norden satte sig sammen og sagde: Hvordan kan vi blive et alternativ? Vi er lige så store og lige så stærke som de andre, når det drejer sig om økonomi og indsigt i, hvad der sker i Arktis, og med hensyn til forskningskapacitet osv.

Det er vigtigt, at Danmark deltager aktivt i forskning om arktiske temaer, ikke mindst når de drejer sig om, hvordan vi sikrer befolkningerne bæredygtige levemuligheder, og hvordan vi sikrer en optimal hensyntagen til naturen og ikke mindst til havene, og om, hvordan vi sikrer en miljømæssigt forsvarlig transport i det miljøfølsomme område. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi bygger et nyt forskningsskib, der kan afløse det gamle Dana. Det er nødvendigt at være meget ambitiøse, når skibet skal bygges, og hvorfor ikke opbygge en fælles forskningskapacitet i tættere samarbejde med de øvrige nordiske lande? Jeg ser gerne et stort samlet internationalt forskningscenter i Grønland, hvor de arktiske stater deler deres viden om forholdene og om, hvordan vi sammen sikrer natur, miljø og klima – og ikke i imperialistisk konkurrence.

Mennesker og natur er de to første prioriteter, når vi skal lave aktiviteter i Arktis, som jeg nævnte før. Der er behov for skrappe og bindende internationale aftaler om udvinding af råstoffer i de kommende blotlagte land- og havområder. Der skal laves et internationalt forbud mod udvinding af olie og miljøskadelige råstoffer i Arktis. Det vil få uoverskuelige konsekvenser for naturen, hvis der sker udslip i et klima, hvor forureningsbekæmpelse vil være stort set umuligt.

Længe nok har der været drøftet og forhandlet om forbud mod brug og transport af tungt brændstof – det, man kalder heavy fuel oil – i Arktis. Der skal handling til nu, minister, vi skal ikke se flere forhalende møder. Vi er nødt til at se, at det her forbud bliver gennemført. Det er længe siden, at det forbud er gennemført for Antarktis; det samme skal ske heroppe nordpå. Det samme gælder indsatsen mod svært nedbrydelige stoffer, sodforurening og forureningen med plast og mikroplast i Arktis.

Alt i alt er der i redegørelsen mange mindre enkeltinitiativer mellem landene, og de er alle skridt i den rigtige retning. Men i lyset af virksomhedernes og landenes appetit på at komme til at tjene penge, store penge, i Arktis og stormagternes rivalisering og oprustning, går tingene alt for langsomt. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen, som jo var meget sympatisk. Jeg er enig i det, som ordføreren siger. Der er lige en ting, og det er, at når det gælder den her oprustningssnak, vil jeg sige, at jeg fuldstændig deler den forfærdelige frustration over, at de nordiske lande ikke kan stå sammen og sætte dagsordenen og i stedet for at reagere på det, som Rusland eller USA gør, agerer selv og sætter dagsordenen selv. Men når der sker en oprustning, når Rusland gør det, som de gør, og det kan være tilfældigheder, at Sverige vil øge sit budget med 40 pct., og Rusland er meget offensive i disse dage, mener ordføreren så, at vi ikke skal gøre noget som helst, altså intet, og at vi slet ikke skal investere noget som helst i forsvar?

Ordføreren.

Nej, jeg har brugt de her mikrofoner og den her talerstol til temmelig mange gange at sige, at vores kapacitet på fredsforskning og konfliktløsning er alt, alt for svag. Vi bruger 99,9 pct. af alle vores økonomiske midler og forskningsmæssige midler på at udvikle militært isenkram til at slå hinanden ihjel med, og vi bruger 0,01 pct. på forskning i, hvordan man løser konflikter med ikkemilitære midler. Vi kunne have et meget bedre forhold til russerne, til kineserne og til ret mange andre, hvor der er konflikter, og vi kunne endda bidrage, ligesom Norge gør rundt i verden, med at løse optrapninger og oprustningerne, og vi kunne ændre det, så samfundene kan udvikle sig. Tænk på, hvor mange penge der spildes på militæret, men som kunne bruges til fredelig opbygning af landene og på at gøre livet rigt for mennesker og på at gøre dem glade. Den mulighed bruger vi ikke, fordi vi kun tror, der er én mulighed, nemlig oprustning. Så selvfølgelig skal vi gøre mere. Det er meget sværere at gøre det, men det er nødvendigt.

Hr. Sjúrður Skaale.

Man kan jo overhovedet ikke være uenig i det. Men det, som foregår i Arktisk Råd og i alle mulige fora, er en dialog, som kører. Når man så alligevel ser på det, så bliver der oprustet, så kommer russerne utrolig tæt på f.eks. Sverige, og så kommer der vel et punkt, hvor man siger, at nu bliver vi desværre nødt til at gå over i det andet spor også. Eller hvad?

Ordføreren.

Ikke i min verden. Det er jo ikke en utopi, jeg sidder og taler for her, men konkret virkelighed. Det var det i min del af den kolde krig. Jeg har ikke levet under hele den kolde krig, men i store dele af den, og der så vi, hvordan folkelige bevægelser, fornuftige regeringer, f.eks. den med Anker Jørgensen i spidsen, med f.eks. svenskerne og nordmændene i spidsen, sørgede for, at vi fik nedrustning mellem Øst og Vest, at vi fik en proces, hvor vi byggede tilliden op og byggede fælles samarbejder op og fik afrustet på væsentlige områder. Der var ikke tale om en total afrustning, men en nedrustning med de farligste våben. Det kan lade sig gøre, og mennesker er jo ikke dummere i Rusland, end de er i Danmark, og end de er i USA, så selvfølgelig ønsker alle en verden med færrest mulige våben, og selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis vi havde dygtige nok politikere og ministre til at klare den opgave.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Mange tak for talen. Jeg bed mærke i det, ordføreren sagde om nedskæringer i brugen af hfo i Arktis, hvilket jeg personligt og mit parti også er enige i. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tænker på vores klima. Der er også eksempler på rigtig mange gode initiativer hjemme fra Grønland, hvor unge på eget initiativ skaber nye organisationer for at fremme debatten og dialogen omkring klimaet, og f.eks. er der er der en ny, der hedder Greenland for Climate. Men vi skal også have mennesket i centrum. Jeg tænker, at vi måske også bliver nødt til at tænke på, at hvis uligheden ikke skal blive større, især ude i bygderne, hvor Royal Arctic Line-skibene, især de der små bygdeskibe, lige nu bruger hfo-brændstof, bliver de måske nødt til at blive kompenseret økonomisk på en eller anden måde, så det er, at de poser, man får i bygderne, hvor en enkelt pose fra butikken allerede koster 200-300 kr., ikke bliver endnu dyrere. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Vi har jo allerede før valget skrevet i vores klimastrategi, at vi går på to ben i klimaindsatsen, nemlig det sociale ben og det klimamæssige ben. Vi tror ikke på, at vi får befolkningen med på at yde den store indsats, der er nødvendig, hvis ikke folk kan mærke, at det er de bredeste skuldre, der skal betale den største pris. Derfor er jeg fuldstændig enig i, at hvis ikke man kan være med til at fjerne noget af uligheden, og ikke mindst i Grønland, ja, så får man ikke befolkningen til at yde noget mere – det gælder både frivilligt som enkeltpersoner, men også i organisationer, også på arbejdspladser, også i større sammenhænge. Derfor skal kampen mod uligheden gå hånd i hånd med kampen for et bedre klima.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har egentlig altid ment, at hr. Christian Juhl levede i en anden verden, og det synes jeg er blevet bekræftet i dag. Altså, det er sådan et eller andet med, at hvis bare vi laver en hel masse forskningsskibe, hvis bare vi sørger for klima og miljø, er der nok ikke nogen andre militære magter, der er interesseret i at komme i nærheden af kongeriget Danmarks territorium. Det er det, der er så underligt. For det er jo det, der er sagen. Jeg har tidligere i dag citeret det her med, at ethvert land har et militær, enten ens eget eller også en andens. Sådan er det. Hvis vi efterlader et militært tomrum, vil det blive optaget af en anden. Og der vil jeg spørge direkte: Vil hr. Christian Juhl gerne se, at det bliver amerikanske flådeskibe, som forestår alting omkring Grønland? Eller er det ikke på en måde lidt skønnere, at vi kan gøre det selv?

Ordføreren.

Jeg har mange gange rost Ilulissaterklæringens fine principper om lavspænding – ikke afspænding, men lavspænding – og det betyder, at vi skal have færrest mulige våben, mindst muligt militær i Arktis. Hvordan foregår det? Foregår det, ved at vi bare lader de store magter gøre, hvad de vil, i stedet for at vi i Norden, som jeg foreslog her, går sammen om en klarere holdning til de her ting og siger: I skal lade være med at opruste i Rusland, I skal lade være med at opruste i USA? De kan så sige: Det rager da os en høstblomst, hvad I mener i Danmark og Grønland og på Færøerne. Det tror jeg bare ikke det gør, hvis vi står sammen. Altså, den kolde krig har lært mig, at der kan man selv under ekstremt vanskelige forhold etablere dialog, etablere forhandlinger, etablere bindende aftaler om at have mindre militær, end man havde i går.

Hr. Søren Espersen.

Altså, hr. Christian Juhl siger, at vi skal sige til USA, og at vi skal sige til Rusland, at nu skal de altså holde op. Altså, det er det, jeg mener er virkelighedsfjernt. For situationen er, at i forhold til det kæmpemæssige område deroppe og med alt det, som det drejer sig om i forhold til sikkerhed osv., er det noget, som militært bare ikke kommer til at ligge brak. Og der er det så, jeg spørger igen: Er det bedre at have amerikanske flådefartøjer omkring Grønlands kyster, eller er det bedre at have danske flådefartøjer? Spørgsmålet er sådan set enkelt nok.

Ordføreren.

Jeg vil have civile fartøjer, og jeg vil hverken have amerikanske eller danske flåder og militær deroppe, hvis vi kan undgå det. Og kom ind i virkeligheden, hr. Søren Espersen: Den kolde krig viste, at vi faktisk kan etablere situationer, hvor russerne – og Rusland er et lille land i forhold til Sovjetunionen under den kolde krig – var nødt til at sige, at okay, vi sætte os ved bordet. Og hvor amerikanerne var nødt til det, endda på områder, som vi kender godt, nemlig oppe i Island f.eks., hvor vi tvang dem til at sidde ved bordet og også indlede forhandlinger og også få resultater ud af de forhandlinger. Hvorfor i alverden skal vi ikke bruge det i stedet for bare at bruge flere og flere penge på militæret? Jeg forstår det ikke.

Således tak til ordføreren fra Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Rasmus Jarlov.

Mange tak. Det er jo en ekstremt vigtig debat, som jeg også har glædet mig til. Og jeg har faktisk været meget enig i mange af de ting, der tidligere er blevet sagt af ordførerne. Bl.a. kunne jeg genkende mig selv meget i hr. Martin Lidegaards indledning om, at man ønsker en fredelig udvikling, en økonomisk udvikling og en bæredygtig udvikling i Arktis. Det er jeg fuldstændig enig i. Det tror jeg også resten af Folketinget vil være enige i.

Jeg har ikke tænkt mig at gøre et forsøg på at komme med sådan en fuld udredning om alt, hvad der skal ske i Arktis, for det tillader hverken tiden eller min mentale kapacitet eller viden. Men jeg vil komme med et par nedslagspunkter til nogle af de ting, som jeg synes er vigtige, og som jeg håber regeringen vil tage med i arbejdet.

Generelt bør der være de samme principper for udvikling af samfundet i Arktis, som der er i resten af rigsfællesskabet og i resten af den vestlige verden: Vi tror på åbenhed, gennemsigtighed, markedsøkonomi, frihandel, international udveksling, og selvfølgelig også stort fokus på en bæredygtig udvikling. Alt sammen skal ske inden for rammerne af rigsfællesskabet, og det er der heller intet i vejen for.

Rigsfællesskabet er en enormt fleksibel konstruktion, og den tillader, at man kan have masser af international udveksling, handel osv., så meget, som man måtte ønske det, og det må der gerne komme meget mere af. Rigsfællesskabet skal hele tiden udvikles og styrkes, og det burde fylde meget mere i danske regeringers arbejde. Det er ikke en kritik af den nuværende regering, det er bare sådan en generel kritik af alle de regeringer, der har været i nyere danmarkshistorie: Rigsfællesskabet og udviklingen i Arktis bør fylde mere. Det burde ikke være et lille område under Udenrigsministeriet. Det burde være sit eget ministerium, og det burde være et meget stort fokusområde. Rigsfællesskabet er ikke udenrigspolitik, det er den danske regering og Folketingets direkte opgave, eftersom Folketinget er rigsfællesskabets parlament og ikke et dansk parlament.

Det er en opgave, som bliver vigtigere og vigtigere, fordi der er flere og flere kræfter, som presser både Arktis og rigsfællesskabet, og regeringen kunne gøre en stor forskel, hvis den lagde sig i selen for at styrke samarbejdet om erhvervsudvikling, turisme, eksport, uddannelse, forskning og en lang række andre områder, hvor vi kunne få meget mere ud af synergierne mellem vores tre lande.

Her i Folketinget er det også meget oplagt, synes jeg, at vi tager vores eget ansvar på os og i højere grad sørger for at samarbejde inden for rigsfællesskabet ved simpelt hen bare at tage fat i de nordatlantiske medlemmer, som sidder direkte hernede i salen, og som er til rådighed for os hver eneste dag, og som vi kunne få et tættere samarbejde med. Jeg synes faktisk, at der bliver lagt en meget seriøs indsats fra de nordatlantiske medlemmer, og at vi virkelig får rigtig mange gode input ved, at de sidder her i Folketinget og kan fortælle os om de sager, hvor skoen trykker, og hvor der er behov for, at vi får lavet lovgivning eller andre initiativer på en måde, der er mere hensigtsmæssig for Færøerne og Grønland. Og det synes jeg, vi har enormt meget ud af, men vi kunne også få mere ud af det.

Jeg har længe agiteret for, at jeg synes, de nordatlantiske medlemmer burde have mulighed for at komme med i eksempelvis forsvarsforliget på lige fod med andre medlemmer af Folketinget. Jeg talte engang med et medlem af en regering, som sagde til mig, at det ville være unaturligt, fordi forsvaret er et dansk anliggende. Og det er jo ærgerligt, at der stadig væk er den slags misforståelser om, at forsvar og politi og udenrigspolitik, valuta og andre ting er danske anliggender. For det er det ikke. Det er fælles anliggender, og det er derfor, vi har et fælles parlament her i Folketinget.

Det er lige så underligt og forkert at udelukke grønlandske og færøske folketingsmedlemmer fra at være med i eksempelvis i forsvarsforliget, som hvis vi sagde til de folketingsmedlemmer, som er valgt på Bornholm, at de ikke kan være med i forsvarsforliget, fordi det er et sjællandsk anliggende. Det er faktisk det samme, og det er en dybt underlig måde at stille det op på, altså at man siger: Jamen det er jo Sjælland, der betaler; det er meget min egen valgkreds ude i Gentofte og i Lyngby-Taarbæk, som betaler regningen, og Bornholm er en underskudsforretning, som får store tilskud fra staten, og derfor kan de ikke være med i et forsvarsforlig.

