Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 13:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet og Østersørådet).

(Anmeldelse 10.03.2021. Redegørelse givet 10.03.2021. Meddelelse om forhandling 10.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er fru Annette Lind fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen til Folketinget. Jeg glæder mig altid til den her årlige lejlighed til at drøfte Danmarks engagement i alle de centrale internationale organisationer og reflektere over det år, der er gået, og det arbejde, der ligger foran os.

Det forgangne år har på mange måder stået i covid-19-pandemiens tegn. Det gælder selvfølgelig i høj grad også vores internationale samarbejde og engagementet i både OSCE, Europarådet og Østersørådet. Men alligevel er der sket nogle fremskridt.

Hvis vi først skal tage OSCE, så er det en grundpille i den europæiske sikkerhedsarkitektur, og man råder over en omfattende værktøjskasse, som kan bruges til at fremme stabilitet i Europa og vores nærområder. Men samtidig har organisationen længe været udfordret af interne uenigheder og i det forgangne år også af covid-19, og pandemien har sat begrænsninger for mange aktiviteter, bl.a. valgobservationsmissionerne.

Desuden har OSCE været gennem en institutionel krise og periode med manglende ledelse, hvilket heldigvis også er blevet løst. Danmark bidrager med 21,3 mio. kr. om året, og vores hovedprioriteter i OECD er fortsat fokus på Ukrainekonflikten, fremme af menneskerettighederne samt politisk-militært arbejde med våbenkontrolaftaler.

Siden Ruslands ulovlige annektering af Krim for 7 år siden har Ukrainekonflikten og indsatsen for at værne om vores fælles principper og regler stået øverst på dagsordenen. Den særlige monitoreringsmission spiller fortsat en nøglerolle i forhold til konflikten. Danmark har et måltal om ti observatører, der hjælper med at monitorere og rapportere om konflikten, og vi støtter missionen med et kernebidrag på ca. 15 mio. kr. om året.

I forhold til menneskerettighederne arbejder Danmark for at fremme bl.a. torturforebyggelse, mediefrihed og lgbt-personers rettigheder. 11 år efter OSCE's ministerrådsbeslutninger om torturbekæmpelse lykkedes det i 2020 at opnå konsensus om OSCE's første fyldestgørende beslutning på området. Det skyldes ikke mindst en målrettet indsats fra dansk side over mange år. Desuden tog Danmark for fjerde år i træk initiativ til en fælleserklæring om fundamentale rettigheder, som fik rekordstor opbakning fra hele 47 medlemslande. Danmark var i 2020 også drivkraft bag nedsættelsen af en uafhængig OSCE-ekspertmission til at undersøge de alvorlige menneskerettighedskrænkelserne i Belarus i forbindelse med præsidentvalget.

På vores tredje fokusområde våbenkontrol og nedrustning er der store udfordringer. Der er behov for en grundig modernisering af våbenkontrolaftalerne, men her står det komplicerede forhold til Rusland i vejen. Samtidig har USA valgt at trække sig fra Open Skies-traktaten, som er helt central for den europæiske sikkerhedsarkitektur, og Rusland truer nu med at gøre det samme.

Danmark har i løbet af 2020 øget sit engagement og anlagt en proaktiv linje, hvor der arbejdes på at opnå større dansk indflydelse på udviklingen. Dette vigtige arbejde fortsætter i 2021, for våbenkontrolaftalerne er helt afgørende i forhold til at fremme den militære gennemsigtighed, forudsigelighed og reducere spændinger og undgå konflikter. Det er vigtigt for Danmarks sikkerhed.

På trods af de store udfordringer står det klart, at OSCE er unikt og et vigtigt forum for at fremme dialog og samarbejde om europæisk sikkerhed og vores fælles europæiske værdier.

Der er ret meget i den her redegørelse, så det bliver også sådan lidt komprimeret og lidt kompakt, men det må man tage med.

Hvad angår Europarådet, er det sådan, at Europarådets arbejde også i en vis grad har været præget af covid-19, men organisationen har på mange måder også vist sin styrke og sin afgørende betydning under krisen, hvor det har været centralt i forhold til at definere rammerne for medlemslandenes krisehåndtering. Det er vigtigt, at Europarådet i 2021 kommer godt ud på den anden side af covid-19-krisen, og at de positive tendenser fra de seneste år føres videre. Europarådet skal moderniseres, effektiviseres og rustes til fremtidens komplekse udfordringer.

I de kommende år skal Danmark bl.a. sætte yderligere skub i den reformproces, som vi selv har været med til at sætte gang i under vores formandskab, og som har været prioriteret lige siden. Vi har engageret os endnu mere i arbejdet ved at sikre placering af danskere på centrale poster.

I vores optik er organisationens kerneopgaver på menneskerettigheds-, demokrati- og retsstatsområdet de ubetinget vigtigste områder. Europarådet er særlig værdifuldt med en dialog og et samarbejdsforum på netop disse områder.

I det kommende år fastholder regeringen sit fokus på at videreudvikle den europæiske menneskerettighedsdomstol, som spiller en vigtig rolle og trænger til revision. Vi holder desuden fortsat et vågent øje med henholdsvis Rusland, Tyrkiet og Belarus samt Ungarn og Polen.

Danmark bakker selvfølgelig også op om Venedigkommissionens vigtige arbejde med retssituationen i medlemslandene.

Til sidst går jeg til Østersørådet. I Østersørådet havde det danske formandskab fokus på et omfattende reformarbejde. Målet var at gøre organisationen mere fleksibel og effektiv og styrke samarbejdet med andre samarbejdsfora i regionen. Det har der været stor politisk opbakning til, og den mundede ud i Bornholmerklæringen, og samtidig lykkedes vi under formandskabet med at udvide den politiske dialog om spørgsmål af fælles regional interesse såsom covid-19, klima og miljø samt grænseoverskridende kriminalitet.

Under det danske formandskab lykkedes vi også med at samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel til tvangsarbejde og fik vedtaget en ny strategi for traffickingtaskforcen, og som et led i formandskabet var Danmark også vært for et virtuelt ekspertgruppemøde i maj 2020 om bedre beskyttelse af børn, hvor landene vedtog et mandat og en strategi for det videre arbejde.

Danmarks fokus i det kommende år vil være at følge op på reformerne og sikre, at de er afspejlet i en ny handlingsplan, der skal styrke organisationernes arbejde i det forestående år. Regeringen bestræber sig også på, at det kommende 2030-visionsdokument for regionen afspejler centrale danske prioriteter, herunder den grønne digitale omstilling.

Sidst, men ikke mindst ser vi også Østersørådet som en oplagt platform i forhold til at genetablere en regional dialog, hvor også Rusland er involveret. Det er der så sandelig meget brug for. Det var det, jeg ville sige til sidst. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er jo, som I kan høre, lidt konkurrence ude fra Slotspladsen, så man kan nemt blive distraheret af det. Vi arbejder på at få lydstyrken derude lidt ned. Men der er lige et par korte bemærkninger.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Ja, jeg troede, at natklubber og diskoteker stadig væk skulle holde lukket, men man skal åbenbart bare anmelde en demonstration, så kan man få lov til at have en natklub herinde, i hvert fald i forhold til støjniveauet.

Med hensyn til det konkrete spørgsmål har jeg fuld respekt for, at ordføreren jo ikke til daglig arbejder i Europarådet. Men Europarådet er jo interessant, forstået på den måde, at vi jo har et land som Rusland som medlem, som er hundrede procent ligeglad med alle de forskellige ting, vi beslutter i Europarådet, både i Ministerkomitéen og Den Parlamentariske Forsamling osv.

Derfor er spørgsmålet bare: Hvad skal vi gøre med sådan et land? Skal de bare have lov til fuldstændig at være ligeglade med alt og alting, eller skal vi begynde at sætte dem stolen for døren og kræve noget af Rusland?

Ordføreren.

Jeg tror, ordføreren ved, at det er det sidste, der gælder. Selvfølgelig skal man jo gøre noget, og det skal man gøre igennem EU og igennem Europarådet. Det er jo helt klart, at det er den vej, vi skal gå, ligesom vi gør det på alle andre områder på det udenrigspolitiske område. Vi arbejder jo sammen med de alliancer, som vi har, og derfor skal vi selvfølgelig gøre noget gennem EU.

Jeg ved også, at man er proaktiv i forhold til at have samtaler osv. Det er kritisk, hvad der foregår i Ukraine lige nu, og derfor får vi også rigtig mange henvendelser fra organisationer, som gerne vil have, at vi gør noget. Selvfølgelig må vi jo i fællesskab, tænker jeg, sammen med ministeren lægge pres på, så der kommer til at ske noget mere.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Det er jeg jo glad for, for jeg er 100 pct. enig i, at vi skal sætte dem stolen for døren. Problemet er bare, at den eneste måde, man kan sætte dem stolen for døren på, er ved at lave sanktioner – altså politiske sanktioner i organisationen, f.eks. ved at fratage dem stemmeretten eller noget andet.

Derfor er spørgsmålet: Vil det at sætte dem stolen for døren f.eks. kunne være sanktioner og lignende? For det har Socialdemokratiet faktisk været imod i Europarådet, kan jeg sige, indtil videre, og derfor ville jeg jo kun være glad, hvis der er kommet en ændring på det område.

Ordføreren.

Som hr. Michael Aastrup Jensen selv sagde, sidder jeg ikke i Europarådet. Jeg er udenrigspolitisk ordfører, og vi har en af europaordfører i vores parti. Jeg vil lade det være helt op til ministeren at besvare det spørgsmål om sanktioner.

Men jeg er jo helt sikker på, at vi, hvis vi ikke laver sanktioner, gør rigtig mange andre ting, i forhold til at man kan bakke op om, at forholdene skal forbedres i Rusland og i forhold til deres pression på andre lande.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl.

Ordføreren fortalte, at vi jo skal arbejde med våbenkontrol, og dybest set står det også i vores aftaler i de samarbejdsorganer, vi har, at vi skal arbejde for nedrustning. Der vil jeg høre: Kommer vi til at se et Socialdemokrati i Danmark og en regering, der tilslutter sig FN's krav om forbud mod atomvåben? Kommer vi til at se et europæisk socialdemokrati, der laver en kampagne og bruger al deres politiske kapital til at samle stormagterne til en forhandling om en gensidig nedrustning af atomvåben, og som ikke bare nøjes med at snakke om det?

Ordføreren.

Nej, som hr. Christian Juhl kan huske, har vi jo for ikke så længe siden haft den her debat i salen, og da gjorde vi jo vores holdning til den sag klar. Så det kommer vi ikke til, nej.

Hr. Christian Juhl.

Jamen i 1983 havde vi et nordisk fredstræf i Silkeborg, og der kom hr. Anker Jørgensen jo på besøg og fortalte, at det var Socialdemokraternes udtrykkelige mål fra nu af, og indtil alle atomvåben var fjernet fra kloden. Derfor spørger jeg, for forleden dag skulle vi tage stilling til, om vi skulle tilslutte os FN's traktat, og det blev der sagt nej til. Men det kunne jo godt være, at visionerne rakte så langt, at der om nogle få år kunne være en platform for, at man tog det skridt.

