Tak for det. Jeg vil sige, at man er godt vant med ordførerkredsen her i forhold til gode taler, og jeg er sådan set enig med den foregående ordfører i, at der har været nogle exceptionelt gode taler i dag. Standarden er høj i den her kreds af ordførere, så det er egentlig ikke, fordi det overrasker mig, men jeg synes alligevel, det er vigtigt at konstatere. Jeg lytter mig også til, at der er rigtig mange fællesmængder i de ting, der bliver sagt, og rigtig mange af de samme temaer, der går igen, men også svar på temaer, der går igen. For én ting er, at temaet er det samme, men svarene på dem er også på rigtig lange stræk de samme ting, der bliver kredset om.
Vi har en stærk folkeskole i Danmark. H.C. Andersens eventyr slår jeg mig faktisk også på, altså ikke eventyret, for det synes jeg er fantastisk. Men beskrivelsen af folkeskolen som én lang deroute får man altså ikke mig til at hoppe på. Folkeskolen er væsentlig bedre i dag, end den var for 50 år siden. Vi har en fantastisk stærk lærerstand i Danmark. Man må bare sige, at de lavede et brag af et stykke udviklingsarbejde fra den skole, jeg gik i i 1980'erne, og frem til, jeg ved ikke hvornår, 00'erne, og hvor der ikke var store forkromede reformer, som indrammede en ny måde at gøre tingene på. Der udviklede skolen sig, fordi lærerne udviklede skolen, fordi en samlet lærerstand med den ledelse, der var, udviklede folkeskolen til at nå nye højder.
Er der noget, vi har tabt undervejs? Ja, det er der da, og der er jeg til gengæld enig. Fokussen på læring, de stærke fag som centrum for det, vi har at gøre med, mener jeg simpelt hen er noget af det, vi har tabt. Når vi er ved fag, har vi simpelt hen også tabt at have et bredt dannelsesbegreb. Det er jo ikke, fordi jeg gerne vil tilbage til, at pigerne sidder og har barnepleje og husgerning, og at drengene har træsløjd – ligestillingen er trods alt kommet lidt længere, end da man havde de fag – men vi har jo bevæget os fuldstændig væk fra almindelige færdigheder, man skal bruge i sin tilværelse, når man bliver voksen, uanset hvilket arbejde man skal have. De er ikke længere en del af skolen – jo, madkundskab er der endnu, men barnepleje er der ikke. Nu har jeg simpelt hen de sidste, jeg ved ikke hvor mange år – efter jeg fik børn – set den ene gang efter den anden, at der bliver skældt ud i aviserne over, at folk ikke kan finde ud af at opdrage børn, og curlingbørn og alle mulige ting. Det er da enormt spændende, at den generation, som afskaffede, at man lærte os at opdrage børn, så har utrolig travlt med at sige, at man ikke er i stand til det. Det er der jo så ikke så meget at sige til, kan man sige.
Så helt almindelige færdigheder, som er en helt almindelig del af det at blive voksen, er ikke længere en helt almindelig del af vores folkeskole. Det handler om fag, det handler om mængden af fag, der er snævret ind, det handler om, at der i kompromisernes hellige navne er nogle fag, der er blevet slået sammen, eller som helt er røget ud, fordi der skulle gives plads til noget andet. Derfor står vi i dag med et dannelsesbegreb, der efter min mening er alt, alt, alt for smalt. Det handler ikke kun om, hvad folk skal lave, når de bliver store, det handler om, at vi alle sammen skal have en tilværelse, som indbefatter utrolig mange forskellige ting, som vi gerne skal kunne mestre. Hvis vi skal myndiggøre, og hvis vi skal vægtiggøre en generation, handler det om at kunne de ting. Vi skal alle sammen et eller andet med at ordne nogle tagrender om efteråret, vi har alle sammen nogle unger, der skal hentes i institution, og vi skal finde ud af alle de dilemmaer, man har om det at opdrage børn. Vi skal alle sammen passe et arbejde og vide, hvad det er for en størrelse, men der er jo stort set ikke erhvervspraktik i skolerne længere.