Jeg tror måske, at eksempelvis udenrigsministeren ville synes, at det var en lidt urimelig måde at stille tingene op på. Men det er faktisk det samme, man siger til de færøske og grønlandske medlemmer af Folketinget: at de ikke kan være med, fordi de ikke betaler regningen. Og så er de udelukket fra indflydelse på et område, som har enormt stor betydning på både Færøerne og i Grønland. Og det synes jeg er forkert, og det er meget oplagt, at hvis vi mener det alvorligt med rigsfællesskabet, tager vi det også på os her i Folketinget.

I forhold til stormagterne, som jo fylder en del, var jeg ligesom alle andre meget chokeret over en morgen at vågne op til, at den amerikanske præsident havde planer om at købe Grønland. Det er en totalt anakronistisk holdning, som man kunne have for 100 år siden, hvor man rigtigt nok solgte territorier – vi solgte jo f.eks. Dansk Vestindien til USA for lidt over 100 år siden; det kunne man gøre dengang, men det gør man ikke mere – og det er fuldstændig ude af trit med alle de værdier, som vi vedkender os i dag, at man bare på den måde kunne handle et territorium hen over hovedet på de mennesker, som boede i det område, og som ikke havde noget ønske om det. Det var helt utrolig tonedøvt og en helt ekstrem afsløring af, hvor lidt den amerikanske præsident ved om Grønland – først og fremmest om forholdene deroppe, men selvfølgelig også i forhold til vores rigsfællesskab.

Det har jo lidt været en opvågnen, og jeg synes, at vi i endnu højere grad er nødt til at forholde os til den stigende interesse, der er fra forskellige stormagter, og det gælder også Rusland og Kina. Jeg synes ikke, vi skal være naive; jeg synes, vi skal give dem plads. Det ville være meget, meget underligt at sige til både kinesere, amerikanere og russere, at de ikke må drive handel på Grønland. Det ville også være ekstremt anakronistisk; så ville vi være tilbage i kolonitiden, hvor man havde sådan nogle handelsmonopoler, som var de eneste, der måtte handle i nordatlantiske områder, og det ville jo også være fuldstændig vanvittigt. Så selvfølgelig skal der være den åbenhed, gennemsigtighed og adgang, som der også er til Danmark – det skal selvfølgelig også være gældende i Nordatlanten.

Men jeg synes også, at vi en gang imellem skal stille nogle modbetingelser. Eksempelvis er det nu luftet fra russisk side, at de gerne vil have en konsul i Grønland. Og det er jo meget tilforladeligt og en udmærket idé. Jeg synes bare, man kan stille sig selv spørgsmålet: Skal vi også have en konsul i arktisk Rusland f.eks.? Og der kunne jeg godt tænke mig at høre regeringen: Når der kommer de her muligheder, altså når der er stormagter, der kommer og vil have noget, hvad kræver vi så at få igen? For det er jo en oplagt situation i forhold til at tænke: Vi har garanteret også nogle ønsker til dem, som vi godt kunne tænke os at få opfyldt. Og der er det jo altid en dårlig handelsposition bare at give noget uden at få noget igen.

Derfor synes jeg, at man ikke bare skal være tilbøjelig til at sige ja til hvad som helst, men at man også skal stille modbetingelser, bl.a. at den åbenhed, som Rusland nu beder om, bliver gengældt, så vi også har en viden om, hvad der sker på den anden side af Nordpolen, hvor vi jo også gerne vil vide hvad der foregår. Det er jo lidt bekymrende, hvad Rusland har gang i i forhold til den oprustning, som sker i Arktis, og det synes jeg bestemt der er grund til at holde øje med.

Jeg deler heller ikke den naivitet, som jeg synes nogle ordførere gav udtryk for, altså at vi bare skal ruste ned, mens andre ruster op. Igen: Der er nødt til at være gensidighed i den måde, vi agerer på, og ensidig nedrustning vil bestemt være meget, meget dumt og også svært at forene med, at vi skal bevare tilliden i forhold til at være en troværdig allieret, som sørger for, at det territorium, som vi har ansvaret for, er beskyttet og ikke bare noget, der ligger hen, og som man bare kan komme og tage, hvis man har lyst til det. Det mener jeg ikke der er nogen der har nogen interesse i. Og derfor skal det danske forsvar være i stand til at håndhæve suveræniteten i de områder, som er danske, og det er selvfølgelig vigtigt, at det bliver ved med at være på et niveau, som er højt nok til, at vi kan varetage den opgave.

Jeg synes, der er store opgaver foran os. Jeg håber virkelig, at regeringen vil opprioritere det her område. Det synes jeg også godt vi kunne have gjort tidligere, men nu har regeringen så mulighed for at gøre det, og det håber jeg man vil gøre og lægge en ambitiøs strategi, lægge rigtig mange ressourcer i at få udviklet løsninger, som kan styrke rigsfællesskabet, og hele tiden baseret på, at det skal være til fordel for alle tre lande. Den eneste måde, rigsfællesskabet kan bestå på, er, hvis både Danmark, Grønland og Færøerne hele tiden har fordele ved at være med i det, og det håber jeg regeringen vil lægge sig rigtig meget i selen for, og at regeringen vil huske på, at regeringen ikke er en dansk regering, men også en regering for Grønland og Færøerne.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og den første er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg lagde lige mærke til den der lille finte med Gentofte. Jeg ved godt, der bor mange mennesker, der tjener rigtig mange penge i Gentofte, men jeg har også forstået, at de passer godt på dem og meget nødig vil betale skat. Så jeg tvivler på, at den helt holder i virkeligheden, altså den der sammenligning med, at de er storleverandører af penge til den danske stat.

Jeg vil gerne høre, hvordan Konservatives beslutning og accept af udelukkelsen af Færøernes fiskerflåde i danske havne, dengang Færøerne og EU var uenige om fiskekvoterne, stemmer overens med den meget, meget floromvundne snak om frihandel og frie muligheder for, at landene skal kunne handle med hinanden. Det var en total blokade af fiskehandelen, og det var et af landene i rigsfællesskabet, der blokerede til fordel for nogen nede i Bruxelles.

Ordføreren.

Ja, men det hænger jo sammen med, at Danmark og resten af rigsfællesskabet har forskellig status i forhold til at være med i EU. Det komplicerer jo tingene ret meget. Jeg har tit talt med færøske politikere om, om de kunne tænke sig at være med i EU, og det har jeg indtryk af der er meget, meget lidt interesse for, bl.a. fordi man i en situation som den her befinder sig i et smørhul og får nogle eksportmuligheder, som man ikke har, hvis man er med i EU. Det synes jeg egentlig er ærgerligt. Men Rusland har opført sig rigtig skidt, og det har vi fra dansk side og fra EU's side været nødt til at reagere på, og det satte os så i den her bizarre situation, som jeg også synes var meget, meget absurd, altså at rigsfællesskabet befandt sig på forskellige sider af en handelsblokade af Rusland. Det var meget besværligt.

Hr. Christian Juhl.

Ja, og så stod man i en situation, hvor hensynet til EU var større end hensynet til vennerne i rigsfællesskabet, og der valgte Konservative hensynet til EU og kastede Færøerne i armene på det russiske marked. Det var sådan set den beslutning, der gjorde, at Færøerne var nødt til at finde andre markeder. Det var de vel nødt til, for skulle de sulte eller hvad? Dermed kan man jo ikke bare sige, at russerne er grimme, når det var os selv, eller når det i hvert fald var De Konservative sammen med borgerlige politikere, som bragte den situation frem i stedet for at åbne havnene op.

Ordføreren.

Jeg havde det også meget vanskeligt med, at vi var nødt til at stå i den situation, hvor Danmark skulle være med til at håndhæve noget, som havde nogle konsekvenser for Færøerne, og som var negative for Færøerne. Det var en meget, meget absurd situation. Men jeg synes ikke, det er en fair udlægning, som hr. Christian Juhl kommer med. Jeg tror snarere, man kan sige, at vi valgte vores juridiske forpligtelser i forhold til de traktater, som vi er med i i EU, og dem var vi nødt til at overholde.

Den næste korte bemærkning er til fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Ordføreren har jo ret i, at Arktis fylder noget mere, og jeg vil også gerne sådan indledningsvis sige velkommen tilbage til ordføreren.

Ordføreren taler jo også om det her med, at der skulle være et ministerium, der havde fokus på Arktis, og det er faktisk noget, som IA har haft fokus på under valgkampen for lidt over et år siden. Det er jo sådan, at Arktis fylder meget lidt i f.eks. Forskningsministeriet, og at Arktis fylder relativt lidt ovre i Kulturministeriet, og selv om vi har hjemtaget mange af de her ting, kunne vi godt tænke os at koordinere det i højere grad, selvfølgelig med respekt for, at Grønland har hjemtaget de områder, som de nu engang har hjemtaget. Så jeg tror faktisk, at et arktisk ministerium og en arktisk minister vil være med til, at vi prioriterede Arktis i højere grad og blev bedre til at koordinere og havde en tættere dialog.

Men min kommentar er egentlig omkring det her med forsvarsforliget, for jeg er rigtig glad for, at ordføreren støtter, at Grønland gerne vil sidde med i forsvarsforliget, og det er jo sådan, at vi allerede deltager i en række forhandlinger på nuværende tidspunkt.

Ordføreren.

Det ved fru Aaja Chemnitz Larsen jo at jeg gør. For vi har jo talt om det gennem flere år og har været i dialog om det her, hvor jeg hele tiden har sagt, at jeg synes, det vil være fornuftigt, at f.eks. IA får mulighed for at være med i forsvarsforliget. Der er ingen partier, der kan være garanteret, at man kommer med, for det kræver jo f.eks. at man kan tilslutte sig principperne bag et forsvarsforlig, og at man i øvrigt er et nogenlunde forsvarsvenligt parti osv. Der er jo en grund til, at f.eks. Enhedslisten som regel ikke lige bliver inviteret med ind i forligskredsen, fordi man synes, at de simpelt hen er for forsvarsfjendtlige, og der er ikke lige et fællesskab, hvor vi kan samarbejde. Så der er ingen partier, der sådan kan sige, at man får lov til at være med, men man bør tilbydes at være med på samme kriterier som de andre partier i Folketinget. Der er ikke A- og B-medlemskaber af Folketinget, og alle bør have mulighed for at være med i de ting, som er relevante for dem. Der synes jeg jo, at specielt forsvar er ekstremt relevant for Grønland, fordi det fylder så meget deroppe.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Man må i hvert fald sige, at forsvar fylder rigtig meget, når vi snakker om Arktis i de her år, og det er på sin plads, at Grønland også har en egen stemme. Så kunne det godt være direkte over for ministeren, og det kunne godt være på lige vilkår med resten af forsvarsforligskredsen. Men fra IA's side er vi i hvert fald ikke bange for at tage medansvar, og vi mener sådan set også, at vi har noget viden at bidrage med, som kunne styrke forsvarsforliget, der kommer. Mange tak.

Ordføreren.

Ja, og det er jeg enig i. Jeg synes jo også, at de input, som vi har fået fra IA – meget specifikke input omkring f.eks. muligheden for at afholde session i Grønland og en styrkelse af beredskabet osv. – er kommet med. Så der er jo trods alt blevet lyttet til mange af de input, der er kommet, og det har også resulteret i konkrete resultater, som er blevet gennemført, og det vil jeg selvfølgelig også gerne kvittere for.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sjúrður Skaale, JF. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen, og tak for de rosende ord. Jeg er jo fuldstændig enig. Jeg undrer mig også mange gange over, at man i dansk udenrigspolitik kigger så meget sydpå og så lidt nordpå, så lidt omkring sig selv der, hvor man faktisk er på planeten. Det er jeg fuldstændig enig i, og det er en mærkelig ting. Så nu vil jeg give ordføreren en chance for ligesom at perspektivere sit synspunkt.

Hvordan mener ordføreren dansk udenrigspolitik ville se ud, hvis riget var fuldstændig, som det er nu, med Danmark i EU og med Færøerne og Grønland osv., men København lå i Grønland? Hvordan ville udenrigspolitikken så tage sig ud, mener ordføreren?

Ordføreren.

Ja, den ville være meget anderledes. Det er der ingen tvivl om. Det er et meget interessant tankeeksperiment, og der er ingen tvivl om, at vi ville bruge langt flere kræfter på at orientere os mod Arktis og forholde os til samarbejdet med Canada og USA og sejlruter gennem Nordatlanten og mange andre ting som fiskerizoner og alt muligt andet, som har betydning deroppe. Ja, det burde vi interessere os meget mere for. Men jeg tror jo, at det skyldes, at der sker en distancering, og det gør der, fordi der hele tiden er den her selvstændighedsdiskussion, som skubber danskere og danske politikere tilbage, og hvor man får et indtryk af, at det nok er bedst, hvis man holder lav profil og ikke siger så meget. For de vil gerne have lov til selv at bestemme, og hvis vi kommer med initiativer, føler de, at vi presser noget ned over hovedet på dem, og vi er i øvrigt også lidt fornærmede over hele tiden at høre på den her selvstændighedsdiskussion, fordi de jo ikke kan lide os i Danmark. Det er ret skadeligt, og derfor ville jeg jo ønske, at den kunne fylde lidt mindre, og at de konstruktive diskussioner om, hvad vi kan få ud af vores rigsfællesskab, kunne fylde noget mere.

Hr. Sjúrður Skaale, værsgo.

Det er jeg også fuldstændig enig i. Sagen er jo, at Danmark altid omtaler USA som sin nærmeste sikkerhedspolitiske allierede osv., og man vil gerne samarbejde med USA, og det gør man meget i f.eks. Mellemøsten. Der bruger man rigtig mange ressourcer. Kunne man ikke også være en meget god, stabil og vigtig allieret med USA og endda sætte sine egne fingeraftryk på, hvad der sker i regionen, hvis man lagde mere energi nordpå, end man gør?

Ordføreren.

Jo, ingen tvivl om det. Danmark bliver jo også tit beskyldt for sådan at bruge især Grønland til at få point i Washington, og det mener jeg nu ikke er rigtigt. Men der er jo ingen tvivl om, at det også betyder utrolig meget i forhold til forholdet til USA, og det er jo nu engang den geografi, der er, og det synes jeg ikke man skal bebrejde nogen. Det er jo meget naturligt, at man selvfølgelig dyrker det samarbejde med amerikanerne og hele tiden har en tæt dialog med dem, med respekt for den ramme, der nu er i rigsfællesskabet, hvor jeg nok synes, at amerikanerne bl.a. med købstilbud er trådt meget ved siden af.

Den næste korte bemærkning er til fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hr. Rasmus Jarlov sagde, at russerne ønskede at få en konsul i Rusland. Det er simpelt hen ikke korrekt. De har måske ytret ønske om at få en honorær konsul. Kan hr. Rasmus Jarlov fortælle, hvad forskellen er på en honorær konsul og en rigtig konsul? Tak.

