R 12 Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2021.

Afgivet af: Minister for ligestilling Peter Hummelgaard (S)

Samling: 2020-21

Status: Forhandlet

Forhandling den 15-04-2021

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2021.

(Anmeldelse 25.02.2021. Redegørelse givet 25.02.2021. Meddelelse om forhandling 25.02.2021).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg glæder mig over lejligheden til at drøfte, hvordan det står til med ligestillingen i Danmark, og hvad der skal til for at fremme den. For selv om vi er nået langt, er vi langtfra nået i mål.

Danmark har i dag formel ligestilling, men endnu ikke reel ligestilling. Strukturelle uligheder og uretfærdigheder eksisterer fortsat i vores samfund, og dem skal vi selvfølgelig komme til livs. I dagens Danmark har vi endnu ikke opnået lige løn for lige arbejde. Både vores uddannelser og vores arbejdsmarked er stadig enormt kønsopdelt. Kvinder er fortsat underrepræsenteret i ledelser, bestyrelser, politik og forskning. Kvinders formue er langt mindre end mænds, og mænd tager stadig kun cirka en tiendedel af barslen, selv om mange gerne vil tage mere.

Vores mål er, at alle har samme muligheder i deres uddannelses-, arbejds- og familieliv uanset køn. Vi skal understøtte virksomheders og organisationers arbejde med at fremme kvinder i ledelse og bestyrelser. Det skal forbedre den enkelte kvindes karrieremuligheder, men også sikre, at begge køn sidder med ved bordet, når vigtige beslutninger træffes. Samtidig vil vi gerne skabe bedre rammer for, at fædre kan holde mere orlov med deres børn. Vores køn skal ikke længere have betydning for vores muligheder – hverken på skolebænken, ledelsesgangen, byggepladsen eller i familien.

En anden vigtig ligestillingskamp handler om minoritetsetniske kvinder, der stadig udsættes for social kontrol. Det er uacceptabelt, at vi i dagens Danmark reelt har parallelsamfund, hvor ligestilling og grundlæggende frihedsrettigheder ikke respekteres, og hvor den enkeltes frihed begrænses. Vi kan og vil ikke finde os i, at kvinder undertrykkes af bagstræberiske imamer, ægtemænd, familiemedlemmer eller andre.

Jeg skal lige bede om, at man dæmper den forhandling, der foregår nede i salen. I skal lige dæmpe den forhandling, der foregår dernede; det er ret højt og generende heroppefra.

Værsgo, hr. Lars Aslan Rasmussen.

Tak. Ligestillingen skal gælde for alle i Danmark, uanset hvad deres baggrund, kultur eller traditioner måtte være. Og alle skal tage aktivt del i fællesskabet. Vi skal bekæmpe den sociale kontrol, og vi skal have flere indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet, så de kan møde danske normer og værdier, tjene deres egne penge og dermed blive frigjort. Disse kvinder står over for en frihedskamp, som vi støtter hele vejen.

En tredje og central udfordring er den seksuelle chikane og overgreb, som desværre fortsat finder sted på tværs af brancher, arbejdspladser og relationer. Alt for ofte udsættes kvinder for seksuel chikane på deres arbejdspladser og uddannelser. Det gælder særlig kvinder med korte uddannelser, løse ansættelser og lave lønninger i begyndelsen af deres arbejdsliv.

I det forgangne år har metoobølgen for alvor sat skub i samtalen om sexisme, chikane, magtmisbrug, krænkelser og behovet for en kulturændring i alle kroge af vores samfund, og det må ikke blive ved snakken. Vi skal sikre, at sager om seksuel chikane forebygges, men også at de opdages og har konsekvenser, når de finder sted.

Jeg ved, at ministeren har indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane på arbejdspladserne. Det mener jeg er den rette vej at gå, så vi løser problemet i fællesskab.

Vi ønsker at understøtte en kulturændring, så det bliver trygt og rart for folk at gå i skole, på arbejde, og hvor man ellers færdes. Det har alle mennesker ret til og krav på. Ligestilling kræver strukturel forandring. Det tager tid, og det kræver en vedholdende indsats på tværs af forskellige områder og sektorer. Det kræver, at forskellige aktører bidrager – det gælder både her i Folketinget, regeringen, offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, familier og den enkelte. Ligestilling gavner os alle, og det er et fælles ansvar.

Vi vil i Socialdemokratiet fortsætte den kamp for ligestilling, som vi har været med til at kæmpe for i over 100 år. Det er en fælles kamp for reelt lige muligheder og lige rettigheder for alle, og der er uden tvivl nok at tage fat på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Jeg blev nysgerrig, da ordføreren sagde det her med, at der skulle være ligestilling på bestyrelsesgangene og ledelsesgangene og de her ting. Gælder det kun den del af samfundet, eller gælder det også for renovationsarbejdere? Altså, hvad er det, Socialdemokratiet sigter efter – er det, at der skal være 50 pct. af begge køn i alle jobfunktioner i Danmark, eller er det, at der er lige muligheder for at blive, hvad man ønsker? Der er jo en væsentlig forskel dér, i forhold til hvad det er, man sigter efter, og også i forhold til hvad det er for nogle redskaber, man så vil tage i brug for at nå derhen.

Ordføreren.

Det er rigtigt. Jeg har ingen forestilling om, at der skal være 50 pct. kvinder, som skal være renovationsarbejdere, eller at der skal være 50 pct. mænd, som er pædagoger eller et eller andet, men jeg ser helt klart, at det er en fordel, at der er flere kvinder i nogle mandebrancher og flere mænd i nogle kvindebrancher. Jeg synes da, at man skal gøre meget for at nå derhen, så der er mere balance i det.

Lars Boje Mathiesen.

Men kan ordføreren så ikke pege konkret og specifikt på, hvad det er for nogle grænser, der er? Hvad er det for nogle ting, som i vores samfund, i vores system ad officiel vej begrænser folk i at gøre de her ting? Altså, der må være noget konkret, som simpelt hen gør, at folk ikke kan det her. Ellers er vi er ude i, at det er folks frie valg, der gør, at de trækker sig derhen, hvor de ønsker at komme hen.

Ordføreren.

Der kan jo være mange forskellige ting. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været historier fremme fra byggepladser, hvor nogle af de få kvinder, der har været i nogle af de fag, har haft forskellige uheldige oplevelser med seksuel chikane. Jeg tror også, at man på uddannelserne skal blive bedre til at gøre noget.

Så er det fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Ordføreren nævner kort i starten af talen det her med øremærket barsel til mænd og orlovsdirektivet fra EU. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre Socialdemokratiets holdning til, hvordan vi skal have øremærket barsel i Danmark. Skal den være ligeligt fordelt mellem forældrene, altså skal der være lige så meget øremærket barsel til mænd, som der er til kvinder?

Ordføreren.

Det vil jo også indgå i en dialog med arbejdsmarkedets parter, hvordan vi får løst det her. Altså, grundlæggende så vi gerne, at mænd tog mere barsel, men præcis hvordan det konkret skal være, må vi se på.

Astrid Carøe, værsgo.

Det kunne jo godt være, at Socialdemokratiet havde en politisk holdning til, hvordan man ønsker det skulle være. Altså, det kræver også en lovændring, hvis vi skal have en ligelig fordeling, altså lige så meget øremærket barsel til mænd som til kvinder. Så derfor tænkte jeg, om Socialdemokratiet var interesseret i det, eller om man forestiller sig, at det fuldstændig skal være op til en trepartsforhandling. Det kræver altså en lovændring, hvis det skal være helt ligeligt fordelt.

Ordføreren.

Vi mener helt klart, at det er noget, der skal forhandles. Altså, det er det, der vil være vores holdning. Så forhåbentlig kan vi komme tættere på, at mænd kommer til at tage meget mere barsel, for jeg er jo enig i, at det er et problem.

Så har jeg det lille problem, at det ser ud, som om Jette Gottlieb har bedt om ordet, men jeg er ret sikker på, at det er fru Pernille Skipper. Værsgo.

Undskyld, det var da helt utroligt, som vi får byttet identiteter her. Tak til ordføreren for talen, og tak til formanden for pladsfleksibiliteten.

Jeg vil høre om Socialdemokraternes holdning til tjenestemandsreformen af 1969, som jo – og det er for nylig også blevet dokumenteret i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder – indplacerede de kvindedominerede fag langt lavere end mandefagene i det offentlige. Det var i 1969 på et tidspunkt, hvor aborten ikke var fri, hvor de fleste kvinder blev betragtet som nogle, der skulle gå derhjemme, og hvis de gik på arbejde, var det for at tjene lommepenge. Det lønhierarki eksisterer stadig væk, og det er en af de rigtig, rigtig store grunde til, at vi i vores samfund som helhed har et meget kønsopdelt arbejdsmarked og dermed også en uligeløn på mellem 12 og 14 pct. mellem mænd og kvinder i samfundet overordnet. Hvad synes Socialdemokraterne om den reform fra 1969, og hvad synes Socialdemokraterne om, at den aldrig nogensinde er blevet revurderet, selv om det egentlig var løftet dengang?

Ordføreren.

Jeg er ligestillingsordfører, og jeg er med på, at der er rigtig meget ligestilling i den, men den kommer til at ligge under arbejdsmarkedet, og det kommer til at være vores arbejdsmarkedsordfører, Henrik Møller, der tager den og har taget dialogen med organisationerne. Så jeg tænker, at lige præcis det vil jeg gerne bede om bliver henvist til min kollega Henrik Møller eller til ministeren, når han får ordet senere.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Det må jeg ærlig talt sige jeg har lidt svært ved at forstå. Undskyld, hr. Lars Aslan Rasmussen, vi står med en ligestillingspolitisk redegørelse, og jeg spørger til en af hovedårsagerne til den ulige løn, der stadig væk eksisterer i Danmark mellem mænd og kvinder. Der er altså mellem 12 og 14 pct.s lønforskel mellem mænd og kvinder, og en af de største årsager til det – det fremgår i øvrigt også af den ligestillingspolitiske redegørelse, som vi diskuterer, så vidt jeg ved – er, at vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked i bl.a. det offentlige. Her er tjenestemandsreformen helt central. Har man ikke en ligestillingspolitisk holdning til det i Socialdemokratiet?

Ordføreren, værsgo.

Jeg er med på, at det handler om ligestilling, og jeg er med på, at det er et problem. Det var også det, jeg sagde, og jeg er da glad for, at Pernille Skipper i modsætning til før faktisk hører efter, hvad jeg siger. Men jeg siger det en gang til. Jeg beder også om, at der er respekt i Enhedslisten for den arbejdsfordeling, vi har i Socialdemokratiet, når vi behandler politiske forslag. Der er det sådan, at det er min kollega Henrik Møller, der har taget dialogen, fordi det også har noget med arbejdsmarkedspolitik at gøre. Herinde har vi ordførere, der har begge ting. Jeg har ligestilling, og så har vi en, som er arbejdsmarkedsordfører.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har indskrevet sig til korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Fatma Øktem fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. I dag er en god dag. Det er det ikke kun, fordi det er forår, fordi solen skinner, og fordi vi er begyndt at snige os lidt ud og åbne op, både som personer – vi kommer lidt ud af hjemmet – men også Danmark er ved at åbne op, men det er også en god dag, fordi det er anden gang inden for 4 måneder, at vi har den her debat på ligestillingsområdet. Først gik der 8 måneder længere, end der skulle, før vi fik den sidste år, og nu er der kun gået mindre end 4 måneder. Det kan ikke være bedre, især fordi det var min fødselsdag og jeg lå syg sidste gang. Min søde kollega Kristian Jensen var så venlig at holde en fremragende tale, så jeg var godt dækket ind, men jeg kan jo bedst lide selv at være her i de her debatter.

Tak til ministeren for årets perspektiv- og handlingsplan. Det er altid spændende at læse om regeringens tilgang til ligestilling i Danmark, som jo heldigvis har det godt. På vej herind i dag tænkte jeg, og det slog mig en gang til, hvor glad jeg egentlig er for at være den, jeg er, og i Danmark. Det er et land, hvor den enkeltes egne drømme og ens egne evner som regel er det, der sætter begrænsningen.

Det er snart et år siden, Sofie Linde satte gang i en debat, som desværre har været gemt væk i rigtig mange år. Det er en debat om sexisme og seksuelle krænkelser på arbejdspladsen og i samfundet generelt. Arbejdspladsen er en af de performative arenaer i vores liv. Mange af os opholder sig de fleste af døgnets timer på vores arbejdsplads. Derfor er det også helt afgørende, at arbejdspladsen er et rart sted at være, at vi trives og kan være os selv, uanset køn, kultur, baggrund eller andre individuelle særpræg. Jeg føler lidt, at det er fjollet, at jeg står og siger det her. Det burde jo være en selvfølge. Det burde være en selvfølge i det Danmark, jeg lige har rost og sagt, at jeg er så stolt af. Men det er det desværre ikke, og det her er et område, hvor jeg må sige, at det ikke er lovgivning, der mangler, for vi har lovgivning. Seksuel chikane er ulovligt; det står i ligebehandlingsloven, det står i arbejdsmiljøloven, det står i en EU-resolution fra 1990, og så står det i EU's ligebehandlingsdirektiv fra 2002. Nej, det, det handler om, er, at vi opfører os ordentligt. Det handler om ligeværd, og det handler om, at vi respekterer hinanden.

Når vi kan se i ministerens redegørelse, og når vi hører om, at der stadig væk er seksuel chikane rundtomkring, er det jo ikke godt nok. Det er et ledelsesansvar at forhindre og forebygge seksuel chikane, men som sagt handler det i bund og grund om den enkelte. Jeg tror, at vi alle sammen er blevet overrasket over omfanget, men når vi kigger lidt dybere ned i det, handler det om enkelte personers handlinger, og der er det også vigtigt, at vi bliver ved med at have den her debat. For det er ikke kun Folketinget, det handler om. Det er ikke kun partierne, det handler om. Det er ikke medieverdenen, det udelukkende handler om. Det handler faktisk om, at den her debat skal helt ud og rundt alle steder i Danmark – i virksomheder, store som små – og med debatten rykker vi gudskelov også rigtig meget. Så det skal være naturligt for den medarbejder, som ikke har kunnet sige fra, at kunne gå til sin ledelse og sige, at der er noget, der ikke er i orden, for det er en legal debat, og vi bliver ved med at tage den. Det er derfor, den ikke må stoppe, og det er derfor, jeg igen, gentagende og atter en gang, takker Sofie Linde og alle dem, der stillede sig frem. Så nøglen ligger hos os danskere.

Et andet sted, vi også kan gøre det bedre, er på de sociale medier. De får en større og større rolle i vores liv. Når jeg kom hjem fra skole som barn, kunne jeg smide tasken og gå ind på mit værelse. Jeg havde hverken mobiltelefon eller sociale medier, Facebook, Instagram eller noget som helst. Skulle mine veninder have fat i mig, skulle de enten ringe til familietelefonen, eller også skulle de ringe på døren. Men jeg havde et rum, hvor jeg sådan ligesom var afskærmet fra hele verden. Sådan er det ikke i dag. Vi er på 24-7, og det er rigtig godt. Vi kan hente oplysninger, og vi kan kommunikere med hinanden. Men det er ikke kun godt. Det er også et sted, hvor man nogle gange fornemmer folk har nogle aggressioner, der skal ud, altså at det er blevet sådan en losseplads, hvor man kan få lov til at hælde alt det ud, som man har gemt inde i sig. Det viser sig jo også, at hvis man først konfronterer mennesker, så kunne de aldrig finde på at sige det ansigt til ansigt. Det er voksne mennesker. Det er mennesker, der kan formulere sig, ville man tro, men hvad er det, der sker dér?

Man kan sige, at så kan man jo bare lade være. Man kan jo lægge på eller skjule vedkommende. Nej, der er simpelt hen nogle konsekvenser ved det. Der er det ved det, at undersøgelser viser, at flere og flere undlader at være med i debatter, hvor de egentlig synes det er spændende, eller hvor de har noget, de gerne vil bidrage med. De undlader, og der er det altså især særlig piger og kvinder.

Det medfører også en anden negativ ting. Nu er jeg ude og tale med vores lokale kandidater rundtomkring, og der er også mange, jeg opfordrer til at stille op i politik. Jeg må sige, at det godt nok mest er kvinder, men der er også mænd, der siger, at det er for meget; jeg har ikke lyst til at være offentlig, og jeg synes, at det er alt for meget. Hver gang man går ud med noget, er det altså hårdt, for der er så meget tilsvining omkring det, man laver. Det kan vi altså godt blive bedre til, det er også et område.

Selv om der er rigtig mange ting, der går rigtig godt, så er der også et område, der fylder rigtig meget for mig og for Venstre. Vi er et af de mest lige lande, og der er sket rigtig meget, siden kvinderne indtog arbejdsmarkedet i 1950'erne og 1960'erne, og i dag kan man både være mand og kvinde, blive direktør eller statsminister, ja, i dag er en kørestol ikke en begrænsning for at tale fra den her talerstol, og det burde det i øvrigt aldrig have været. Det glæder mig. Baggrund, etnicitet, køn bør heller ikke betyde noget. Men der er en udvikling, der gør, at vi kan se, at vi har et meget kønsopdelt uddannelsessystem og et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Det er noget af det, vi gerne vil kigge på i Venstre, og derfor har vi et beslutningsforslag, som skal behandles her i salen den 12. maj. Vi kan se, at UC SYD, sygeplejerskeuddannelsen, ved at lave nogle små ændringer i den måde, de henvender sig til unge mennesker på, har fået flere unge mænd til at søge ind på uddannelsen.