Vil det sige, at man til evig tid skal leve med atomvåben, og at det er Socialdemokraternes plan, at det skal være en del af arsenalet?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi imod atomvåben. Vi er imod, at man har de farlige våben, der kan destruere verden. Vi kæmper jo på alle mulige platforme – igennem NATO og på alle mulige andre områder – for at nedruste på det her område.

Men det er sådan, at vi havde den her debat for ikke så længe siden, og hr. Christian Juhl kan jo se, hvad jeg sagde i min ordførertale på det tidspunkt. Vi var ikke for FN's forslag – eller var det en resolution?

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Værsgo, hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak. Altså, nu har jeg siddet i Folketinget i 16 år, og jeg har aldrig oplevet, at man ikke har taget det lidt mere højtideligt og sørget for, at der selvfølgelig skal være ro og orden i Folketingssalen, i forhold til at vi skal kunne lave vores arbejde. Undskyld, det har jeg ikke, og der forventer jeg selvfølgelig, at man håndterer det på en lidt anden, seriøs måde end det, man indtil videre har gjort.

Tilbage til emnet, og så prøver jeg at se, om jeg kan overdøve bassen samtidig: Det her er jo et ret alvorligt område, nemlig hvordan og hvorledes det er foregået i Europarådet, i OSCE og i Østersørådet, og derfor er det jo sørgeligt, at det skal være på en baggrund af bastrommer, jeg så skal prøve at få det til at forene sig. Men svaret er jo, at hvis vi går ind og kigger på spørgsmålet om, ja, faktisk alle tre organisationer, er det sådan, at vi desværre er i en situation, hvor der især er ét land, som har en negativ rolle, og det er ...

Undskyld, det er bare, fordi jeg kan mærke, at ordføreren bliver lidt distraheret af det, der foregår udenfor. Beskeden er givet videre, og politiet er på vej. Men jeg er i hvert fald ikke herre over det, så jeg vil bare høre, om der er stemning for blandt folketingsmedlemmerne, at vi afbryder mødet nu? (Michael Aastrup Jensen (V): Nej, jeg skal gerne prøve at tale; det giver træning).

Okay, værsgo.

Det giver selvfølgelig også noget mere dynamik til min tale. Måske er den mere spændende at lytte til – I don't know. Så jeg skal gerne prøve, formand.

Jeg var i gang med at fortælle, og det var så en teaser, hvem det var, der havde den negative rolle i alle tre organisationer, og det er Rusland. Det skal forstås på den måde, at vi jo desværre ser, for at sige det, som det er, at Rusland er ligeglad. Rusland er ligeglad i forhold til at placere flere tusind soldater op mod Østukraines grænse, og i forhold til at det er med til at forværre den følsomme stabilitet, der skal være mellem øst og vest. Rusland er hundrede procent ligeglad med de forskellige resolutioner, der er blevet vedtaget, både i Europarådet, i OSCE og andre steder. Når man er i dialog med russiske politikere, siger de: Husk nu, at vi befriede jer fra nazisterne under anden verdenskrig. Det skal åbenbart være sådan et carte blanche til, at man kan opføre sig, fuldstændig som man har lyst til.

Vi så det senest i spørgsmålet om Armenien-Aserbajdsjan-konflikten, hvor vi jo også så Rusland i en uhellig situation, hvor de gik ind som selvbestaltede fredsbevarende tropper og nu har været med til at sikre, skal vi sige den fastfrysning af konflikten, som de nu har gjort.

Så alt i alt må man jo snart begynde at spørge sig selv om, hvad det er, vi skal gøre. Skal vi bare vende den anden kind til og håbe på, at dialog og diplomati i sig selv er godt nok, eller skal vi begynde, som også den socialdemokratiske ordfører var inde på, at sætte stolen for døren? Jeg må indrømme, at jeg synes, svaret er at sætte stolen for døren. Vi er nødsaget til at spørge, om f.eks. en organisation som Europarådet er en slags mini europæisk FN, eller om det er en organisation, som det blev oprettet til lige efter anden verdenskrig, for dem, som står sammen omkring nogle demokratiske menneskerettighedsniveauer. Jeg mener klart, at svaret er det sidste.

Vi har et FN, hvor alle lande er medlem, og hvor man kan søge dialogen, også med dem, som er uden for lov og orden så at sige, men Europarådet bør og skal være på et andet niveau. Det skal være sådan, at de lande, der er deri, kan se sig selv i spejlet og også ved, at vi overholder de fælles spilleregler, for hvis ikke vi gør det, er det jo, man åbner op for, at lande som Ungarn, lande som Polen og lande som Tyrkiet og andre kan sige: Hvis Rusland får lov, hvorfor skal det så ikke bare være sådan, at man simpelt hen siger, at vi da også selv må have lov, at så må vi da også have lov til at gøre dit og dat osv. osv.?

Derfor mener jeg klart, at det der med, at vi har forsøgt på diplomatiske måder at sige til Rusland, om de ikke godt lige kan forstå det ene, og om de ikke godt kan forstå det andet, ikke er svaret. Nej, svaret må være, at Rusland ikke kan forstå, eller rettere sagt, at Rusland ikke vil forstå, og derfor mener jeg, at tiden er kommet til, at vi giver dem en sidste chance, og at vi simpelt hen siger til dem, at hvis ikke de kan det her, må vi sætte det nye sanktionsredskab i søen – et sanktionsredskab, som man jo vedtog for ca. et års tid siden, hvor man i et fællesskab mellem Ministerkomitéen, dvs. bl.a. den danske regering, og den parlamentariske forsamling kan lave fælles sanktioner mod Rusland.

Hvis ikke man gør det, af geopolitiske hensyn eller andet, mener jeg, at man er med til at gøre, at Europarådets i forvejen meget lille betydning bare bliver ikkeeksisterende fremover. For så er det, at det ikke er andet end en taleflod, og det synes jeg ville være skadeligt.

Hvis vi går ind og kigger på, hvad der ellers har været af udfordringer geopolitisk i vores område, er det ikke mindst Tyrkiet. Med deres udmeldelse af Istanbulkonventionen er det tydeligt for enhver, at vi desværre har Erdogan, som bevæger sig mere og mere væk fra europæiske, vestlige værdier og over til at være fyrste, som håndterer og har lyst til at styre Tyrkiet i et jerngreb efter konservative og til dels islamisk levevis, og det er dybt beskæmmende; det er dybt sørgeligt.

Vi ser det også i forhold til den måde, han slår voldsomt hårdt ned på den opposition, der er i Tyrkiet. Vi skal og må vende os imod alle de magtgreb, som Erdogan forsøger på nu at gøre brug af. Det er så langt væk bare fra basale menneskerettigheder og demokratiske værdier, som det overhovedet kan være.

Problemet er jo selvfølgelig, at Tyrkiets betydning er stor geopolitisk. Tyrkiets betydning i forhold til flygtningelejre er stor, men det må aldrig blive sådan, at de ligesom Rusland bare kan få carte blanche på baggrund af den betydning, for det er jo det, Erdogan spekulerer i. Altså, han begynder at sidde og sige, at han da bare åbner grænsen, hvis de forsøger at gøre noget, så de millioner af gæster – i gåseøjne – efter tyrkiske regler bare kan få lov til at komme ind over Europas grænser. Jamen det må jo aldrig være sådan, at en mand bare kan få lov til at sætte en pistol for panden på Europa og så kan gøre, hvad end han har lyst til. Så det synes vi er ekstremt problematisk og ekstremt farligt.

Hvis vi går ind og kigger på spørgsmålet om OSCE, synes vi, at OSCE har gjort deres arbejde det seneste år rigtig, rigtig flot i en svær tid. Corona har jo selvfølgelig gjort, at arbejdet i alle tre organisationer har været rigtig, rigtig svært, men heldigvis ikke umuligt. OSCE's rolle i forhold til bl.a. de fastfrosne konflikter i forhold til Ukraine, i forhold til Armenien og Aserbajdsjan og i forhold til andre er rigtig stor, hvis alle spillere – læs: Rusland – giver mulighed for, at en organisation som OSCE også kan spille den rolle. For situationen er jo den, at i forhold til både sådan noget som Minskgruppen og andre lignende samarbejds- og forhandlingssteder er det jo kun muligt, hvis alle parter også giver den magt, og der ser vi altså bare, at nogen – igen: Rusland – har en interesse i, at de ikke har nogen magt sådan nogle steder, og det er rigtig, rigtig sørgeligt.

Så er der spørgsmålet om Østersørådet. Jeg spurgte sidste år, for dem, som selvfølgelig kan huske det, for noget af det, man allerbedst kan huske, er jo, hvad jeg sagde sidste år til redegørelsesdebatten om de her tre organisationer: Hvad er det, vi kan gøre for at give mere liv til Østersørådet? Det har jo levet et lidt hengemt liv, og der er det jo, at på baggrund af Ruslands stigende aggressivitet kunne Østersørådet faktisk være et sted, hvor man kunne have en mere direkte dialog med Rusland uden om USA. Og det er jo ikke, fordi jeg mener, at det med præsident Joe Biden er umuligt at have en rigtig, rigtig god dialog, som inkluderer USA, men det er bare også et sted til, at vi kan have en dialog med lande, der ligger klods op ad hinanden.

Derfor synes vi, at Østersørådet skal genaktiveres, reformeres kan man måske sige, sådan at vi får mere indhold og ikke bare bliver det der mere sektorbaserede samarbejde, som det er i dag.

Jeg er næsten helt skuffet over, at der ikke var bastoner på mere end de første 30 sekunder af min tale, for så kunne man jo høre, hvad jeg sagde, og det var måske ikke så godt. Men med det vil jeg slutte af og åbne op for eventuelle spørgsmål.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Det er først fra hr. Christian Juhl.

Da jeg trykkede mig ind, var det for at høre, hvad det er for en stol, der skal sættes for døren. Vi har jo sanktioner på forskellige niveauer over for Rusland, og de virker stort set ikke; vi råber og skriger op om Krim, og vi gør ved. Enten skal der gang i nogle forhandlinger, eller også skal den stol, der sættes for døren, byde på andet end bare en snak i en halvtom Folketingssal eller et brev til Putin eller sådan nogle ting. For det forandrer jo ingenting. Jeg har endnu ikke set en sanktion, der forandrer noget for toppen. Både Erdogan og Putin og for den sags skyld kineserne er flintrende ligeglade med almindelige sanktioner.

Ordføreren.

Jeg kan jo på sin vis være enig i, at Putin kunne være hundrede procent ligeglad med, om Europarådet sanktionerer ham eller ej. Jeg taler bare om signalværdien i forhold til de andre lande, som måske ikke er ligeglade. Et land som Tyrkiet har stadig væk en stor, stor interesse i at være en del af Europarådet. Der er også lande som Ungarn og Polen, som stadig væk har stor interesse i at være en del af Europarådet. Derfor har vi brug for en signalgivning om, at det ikke bare er et tag selv-bord.