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke, men det er jeg sikker på fru Annette Lind kan og meget gerne vil, eftersom det var det, det såkaldte spørgsmål gik ud på. Så værsgo.

Det er nemlig meget vigtigt. For en honorær konsul er en, der ikke er en diplomat, det er en, som ikke har et konsulat. Det er også en, som ordner borgerservicespørgsmål for en gruppe af turister. Så jeg vil gerne spørge, når hr. Rasmus Jarlov spørger, om vi så skal have sådan en i de arktiske egne i Rusland, og hvis man skal tage sig af borgerservicespørgsmål, ligesom mange andre lande med en honorær konsul i Grønland gør: Vil Konservative så bruge penge på det i de arktiske egne i Rusland?

Ordføreren.

Nej, det forekommer ikke specielt relevant. Jeg er også godt med på, at det var en honorær konsul, og jeg beklager, hvis jeg har udtrykt mig upræcist. Uden at jeg lige kan redegøre for den præcise forskel på de to ting, er jeg godt klar over, at det er det, der blev spurgt om. Og nej, der er nok næppe basis for ret meget arbejde i forhold til at sikre en gnidningsfri proces i forhold til arbejdstilladelser osv. i den arktiske del af Rusland, eftersom det vist er ret få danskere eller grønlændere eller færinger, som bevæger sig derover. Men jeg synes faktisk, det er relevant, at vi får adgang til at følge lidt med i, hvad der sker derovre, for det tror jeg vi skal være lidt mere opmærksomme på.

Således er der ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen. Velkommen.

Tak for det. Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om samarbejdet i Arktis. Kongeriget Danmark skal i de kommende år operere i en verden, der på mange måder befinder sig i en brydningstid. Udfordringerne er mange og mangeartede; stormagterne USA, Kina og Rusland kæmper en stadig mere intens og hård kamp i Arktis, i det danske kongeriges for- og baghave. I takt med at isen smelter i Arktis, omhandler slagsmålet stormagternes interesser i hver især at få indflydelse og dermed sikre adgang til naturressourcer og til søtransportveje i det arktiske område. Det danske rigsfællesskabs nordligste områder, Grønland og Færøerne, er således genstand for forstærket diplomatisk, kommerciel og politisk interesse fra stormagternes side.

I det transatlantiske forhold til rigsfællesskabet bevares USA som et af de tætteste allierede. Rigsfællesskabet kan fungere som brobygger mellem Europa, Arktis og USA og fastholde det amerikanske engagement i rigsfællesskabets sikkerhed. Danmarks internationale engagement og varetagelsen af kongerigets territoriale og kommercielle interesser skal derfor prioriteres af det danske Folketing, naturligvis i et tæt og kontinuerligt samarbejde mellem den danske regering, det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre. Det kræver en indsats og samarbejde internt i rigsfællesskabet, men også internationalt skal rigsfællesskabet arbejde sammen, og vi skal udnytte de påvirkningsmuligheder, som vi har som en arktisk stormagt.

Rigsfællesskabets politikere, diplomati, forsvar og erhvervsliv kan placere Danmark solidt i det internationale samarbejde. Sammen kan vi bedst bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående kongerige på et grønlandsk, færøsk og dansk værdigrundlag til gavn for hele befolkningen i hele rigsfællesskabet.

Nu har vi talt om militærets tilstedeværelse, og der vil jeg sige, at Nye Borgerlige også mener, at vi skal styrke vores militære tilstedeværelse i Arktis. Vi ønsker også at hæve vores forsvarsbudget til 2 pct. af bnp, og vi mener, at en væsentlig del skal bruges i det arktiske område.

Dermed vil jeg sige tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. Tak til udenrigsministeren og regeringen for at fremlægge den arktiske redegørelse for 2020. Der er allerede blevet sagt mange gode ting om miljø og forskningsskibe og parlamentarisk samarbejde, som jeg sådan set ikke er imod, men som jeg ikke skal spilde Folketingets tid med at gentage. Vi ser jo også meget frem til den arktiske strategi for årene 2020-2030, og vi anerkender selvfølgelig de årsager, der er angivet i redegørelsen, til, at det er blevet forsinket. Covid-19-epidemien påvirker rigtig mange aspekter af samfundslivet og selvfølgelig også det her.

Det har i mange år og ikke mindst siden Ilulissaterklæringen været dansk politik at holde Arktis som et lavspændingsområde. Det bør det selvfølgelig i princippet blive ved med at være, men når jeg hører debatten mellem de ærede medlemmer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at vi også er nødt til at være realistiske. Grønland og Arktis som område bliver mere interessant for USA, end det allerede er, fordi det også bliver mere interessant for Rusland og sågar også for Kina, som vi allerede har hørt om. Alle tre lande er jo atommagter og har meget store interesser i området, så hvis vi er realistiske, er lavspænding nok ikke den vej, udviklingen går, uanset hvad man kunne ønske sig, og det bør vi selvfølgelig også indrette os på i Danmark.

En anden ting, jeg hæfter mig ved, er, at der arbejdes på at stimulere investeringer og økonomisk udvikling i Arktis. Jeg besøgte selv Grønland for nogle år siden, og vi havde en del møder med grønlandske politikere og embedsmænd. Jeg noterede mig der en opdeling, som man ofte hørte, når man talte om økonomisk vækst, i noget, der blev kaldt rigtige penge, og så i noget andet, som ikke blev kaldt rigtige penge, altså i noget, som ikke har noget navn, men som åbenbart er noget andet end rigtige penge. Og det synes jeg selvfølgelig er en meget sigende opdeling. Jeg tror, at det, der menes med rigtige penge, er privat kapital. Og jeg er sådan set enig i, at hvis man kan stimulere bevægelsen af privat kapital ind i den grønlandske økonomi, vil det være meget positivt og vil føre til en lang række afledte gunstige effekter i området.

Så det er nogle af de ting, jeg i særlig grad tager med mig – ud over det, der allerede er sagt – i forhold til redegørelsen. Og med de her få bemærkninger vil jeg igen takke for redegørelsen og takke for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra IA, og det er fru Aaja Chemnitz Larsen. Velkommen.

Mange tak. Grønland udgør 20 pct. af det samlede areal i Arktis og spiller med sin geografiske placering og med de naturressourcer, vi har i Grønland, en helt central strategisk rolle for verdens stormagter. Med andre ord er Grønland årsagen til, at vi taler Arktis i dag.

Inuit Ataqatigiit mener, at vi hjemme i Grønland også bør have en strategi for Arktis, ligesom vi også har efterlyst en grønlandsk udenrigspolitisk strategi, og netop den udenrigspolitiske strategi skulle naalakkersuisut være godt i gang med, og vi glæder os til at komme med input og ikke mindst se det endelige resultat.

Regeringen her i Danmark planlægger involvering og debat med unge om fremtidens Arktis. Det støtter vi fra IA's side, da vi mener, at der er behov for en øget inddragelse af befolkningen og særlig også ungdommen hjemme i Grønland, når det drejer sig om kongerigets arktiske strategi. For at understøtte dette vil vi også i den kommende tid arbejde for, at samarbejdet mellem Grønlands Råd for Menneskerettigheder og Institut for Menneskerettigheder her i Danmark styrkes med et særligt fokus på kendskab og efterlevelse af folks rettigheder. Sidste år fik IA afsat penge til en styrkelse af FN's verdensmål i Grønland, og helt konkret har det resulteret i en ny hjemmeside, som naalakkersuisut for nylig har lanceret.

Hvad angår vigtigheden af Grønlands geostrategiske placering, understreges den atter i disse år. USA, Rusland og Kina udviser øget interesse og intensiverer deres engagement i regionen. USA genåbnede efter 67 år deres konsulat i Nuuk i år, og vi ved, at der er indgået aftaler om amerikanske investeringer i Grønlands infrastruktur, som vi ikke kender detaljerne af i dag, men som vi glæder os til at høre mere om.

IA har i snart 6 år kæmpet for en fornyelse af servicekontrakten på Pituffik, Thule Airbase, og vi håber, at der snart kommer en afslutning, da vi mener, det er helt centralt i forhold til samarbejdet med USA. Vi mener, at der er behov for, at vi i fællesskab sikrer, at kontrakten og en samlet aftale med amerikanerne kommer den grønlandske befolkning til gavn.

Det seneste skud, vi har set, på stammen af diplomater i Grønland er den russiske honorære konsul, som er blevet drøftet flere gange her i dag, og den anmodning fra russerne er åbenbart godkendt af naalakkersuisut og har været noget tid undervejs, må man gå ud fra. Vi kunne godt tænke os, at vi var blevet orienteret, før vi skulle læse om denne stilling i pressen. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi vælger vores tætteste allierede klogt. Fra IA's side har vi arbejdet i komitéen for arktiske parlamentarikere, som vi også til daglig kalder SCPAR, og det arbejde, som der foregår i Arktis råd, er vigtigt. De to fora er vigtige i forhold til at sikre diplomatiet i fremtiden.

Det mellemfolkelige samarbejde er særlig vigtigt i forhold til vores allierede, også der, hvor vi ikke nødvendigvis deler værdier. Selv om en russisk honorær konsul i Grønland kan styrke den diplomatiske muskel, må vi også huske på, at Rusland øger deres militære tilstedeværelse og aktivitet i Arktis, og den oprustning kan gøre det sværere at holde fast i ambitionen om et fredeligt Arktis. Det er en vigtig balancegang, men også en rigtig svær balancegang; det vil vi gerne anerkende fra vores side.

Længe har der også været spekulationer om, hvorvidt Kina vil oprette et konsulat eller en konsulstilling i Grønland, og det ville sådan set være ret naturligt, når man kigger på, at naalakkersuisut gerne vil åbne en repræsentation i Kina til næste år. IA har tidligere foreslået, at der hjemme i Grønland bliver lavet en flerstrenget Kinapolitik, så vi kan få identificeret, på hvilke områder vi uproblematisk kan samarbejde, og på hvilke områder vi bør gå lidt mere kritisk til værks omkring det.

I forlængelse af stormagternes interesse for Arktis ser vi frem til den nødvendige debat og inddragelse af bl.a. Grønlands erhvervsliv, ngo'erne og politiske partier om screeningsmekanismen, som også skal drøftes her i Folketinget, i forhold til Danmark.

Det er vigtigt i forhold til de nødvendige fremmede investeringer, som er så vigtige for Grønland. Fra IA's side mener vi, at vi skal forholde os kritisk til f.eks. kinesisk investering i kritisk infrastruktur, så vi hverken kommer i en gældsfælde eller giver adgang til sårbar information om vores befolkning og vores samfund. Vi anerkender også samtidig, at flere og flere områder kategoriseres som sikkerhedspolitik, og dermed udfordres vores selvbestemmelse på hjemtagne områder. Det vil sætte vores samarbejde på prøve, og det vil fordre, at den tætte og gode dialog, som jeg har indtryk af der er i disse år, bliver styrket endnu mere i de kommende år. For IA er det vigtigt at understrege, at en vetoret fra dansk side ikke må blive misbrugt. Vi vil rigtig gerne sikre et samarbejde og sikre, at man ikke underminerer Grønlands egen rolle i vores eget land.

Regeringen har i mange år støttet UArctic, som er et samarbejde mellem universiteterne i Arktis. UArctics arbejde er vigtigt for de grønlandske studerende, som har mulighed for at komme på udveksling i Arktis. Det giver mulighed for, at internationale undervisere fra Arktis kommer til Grønland og underviser unge grønlændere og giver dem noget ny viden. Det er med til at skabe et rigt internationalt uddannelsesmiljø, og derfor vil vi også opfordre regeringen til at fortsætte det tilskud på 3. mio. kr., som der op til nu er givet til UArctic.

I år ved vi også at der forhandles om forskningsmidler, og i virkeligheden er det rigtig ærgerligt, at der kommer de her kritiske stemmer bl.a. fra Danmark, som ærgrer sig over andre landes stigende forskningsaktivitet i Grønland, uden at vi selv arbejder for, at vi også her fra Danmarks side sikrer øget forskningsaktivitet i Grønland. Det er vi nødt til at ændre, for ønsker vi at være en arktisk stormagt, er det også vigtigt, at vi har et langt større engagement i forskningen, herunder en større inddragelse af de flere og flere grønlandske forskere, der kommer, og fælles projekter mellem Grønland og Danmark.

Regeringen har også været med til at bidrage til etableringen af en arktisk forskning-hub på universitetet i Grønland, og det er en rigtig god start, at man har taget det initiativ, men i virkeligheden bør det i langt højere grad forankres hjemme i Grønland. Sidste år talte vi også om etableringen af Greenland International Institute for Arctic Studies, som skulle have fokus på udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, på Grønlands universitet. Vi mener stadig væk, at det er højaktuelt at fokusere både en vidensoprustning inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område i Grønland, så man kan føre en mere proaktiv og vidensbaseret udenrigspolitik.

Et centralt motto for os hos IA er: Intet om os uden os. Budskabet er ret simpelt: Ved alle møder og arrangementer, der handler om Grønland, bør Grønland også sidde med. Intet om os uden os. Det gælder sådan set også den debat, som der har været i Grønland i den seneste tid om kommunefogederne og bygdernes adgang til velfærd, og som undertegnede tog op under åbningsdebatten. Derfor er jeg også rigtig glad for, at IA vil indsamle viden, høre partiet og baglandet og komme med et udspil til at sikre, at også bygderne får et øget politisk fokus. Det er helt naturligt, at vi skal lytte til de personer, der bor i de grønlandske bygder og i de byer, som folk flytter fra. Mit budskab i dag er, som det også var i åbningsdebatten, at stærke bygder skal styrkes, og bygder, der affolkes og har ringe livsgrundlag, er nødt til at have større opmærksomhed. Selvfølgelig er det en sag, som vi skal løfte hjemme i Grønland, og det er vigtigt, at de borgere på de her bosteder bliver hørt, men det er også rigtig vigtigt i forhold til det arbejde, vi udfører her i Folketinget, fordi det bliver vanskeliggjort i de her år.