Vi taler ikke om kvoter. Det er noget af det sidste, Venstre nogen sinde vil gå ind for, men vi taler om, hvordan det er, vi fortæller om vores uddannelser til de unge mennesker. Hvordan er det, vi fremlægger det. SYD har valgt at vise de mere tekniske sider af sygeplejerskeuddannelsen, ved at vise de hurtige sider, ved at få det til at se ud, som om man redder liv her. Det er en anden måde, man har valgt at promovere uddannelserne på, og det har altså gjort, at der næsten er dobbelt så mange unge mænd, der har søgt ind. I Venstre mener vi, at det er et område, vi bør kigge på. For det er lidt bekymrende, når vi kan se, at kvinder, der søger ind på de såkaldte mandefag – jeg håber, at vi en dag stopper med at sige mandefag eller kvindefag, mandeuddannelser og kvinderuddannelser, men det er jo sådan, det ser ud i dag – altså fag, hvor mænd typisk er overrepræsenterede, har et rigtig stort frafald. Det er også vigtigt at kigge på. Hvad er det, der sker?

Vi har 96 pct. sygeplejersker, der er kvinder; 97 pct. vuggestuepædagoger er kvinder; 99 pct. murere, tømrere, vvs'ere, elektrikere er mænd, 76 pct. ingeniører er mænd. Jeg tror ikke, at det har noget med køn at gøre. Jeg tror også, at en kvinde kan være en dygtig håndværker. Men hvordan kan vi gøre det bedre? Det vil vi gerne gå ind og kigge på.

Noget andet er, at vi også gerne ved samme lejlighed vil kigge på, hvad vi gør for at fastholde drengene. 30.500 mænd får ikke en videregående uddannelse efter folkeskolen. Det synes vi også er et problem. Så vi glæder os til at forhandle det tiltag, som vi mener kan være med til at løse lidt op på området, altså det med kønsopdelt uddannelse og et kønsopdelt arbejdsmarked.

Jeg har meget mere på hjerte, men jeg kan se, at tiden er gået. Så jeg glæder mig til debatten allerede nu og til jeres spørgsmål. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Det gav anledning til en stribe korte bemærkninger. Den første er fra fru Astrid Carøe fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale, og det er skønt, at ordføreren ikke er syg i dag, så vi kan nå at have debatten.

Det, jeg godt kunne tænke mig spørge ordføreren om, og som jeg tænker ordføreren måske ikke nåede, fordi der er begrænset tid, er det her med øremærket barsel til mænd, hvor vi jo meget snart skal have implementeret det her direktiv fra EU. Hvis det stod til SF, skal vi have en ligelig fordeling af den øremærkede barsel mellem mænd og kvinder. I dag er det sådan, at kvinder har øremærket barsel. Mænd har kun 14 dage, og kvinder har 14 uger. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan Venstre stiller sig. Er Venstre enig i, at vi skal have en ligelig fordeling, så mænd og kvinder har lige meget øremærket barsel?

Tak. Værsgo.

Det er et rigtig, rigtig vigtigt område for hele vores ligestillingsdebat og de udfordringer, der også er. Vi er nødt til at indrømme, at barsel bidrager til den ulighed, der også godt kan være, og vi er nødt til at lytte. Vi er der, at vi gerne så, at flere mænd tog barsel, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke er Venstres politik, at vi vil blande os i, hvordan familien gør, for der er også en frihed ved, at man fordeler det imellem sig.

Vi glæder os til debatten. Jeg har allerede i næste uge en aftale med ministeren, hvor vi skal drøfte barsel. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for det er ikke bare ligetil. Der er mange ting, og jeg synes også, vi skal huske at inddrage andre i den her debat. Vi skal have mændene med, for det bliver også noget af en kulturændring. Vi skal have erhvervslivet med. Vi skal sandelig også have kvinderne med. Husk nu på, at tallene viser, at kvinderne jo nærmest mener, at de har ret til at tage den lange barsel. Så vi skal også have kvinderne på banen.

Spørgeren, værsgo.

Det er en rigtig god overvejelse, synes jeg, og grunden til, at jeg spørger, er, at det jo kunne være, at Venstre havde ændret holdning til det her, fordi vi jo kan sige nok så meget, at vi gerne så, at mænd tog mere barsel.

Venstre har tit det her argument med, at det skal være op til familien selv i forhold til frihed, så jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan Venstre så har det med, at det lige nu, som det er i Danmark i dag, faktisk er sådan, at 14 uger er øremærket til kvinder, men ikke til mænd. Det er da heller ikke frihed. Er det?

Værsgo.

Det er jo af nogle helt andre årsager. Altså, man har valgt at sætte det der, fordi det nu engang er kvinden, der føder barnet, og så er der den periode, hvor kroppen ligesom kan genoprettes efter en fødsel. Så det tror jeg er noget helt andet.

Ja, det betyder enormt meget for mig og for Venstre, at der er maksimal frihed, når det handler om folks liv. Vi kan jo se, hvordan det har udviklet sig.

Jeg vil gerne tilstå noget her. I år fylder vores ordning 18 år, så den er jo blevet myndig, og det er måske også tid til, at vi kigger på den. Vi er i hvert fald tvunget til det, og jeg vil sige, at jeg synes, det er spændende, og vi skal jo have talt om, hvordan vi får implementeret det direktiv, der er. Det er en debat, jeg glæder mig rigtig meget til.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper. Værsgo.

Det her er en af de debatter, hvor jeg ville ønske vi havde mange korte bemærkninger, for jeg har også lyst til at hoppe ind i den der barselsdiskussion, særlig det med, at man stadig væk holder fast ved, at kvinderne har sådan en særlig privilegeret rolle i den debat – det kan jeg næsten ikke rumme.

Men jeg vil faktisk spørge Venstre om ligestillingsproblematikken og det kønsopdelte arbejdsmarked, for ordføreren var også selv inde på det. En af grundene til, at vi stadig væk har uligeløn, er netop det kønsopdelte arbejdsmarked, og vi ser det i uddannelsessystemet, som ordføreren også var inde på. Når vi så kigger på årsagerne til den skævdeling, der er i bl.a. lønniveauet mellem kvinde- og mandefag, er det jo faktisk ikke, fordi kvinderne er lavere uddannet eller har mindre ansvar eller noget som helst andet. Det er bare, fordi de blev indplaceret lavere i lønhierarkiet tilbage i 1969 med tjenestemandsreformen – det er i hvert fald en stor del af årsagen, ikke den hele; det vil jeg medgive.

Hvad er Venstres holdning til, at tjenestemandsreformen aldrig nogen sinde er blevet revideret, som det ellers blev lovet dengang? Og synes Venstre, at man skal gøre det?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, der er flere årsager til den uligeløn. Det ene er netop uddannelsesvalg og det kønsopdelte arbejdsmarked, og det andet er arbejdstiderne. Altså, spørgeren kan ikke komme uden om, at mænd arbejder mere, end kvinder gør.

Jeg anerkender fuldstændig, at der er udfordringer i lønforskellen mellem mænd og kvinder – det er der overhovedet ikke nogen grund til at benægte – men jeg er også af den overbevisning, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal løse det her, og ikke os politikere, der skal gøre det herfra. Det vil være mit svar.

Værsgo til spørgeren.

Det har jeg egentlig mange ting, jeg gerne vil sige til. Men altså, det, der for nylig er blevet bevist sort på hvidt i den her rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der hedder »Kvindefag i historisk skruetvinge« er jo, at det var en politisk beslutning, at kvindefagene blev indplaceret lavere i lønhierarkiet end de såkaldte mandefag i det offentlige; at det netop ikke er uddannelseslængde, der afgør det, men at selv når kvinderne har den samme uddannelseslængde og det samme ansvar, får de en lavere løn end i de såkaldte mandefag. Så det er sådan set dokumenteret, at det er tilfældet. Og jeg vil egentlig gerne læse et citat op fra en jordemoder, som siger om lige præcis det her med lønnen:

Du kan føle dig fuldstændig til grin, når du står på din 12-timersnattevagt og tager imod barn nummer tre og slet ikke har kunnet give en god fødsel til nogen, fordi du må forlade dem, så snart barnet er ude, og løbe videre til den næste fødsel, og at det, du får ud af det, er 55 kr. i timen før skat i tillægget.

Synes ordføreren ikke, det er på tide, at vi politisk revurderer den reform, der betød, at det er situationen i dag?

Værsgo.

Jeg er så glad for, at vi har den model, vi har i Danmark, og som vi har haft i over 100 år. Der er mange misundelige blikke, der bliver sendt i vores retning. Vi har en meget stærk fagbevægelse i Danmark.

Jo, jeg kan da godt sætte mig ind i, hvad det er, jordemoderen siger der, og jeg vil da gøre alt for at give bedre rammer for jordemoderen på hendes arbejdsplads. Men vi går ind og piller ved noget, hvor det ikke er den kultur, der har været med hensyn til lønsættelse, og med hensyn til om det er os, der skal sige: Hvem er hvad værd? Der er det deres fagforening og internt i de forskellige fagforeninger, hvor man er nødt til at tage det her i første omgang. Men jeg indrømmer fuldstændig, at der er nogle udfordringer med hensyn til lønforskelle.

Den næste spørger er fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at vende lidt tilbage til det her spørgsmål om barsel. Ordføreren siger, at der skal være frihed i familierne, men omvendt hører jeg også ordføreren give udtryk for en lydhørhed over for erhvervslivet, kvinder, mænd og familierne i det her spørgsmål, og at man også har en dialog omkring det. Jeg kunne godt tænke mig at følge op på fru Astrid Carøes spørgsmål: Har Venstre den her debat i deres folketingsgruppe? Har man tænkt sig at melde en politisk holdning ud om, hvordan barslen skal fordeles, eller står Venstre fast på, at det må stå familierne frit for? I dag står det jo ikke familierne frit for, kan man sige.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Langt hen ad vejen står det familierne frit for. Jeg har meget, meget svært ved at skulle sætte mig ved aftensbordet og sige: Du må tage så meget barsel, og du skal tage det på det tidspunkt. Men når det så er sagt, er det rigtigt. Altså, jeg følger med i udviklingen. Det gør vi i Venstre, og vi er ikke bange for at sige, at vi er blevet klogere. Det håber jeg ikke der er nogen som helst der er.

Det gør selvfølgelig indtryk på mig, når jeg hører, at der findes mænd, der egentlig gerne vil tage mere barsel, men hvor det enten er moren til barnet, arbejdspladsen, en jargon eller en kultur eller andet, der står i vejen for, at manden kan tage mere barsel. Det synes jeg da er ærgerligt. Så vi har noget, vi skal arbejde med, hvis det er den der med, at barsel er noget, kvinder tager, man bliver mødt med på sin arbejdsplads, eller hvis man er bange for at miste sit arbejde, når man vender tilbage, hvis man tager barsel. Det er nogle udfordringer, og det er noget, der gør indtryk på mig. Jeg lytter til det, og jeg kan jo se, at tallene er høje. Jeg har ikke hørt om nogen mænd, der har fortrudt, at de har taget barsel. Så jo, vi er meget åbne for den debat, og vi tager den også løbende i Venstres gruppe.

Værsgo.

Det synes jeg er et forfriskende og ærligt svar. Og det er selvfølgelig noget, vi alle sammen skal tage på os, altså det, at vi kan blive klogere.

Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at komme lidt over i en anden boldgade til noget, som ordføreren også var inde på i sin tale. Det er om seksuel chikane, som vi har debatteret meget i løbet af det sidste år, og som ordføreren også tager afstand fra. Det gør vi jo alle sammen. Men hvordan skal vi løse det? Det, jeg hører ordføreren pege på, er en kulturforandring, men er der noget, vi kan gøre herinde for at skubbe på den udvikling? Det vil vi jo gerne i Radikale Venstre. Det er f.eks. at holde arbejdsgiverne mere ansvarlige for forebyggelse af seksuel chikane.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Der er jo en lovgivning, og arbejdsgiveren kan til enhver tid bruge den, eller også kan man klage videre i systemet. Jeg tror ikke, der findes nogen arbejdsgiver, der synes, det er rart. Jeg vil ikke være med til – og vi vil ikke være med til – at sige, at hele ansvaret ligger hos lederne. Det er en del af ledelsesansvaret. Det er jeg enig i. Men det kan ikke udelukkende ligge der.

Jeg tror, det er kommet bag på os med de mennesker, vi har hørt om, de mennesker, vi har set, og de historier, vi har hørt, for det er ret tit på grund af enkeltmandshandlinger. Så jo, vi vil gerne gøre noget, og noget af det, som jeg synes, at vi kan gøre herfra, er, at vi bliver ved med at tale om det. Det er meget vigtigt. Det er ikke noget med, at nu har vi sagt det 10 gange, og så er det færdigt, for hvis det skal ud til hvert eneste hjørne og hver en krog i Danmark, skal vi blive ved med at tale om det, og vi skal blive ved med at sige fra. Vi behøver ikke få det i alle medierne, hver gang der er noget, men det er vigtigt, at debatten bliver ved med at være aktuel, så den enkelte også lettere kan sige fra – om det så er i en lille virksomhed langt, langt væk fra Christiansborg.

Tak til fru Fatma Øktem. Der er ikke flere, der har indskrevet sig til korte bemærkninger. Den næste på talerstolen er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Så står vi her igen med en redegørelse. Jeg synes lige, at vi har haft en, og jeg havde håbet på, at der var en anden en, der tog den for mig, for jeg synes, jeg har rigeligt at gøre som coronaordfører. Jeg synes jo, det er en gentagelse af alle de taler, vi har haft, når vi taler ligestilling, og jeg er godt og grundigt træt af dem. Men selvfølgelig er der brug for, at kvinder og mænd reelt har de samme muligheder inden for uddannelse, familieliv og på arbejdsmarkedet, som ministeren skriver. Men er der reel ligestilling?

Jeg synes, at vi som sundhedsordførere mangler noget. Efterhånden er der jo ikke nogen mænd, der bliver læger, og de, der så bliver læger, er kvinder, og de skal have deltid, og de skal have barsel, og de skal have alt muligt andet. Så vi mangler læger hele vejen rundt i landet. Så jeg synes, at vi skal gå ind og se på uddannelseskriterierne og sørge for, at der kommer lige så mange mænd ind, som kan blive læger, for så kan vi måske også få en praktiserende læge på Lolland, også fordi kvinder gifter sig opad, siger man, puha, og så har vi det samme problem. Altså, der er rigtig mange problemer med det der. Så jeg synes, vi skulle have et meget stort fokus på det, for vi skal alle sammen til en læge en gang imellem. Det er det samme med mandlige pædagoger. Hvor er de henne? Nå, ja, så får vi nogle mandlige pædagoger, men så skal der altså glas i vinduet, for det kan jo være, at han er pædofil. Dem mangler man ligesom at tale om, når vi taler ligestilling. Men når vi taler kvindefag, kunne jeg da godt tænke mig – og jeg ved, at der er nogle, der her i dag har spurgt om det her med tjenestemandslønninger osv. – at regeringen fik kigget på den her lønstigning, som ikke er sket i kvindefagene, fordi kvinder bare skulle gå hjemme og være på deltid og passe børn og lave mad og gøre rent osv. Så der synes jeg godt, at man kunne trænge til et løft, som regeringen kunne tage sig af.

Ministeren siger i redegørelsen, at man vil tænke beskæftigelse ind. Så forstår jeg altså ikke, hvorfor man i rigtig, rigtig mange år har lagt kæmpe virksomheder i storbyerne. Nu har vi i de seneste par år prøvet at flytte offentlige arbejdspladser ud i provinsen og rundtomkring i landet, fordi vi har brug for det derude. Når jeg tænker lighed og ligestilling, tænker jeg: Hvorfor skal det være så svært for en, der kommer fra Lolland, at have de samme muligheder som en, der er vokset op i København? Det er der jo heller ikke nogen der taler om. Jeg kunne da godt tænke mig, at man, når man nu kigger på motorvejene rundtomkring i landet, spørger: Hvad er det, der gør, at vi kan give de samme muligheder, og at der er ligestilling i forhold til at kunne de samme ting? Jeg synes, man bliver ved med at tale om, at det handler om, at vi skal have nogle flere kvinder i bestyrelser, og at kvinder skal kunne det samme som mænd, og at indvandrere skal det samme som alle de andre osv. Men vi glemmer alt det, som faktisk har en betydning, i hvert fald for vores vedkommende. Hvor er de handicappede henne, når vi taler ligestilling? Hvornår sørger vi for, at de kommer med ud og bliver en del af arbejdspladsen? Jeg er glad for, at det var Pia Kjærsgaard, der som formand sørgede for, at der kunne komme en kørestol herop. Hvad gør vi med alle de psykisk syge? Årh, vi skælder dem ud, når det er, at de bliver syge og går stressramte hjem, for det kan de ikke tillade sig, for søren da. Hvor pokker er ligestillingen? Det kunne jeg godt tænke mig at vi diskuterede noget mere om. Metoodebatten har vi måske snart sagt snakket så meget om efterhånden. Vi synes, den har taget overhånd, og det har jeg sagt før. Man skelner ikke imellem en almindelig flirt og en sjov bemærkning og grov chikane og overgreb. Men jeg er glad for de visioner, og jeg har også talt med ministeren, for der er nogle gode visioner i forhold til det, man ønsker at tage op.