Det tror jeg egentlig også – undskyld, jeg siger det – at også Enhedslisten har en interesse i, for vi skal jo ikke glemme, at selv om det er totalt ukendt i den brede offentlighed, hvad Europarådet har med at gøre, har Europarådet altså på en lang række områder ansvaret i forhold til menneskerettighederne, herunder selvfølgelig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Derfor er det vigtigt, at vi en gang imellem trækker en streg i sandet og siger: Hertil og ikke længere. Så den stol, vi skal sætte for døren, skal være et svar til Erdogan – undskyld, til Putin – om, at hvis man ikke gør det her, kommer sanktionerne.

Hr. Christian Juhl.

Det gør ingenting, at man fortaler sig i den her sammenhæng. Jeg synes også, at Erdogan trænger til en ordentlig tur rundt i manegen og til at få at vide, at han behandler sin befolkning virkelig, virkelig dårligt.

OSCE's ene tredjedel handler om våbenkontrol og nedrustningsmekanismer. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan Venstres ordfører synes det går med nedrustningen. Venstre var også med til at stemme imod FN's krav om at forbyde atomvåben. Det vil sige, at vi ikke får gang i nogle processer; START-forhandlingerne ligger døde, og alle de andre initiativer ligger døde i øjeblikket.

Hvordan i alverden skal vi gøre det, hvis ikke engang vores regering og vores største oppositionsparti vil være med til at tage nogle skridt i retning af at få fjernet nogle af våbnene?

Ordføreren.

Jeg bliver altid så glad, når jeg får at vide, at Venstre er det største oppositionsparti. Jeg tager imod det, så godt jeg nu kan.

Men i forhold til spørgsmålet om atomvåben: For at være helt ærlig er atomvåben jo en del af doktrinen om afskrækkelse. Det er de nødsaget til at være, ikke mindst når vi oplever mere og mere aggressive lande, og vi glemmer ikke Kina i det her spørgsmål, selv om det er langt væk fra Europa og det, vi taler om i dag. Derfor er atomvåben stadig væk en nødvendighed.

Men skal vi have kontrol med dem, og skal vi gøre, hvad vi kan, for at forhindre, at nye lande får atomvåben? Ja, selvfølgelig.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ordføreren for igen i år at komme med en passioneret tale omkring det her internationale samarbejde. Jeg synes egentlig, der er nogle rigtig fine refleksioner om, hvad det her med at sætte stolen for døren betyder i forhold til Rusland og den symbolik, der er over for de andre lande. Og det, der jo så også er værd at gøre, er måske at efterrationalisere lidt på, hvordan vi har ageret tidligere, og her tænker jeg på Danmarks formandskab for Europarådet, hvor vi på det tidspunkt sad sammen i Europarådets Parlamentariske Forsamling. Den daværende statsminister var nede at holde en tale, som det jo kun var visse lande, der kunne klappe meget af, nemlig ved at stå og sætte spørgsmålstegn ved domstolen og domstolens måde at dømme i forhold til menneskerettighederne.

Synes den seneste tids udvikling ikke at kalde på lidt efterrationalisering fra Venstres side om, om det var så klogt at sætte spørgsmålstegn ved domstolens ageren, netop fordi det jo kun var de lande, som man her står og peger på, der stod og klappede af det initiativ, man tog?

Ordføreren.

Jeg klappede nu også af vores daværende Venstremand, da han var nede i plenarsalen, og det gjorde jeg, fordi jeg jo faktisk på sin vis var hundrede procent enig i det, som jeg i hvert fald mener var hovedpointen i talen, nemlig at vi skal have en domstol, der er aktiv på centrale punkter, men som samtidig ikke skal gå ind og være aktivistisk, i forhold til hvor jeg mener, at de nationale parlamenter skal være. Og det er en balancegang, og det er en politisk beslutning om, hvor den balance skal være. Det er jeg hundredeti procent enig i.

Men jeg mener bare, at det er en nødvendig diskussion, for hvis vi går ind og gør, at Europarådets domstol går ind og bliver aktivistisk på en lang række områder, frygter jeg, at den der befolkningsopbakning til domstolen – i modstrid med det, som jeg ved at hr. Rasmus Nordqvist egentlig inderst inde ønsker – vil formindskes. For befolkningen i f.eks. et land som Danmark ønsker, at det hundrede procent skal være herinde, man træffer beslutningen om, hvordan vores udlændinge- og integrationspolitik osv. er. Og der er det altså desværre, at vi tidligere har oplevet en meget aktivistisk domstol, der går ind provokerer den grænse, og det synes jeg er farligt.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg synes, det er ærgerligt, at hr. Michael Aastrup Jensen her egentlig ikke forholder sig til substansen, som handler om, at det, når man nogle gange tager nogle skridt, så også har en symbolsk værdi, og at der er lande, der ser på, hvordan man agerer. Og begår man, når man fra dansk side som formandskab for Europarådet står med den dagsorden, og man så kan se, at det er Rusland, at det er Ungarn, og at det er andre lande som dem, der klapper af, at man siger det her, ikke en fejl, når man så netop også står nu her i dag og siger, at vi skal lave nogle sanktioner?

Det kan godt være, at det ikke har en betydning for Rusland, det kan godt være, at de er ligeglade, men det har en symbolsk betydning for, hvordan andre lande ser på det, og det er egentlig også den efterrationalisering, jeg håber at Venstre har tænkt sig at gøre. For nogle gange bliver man nødt til at se på, hvordan tingene bliver læst og af hvem, når man er i et internationalt samarbejde.

Ordføreren, værsgo.

Men det er jeg jo faktisk på sin vis hundrede procent enig i, og jeg tror også, hr. Rasmus Nordqvist er enig med mig i, at vi selvfølgelig skal have et internationalt udsyn, og det er også det, vi prøver på. For ligesom alt andet her i livet skal det balanceres.

Det er jo også derfor, jeg på sin vis er stolt over de resultater, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har opnået, og at man har været med til at sikre det for en lang række europæere i bl.a. de tre værste lande, vi har, nemlig Rusland, Tyrkiet og Aserbajdsjan, i forhold til antal sager. Men det må bare aldrig blive på bekostning af, at det skal være det her Folketing, som er det nationale parlament, og som derfor har størst bestemmelse på nogle centrale områder.

Tak. Den næste spørger er hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak. Venstres ordfører nævner, at der, hvor man så sætter hårdt mod hårdt i forhold til Rusland, bliver sanktioner. Jeg vil gerne høre, hvad det er for nogle sanktioner, som Venstres formand har i tankerne. De sidste sanktioner, vi lavede imod Rusland, også handelsrestriktioner, var jo ikke en vældig stor succes. Jo, det var det for Færøerne – de fik meget ud af dem – men vi andre gjorde jo ikke. Vi mistede en hel del i eksportindtægter. Men hvad for sanktioner skal der til?

Værsgo.

Nu blev jeg jo også glad, da hr. Søren Espersen kaldte mig formand. Altså, jeg er kun ordfører for Venstre, så det er det eneste, jeg tager på mig.

Men i forhold til spørgsmålet: De sanktioner, jeg har tænkt, skulle være politiske sanktioner. Europarådet har sidste år åbnet op for, at man kan lave interne – skal vi sige – politiske sanktioner, f.eks. fratage dem taleretten, fratage dem stemmeretten, nogle af de andre ting, man kan gøre internt i Europarådet. Og det nye er så, at det, hvis man beslutter det, så at sige er i alle led. Så det er i Ministerkomitéen, den parlamentariske forsamling osv. Så det er ikke sektorsanktioner, jeg taler om som – skal vi sige – gængse, normale sanktioner.

Hr. Søren Espersen.

Det var det, jeg gerne ville have bekræftet, altså at der ikke er tale om handelsrestriktioner. Vil Venstre så være med til at ophæve de restriktioner, der ligger nu?

Nej, det vil Venstre ikke, for de er kommet igennem med et møjsommeligt europæisk pres. Men jeg synes faktisk, at vi skulle gå ind og kigge mere på det, som er mere personlige sanktioner, altså det, som jeg stadig væk kalder Magnitskysanktioner, selv om Europa ikke vil være med til det, og simpelt hen gå efter at ramme enkelte individer og deres rolle, som de er. For det tror jeg rammer bedre og mere præcist, end hvis det bare er sådan en bred sanktion.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren for den skriftlige redegørelse. Det har været spændende læsning. Noget af det kender vi selvfølgelig også fra tidligere år. Det er nogle gange de samme, ja, stort set de samme kriser, som stadig væk står. Og øverst på det hele er jo Rusland og Ukraine, som er det store emne, som vi også har berørt flere gange i dag.

Jeg synes, at det der med, hvad man stiller op, er så umådelig svært. Og jeg er jo i hvert fald glad for, at Venstres ordfører bekræftede, at der ikke var tale om handelssanktioner, men om andre former for sanktioner. For det her er svært. Det er et svært område.

Der er to regioner, som Rusland nu arbejder meget intenst på i forhold til Ukraine, Donetsk og Lugansk. Vi ved jo ikke rigtig, hvad der egentlig foregår bag de linjer. Vi ved bare, at deres befolkning nu kan søge russisk statsborgerskab og få pas udleveret, når de har lyst til det. Så det ligner noget, som vi har set i forvejen. Det er den her snigende besættelse. Det er egentlig det, Rusland bruger og beskæftiger sig med. Det er en meget effektiv måde at gøre det på, hvor det ikke er direkte krig.

Så er der Krim. Det synes jeg er et noget nær uløseligt problem, for Europa, EU, Europarådet, har lagt alle sanktioner an på tilbageleveringen af Krim til Ukraine. Jeg mener ikke, at det kommer til at ske. Det er det, der er så kreperligt på en eller anden måde. De burde jo bare få det gjort, men man ved jo så alligevel, at uanset hvem der sidder som præsident i Rusland – om så Putin er der, eller om det er en anden præsident om 25-30 år – så vil Krim stadig væk være i russisk besiddelse. Og vi har altså på en eller anden måde bundet os ind i, at de to ting hang sammen. Det vil sige, at vi så ikke på nogen måde vil kunne få en dialog med Rusland i gang.

Den seneste tids opmarch i Rusland har selvfølgelig også været chokerende at opleve. Man har sagt, at der er tale om et par øvelser, der kommer. Vi får så se i løbet af nogle måneder, hvad det egentlig var, men jeg må sige, at det militært er sådan, at hvis man satte hårdt mod hårdt og ville gøre det på militær manér, så vil det jo være en fuldstændig forfærdelig situation, man får. Så man skal være meget varsom med det.

Man er nødt til at tale selv med dem, som man betragter som sine næsten fjender. Det er meget, meget væsentligt, at vi har den dialog i gang med Rusland. Den forsvandt på et tidspunkt. Nu er den helt væk. Jeg forstår, at der næsten heller ikke er nogen officerer fra den ene side, der er med til de her øvelser. Det havde været helt normal praksis også i den kolde krig, den rigtige kolde krig, at man af og til kunne have udsendinge fra den ene eller den anden side med til militære øvelser.