IA har aldrig talt om at tvangsflytte eller tvangslukke nogen bygder – det synes jeg er rigtig vigtigt at understrege – tværtimod vil vi gerne have, at folk høres. Tryghed, økonomisk udvikling, menneskelig udvikling bør ikke være for de få, men bør være for alle. Qujanaq – tusind tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Nu ved jeg jo, at fru Aaja Chemnitz Larsen er utrolig optaget af de sociale forhold i Grønland, ikke mindst børnenes forhold, og jo også har stået i spidsen for et stærkere samarbejde med Grønland, der selvfølgelig har ansvaret overordnet set, men også får yderligere tilførsel af ressourcer fra dansk side. Jeg ved også, at man sidder og forhandler i politiforliget om flere politiressourcer osv. Jeg er lidt nysgerrig efter at høre, hvad fru Aaja Chemnitz Larsen egentlig vurderer er status på det samarbejde, for jeg tror ikke, der er nogen, der kender det bedre end hende, herunder om hun vurderer, at vi sådan er i mål, i forhold til hvad der er behov for af ressourcer, også personaleressourcer – det er jo også tit et spørgsmål om at få folk med de rigtige kvalifikationer – eller om der er mere, vi kunne gøre i fællesskab, om der er behov for, at Danmark spiller en større rolle her, eller om vi med de initiativer, der allerede er taget, sådan set er på vej.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg hører det, som om det drejer sig meget om de udsatte børn hjemme i Grønland? Allerførst vil jeg sige, at der jo er blevet afsat i alt 100 mio. kr., 80 mio. kr. fra Folketinget og 20 mio. kr. fra naalakkersuisuts side, og mange af de initiativer, man peger på, er i mine øjne med til at lukke nogle huller. Det er med til at sikre, at vi lever op til den lovgivning, vi har i dag, men som vi ikke har været i stand til at leve op til i dag, sikre, at der er en sagsbehandler, når børn henvender sig til socialforvaltningen, og sikre, at der rent faktisk sker noget. Men det er også lidt brandslukning for at være helt ærlig, og det, jeg synes kunne være enormt interessant at arbejde meget mere med, er det helt tidlige initiativ, altså fra 0 til 2 år, og hvordan vi kan hindre, at overgrebene sker på de her børn. Det bør være i alles interesse. Det bør være i alles interesse, at dem, der kunne finde på at krænke børnene, også får den hjælp hurtigere. Det må være i alles interesse, at dem, der er ofre for et seksuelt overgreb, også får hjælp langt tidligere end det, de rent faktisk gør i dag. Så der er virkelig et forebyggelsesfokus, vi er nødt til også at have.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak. Det synes jeg lyder utrolig rigtigt, og jeg skulle hilse og sige, at vi jo kæmper lidt med de samme problematikker i Danmark i forhold til forebyggelse. Men er det noget, som kalder på et mere intensiveret samarbejde mellem Grønland og Danmark, eller er det noget, som Grønland, om man så må sige, med fordel kan håndtere selv, ifølge fru Aaja Chemnitz Larsen?

Ordføreren.

Tak. Naalakkersuisut har jo erkendt, at man har fejlet på socialområdet over for de allermest udsatte børn i Grønland, og det er jo i hvert fald en invitation til, at vi er nødt til at fortsætte det her samarbejde efter 2023.

Jeg tror, at det er enormt vigtigt at bevare håbet om, at det rent faktisk kan lade sig gøre at bryde den sociale arv. Jeg var med til et projekt, hvor vi faktisk fik nedbragt kriminaliteten i en helt konkret by med 45 pct. ved at arbejde med en række elementer. Så ting kan godt lade sig gøre, og jeg tror, at det er vigtigt at bevare håbet.

Den næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg ender med at spørge mig selv, om Folketinget virkelig er det rette forum at tage det med bygdenedlukninger op i igen. Jeg undrer mig især over det, når AI officielt har været ude at meddele, at det i hvert fald ikke er IA's politik, selv om det ikke er tvangslukninger. Men der blev snakket om naturlige nedlukninger af bygder, bl.a., som ordføreren også sagde i Folketingssalen, på baggrund af at der var mange, der ikke havde kommunefogeder, selv om det eneste krav her egentlig var en ren straffeattest. Og når vi har en FN-deklaration, der siger, at vi har nogle menneskerettigheder for indigenous people, undrer det mig også, at man ikke må relokere indigenous people. Hvordan hænger det lige sammen med IA's politik, og hvornår er det Aaja Chemnitz Larsens politik? Er Folketinget virkelig det rette forum at tage det op i, især når vi snakker om Arktis?

Ordføreren.

Realiteten er, at 21 bygder er lukket, siden vi fik hjemmestyre. Realiteten er også, at der hvert år flytter omkring 100 mennesker fra bygderne. Det er et ret højt antal. Og faktisk er det sådan, at Siumut, som sad i spidsen for naalakkersuisut, kom med den her rapport »Den nødvendige prioritering«, som sådan set sagde det samme, som jeg sagde fra talerstolen i 2016. Siden da er der flyttet mere end 400 mennesker fra bygderne. Der er folk, der sidder ude i bygderne – særlig de allermest udsatte, som sådan set er dem, jeg er allermest optaget af – som egentlig har brug for mere hjælp. Det er der rigtig mange rapporter der viser. Man kan være uenig i selve løsningen, men det at turde tage diskussionen, det at turde tale om den udvikling, der sker, og som sådan set ikke kun sker i Grønland, men også sker i Danmark – altså den her urbanisering, der sker – synes jeg sådan set er vigtig at tage fat i. Derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at IA netop har taget initiativ til at sige: Lad os lave en politik på det her område, vi kan ikke blive ved med at vende det blinde øje til.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Debatten er som regel ellers velkommen, men det er jo et grønlandsk anliggende, og det er mest udskamningen af vores egen befolkning herinde i Folketinget, jeg ikke er så stor tilhænger af. Men lad mig komme tilbage til diskussionen om Arktis. Ordføreren siger, at man også bliver nødt til at tænke på, at der skal være balance i den oprustning. Men der vil jeg også gerne stille et spørgsmål: Er det igen Aaja Chemnitz Larsens politik, eller er det IA's politik? Jeg tvivler nemlig lidt på det sidste, idet IA har en meget, meget klar politik, nemlig at man er imod øget oprustning i Arktis.

Ordføreren.

Jeg tror måske, ordføreren skal læse lidt op på, hvilke ansvarsområder vi har her i Folketinget, for kommunefogederne er faktisk et af de ansvarsområder. Og noget af det, som har været vigtigt for IA i Folketinget de sidste mange år, også før jeg var her, har netop været at sikre, at hver en bygd bør have en kommunefoged. I mange af bygderne har vi været med til at sikre, at der ikke kun er én kommunefoged, men to kommunefogeder, fordi det er en rigtig svær opgave at løse derude i bygderne. Så jeg kunne godt tænke mig at høre fra Siumut, hvad man har tænkt sig at gøre ved den vandring, der sker fra bygderne til byerne, og hvad man har tænkt sig at gøre i forhold til at sikre kommunefogeder og retssikkerhed i hele Grønland.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I Danmark har vi også bare ladet tingene flyde og ladet landsbyerne dø af sig selv. Er det mere humanistisk, end at man tager fat i dem? Det vil jeg gerne stille et spørgsmål om, ikke i dag, men når vi skal diskutere landdistrikter.

Jeg tænkte på, at der har været en debat her i uge 42 om nogle nye, hvad skal man kalde dem, sager, hvor børn bliver adopteret eller måske adopteret eller adopteret på et falsk grundlag, og hvor de kommer ned til de danske familier på et ikke særlig reglementeret grundlag. Hvordan er ordførerens stillingtagen til den her nye oplysning, som i hvert fald er ny for mig?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er måske vigtigt netop at understrege, at det er nogle historiske sager, så det er ikke nogle aktuelle sager. Men det, som det ligesom handler om, er, at IA jo tidligere har lavet et forslag om en undskyldning til eksperimentbørnene. Og i den forbindelse er vi stødt på noget viden, som handler om, at der er sket nogle adoptioner før i tiden – i nogenlunde samme tidsperiode som det med eksperimentbørnene – som måske ikke har været sådan helt lovlige, eller som i hvert fald har været på kant med loven. Og der mener vi, at der er behov for, at man får afdækket det her. Vi ved, at der kommer den her rapport, hvor der er en del forskere, der har kigget på netop eksperimentbørnene, og der synes vi også, er de her adoptioner på en eller anden måde bør afdækkes i forbindelse med den proces.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg ser frem til at følge den, for jeg synes, det er ret interessant. Vi har i øjeblikket også en helt anden sag, nemlig en sag om børn, som uden om al lovgivning er blevet adopteret fra Chile under diktaturet til Danmark. Og jeg mener, det er vigtigt, at vi får sådan noget op til overfladen.

Et andet spørgsmål, jeg har, er: Hvordan ser ordføreren på det begreb, der står i Ilulissaterklæringen, der hedder lavspænding? Nu har vi diskuteret det her, og nogle synes, at når vi opruster, så kan vi godt arbejde for lavspænding samtidig med det – det kan ikke rigtig passe inde i mit hoved, men jeg vil gerne høre ordførerens opfattelse af det.

Ordføreren.

Mange tak. Allerførst tror jeg, det er vigtigt, at vi har en fælles forståelse af de her nedslag i historien, som vi er nødt til at rette op på. Så det håber jeg bestemt også regeringen vil tage op, når den her rapport kommer senere. Men i forhold til lavspænding vil jeg sige, at jeg synes, det er helt, helt centralt – og det er også enormt bekymrende at følge den udvikling, der er. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at man sådan skruede op for den diplomatiske indsats og gjorde, hvad man kunne dér, frem for at man kun tror, det er kampfly og den slags, der skal til. Og så ligger der nogle sådan helt konkrete beredskabsmæssige opgaver i Grønland, som mangler noget mere opmærksomhed.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Lidt i forlængelse af det, ordføreren spurgte mig om under min tale, vil jeg spørge, om ordføreren kan uddybe de tanker, hun har gjort sig, i forhold til hvordan vi kan styrke det erhvervsmæssige samarbejde internt i rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland, så vi alle sammen kan blive rigere, og Grønland forhåbentlig på sigt kan blive mere selvbærende.

Ordføreren.

Mange tak. Først og fremmest tror jeg, det handler om det gode samarbejde, som der er mellem Vækstfonden og Greenland Venture – det synes jeg vi skal styrke. Vi ved, at mange af pengene er ved at være brugt, og derfor synes jeg også, det er oplagt at kigge lidt mere fremad og se på, hvad vi kan gøre for at samarbejde på det her område.

Jeg har jo tidligere udtalt, at mange af investeringerne på råstofområdet kommer fra enten Canada, Australien eller England, og der synes jeg, det er helt på sin plads, at Danmark også kommer på banen, ligesom jeg også mener, at EU er interessant at tænke ind i råstofområdet.

Jeg tror, det er vigtigt fra Grønlands side at få lagt en erhvervspolitisk linje, med hensyn til hvad det er, vi gerne vil, også i en erkendelse af, at vi nok ikke kan gøre det hele på en gang. Råstofområdet har fyldt rigtig meget, men det har også vist sig rigtig vanskeligt for Grønland ligesom at sikre nogle gode resultater på det område.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Jeg tænker personligt, at der opstår nogle ret interessante muligheder i forbindelse med den her investering i landingsbanerne, som Danmark jo også er involveret i. Hvilke muligheder ser ordføreren for, at vi eventuelt kunne samarbejde om at få et helhedsblik på, hvad der skal til i forhold til investeringer, markedsføring og infrastruktur, hvis det her også turismemæssigt skal blive succes, der kan være med til at styrke Grønland?

Ordføreren.

Det er helt oplagt at samarbejde på det her område, og jeg ved også, at Visit Greenland har en plan, så de netop er klar, når landingsbanerne står klar, først i Nuuk og senere i Ilulissat.

Et af de andre områder, som jeg også synes er interessant at tale om, er i virkeligheden spørgsmålet om, hvordan vi kan skabe grøn erhvervsudvikling i Grønland. Jeg synes, det er helt oplagt at kigge på, hvordan man kan skabe noget erhvervsudvikling, der ligesom også er bæredygtigt. Jeg synes jo, at fiskeriområdet er helt oplagt at kigge lidt nærmere på, med hensyn til om det er noget, vi kunne dyrke endnu mere, i stedet for at fraskrive det som et område, for det har bare den allerstørste betydning for Grønlands økonomi, selv den dag i dag.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA – der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Siumut, og det er fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Velkommen.

Tak. Tak for ordet. Et fredeligt og sikkert Arktis, et tillidsfuldt regionalt og internationalt samarbejde, mennesket i centrum, en bæredygtig økonomisk udvikling, beskyttelse af natur, miljø og klima, øget viden og forskning om Arktis. Det er de emner, der omtales i redegørelsen, og det er nogle emner, som vi også tager til os fra Siumuts side. De er meget vigtige.

Da jeg kiggede hele redegørelsen igennem, bed jeg mærke i, at Grønland bliver mere og mere inddraget, og det er glædeligt. Jeg bed bl.a. mærke i, at når vi snakker om bæredygtig økonomisk udvikling, bliver vi også nødt til at tænke på, hvordan det ser ud i Grønlands Arktis. Hvis vi tænker på bygder f.eks., bliver man nødt til at udvikle bygderne på deres egne præmisser, for deres egen befolkning. Jeg har været nogle steder, hvor de er eksperter i at lave smykkekunst; de er eksperter i at lave kajakker, og de er eksperter i at forarbejde sælkød og alt muligt andet. Hvis man giver folk mulighed for at lave det, de allerede er gode til, og giver dem mulighed for at udvikle sig, så blomstrer de.

Det er også vigtigt at bemærke, at biodiversiteten bliver styrket her. Der er rigtig mange unge i Grønland, som via græsrodsbevægelser er begyndt at snakke mere og mere om klima; der er folk, der i gymnasiet starter deres egne fagforeninger og organisationer, og der er en helt ny, der hedder Greenland for Climate, som er begyndt at snakke og skabe diskussioner og debatter på helt eget initiativ for unge mennesker, fordi de tror på, at vi skal beskytte vores klode.

Jeg har været med til et af de arrangementer med en biodiversitetsworkshop arrangeret af de unge selv, og der bed jeg også mærke i, hvor stort et potentiale vores lands befolkning har. Der er rigtig mange uddannede, som vi ikke engang ser på papir, fordi vi hellere ser på, hvor mange der ikke bliver færdige med deres uddannelse, i stedet for se på, hvor stor en procentdel af befolkningen, der i løbet af de sidste 40 år faktisk er kommet videre. Mange tænker på, at vi bliver nødt til at udvikle os på en bæredygtig måde, hvor vi udvikler vores egen mad og ikke bare bliver ved med at importere mad, fordi vi også bliver nødt til at tænke på vores lands biodiversitet. Her bed jeg mærke i, at man i redegørelsen også snakker om heavy fuel oil. Det synes jeg er vigtigt.

Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi skal have mennesket i centrum. Så hvis nedskæringerne på heavy fuel oil betyder, at man i bygderne ikke længere kan købe en pose fyldt med mad til 250 kr., men i stedet skal begynde at købe mad til 600 kr., så bliver vi også nødt til at tænke på, hvordan vi ikke gør uligheden større – det synes jeg også er vigtigt. Altså, om der skal gives en form for kompensation til Royal Arctic Line, så vi sikrer os, at uligheden ikke bliver større i befolkningen.

Der er nogle ting, som vi bliver nødt til at være opmærksomme på, fordi det skal gøres bedre. Miljøoprydning står der alt for lidt om i redegørelsen. Der står, at det vil tage år. Men jeg vil hellere se, hvordan i fællesskab kan gøre mere ved det. Nu har man også lavet flere fællesskabsaktiviteter omkring overvågningen af Arktis og suverænitetshåndhævelsen. Nu begynder man også at lave frivillige korps.