Som sagt eller som skrevet siger ministeren, at man vil tage fædre op. Vi synes fra Dansk Folkepartis side, det er fint at tage fædre op, så de kan få en lige så stor tilgang til at få barnet efter en skilsmisse eller noget andet. Men det eneste, jeg læser, er barslen, som EU nu har bestemt skal deles. Det kommer da til at gå ud over de små, for der er altså også nogle familier, der gerne selv vil planlægge, og det skal de have lov til.

Så vil man gøre op med social kontrol, og det synes jeg er et vigtigt emne, som har været forsømt i rigtig mange år. Jeg har selv været med i foreningen sammen med muslimske kvinder og kvinder fra mange andre religioner og aldre og beskæftigelser, og hvad der ellers er, Kvinder for Frihed hedder de. Men meget af det, vi arbejdede for, var, at vi, hvis vi skal af med social kontrol, så også skal af med det tørklæde, som er en religiøs påmindelse om, at man er underlagt social kontrol. Når jeg talte med nogle af de muslimske kvinder, kunne de fortælle, at de, dengang de flyttede op i lejligheden, i den her almene bolig, så havde det fint, man kunne lege på legepladsen, og de kunne snakke med alle osv. Men så flyttede der flere familier ind, og så begyndte den ene familie at sige til den anden familie: Din datter går ikke med tørklæde, hvorfor ikke? Eller: Din datter talte med en dreng på legepladsen, holder du ikke din religion i hævd osv. osv.?

Det gjorde faktisk, at man fik den her sociale kontrol over for hinanden, og den skal vi gøre noget ved. Der er alle de kvinder i Danmark, som er underlagt kontrol, og hvor mange af dem måske faktisk i dag sidder på vores kvindehjem osv., og lad os tage en snak om det. Men lige så snart det kommer på tale, er man frygtelig bange for, at man bliver kaldt racist, og jeg ved ikke hvad. Men vi bliver nødt til at tale og snakke højt om, hvad der sker, og der er rigtig mange af de her kvinder – heldigvis – der både debatterer og er ude, og de findes i alle de forskellige partier, og det er jeg glad for. Men vi herinde bliver jo også nødt til at snakke om det.

Så alt i alt er der mange ting, som jeg kan være enig med ministeren om. Det var også sådan en god bunke, vi her fik i forhold til alt det, man gerne vil, og noget af det er vi uenige i, og noget af er vi enige i, og så synes jeg, at der er nogle steder, hvor vi mangler noget fokus på det. Men det skulle være min tale herfra. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en stribe korte bemærkninger. Den første er fra fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren og jeg er tit blevet enige om, at der nok er meget, vi ikke er enige om på det her område, og det synes jeg også er helt fair. Men jeg kan høre, at der er et sted, hvor vi er enige, og det er på det her område i forhold til mændene. Det kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål om. Jeg synes, det her med – som der er fokus på – at mænd ikke føler sig tilpas på deres henholdsvis uddannelse eller arbejdsplads, fordi de bliver mistænkeliggjort f.eks. for at være pædofile, er helt frygteligt. Og jeg er glad for, både at vi tog nogle initiativer i den tidligere regering, og at man har tænkt sig at gøre det igen nu, for det er jo helt forrykt.

Et andet område er også mændenes ret til deres børn, som også kan være et stort problem, og her tror vi altså i SF, at noget af det, man kan gøre, er at få mændene til i højere grad tidligt at være en del af barnets liv, fordi de får ret til den her barsel. Jeg kan høre, at ordføreren måske ikke er helt enig, men kunne man ikke forestille sig, at det kunne sikre, at mænd faktisk fik mere tilknytning til barnet og dermed ville stå bedre i nogle af de her sager, hvis man skulle blive skilt efterfølgende?

Tak for det. Værsgo.

Jeg er rigtig glad for, at vi er enige om mange ting, men man kommer måske også forskellige steder fra. Jeg vil sige, at i min omgangskreds, blandt mine venner, familie osv., har der ikke været nogen mænd, der ønskede at tage mere end de 14 dages barsel, som der var. De ville heller ikke tage det alene med barnet, fordi de følte sig usikre med barnet. Det kan være, det kommer længere fremme, men tiden er der ikke nu. Mange af de her mænd, som jeg kender, har det bedst med et barn, der i 3-årsalderen kan rende rundt og sige gagagugu, men de ved ikke, hvad de skal gøre med det allermindste barn, så det vil de helst være fritaget for. Så de vil ikke tage den barsel alene. De vil gerne være der sammen med moren.

Jeg tror, det er noget, der kommer, at flere og flere mænd gerne vil, men her og nu vil vi bare tabe rigtig mange, og jeg tror faktisk, det er mange af dem, som jeg mener der er ulighed for. Det er dem, der ikke har den største uddannelse, der arbejder og har den her profil, som ikke har tænkt sig at gå hjemme.

Værsgo, spørgeren.

Altså, vi kan jo se fra undersøgelser, at mænd faktisk gerne vil det er her. Rigtig mange mænd vil gerne have mere barsel. Det kan være svært, fordi man måske har svært ved at få lov både af sin arbejdsgiver og måske også af sin kæreste, så derfor skulle det måske være en håndsrækning. Kunne ordføreren ikke forestille sig, at man vel ikke behøver en lang uddannelse for at have lyst til at være sammen med sit barn? Det tænker jeg ikke. Jeg forstår heller ikke, og måske kan ordføreren sætte lidt ord på det, hvorfor ordføreren siger, at det er synd for barnet, at manden skal gå alene hjemme med det. Det synes jeg lidt er at undervurdere fædres rolle over for små børn.

Værsgo.

Nej, nu skal ordføreren lytte til, hvad jeg siger: Barnet vil det være synd for, fordi det ikke får så meget tid hjemme i familien, fordi man ikke kan, fordi det er fastlagt, at det skal være faren, og hvis faren ikke tager barselen, skal barnet jo i vuggestue. Og jeg kender af erfaring rigtig mange mænd, som ikke kan være hjemme. Men nej, jeg siger ikke, det er synd for barnet at være alene hjemme med en mand. Det er jo ikke det, jeg siger. Jeg siger bare: De vil ikke tage dem, for de ved ikke, hvad de skal gøre. Og jeg taler af erfaring. Jeg kender rigtig mange af de tilfælde.

Tak. Den næste spørger er fru Pernille Skipper. Værsgo.

Tak. Der var lige en halv sætning, fru Liselott Blixt fik sagt, som jeg egentlig synes vi lige skal spole tilbage til. Den handlede om det her med tjenestemandsreformen fra 1969, hvor fru Liselott Blixt sagde: Det burde vi vist også få kigget på. Vil fru Liselott Blixt lige uddybe en gang til, hvad Dansk Folkeparti mener? For reformen blev jo vedtaget af politikere i 1969. Man indplacerede fagene ud fra, hvad man syntes var det vigtigste, og alle kvinderne endte i bunden og mændene i toppen, og det kan vi så stadig se have en effekt i dag. Og dengang sagde de så også: Det bliver vi nok nødt til at kigge på senere. Men det er aldrig sket.

Så mener Dansk Folkeparti, at vi skal ind og kigge på tjenestemandsreformens placeringer i lønhierarkiet politisk? Var det den lille sætning, jeg hørte?

Ja.

Værsgo for et opfølgende spørgsmål.

Det synes jeg er megagodt. Altså, jeg er med på, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti i ligestillingsdebatten ofte er meget uenige. Jeg kan f.eks. slet ikke forstå, at fru Liselott Blixt kan stå på talerstolen og sige, at vi ikke bruger tid på at tale om social kontrol og ligestilling. Altså, det synes jeg vi gør meget. Ud over at det kan være et problem, så bruger vi også ufattelig meget tid på det.

Men jeg vil rose Dansk Folkeparti for at tage det standpunkt og så indbyde til, at vi danner en af vores en gang imellem rigtig gode broer på tværs, hen over midten, og får gjort noget ved det og lagt et pres på bl.a. ministeren.

Værsgo.

Jeg har haft rigtig meget tilfælles med Enhedslisten i sundheds- og psykiatridebatterne. Hvad angår den her ligestillingsdebat, er der noget af det, der kører i samme rille hele tiden, altså bliver det samme.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi kigger på de her kvindefag. Jeg har haft samtaler med både Dansk Sygeplejeråd og mange sygeplejersker, der netop har gjort mig klart, hvad der lå. For der ligger ikke lige noget i sundhedsdebatten om den gamle reform, der er der.

Men jeg har også sagt, at det jo ikke er noget, et støtteparti kan hæve alene, for det er rigtig mange penge, det drejer sig om.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Fatma Øktem. Værsgo.

Mange tak. Der er en første gang for næsten alt, siges der, og jeg tror, det er første gang, jeg har holdt en tale, hvor jeg ikke startede med social kontrol. Jeg ville gemme det til sidst, og så talte jeg for meget og fik det ikke med. Derfor er jeg rigtig glad for, at min gode kollega fru Liselott Blixt lige nævner social kontrol.

For mig og for Venstre er det ikke – undskyld mig – bare en ligestillingskamp; det er en frihedskamp, det er en retfærdighedskamp. Så jeg vil lige rose min kollega for at nævne det. Det er noget af det, der står øverst. For vi skal ikke være vidne til, at der er mennesker, der bliver frataget alle rettigheder.

Men jeg kunne godt tænke mig i den forbindelse at høre om noget. Nu nævnte ordføreren, at de skal af med tørklædet. Tvinge det af, tvinge det på – for mig er det næsten det samme. Jeg ville nu hellere kunne give dem de oplysninger, der gør, at de tager det af, for så tror jeg på, at det er permanent. Men hvad vil Dansk Folkeparti ud over det være med til, vi gør, for at forhindre social kontrol?

Tak. Værsgo.

Jamen jeg synes, at man skal tale med mange af de her kvinder og tale om deres erfaringer, i forhold til hvordan de har sluppet grebet. Men vi skal også se på, hvad det er, vi kan gøre, hvordan vi kan sikre noget, inden man bliver sendt hjem på genopdragelse eller bliver gift i hjemlandet, eller hvad der nu kan være, der gør, at man er underlagt den her kontrol, altså hvad vi kan stille op.

Der er det ikke bare os politikere, der skal komme med en hel masse ting; der mener jeg, at vi skal tale med kvinder hele vejen rundt, så vi ikke bare fokuserer på de samme kvindelige debattører, muslimske kvinder, som hele tiden er på, for der findes ret mange forskellige, som man kan tage kontakt til, og som faktisk har sluppet den sociale kontrol.

Værsgo til spørgeren.

Det bliver sådan set bare en kvittering for det, fru Liselott Blixt siger, for jeg er fuldstændig enig i, at vi bliver nødt til at gå ud og lytte til dem, der er i det, og så spørge: Hvad er det for nogle redskaber, I mangler? Og hvis jeg så må supplere lidt til det, vil jeg sige, at jeg håber på, at vi kan lave noget sammen på det område, men så også vil være der, når det er sådan, at vi beder dem bryde med det, der for nogle kan have fatale konsekvenser, altså at vi så er der. Og derfor vil jeg gerne takke det flertal, der har været med til, at udøvelse af social kontrol bliver en direkte skærpende omstændighed i straffeloven, hvilket var et forslag, Venstre havde – så tak for det.

Værsgo til ordføreren.

Jamen altså, vi kan virkelig takke hinanden. Jeg takker Venstre for at fremsætte et forslag om, at dem, der udøver social kontrol, selvfølgelig skal straffes. Det skal ikke foregå i Danmark.

Der er ikke flere, der har indtegnet sig for korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører, der bedes holde sig klar, er fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg brugte sidste års redegørelsesdebat, som vi allerede har fået konstateret var for 4 måneder siden, til at punktere to udbredte myter. Den første er, at vi har ligestilling i Danmark, og den anden, at ligestillingen kommer af sig selv.

Jeg håber og tror på, at de fleste af os er videre end det: at efterårets mange vidnesbyrd om seksuel chikane på arbejdspladsen blandt mange andre ting har tydeliggjort for selv fornægtere med de allerstørste skyklapper, at vi har et problem. Alle må da kunne se, at ligestillingen er udeblevet.

Derudover kan jeg til min store glæde læse i redegørelsen, at regeringen erkender, at ligestillingen heller ikke kommer af sig selv, for den myte har da virkelig levet og er vokset op hos skiftende ministre. Men der kræves handling, politiske initiativer. Både i regeringen og her i Folketinget skal vi smøge ærmerne op og kridte løbeskoene, for vi har en maratonopgave foran os. Der skal lovgivning til, hvis der skal være lige muligheder uanset køn i Danmark. Jeg håber sådan, at vi i dag har begravet de myter, og lad os så komme videre.

Jeg har set meget frem til at debattere perspektiver og handlinger på ligestillingsområdet i dag, og der er virkelig mange gode takter i regeringens perspektiv- og handlingsplan. Jeg er meget enig i, at vi skal sætte skub i sagerne for at skabe ligestilling i uddannelse, på arbejdsmarkedet og inden for hjemmets fire vægge; at ligestilling handler om frihed og rettigheder, også til kvinder udsat for social kontrol, som vi skylder at hjælpe; at Danmark skal fortsætte sit vigtige fokus og sin førerposition inden for ligestilling og især på globalt plan.

Når det kommer til lige muligheder for lgbt+-personer, viser regeringen en tilgang, hvor man vil handle og sætte ind, hvor skoen trykker. Det er godt at se. Dog må jeg sige, at jeg savner en tilkendegivelse om, at vi får en ny og opdateret handlingsplan på lgbt+-området, for livet skal være lettere for regnbuefamilier. Vejen gennem sundhedsvæsenet skal være mindre kringlet for transkønnede, og lgbt+-personer med minoritetsbaggrund har brug for mere støtte end i dag.

Men hvis der er en ting, jeg synes er vigtigere end noget andet, er det en reform af barselssystemet. Den øremærkede barsel og orlovsdirektivet fra EU får ikke så meget plads i redegørelsen, og det synes jeg er ærgerligt. Processen med et lovforslag om en ny barselsdeling bliver ekstremt vigtigt i året, der kommer. Vi ved efterhånden alle, at den enkeltting, der betyder nærmest allermest for ligestillingen og for fordelingen af omsorgsarbejdet i familien, er barsel. Det er forskningens bud. Det har det været meget, meget længe.

Delingen af barsel i Danmark er stadig himmelråbende skæv. Det er den, selv om de danske fædre gerne vil have mere barsel, hvis de kunne, men i stedet har vi i årtier reproduceret kønsstereotyper, hvor mor passer børn og far gør karriere. Vi er gået glip af kvindeligt ledertalent og mandligt fadertalent mangefold. Det er, på trods af at vores nordiske naboer har givet far barselsrettigheder til sit barn. I Danmark skulle der som bekendt et EU-direktiv til, før vi endelig har fået åbnet op for posen. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, men det er så det, vi nu skal bruge for at få øremærket barsel til mænd.

I det næste års tid kan vi så se frem til arbejdet med at implementere orlovsdirektivet. Det skal vi lykkes med inden august 2022, og jeg glæder mig til drøftelserne, for jeg tror, at det her bliver et af de absolut vigtigste tiltag for ligestillingen på arbejdsmarkedet i den her valgperiode. Det bliver historisk og noget, som vores børn og børnebørn vil huske os for, men vi skal være omhyggelige. Vi skal holde tungen lige i munden, og vi skal huske på intentionerne om ligestilling.

EU pålægger os at øremærke 9 ugers barsel til hver forælder, og det lyder jo på overfladen ret godt, men det er det ikke, hvis det bliver implementeret uden en reform her i Folketinget. Vi kunne kalde det en minimumsimplementering. I så fald ville man lægge EU's nye 9 uger oven i den allerede skæve barselsdeling, vi har i Danmark, og så fortsætter skævheden jo. Det er hovedløst, hvis man spørger mig.

Intentionen fra EU er helt klar. Der skal være ligestilling mellem kønnene. Vi skal fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og vi skal have en mere ligelig fordeling af omsorgsforpligtelser mellem mænd og kvinder. Ingen af de ting vil man opnå, hvis man bare lægger uger oven i den allerede eksisterende skævhed. Desuden vil sådan en løsning tvinge kvinder til hjemmet i hele 27 uger, hvis mors nye barselsuger fra EU lægges oven i de eksisterende. 27 uger er meget, hvis man er selvstændig, og det sætter derfor endnu en gang kvindelige selvstændige i en sværere situation end mandlige selvstændige, og kvindelige iværksættere er der altså i forvejen alt for få af i Danmark.

Vi skal ikke lade os spise af med juridiske vurderinger om, at det her ikke kan lade sig gøre, at det ikke kan lade sig gøre at tænke nyt. Vi må ikke acceptere en eventuel fortælling om, at en reform af de danske barselsregler og en ligelig fordeling af den øremærkede barsel i forbindelse med orlovsdirektivet ikke er muligt juridisk, for Finland har gjort det. De har sprængt hele det finske barselssystem i luften i anledning af det nye EU-direktiv og sat gang i en storstilet reform af landets barselsregler.

Europa-Kommissionen har flere gange understreget, at der ikke er noget i vejen for at gøre det. Selvfølgelig kan vi gøre det samme her i Danmark. Derfor er det så afgørende, at vi viser mod i det kommende år, når vi skal implementere EU's orlovsdirektiv. Jeg glæder mig til drøftelserne, og jeg håber, at regeringen vil bruge det åbne vindue, som EU har givet os, på en klog måde – en måde, hvor vi fremmer ligestillingen frem for at reproducere uligheden og den skæve barselsdeling, vi har i dag.