Der er masser af ting, vi glipper at have inde som en del af vores folkeskole. Den er blevet for akademisk, den er blevet for, hvis jeg skal sige det, det må man gerne, når man er kvinde, tror jeg nok, i de her meget kønsfokuserede tider, meget feminint orienteret, må man bare sige. Altså, da jeg gik i skole, havde man metalsløjd – det er da et fag, der er til at forstå. Vi havde et kæmpestort metalsløjdlokale nede i den ene ende af skolen, og det betød, at så kunne man have metalsløjd når man gik i 8. og 9. klasse. Så kunne man i øvrigt også, hvis man var til den slags, rode med sine knallerter efter skoletid og bruge skolen som en ramme for den slags. Det havde jeg aldrig rigtig fidus til, men det er bare for at sige, at der havde man altså rigtige fag med rigtige maskiner og med rigtige værksteder på rigtige folkeskoler, som klædte folk på til at skulle noget andet end at tage en studentereksamen. Og så undrer folk sig: Hvorfor er det, alle de unge trækker over mod det almene gymnasium? Ja, det er der da ikke noget at sige til, for det er jo sådan set det allermest trygge valg, man kan træffe i hele verden, for det er det, man har prøvet i forvejen. Det er det, man har prøvet de sidste 9 år, og så kan man så tage 3 år ekstra af det samme. Det er da simpelt hen ikke en måde at drive folkeskole på. Det bliver jeg bare nødt til at sige, det er simpelt hen for enøjet.
Hvis vi undrer os over, at der ikke er flere, der vælger en erhvervsuddannelse, ligger den jo lige præcis der. Det er jo, fordi de ikke længere har metalsløjd. Det er, fordi man har lavet et fag, der hedder håndværk og design, og hvor man har slået to totalt forskellige discipliner sammen i ét fag. Lad nu fag være fag. Der er jeg uendelig enig i det, som hr. Henrik Dahl sagde. Så den del omkring H.C. Andersens eventyr, som om skolen er ude på én lang deroute, tror jeg ikke på. Skolen er meget, meget bedre i dag, end den var for 50 år siden. Det, der måske er hemmeligheden, er bare, at det ikke er fatter, der er årsagen, vel? Det er ikke os politikere, der er årsag til det. Det er jo, fordi lærerne og lærerstanden i Danmark har skabt en ufattelig god skole i samarbejde med forældrene og i øvrigt i samarbejde med eleverne ude på skolerne. Så har vi lavet nogle reformer, der i bedste fald ikke har gjort det værre, og det er jo så en hel selvstændig historie, ikke? Det vil sige, at det måske er fatter, man skal koncentrere sig lidt om i den sammenhæng, og der er jeg simpelt hen enig med dem, der siger, at fatter skal give en lillebitte smule slip og sørge for, at der er en langt større frihed, i forhold til hvordan man indretter skolen derude.
Men det undrer mig faktisk, at dannelsesbegrebet ikke har stået mere centralt i debatten i dag, vil jeg gerne sige. Det er selvfølgelig, fordi vi her i dag gør status over en folkeskolereform, og derfor giver det måske meget god mening. Men jeg vil i hvert fald gerne slå an, at set med socialdemokratiske briller er det kernen i den debat, vi skal have med hinanden. Vi skal have udvidet vores dannelsesbegreb. Man undrer sig over, hvorfor drengene keder sig, og det er altså ikke kun drenge, der keder sig i folkeskolen; det er også piger, men der er bare flest drenge, der keder sig i folkeskolen. Vi mister dem på mellemtrinnet, det sætter sig i deres faglige resultater, og det er ikke godt nok. Og det vil sige, at der skal gives nogle helt andre også redskaber til lærerne for faktisk at skabe en skole, der kan favne alle, og der er det rigtigt: Fokus på fagene tror jeg sådan set er en af de ting, vi skal ind at kigge på. Hvordan er det, vi får skabt en fagrække, som er anderledes end den i dag?