Jeg har snakket med KNAPK, hvilket er den grønlandske fisker- og fangerorganisation, som også er blevet spurgt om, hvordan de her frivillige fiskere og fangere kan begynde at være med til at sikre suverænitetshåndhævelsen. Hvis der er store muligheder i det, vil jeg gerne se på, hvilke muligheder der ellers også er, bl.a. med hensyn til oprydning i vores natur, som jo også ligger rigtig mange på sinde.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi også tænker på vores sikkerhed til søs, altså på havet. Her snakkes der også i redegørelsen om at være proaktiv, og med det samme tænkte jeg, at vi bliver nødt til at tænke på, at nye skibsruter vil komme frem, når havisen og indlandsisen smelter. Hvilken udvikling er det, vi gerne vil have, i forhold til law of the sea? Hvordan skal det se ud i Grønland? Hvordan skal vi sikre os, at det ikke ødelægger biodiversiteten, og at det ikke ødelægger kultur og levevis? Hvordan bliver vi ved med at opretholde en bæredygtig udvikling uden at lukke folk ude? Det vil jeg gerne have en længere og mere grundig diskussion og dialog om.

Med de ord vil jeg meget kort sige tak for et godt samarbejde; jeg glæder mig til at høre mere fra alle partier omkring den kommende udvikling.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er lige godt 10 år siden, vi fik selvstyreloven og selvstyrets indførelse. Jeg vil egentlig gerne spørge: Hvad har Siumut gjort de sidste 10 år for at styrke rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Det, jeg altid tænker på, når jeg hører DF og Søren Espersen snakke, er, at jeg har bidt mærke i, at hver gang Søren Espersen snakker om rigsfællesskabet og Grønland, er det det med, at man også skal snakke om, hvad rigsfællesskabet gør for Grønland og omvendt. Det var også det, du snakkede om på et tidspunkt, og der bed jeg også mærke i, at man nogle gange lidt glemmer at snakke om, hvad det egentlig er, Danmark også får ud af Grønland. Hvis vi glemmer at tage den snak, bliver den diskussion om, hvad Grønland skulle have gjort for rigsfællesskabet, egentlig mere sløret. Så vidt jeg kan se, har Grønland gjort rigeligt for det rigsfællesskab, vi har nu, også efter selvstyrets indførelse.

Jeg minder lige ordføreren om, at brug af direkte tiltale fra talerstolen ikke bliver accepteret.

Hr. Søren Espersen til en anden bemærkning, værsgo.

Tak for svaret. Jeg synes ikke, jeg fik et svar, så jeg vil gentage mit spørgsmål: Hvad har Siumut gjort for rigsfællesskabet de sidste 10 år?

Ordføreren.

Siumut har styrket dialogen med rigsfællesskabet. Siumut har styrket de handelsmæssige relationer, så vi også kan blive mere økonomisk selvbærende. De ting er vigtige, for hvis vi bliver ved med at være alt for afhængige af hinanden, er det der ulige magtforhold også med til at styrke den her fjendtlighed, man har over for hinanden. For at afvikle den bliver vi også nødt til at styrke det forhold, der er i forhold til magtforholdet, bl.a. ved at komme mere ud i den globaliserede verden.

Tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Sambandspartiet, og det er hr. Edmund Joensen. Værsgo, og velkommen.

Tak. Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Først og fremmest synes jeg, at det er positivt, at Arktis får så megen plads i den politiske debat her i Folketinget. Meget har forandret sig, siden den sidste arktiske strategi blev udfærdiget i 2011, og derfor er det glædeligt, at vi snart får en ny arktisstrategi – en strategi, vi sammen har defineret mellem Danmark, Færøerne og Grønland; det er meget vigtigt, at den har god grobund.

I min tale til forhandlingen af den arktiske redegørelse sidste år belyste jeg min undren over formuleringen om, at »aktiviteter, der relaterer sig til forholdet mellem Danmark og henholdsvis Grønland og Færøerne, behandles i regeringens årlige redegørelse om rigsfællesskabet«, som der står – altså ikke i den arktiske redegørelse – og formuleringen er igen i år skrevet ordret ned. Det synes jeg er uheldigt, da Danmark kun er en del af Arktis på grund af rigsfællesskabet. Det er derfor mærkværdigt at tale om Arktis uden også at tale om rigsfællesskabet. Arktis og rigsfællesskabet er betinget af hinanden. Derfor er mit håb, at regeringen overvejer at fjerne denne formulering til næste års redegørelse. Og jeg kan se, at udenrigsministeren allerede noterer det. Tak for det.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi i rigsfællesskabet vil få gavn af en ny langsigtet strategi – en strategi, som vil være et solidt tværgående fundament for samarbejdet om Arktis. Strategien bør samtidig løbende kunne evalueres og opdateres, så vi hele tiden sikrer sammenhæng mellem strategien og udviklingen i virkelighedens verden.

Klimaforandringerne i Arktis medfører som bekendt en tilbagetrækning af isen, hvilket åbner for nye sejlruter, især om sommeren. Skibstrafikken er allerede vokset i Arktis og kommer til at vokse betydeligt i de kommende år. Og selv om klimaforandringerne åbner op for nye sejlruter, er vejrforholdene stadig udfordrede – is og ekstremt vejr vil udfordre skibstrafikken. Det stiller store krav til beredskabet i området. Grønlands kystlinje er på over 44.000 km. Færøerne er derimod et lille land, men havområdet er på størrelse med Storbritannien. Det stiller uforholdsmæssig store krav til beredskabet i de to lande.

En anden bekymring for os, der bor i den region, der debatteres i dag, er den militære udbygning i regionen. Ministeren siger i redegørelsen, at især Rusland prioriterer militær udbygning i Arktis og er i færd med at konsolidere sin militære stilling langs Ruslands nordlige flanke, som det hedder. Så selv om kongeriget og de arktiske stater har en målsætning om lavspænding i regionen, er den målsætning udfordret med Ruslands konsolidering.

De nye sejlruter kommer til at passere Færøerne. Derfor kommer Færøerne også til at have en central rolle i Arktis. Vi ser allerede nu, at skibstrafikken er vokset. På grund af den øgede skibstrafik og Færøernes placering midt i den nye sejlrute, er det nærliggende at forestille sig, at Færøerne bliver et nyt maritimt midtpunkt i Nordatlanten.

Det har i længere tid undret mig, at Arktis ikke fylder mere i dansk udenrigspolitik, ja, faktisk i rigsfællesskabets udenrigspolitik. Danmarks indflydelse er ret begrænset i andre af verdens brændpunkter, men rigsfællesskabet er tilsammen en arktisk stormagt. Her kan vi få afgørende geopolitisk indflydelse. Arktis burde derfor efter min mening fylde langt mere i den danske debat om fremtidens udenrigspolitik. Arktis burde være Danmarks vigtigste udenrigspolitiske prioritet.

Afslutningsvis vil jeg sige: Færøerne, Grønland og Danmark har i fællesskab en meget stor gennemslagskraft, og den skal vi udnytte, selvfølgelig skal vi det, men samtidig har vi også et stort anslag og et stort ansvar for at udnytte vores nøgleplacering. Skal det lykkes, kræver det, at vi har en fælles vilje til at prioritere vores fællesskab og Arktis i det hele taget. Så, formand, det har været interessant at følge debatten i dag, og jeg ser frem til, at den nye arktiske strategi kommer til at se dagens lys. Tak.

Tak til hr. Edmund Joensen. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god tale. Jeg vil stille et spørgsmål lidt i forlængelse af det, jeg også stillede til fru Aaja Chemnitz Larsen, nemlig i forhold til hvad ordføreren ser af muligheder for, at vi kan styrke samarbejdet internt i rigsfællesskabet i forhold til at sikre vækst, udvikling og investeringer i alle tre rigsdele.

Ordføreren.

Tak. Det er jo et stort spørgsmål, men det er også et stort rigsfællesskab. Jeg har mange gange syslet med tanken om, hvorfor vi lader stormagterne styre os og ikke forsøger at styre vores eget rigsfællesskab. Der tænker jeg på, at Danmark kører godt økonomisk, og at Færøerne kører godt økonomisk, mens Grønland er så stort et land, at det er halvdelen af Europa, plejer vi at sige, med 55.000 mennesker. Det kan aldrig udbygge sig selv hurtigt.

Derfor burde vi lave en plan for, hvordan vi hjælper til med udbygningen af infrastruktur, af flyvepladser, af vejnet, af havne og af vejforbindelser til minedrift, som man snakker så meget om deroppe. Skal man tænke højt, så skal der store penge til – 2 mia. kr. om året i en 10-årsperiode eller sådan noget. Og jeg mener helt ærligt, at Færøerne burde betale sin andel og Danmark sin andel, og så burde vi sigte efter, at entreprenører i vores rigsfællesskab blev aktiveret til disse udbygninger. Det ville hjælpe noget.

Tak til ordføreren. Det er hr. Christoffer Aagaard Melson for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Det er jo nogle meget interessante tanker, store tanker, men det er også vigtigt, at vi får den slags på bordet, når vi har de her debatter. Nu er amerikanerne jo i dialog om, hvad de kan gøre, så jeg glæder mig til at snakke videre med hr. Edmund Joensen i forhold til de her tanker, for der er da nogle interessante perspektiver i det – igen med det forbehold, at det selvfølgelig kræver, at det er noget, man fra Grønlands side også kunne have lyst til at gå ind i.

Ordføreren.

Tak for det. Selvfølgelig tager det udgangspunkt i, at Grønland skal være med i det her, og at Grønland skal sige god for det. Og det skal ikke have noget med finansloven at gøre; det skal være udbygningspenge og ikke andet. Altså, tanken er selvfølgelig, at med den her udbygning tager vi presset fra stormagterne med hensyn til at gå i gang med de samme ting. Tak.

Der er endnu en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren, og også tak for en rigtig god tale. Vi taler jo rigtig meget om Danmark og Færøerne og Danmark og Grønland, men det er jo sådan set også rigtig interessant at tale om relationen mellem Grønland og Færøerne. Noget af det, som jeg ved ordføreren også er optaget af, er en færøsk-grønlandsk ordbog. Det er en af de konkrete ting, som også kan være med til at knytte nogle bånd, men det kunne også være interessant at høre ordføreren, som jo er en erfaren herre, om, hvad vi internt i rigsfællesskabet blandt i virkeligheden alle tre lande kunne gøre i forhold til at nærme os hinanden lidt mere.

Ordføreren.

Det, som spørgeren er inde på med en ordbog, har vi forsøgt at skaffe penge til, så vi kan få sat det i gang. Det er absolut en vigtig ting, at vi hele tiden arbejder med at kunne forstå hinanden, at vi kan snakke med hinanden. Så det er et godt redskab, som jeg vil støtte.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Andre ting, som man kunne pege på, kunne også godt være en pulje under Dansk Filminstitut, som gav en mulighed for, at der kunne være nogle flere færøske film og grønlandske film. Jeg ved også, at der er nogle hindringer i lovgivningen, som betyder, at man ikke kan samarbejde så meget, så det er noget af det, som også kunne være rigtig interessant at kigge lidt videre på. Er der andre visioner, som ordføreren har i forhold til at styrke samarbejdet i rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Nu må jeg ærligt indrømme, at inden for filmbranchen har jeg ikke nogen ekspertise, men jeg ved, at det interesserer masser af mennesker at få lov til at forsøge sig med at lave film. Så det er også en ting, som man absolut skal interesse sig for at sørge for vi får en bevilling til.

Således er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Tak til hr. Edmund Joensen fra Sambandspartiet. Så siger vi velkommen til hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Tak for det. Tak for redegørelsen og debatten. Det siger lidt om udviklingen og dynamikken på det arktiske område, at hvis vi ser på dagens dagsorden, kunne vi godt behandle det her punkt og næste punkt og næste punkt igen under ét. Det gælder redegørelsen om samarbejdet i Arktis, forsvarsministerens redegørelse om forsvars- og beredskabssamarbejdet og net- og informationssikkerhed, der alle drejer sig om praktisk talt det samme, det hægter sig ind i hinanden. Derfor er det vigtigt, at man er informeret om det, der sker, og finder en balance, som er til at leve med for alle parter.

Prioriteten af de her områder kommer højere og højere op. Vi har den her debat hvert år, og vi ser, at redegørelsen bliver længere og længere for hvert år. Man har fået nedsat en arktisk delegation, man inddrager alle rigets dele i langt højere grad, end man har gjort før. Det er meget vigtigt, og det kræver også meget at få det her til at fungere. En ting er, at man skal koordinere de økonomiske, politiske og forsvarsmæssige forhold, men de skal koordineres af et rige, som i sig selv er et konglomerat. Det er geografisk, demografisk og økonomisk en sammensætning af ufattelig ulige elementer – kongeriget Danmark; det kan næsten ikke være sværere at få det til at fungere. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi har en konstant dialog og en forståelse og en viden, så hvert land får rum, såvel som at man sammen finder nogle løsninger, som man kan stå sammen om. Jeg vil slå ned på nogle ting i den debat, som der har været.

Det ene er de udspil, som er kommet fra Venstre. Man har i flere artikler talt om, at Danmark skal hjælpe med at lægge pres på Kommissionen i Bruxelles, så færøske varer får bedre adgang til det europæiske marked. Det er noget, jeg selv har talt meget om mange gange, så jeg er glad for det udspil, og jeg håber, det bliver modtaget med åbne arme. Det skulle jo kunne lade sig gøre. Der er jo nogle sår tilbage fra 2013-14, hvor EU-Kommissionen begik nogle fejl grundet nogle fejlagtige informationer, nogle fejlagtige forhold, boykottede Færøerne totalt i et helt år, og det skabte en meget uheldig situation i rigsfællesskabet, hvor færøske skibe ikke kunne få adgang til danske havne i et helt år, og vi måtte lægge hele eksporten om fra den ene dag til den anden, og således blev vi drevet ind på det russiske marked. Det skulle man kunne bruge som et argument for, at man har noget at gøre godt igen.

Dernæst er det selvfølgelig, som det bliver påvist i det, som man har skrevet om det her, fra Venstres side, at Rusland ikke er et land, man gerne vil være meget, meget tæt knyttet til økonomisk. Rusland opfører sig meget bølleagtigt i de her år, både når det gælder militært, og ikke mindst når det gælder den konstante misinformation, de konstante forsøg på at destabilisere demokratiske lande fra Ruslands side dag ud og dag ind. Det er ikke heldigt for Færøerne at være meget, meget bundet af eksport til Rusland, og det er heller ikke i Danmarks interesse, og det er heller ikke i Europas interesse, at vi har sådan en meget tæt tilknytning til Rusland, og derfor burde regeringen være lydhør over for det argument at åbne op for, at færøske varer lettere kan strømme ind på det europæiske marked. Så vil de også gøre det.

Så vil jeg lige med det samme sige, at det, at man eksporterer til Rusland, lyder nogle gange i pressen i Danmark, som om det kun er Færøerne, der gør det. Sådan er det altså ikke. Danmark eksporterer alt det til Rusland, som Rusland vil købe i Danmark, og hele Europa eksporterer alt det, som Rusland vil købe i Europa. Faktisk har eksporten været støt stigende gennem de sidste mange år. Men i det færøske tilfælde er det selvfølgelig lidt ekstremt, fordi vi er de eneste, som eksporterer madvarer til Rusland. Jeg håber, det kan lade sig gøre, at vi får en forståelse for det i Bruxelles, så lad os åbne op for det. Dertil, hvor man er økonomisk knyttet, bliver man også politisk knyttet, så det vil knytte Færøerne tættere til Europa, hvilket jeg synes ville være i alles interesse, men det skal bare ikke gøres med magt.