Jeg håber, at den danske regering står på den rigtige side af historien her, for der går årtier mellem, at vi ændrer orlovsreglerne, og det betyder alt for dansk ligestilling. Spørgsmålet er, om Danmark endnu en gang skal stå tilbage på perronen som det eneste nordiske land, der ikke lykkes med en mere ligelig deling af barselsorloven, mens de andre suser af sted til gavn for familier, for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Derfor ser jeg frem til, at vi skal implementere orlovsdirektivet med regeringen. Jeg ser frem til, at vi gør det på en klog måde, der fremmer ligestillingen – en måde, der giver lige så meget øremærket barsel til far, som der er til mor. Det er mit store håb, at regeringen med os i SF vil være med til at sikre mere ligestilling gennem lige barselsdeling.

Her tror jeg, jeg vil slutte min tale, for selv om der er rigtig mange andre vigtige dagsordener: ligeløn mellem kønnene, social kontrol, som jeg nævnte ganske kort, mænds ligestilling, så er en ordentlig implementering af barselsdirektivet i SF's øjne det allerallervigtigste, vi skal lave det næste år.

Tak til ordføreren. Der er en stribe korte bemærkninger. Den første er til fru Pernille Skipper. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale, som jeg er enig i fra ende til anden, og det er jo dejligt. Jeg er også meget enig i det med at sætte fokus på barselsdirektivet og barselsorloven; det er en af de store kilder til ulighed mellem kønnene i Danmark, og det er også der, hvor vi finder en stor del af uligelønnen. Altså, kvinder taber omtrent 10 pct. pr. barn, de føder, i livsindkomst, altså over løn, forfremmelse og pension. For mænd er det 0 pct. Og det siger jo rigtig, rigtig meget om, hvor meget den barselsorlov egentlig betyder. Jeg er også meget enig i, at det betyder meget for mænd, at der er en bedre kulturel accept af, at man selvfølgelig kan være der for sine børn, også i de første måneder – det er uanset ens køn.

Jeg vil dog også høre SF om den anden del af uligelønnen, som i høj grad handler om det kønsopdelte arbejdsmarked. For det, der også foregår lige nu, og som er historisk, er jo en opblomstring af ligelønsbevægelsen, bl.a. omkring tjenestemandsreformen. Hvad er SF's holdning til det spørgsmål?

Værsgo.

Det er et virkelig vigtigt spørgsmål, som jeg sagde man som sagt også kunne snakke en hel masse om, og det er jeg sikker på ordføreren kommer til at gøre lige om lidt. Det er jeg også meget enig i er et kæmpe stort problem, altså at den skæve løn, der er mellem klassiske kvindefag og klassiske mandefag, er mega problematisk, både fordi vi ikke anerkender de kvinder, der har de jobs – for de skal have meget høj løn – og fordi vi mister gode og dygtige mennesker i forhold til de her arbejdspladser. Så vi vil bestemt meget gerne være med til at kigge på, hvordan vi sikrer bedre ligeløn, også når vi kigger på det her område.

Værsgo.

Tak. Jeg er heldigvis ikke specielt overrasket over, at SF har den holdning. Det, der jo er vigtigt, tror jeg, er, at man ikke kommer til at blande det sammen med en diskussion om den danske model, for der er heller ikke nogen af vores partier, som synes, at vi skal gå væk fra den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler løn og arbejdsforhold. Men det er dog sådan med tjenestemandsreformen fra 1969, at man dér traf nogle politiske beslutninger, som sætter sig i overenskomstsystemet, og som de her kvindedominerede fag ikke kan komme ud af. Er SF ikke også enig i, at den dårlige løn i de fag måske også er en af grundene til, at det er svært at rekruttere mænd til f.eks. jordemoder-, sygeplejerske- og pædagogfaget?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at vi skiller de her ting ad og siger, at vi godt kan gøre noget for mere ligeløn, men vi skal ikke blande os i overenskomstforhandlingerne. Det synes jeg er virkelig vigtigt. Og jo, jeg tror, vi går glip af rigtig dygtige mennesker, fordi lønnen ikke er høj nok.

Tak. Den næste spørger er fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. SF har i dag lagt meget vægt på barselsordningen og ændringerne, der eventuelt skulle være på det område. Der er noget i SF's retorik, der simpelt hen får mig op af stolen, også bogstavelig talt, og det er, at SF får det til at lyde, som om kvinderne er lidt et offer i det her, nu bliver de tvunget til at tage 26 uger. Vil SF ikke indrømme, at kvinderne også er dem, der tager den største del af barslen og er med til at skabe den ulighed, hvor vi kan se i de tal, der er, at der er nogle mænd, der siger: Det er moren, der ikke vil give mig barslen? Hvornår vil SF vende den retorik lidt, så vi også ansvarliggør kvinderne for, at de skal være med til at løse det her, så de ikke er de ofre, som jeg lidt fornemmer SF prøver at gøre dem til: at det her onde, onde system gør kvinderne til ofre, som er nødt til at tage 90 pct. af barslen? Det er lidt en forfejlet måde at udstille det på, synes jeg, men er det ikke korrekt, fru Astrid Carøe, at kvinderne også har et ansvar i det her?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at ordføreren måske missede dele af min tale, for jeg nævnte rigtig mange ting, der kan være konsekvenser, hvis vi ender med bare at putte de her 9 uger oven på de allerede øremærkede uger. En af dem er, at kvinderne får 27 ugers øremærket barsel, og det vil betyde, at hvis man skal dele barslen helt lige, skal mændene tage alt det, der er frivilligt, for at det kan være lige, og det synes jeg er skævt, det håber jeg også Venstre som et liberalt parti gør.

Men jo, der er også mænd, der fortæller, at det er svært at få lov til at tage den her barsel, fordi der er nogle kvinder, der mener, at den er deres, og der vil jeg sige: Jeg synes, at vi herindefra har et ansvar. Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi ikke har fået lavet ligelig øremærket barsel til både mænd og kvinder længe før, altså, SF har jo ment det her i årevis, i mere end 15 år eller sådan noget i den stil, tror jeg, og jeg synes, det er så ærgerligt, at det ikke er lykkedes.

Derfor ærgrer jeg mig over, at vi ikke har kunnet gøre det selv, men nu kommer EU så til gengæld, og så skal vi bare sørge for at få det her direktiv implementeret på en ordentlig måde, sådan at vi ikke giver kvinder 27 ugers øremærket barsel. Det synes jeg ville være vanvittigt.

Værsgo til spørgeren.

Mange tak. Der er stadig væk meget forskel på, hvordan vi ser det, for jeg synes jo bestemt ikke, det er 27 ugers tvang. Nej, kvinder bliver ikke tvunget til noget som helst. Og vi vil helst give familierne så meget frihed som muligt. Man kan faktisk godt lade være. Der er ikke nogen, der er tvunget til det. Man kan også godt dele den lige mellem sig. Så det er ikke noget, som vi fra statens side behøver at skære sådan helt lige over. Jeg synes jo også, at folk skal tage det ansvar selv.

Når det så er sagt, blev der nævnt social kontrol. Jeg vil meget kort spørge, om SF har noget i støbeskeen. For der var jo en periode, hvor SF gik meget, meget op i social kontrol og talte meget om det. Jeg synes, der er lidt stille. Er der nogen tiltag, som SF vil sætte i gang for at gøre op med social kontrol?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg har kun 30 sekunder, og jeg ville så gerne kommentere på det med barslen, men lad os nu tage det med social kontrol i stedet for. Altså, den 8. marts var vi i SF ude med et udspil, hvor vi foreslog, at hvis man har været udsat for social kontrol, er taget på kvindekrisecenter, har været på genopdragelsesrejse og er kommet tilbage, så skal det automatisk give en opholdstilladelse. I dag er det jo sådan, at man risikerer at få frataget sin opholdstilladelse, hvis man går fra sin mand, fordi man er familiesammenført. Så det er lidt mere end en måned siden, vi sidst havde et udspil, fru Fatma Øktem.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Tak for det. Tænk, at vi er der, hvor vi taler om, at det skal være tvang at stifte familie. Det synes jeg er helt grotesk. Og jeg synes også, det er helt grotesk, at man nu skal tvinge familierne væk fra det frie valg. Men det bliver vi nok aldrig enige om. Det er jo bare sådan, at størsteparten af de danske familier derude gerne vil have lov at vælge selv. Jeg anerkender, at virksomhederne må se at komme i gang med at lave nogle ordninger, men alt andet lige må det være det frie valg.

Når SF og ordføreren er så optaget af, at alt skal være 50-50 – før helmer partiet åbenbart ikke – kunne jeg godt tænke mig at spørge til det her omkring negativ social kontrol, for der tror jeg, at vi er meget enige om, at det skal vi have brudt med. Og det er også et glimrende initiativ, som regeringen kommer med, men hvor er SF i forhold til at implementere 37 timers beskæftigelse på det område? For vi ved, at beskæftigelse er noget af det, som i den grad kan bryde med den negative sociale kontrol.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Det er så underligt, når man snakker barsel, at det ikke er tvang, hvis man har kvinderne til at have øremærket barsel – hverken hvis det er 14 uger, som det er i dag, eller 27 uger, som det er, hvis man implementerer direktivet ved bare at lægge uger ovenpå – men lige så snart man gerne vil øremærke til mænd, så er det tvang; så er det ikke frivilligt i familien. Det er kun, hvis man tvinger kvinderne. Og jeg synes ikke, det er tvang at stifte familie. Jeg glæder mig til, at jeg på et tidspunkt skal på barsel. Men jeg håber da, at vi laver nogle regler, som gør, at min kæreste og jeg kan dele barslen lige. Det andet ville da være helt vanvittigt.

I forhold til det her med social kontrol er det et fokus, vi har. Og jeg er helt enig i, at det her med at arbejde er vigtigt for at komme ud, men vi skal også være opmærksomme på, hvad det er for nogle mennesker, vi har med at gøre. Så vi skal gøre det på en smart måde, i forhold til at nogle måske er flygtet fra krig og ødelæggelse eller andet – så skal der selvfølgelig også tages hensyn til det. Men jeg er helt enig i, at det er rigtig vigtigt at komme ud og være sammen med andre mennesker og se, hvad man ellers kan, og i øvrigt få mere oplysning om, hvad der er af tilbud derude, hvis man er udsat for social kontrol eller vold i hjemmet.

Yderligere en kommentar? Nej, okay. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører er Samira Nawa fra Det Radikale Venstre, der gerne må holde sig klar. Værsgo.

Tak, formand. Jeg er sikker på, at vi er en forsamling af mennesker, politikere, som holder meget af at mødes med borgere og udveksle ord, og vi har alle sammen været forhindret i det her i det seneste års tid på grund af corona. Jeg har nu alligevel haft fornøjelsen – det tror jeg vi alle sammen har – af at tale med mange mennesker, og noget af det, der ofte bliver bragt op, er ligestillingsområdet. Jeg får også nogle spørgsmål om det, og de spørgsmål, som jeg render ind i, når jeg taler med, ja, senest var det en ældre herre, er, hvorfor I unge kvinder er så ekstreme, hvorfor I ikke bare kan være glade for alt det, I har fået, alt det, der er opnået, hvorfor I skal blive ved med at kræve og kræve og kræve. Det er med henvisning til mit engagement i ligestillingsdebatten i almindelighed, men også med henvisning til mit engagement i debatten om metoo og i særdeleshed om flere kvinder på ledelsesposter.

Når man får stillet de spørgsmål, kan man så vælge, om man bare vil trække lidt på skuldrene efter princippet, hvis du får ret, får jeg fred, eller man kan også prøve at tage samtalen. Jeg har egentlig prøvet begge dele, og det, der er mest hyggeligt og hjælper allermest, er faktisk at prøve at bygge den bro og tage samtalen og svare på spørgsmålet med måske et tilbageblik på historien. For er det egentlig ekstremt at mene, at man gerne vil have ligestilling, at man gerne vil have de samme rettigheder, de samme muligheder, uanset køn, baggrund, seksualitet, handicap osv.? Det er der sjældent nogen der siger ja til. Og det er jo det, det handler om. Det handler egentlig i sin grundessens om demokratiet. Ligestilling er, når vi sikrer lige muligheder for alle, at man, uanset om man er mand eller kvinde, kan blive valgt til Folketinget, at man, uanset om man er mand eller kvinde, kan udleve sit fulde potentiale på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet. Det er ligestilling, og det er også det, demokrati bygger på.

Der synes jeg, at man kan minde sig selv om, og det er også det, jeg både minder mig selv og min samtalepartner om, at så er den her ligestilling jo heller ikke meget mere end 100 år gammel. For selv om vi fik vores grundlov for længere tid siden, var det altså først med grundloven af 1915, at vi egentlig fik noget, der begyndte at ligne ligestilling. Den kvinde, der var den første på talerstolen, var Elna Munch. Hun var radikal og kvindesagsforkæmper. Det tror jeg ikke nødvendigvis var et prædikat, hun selv havde lyst til at sætte på sig, men der er bare nogle kvinder, som må gå forrest, og der må man sige, at Elna Munch var en af dem, der i den grad insisterede på, at kvinder også skulle have stemmeret og valgret. Det var et synspunkt, der blev latterliggjort og udskammet på den tid, men som også er et synspunkt, som jeg tænker vi alle sammen her i dag kan blive enige om er ganske naturligt, for selvfølgelig skal kvinder også have valgret og stemmeret.

Det leder mig så tilbage til det her med, hvorfor unge kvinder egentlig er så ekstreme, altså det spørgsmål, som jeg bliver stillet. Det er vi jo egentlig ikke, og det er også det, at jeg, når jeg tager samtalen, ofte bliver enig med spørgeren, der stiller mig det spørgsmål, om. Det er bare demokrati, det er bare lige rettigheder, der er egentlig bare frihedsrettigheder, som vi fortsat kæmper for.

Det, som til gengæld godt kan genere mig lidt i hele processen om ligestilling og mange af de kampe, som vi kan være enige om vi skal tage, er, når det ender med at blive til nøl og fodslæberi. Det havner tit og ofte i proces. Når jeg ser på redegørelsen her, står der rigtig mange gode ting, som jeg gerne vil kvittere for. Primært er der nogle problemer, der bliver peget ud. Der er nok at tage fat på, og flere ordførere har nævnt det. Senest gælder det SF's ordfører i forhold til barsel, og det bakker vi i Det Radikale Venstre varmt op om, men hvorfor skal processen tage så lang tid?

Ligeløn er også et issue, et tema til debat, hvorfor kan vi ikke bare få de her kønsopdelte lønstatistikker, så vi kan få en gennemsigtighed om, hvor meget man tjener? Det kønsopdelte arbejdsmarked er ligeledes blevet bragt op, og det stammer jo fra det kønsopdelte uddannelsesvalg, og der er vi også nødt til herindefra at handle hurtigere og se at få styr på det, således at man som ungt menneske netop kan udleve sit fulde potentiale og ikke blive styret af normer og kultur. Seksuel chikane har der været fokus på. Der er nogle områder, hvor vi kan lovgive lige med det samme, hvis vi har lyst. Det samme gælder social kontrol, vold mod kvinder, LGBT+-personers rettigheder – der er nok at tage fat på.

Nogle gange tænker jeg, at der er så meget for en ligestillingsminister at tage fat på, at jeg måske godt kunne ønske mig et selvstændigt ligestillingsministerium, og det er ikke, fordi jeg betvivler ligestillingsministerens engagement på det her område, men han er også beskæftigelsesminister, et område, der i den grad også er vigtigt, og som der også er fokus på, og hvor jeg ved regeringen har rigtig meget blod på tanden for at få ændret noget. Så det er bare et lille ønske herfra, når nu der er så meget på tallerkenen, når nu der er så mange områder på ligestilling, at vi også kan opprioritere det, så vi kan få arbejdet noget hurtigere. Det var det sidste, jeg ville sige. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi vil bede den næste ordfører – og det er fru Pernille Skipper – om at komme heropad. Værsgo.

Tusind tak for debatten, også til alle, der har været heroppe indtil videre. Som flere har bemærket, er det kun 4 måneder siden, vi havde den årlige ligestillingsredegørelse sidst, og når jeg generelt har den indstilling, at man ikke kan få for mange af dem, er jeg nok lidt modsat Dansk Folkepartis ordfører. Det kan være, at min glæde ved at være her kan opveje ordførerens træthed.

Jeg vil grundlæggende sige, at vi stadig væk er et sted, hvor der er rigtig meget behov for handling på ligestillingsområdet, men jeg er også ligestillingsoptimist i en grad, som jeg i hvert fald ikke har været det i mange år. De seneste år er der taget rigtig mange gode initiativer på ligestillingsområdet politisk herindefra, og mange af dem er også gengivet i regeringens redegørelse om perspektiv- og handlingsplanen. Meget af det kan jeg genkende som noget, Enhedslisten, SF og De Radikale også har båret ind til regeringen, og som er blevet taget godt imod.

Jeg synes faktisk, det er værd også at få nævnt, at vi i løbet af den her regeringsperiode har taget flere historiske skridt: En samtykkelov på voldtægtsområdet er en kæmpe ligestillingssejr. Det er en kæmpe ligestillingssejr, som betyder, at unge mennesker begynder at tale med hinanden om, hvad samtykke er, og hvordan man opfører sig over for hinanden, på en helt anden måde, end man har gjort i meget, meget lang tid – og slet ikke som man gjorde, da jeg var teenager.