Vi har lige været inde på sanktioner i forhold til mit spørgsmål til Venstres ordfører. Sanktioner er jo noget, som vi pr. definition ikke går ind for i Dansk Folkeparti. Jeg taler her om handelssanktioner, handelsrestriktioner og altså ikke den type sanktioner, som blev nævnt tidligere. Vi er modstandere af handelsrestriktioner. Vi synes, at det kun har en dårlig effekt på ens eget erhvervsliv, og landene, som vi laver handelsrestriktioner i forhold til, er lynhurtige til at finde nye leverandører. Jeg spøgte lidt i forhold til Færøerne, som jo virkelig har tjent hundredvis af millioner kroner på den eksport, man har til Rusland, bl.a. fordi vi altså sagde nej til at eksportere vores ting, og at russerne stoppede vores ting, da vi kom ind. Og så var det altså ligesom Færøerne, der kom til at profitere af det.

Andre væsentlige emner i det her har været Tyrkiet, Belarus, som vi også kaldte for Hviderusland, men jeg kan se, at amerikanerne er begyndt at kalde det Belarus. Det kan også være, at vi kommer til det. Der er det i høj grad ytringsfriheden, som er på spil, og den journalistiske frihed. Der mener jeg i høj grad, at sanktioner er på sin plads. Det er vel nok det eneste regulære diktatur, vi har tilbage i Europa i øjeblikket.

Det andet store emne er Tyrkiet, som jo har ændret sig totalt, siden det mislykkede militærkup i 2016. Det var faktisk et kup, der kom Erdogan vældig godt tilpas. Onde tunger mener, at han ligefrem var glad for, at det kom, så han kunne slå til imod sin officersstab, som jo i høj grad var uddannet i USA, og som så på forsvaret på en meget vestlig måde, hvad angår måden at gøre ting på. Så der fik han ryddet godt op i officerskorpset, og det gjorde, at han kunne gøre, præcis hvad han ville.

Jeg synes, det er væsentligt, at der fra vores side bliver sendt et signal til Tyrkiet om, at medlemskab af EU er udelukket. De er jo nu på godt og ondt medlem af NATO. Det er et meget væsentligt land, også geografisk, og derfor er det også vigtigt, at vi stadig væk har kontakten og en ordentlig kontakt, uanset hvem der så sidder – om det er Erdogan eller en anden. Vi skal stadig væk have en ordentlig snak med Tyrkiet. Jeg synes, at vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at have det.

Jeg nævnte lige den militære optrapning i Rusland. Jeg har egentlig været meget overrasket over, hvad Putin egentlig ønsker, og hvad han vil med det her bortset fra at stå stærkere indenrigspolitisk, som jeg i virkeligheden tror er hans væsentligste opgave. Der bliver talt om et muligt angreb. Det kunne måske tænkes. I så fald kunne det være Ukraine, og det kunne også foregå andre steder med de her små civile grupper, som alligevel er uniformerede. Jeg forstår ikke, hvad han vil.

Men at angribe NATO, som nogle har været ræd for, mener jeg er fuldstændig udelukket. NATO er ved den sidste beregning 15-16 gange større end Rusland militært. Mange vestlige lande er i gang med at opruste og bruger penge på det. Hvis tyskerne kommer op på de 2 pct., så har de faktisk et større militært budget end Rusland, bare Tyskland alene. Så et angreb på et NATO-land fra Ruslands side vil være selvmord, og så dumme tror jeg faktisk ikke de er.

Som sagt har det været spændende læsning, og tak for det til udenrigsministeren.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Jamen tak for det. Og jeg er jo på sin vis hundrede procent enig med hr. Søren Espersen i, at det faktisk er rigtig trist, at dialogen med Rusland er blevet fastfrosset så meget, at den faktisk er dårligere, end den var under den kolde krig, for det er jo sådan, fakta er. Men spørgsmålet er jo bare, hvordan vi skal håndtere det her, for ordføreren er jo inde på, at vi skal erkende virkeligheden, som den er, i forhold til Krimhalvøen og alt muligt andet. Problemet er jo bare, at Rusland ikke bare har besat og annekteret Krim i næsten 10 år, men også har besat dele af Georgien og dele af Moldova – og i endnu længere tid, hvad angår Georgien og Moldova.

Er ordføreren ikke nervøs for, at hvis vi begynder at anerkende det dér, så kan der komme et næste skridt, som bliver noget andet, osv. osv., altså at hvis vi først kommer til at give os på sådan nogle områder, så laver vi så at sige fri leg for Putin?

Værsgo.

Nu ved vi jo alle, at Krim er et helt særligt kapitel i Ruslands historie. Det har faktisk kun været ukrainsk i en periode på mellem 25-30 år, som følge af at daværende ministerpræsident Nikita Khrusjtjov i anledning af en eller anden festlig dag skænkede Krim til Ukraine og sagde: Nu er det jeres. Det har altid været russisk – det har det været i tusind år inden da – og et overvældende flertal af befolkningen dernede er også russisk. Derfor er det i mine øjne helt utænkeligt, at nogen russisk regering fra nu af, og til der falder grøn sne, vil tilbagelevere Krim til Ukraine.

Vores problem er, at vi har bundet vores sanktioner op på netop det, og det synes jeg var en fejl at man gjorde, for det er meget, meget svært at slippe ud af. Vi bliver nødt til at tale med Rusland om Krim; vi kan ikke for tid og evighed sige, at Rusland ikke er en naturlig del af det Europa, som vi bør tale med. Det er et væsentligt land.

Spørgeren, værsgo.

Jamen tak for det. Jeg kalder vores ukrainske venner for venner, for jeg synes virkelig, at det er et land, som ene og alene ønsker at være en del af Vesten, og lige nu vil Putin jo gøre alt, hvad han kan for at sikre, at det ikke sker. Der er jo nogle eksperter, der er inde at sige, at grunden til, at Putin er så aktiv i den østlige del af Ukraine, er at sørge for, at Ukraine aldrig kan blive kandidatland til hverken NATO eller EU, fordi man så ikke vil åbne op for det, så længe der er en borgerkrig i gang, eller hvad Putin nu vil prøve at karakterisere det som.

Så er svaret ikke, at vi snart skal begynde så at sige at erkende, at Ukraine bliver nødsaget til at komme med ind i Vesten, og at vi skal bakke dem op i forhold til EU og NATO?

Værsgo.

Vi kan til enhver tid fremføre det krav, og vi kan synes, at det er en god idé at gøre det, fordi det måske vil skabe mere stabilitet. Det har bare ingen gang på jord. Nogle gange skal man passe på, at man ikke hopper så højt, at man aldrig rører jorden.

I den her sag vil det bare ikke kunne lade sig gøre under nogen omstændigheder, at nogen russisk regering vil tilbagelevere Krim til Ukraine. Og der må vi altså også tage den historiske del af det med. Det med grænsestridigheder har jo været kendt i Europa i hundreder af år, så det er jo sådan set ikke noget nyt.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, der bedes holde sig klar, er hr. Rasmus Nordqvist fra SF. Værsgo.

Tak. Og tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som jo hvert år, når vi får den, egentlig understreger, hvor vigtigt det er, at vi har de her samarbejdsfora, som har forskellige prioriteter og forskellige toninger, men som jo hele tiden handler om, at vi samarbejder for at skabe en bedre verden – og det er både for mennesker og for planeten. Det er sådan set det, der er gennemgående i de her samarbejder, som er så utrolig vigtige.

Det, der også er interessant at se, når vi ser på de tre organisationer, vi taler om i dag, er jo, at det er mange af de samme lande, vi møder, men at vi kan have forskellige former for dialog. Som Socialdemokratiets ordfører også var inde på i forhold til dialogen med Rusland, kan vi tage dialogen i Østersøsamarbejdet på en anden måde, end man nødvendigvis kan det i eksempelvis Europarådet. Det, der også er meget værdifuldt, er hele tiden at se på, hvor det er, vi kan bruge hvert enkelt internationalt samarbejde proaktivt for de vigtige dagsordener.

I forhold til OSCE-samarbejdet er det jo fuldstændig afgørende i dag, at vi virkelig bakker op om det, for det handler om demokrati, og det handler også om pressefrihed, om menneskerettighederne, altså om, at vi står op for de værdier, men jo også på en måde, hvor vi arbejder sammen sikkerhedsmæssigt.

Jeg synes, at det, som desværre er blevet understreget de senere år i OSCE-samarbejdet, jo er den brudflade, der er kommet geopolitisk, altså det, at vi har nogle lande, som begynder at vende sig væk fra de værdier, som vi egentlig samledes om ved Murens fald, hvor vi rigtig skulle samarbejde omkring den her retning. Og det er jo dybt sørgeligt, at vi ser det på den måde, særlig i forbindelse med nogle meget symbolske sager, kan man sige det er, som hele lgbti-spørgsmålet, også i OSCE-regi, hvor vi ser lande, der lige pludselig ser stort på de ting, vi egentlig troede vi var enige om. Altså, hvad er det for nogle kampe, vi lige pludselig skal til at tage igen? Det synes jeg egentlig er både interessant og samtidig dybt sørgeligt at læse. Men det er helt nødvendigt, at vi gør det, og derfor er det også nødvendigt, at vi har den stærke opbakning fra dansk side til de her organisationer.

I forhold til Europarådet vil jeg starte med at sige, at det jo er en fornøjelse at se danske parlamentarikere nu have nogle rigtig vigtige positioner i Europarådet. Jeg har selv tidligere været en del af delegationen, og jeg må sige, at jeg faktisk savner arbejdet i Europarådet, for jeg synes, at det, der bliver gjort, er så supervigtigt – og jeg er glad for at se den rolle, vi spiller fra Folketingets side, i Europarådet.

Det, der netop er så vigtigt ved Europarådet, er, at det ikke er tandløst; det skal have muskler, det skal være et sted, hvor vi står op for de fælles aftaler, vi har, og står op for menneskerettighederne. Vi skal kæmpe for dem, også når det er svært. Det må ikke bare blive et slag over fingrene en gang imellem – eksempelvis som i forbindelse med diskussionen i forhold til Rusland; der skal være nogle konsekvenser. Det bliver der jo nødt til at være, når der bliver set stort på samtlige domme, der kommer, gang efter gang; så bliver vi nødt til at gøre noget. Det gælder bl.a. spørgsmålet om stemmeret: Hvordan kan vi gøre noget i forhold til det? Det er også, fordi det, som Venstres ordfører var inde på, har en ekstremt vigtig betydning i forhold til det signal, man sender til andre lande. For man kan sige, at Rusland for tiden virker, som om de er bedøvende ligeglade med, hvad vi siger, og hvad vi gør, men vi skal altså ikke se andre lande følge med den vej. Men det gør vi jo desværre, specielt når man dykker ned i det og ser på eksempelvis Istanbulkonventionen, som Tyrkiet direkte er trådt ud af. Og vi ser jo lande, som lige pludselig synes, det er skrækkeligt, at man taler om genderbegrebet, altså kønsforståelse på andre måder end den binære mand-kvinde, og ser det som grund nok til at træde ud af samarbejdet. Altså, det gælder selv tætte samarbejdspartnere som Polen og Ungarn, vi sidder i EU med. Og der skal vi virkelig sende nogle tydelige signaler og sige, at der er konsekvenser, når man ikke overholder de aftaler, vi laver med hinanden.