Der har vi haft en lang diskussion om praksisfaglighed, altså i hvert fald på Christiansborg; hvis man kigger på, hvordan det bliver evalueret, er der ikke så mange ud over folk på Christiansborg, der egentlig har fidus til det. Men jeg tror, at i stedet for at bruge mange kræfter på at diskutere praksisfaglighed – det tror jeg sådan set lærerne er fuldt i stand til selv uden vores involvering – skal vi tale om fag, altså hvordan fag kommer til at stå centralt, og hvad det så er for nogle fag. Altså, er det kun dansk og matematik og fysik og kemi og kristendomsundervisning, og hvad vi har derudad, eller kunne man forestille sig at genintroducere f.eks. metalsløjd? Kunne man forestille sig, at vi genindfører bare en eller anden type byggefag, eller kunne man forestille sig, at vi havde noget, der handlede om landbrug og fødevarer? Personligt kunne jeg godt. Jeg tror, at det ville være meget, meget gavnligt for skolen, hvis vi fik fokuseret på fagene og på at kunne fag, og der er jeg enig i, at metodikken ligger inde i fagets egen logik og ikke i tværfagligheden og ikke i projektarbejdet. Og det er ikke, fordi man ikke godt kan krydre det med det. Det kan man godt for at skabe noget variation. Men kernen i et fag er faget og fagets metode.
Så er jeg meget, meget enig i, at kravene er alt for abstrakte – alt for abstrakte – og det er jo tilbage til den måske lidt feminint orienterede skole. Der mener jeg også godt, man kan være noget tydeligere, end tilfældet er i dag.
Så nævnte Konservative både mobning og faktisk også inklusion, som jeg lige bed mærke i. Der kan være enkelte, hvor jeg har overhørt at det blev sagt, men faktisk tror jeg, at Konservative var de eneste, der nævnte mobning. Det mener jeg er fuldstændig afgørende. Der er rigtig mange, der har sagt trivsel heroppefra, og det hænger selvfølgelig lidt sammen med det, men mobning skal også have sin selvstændige plads, i forhold til hvordan vi griber folkeskolen an, altså skolen set med børnebriller og det, der foregår i frikvartererne.
Nu vi er ved inklusion, vil jeg sige, at jeg er blevet spurgt rigtig meget til, hvad jeg egentlig mener med det her med, at der er problemer i elefantstørrelse, men at det skal spises i bidder: Betyder det, at jeg vil lave om, eller betyder det, at jeg ikke vil lave om? Altså, man skulle jo være en tåbe, hvis man konstaterede, at der var problemer i elefantstørrelse, og så bare sagde, at det har jeg sådan set ikke tænkt mig at gøre noget ved. Så det, jeg selvfølgelig mener med det, er, at vi skal gøre det på en måde, hvor vi ikke får kastet hele folkeskolen op i luften, og det er jo, fordi jeg mener det, når jeg siger, at vi har en stærk folkeskole. Vi har en rigtig stærk folkeskole, og det forløb tilbage i 2013 og den folkeskolereform, der kom, med al den modstand, der i sagens natur var imod det oven på en lockout, lykkedes ikke med at kuldsejle lærerne. Det viser altså en vis ukuelighed, vil jeg sige, for det var en hård tur. Jeg tror, vi skal passe meget på med at komme et sted hen igen, hvor vi tager hele folkeskolen, kaster den op i luften og gør det til en stor kæmpe politisk kampplads, hvorefter man som lærerkollegium på en eller anden måde skal forsøge at samle stumperne op bagefter og få skabt et fællesskab omkring den folkeskole, som alle så har sloges om i offentligheden. Det tror jeg virkelig vi skal lade være med.