Der er barselsfonden for selvstændige, som SF's ordfører også nævnte. Vi har i politiaftalen opskaleret indsatsen og lavet særlige enheder, der skal kigge på digitale krænkelser. Vi har ved den seneste finanslovsaftale sikret, at der kommer bistandsadvokater til ofre for seksualforbrydelser, og at de får en bedre adgang til støtte og hjælp igennem retssystemet. Vi har sikret penge til Bydelsmødrene, som laver ligestillingspolitisk arbejde på gulvet for nogle af de mest udsatte kvinder i det her samfund. Vi skal have oprettet et krisecenter for dobbeltminoriteter, altså mennesker, som både er lgbtq-personer og samtidig har en religiøs eller etnisk minoritetsbaggrund, som gør, at de oplever et kæmpe dobbeltpres. Det er også en indsats for en lille gruppe, men en fantastisk vigtig sejr. Og listen kan være længere; det har jeg slet ikke tid til at komme ind på, for vi skal også over til de ting, vi skal gøre bedre. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig, rigtig vigtigt.

Ligestillingen generelt står jo meget klarere på samfundsdebattens lystavle, end den har gjort i mange år. Og 8. marts, her for nylig, var en af mange 8. marts-dage, jeg har haft som ligestillingsordfører i Folketinget, og i år var nok første gang, at der ikke var en eneste journalist, der spurgte mig, om vi overhovedet havde noget at kæmpe for længere. I årene før det – da jeg blev valgt ind for de her 9-10 år siden – var det, man skulle snakke om 8. marts, om der var et ligestillingsproblem: Er der overhovedet noget, og har I ikke sejret ad helvede til ... Uh, det ved jeg ikke om jeg må sige. Nej, det må jeg ikke, undskyld. Nå, men så giver vendingen ikke mening længere.

Som citat må man gerne.

Nå, det er også lige meget. Ved du hvad, jeg tror, alle har fanget den alligevel.

Der var ingen, der spurgte til det længere, for nu er vi faktisk kommet til et sted, hvor der pludselig er en bred anerkendelse af, at vi har ligestillingsproblemer, som kræver noget handling af os alle sammen, og som kræver kulturelle og strukturelle forandringer, og det er vel den største sejr af dem alle, at vi står et sted, hvor vi kan drive ligestillingen fremad, og vi kan forbedre ikke bare rettighederne på papiret, men også mulighederne i virkelighedens verden for køns- og etniske og seksuelle minoriteter osv. i vores samfund.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at en del af den succes, man kan sige har drevet ligestillingsdebatten, er drevet af en global metoobevægelse af kvinder, som begynder at fortælle historier og fortællinger om, hvad de oplever, hvor mange af os måske har gået og tænkt, at det bare var noget, vi måtte leve med, og at det var noget, man måtte acceptere, og pludselig er det blevet noget, man siger højt. Der er mange flere kvinder, der snakker om det, senest om utryghed i nattelivet og det at gå alene hjem og være bange for det. Men der er ikke bare mange flere kvinder, der snakker, men der er også mange flere mænd, der lytter, og det er også en af grundene til, at vi er kommet så langt, og det er jo fuldstændig en forudsætning for, at det ikke bare bliver ved diskussionen, men at der også er handling. Så jeg er meget håbefuld for fremtiden.

Jeg synes, at et af de grundlæggende problemer, som vi stadig væk har i forbindelse med ligestillingen, og som vi har et behov for en fælles erkendelse af, er, at der også er en enorm økonomisk slagside i forbindelse med kønsuligheden og minoriteterne i vores samfund. En af de ting, som vi kan se er stærkt problematiske, er f.eks., når kvinder, som er udsat for negativ social kontrol eller vold i hjemmet, og som henvender sig på krisecentre, ingen økonomisk uafhængighed har. Hvis manden tjener pengene, er de ikke berettiget til kontanthjælp, fordi vi har det, der hedder ægtefælleafhængighed, i vores kontanthjælpssystem. Det betyder altså, at kvinderne henvender sig på krisecentre, når de er voldsramte og de er ramt af negativ social kontrol, men at de f.eks. ikke selv har pengene til at betale for det gebyr, som man skal lægge, når man skal søge om skilsmisse. Det er jo absurd, og så kan vi godt stå her og snakke om social kontrol rigtig mange gange, men vi ved jo alle sammen godt, at man, hvis man skal være uafhængig af en mand og man skal kunne forlade ham, hvis han slår eller udøver social kontrol, så skal have sine egne penge, og den manglende frihed bliver vi altså nødt til at tale noget mere om. Det er også derfor, at ulige løn og ulige barsel er så store og vigtige strukturelle diskussioner at tage. For det handler ikke bare om en eller anden følelse af retfærdighed, men det handler også om at sikre, at vi har reelle muligheder for at leve frie og lige liv, træffe vores egne valg. De største ligestillingspolitiske sejre var, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet og fik chancen for at gå fra de mænd, som i generationerne før os ikke behandlede kvinder ordentligt. Det er frihed, og det handler også om penge.

Det er også derfor, at det, som jeg har spurgt mange af ordførerne om her i debatten indtil nu, har været ligeløn, og det er også det, jeg vil bruge de sidste par minutter af min tale på, for ligelønsproblemet er stadig væk et problem i Danmark. Vi er et af de mest ligestillede lande i verden, siger vi tit. Vi ligger vistnok nr. 29 i rankingen, og de fire-fem øverste pladser er besat af andre nordiske lande. Vi burde ligge deroppe sammen med dem – det synes jeg – de viser vejen, og der er mange gode forslag til, hvad vi kan gøre, men vi er et meget ligestillet land. Alligevel har vi bare en lønforskel på 12-14 pct. mellem mænd og kvinder generelt i vores samfund. Rigtig meget af det bunder i barselsorlov, men rigtig meget af det bunder altså også i det her kønsopdelte arbejdsmarked, som vi bliver ved med at reproducere, hvor kvinder får omsorgsarbejdet, og mænd har alt det andet, særlig i det private, og så er de to sektorer eller de to slags arbejde bare ikke værdisat ens. Og det er ikke, fordi kvinder har lavere uddannelser end mænd – faktisk ser vi den modsatte tendens – eller at de har mindre ansvar. Altså, sygeplejersker står med liv mellem hænderne hver evige eneste dag, og sosu'erne står med vores ældre borgere, som har bygget det her samfund til os, hver evige eneste dag, og det er deres grundpille i livet. Det er vanvittig vigtige arbejdspladser for vores samfundsmæssige infrastruktur, og alligevel aflønnes de lavere end i såkaldte mandefag med tilsvarende uddannelseslængde. Altså, en pædagog har den samme uddannelseslængde som en bygningskonstruktør.

Men det er ikke værdisat ens, og en af grundene finder vi så i tjenestemandsreformen, og nu kommer vi tilbage til det, der er min kæphest for tiden, nemlig tjenestemandsreformen fra 1969, hvor der sad nogle politikere, ikke overenskomstparter, men politikere herinde, søreme så, og besluttede sig for, at det der kvindearbejde ikke var lige så meget værd som det der mandearbejde, at politibetjentene var vigtigere og skulle aflønnes bedre end sygeplejerskerne, og på trods af alle de fremskridt, vi har taget på ligestillingsområdet, består det hierarki stadig væk. Faktisk er jordemødrene blevet trukket nedad, det er det sjove ved det, så det er bare blevet værre for dem. Det mener jeg er et politisk oparbejdet problem, politisk skabt, og det er også et politisk ansvar at gøre noget ved det, og mange års overenskomstforhandlinger har netop bevist, at det ikke kan lade sig gøre i de overenskomstforhandlinger. For igen og igen har de i de her kvindedominerede fag strejket, de har råbt, de har skældt ud, de har stillet krav om ligeløn, og igen og igen har de fået ingenting ud af det. Hvorfor? Fordi der jo ikke er nogen, der synes, at politibetjenten skal gå ned i løn, for at sygeplejersken kan gå op i løn, og jeg tror, at det er noget af det, der skaber de mange rekrutteringsproblemer ind i kvindefagene, altså fordi det er så dårligt aflønnet, det er mindre værdisat samfundsmæssigt og lønmæssigt. Så er det da selvfølgelig også sværere at tiltrække f.eks. en mand.

Jeg synes, at det er på tide, at vi gør op med den her idé om, at omsorgsarbejde i det offentlige er noget, man skal have et eller andet særligt kvindekald for at være i, og jeg synes, det er på tide, at vi begynder at aflønne det ordentligt, og jeg synes, det er på tide, at vi tager ansvar for politisk at gøre noget ved den ligelønsproblematik, som også er skabt politisk. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Tak til ordføreren. Med hensyn til ligeløn synes jeg bare, at det, der er vigtigt, er, at vi får kigget rigtigt på tallene og brugt dem på den måde, som analyser og undersøgelser rigtigt afspejler. Der er 11 pct.s forskel, men når man går ind og kigger på det her, hvad er det så egentlig, det reelt handler om? Det handler om, at selv om man er ansat i det samme job, kan man have forskellige arbejdstider; der kan være forskellige måder, man arbejder på; to kontorfolk har ikke nødvendigvis de samme arbejdsopgaver osv.

Det er jo sådan, at når man så scroller ned og renser tallene for, at nogle egentlig arbejder længere tid end andre, og at nogle arbejder om natten og nogle om dagen osv., så kommer vi faktisk ned til, at forskellen kun er 2,3 pct. eller noget i den stil. Det er i hvert fald ret lavt, og det synes jeg bare er vigtigt at have med i den her debat.

Så nævner ordføreren ganske kort det her med at frigøre sig fra mænd og fra negativ social kontrol, og her vil jeg bare lige høre: Er ordføreren så ikke enig i, at 37 timers beskæftigelse om ugen for de kvinder, der ikke måtte have et arbejde – altså det at komme ud at arbejde – er vejen frem?

Værsgo, ordføreren.

Jeg er meget enig i, at vi skal bruge tallene for uligeløn rigtigt. Jeg mener også, at det er forkert at tale om uligeløn kun som den forskel, der er på den individuelle arbejdsplads. Der er også uligeløn. Det er der bl.a. mellem mandlige og kvindelige sygeplejersker. Det forklarer man ved, at der er en tendens til at forfremme mandlige sygeplejersker mere end kvindelige, og det ligger der familiestruktur og alt muligt andet bag.

Men der er altså en større uforklaret lønforskel, fordi vi har det her kønsopdelte arbejdsmarked. Og hvis man sammenligner uddannelseslængde, som er det mest objektive parameter, så kan man se – bl.a. inden for den offentlige sektor – at kvindefagene er indplaceret lavere i lønhierarkiet end mandefagene med tilsvarende uddannelseslængde. Og det er noget af det, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, ligesom VIVE tidligere også har dokumenteret, at når vi får byttet rundt på, hvilket køn der dominerer et fag, vil det være sådan, at jo flere kvinder, der kommer ind i et fag, jo mere er der faktisk en tendens til, at lønnen står i stampe eller decideret bliver trukket nedad. Man skal lige huske, at det ikke kun er på den individuelle arbejdsplads – det er også på det kønsopdelte arbejdsmarked, at lønforskellen går igen.

Fru Birgitte Bergman, værsgo.

Hvad angår VIVE, dokumenterer de jo netop lige præcis, at lønforskellen ryger helt ned på 2,3 pct. Altså, det er jo det, der står sort på hvidt. Men ordføreren svarede ikke på det med, at flere indvandrerkvinder skal i beskæftigelse og ud af negativ social kontrol, og at det er vejen frem. Så hvad er Enhedslisten og ordførerens holdning til, at vi får implementeret kravet om 37 timers beskæftigelse?

Tak. Ordføreren.

Det beklager jeg. Det var, simpelt hen fordi jeg ikke havde tid til at svare på det; det var ikke, fordi jeg ikke ønskede det. Altså, selvfølgelig er det at være økonomisk selvstændig og have et arbejde fuldstændig afgørende for kønsligestilling. Det brugte jeg jo det meste af min tale på at slå fast. Og selvfølgelig er det også et problem, hvis der – særlig i nogle minoritetsetniske miljøer – er en tendens til, at kvinder ikke kan få arbejde. Men det er en myte, at det er, fordi de ikke vil.

Altså, der er i den debat en mangel på forståelse for, dels hvor mange flere ansøgninger, man skal sende, hvis man har et udenlandsk klingende navn, dels forskelle i uddannelsesniveau og alt muligt andet. Men Bydelsmødrene, som jeg også talte om, er bl.a. et af de initiativer, som vi har taget til også at bakke op om at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men jeg tror ikke på, at man skal tvinge folk til det ved at søge 20-30 timers underbetalt arbejde. Og jeg vil også bare understrege, at man i forvejen har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man skal have kontanthjælp.

Der er en kort bemærkning fra fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver simpelt hen nødt til lige at spørge ordføreren om det her med ligelønnen. Det er jo rigtigt, at der er den her VIVE-rapport, som viser, at der nu kun er 2 pct. af den ulige løn på 14-17 pct., vi ikke kan forklare. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget. Ordføreren siger, at bare fordi man kan forklare en lønforskel, gør den den så rimelig?

Værsgo, ordføreren.

Det er et af de der dejlige gode spørgsmål, som lidt underbygger min egen argumentation. Men ja, lige præcis. Den uforklarede lønforskel er de 2 pct., og vi har en meget stor andel af lønforskellen, som vi så kan forklare. Men det betyder jo ikke, at den er god, altså eksempelvis at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, der står for en kæmpestor del af det. Det er forklaringen. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget ved det. Barselsorloven er skævt fordelt, og den forklarer en stor del af det, men det betyder bestemt ikke, at vi ikke skal gøre noget ved det.

Værsgo, spørgeren.

Man har jo kunnet forklare endnu mere nu her i den seneste rapport, som har været meget kritiseret. Man er gået fra 4 til 7 pct., der er uforklarligt, ned til 2 pct., fordi man nu også forklarer uligelønnen med, hvor mange kvinder der er i afdelingen. Man forklarer altså køn med køn. Så er ordføreren enig i, at der måske også er nogle steder, hvor man kan kritisere den her måde at stille tingene op på?

Værsgo, ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Når vi traditionelt har brugt begrebet i ligestillingsdebatten om den uforklarede lønforskel, er det jo, fordi det er den, hvor vi nok har mistanke om, at det reelt er kønnet, der afgør det. Nu kan vi så se på den seneste VIVE-rapport, at vi kan bruge det som en del af forklaringen og til at gøre tallet endnu mindre, men det er jo lige præcis problemet, som vi skulle prøve på at få dokumenteret. Så det er en rapport, som – ud over at den giver os en masse viden – har en argumentation, som bider sig lidt i egen hale. Det er absolut for feinschmeckere og nørder, og det skal vi selvfølgelig herinde have styr på. Ingen tvivl om det.

Der er en kort bemærkning til. Den er fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Mange tak, og tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg hørte lige, at ordføreren kaldte det at tvinge kvinder med minoritetsbaggrund, når det er sådan, at vi kræver, at de skal være 37 timer i beskæftigelse. Hvordan kan det være, at ordføreren kalder det for tvang – og ikkeacceptabel tvang – når der er alt det andet, altså når vi skal tvinge virksomheder til at sætte måltal; når vi skal tvinge mænd til at tage barsel? For så er det ikke tvang på ligestillingsområdet. Men når vi skal hjælpe de her kvinder til at blive selvstændige, tjene deres egne penge og få noget frihed, så er det frygtelig tvang.

Værsgo. Ordføreren.

Jeg vil bare gerne rette en misforståelse til at starte med. Jeg har ikke foreslået, at man tvinger nogen mænd til at tage barselsorlov. Jeg foreslår, at vi også holder op med at tvinge kvinder til at tage barselsorlov, hvilket fru Fatma Øktem ellers tidligere advokerede for, nemlig at det skulle man blive ved med af en eller anden biologisk årsag. Jeg mener bare, at deres rettigheder skal være fuldstændig lige, altså lige. Om det så er nul barsel, eller om det er 40 års barsel – de skal bare være lige. Det er det, der er min anke ind i barselsdiskussionen.

Jeg mener, at det, der er problematisk, er, at Venstre og desværre også Socialdemokraterne har en idé om, at der sidder en masse mennesker, der er på kontanthjælp, som udmærket er i stand til at arbejde, men bare ikke gider. Og det er altså noget vrøvl. Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis man får tilbudt job og siger nej, så får man frataget sin kontanthjælp. Det er vel frihed også at vælge det, hvis man ikke gider have nogen kontanthjælp, altså bare for at blive lidt i ordførerens egen retorik.

Værsgo til spørgeren.

Jeg kan næsten blive fristet til at spørge ordføreren, om ordføreren ikke vil gå lidt rundt med mig og tale med nogle af de kvinder. Vi kunne jo spørge Københavns Kommune. Når de kommer ind og egentlig gerne vil i arbejde, har de nogle mænd, der forhindrer dem i det, eller de har nogle sønner. Det er noget, de offentlige myndigheder kender. Så gør det slet ikke indtryk på ordføreren? Og er det ikke et eller andet sted at fastholde de kvinder – især hvis man går ind for at sætte ydelserne op – i stedet for at hjælpe dem videre, altså dem, som faktisk bliver tvunget til ikke at være en del af arbejdsmarkedet?

Værsgo. Ordføreren.