Når det gælder den arktiske strategi, har jeg et konkret forslag, som er, at man skal inddrage Færøerne så meget som muligt på det praktiske niveau. Der har både fra mig og fra andre været talt om, at der er behov for, at man udskifter de skibe, som håndhæver suveræniteten i det nordatlantiske. De er mere end 30 år gamle, og det er gammelt i den forbindelse. Den slags skibe behøver man ikke sætte i udbud i hele Europa, man kan bygge dem selv.

Der er ikke nogen krav om det, for når det er militært isenkram, behøver man ikke sætte det i udbud. Der er to værfter i Danmark, hvoraf et er på Færøerne, og hvis man får inddraget det færøske værft i det, vil det være en praktisk inddragelse, som er utrolig vigtig, for at man skal få sådan en medansvarsfølelse.

Der er også en radar, som skal sættes op – desværre må den sættes op. Det er jeg overbevist om, for man kan ikke tillade, at der er al mulig virksomhed rundt om Færøerne, som man ikke kender til. Det er utrolig vigtigt, at man ikke laver den fejl, som man gjorde under den kolde krig, nemlig at man bare gør det selv, bestemmer det selv og så gør det, men at man inddrager både færøske myndigheder i beslutningen og inddrager færøsk erhvervsliv i det praktiske arbejde, og her tænker jeg på hele det færøske erhvervsliv, både rådgivere og arbejdstagere. Det giver en ansvarsfølelse, en følelse af at være med til det her, som vil være meget værdifuld.

Når det gælder USA's interesse for Grønland og delvis også for Færøerne, vil jeg sige, at den amerikanske ambassadør jo adskillige gange har været på Færøerne og har sagt, at man gerne vil samarbejde, og at man gerne vil have alt muligt op at stå i samarbejde med Færøerne, og det er noget, som jeg hilser meget velkomment. Jeg kan slet ikke se, hvad problemet er i det. Under den kolde krig var det eneste, man så til USA på Færøerne, soldater, skibe og radarer; alt var militært. Man fik aldrig øje på noget civilt. Det er da langt bedre, at man har et civilt forhold til dem, som beskytter en, da det vil give tilhørsforholdet en helt anden dimension, som jeg synes ville gavne alle.

Der er mange, der er skeptisk over for USA i dag, fordi man har en præsident, som underminerer mange grundsøjler under demokratiet, og som konstant angriber valgsystemet, retssystemet, pressen, og det er meget urovækkende. Men systemet i USA er større end præsidenten, og det må man altid holde sig for øje. Det er fuldstændig omsonst, når man taler om, at Kina er bedre at samarbejde med, fordi Trump er, som han er. Kina er et system, som er antidemokratisk, mens USA er et system, som er demokratisk, men man har en præsident i øjeblikket, som jeg godt kan forstå man er lidt bekymret over.

Vi har jo repræsentationer i Island, i København, i Bruxelles, i London, i Beijing og i Moskva, men vi har ikke nogen i Washington; der er ikke nogen formel kanal fra de amerikanske myndigheder til de færøske myndigheder, og derfor bliver vi som folketingsmedlemmer ofte kontaktet af den amerikanske ambassade, og de spørger om det og det og om faktuelle forhold og om, hvordan vi stiller os til det og det, og hvordan vi tænker om det og det. Der mangler simpelt hen en kanal, som vi har med både Rusland og med Kina og med andre lande. Det synes jeg også er en fejl.

Jeg ser, at tiden er ved at løbe ud, så jeg skal ikke sige så meget mere, men jeg håber, at det konkrete indspark til den arktiske strategi, inddragelse af alle parter på det konkrete niveau, både politisk, når det gælder beslutninger, og det at udføre tingene i praksis, vil blive taget godt imod, for det er, når det gælder det rent konkrete, altså når man går fra ord til handling, at det betyder noget. Vi skal helst ikke ende i den situation, vi havde under den kolde krig, hvor alt det, der foregik på Færøerne, føltes som noget fremmed for det færøske folk, fordi man ikke havde været med til at beslutte det, ikke havde været med til at gøre det, for det var noget, der blev aftalt mellem Danmark og USA, og så var det der bare. Det skabte meget stor modstand, og det var også det, der skabte mange konflikter mellem Danmark og Færøerne under den kolde krig, og det skabte konstant utilfredshed i form af protester og alt muligt.

Det var det, jeg havde at sige. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, så jeg skal lige bede ordføreren om at blive stående. Det er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren havde en debat med SF's ordfører tidligere på eftermiddagen omkring radarer, og den synes jeg var meget unuanceret fra begge parter. Altså, jeg har været i Forsvaret – det undrer måske nogle, men det har jeg – og der var jeg ved luftværnet. Det betød, at vi havde kanoner og radarer. De kanoner kunne ikke bruges til noget som helst, hvis ikke der var en radar ved siden af, som kunne spore det fjendtlige fly, og som kunne give signaler til, i hvilken retning kanonen skulle skyde. Det gjorde man ikke med gammeldags sigtekorn, det gjorde man på den måde.

Det samme gælder jo den store radar oppe i Pituffik: Den er først og fremmest beregnet til, at amerikanerne i god tid kan indstille deres antiluftskyts og rette dem mod f.eks. et atomvåbenmissil, eller hvad der skulle komme imod dem. Og det vil sige, at det er en integreret del af forsvarssystemet, af militærsystemet.

Men hvis man satte den samme radar, modificeret, på et skib, ja, så er opgaven jo at finde vej for skibet og fortælle, at her er der noget, man ikke skal sejle ind i. Der mener jeg, at det handler om, hvor man placerer det, og der er ingen tvivl om, at en radar i Grønland og en radar på Færøerne vil blive opfattet som en del af forsvaret, medmindre det bliver brugt til rent civile formål.

Ordføreren.

Vi har været igennem det her nogle gange efterhånden. Jeg er utrolig ked af, at det er kommet dertil. Men når man ser på de flyvninger, som foretages fra russisk side, og når man bare ser på den reaktion, som Sverige for en uge siden havde, hvor de nu simpelt hen øger forsvarsbudgettet med 40 pct., fordi Rusland er så tæt på Gotland, og når man ser den aftale, som Finland og Sverige har indgået, om, at man kan udveksle soldater mellem de to lande med 1 dags varsel uden at inddrage parlamenterne, fordi Rusland er så tæt på, så må man altså forstå, at det simpelt hen er nødvendigt. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvor man placerer radaren. Det er også et spørgsmål om, hvem der placerer radaren, og nu er det altså USA. Altså, det er den vestlige verdens leder, som placerer radaren – eller som styrer det sådan i sidste instans. Det er den vestlige verden, vi er en del af, og jeg mener helt klart, at Færøerne bør yde sit til beskyttelsen, til forsvaret af Vesten.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg ønsker ikke at ledes af USA. Jeg ønsker et ligeværdigt samarbejde med USA. Hvis de vil det, er det fint med mig. Men det der med at lede og bestemme og styre er det, der er utiltalende i den sammenhæng. Og det er også tilfældet i NATO, når man dikterer, hvor meget man skal bruge til militæret. Og vi er vel alle sammen interesseret i at have færrest mulige våben og flest mulige penge til velfærd og til at skabe et godt liv for vores mennesker. Ellers synes jeg man er en kynisk politiker, og derfor synes jeg, det er en vigtig debat.

Ordføreren.

Det er hundrede procent en utrolig vigtig debat, og man skal holde det på så lavt et niveau som overhovedet muligt. Men nogle gange er det simpelt hen nødvendigt at gøre, uanset hvem der leder. Altså, den vestlige verden står sammen, og hvis den ikke gør det, falder den fra hinanden i morgen. Altså, hvis der ikke var noget forsvar, gik det jo galt i morgen. Når Rusland bare sådan kan tage Krimhalvøen med et fingerknips, kan de vel også tage Gotland. Hvis vi ikke forsvarer os, bliver vi rendt over ende af en magt, som er rimelig aggressiv.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til fru Annette Lind fra Socialdemokratiet.

Allerførst tak til formanden for at have taget min vagt i formandsstolen. Og mange tak til udenrigsministeren for at give os lov til at tale om Arktis. Jeg giver faktisk hr. Sjúrður Skaale meget ret i, at de her Arktisdebatter binder mange af redegørelsesdebatterne her i Folketinget sammen. Vi skal have en debat om det nordiske forsvar bagefter, som også handler rigtig meget om Arktis.

Det her års arbejde omkring Arktis har jo selvfølgelig stået meget i coronaens tegn. Jeg læste Ombudsmandens rapporter om, hvordan man har klaret sig i de nordiske lande, og hvordan man har klaret sig på Færøerne og i Grønland. Det er sådan, at på Færøerne har man haft stort held med en stram inddæmningsstrategi og stor succes på testkapaciteten. Det er sådan, at alle er blevet tilbudt test gratis uden henvisning fra en læge, og man har formået at få en hurtig smitteopsporing.

I Grønland er der knap så mange, der er blevet ramt af corona, men alligevel er det sådan, at man er blevet ramt økonomisk. På Færøerne har man troet, at man kunne få en økonomisk fremgang i 2020, fordi man har været i en god vækst – og det samme er tilfældet i Grønland. Men det er desværre vendt til en tilbagegang. Heldigvis ser det ud, som om man igen får en positiv vækst i 2021. Det er sådan, at coronaen især påvirker turismen, transporterhvervene og fiskeriet. Det gælder både på Færøerne og i Grønland. Derfor ser vi også en negativ vækst.

Det er også sådan, at vores arbejde i det nordiske og det arktiske er blevet ramt ret hårdt. Jeg er meget, meget ærgerlig over, at det første møde, som vi skulle have haft, i Ilulissat om arktisk strategi, blev aflyst i sommer. Så havde vi i stedet et elektronisk møde. Det er okay, men det er ikke helt på samme måde, som hvis man kan mødes fysisk. Møder i Arktisk Råd er også blevet aflyst eller afviklet virtuelt, og det er selvfølgelig en løsning, der kan bruges, men ikke særlig hensigtsmæssigt.

Jeg er også meget enig, når der bliver snakket om en økonomisk fredelig og bæredygtig måde at have Arktis på. Det er klart, at det er det, som vi arbejder rigtig meget efter. Der er fortsat stigende interesse for Arktis. Stormagtsrivalisering er på alles læber. Det er sådan, at Arktis fylder mere på den storpolitiske dagsorden, især når sikkerhedspolitikken har øget interesse.

Vi ser i Socialdemokratiet et endnu tættere samarbejde i rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men også mellem USA og rigsfællesskabet. Samarbejdet bør baseres på tillid og gensidig respekt. Når der er stigende interesse for Grønland – som der er rigtig, rigtig mange der har sagt noget om – er det, fordi man har stigende interesse mange steder fra ude i verden. Uenigheder og konflikter med udspring i andre dele af verden kommer nemlig til udtryk i Arktis. De arktiske stater øger deres militære tilstedeværelse i regionen, herunder med suverænitetshåndhævelse og overvågningsopgaver og civile opgaver som bl.a. redningsoperationer.

Rusland, som vi har hørt, er især i gang med at udbygge og konsolidere militære kapaciteter i deres arktiske egne. USA og Storbritannien var i maj 2020 med til at holde en fælles øvelse i Barentshavet, og Kina kalder sig, ja, som hr. Søren Espersen sagde, nu for en nærarktisk stat og begynder at bygge isbrydere. Så der er meget, meget stor interesse for området omkring Arktis.

Danmark, Færøerne og Grønland hilser det styrkede amerikanske engagement i Arktis og Nordatlanten velkommen. USA er jo kongerigets nærmeste allierede og udgør sammen med NATO-medlemskabet fundament for vores sikkerhed. Det gælder også i Arktis, og det er positivt, at USA har åbnet et konsulat i Nuuk. Jeg har ligesom rigtig mange af ordførerne her talt med den nye konsul, Sung Choi, og jeg synes, det har været en positiv oplevelse. Jeg synes, det er fint, at man har fået lavet et konsulat i Nuuk.

Jeg synes også, vi skal se det positive i, at vores ministre både på Færøerne og i Grønland og Danmark har fået en langt, langt mere ligeværdig og tidssvarende tilgang til den måde, man omgås hinanden på. For første gang i vores regerings historie har man involveret ministrene, som de ikke helt hedder på grønlandsk, men dem, der har ansvar for udenrigsanliggender, og de har f.eks. været med hos Pompeo i USA og med igen ved genbesøget her i sommer, da man havde et møde om Arktis i Danmark med den amerikanske udenrigsminister. Jeg synes, de er garanter for et bedre og et tættere samarbejde. Det er det, vi skal have i fremtiden i Arktis. Det er det, som fører til, at vi kan arbejde mere ligeværdigt, og det vil jeg gerne rose ministeren for. Det synes jeg da er rigtig, rigtig fint. Det er den eneste vej frem: Når vi taler sammen om det.

Så er der rigtig meget om den arktiske strategi. Vi skal have en ny langsigtet arktisk strategi, og det skal vi have med en start i 2021 og til 2030. Jeg ved ikke, om man lige når at blive færdige til begyndelsen af 2021, men samlet set er kongeriget og de øvrige arktiske staters målsætning om lavspænding blevet yderligere udfordret de sidste år. Det er der blevet talt rigtig meget om her i salen i dag. Men det er nødvendigt, at man forholder sig proaktivt og realistisk til den nye geostrategiske virkelighed og de udfordringer, den medfører.

Så blev der direkte spurgt fra hr. Christoffer Aagaard Melson om forskningsskibet. I Socialdemokratiet ser vi, at der er behov for et forskningsskib, og jeg er sikker på, at hr. Christoffer Aagaard Melson ved, at der også pågår forhandlinger lige nu ovre i Forskningsministeriet. Jeg synes, det er vigtigt at sige, at der er en efterspørgsel efter, at Danmark også efter 2023 har adgang til et havforskningsskib til brug for at understøtte arbejdet med fiskeribestanden og forskning i arktiske farvande. Forskning er jo decideret beskrevet i den her rapport, og det er også vigtigt, at vi bruger forskningen til at kunne vide, hvordan tingene udvikler sig, og jeg er enig i, at vi bliver nødt til at have den fornødne kapacitet til at kunne løse de her forskningsopgaver i Arktis.

Så det er sådan, at uddannelses- og forskningsministeren den 8. september præsenterede et teknisk beslutningsgrundlag for forskningsordførerne, og overvejelserne om et nyt forskningsskib vil indgå forhandlingerne, som er påbegyndt. Ellers vil jeg henvise til forskningsministeren. Det er faktisk hende, som bør svare på spørgsmålene om det her. Men når »Dana« er færdig, diskuterer man en ny løsning.

Ellers er det jo også sådan, at vi har talt om mange andre ting. Det er, ligesom hr. Sjúrður Skaale siger, som om debatten om Arktis bliver længere og længere. Når vi taler om Arktis, kan vi ikke lade være med at tale om klimaforandringerne. Arktis hører jo til blandt de mest klimasårbare områder på kloden. Temperaturen stiger hurtigere der end alle andre steder – to-tre gange hurtigere – og det er en udfordring, og det er også bekymrende.

Men samtidig står der i rapporten, at man så kan udnytte den her opvarmning til også nogle positive ting, bl.a. det her med, at man kan eksportere vand og is ud i verden. Det er jo helt absurd at tænke på, at man kan flytte isbjerge og så bruge vandet andre steder i verden, men det er faktisk en realitet. Samtidig med kan man også have andre erhvervseventyr, og vi har set, at nogle af de fisk, som er i Nordgrønland, kommer længere sydpå. Så det er bekymrende, og vi skal gøre noget ved klimaforandringerne, det er klart. Men jeg ser også en ny måde at drive erhverv på i de arktiske egne.

Så er det jo også vigtigt, som der står i rapporten, at man har gode internetforbindelser, fordi det er enormt vigtigt for de arktiske egne, at man kan drive virksomheder, hvis man har gode internetforbindelser. Men som vi har diskuteret rigtig mange gange og især med Færøerne, så er spørgsmålet om 5G sårbart, og især når det kommer til at beskytte kritisk infrastruktur, er det noget, som vi bør kigge på med stor alvor.

Vores statsminister har sagt, at vi skal have en 5G-udbyder, som deler samme værdier som de danske. Det er jeg fuldstændig enig med hende i, og det er også det, som vi vil arbejde for fremadrettet. For cybertruslen er meget høj, og vi har derfor brug for et meget, meget tæt samarbejde på tværs af rigsfællesskabet for at kunne håndtere den trussel, som der er. Regeringen har en god dialog med både Færøerne og Grønland om udfordringerne, og der er enighed om behovet for at sikre vores kritiske teleinfrastruktur i relation til 5G.

Ellers er jeg meget glad for her til sidst, at der er et ungeperspektiv i den arktiske strategi i år. Det er i hvert fald noget, som hr. Bertel Haarder og jeg taler om, når vi skal have præsidentskabet i Nordisk Råd efter nytår: At det er enormt vigtigt, at man inddrager de unge mennesker.

Det er også blevet sagt fra vores nordatlantiske venner, at det er enormt vigtigt. Fru Aki-Matilda Høegh-Dam sagde, at man måske ikke skulle lægge så meget mærke til, hvor mange der dumper ud af systemerne, men hvor mange der gennemfører systemerne, og det er rigtig fint.

Det, der også står i den her rapport, er, at man har en innovationskonkurrence for unge i Arktis, hvor vinderne efter planen skal findes i år. Man skal have bedre uddannelsesmuligheder. Jeg tror, det er enormt vigtigt, at man satser på de unge. Det er de unge, der skal føre Arktis videre i Arktis, og derfor skal man selvfølgelig lægge stor, stor vægt på, at man sender dem godt af sted. Og det vil jeg også meget gerne gøre med den her debat.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA. Værsgo.

Tak for talen. Fra IA's side vil vi gerne anerkende, at Grønland bliver inddraget i højere grad, når der er møder med internationale samarbejdspartnere, f.eks. USA, og det håber vi selvfølgelig også bliver en god praksis, vi skal have fremadrettet. Der er jo flere ordførere, som i debatten har fremført et ønske om, at vi får et fælles forum, hvor alle folkevalgte i Grønland og Færøerne og Danmark mødes sammen med regeringen og årligt drøfter rigsfællesskabets fremtid, og jeg synes, det kunne være interessant at høre, hvad Socialdemokratiet siger til den idé, for det er i hvert fald noget, vi støtter fra IA's side.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om man skal have flere formelle fora. Det er jo sådan, at vi har mange muligheder for at mødes her i salen. Vi gør det rigtig mange gange i forespørgselsdebatter, og jeg ved også, at udenrigsministeren har taget en gammel tradition op om at deltage i forespørgselsdebatter om udenrigsanliggender med naalakkersuisut, altså den grønlandske regering, og måske også med den færøske regering – det er jeg ikke helt klar over. Men dialogen er vigtig, og den synes jeg vi på alle mulige måder skal fremme. Jeg ved ikke, om vi skal have et nyt formelt forum.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Man kan jo sige, at det, der ikke er herinde i salen, er det grønlandske parlament, de grønlandske folkevalgte, ud over os, der er valgt til Folketinget. Og det gælder selvfølgelig også for dem fra Lagtinget i Færøerne. Så jeg tror bare, at det i virkeligheden ville give en merværdi for alle at lytte til hinanden, også sådan på mere kontinuerlig basis.

I forhold til klimaforandringerne kan man jo ikke være uenig i det, som ordføreren siger, men når vi snakker om klima og Grønland, så savner jeg også nogle flere initiativer. Det er sådan set hjemme i Grønland, initiativet skal tages, det er et hjemtaget område, men der er i hvert fald fra IA's side stor bekymring over, at klima ikke fylder noget mere. Var der noget, man kunne samarbejde omkring, altså i forhold til klima?

Ordføreren.

En af de ting, som vi kommer til at diskutere i den næste redegørelsesdebat, er forsvaret, og der har man jo lavet et grønt forsvar. Jeg synes jo, at vi på alle mulige måder i al vores lovgivning, både hvad angår de hjemtagne områder, som Grønland og Færøerne selv varetager, men også de ikkehjemtagede områder, vi har i det arktiske, skal indtænke en grøn dagsorden i alle henseender. Egentlig burde der, hver eneste gang vi laver forandringer eller nye love, stå, at der skal være et grønt perspektiv i Arktis og i Danmark.

Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak for ordførerens tale. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke initiativer ordføreren tænker der kan tages for at styrke væksten og udviklingen yderligere i Grønland og på Færøerne. Det er jo et stort ønske fra Grønlands side at blive selvbærende over tid, og hvilke muligheder ser ordføreren for, at vi fra dansk side kan hjælpe med at skaffe hindringer af vejen eller skabe nye muligheder for den grønlandske økonomi?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, det er vigtigt, at rammerne for det grønlandske samfund er sat af grønlænderne på de hjemtagne områder, men derefter skal danskerne eller Folketinget være med til at sætte nogle rammer for nogle ting, som ikke er hjemtagne, og der kan man selvfølgelig arbejde videre med tingene. Men på det erhvervsmæssige område er det jo langt hen ad vejen de nordatlantiske, der skal tage ansvaret selv.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Der er f.eks. investeringerne i lufthavnene, hvor vi jo har indgået i et samarbejde. Som hr. Edmund Joensen var inde på, er der senere en meget stor opgave på grund af geografien i Grønland, hvor der måske er brug for noget samarbejde på vejen mod, at man bliver helt selvbårne.

Er der i forlængelse af lufthavnene ikke nogen tanker i Socialdemokratiet om, om man kunne gøre mere? Der var også tale om Vækstfonden, om det samarbejde, om handelsaftaler, grænsehindringer og andet. Er der ikke noget der, hvor ordføreren tænker, at vi kan presse yderligere på eller hjælpe yderligere til, hvis der er et ønske om det fra Grønlands side?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at dialogen er blevet langt, langt bedre de sidste år – langt mere ligeværdig og langt mere anerkendende. Jeg synes også, at vi har vist her fra dansk side, at vi gerne vil Grønland, når vi nu har investeret mange milliarder i lufthavnene. Jeg er meget, meget stolt af og glad for, at det er os, der kommer til at hjælpe grønlænderne med det.

Det er klart, at vi skal have projekter i fremtiden, men det er også milliardprojekter, og dem vil jeg selvfølgelig ikke stå og love her. Men jeg synes jo, at dialogen er den første vej frem mod at skabe vækst.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg tror egentlig, at ordføreren lidt har mistolket den diskussion, der var om en ny parlamentarisk institution. Ordføreren henviste til, at vi har masser af diskussioner her. Ja, men det er blandt 179 folketingsmedlemmer. Men det, der var tanken, som jeg har forstået den, og som jeg også selv synes det skal være, er, at man har repræsentanter fra Lagtinget, fra Landstinget og fra Folketinget, der mødes i et nyt parlamentarisk forum – hvilket altså ikke har noget at gøre med den diskussion, vi har her i Folketinget.

Ordføreren.

Det forstod jeg faktisk godt, men jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er den vej, vi skal gå. Altså, jeg tror, man skal passe på med hele tiden at lave nye fora. I kan jo spørge udenrigsministeren; det kan være, at han har et andet syn på det.

Jeg synes, at vi har rigtig mange gode muligheder i det system, som vi har nu: Vi har et Grønlandsudvalg, vi har et Færøudvalg, vi har Det Udenrigspolitiske Nævn, vi har Udenrigsudvalget, vi har Nordisk Råd. Vi har rigtig, rigtig mange muligheder for at have dialogen med de her folk, og det har vi også. Vi rejser der rigtig meget, når vi kan.

Hr. Søren Espersen.

Men vi har ikke en direkte parlamentarisk institution. Hvis vi skal møde vores grønlandske og færøske kolleger, skal vi til Nordisk Råd for at finde ud af det, og det synes jeg virker sådan lidt bagvendt. Men jeg skal nok spørge udenrigsministeren om det bagefter; det har jeg fuld forståelse for.

Ordføreren.

Jamen jeg tager gerne diskussionen om det. Jeg tror bare, at vi har fora nok, men er der et flertal for det, så er det jo selvfølgelig sådan, det er. Jeg synes, at dialogen er det allerallervigtigste. Uanset hvilke fora det er i, handler det om, at man skal have en tæt og anerkendende dialog i hele Arktis, i hele Norden.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Og så giver vi ordet til udenrigsministeren.

Tak, formand. Først og fremmest tak for en, synes jeg, rigtig god og konstruktiv debat i dag. Den bekræfter den brede politiske opbakning til Arktis som en væsentlig udenrigspolitisk prioritet. Det er jeg glad for at vi er enige om. Ingen er i tvivl om, at Danmark, Grønland og Færøerne har kerneinteresser på spil, som skal sikres bedst muligt.

Redegørelsen er central, fordi den beskriver det internationale samarbejde, som dagligt finder sted i Arktis, og ikke mindst Danmark, Grønland og Færøernes samlede engagement i det samarbejde på tværs af de mange muligheder. Samtidig er det den sidste redegørelse, som flere var inde på, under den nuværende arktiske strategi for 2011 til 2020. Jeg vil her også gerne se fremad og nævne arbejdet med at udarbejde Danmark, Færøerne, Grønland og Færøernes nye Arktisstrategi, som gerne skulle være på plads i begyndelsen af 2021.

Det er vigtigt, at kongeriget agerer med udgangspunkt i en fælles arktisk strategi, en fælles platform for vores internationale arktiske arbejde. Den nuværende strategi har vist sin styrke ved at være en fælles referenceramme for myndighederne, så man kan arbejde med Arktis på tværs af hele kongeriget. Den har samtidig sikret en sammenhæng og fokus på den politiske tilgang, ikke mindst i forhold til Arktisk Råd, som jo er en del af en nøglearkitekturen i forhold til det forpligtende arktiske samarbejde.

Arbejdet med at formulere en ny strategi er i fuld gang i hele rigsfællesskabet. Der er tale om en inddragende proces, vil jeg også gerne sige til Enhedslistens ordfører, hvor relevante aktører inddrages i arbejdet med at definere de visioner og prioriteter, der skal præge de næste 10 års internationale engagement fra dansk, grønlandsk og færøsk side. I den sammenhæng vil jeg gerne fremhæve det parlamentarikermøde, der fandt sted i juni med virtuel deltagelse fra alle de tre parlamenter.

Det var et historisk møde, hvor de tre parlamenter for første gang i fællesskab drøftede udviklingen i Arktis og indspil til den kommende strategi. Jeg håber, at parlamentarikerne vil tage den her tradition til sig – det kan jeg også høre, at der er stor appetit på – og jeg er glad for, at det ser ud, som om de tre parlamenter igen får mulighed for at drøfte strategi i Arktis om nogle få uger. Det bliver så også virtuelt grundet den covid-19-situation, vi er i. Men jeg synes under alle omstændigheder, det er vigtigt, at vi gør det.

Jeg er enig i de mange bemærkninger, der er kommet fra salen i dag. Diskussionen har som sidste år jo også i høj grad fokuseret på den markante udvikling, der sker i Arktis som følge af den nye sikkerhedspolitiske dynamik, som udfordrer kongerigets og de øvrige arktiske staters målsætning om lavspænding. Vi skal huske, at den udvikling, vi har set i Arktis de senere år, primært skyldes klimaforandringer. De medfører helt konkrete udfordringer både globalt og i særdeleshed i Arktis på grund af større gennemsnitlige temperaturstigninger netop her.

Samtidig skabes der også nye økonomiske muligheder, og de skal jo selvfølgelig komme den arktiske befolkning til gavn, som flere har været inde på også. Der er ikke mere tvivl om, at den arktiske region er af stadig stigende geopolitisk betydning for både USA, Rusland og Kina, og geopolitikken er et grundvilkår, også i Arktis i dag.

Rusland er i færd med at foretage en markant udbygning og konsolidering af landets militærkapacitet langs den arktiske kyst. Kina tænker langsigtet og udviser stigende strategisk interesse for Arktis. USA har styrket sit civile engagement i Grønland og sit militære engagement i Arktis og Nordatlanten.

Danmark, Grønland og Færøerne skal i Arktis blive ved med at forfølge vores fælles demokratiske værdier som dialog, tillid, lighed og et regelbaseret samarbejde; værdier, som kendetegner vores egne samfund. Når værdierne internationalt kommer under pres, er der jo i virkeligheden endnu større behov for, at vi i vores fællesskab viser en anden vej. Kongeriget har som arktisk kyststat og medlem af Arktisk Råd en vigtig rolle i forhold til at præge udviklingen. Ønsket om fred og lavspænding vil fortsat være en helt afgørende prioritet for kongerigets arktiske politik. Vi har ganske enkelt ikke råd til andet.

Det er en personlig hovedprioritet for mig, at vi skaber et tidssvarende og rummeligt rigsfællesskabet baseret på ligeværd, på respekt, tillid og gensidig inddragelse, og her er den nye Arktisstrategi et særdeles vigtigt skridt. I den sammenhæng må vi ikke glemme, at den arktiske region er meget andet end sikkerhedspolitik. Vores mål er jo fortsat at skabe en velstående og bæredygtig fremtid for Arktis. Vi skal arbejde hårdt for at udvikle regionen og udnytte de nye økonomiske muligheder, der opstår, på en bæredygtig måde.

Næste år afholdes der ministermøde i Arktisk Råd, når formandskabet overdrages fra Island til Rusland. Arktisk Råd fylder 25 år i 2021. Jeg håber på en flot markering på ministermødet til næste år.

På trods af at sikkerhedspolitik specifikt er undtaget Arktisk Råds mandat, hvilket I ved, så bidrager samarbejdet jo til at understøtte målsætningen om lavspænding ved at give de arktiske stater en fælles ramme og et forum for dialog og samarbejde – og det er der i den grad behov for. Jeg vil gerne understrege, at vi inden for rigsfællesskabet og fra regeringens side arbejder for at styrke indsatsen i Arktis, Det er rigtig vigtigt for os. Jeg ser jo frem til, at regeringerne i Danmark, Grønland og Færøerne i de kommende måneder lægger en sidste hånd på arbejdet med den nye Arktisstrategi, herunder ikke mindst i dialog med vores parlamenter. Det er en rigtig vigtig del af det.

Så er der flere ordførere – og det vil jeg gerne komme ind på – som har rejst forskellige spørgsmål i debatten. Først til hr. Christoffer Aagaard Melson i forhold til det at udvikle det erhvervsmæssige på en bæredygtig måde – også klima og miljø blev nævnt af Venstre som en vigtig, vigtig prioritet: Jeg er fuldstændig enig. Man skal selvfølgelig huske på, at det, vi taler om her, er hjemtagne områder, så der er det i høj grad prioriteringer, som den grønlandske og den færøske regering har, og som vi skal hjælpe dem med at indfri i praksis.

En af de ting, jeg konkret har gjort, er f.eks. at sige til de andre dele af rigsfællesskabet: Prøv at høre, det er vigtigt, når vi laver erhvervsfremstød, som vi f.eks. bruger vores Trade Council til, at vi så endnu mere og endnu bedre får inddraget f.eks. grønlandske og færøske virksomheder og interesser ude i verden. Noget af det, vi kan se, er, at vi – også i lyset af covid-19 – fra regeringens side har prioriteret at øge vores erhvervsfremstød og vores erhvervsfremme- og eksportfremmesamarbejder. Og der har vi jo inviteret Grønland og Færøerne helt med.

Ud over at de selv nogle steder har deres egne repræsentationer, er det vigtigt, at de er med sammen med os andre, når vi laver de ting. Det tror jeg er en konkret måde at gøre det på. Jeg ved, hvor stort ønsket er både i Grønland og på Færøerne for at åbne sig op over for omverdenen, handle mere med omverdenen, skabe nye handelsveje, både i Nordamerika og i resten af verden. Det skal vi støtte regeringerne i og selvfølgelig bruge hele Udenrigsministeriet og vores apparat til at hjælpe med. Så det er jeg meget enig i.

I forhold til den diskussion, der også er – jeg tror, at hr. Søren Espersen var inde på det, altså om man skal vælge mellem Danmark og USA – så tror jeg, at vi har et rigsfællesskab, som er unikt i verden. Det kan være svært at forstå, når man kommer udefra, og det kan i øvrigt også være svært for mange danskere og for andre i rigsfællesskabet at forstå, hvad det går ud på. Jeg tror, at vi alle sammen skal være bedre til ligesom at forklare, hvor vigtigt vores rigsfællesskab er, og hvor unikt det er. Men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at vi sammen har en interesse i at styrke vores samarbejde, også på det civile, handelsmæssige område med USA og Nordamerika og Canada osv.

Når man kigger på det, er det, som hr. Søren Espersen var inde på, interessant, at handelsvejene jo nogle gange skal omkring Danmark, før de kommer til Nordamerika. Lad os styrke det her, lad os hjælpe hinanden med det. Så det er ikke et enten-eller; det er et både-og.

USA er kongerigets vigtigste sikkerhedspolitiske allierede – sådan er det, og sådan vil det også blive ved med at være, hvis det står til den her regering. Derfor skal vi også udvide vores samarbejde med amerikanerne, selvfølgelig på en ligeværdig og respektfuld måde, for vi har en fælles interesse i det. Det vil jeg bare understrege.

Jeg har jo ikke uanede mængder af tid, så jeg vil prøve at svare på nogle at de stillede spørgsmål, ellers må I komme tilbage med opfølgende spørgsmål.

Der blev nævnt flere ting, f.eks. fra Konservatives side i forhold til det med den honorære konsul, som Rusland har bedt om at få lov til at have i Grønland. Man kan sige, at det jo er sådan noget, som vi også har aftalt – det har været i høring, det er proceduren – med den grønlandske regering, før vi så siger ja til det.

I øvrigt er honorære konsuler noget, man har for en række lande. Jeg har ikke lige listen her, men jeg ved i hvert fald, at det i Grønland drejer sig om både Tjekkiet, Benelux, Tyskland, Finland og Norge. Island har et regulært konsulat, og USA har åbnet et konsulat. Så der er masser af lande, der har enten honorære konsuler, som jo ikke er udsendte diplomater, men er nogle, som har bl.a. den rolle at kunne udstede et pas, hvis man mister det osv., eller som har andre funktioner. Man har i øvrigt også haft en honorær konsul fra Rusland på Færøerne i en del år, så det er helt normalt.

Der blev også spurgt, om vi så kan bede om at få en f.eks. i Murmansk. Vi har fra dansk side også honorære konsuler andre steder i Rusland. Det kan man godt. Der er sådan et princip om gensidighed. Hvis vi siger ja til, at man får en honorær konsul, så forventer vi også, at det land, man giver tilladelse til, også giver tilladelse til os, hvis vi beder om det omvendte. Så det er helt normalt.

Nu er det nok svært at finde en i Murmansk, der vil være dansk honorær konsul, så i øjeblikket bruger vi den norske. Norge har et regulært konsulat, og så bruger vi det. Så på den måde kan vi også hjælpe hinanden. Og jeg kigger på hr. Bertel Haarder, fordi vi ved, at det nordiske samarbejde også er vigtigt.

Så det er bare for at sige, at det her er en helt normal praksis, og der kan være konsulære sager, hvor det er en fordel at have en honorær konsul et sted i verden. Det kender vi også til fra dansk side. Så jeg tror, det kan blive afmystificeret på den måde.

Så vil jeg afslutningsvis sige, at jeg som sagt glæder mig til arbejdet med den nye strategi, og jeg vil understrege – og det er også til hr. Christian Juhl – at vi i forhold til det her med inddragelse trods corona har gjort de ting, som vi gerne vil, f.eks. i forhold til at inddrage forskningsmiljøet. Vi har haft høringer med forskere, for vi har en kæmpe arktisk forskningstradition, som vi skal styrke, hvis det står til mig og regeringen. Vi har haft høringer med erhvervslivet, som skal være med til at udvikle hele det arktiske område, og vi har selvfølgelig haft parlamentarikerhøringer.

Vi har også f.eks. fra regeringens side været med til at udskrive en innovationskonkurrence forhold til unge mennesker. Hvordan kan man forestille sig, at unge mennesker vil starte nye virksomheder i det arktiske område? Altså stimulere iværksætterånd og visioner om, hvordan man kan udvikle det arktiske.

Jeg tror, at vi står foran nogle meget, meget spændende år, hvor vi i kongerigets tre dele, altså Grønland, Færøerne og Danmark, kan udvikle det arktiske samarbejde til forhåbentlig nye højder. Vi kan præge det, og vi skal være proaktive. Det er min og regeringens indstilling til det her. Det skal vi gøre, vel vidende at der er geopolitiske og sikkerhedspolitiske forandringer i hele verden, som også præger det arktiske – men i Danmark skal vi gøre, hvad vi kan.

Det er også derfor, at jeg selv inviterede både min grønlandske og min færøske kollega – jeg tror som den første regering nogen sinde – med til det møde, jeg havde med Pompeo, hvor vi så havde et særskilt møde omkring Arktis sammen med mine kolleger fra Grønland og Færøerne – os fire, alle sammen. Og det synes jeg er rigtig vigtigt at man gør, ligesom jeg i november sidste år havde min grønlandske kollega - Ane Lone Bagger fra Naalakkersuisut – med ovre til møde hos den amerikanske udenrigsminister, Pompeo. Det er vigtigt. Vi skal vise gensidig respekt, tillid, inddragelse. Står vi sammen i forhold til det arktiske i kongeriget, tror jeg også på, at vi får en langt stærkere fælles stemme omkring de værdier, som jeg nævnte før, bl.a. forpligtende samarbejde. Menneskerettigheder blev nævnt af fru Aaja Chemnitz Larsen som et eksempel på noget, hvor vi også står sammen.

Så jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi fortsætter. Jeg takker for en rigtig, synes jeg, spændende debat, en inspirerende debat med mange gode idéer, som vi gerne vil tage videre, også i det kommende arbejde. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren, og tak for svaret på mit spørgsmål. Det var rigtig fint. Der er lige en ting, som jeg godt kunne tænke mig at udenrigsministeren uddyber lidt. Og det er i forhold til hele den her snak om handelsaftaler, altså om udenrigsministeren ikke er enig i, at der også er en sikkerhedspolitisk interesse for Danmark forbundet med at hjælpe Grønland og Færøerne med at få adgang til nogle flere markeder. Og hvad har udenrigsministeren i givet fald tænkt sig, eller er i gang med at gøre, for f.eks. at hjælpe Færøerne til at få adgang til EU og hjælpe med andre handelsaftaler, der gør, at det både kan øge velstanden, men måske også øge sikkerheden en lille smule for rigsfællesskabet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der er ingen tvivl om, at regeringen bakker fuldt op om det færøske ønske om et tættere forhold til EU, herunder en tilpasning af handelsaftalen. Jeg er derfor glad for, at statsministeren faktisk i juli måned sendte et brev til kommissionsformand von der Leyen, hvor hun udtrykte regeringens fulde opbakning til de færøske ønsker og opfordrede Kommissionen til at indgå i en dialog med Færøerne om en tilpasning af handelsaftalen. Det videre arbejde sker så i en tæt dialog mellem Udenrigsministeriet, EU-repræsentationen i Bruxelles og landsstyret i Tórshavn. Det er rigtig vigtigt, at vi har det her tætte samarbejde, så jeg er fuldt ud enig.

I forhold til de udenrigspolitiske aspekter: Ja, jeg tror jo på, at forpligtende aftaler, handelsaftaler, og også forpligtende regler, som vi f.eks. har i WTO, også er det, der skaber en mere fredelig verden, ud over at det skaber grundlag for den vækst og velstand, som vi alle sammen skal leve godt af.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Som opfølgning kunne jeg så lige godt tænke mig udenrigsministerens vurdering af chancerne for, at det rent faktisk lykkes at få den her handelsaftale med EU igennem for Færøerne, og hvor vi står lige nu. Er der noget nyt siden brevet, eller har vi ikke hørt noget tilbage?

Ministeren.

Det brev var jo fra juli måned, og jeg ved, at der er en proces i gang. Jeg kan ikke sige helt specifikt, hvor langt vi er, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra den danske regerings side arbejder alt, hvad vi kan. Det er det også udtryk for, når statsministeren sender et brev til kommissionsformanden, altså at vi prioriterer det her meget højt. Jeg ved, hvor vigtigt det er for Færøerne med en opdatering og en tilpasning af handelsaftalen. Jeg takker for spørgsmålet, og det er også noget, som vi vil forfølge i den kommende tid. Så tak for det.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ministeren skal jo ikke sådan sidde og være ked af at gentage det, vi er enige om. Det er jo altid godt, og hvis ministeren er i tvivl om, at jeg synes, det er godt at inddrage folk, så har han misforstået mig, og jeg vil hermed gerne sige, at det da er en rigtig god idé.

Men det, jeg understregede, var, at nogle strategier tilrettelægger ministeren og hører folk. Det gjorde jeg også, da jeg opdragede mine børn eller prøvede at danne dem, som det hedder på moderne dansk: Så måtte de gerne sige deres mening, men det var jo sådan set mig, der bestemte, hvordan det hele skulle ende.

Andre steder sidder vi og diskuterer det blandt parlamentarikere og slår først sømmet i, når parlamentarikerne er enige om det. Det vil så sige, at man har overdraget beslutningskraften til medlemmerne af parlamenterne, i det her tilfælde dem i de tre lande, og det synes jeg kunne være en forfriskende nytænkning på et område, hvor vi jo alle sammen forhåbentlig er lige kloge eller lige dumme.

Jeg ved godt, at ministeren har mange gode rådgivere, men det var det, jeg tænkte kunne være en nytænkning, når nu der var kommet en socialdemokratisk regering til. Jeg vil gerne opfordre til, at ministeren tænker over det forslag.

Ministeren.

Jeg håber, at hr. Christian Juhl hørte mig som en, der går meget op i, at vi får inddraget alle interessenter og selvfølgelig i særdeleshed parlamentarikere både på Færøerne, i Grønland og i Danmark, og det er det, vi gør fra regeringens side. Altså, det, som vi taler om her, er kongerigets internationale arktiske strategi, som er en strategi, som de tre regeringer bliver enige om og så kommer til at præsentere efter en meget lang og inddragende proces.

Jeg vil sige – uden at kende detaljerne om, hvordan man gjorde det før 2011 – at den her proces i hvert fald er lagt an til at være meget inddragende, og det er det, som vi står på. Det er jo så også en strategi, som bliver en levende strategi, det bliver en strategi, der løbende skal tilpasses – det tror jeg også der var flere der var inde på – i lyset af den udvikling, der er.

Der er jo en dynamisk udvikling i den arktiske region, og det er en strategi, som jeg tror vi får rig lejlighed til at diskutere alle aspekter af, både i Folketinget og i parlamenterne på Færøerne og i Grønland, og jeg synes, det skal være sådan. Men det er en strategi, som de tre regeringer kommer til at præsentere her i starten af næste år. Og ja, vi lytter selvfølgelig, hr. Christian Juhl.

Hr. Christian Juhl.

Ja, ja, og selvfølgelig til alle andre, men I lytter. Det er ikke os, der kommer til at stemme om den, det havde jeg så en naiv tro på. Men over til et andet område:

Det er jo blevet kaldt naivt at tro på, at man kan få nedrustning i den verden, vi har nu, og derfor vil jeg gerne spørge i forhold til det. Nu er det mange år siden, Socialdemokraternes parole var: Knæk sablen! Bryd kronen! – og jeg kan ikke huske, hvad man skulle gøre ved kirken. Men Anker Jørgensen besøgte os i Silkeborg i 1983, og da var han aktiv for en kampagne for et atomvåbenfrit Norden, og vi støttede det. Han var også aktiv i indsatsen, som lykkedes, nemlig at få fjernet SS-20-atomraketterne på østsiden og de lignende vestraketter.

Var det naivt af Anker Jørgensen at engagere sig i en nedrustningskampagne, og ville det være naivt for den nuværende regering at blande sig i sådan en?

Ministeren.

Nej, jeg betragter bestemt ikke Anker Jørgensen som en, der var naiv. Men det, jeg tror er vigtigt at sige, er, at vi deler bekymringen – hvis det er det, ordføreren spørger til – for den verden, vi kigger ind, hvor våbenkontroltraktater og nedrustningstraktater i stigende grad falder til jorden. Det er en bekymring, som jeg og regeringen deler. Derfor arbejder vi også sammen med vores allierede for at styrke våbenkontrol, ikkespredning, f.eks. også i forhold til atomvåben. Det er et område, hvor jeg synes at vi skal længere frem i den diskussion, for ellers får vi som sagt en verden, som er præget af, at der ikke er nogen regler, og så ved vi, hvad der så sker: Det bliver de store magter, som ikke respekterer de værdier, vi står for, som så kommer til at dominere. Og det ønsker vi ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.