Men jeg vil også gerne være enormt konkret, for jeg synes på en eller anden måde, at jeg, når jeg siger, jeg gerne vil spise elefanten i bidder, skal forklare, hvad det så betyder. Det betyder helt konkret, at jeg enormt gerne vil, at Folketingets partier har et tæt samarbejde med parterne. Det er det, det handler om, og når vi parterne imellem, dvs. forældre, elever, pædagoger, lærere, skoleledere, kommuner og mig selv som minister, sagde hunden, har etableret Sammen om skolen, er det jo simpelt hen et ønske om at lave en ramme, hvor det politiske kan møde interessenterne og det fællesskab, der er rundt om folkeskolen, og så gøre sådan, som vi i øvrigt gjorde det i fællesskab med hinanden her fra Folketingets side i forbindelse med de første drøftelser om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem.
Det, vi konkret gjorde der, var, at alle Folketingets partier mødtes med forskere, som vi havde indbudt til at komme med deres perspektiver på et evaluerings- og bedømmelsessystem, og så i øvrigt alle interessenterne på folkeskoleområdet, som nu var dem, der står bag og har etableret Sammen om skolen. Det mener jeg simpelt hen er prototypen på det. Vi skal tale med hinanden, og vi skal have den treklang, som Danmarks Lærerforening i øvrigt både har efterspurgt, men jo også efterlevet ved simpelt hen at etablere den i nogle af de fora, som de har lavet – den treklang, der handler om, at forskere og dem, der er omkring skolen, og politikere skal kunne arbejde tæt sammen med hinanden, hvis der skal skabes forandringer i folkeskolen. Så jeg mener, det er det, der skal til.
Helt lavpraktisk og konkret betyder det også, at vi har haft de første møder, og det var fru Ellen Trane Nørby også inde på, om et evaluerings- og bedømmelsessystem. Det mener jeg er det første sted vi skal komme videre med og dermed forandre folkeskolen. Så mener jeg også, at vi i efteråret skal tage fat om at fortsætte den debat, vi var kommet i gang med, der handler om frihed i folkeskolen. Og så kommer der i efteråret en inklusionsrapport igen, skulle man måske sige, for det er faktisk igen, og så ville jeg jo mene, det var oplagt, at vi også tog fat om det tema.
Alle andre kan så have andre opfattelser af, hvad det er for nogle temaer, der skal drøftes i forligskredsen og i øvrigt også blandt interessenterne, og det kan også være, at forskerne peger på nogle ting, som jeg ikke har med her. Og efterhånden som vi finder frem til løsninger på de problemer og har været grundigt rundt om dem analytisk, kan vi komme til at konkludere. Det vil sige, at jeg da tror, vi konkluderer på spørgsmålet om nationale test, når vi når til den anden side af sommerferien. Det håber jeg da meget. Jeg synes, vi er kommet langt. Jeg synes, vi er blevet klogere. Jeg mener i øvrigt også, at der var nogen – jeg tror, det var hr. Jacob Mark – der nævnte, at det er et meget, meget klogt udspil, Danmarks Lærerforening er kommet med, og skolelærerne er jo i fællesskab med skolelederne og KL kommet med nogle bud på, hvad man kunne gøre med et evaluerings- og bedømmelsessystem. Det mener jeg også er inspirerende læsning. Det vil sige, at jeg egentlig også mener, at vi er et sted, hvor den lange proces, vi har haft om det spørgsmål, har båret frugt.
Så jeg mener, det er det, der er den konstruktive og rigtige vej til at skabe forandringer i et skolevæsen, altså at have det der helt tætte samarbejde. Det er jo et spørgsmål, om man gerne vil lave aftalen om alt – under overskriften: Aftalen om alt. Det kan man godt, og uden at sige noget negativt om mit gamle parti var der nogle gange nogle af de gamle i mit gamle parti, der mente, at man enten skulle lave det hele om på en gang, eller også skulle man i hvert fald bare lade være. Heldigvis er mit gamle parti ikke dér mere; der er kommet en lidt større forhandlingsvillighed. Jeg tror meget lidt på idéen om aftalen om alt. Jeg tror, det er væsentlig bedre at sige: Hvis der er et problem, så løs det. Hvis det problem har rod i en reform, man selv har ansvaret for, skal man alligevel løse det og lade være med at lade sin stolthed stå i vejen for at indrømme, at det da godt kan være, at man tog fejl. Så må man jo lave det om. Det kan i hvert fald ikke ligge skolebørnene i Danmark til last, at der er blevet truffet nogle forkerte beslutninger på et tidspunkt.