Problemet er jo grundlæggende, at man ikke får flere mennesker i arbejde af at gøre dem fattige. Og de mænd, som fru Fatma Øktem taler om, kommer jo ikke til at sige, er det er helt okay, at deres koner går på arbejde, hvis kontanthjælpen bliver sat ned. Jeg er enig: Alle skal arbejde for deres kontanthjælp. Altså, hvis man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man gerne vil det, så lav dog et job til de kvinder, og giv dem en rigtig løn, ikke en underbetalt kontanthjælpsløn. Hvis det er arbejde, skal man også lønnes derefter.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Lars Aslan Rasmussen. Værsgo.

Tak. Ordføreren sagde, at det var indtrykket, som jeg forstod det, at der også sad en masse folk i Venstre og Socialdemokratiet og sagde, at der var en hel masse mennesker, der ikke gad at arbejde. Hvor har ordføreren det fra?

Værsgo, ordføreren.

Undskyld, men jeg tror, at hr. Lars Aslan Rasmussen tidligere sagde, at han gerne ville sende spørgsmålet om ligeløn videre til beskæftigelsesordføreren i sit eget parti og ikke ville svare på ligelønsspørgsmål i en diskussion om ligestillingsredegørelsen. Og nu stiller hr. Lars Aslan Rasmussen mig et spørgsmål på beskæftigelsesområdet. Jeg ved ikke helt, om jeg føler det er fuldstændig retfærdigt, men jeg siger, at hvis man har den idé om, at mennesker rejser sig op og finder et arbejde, ved at man presser dem på pengepungen, så antager man vel også, at der er nogle mennesker, der er på kontanthjælp, fordi de ikke gider arbejde.

Værsgo til spørgeren.

Af respekt for min beskæftigelsesordfører i Socialdemokratiet nævnte jeg det ikke. Men ordføreren nævner selv, at det er indtrykket, at Socialdemokratiet har det indtryk, at der sidder en masse arbejdsløse, der ikke gider arbejde. Så spørger jeg: Hvem er det, der har sagt det i den socialdemokratiske gruppe? Hvor har ordføreren det indtryk fra? Det kan vel ikke kun være fra noget, ordføreren har hørt for ganske kort tid siden. Det håber jeg ordføreren vil trække tilbage.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Jeg tror, at det i det minut, jeg har til rådighed, er meget, meget svært for mig at få gennemgået Socialdemokraternes førtids- og fleksjobreform, som gjorde syge mennesker, mennesker med handicap, fattige i et forsøg på at presse dem ud på arbejdsmarkedet, altså med de nedsatte ydelser for unge, hvilket handler om at presse dem ud på arbejdsmarkedet, men som har ført til rigtig mange unge hjemløse. Og jeg kunne desværre blive ved med den liste. Jeg mener, at der i den førte politik ligger en klar tilkendegivelse af, at der i hvert fald er nogle grupper, som Socialdemokraterne har den indstilling til, nemlig at det nok bare er et spørgsmål om at gøre dem så fattige, at det er for hårdt, for så skal de nok finde sig et arbejde. Så jeg tror, at Socialdemokraterne selv står for argumentationen her. Det er ikke noget, jeg behøver at finde et citat for at mene.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Torp. Værsgo.

Tak. Ordføreren har meget fokus på, hvilken løn der skal være, for at kvinderne kommer ud i de her job. Anerkender ordføreren de fordele, der er i i det hele taget at komme ud af hjemmet?

Værsgo.

Selvfølgelig. Det har jeg svaret på fire gange. Min tale handlede om, at økonomisk frihed er en forudsætning for, at man kan have ligestilling. Det var det, der historisk ligestillede kvinder, og det at få et arbejde og forsørge sig selv er også en forudsætning for, at man kan forlade en mand. Nogle gange kan folk ikke have et arbejde, men må være på dagpenge eller på kontanthjælp, og det er også derfor, jeg indvender, at man kan være så optaget af de mennesker, men alligevel ikke har gjort noget ved den ægtefælleafhængighed, der betyder, at når en kvinde f.eks. henvender sig på et krisecenter, fordi hun bliver slået derhjemme, så gælder ægtefælleafhængigheden stadig væk. Så kan hun stadig væk ikke få udbetalt sin egen kontanthjælp, og så har hun ingenting at stå på i sit videre liv. Spørgsmålet er, om der ikke snart er nogen, der vil være med til at gøre noget ved det, eller om vi bare skal blive ved med at snakke om det og bruge pisk i stedet for også at hjælpe nogle af de kvinder, der rent faktisk står i de her frygtelige, frygtelige situationer.

Spørgeren, værsgo.

Tak. Der er igen meget fokus på den økonomiske frihed, og den er jo også rigtig vigtig, men der er også en frihed i at komme ud i et job, møde andre danskere, blive integreret yderligere i samfundet og danne netværk og relationer. Så igen vil jeg spørge: Anerkender ordføreren også, at det er meget vigtigt?

Værsgo.

Jamen det er rigtig dejligt at gå på arbejde, og det synes de fleste mennesker heldigvis også. Hvis de har et godt arbejde, er de glade for det, og jeg håber, at alle har gode kollegaer. Man skal være ordentlig ved hinanden, og så giver det en hel masse, men for kvinder ramt af vold eller udsat for negativ social kontrol, der, som fru Fatma Øktem sagde, ikke må arbejde for deres mænd, er det jo i høj grad et spørgsmål om at få en basal økonomisk uafhængighed, så de er i stand til at træffe deres egne beslutninger for deres eget liv. Og det er også noget af det, man er med til at ødelægge, når de kvinder bliver trykket på pengepungen i det kontanthjælpssystem, der eksisterer lige nu.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti, der holder sig klar, kan jeg se. Værsgo.

Tak til ministeren for redegørelsen. Det er nemlig ikke så lang tid siden, vi har stået her sidst, så jeg beklager, hvis meget af mit også bliver lidt en gentagelse. Det er jo ikke, fordi der er så mange ting, der har rykket sig på 4 måneder.

Jeg synes, at udgangspunktet for debatten må være, at vi skal sikre lige muligheder for mænd og kvinder til at forfølge det liv, de gerne vil have. Det betyder ikke, at vi skal være ens. Ligestilling betyder ikke, at alle skal træffe de samme beslutninger, og at alle resultater skal fordele sig 50-50. Men vi skal arbejde med, at der skal være lige muligheder, så mænd og kvinder også i praksis har bedre mulighed for at bryde med kønsnormer. Det vil sige, at det ikke er nok at fjerne kønsdiskriminerende lovgivning, som vi ikke har så meget af, men vi er også nødt til at se på, hvad der faktisk sker ude i verden. Og hvis realiteterne er, at der fortsat er streng kønsopdeling, bør vi handle på det. I Det Konservative Folkeparti er vi enige i, at der skal gøres noget for at komme kønsopdelingen på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet til livs. Vi er også enige i, at sexchikane skal bekæmpes. Vi gider det bare ikke mere. Og de problemer, lgbt-personer kan have, skal håndteres.

Men en af de vigtigste opgaver, når det kommer til ligestilling, er at få brudt med den negative sociale kontrol, og her er beskæftigelsesindsatser en nøglefaktor for at modarbejde social kontrol. Men det kan ikke stå alene, for problemet manglende ligestilling stikker altså dybere, og det må ligestillingsministeren også have blik for.

Vi står med et kolossalt problem, når det kommer til ligestilling, især for kvinder i muslimske miljøer. Vi har set skrækkelige eksempler på, hvordan kvinder holdes fanget i negativ social kontrol, når de ønsker at blive skilt fra deres mænd. Det kan kun lade sig gøre, hvis de skriver under på en shariaskilsmissekontrakt udstukket af den lokale imam og moské. Social kontrol må være en kvindes værste mareridt. Vi har en opgave i at hjælpe kvinder, som er overvåget, her i landet. Det skylder vi dem. Derfor er det et glimrende initiativ, at regeringen vil have flere indvandrerkvinder i beskæftigelse. Men hvorfor har regeringen ikke implementeret kravet om 37 timers beskæftigelse? Norske erfaringer viser, at det har en gavnlig effekt på integration og beskæftigelse.

Vi ser også, at der er stor opbakning til kvindekrisecentrene, og det bakker vi rigtig meget op om. Det skal der lyde en stor opbakning til herfra.

Regeringen vil fremsætte lovforslag, der understøtter virksomheders og organisationers arbejde med at fremme en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelser og ledelser. Det er ikke formuleret særlig konkret, hvad man har i tankerne, men overordnet mener vi, at det er en skidt strategi for at forsøge at regulere sig ud af kvinders underrepræsentation i ledelse. Det er et problem, at der er så få kvindelige ledere, men virksomheder har vældig fokus på diversitet og gør et stort arbejde på området. Det er en kultur, der skal ændres. Vi mener ikke, at kvoter eller afrapportering af tiltag osv. vil gøre nogen forskel udover at trække ressourcer ud af virksomheden. Derfor er vi også positivt indstillet over for muligheden for at opslå jobpositioner i ledelser og bestyrelser i det offentlige, som er et relevant alternativ til kvoter og bestyrelser.

Lad mig lige knytte en kommentar til ligelønnen hertillands. Hensigten med de kønsopdelte lønstatistikker er at undgå forskelsbehandling. Men lønforskellen mellem kvinder og mænd skyldes ikke forskelsbehandling. Det blev undersøgt i 2010 af Lønkommissionen, som bl.a. konkluderer, at ligelønsloven overholdes. Sagt med andre ord, mænd og kvinder får det samme i løn, hvis de laver det samme arbejde. Udfordringen er, at de ofte ikke laver det samme arbejde, heller ikke selv om de har samme uddannelse, stilling, og i øvrigt minder om hinanden.

Regeringens støttepartier fremsatte efter 2019 et forslag til fremme af ligestilling, hvor de ønsker at ændre på loven om, at virksomheder med mindst 35 ansatte en gang årligt skal udarbejde en oversigt, der viser forskel i mænd og kvinders løn, når de har samme jobfunktion. Støttepartierne ønsker, at det også skal gælde mindre virksomheder. Men der er ikke noget, der taler for, at støttepartiernes forslag vil fremme ligestilling. Til gengæld vil det påføre mindre virksomheder en betydelig udgift til bureaukrati. Det vil efterlade færre penge til løn, arbejdsmiljø og tiltag, der rent faktisk har betydning for ligestilling. Det er svært at se de gode grunde til at indføre et omfattende bureaukrati, der skal sikre lovens overholdelse, når den i forvejen overholdes.

Så er der det omkring barsel. Regeringen og dens støttepartier mener, at barsel har stor betydning og påvirker forældres karriere ulige. Men det er vel op til den enkelte familie at arrangere sig. Det mener vi i hvert fald i Det Konservative Folkeparti. De finder bedst ud af og ved bedst, hvad der giver bedst mening for dem. Det er ikke en statslig opgave. Vi mener, at vi skal passe på med at tro, et mere lovgivning altid er til det bedre. Men vi mener også, at det er på tide, at virksomhederne kommer i gang med at lave ordninger, der gør, at det er muligt for mænd at tage mere barsel, altså walk the talk.

Lighed er en statistik og en målbar størrelse, mens ligeværdighed er en dynamisk proces. Ligeværdighed er en periodisk tidslig oplevelse, som begge eller flere parter har et forhold til. Ligeværdighed adskiller sig bl.a. fra lighed på den måde, at den ikke nødvendigvis afspejler sig i nogen bestemt rollefordeling. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg deler jo rigtig meget af det, ordføreren siger. Jeg er helt enig i og synes, at der skal være mindst mulig lovgivning og mest mulig frihed, at staten skal blande sig mindst muligt, at vi politikere skal blande os mindst muligt, og at familierne selv må bestemme mest muligt. Der er jeg helt enig. Ordføreren sagde, at den enkelte familie ved bedst, og det vil sige, at forældrene ved bedst, når det handler om barsel. Jeg kan ikke lade være at spørge ordføreren: Ved forældrene ikke også bedst, hvad der er godt for deres barn? Hvis barnet udtrykker, at det ikke er i den rigtige krop, er det så ikke forældrenes ansvar? Så jeg vil høre ordføreren, om ordføreren ikke mener, at forældrene ved bedst, når det handler om, at et barn udtrykker, at det er i den forkerte krop.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jo, og tak til ordføreren. Når det handler om juridisk kønsskifte, som jeg fornemmer ordføreren hentyder til, så har De Konservative den holdning, at juridisk kønsskifte først skal ske, når man er 18 år. Det er for at beskytte børn, og det er nogle gange for at beskytte børn mod deres forældre.

Er der ingen anden bemærkning fra fru Fatma Øktem? Nej, okay, godt. Så siger vi tak til den konservative ordfører; der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige, som bedes holde sig klar. Værsgo.

Tak. Så står vi her igen – endnu en redegørelse, endnu en debat om ligestilling. Dem tager jeg hjertens gerne. Den her debat har jo kørt i samme rille, som de har gjort de andre gange, og sidste gang punkterede jeg myten omkring de 14 pct., for jeg syntes, det var på sin plads. Nogle socialister havde turneret rundt med det for lang tid, og det kan de i hvert fald ikke gøre længere, uden at der nu er rigtig mange borgere derude, der ved, at det er et falsum. Nu kan vi så høre, at socialisterne har sat deres iver ind på det her med barselsordningen. Nu skal vi herinde fra centralistisk hold – politikerne ved ganske enkelt bedst – bestemme, hvordan de enkelte familier skal indordne sig. Det er en obskur og meget, meget farlig tankegang, at man mener, at man har ret til at diktere andre folks liv, og mener, at man kan vide, hvad der er bedst for dem, når det kommer til indretning af barsel. I Nye Borgerlige mener vi, at det skal være helt op til forældrene, om kvinden vil bruge det, eller om manden vil bruge det. Det skal politikerne blande sig langt, langt udenom.

Så vil jeg godt lige adressere, at der er en debat derude i den her tid omkring jordemødre og deres løn, og når jeg kigger på deres løn kontra deres uddannelse og deres arbejdsopgaver, ja, så synes jeg faktisk ikke, at den er tilstrækkelig. Jeg synes, at der er et problem dér, men jeg anerkender ikke, at det er på den måde, som nogle mener, nemlig at det hele ligger tilbage fra sådan en tjenestemandsreform fra 1969. Altså, hvis man drager det til indtægt for, at der ikke er ligeløn, som man mener der ikke er – det er så også et falsum – men i hvert fald at der er problemer med lønnen derude, kan man spørge, hvad de fagbevægelser har gjort i de sidste 52 år. Der har været lønforhandling på lønforhandling, og det er da det klareste eksempel på fagforeningernes fuldstændige fiasko, hvis de ikke på 50 år har formået at få rettet op på det.

Men lad os da bare kigge ind i det. Jeg vil da gerne kigge ind i det, også hvis man fra de samme partiers side siger, at jordemødrene skal have noget, og man er villig til at sige: Godt, så skal vi have kigget på de lønninger, der er til de akademikere, kommunikationsmedarbejdere og pr-medarbejdere, som sidder rundtom i kommunerne og regionerne og får 700.000-800.000 for at lave noget i en stilling, hvor de har stor jobsikkerhed og ikke er i fare for at miste deres arbejde. Jeg vil gerne kigge på det, hvis man vil rykke penge derfra. Men hvis man bare vil finansiere det – jeg tror, det var en 10-12 mia. kr., det her ville koste – hvem skal så finansiere det? Hvor skal de penge komme fra? Er det øgede skatter? Vi har allerede verdens højeste skattetryk. Det ville være fatalt at gå ned ad den vej. Men det betyder ikke noget for socialisterne, for for dem er borgerne bare et stort pengetræ, som man kan plukke fra, så man kan opfylde ens egne personlige ønsker herindefra.

Jeg har gentagne gange sagt, at hvis man vil starte noget sted, kunne man starte med at gøre op med den fuldstændig forfejlede servicelov, nr. 109, som mange af socialisterne har vedtaget, og hvor man derved diskriminerer mellem mænd og kvinder. Der kan man starte; det er der, Folketinget kan tage en beslutning, og det er der, vi rent faktisk kan gøre noget ved det her. Men forestillingen om, at man ved at tvinge folk ind i bestemte uddannelser kan tvinge folk over i bestemte arbejder, er simpelt hen en totalitær tankegang, som jeg ikke bryder mig om, og den er jo forfejlet, for det kan ikke gøres uden massiv tvang. Vi har heldigvis et samfund i Danmark, hvor unge mennesker kan vælge efter deres kompetencer og deres interesser, og det har de gjort i rigtig, rigtig mange år. Det er da dejligt, og det skal vi da hylde. I stedet for hele tiden at sige, at vi har et forkert arbejdsmarked, hvor mænd vælger noget og kvinder vælger noget andet, skal vi da hylde det. Vi skal hylde det frie valg, som folk har taget gentagne gange. Og jeg har stadig væk ikke fået et svar på, om dem, der taler om kvoter for kvinder inden for ledelse og bestyrelsesposter, også mener, at der skal være kvoter inden for renovationsarbejde. Det svar blæser lidt i vinden. Det er nok, fordi det mest handler om for feministerne at klemme sig ind på de poster, som de gerne vil have, og få mere magt i samfundet i stedet for reelt set at tale ligestilling.