Jeg tror, at det skal være ordene fra min side. Men tak for redegørelsen, som jeg virkelig synes understreger vigtigheden af, at vi er aktive i de her tre fora.

Mange tak til ordføreren. Der er ikke nogen ønsker om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Nogle gange befinder man sig lidt på udebane, når man er medlem af Folketinget, og det her må være en af de gange. Men hold da op en spændende debat at følge, vil jeg sige, og tusind tak til regeringen for en grundig redegørelse. Jeg står her, fordi jeg er medlem af OSCE og den parlamentariske samling dér, og jeg vil faktisk bare fra Radikales side rigtig gerne understrege, hvor vigtigt det er, at vi fra dansk side bakker op om de internationale organisationer og de fællesskaber, der er med til at sikre dialog og samarbejde mellem lande. Der er behov for samarbejder, hvor vi mødes og forsøger at finde nogle fælles løsninger, også selv om det er svært og til tider ret bøvlet. Det er ikke altid nemt, når man skal finde fælles løsninger inden for menneskerettigheder, frihedsrettigheder, demokrati, konfliktforebyggelse og andre meget store spørgsmål, men bare fordi det er bøvlet, betyder det jo ikke, at vi skal lade være – nok tværtimod. Der er behov for en stærk dansk indsats.

Det internationale samarbejde i alle tre organisationer har været udfordret, særlig på grund af corona. Det kan vi ikke komme uden om, og der er visse ting, der bare ikke bliver nemmere af, at man sidder bag en skærm og skal diskutere det. Til trods for det har der jo været holdt møder, og dem, jeg selv har deltaget i, har faktisk været rigtig gode, og det må man jo sige er et godt bevis i den nuværende situation. Jeg tror faktisk, det var det. Jeg vil sige tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Menneskerettighederne er under voldsomt pres, også i Europarådets 47 medlemslande, og menneskerettighederne går igen i de tre vigtige organisationer, som vi har fået en redegørelse for, og tak for den. Covid-19-krisen har bestemt ikke gjort situationen bedre nogen steder. Vi er i de her år desværre vidne til en farlig glidebane, hvor respekten for demokrati og rettigheder i stigende grad er udfordret. Jeg vil gerne følge opfordringen fra Venstres ordfører til at råbe højt og sætte stolen for døren, og jeg ved jo, at man på den russiske ambassade selvfølgelig sidder og lytter til, hvad vi siger, og sandsynligvis sender en hilsen over til Putin. Jeg vil gerne tale hans eget sprog, og det er jo sådan en her ... (taleren løfter en sko op foran sig).

Jeg må anmode taleren om ikke at banke med en sko i pulten. Vi er ikke i FN's generalforsamling under Khrusjtjov.

Det bliver også kun et enkelt bank, så jeg er nødt til at anmode om at få lov til at gøre det én gang. Jeg vil gerne sige: Putin ... (taleren banker skoen ned i pulten).

Så er det absolut også nok! Og vær venlig at tage skoen ned fra pulten!

Du skal forbedre menneskerettighederne i landet og behandle politiske modstandere, journalister og menneskerettighedsaktivister ordentligt. Du skal følge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser. Og til Erdogan vil jeg sige det samme: Du skal holde op med at fængsle din opposition og menneskerettighedsaktivisterne. Du skal lade være med at lave indskrænkninger i ytringsfriheden, og du skal sørge for, at folk, der skal i fængsel, bliver behandlet ordentligt, og du skal frigive de kurdiske oppositionspolitikere, især Selahattin Demirtaş, omgående, så de kan deltage i valget i jeres land.

Så er det sagt! Jeg ved ikke, om de hørte det helt nede i Tyrkiet, for Erdogan plejer jo ikke at lytte til det danske parlament, ligesom russerne gør – bare de ikke kunne nøjes med at lytte, men også hørte efter.

Vi ser det også, som det er blevet nævnt før, i Polen, i Ungarn, hvor etniske og seksuelle minoriteter, kvinder og menneskerettighedsaktivister oplever forfølgelse og undertrykkelse – for bare at nævne et par eksempler. Derfor er jeg glad for, at vi har mulighed for at drøfte de her tre organisationers rolle i dag. Enhedslisten tilskriver både Europarådet, OSCE og Østersørådet stor betydning. Det er nogle af de vigtige steder, hvor vi kan tale på tværs af de uenigheder, vi har, og med vores modstandere.

Rådet bygger ikke som EU sit virke på det fri markeds præmisser og varernes fri bevægelighed, men på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, på love og normer. Det er helt afgørende, at vi har et internationalt samarbejde, som bygger på konventioner og rettighedshåndhævelser og ikke på markedets luner og handelspolitiske hensyn. Det er med det udgangspunkt, jeg har kastet mig over redegørelsen.

Vi har desværre oplevet, hvordan covid-krisen har lammet arbejdet i rådet. Ja, ikke kun rådet, men også OSCE har jo lidt voldsomt under covid-krisen, og mange af de ting, man plejer at lave i OSCE, har man simpelt hen ikke kunnet lave på grund af covid. Men det er dog positivt, at rådet har været opmærksom på, hvilke effekter det har haft for befolkningens særlige udsatte grupper og minoriteter i visse medlemslande. Det har desværre vist sig nødvendigt, da krisen har været med til at gøre ondt værre for mange udsatte.

Desværre noterer jeg mig, at regeringen fremadrettet lægger op til at bruge mange kræfter på at videreføre VLAK-regeringens indsats for at stække domstolens såkaldte aktivisme – en aktivisme, vi betragter som en nødvendig praksis, et bolværk mod de reaktionære kræfter, som har vind i sejlene.

Det er ingen hemmelighed, at Enhedslisten har været kritisk over for den tidligere og nuværende regerings arbejde for at reformere rådets arbejde med udgangspunkt i den såkaldte Københavnererklæring. Formålet var og er at få Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at blande sig mindre i den stramme danske udlændingepolitik, men heldigvis blev Københavnerklæringen ikke helt så vidtgående som det første udkast. Men i dag er der vist almindelig enighed blandt dem, der følger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, om, at erklæringen fik domstolen til at trække følehornene til sig og udvise en større tilbageholdenhed med at blande sig.

Vi har en menneskerettighedskonvention og en Menneskerettighedsdomstol, netop fordi det ikke er godt nok at overlade ansvaret for at overholde menneskerettighederne til de enkelte lande. Rusland, Ungarn, Tyrkiet er alle lande, som har tilsluttet sig Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men det er nok svært at argumentere for, at vi bare skal overlade ansvaret for at overholde menneskerettighederne i de tre lande til Putin, Orbán og Erdogan – og her skulle der have været et slag mere i bordet! Derfor bakker vi ikke op om den del af Danmarks arbejde i rådet, som vedrører arbejdet for disse reformer.

Vi noterer os også, at der desværre stadig væk er en stor sagspukkel, som giver lang ventetid. Indsatsen for at nedbringe sagsbehandlingstiden bakker vi i den grad op om. Der skal ressourcer til, og hvis borgere kunne få afgjort deres sag hurtigere, ville vi da for alvor kunne tale om en dynamisk reform af domstolens arbejde.

Vi deler til fulde redegørelsens vurdering af den forværrede situation både i Rusland og i Tyrkiet. Arbejdet med Venedigkommissionen og Istanbulkonventionen er af stor betydning, ikke mindst efter at Erdogan har trukket Tyrkiet ud af Istanbulkonventionen. Det er vigtigt, at rådet udtaler kritik af konkrete tiltag, herunder politiske fængslinger af oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister.

Vi ser gerne, at Danmark i endnu højere grad fokuserer sin indsats i rådet på at håndtere de konkrete udfordringer, når befolkningernes rettigheder og friheder er under pres, i stedet for at bruge sin tid, flid og penge på at begrænse den såkaldte domstolsaktivisme. Vi håber, at regeringen vil bruge endnu flere kræfter på det politiske arbejde i rådet, så man er med til at styrke det fælles forsvar for rettigheder og demokrati i stedet for at hænge fast i en tidligere regerings vision om at udvande rådet og domstolens arbejde for at håndhæve de europæiske menneskerettighedskonventioner.

Og så vil jeg også sige lidt om OSCE's arbejde, hvor et af afsnittene, som jeg tidligere har nævnt i dag, handler om international våbenkontrol og nedrustning. Behovet for at kigge mere på det her arbejde trænger sig jo på i Arktis. Vi ser en stormagtsrivalisering, hvor ikke kun Rusland opruster, men hvor Danmark følger trop, når USA siger, at der skal radarer og mere militært isenkram til Arktis, og det betyder i praksis Færøerne og Grønland.

USA har trukket sig fra Open Skies-traktaten. Rusland tager initiativ til at følge efter. Det vil sige, at vi ikke blot er i en afventende situation – vi går baglæns. Jeg mener, at nogen må tage et initiativ til at samle til stormagtsforhandlinger om at nedbringe det antal af dødsensfarlige våben, som vi efterhånden har på den her klode, og selvfølgelig skal det være parallel nedrustning, og selvfølgelig skal alle være med. Hvis ikke vi får det i gang, sker det jo på et tidspunkt, at nogle af de store magter bruger de her våben. Der vil jeg gerne appellere til, at vi i OSCE, Europarådet og Østersørådet og alle steder taler for global nedrustning. Vi har ikke råd til det andet, det er alt for farligt, og det er fuldstændig vanvittigt i en tid, hvor vi kæmper med ryggen mod muren for overhovedet at finde ressourcer og kræfter til at klare de klimaproblemer, vi også har lovet at løse samtidig.

Derfor er det en meget kraftig opfordring til, at nogen snart tager et initiativ, og hvorfor ikke Danmark? Hvorfor ikke de nordiske lande som en alternativ stormagt i det her område, vi er i? De kunne samlet med en stærk stemme sige: Vi vil ikke acceptere oprustning; vi vil kræve, at der kommer forhandlinger om nedrustning, og vi vil kræve, at de sparede ressourcer, som vi drømte om i 1989 efter Murens fald, kan blive brugt til mennesker og til at sikre den klode, vi bor på. Det her er på mange måder selvmorderisk, hvis ikke vi gør det, og det er derfor, det er hamrende vigtigt, at den dagsorden kommer på bordet.

Så vil jeg gerne slutte med at sige tak for ordet og tak for formandens tålmodighed.

Tak til ordføreren. Jeg må takke ordføreren for at bruge oratoriske sko i den sidste del af talen. Men det er ikke på sin plads at bruge rekvisitter af nogen former.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Søren Espersen, værsgo.