Så jeg synes egentlig ikke, det handler så meget om at sige: Nu må vi så se at komme videre, så ingen må længere drøfte det, der skete i 2013. Det synes jeg godt man må. Jeg mener, det var et meget, meget uskønt forløb. Det er noget, der har slået sin dybe rod i en del af lærerstanden og stadig er der, og det forstår jeg godt. Og det vil sige, at jeg sådan set synes, det er vigtigt, at man også kan dvæle ved de fejltagelser, man har begået. Det er sådan set også sådan, man lærer bedst af dem. Det var et uskønt forløb, og derfor er der ikke noget at sige til, at det stadig væk præger en del af debatten på folkeskoleområdet. Så jeg synes egentlig ikke, der er behov for at sige, at nu skal vi så til at komme videre.
Det, jeg synes der er behov for, er at sige: Det nytter ikke noget at sige, om man er for eller imod folkeskolereformen. De steder, hvor man har fået bevægelse til at fungere rigtig godt, og hvor der er grupper af elever, der er blevet supermotiverede af, at man har fået det til at fungere, skal det da ikke være sådan, at bare fordi man er imod folkeskolereformen i det hele taget, så gider man i hvert fald ikke det. Det hører jeg heller ingen lærere sige i øvrigt, man sådan kunne der godt være politikere der ind imellem fandt på at opføre sig. Der må det jo være sådan, at vi siger: Hvis det fungerer godt, så lad det være – if it ain't broke, don't fix it. Og omvendt må det være sådan, at man simpelt hen går fordomsfrit til at tage de diskussioner, der er om folkeskolen. Og det vil sige, at er der et problem – uanset om man har været for eller imod reformen oprindelig – synes jeg egentlig, det ville være utrolig fremkommeligt, at man løste problemet i stedet for at hænge sig i, om man var for eller imod.
Men for mig er det utrolig vigtigt, at vi får diskuteret dannelsesbegrebet. Og så er frihed blevet diskuteret løbende i løbet af dagen. Det sætter jeg stor pris på. Jeg mener, det er en af de vigtigste dagsordener.
Jeg fik lige tallene. Fru Marianne Jelved startede med at sige, at der er ét formål for folkeskolen, og det er bare det, man skal køre efter. Jeg ved ikke, om man skal gå helt så radikalt til værks, men alligevel. Min pointe er lidt i samme retning som den, fru Marianne Jelved kommer med. Jeg vil bare lige nævne, hvor mange mål der egentlig er. Vi har 215 kompetencemål for folkeskolen, og så har vi 866 færdigheds- og vidensområder, som er obligatoriske, og så har vi 3.170 vejledende mål for folkeskolen. Prøv bare lige at lade det synke ind engang. Prøv at tænke på, hvor lang tid det tager bare at læse det. Hvis vi tager alle de mål, både vejledende og obligatoriske, og bare ser på den tid, man skal bruge på at sætte sig ned og læse det, så er der da ikke noget at sige til, at lærerne synes, at de bruger deres tid på noget forkert, hvis det er det, vi har sat dem til, og det er det. Det duer simpelt hen ikke.
Det vil være min påstand, at der ikke er ét barn i den danske folkeskole, der er blevet bedre til at læse eller regne af, at de mål er blevet udfærdiget. Det synes jeg bare man skal tænke over. Altså, new public management, som jo er det, der ligger bag den her måde at tænke på, er efter min mening nået til sin endestation. Det skal være slut. Det er ikke første gang, jeg har stået og sagt det her fra den her talerstol. Nu har vi haft en lang periode med corona, og der har der været meget vide frihedsgrader i den danske folkeskole, heldigvis for det, men nu er vi altså ved at være på den anden side af coronaen, og det vil sige, at det altså nu også er ved at være tid til at tage rigtigt fat i, hvad der skal ske med nogle af de her ting. Det er et kæmpe problem, at man har pladret folkeskolen til i så meget styring, som tilfældet er. Så ja tak til frihed for lærerne.