Det er vores holdning til den her redegørelse. Vi synes, det er fint, at den kommer en gang mere. Vi synes, det kunne være dejligt, hvis man begyndte at adressere de ting, som man rent faktisk juridisk herinde fra Folketingets side kunne gøre noget ved. Det er f.eks. at sige, at nej, der skal ikke være forskel på mænd og kvinder i forhold til barsel, og den bedste måde at gøre det på er jo ved at gøre det frit og sige, at det kan familierne selv bestemme; så er der ingen forskelsbehandling dér. Og lad mig lige tage den sidste omkring det med ligeløn i det offentlige: Der er jo faktisk rigelig med evidens, der siger, at folk faktisk får det samme i løn, hvis de varetager den samme funktion, men det er bare sådan, at med rigtig mange ting i det offentlige har mænd, også selv på børnehave- eller sygeplejeområdet, søgt op i højere stillinger, og derfor er der forskel på lønnen.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så skulle det være Liberal Alliance, men jeg kan ikke se, at ordføreren er her. Godt, så går vi videre. Vi giver ordet til ministeren for ligestilling. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Og også tak for en indtil videre rigtig, rigtig god debat med rigtig, rigtig mange engagerede indlæg. Som flere også er inde på, er det jo reelt ikke særlig lang tid siden, at vi i december debatterede ligestilling med udgangspunkt i regeringens perspektiv- og handlingsplan for 2020. Og så meget er der ikke sket siden sidst. Men med regeringens nye perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2021 har vi lagt sporene for det kommende års arbejde med at fremme ligestilling på tværs af ministerier. Planen indeholder 57 ligestillingsinitiativer på tværs af 13 forskellige ministerområder. For selv om vi er nået langt med ligestilling, som mange jo heldigvis også fremhæver, så er vi ikke i mål. I dag vil jeg fremhæve de centrale udfordringer, som står øverst på min og regeringens ligestillingsdagsorden i 2021.

For det første skal vi udbrede kampen mod seksuel chikane. For det andet skal vi fortsætte kampen mod negativ social kontrol. For det tredje skal vi skabe bedre muligheder for, at fædre kan holde mere orlov med deres børn. For det fjerde skal vi arbejde for at fremme ligeløn. Og for det femte skal vi understøtte, at flere kvinder kommer i ledelse og bestyrelser.

Lad mig starte med det første. Seksuel chikane er ikke et problem, der kan isoleres til stærke kvinder med lang uddannelse, som vi indtil videre har hørt mest til i metoodebatten. Problemet findes alle steder på arbejdsmarkedet på tværs af brancher og relationer, men især blandt unge, dem med de korteste uddannelser og laveste lønninger. Vi ved fra undersøgelser, at de lavest lønnede udsættes syv gange så ofte for krænkelser og chikane end de højtlønnede. Derfor ligger der også en stor opgave foran os i den her debat. Vi skal have et bredere fokus på udfordringerne, for kun på den måde kan vi skabe en reel kulturforandring ude på arbejdspladserne.

Regeringen lancerede sidste år 14 initiativer med fokus på styrket forebyggelse, opdagelse og konsekvenser ved sager om seksuel chikane både på arbejdsmarkedet og på uddannelsesinstitutioner. Jeg er i øjeblikket i gang med trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter om, hvordan seksuel chikane bedst muligt forebygges og håndteres på arbejdspladserne. Planen er, at vi forhåbentlig lander en aftale omkring sommeren. Når trepartsdrøftelserne er afsluttet, etablerer jeg en bred alliance på tværs af organisationer og med relevante ngo'er. Den skal sikre et vedvarende fokus på kulturforandringer også i de kommende år.

En anden vigtig kamp for ligestillingen foregår blandt de minoritetsetniske kvinder, som udsættes for negativ social kontrol. Det er der også flere ordførere der her i salen i dag har fremhævet som et nøglepunkt i kampen for ligestilling. For dem skylder vi – alt, hvad vi overhovedet kan – støtte i deres frihedskamp. Meget handler om, at kvinderne skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet. Ikkevestlige kvinder udgør en femtedel af dem, der har været på kontanthjælp 10 år i træk, men udgør kun 2 pct. af befolkningen. Samtidig ved vi, at der er kvinder, som presses af deres mænd eller familie til ikke at tage et arbejde. Det er et problem og et ligestillingsproblem for kvinderne, at de ikke kommer ud i samfundet, lærer danske normer og værdier at kende og tjener deres egne penge – og ikke mindst også oplever den frihed, det giver.

I Danmark startede kvindefrigørelsen netop, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og blev økonomisk uafhængige af deres mænd. Regeringens ambition fra kravet om, at man skal bidrage med 37 timers arbejde, hvis man modtager en offentlig forsørgelse, er derfor også, at indvandrerkvinderne bliver en aktiv del af det danske samfund. Vi skal sende et klart signal om, at både kvinder og mænd skal deltage i samfundet og bidrage uanset deres baggrund og kultur.

Regeringen vil også arbejde for, at fædre får bedre muligheder for at holde mere orlov med deres børn. Vi skal gennemføre EU-direktivet om øremærket orlov, og selv om jeg helst ikke havde set EU-regulering på området, så er jeg enig i, at det er vigtigt med en mere lige fordeling af orloven. Det vil gavne både børnene, fædrene og mødrene. For mig er det i høj grad i både børnenes og mændenes interesse, og derfor er det nok så meget en mandepolitisk dagsorden.

Fædre tager fortsat kun 10 pct. af den samlede orlov, selv om vi ved, at mange fædre gerne ville have holdt mere. Og undersøgelser tyder på, at fars orlov gavner både børns udvikling og trivsel, forbedrer fars sundhed og tilknytning til barnet og også mindsker risikoen for skilsmisse. Derfor skal vi give fædre bedre kort på hånden, når fordelingen af orlov skal forhandles både i familien og på arbejdspladsen. Det håber jeg at øremærkningen kan bidrage til.

Jeg forventer her sidst på foråret at indkalde til forhandlinger om, hvordan vi bedst implementerer EU's orlovsdirektiv. Men der er også brug for en kulturforandring, så det bliver naturligt for fædre at tage orlov med deres barn. Derfor sætter kampagnen »Aktion Fars Orlov« i 2021 fokus på netop det.

Den manglende ligeløn mellem kvinder og mænd, som mange har berørt her i Folketingssalen i dag, er jo fortsat en central udfordring. Lønforskellen mellem mænd og kvinder er stadig væk ca. 14 pct. på tværs af arbejdsmarkedet, og det er, uanset om man opgør det i, hvad der er forklarligt eller uforklarligt. Lønforskellen er ca. 14 pct. Og årsagerne er jo ikke simple. Det er der jo flere ordførere der også har ret i, og det kan heller ikke løses med et snuptag, som nogle i hvert fald lyder til at have opfattelsen af.

En del af lønforskellen hænger sammen med, at arbejdsmarkedet er meget kønsopdelt. Der er allerede gang i en række aktiviteter for at mindske det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked og for at få flere kvinder i ledelse. Og vi skal nu til at læse os nærmere ned i EU's direktivforslag om løngennemsigtighed og se på konsekvenserne for den danske lovgivning. På den baggrund og med udgangspunkt i viden om, hvad der virker på området, vil jeg invitere Folketingets partier til drøftelser, forventeligt efter sommerferien.

Den sidste centrale udfordring, jeg vil fremhæve, er kønsfordelingen i ledelse og bestyrelse. Kvinder er fortsat underrepræsenteret i ledelse og bestyrelser, og vi halter efter vores nordiske naboer. For regeringen handler det ikke om den enkelte kvinde, der skal ind i bestyrelse eller topledelse. Det handler om alle menneskers liv og hverdag. For alle uanset køn skal have reelt lige muligheder for at forfølge den karriere, de gerne vil, uanset om det er på byggepladsen eller i bestyrelseslokalet. For vi ønsker et samfund, hvor både mænd og kvinder har mulighed for at få indflydelse og sidde med om bordet, når beslutningerne træffes, og fordi det giver de bedste løsninger for vores samfund og erhvervsliv.

Men udviklingen går altså for langsomt. I 2019 udgjorde kvinder alene 23,5 pct. af ledelsen i virksomheder og organisationer. I næste folketingssamling vil regeringen derfor fremsætte et lovforslag, der understøtter erhvervslivets og de statslige institutioners arbejde med en mere ligelig kønsfordeling i ledelse.

Det er nogle store og ikke mindst også komplekse udfordringer, vi står over for. De skal løses i fællesskab med arbejdsmarkedets parter på tværs af Folketingets partier. Vi har allerede vist, at det kan lade sig gøre. Med brede flertal i Folketinget har vi bl.a. indført en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, forbedret barselsvilkårene for selvstændige og sikret, at begge forældre modtager digital post om et fælles barn.

Jeg ser frem til et godt samarbejde med alle Folketingets partier om de store ligestillingspolitiske dagsordener i det kommende år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak. Nu var jeg lige ved at vælte – lige ved at blive væltet omkuld af ministerens tale. Nej, ministeren nævner, hvor vigtigt det er, at vi får de etniske minoritetskvinder ud af negativ social kontrol, og at arbejdsmarkedet spiller en meget relevant rolle i det her. Det tror jeg også på. Vi tror på i Venstre, at økonomisk uafhængighed og det at komme ud og få nogle andre input og det at få en stemme er med til at gøre, at man nemmere kan bryde ud af en negativ social kontrol. I Venstre vil vi gerne bruge alle parametre i forhold til straffeloven og i forhold til at skærpe loven for dem, der udøver negativ social kontrol, men også gøre det økonomiske incitament større, for vi tror på, at det virker.

Der kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, hvordan det hænger sammen med, at det at være på passiv forsørgelse øges med den her regerings politik. Det passer ikke sammen med, at man vælger at bruge alle parametre. Jeg kan simpelt hen ikke få det til at passe. Mener ministeren ikke, at det økonomiske incitament er ret vigtigt, når det er sådan, at man skal have folk til at bryde en norm?

Tak. Ministeren.

For at svare direkte på spørgsmålet vil jeg sige, at selvfølgelig spiller det da en rolle. Men jeg tror, at man stikker sig selv blår i øjnene også i forhold til udfordringernes kompleksitet, hvis man tror, at det er det eneste parameter. Altså, jeg ved jo, at man under den daværende regering, altså under fru Fatma Øktems partis regeringsledelse, indførte en lang række ting: kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen. I det hele taget blev der lagt væsentlige og store begrænsninger på forsørgelsen for især nogle af de her grupper. Det har jo ikke fået indvandrerkvinder til at springe ud på arbejdsmarkedet, og det skyldes mange forskellige ting. Og det er jo derfor, at vi er store tilhængere af en 37-timersarbejdspligt; altså, for den forsørgelse, du modtager, forventer vi også, at du møder op i 37 timer. Noget af det kan være til undervisning, noget af det kan være til nytteindsats, noget af det kan være til virksomhedsrettede tilbud, og noget kan igen være noget helt andet. Men vi tror, at det der med, at der er et krav om, at du skal ud ad døren hver morgen for overhovedet at få din forsørgelse, vil spille en betydelig rolle i forhold til at bryde negativ social kontrol og forhåbentlig også give flere ordinære, lønnede timer til lige præcis de her grupper.

Fru Fatma Øktem.

Jeg er ganske enkelt ikke enig. Jeg er enig i, at man skal ud og man skal ud i 37 timer, og bare det at komme ud af hjemmet kan have en betydning, som min kollega fru Maja Torp også var inde på. Men jeg synes, vi skal bruge alle parametre; vi skal simpelt hen trække på alt det, vi kan. Det vil sige, at vi skal bruge straffeloven over for dem, der udøver social kontrol, så de kan forstå, at det skal de lade være med. Vi skal gøre det økonomiske incitament større, så der er et plus mere. Vi skal have dem ud i 37 timer, ja. Så jeg er ikke enig i, at økonomien ikke også betyder noget i forhold til at gå i den rigtige retning.

Jeg kan se, at min tid desværre er færdig.

Ministeren.

Når nu der ikke var et spørgsmål, giver det mig om ikke andet anledning til at slå en ting fast. Det er jo ikke, fordi regeringen er af den holdning, at økonomi ikke spiller en rolle. Vi gør bare det synspunkt gældende, at vi ikke tror, at det er et greb, der alene får en masse indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet. For så var det sket for lang tid siden. Vi tror, at der er andre værktøjer, der også skal i spil. Og en af de ting, som vi kan se, og som jo forhåbentlig vil virke, ved at man siger, at man skal møde op, er i forhold til den negative sociale kontrol, der foregår fra familiens side. Bare for at nævne et eksempel kan jeg sige, at Als Research gennemførte en undersøgelse blandt jobcentermedarbejdere i Københavns Kommune, hvor syv ud af ti jobcentermedarbejdere har haft oplevelsen af, at et familiemedlem forsøger at presse en kvinde til ikke at tage imod jobtilbud eller undervisningstilbud.

Så er det fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for alle de tilkendegivelser af de snakke, vi skal have i løbet af det næste år. Det synes jeg virkelig er stærkt. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg lige kunne tænke mig at stille et spørgsmål til det her med barslen, for det er sindssyg vigtigt for os i SF. Det er noget, vi har kæmpet for i virkelig lang tid, og stod det til os, lavede vi en øremærkning til mænd, som svarede til den, der er for kvinder, sådan at det bliver en ligelig øremærkning. Er det noget, Socialdemokratiet også kunne forestille sig at vi gør?

Ministeren.

Jeg tror ikke, det kommer som en stor overraskelse for fru Astrid Carøe, når jeg nu svarer på den måde, jeg gør, nemlig ved at sige, at vi i regeringen jo grundlæggende har det synspunkt, at vi helt utvetydigt ønsker – og jeg var også inde på det i min indledende tale – at flere fædre tager mere orlov med deres børn. Vi tror mest af alt, at det vil komme børnene til gavn, men vi tror jo rent faktisk også, at det i meget høj grad vil komme fædrene til gavn. Og det er faktisk derfor, jeg også kalder det for en mandepolitisk dagsorden. Vi afventer så også arbejdet i Beskæftigelsesministeriets implementeringsudvalg, hvor arbejdsmarkedets parter lige nu deltager, og det kommer med anbefalinger og bemærkninger til, hvordan vi bedst muligt og med de bedste balancer implementerer EU's orlovsdirektiv i Danmark.

Fru Astrid Carøe.

Nej, det kom ikke som nogen overraskelse, men jeg skulle lige se, om ikke det var i dag, at Socialdemokratiet kunne melde klart ud om det her.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren om noget andet. Jeg er helt enig i, at vi også skal kigge på den her kulturændring, i forhold til at der er en masse mænd, der skal til at gå på barsel. Det er ikke noget, man har prøvet før, og derfor kigger vi i SF også på, om vi kan lave nogle initiativer, f.eks. farambassadører, som er noget, rigtig mange kommuner allerede bruger. Kan man udbrede det i højere grad? Kan man understøtte Fars Legestue? Kan man understøtte Far for livet, som er en organisation? Kunne ministeren forestille sig, at vi, når vi skal implementere det her direktiv, også kigger på nogle initiativer, der kan gøre det nemmere at være far på barsel?

Ministeren.

Altså, jeg vil slet ikke udelukke, at vi kan diskutere og blive enige om initiativer, som på alle mulige måder kan være med til at øge både kendskabet til fædres rettigheder, men også lysten til at gøre brug af de rettigheder. Når vi nævner, at vi ønsker at implementere orlovsdirektivet på en måde, der reelt fører til, at flere fædre tager orlov, så er det jo selvfølgelig også med den tanke i baghovedet, at noget af det værste, som jeg mener vi kan gøre, er at implementere det på en måde, hvor det dels bliver for firkantet, dels måske bliver en for kraftig overimplementering, der gør, at for mange familier ender med at frasige sig orloven og aldrig få den brugt. Det mener vi ville være rigtig kedeligt, og derfor skal vi tænke os rigtig godt om, når vi implementerer det.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Kan ministeren nævne 2-3 konkrete eksempler på kvinder, som er blevet nægtet at få job i ledelse eller bestyrelse, på grund af at de var kvinder?

Ministeren.

Umiddelbart ikke på stående fod. Og det kan jeg jo ikke i den forstand, at jeg ikke har kendskab til, hvad det er for nogle overvejelser, man i statslige institutioner eller private virksomheder går igennem, når man enten tilvælger eller fravælger kandidater. Jeg føler mig overbevist om, at langt de fleste forhåbentlig vælger ud fra kvalifikationer, men – og det er et væsentligt men – når vi kan se, at ledelsesposterne og bestyrelsesposterne i både erhvervsliv og i statslige institutioner kun er besat med 23,5 pct. kvinder, så tyder noget på, det er ikke hele forklaringen, men i hvert fald noget på, at der er nogle strukturelle udfordringer, når det kommer til kvinders lige muligheder for at besætte og blive valgt til ledelsesposter.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jamen hvis man mener, at det er systemet, der gør det, må logikken så derved være, at der sker diskrimination i staten og kommunerne og også i ens egen regering, hvis det er således, at man nægter kvinder at få bestyrelsesposter og ledelsesposter.

Jeg vil godt spørge om en anden ting: Hvad med Familieretshuset? Mener man der, at mænd og kvinder bliver behandlet lige og lige retfærdigt, eller mener man også, at der foregår en diskrimination der?

Ministeren.

Jamen jeg tror i virkeligheden, at svaret på begge de ting, som hr. Lars Boje Mathiesen spørger ind til, ligger i noget strukturelt i vores samfund. Der er en strukturel forklaring på, hvorfor der er færre kvinder, der for nuværende ikke besætter ledelsesposter, og det er, fordi især barsel og lang barselsperiode ikke er karrierefremmende for mange kvinder og har ikke været det i mange år.