Det er præcis det, jeg også vil komme med en bemærkning om. Jeg synes, det var uværdigt for Folketinget, hvad der skete dér, altså at hr. Christian Juhl hyldede en tidligere kommunistkammerat Khrusjtjov for at gøre det samme i FN's Generalforsamling. Jeg synes, hr. Christian Juhl burde skamme sig. Tak.

Værsgo.

Jamen jeg har ikke nogen kommentarer, for der var ingen spørgsmål til mig, kan jeg forstå. Det var bare en kommentar fra hr. Søren Espersen, og det har han jo ret til at komme med.

Der er en kort bemærkning til hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Åbenbart har den banken vakt så stor opsigt, at de simpelt hen er stoppet med musikken nede på pladsen. Så noget positivt kom der da ud af det.

Men det, jeg vil spørge ind til, er det der ønske om nedrustning. Det lyder jo godt, når man hører det. Problemet er jo bare – vil hr. Christian Juhl ikke give mig ret i det? – at det eneste, som hr. Putin historisk indtil videre har haft respekt for, tværtimod er hårdt mod hårdt; altså underforstået, at de tre baltiske lande er medlem af NATO, og at det derfor vil have dybe konsekvenser, hvis hr. Putin går ind og invaderer dem, og at man på samme måde hele tiden er med til at trække en streg i sandet om, at hvis hr. Putin går ind der og der, bliver han altså mødt med våbenmagt. Vil hr. Christian Juhl ikke give mig ret i, at det historisk set er noget af det eneste, der har en afskrækkende effekt på hr. Putin?

Ordføreren.

Det er jo ofte sket, når jeg har talt for nedrustning, at så har jeg fået at vide, at jeg går fjendens ærinde. Det hører jeg ikke hos hr. Michael Aastrup Jensen. Men jeg mener, at vi er nødt til at insistere på at få fjernet nogle af våbnene, også russernes våben, også kinesernes våben og også amerikanernes våben, hvis vi vil en mere sikker verden. Vi har jo formuleret det i alle de her papirer, og så lader vi det være der, og så siger vi, at det er en afskrækkelsestaktik, og det gør de andre modsat også. Altså, russerne vil heller ikke af med deres atomvåben, for det skal være en afskrækkelsestaktik over for Europa, over for USA osv. osv. Og derfor kan vi jo blive ved i en uendelighed, hvis ikke nogen tager et initiativ til at sige, at vi i hvert fald som en start skal sidde omkring et bord, og at vi som en start skal prøve at sige: Hvis jeg fjerner ét våben, fjerner du så også ét våben? Ellers kommer vi ikke ind i den proces, som vi var noget bedre til under den kolde krig, for der lykkedes det jo rent faktisk at fjerne mellemdistancevåbnene i Europa, ikke i kraft af politikerne i første omgang, men i kraft af folkelige bevægelser, og så kom politikerne bagefter.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Nu har jeg jo kun 30 sekunder, så jeg kan desværre ikke komme ind på de afsløringer, der var omkring visse af de fredsbevægelser – hvordan de var styret og finansieret af den sovjetiske efterretningstjeneste. Men det er en diskussion, vi må tage en anden gang.

Det, jeg vil gå ind og tage fat i, er spørgsmålet om, hvad vi gør for at stoppe hr. Putin. Og der må jeg bare indrømme, at hvis du spørger de lande, som ligger klos op ad hr. Putin, og som er truet af hr. Putin hver eneste dag, så taler de altså ikke om nedrustning fra Vestens side; de taler kun om én ting, og det er hjælp, og det er ikke mindst hjælp til opbygning af deres militær. I Ukraine lige nu ønsker de jo tværtimod våben, sådan at de kan være klar til en eventuel invasion fra hr. Putin, og det synes hr. Christian Juhl åbenbart at vi bare skal sidde overhørig.

Ordføreren.

Nej, det skal vi da ikke, men jeg er ikke sådan vildt imponeret over Putin eller den ukrainske ledelse. Altså, den måde at drive noget, de kalder demokrati, på, er jo forfærdeligt i sig selv. Der vil jeg gerne sige, at jeg lytter mere til befolkningen, og jeg tror på, at befolkningerne i alle lande ønsker en situation, hvor vi kan fjerne nogle af de her våben, og at det skal være vores mål. Det bør også være hr. Michael Aastrup Jensens og udenrigsministerens mål, at det er det, vi går efter, i stedet for at det er noget, vi en gang har formuleret sammen med vores fjender. For det er den eneste vej frem, hvis vi skal overleve på den her klode, at vi frigør kræfter og økonomi til at klare de sociale problemer i Ukraine, at klare de klimamæssige problemer på hele kloden.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg beklager, hvis min entré ikke er lige så dramatisk som hr. Christian Juhls. (Tredje næstformand (Rasmus Helveg Petersen): Det sætter jeg stor pris på). Jeg fik en ny hofte for 1½ år siden, så det der med at tage min sko af og på er en meget langsommelig proces, så det ville nok ikke have den samme dramatiske effekt. Det ville tage meget lang tid og ville nok være lidt mere sådan tragikomisk. Så jeg vil tage en meget konservativ tilgang og læse min tale op.

Tak for redegørelsen. Vi synes, det er et rigtig fint valg af organisationer at fokusere på. Vi kender jo alle sammen desværre til de konflikter, der for tiden raser i og omkring Europa. Jeg kan bare nævne konflikten i Nagorno-Karabakh, der igen er brudt ud i lys lue, og som har sendt tusindvis af mennesker på flugt. Jeg er glad for, at Danmark også her kunne bidrage med humanitær bistand. Det er igen en interessesfære for Rusland.

Ukraine og Rusland har været nævnt nogle gange i dag, og det er også noget, der vækker stor bekymring hos os Konservative, herunder ikke mindst den seneste optrapning med tropper langs grænsen. Jeg bakker selvfølgelig helt op om det, hr. Søren Espersen har sagt omkring dialog, for man skal også have en dialog, men den synes ikke at være øverst på agendaen lige nu. Jeg er selvfølgelig også enig i det, som hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre siger om, at det eneste, Putin i virkeligheden respekterer, er magt. Det tror jeg der har været mange eksempler på igennem de sidste mange år.

Vi hører generelt om, hvordan demokratiske rettigheder er under pres, og det gælder ikke mindst menneskerettighederne, som løbende overtrædes, og det er set i forhold til OSCE, på trods af at OSCE har 16 missioner fordelt på Balkan, Kaukasus og i Centralasien for netop at fremme menneskerettigheder. Det giver os jo anledning til at stille spørgsmålet, om der er behov for fra dansk side at tage en dialog med OSCE om, om der er noget, vi skal ændre eller styrke i indsatsen for mere effektiv konfliktforebyggelse. Det gælder også i forhold til samarbejdet med andre missioner i samme områder.

De demokratiske værdier i Europa er under pres i en lang række lande. Corona har i nogle tilfælde medvirket til at forstærke, at rettigheder yderligere er kommet under pres: udgangsforbud, forsamlingsforbud, fratagelse af den private ejendomsret osv. Det understreger på den ene side berettigelsen af Europarådet, men på den anden side at det også er vigtigt, at der sættes tempo på procesreformen, og at vi bygger videre på Københavnererklæringen. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er helt enig med hr. Christian Juhl i, at det bare var noget, vi satte i søen for at lægge låg på den i vores øjne meget rigtige udlændingepolitik, vi førte og fører. Jeg vil nærmere mene, at det er en overordnet dialog, der er sund i forhold til samtalen mellem domstolene og medlemslandene.

Vi bakker selvfølgelig op om, at Danmark fortsætter med at være en god drivkraft, at vi har gode ambassadører placeret på strategiske positioner, ikke mindst en plads i FN's Sikkerhedsråd, at good governance er essentielt, og at Ruslands manglende indbetaling af renter er stærkt kritisabelt. Rusland er blevet genoptaget, men det er jo helt på månen, hvis de ikke på lige fod med andre medlemmer betaler efter reglerne. Der tror jeg, at vi bakker op om flere af Venstres forslag, bl.a. om deres medlemskab overhovedet skal genovervejes, hvis de opfører sig, som de gør – og derudover ikke engang betaler, som de bør. Jeg tror, at den bekymring er særdeles relevant i forhold til de seneste dage med Aleksej Navalnyj-sagen, vold mod journalister og menneskerettighedsaktivister osv.

Hviderusland taler også for så selv. De gennemgå en turbulent proces, og de og konflikten her må ikke blive glemt på baggrund af alt det, der ellers sker i Tyrkiet, Rusland osv.

Jeg vil også gerne bakke op om det, som hr. Rasmus Nordqvist har sagt om det danske engagement i Europarådet. Jeg tror godt, at vi kan kigge på især Venstres medlem som et særdeles aktivt medlem i Europarådet. Jeg har ikke selv været aktiv i Europarådet. Jeg har haft fokus på NATO's Parliamentary Assembly, men jeg ved, at der er stor respekt om det arbejde, som især Venstre gør i Europarådet.

I forhold til Østersørådet er det vigtigt, at vi følger op på det gode arbejde, som det danske formandskab fik sat i gang, herunder særlig bekæmpelse af human trafficking. Her kunne et tema selvfølgelig være beskyttelse af kvinder og udsatte gruppers rettigheder, og det kan forhåbentlig indgå i programmet på konferencen senere i år.

Tyrkiet har været nævnt flere gange. Erdogans opførsel taler for sig selv, og det er jo helt vildt, at vi har et NATO-land, hvor man er blevet nødt til at gå ind og annullere handelen om F-16-fly. Det siger lidt om, hvor svært samarbejdet er med et land som Tyrkiet.

Så vil jeg slutte med et fokus på den grønne omstilling og en mere bæredygtig udvikling. Der er et stort potentiale i fra dansk side at tænke mere regionalt og selvfølgelig især have fokus på, hvordan vi kan eksportere vores tankegang, teknologi osv.

Så jeg er nødt til også lige at nævne Femernforbindelsen – det er ikke, fordi jeg kommer fra Lolland; jeg ved, at alle tit og ofte tænker på Femernforbindelsen, men det gør man især, når man kommer fra Lolland – for at sætte fokus på, at samarbejdet i Europarådet også går på tværs af ministrenes ressort, når det kommer til den helt afgørende forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Tak for ordet

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Min bemærkning angår kommentarerne til Danmarks forslag til reformer i Europarådet. Hvis ikke formålet var at bede Europarådet om at blande sig uden om vores integrations- og flygtningepolitik, hvad var så formålet?

Ordføreren, værsgo.

Formålet var mere selvbestemmelse, og det synes jeg da er fint nok, men det var jo ikke den måde, hr. Christian Juhl udlagde det på, hvor det lød, som om det var sådan en eller anden fordækt måde, hvorpå vi ville holde Europarådet ude af, hvad vi synes er en meget, meget legitim national agenda; en national agenda, som i mine øjne over tid kun er blevet endnu mere vigtig. Altså, vi synes, det var en fin og fornuftig proces at sætte i gang.

Spørgeren, værsgo.

Jamen så er vi jo enige om, at det faktisk handler om flygtninge og indvandrere, og at det var en central del af det initiativ, der blev taget, og det synes jeg er skammeligt. Vi skal kunne turde at diskutere den slags ting, både med os selv og med andre, og vi kræver jo også, at russerne vil diskutere menneskerettigheder og fængslinger, og at andre lande vil snakke tortur med os. For det er det, der er formålet med de tre organisationer, nemlig at vi kan sige tingene direkte til hinanden, når vi er utilfredse med nogle ting. Og ville det ikke have været bedre, hvis vi havde sagt: Okay, her er nogle penge til at sørge for, at sagsmængden bliver nedbragt hos domstolen? Det havde været en ægte reform.

Ordføreren, værsgo.

Nu nåede vi jo desværre ikke helt i mål med, hvad vi gerne ville i forhold til den proces, men det grundlæggende er, at vi anser dansk asyl- og flygtningepolitik som et nationalt anliggende. Det er jo også derfor, vi er glade for, at vi står uden for EU's asylpolitik. Og at fremme den samme agenda ser jeg bare som noget positivt, uagtet hvad man kan mene om den danske udlændingepolitik set fra et borgerligt synspunkt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i talerrækken er udenrigsministeren. Værsgo.

Mange tak, formand. Og tak til alle ordførerne, og tak for alle indlæggene, som jeg også synes gør, at vi har haft en rigtig, rigtig god debat her i Folketingssalen i dag. Om den store interesse for organisationerne og det danske engagement i dem vil jeg lige sige et par indledende bemærkninger. Jeg tror, det var hr. Rasmus Nordqvist, der var inde på, at vi, når vi taler om de her tre valgte organisationer, altså, OSCE, Europarådet og Østersørådet, må sige, at vi lever i en verden, hvor multilateralismen er under pres, vi lever i en verden, hvor det internationale samarbejde er under pres, og jeg tror, at det her med, at vi ikke må tage de her fora for givet, er meget rigtigt set. Det er noget, vi skal kæmpe for, også de værdier, de bygger på i forhold til menneskerettigheder, frihedsrettigheder, og hr. Rasmus Nordqvist var inde på lgbti-rettigheder og ikkediskrimination – bare for at tage det eksempel. Det er desværre sådan, at der i den verden, vi er i, altså er pres på organisationer, der er pres på, at de store og stærke kommer til at bestemme på bekostning af mindre lande som f.eks. Danmark og andre, og der tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi har de organisationer her, uagtet hvor besværligt og bøvlet det også kan være i nogle sammenhænge og ikke mindst med nogle af de spillere, som ikke deler værdier med os, men vi har mulighed for at præge lande med de værdier, som vi står for, og det skal vi også udnytte. Så vi skal værne om organisationerne i en tid, hvor det her samarbejde er under pres. Hertil kommer jo også, som også fru Annette Lind var inde på, at tiden fra 2020 og indtil nu jo har stået i covid-19's tegn, sundhedskrisen har påvirket arbejdet overalt, og alligevel er det lykkedes for en række organisationer at gennemføre aktiviteter. Det skal vi også være glade for.

Jeg vil så prøve at knytte nogle bemærkninger til hver enkelt organisation og starte med OSCE. 2020 var for OSCE et særdeles udfordrende år, altså OSCE havde en række udfordringer. Covid-19 satte sine begrænsninger for en række af de aktiviteter, der er i OSCE, og det gjaldt bl.a. valgobservationerne, de måtte udføres under et tilpasset format. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de danske OSCE-parlamentarikere for deres vigtige bidrag til valgobservationerne. Det, at vi kan observere hinandens valg, er noget, som er rigtig vigtigt, både som eksperter, men også som parlamentarikere, det er netop noget af det, som jeg talte om før, der kan være med til at fremme de værdier, som er under pres i dagens verden. Derudover befandt OSCE sig i en institutionel krise mellem juli og december, da de tre uafhængige institutioner stod uden ledelse, samtidig med at posten som generalsekretær jo stod tom. Krisen blev flot løst, vil jeg gerne anerkende, af det albanske formandskab, da det i december lykkedes at nå et kompromis om alle posterne.

Når det så er sagt, har OSCE formået at opretholde sin status som et unikt forum for at fremme dialog og samarbejde omkring europæisk sikkerhed som en vigtig platform til at tage de værdipolitiske kampe, og fra dansk side har vi aktivt brugt OSCE til at fremme fundamentale frihedsrettigheder og menneskerettigheder i OSCE-regionen. Danmark var i 2020 drivkraften bag at få nedsat en uafhængig OSCE-ekspertmission til at undersøge de alvorlige menneskerettighedskrænkelser Belarus i forbindelse med præsidentvalget i august 2020. Anbefalingerne fra ekspertmissionens rapport ledte bl.a. til etablering af det danskstøttede International Accountability Platform for Belarus, som ledes af danske DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, og til vedtagelsen af en stærk Belarusresolution i FN's Menneskerettighedsråd i marts 2021. Ved OSCE's ministerrådsmøde i december 2020 blev en central prioritet fra dansk side indfriet, da det lykkedes at få vedtaget det danskdrevne beslutningsforslag om torturbekæmpelse, som faktisk er OSCE's første fyldestgørende beslutning på området, og derudover tog Danmark for fjerde år i træk initiativ til en fælleserklæring om fundamentale frihedsrettigheder og menneskerettigheder, som samlede rekordopbakning fra hele 47 ud af de 57 OSCE-medlemslande.

Det er også klart, som flere har været inde op, at Ukrainekonflikten fortsat står øverst på dagsordenen i OSCE. Siden aftalen om at genforpligte sig, til våbenhvilen blev forhandlet i den trilaterale kontaktgruppe i juli 2020, har der været en periode med forholdsvis få skudvekslinger, og våbenhvilen er stort set overholdt. Den relative ro har dog ikke ledt til politiske fremskridt, og vi kan se, at den seneste tids stigning i våbenhvileovertrædelser samt den omfattende russiske militære styrkeopbygning i og omkring Ukraine vidner om, hvor skrøbelig aftalen er, og understreger behovet for politiske fremskridt. Her ligger bolden selvfølgelig på Ruslands banehalvdel, som flere var inde på.

Ligesom konflikten i Ukraine sætter sit præg på drøftelserne i OSCE og leder til tydelig polarisering i organisationen, vanskeliggøres samarbejdet også af andre konflikter i regionen. I 2020 gjaldt det særligt konflikten i Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan, og fra dansk og europæisk side bakkede vi fuldt op om forhandlingerne om en varig og fredelig løsning på konflikten, der er forankret i OSCE's Minskgruppe.

Den europæiske sikkerhedsarkitektur med våbenkontrol og nedrustning – jeg tror, hr. Christian Juhl var inde på det – er under betydeligt pres, og der hersker grundlæggende uenighed om implementering af tillidsskabende våbenkontrolaftaler. I 2020 valgte USA at trække sig fra Open Skies-traktaten, en af den europæiske sikkerhedsarkitekturs bærende søjler. Som reaktion herpå truer Rusland med at trække sig fra traktaten. Det understreger vigtigheden af Danmarks øgede engagement, og vi vil fortsat prioriterer at søge større dansk indflydelse på udviklingen for at bidrage til europæisk sikkerhed og stabilitet. Det er gennem våbenkontrolaftalerne, at vi kan fremme den militære gennemsigtighed og reducere spændinger, så vi i sidste ende undgår de konflikter.

Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogen sinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om. Organisationen har også vist sin relevans og betydning under covid-19-krisen, hvor den bl.a. har været med til at definere rammerne og grænserne for, hvilke tiltag medlemslandene har kunnet tage for at kunne håndtere krisen. Europarådet er i generelt god form efter nogle år med krise. Danmark spillede en aktiv rolle i Ministerkomitéen, og jeg ved, at Folketingets Europarådsdelegation yder en meget engageret indsats i forsamlingen, og flere har års erfaring i forsamlingen, og jeg vil også gerne fra regeringens side her takke delegationen og medlemmerne for et godt samarbejde og et konstruktivt samarbejde, der også har nået nogle resultater trods de svære vilkår, der har været. Det tror jeg vi alle sammen kan se; det har ikke været nemt.

For regeringen er det vigtigt, at der i 2021 skabes yderligere fremdrift i den reformproces i Europarådet, som vi var med til at starte under vores formandskab, og som har været en markant dansk prioritet for skiftende regeringer igennem de seneste år. Vi ønsker et fokuseret, resultatorienteret og effektivt Europaråd, som virkelig gør en forskel for beskyttelse af menneskerettigheder, lgbti-personer og andre minoriteter, imod diskrimination, og kæmper for kvinders og pigers rettigheder, råber op og sætter ind, når retsstatsprincipper krænkes og demokrati og ytringsfrihed trues i Europa.

Det er positivt, at generalsekretæren og det tyske formandskab også prioriterer reformdagsordenen. Sammen med Tyskland arbejder vi for, at udenrigsministermødet her den 21. maj vil have fokus på reformerne. Fra dansk side har vi efter indvalget i 2020 af tidligere ambassadør Niels Pultz i budgetkommittéen yderligere styrket engagementet i reformprocessen med det nylige indvalg af Danmarks Strasbourgambassadør som formand for Ministerkomitéens rapportørgruppe for program, budget og administration.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er et vigtigt instrument og en vigtig institution. Vi følger udviklingen ved domstolen, bl.a. hvordan den fortolker menneskerettighedskonventionen, og arbejder for i videst muligt omfang at begrænse den aktivisme, som domstolen undertiden viser. Og samtidig må vi ikke glemme, at domstolen også spiller en positiv rolle i forhold til fastlæggelsen af nogle helt grundlæggende principper for beskyttelse af vores demokrati og menneskerettigheder, f.eks. i forhold til principielle sager og krænkelser i Rusland og Tyrkiet – vi har set det i Rusland med Navalnyj- og i Tyrkiet med Kavalasagerne.

Det er et problem, at arbejdet ved domstolen fortsat er påvirket negativt af en meget stor sagsmængde, og at mange af dens domme ikke efterleves af bestemte medlemslande; jeg tror, alle her ved, hvem jeg taler om. Rusland lever ikke op til sine forpligtigelser i Europarådet. Landet modarbejder faktisk samarbejdet. Jeg kan bl.a. nævne Navalnyjsagen, hvor vi i tråd med Menneskerettighedsdomstolen har opfordret til en øjeblikkelig løsladelse af Navalnyj; endvidere den manglende efterlevelse af domme fra domstolen, dårlige vilkår for civilsamfundet og journalister samt manglende betaling af renter. Det er ikke acceptabelt. Vi påpeger det løbende i Ministerkomitéen, at Rusland sag for sag skal stilles til regnskab for sine handlinger, og jeg ved, at det også er noget, som parlamentarikerdelen er stærkt optaget af. I lyset af den negative udvikling i Rusland er jeg særdeles tilfreds med, at Europarådets arbejde med Ukraine nu er i god gænge. Jeg er ekstra tilfreds med, at vi har fået en dansk chef for Kyivkontoret, Europarådets største landeprogram.

Situationen i Tyrkiet, som også blev nævnt, er meget bekymrende, herunder fortsatte fængslinger af kurdiske oppositionspolitikere i strid med domme fra Menneskerettighedsdomstolen, og vi har også set fængslingen af politikeren Leyla Güven f.eks. Vi påpeger det løbende i Ministerkomitéen. Hvis ikke Tyrkiet snart gør noget, må Ministerkomitéen eventuelt gribe mere markant ind. Vi er endvidere også meget bekymrede vedrørende ytringsfriheden og retsstatsprincipperne samt den nylige tyrkiske beslutning om at forlade den vigtige Istanbulkonvention til bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet; det vil svække beskyttelsen af kvinderne i landet, og det er selvfølgelig ikke i orden.

Situationen i Belarus er også meget bekymrende. Vi følger udviklingen nøje. Det er vigtigt, at Europarådet også er på banen. Jeg sendte i august sidste år et brev om behovet for at deltage til generalsekretæren, og vi holder nu Belarus på dagsordenen i Ministerkomitéen.

Jeg vil afslutte gennemgangen af organisationerne og vedrørende Europarådet nævne, at vi støtter op om Venedigkommissionens vigtige arbejde med retsstatssituationen i medlemslandene. Det er helt afgørende i EU at få bl.a. Polen tilbage på sporet. Udviklingen på retsstatsområdet i lande som Ungarn og Polen er i det hele taget bekymrende.

Her til sidst vil jeg gerne vende mig mod Østersørådet og i øvrigt erklære mig enig i det, som hr. Michael Aastrup Jensen, tror jeg, det var, var inde på, nemlig at det, der også er det gode ved de forskellige fora, er, at man kan bruge dem til forskellige typer dialog, der er forskellige medlemskredse, der er forskellige formål, og der kan være forskelligt indhold, og det skal man tænke over i forhold til at fremme vores interesser og værdier fra dansk side. Prioriteterne for Danmark i Østersørådet er dels at følge op på reformerne af organisationen, dels at anvende organisationen til at genetablere en regional dialog, hvor Rusland også er involveret, og her deler jeg så synspunkt med hr. Michael Aastrup Jensen om, at det kan den her organisation faktisk bruges til.

Under det litauiske formandskab fokuserer vi på at sikre, at den handlingsplan for rådets operative virksomhed i de kommende år, som er under udarbejdelse, afspejler reformerne til at øge effektiviteten, sikre et stærkere fokus i organisationens samarbejde med andre aktører i regionen. Formandskabet har planer om at organisere et møde med udenrigsministrene i begyndelsen af juni. Det er ambitionen, at mødet skal munde ud i et visionsdokument for Østersøregionens udvikling frem mod 2030, og hensigten er, at dokumentet skal udgøre en opfølgning til den revision for regionens udvikling frem mod 2020, som blev vedtaget på Østersøtopmødet i 2010. Fra dansk side arbejder vi for at sikre, at dokumentet afspejler centrale danske prioriteringer, herunder selvfølgelig den grønne og digitale omstilling, samt grundlæggende værdier.

Ud over diskussionen om den regionale vision ser vi gerne, at ministrene også har en politisk dialog vedrørende den aktuelle regionale udvikling af fælles interesse i stil med den dialog, der fandt sted ved udenrigsministermødet i maj 2020 under vores eget formandskab. Ved det møde, som desværre blev virtuelt, fik vi, som fru Annette Lind var inde på, vedtaget Bornholmerklæringen, og det var faktisk et ministermøde, hvor bl.a. både den tyske og den russiske udenrigsminister deltog. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi prøver at se på, om vi kan have en politisk dialog omkring Østersøen, omkring fælles interesser her også.

Så med den her gennemgang af nogle af de prioriteter, vi har fra regeringens side, i organisationerne, vil jeg gerne sige tak til alle ordførerne for en rigtig god debat. Det er mange organisationer, det er et stort område, vi dækker her, men jeg synes, vi fik en meget substantiel debat, og jeg ser frem til at arbejde videre sammen med jer og også med den parlamentariske del i organisationerne. Jeg synes, vi supplerer hinanden rigtig godt i det arbejde, så tak for det.

Tak til udenrigsministeren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Jeg har jo faktisk i lidt over et år været valgt som formand for monitoreringskomitéen i Europarådets Parlamentariske Forsamling, så det er desværre med rimelig meget erfaring, at jeg siger det om Rusland; så er det ikke bare for sjov. Jeg sidder endda også med i komitéen vedrørende fastfrosne konflikter, hvor det er tydeligt for mig, at Rusland er et hundrede procent ligeglad og igen og igen går totalt over stregen, fordi de ved, at det ingen konsekvenser har.

Så det er jo fint nok at prøve at sige, at nu må de opføre sig ordentligt, men det har vi jo nu forsøgt i alle de år, jeg har siddet i Europarådets Parlamentariske Forsamling – og tro mig, det er mange år – og derfor må vi på et eller andet tidspunkt sige: Hm, det kan godt være, at vi skal gøre noget andet. Og det andet, vi gjorde, var jo at implementere en ny måde at lave sanktioner på i systemet, hvor Ministerkomitéen og Den Parlamentariske Forsamling i enighed går ind og laver, skal vi sige politiske sanktioner, f.eks. ved at fratage dem stemmeretten eller noget andet.

Det hørte jeg slet ikke ministeren adressere. For jeg tror, at vi er enige om alvorligheden i det, men vi er måske bare ikke enige om måden, vi skal håndtere det på.

Tak. Ministeren, værsgo.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Og igen vil jeg gerne rose det arbejde, som hr. Michael Aastrup Jensen og hele Europarådets delegation gør. Det er vigtigt, og jeg deler fuldstændig analysen af Ruslands destruktive adfærd, også her. Altså, vi har jo set reaktionen i forhold til behandlingen af Navalnyj, men også i forbindelse med en række andre sager.

Så vi er meget åbne over for at se på, hvad der kan tages af skridt, men vi har også en interesse i at fastholde Rusland i Europarådet. Vi ser også de mange russiske sager ved Menneskerettighedsdomstolen – altså, hvis jeg ikke tager fejl, er det over en tredjedel af sagerne, som har deres oprindelse i Rusland. Det er et vigtigt instrument for også at hjælpe, kan man sige, de menneskerettighedsaktivister, som får deres demokratiske rettigheder trådt under fode i Rusland.

Så jeg er meget åben over for en dialog, med hensyn til hvad vi gør. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi deler samme syn på bekymringen i forhold til Rusland.

Spørgeren, værsgo.

Jamen det er jeg jo rigtig, rigtig glad for, og derfor vil jeg bare komme med et forslag, og det er, at vi laver et møde om det på et tidspunkt. Vi har haft dialog før og tager vel imod det, men jeg vil foreslå, at vi konkret tager et møde med ministeren og delegationen eller lignende, hvor vi så drøfter, hvordan og hvorledes det skal være. Men det er vel modtaget, at ministeren er åben over for det.

Ministeren, værsgo.

Jamen det vil jeg så tage imod, og jeg vil invitere delegationen til et møde. Jeg synes, det vil være rigtig klogt, at vi får en fælles og koordineret tilgang til det her spørgsmål.

Næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Hvis ikke jeg citerer helt forkert fra det gamle Socialdemokratis program, stod der: Bryd kronen og knæk sablen. Det betød, at man ville afskaffe kongehuset og fjerne militæret. Jeg erkender, at det var før både min og ministerens fødsel, at man skrev den slags fornuftige ting i et partiprogram. Men jeg vil gerne høre, hvad ministerens reelle visioner om de mange våben, der er i verden, er. Er det sådan, at vi skal leve med dem og bruge dem som afskrækning? Den tidligere udenrigsminister fra Liberal Alliance sagde endda, at vi skulle være klar til at bruge dem. Men det var en meget vidtgående udtalelse på det tidspunkt, synes jeg.

Jeg vil gerne høre, om der ikke er bare en smule lyst til nedrustning, en smule vision hos Socialdemokraterne og især hos den nuværende regering, hvad angår nedrustning. Og skal der ikke tages nogle initiativer nu, hvor Open Skies er ved at falde fra hinanden, så vi er sikre på, at der kommer noget gang i det her?

Tak. Ministeren.

Jeg deler fuldstændig ordførerens ønske om at få nedrustning i verden. Også en verden uden atomvåben var et tema, der blev debatteret før. Det deler jeg også fuldstændig ønsket om. Jeg tror, vi har lidt forskellige tilgange til vejen derhen. Jeg tror, vi skal være lidt realistiske omkring, hvad vi kan opnå, og hvordan vi opnår det, så vi ikke kommer til at bilde os selv noget ind, der ikke kan lade sig gøre. Så gør vi nedrustningssagen en tjeneste.

I forhold til våbenkontrol og nedrustning er det altså sådan, at bl.a. OSCE og andre fora spiller en ret væsentlig rolle, både i forhold til at sikre gennemsigtighed og forudsigelighed. Det gælder f.eks. Wiendokumentet i forhold til militære og tillidsskabende foranstaltninger og traktaten om Open Skies, som jeg nævnte, der tillader observationer fra luften. Vi må selvfølgelig konstatere, at udsigterne til fremskridt lige nu er dystre. Det skyldes – og det er vigtigt at understrege – den meget negative russiske tilgang, der jo har haft konsekvenser for f.eks. aftalen om de konventionelle våben i Europa, altså CFE, der ikke længere fungerer. Også her ser vi Ruslands destruktive adfærd have betydning for det her, men vi skal fortsætte kampen for nedrustning – det synspunkt deler jeg.

Værsgo.

Nu har jeg jo adopteret ministerens idé, så jeg siger ikke vejen derhen længere; jeg siger vejene. Jeg prøver at gribe enhver chance, der er, for at få gang i den her proces og også appellere til den regering, som jeg understøtter, om at gøre noget mere og spille en mere aktiv rolle i stedet for at vente på de store.

En lille ting, jeg også gerne vil have med, og som jeg synes er vigtig at nævne: Jeg sidder selv i Østersørådet, og vi er den eneste fra Folketinget, der deltager i møderne, men vi kunne godt være flere. Det er jo nogle vigtige spørgsmål, som er blevet behandlet: trafficking, menneskehandel, forebyggelse og beskyttelse af ofre for menneskehandel, stop for tvangsarbejde og den slags ting. Det er jo ret væsentlige ting i det her område, ikke kun prostitution, men også på almindelige arbejdspladser.

Ministeren, værsgo.

I forhold til det sidste kan jeg kun bekræfte, at det mangeårige samarbejde i Østersørådet i forhold til menneskehandel, menneskesmugling, prostitution og kriminalitet er noget, som er vigtigt og værdifuldt, og også et eksempel på noget, hvor landene omkring Østersøen har en fælles interesse i at fremme et samarbejde for at stoppe det her. Og der har også været gode succeshistorier om det, så det vil vi meget gerne fortsætte med at understøtte.

Tak til udenrigsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)