Jeg har det så omvendt også sådan – og det ligger så i forlængelse af det, hr. Jacob Mark siger – at der vel skal være en eller anden form for bolværk. Nu har vi lige med et helt bredt flertal i Folketinget lavet nogle frihedsforsøg i to kommuner vedrørende folkeskolen. Der har vi lavet nogle hegnspæle. Det kan godt være, der er kommet fuld frihed, men det er der jo så ikke alligevel, for et eller andet sted er vi jo alle sammen enige om, at der også skal være et ansvar. Man kan jo ikke bare f.eks. afvise børn i den danske folkeskole. Det duer jo ligesom ikke. Et barn skal jo have ret til at komme i skole. Det vil sige, at der er givet fuld frihed, og så ikke helt alligevel. Det er også stadig væk gratis at gå i folkeskolen; det er ikke tilladt at tage brugerbetaling for folkeskolen i de pågældende to kommuner. Og der er en række andre ting. Det er stadig væk en rettighed at have et elevråd osv. osv.
Men ser man på antallet af hegnspæle – jeg tror, de fylder en sides penge eller to – og sætter det over for en folkeskolelovgivning med tilhørende alt muligt andet, er der jo meget langt mellem de to ting. Og jeg tror, det er en rigtig god idé, at vi går i gang med at diskutere, hvad det så er for nogle ting, det er afgørende stadig væk at have styr på. For udfordringen er jo, at hvis jeg kigger rundt her i salen, så ved jeg lige præcis, at hvis jeg f.eks. siger, at okay, så skal der ikke længere være krav om kristendomsundervisning, så vågner hr. Alex Ahrendtsen – hvis ellers jeg holdt en kedelig tale – som trold af en æske. Det er helt sikkert. Eller hvis man sagde, at så afskaffer vi alle former for test og eksamen i skolen, ville jeg vågne, hvis jeg ellers var faldet i søvn, for det er jeg simpelt hen imod. Sådan kan vi simpelt hen tage det punkt for punkt.
Der er jo ikke nogen af de regler, og der er jo ikke nogen af de styringsmekanismer, der er lavet, fordi der er nogle, der er onde. Det er jo antallet. Det er jo, fordi hvert enkelt parti sidder med sine enkelte krav. Der blev spurgt: Hvorfor er det lige i dansk, matematik og historie? Ja, det kan jeg da godt regne ud. Det er da, fordi det var et kompromis, ikke? Alle er enige om dansk og matematik, og så har der garanteret – jeg har ikke deltaget i forhandlingerne, men jeg kan da gætte – været en diskussion om, om det var fysik og kemi, eller om det var engelsk, eller om det var historie. Og på det tidspunkt har der været en stærk dannelsestradition og en diskussion om danskhed i vores samfund, som har gjort, at det var historie, der blev det tredje. Jeg kan se på hr. Alex Ahrendtsen, at jeg har ret. Det er da sådan, det der kompromis er lavet. Og det vil sige, at hvis man skal svare på, hvorfor det er de tre fag, så er det derfor: Dansk og matematik er alle enige om, og det sidste fik Dansk Folkeparti for at være med i aftalen. Så det er sådan, det er landet.
Det vil sige, at hver gang vi laver regler herinde, er det et udtryk for et kompromis, og man kan da heldigvis gætte, at det er sådan, det hænger sammen, for vi har jo valgt politikere, for at der skal være en gennemsigtighed i det politiske aftryk. Men det betyder også bare, at det kan være tid til at rydde op, når vi har haft en forligskreds i så mange år. Tak for ordet.