Så er der spørgsmålet om Familieretshuset, og der er en af årsagerne til, tror jeg, at mange mænd oplever at blive behandlet uretfærdigt, og hvor vi også kan se i statistikkerne, at mænd har en mindre andel af den samlede omsorg med børnene i skilsmisser, at de ikke har taget en lige del af f.eks. barsel fra start af. De er heller ikke dem, der har taget barns første sygedag, og det er noget af det, der også bliver lagt til grund, når man vurderer konflikter i familierne.

Så er det fru Samira Nawa.

Mange tak. Tak til ministeren for en rigtig god tale. Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt ned i det her med mennesker med minoritetsbaggrund på arbejdsmarkedet i forhold til social kontrol – det har flere ordførere og også ministeren selv været inde på.

Men der er også et andet aspekt af det, f.eks. er der en undersøgelse, der viser, at kvinder med tørklæde skal sende 60 pct. flere ansøgninger for overhovedet at komme til samtale, og at kvinder med minoritetsbaggrund uden hovedtørklæde skal sende ca. 20 pct. flere ansøgninger for at komme til samtale. Det mener jeg er et problem. Og vi har også senest set en større rapport fra Beskæftigelsesministeriet om omfanget af mobning og trusler på arbejdsmarkedet, hvor det er nærmest dobbelt så stor en andel af mennesker med både vestlig og ikkevestlig baggrund, der svarer, at de oplever at blive mobbet eller truet på deres arbejdsplads, i forhold til dem med dansk oprindelse.

Hvad vil ministeren tage af initiativer på det her område?

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige, at den nylige mobbeundersøgelse, som fru Samira Nawa refererer til, også har gjort et stort indtryk på mig. Altså, det er desværre ikke overraskende, men det kan jo altid virke voldsomt, når man ser det dokumenteret på skrift og i en så omfattende undersøgelse, at mobning, diskrimination og chikane i hverdagen på en arbejdsplads er så udtalt, dels blandt mange af vores medborgere med anden etnisk baggrund, dels jo også blandt kvinder, hvilket mobbeundersøgelsen også dokumenterer. Og jeg mener, vi her har en stor opgave foran os.

Jeg synes, det er et stort problem, at lige ansøgere ikke bliver behandlet lige, og når jeg siger lige, snakker jeg om samme kvalifikationer. Hvis man bliver sorteret fra på grund af ens navn, hvis man bliver sorteret fra på grund af ens udseende, hvis man bliver sorteret fra på grund af ens køn for den sags skyld, så mener jeg, at det er en stor ligestillingspolitisk udfordring, som der ikke er nogen nemme svar på; men jeg tror, at begyndelsen på at finde svarene er at tage den diskussion åbent og ærligt med hinanden.

Fru Samira Nawa.

Det svar er jeg rigtig glad for, og jeg tænker, at vi er meget enige, for ligestillingsdebatten skal jo netop også bredes ud til, at alle uanset køn, men også etnisk baggrund, seksualitet osv. skal have de samme muligheder på arbejdsmarkedet.

En af de idéer, som vi har i Radikale Venstre, og som vi også bragte til bordet ved finanslovsforhandlingerne, er forslaget om at have en egentlig national handlingsplan imod diskrimination og racisme, som jo bl.a. også kunne rette sig mod arbejdsmarkedet. Hvad tænker ministeren om sådan en?

Ministeren.

Jeg var personligt ikke selv involveret i de drøftelser, men jeg vil ikke på forhånd afvise nogen initiativer, som kan medvirke til det. Vi har jo også for nogle år tilbage haft noget, der førte til, at man bl.a. strammede lovgivningen, nemlig en diskussion omkring chikane i nattelivet af især unge med anden etnisk baggrund.

Jeg synes, det her er vigtigt. Altså, hvis vi på den ene side stiller krav om, at dem, der er kommet til Danmark eller for den sags skyld har været her i mange år, for alvor skal lade sig integrere, at de skal være fuldt aktive på arbejdsmarkedet, er vi selvfølgelig også på den anden side tilsvarende nødt til at gøre, hvad vi kan, for, at de har lige muligheder i samfundslivet i bred forstand.

Tak for det. Så er det fru Birgitte Bergman.

Tak for det. Puha, jeg føler mig helt som i en spændetrøje af alle de der lovgivninger og kvoter og regler for, hvad vi må på barsel eller ikke må. Altså, friheden bliver jo i den grad taget fra os danskere. Og det er jo ikke, fordi vi ikke går ind for ligestilling og ikke gerne ser, at flere på baggrund af deres kompetencer kan komme frem her i samfundet. Personligt ville jeg ikke selv ønske at blive ansat på en kvote, hverken det ene eller det andet sted.

Men det var jo noget helt andet, jeg ville spørge ministeren om. Og det er jo omkring det her med – og jeg synes, det er godt, I har fokus på det – negativ social kontrol. For det er virkelig noget, jeg personligt også synes er en vigtig dagsorden for ligestilling i Danmark. For der har vi jo et kæmpe problem, som vi ikke kan overse. Og jeg tror simpelt hen på dybt inde i mit hjerte, at beskæftigelse er vejen ud af det. Det har vi set tidligere for mange generationer siden, så derfor kan jeg ikke forstå, at regeringen ikke bare allerede nu implementerer de 37 timers beskæftigelse.

Ministeren.

Jeg vil først og fremmest bare lige korrigere fru Birgitte Bergman. For jeg eller regeringen har ikke på programmet at foreslå kvoter for kvinders andel i bestyrelser. Vi har sagt, at vi vil fremme initiativer, som kan medvirke til at hjælpe kvinder på vej på ledelsesposter og i erhvervslivet. Vi har ikke talt om kvoter.

Det andet er, at jeg vil starte med at udtrykke min glæde over, at der både i fru Birgitte Bergmans parti, men sådan set også i fru Fatma Øktems parti, nu er en stor opbakning til det her initiativ om en 37 timers arbejdspligt. Det var der ikke, dengang vi først lancerede det som en idé og som et udspil, da jeres to respektive partier havde regeringsmagten.

Dengang blev der advaret om, at det var dyrt, og at det var en dårlig løsning. Så jeg synes jo, at de her nye toner og den her enighed lover godt for de kommende forhandlinger, vi skal have, og det vil jeg glæde mig.

Fru Birgitte Bergman.

Jeg glæder mig også over, at jeg hører ministeren sige, Socialdemokratiet ikke går ind for kvoter – tjek ved det! Det er vi, og også rigtig mange kvinder i øvrigt, glade for. Det næste, jeg bare lige vil sikre mig, er så i forhold til det orlovsdirektiv, der nu kommer fra EU – det er vi stærkt imod – og der vil jeg bare sikre mig, at regeringen ikke går ind og overimplementerer det, men lytter til den danske familie derude. For størsteparten af danske familier vil gerne have mulighed for at vælge selv.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at det heller ikke er regeringens store ønske, at det her er kommet som følge af EU's orlovsdirektiv. Altså, vi var imod, dengang EU overhovedet skulle til at regulere det her område, ligesom vi er imod på så mange andre områder, hvor EU gerne vil regulere på arbejdsmarkedet. Nu blev det vedtaget. Danmark blev desværre under den daværende regering jo stemt ned i Rådet. Vi kunne som nation ikke finde et blokerende mindretal dengang, og nu skal vi implementere det. Så vi har ikke nogen særlig lyst til at overimplementere det. Vi vil selvfølgelig lytte til alle de stemmer, der er, og de første, vi lytter til, er implementeringsudvalget, der kommer med nogle klare anbefalinger.

Så er det fru Jette Gottlieb.

Tak. Jeg var glad for, at ministeren lige gjorde rede for det med, at frigørelsen på det danske arbejdsmarked og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var noget, der foregik over generationer. For det, man nu prøver i forhold til andre grupper i samfundet, er at gennemføre det over måneder. Og at det er en vigtig faktor i det var jeg glad for at ministeren sagde.

Men det, jeg egentlig ville sige noget om, var ligeløn, altså punkt fire i ministerens redegørelse. Og der fik jeg det indtryk – selv om der blev sagt, at der ikke er tale om noget, man kan løse med et snuptag – at en af løsningerne, og nu er det den kvindelige tømrer, der spørger, var, at der var mere lighed i de enkelte faggrupper, og at det af sig selv på en eller anden måde ville udløse mere lige aflønning.

Der tror jeg at problemet er mere komplekst end som så, og derfor vil jeg jo gerne vende tilbage til det, der tidligere har været berørt omkring indplaceringen af de enkelte faggrupper i forbindelse med tjenestemandsreformen, og hvad der skal til, for at lave om på det.

Ministeren.

Jeg helt enig med fru Jette Gottlieb i, at problemet er meget, meget komplekst. Jeg vil til gengæld fremhæve, at den kvindelige del af den danske arbejdsstyrke stadig væk, og heldigvis for det, er væsentlig bedre lønnet, end man er så mange andre steder. Det er ikke nogen undskyldning for noget som helst, for vi har stadig væk en lønforskel på ca. 14 pct. Hvad enten der er dele af den, der ikke kan forklares, og andre dele af den, der kan forklares, så er den der, og den er strukturelt bestemt. Og det har vi bestemt også et ønske om at gøre noget ved.

For så vidt angår tjenestemandsreformen, vil jeg bare sige helt ærligt, at vi lige nu står i en situation, hvor der er tilspidsede forhandlinger om de offentlige overenskomster. Fru Jette Gottlieb ved lige så godt som mig, at sygeplejerskerne med et meget, meget snævert flertal valgte at stemme nej. Hvad man gør derfra i forhold til sit forhandlingsfællesskab og alt mulig andet er uklart, og derfor vil jeg afholde mig fra politisk at kommentere noget, der på den ene eller anden måde kan påvirke de drøftelser, der foregår i forbindelse med de forhandlinger.

Fru Jette Gottlieb.

Det er ministeren er jeg jo fuldstændig enige om. Men derfor kan vi jo godt hæve det op på et mere overordnet plan og forholde os til, at problemet skal løses strukturelt og muligvis ikke gennem overenskomstforhandlinger, men at man som statens arbejdsgiver, som den offentlige arbejdsgiver, er nødt til at tage problemet på sig og sige: Der blev gjort nogle ting i 1969 i tidens ånd. Nu er vi i et andet år, og derfor er vi nødt til at gøre nogle andre ting, måske også i tidens ånd og i forhold til den meget store enighed, der er, om, at ligeløn ville være en fortræffelig ting.

Ministeren.

Jamen der er ingen tvivl om, at der er nogle strukturelle udfordringer, og jeg tror, det er inden for alle fag, og særlig i forhold til, at vi stadig væk har det, vi betegner som traditionelle mandefag og traditionelle kvindefag. Jeg ved, at det er blevet diskuteret i nogle kredse, at løsningen på alt dette er at gå ind og omgøre en tjenestemandsreform, der blev lavet i 1969. Jeg ved, der er andre, der i deres forhandlingsfællesskaber diskuterer, om de skal kræve lønstigninger i kroner og øre frem for i procenter. Jeg vil afholde mig fra at kommentere nogen af delene.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om dette punkt sluttet.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2021.

(Anmeldelse 25.02.2021. Redegørelse givet 25.02.2021. Meddelelse om forhandling 25.02.2021).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Jeg skal lige bede om, at man dæmper den forhandling, der foregår nede i salen. I skal lige dæmpe den forhandling, der foregår dernede; det er ret højt og generende heroppefra.

Værsgo, hr. Lars Aslan Rasmussen.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Ordføreren.

Lars Boje Mathiesen.

Ordføreren.

Så er det fru Astrid Carøe, SF.

Ordføreren.

Astrid Carøe, værsgo.

Ordføreren.

Så har jeg det lille problem, at det ser ud, som om Jette Gottlieb har bedt om ordet, men jeg er ret sikker på, at det er fru Pernille Skipper. Værsgo.

Undskyld, det var da helt utroligt, som vi får byttet identiteter her. Tak til ordføreren for talen, og tak til formanden for pladsfleksibiliteten.

Ordføreren.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Ordføreren, værsgo.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har indskrevet sig til korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Fatma Øktem fra Venstre. Værsgo.

Jeg har meget mere på hjerte, men jeg kan se, at tiden er gået. Så jeg glæder mig til debatten allerede nu og til jeres spørgsmål. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Det gav anledning til en stribe korte bemærkninger. Den første er fra fru Astrid Carøe fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale, og det er skønt, at ordføreren ikke er syg i dag, så vi kan nå at have debatten.

Tak. Værsgo.

Spørgeren, værsgo.

Værsgo.

Ja, det betyder enormt meget for mig og for Venstre, at der er maksimal frihed, når det handler om folks liv. Vi kan jo se, hvordan det har udviklet sig.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper. Værsgo.

Hvad er Venstres holdning til, at tjenestemandsreformen aldrig nogen sinde er blevet revideret, som det ellers blev lovet dengang? Og synes Venstre, at man skal gøre det?

Værsgo til ordføreren.

Værsgo til spørgeren.

Synes ordføreren ikke, det er på tide, at vi politisk revurderer den reform, der betød, at det er situationen i dag?

Værsgo.

Den næste spørger er fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Værsgo.

Det synes jeg er et forfriskende og ærligt svar. Og det er selvfølgelig noget, vi alle sammen skal tage på os, altså det, at vi kan blive klogere.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Tak til fru Fatma Øktem. Der er ikke flere, der har indskrevet sig til korte bemærkninger. Den næste på talerstolen er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er en stribe korte bemærkninger. Den første er fra fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Værsgo.

Værsgo, spørgeren.

Værsgo.

Tak. Den næste spørger er fru Pernille Skipper. Værsgo.

Så mener Dansk Folkeparti, at vi skal ind og kigge på tjenestemandsreformens placeringer i lønhierarkiet politisk? Var det den lille sætning, jeg hørte?

Ja.

Værsgo for et opfølgende spørgsmål.

Værsgo.

Men jeg har også sagt, at det jo ikke er noget, et støtteparti kan hæve alene, for det er rigtig mange penge, det drejer sig om.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak. Værsgo.

Værsgo til spørgeren.

Værsgo til ordføreren.

Jamen altså, vi kan virkelig takke hinanden. Jeg takker Venstre for at fremsætte et forslag om, at dem, der udøver social kontrol, selvfølgelig skal straffes. Det skal ikke foregå i Danmark.

Tak til ordføreren. Der er en stribe korte bemærkninger. Den første er til fru Pernille Skipper. Værsgo.

Værsgo.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Den næste spørger er fru Fatma Øktem. Værsgo.

Ordføreren, værsgo.

Værsgo til spørgeren.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi vil bede den næste ordfører – og det er fru Pernille Skipper – om at komme heropad. Værsgo.

Som citat må man gerne.

Nå, det er også lige meget. Ved du hvad, jeg tror, alle har fanget den alligevel.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Værsgo, ordføreren.

Fru Birgitte Bergman, værsgo.

Tak. Ordføreren.

Der er en kort bemærkning fra fru Astrid Carøe. Værsgo.

Værsgo, ordføreren.

Værsgo, spørgeren.

Værsgo, ordføreren.

Der er en kort bemærkning til. Den er fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Værsgo. Ordføreren.

Værsgo til spørgeren.

Værsgo. Ordføreren.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Lars Aslan Rasmussen. Værsgo.

Værsgo, ordføreren.

Værsgo til spørgeren.

Værsgo til ordføreren.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Torp. Værsgo.

Tak. Ordføreren har meget fokus på, hvilken løn der skal være, for at kvinderne kommer ud i de her job. Anerkender ordføreren de fordele, der er i i det hele taget at komme ud af hjemmet?

Værsgo.

Spørgeren, værsgo.

Værsgo.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti, der holder sig klar, kan jeg se. Værsgo.

Vi ser også, at der er stor opbakning til kvindekrisecentrene, og det bakker vi rigtig meget op om. Det skal der lyde en stor opbakning til herfra.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg ser frem til et godt samarbejde med alle Folketingets partier om de store ligestillingspolitiske dagsordener i det kommende år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Tak. Ministeren.

Fru Fatma Øktem.

Jeg kan se, at min tid desværre er færdig.

Ministeren.

Så er det fru Astrid Carøe. Værsgo.

Ministeren.

Fru Astrid Carøe.

Nej, det kom ikke som nogen overraskelse, men jeg skulle lige se, om ikke det var i dag, at Socialdemokratiet kunne melde klart ud om det her.

Ministeren.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Kan ministeren nævne 2-3 konkrete eksempler på kvinder, som er blevet nægtet at få job i ledelse eller bestyrelse, på grund af at de var kvinder?

Ministeren.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ministeren.

Så er det fru Samira Nawa.

Hvad vil ministeren tage af initiativer på det her område?

Ministeren.

Fru Samira Nawa.

Ministeren.

Tak for det. Så er det fru Birgitte Bergman.

Ministeren.

Fru Birgitte Bergman.

Ministeren.

Så er det fru Jette Gottlieb.

Ministeren.

Fru Jette Gottlieb.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om dette punkt sluttet.

Se video af alle taler

Jeg har meget mere på hjerte, men jeg kan se, at tiden er gået. Så jeg glæder mig til debatten allerede nu og til jeres spørgsmål. Tak for ordet.

Nå, det er også lige meget. Ved du hvad, jeg tror, alle har fanget den alligevel.

Vi ser også, at der er stor opbakning til kvindekrisecentrene, og det bakker vi rigtig meget op om. Det skal der lyde en stor opbakning til herfra.

Jeg ser frem til et godt samarbejde med alle Folketingets partier om de store ligestillingspolitiske dagsordener i det kommende år. Tak for ordet.

Folketinget

Resumé

Om redegørelsen

Redegørelsen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

R 12 Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2021.

Forhandling den 15-04-2021

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling