Det næste punkt på dagsordenen er:

42) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Klima-, energi- og forsyningsministerens redegørelse for klimaeffekter 2020.

(Anmeldelse 16.12.2020. Redegørelse givet 16.12.2020. Meddelelse om forhandling 16.12.2020).

Sammen med dette punkt foretages:

43) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer set i lyset af redegørelsen om klimaeffekter?

Af Anne Paulin (S), Tommy Ahlers (V), Morten Messerschmidt (DF), Ruben Kidde (RV), Signe Munk (SF), Mai Villadsen (EL), Mona Juul (KF), Peter Seier Christensen (NB), Alex Vanopslagh (LA) og Torsten Gejl (ALT).

(Anmeldelse 02.12.2020. Fremme 04.12.2020).

Forhandlingen er åbnet, og jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse først vil finde sted tirsdag den 22. december 2020.

Så skal vi have en begrundelse, og det er ordføreren for forespørgerne, fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Klimaordførerne for alle Folketingets partier har valgt at indbyde klima-, energi- og forsyningsministeren til en forespørgselsdebat i tilslutning til redegørelsen for klimaeffekter. Det er første gang, vi skal behandle en redegørelse om klimaeffekter, og vi glæder os til debatten. Jeg vil gerne takke ministeren for at stille op i dag, og vi ser frem til nogle gode diskussioner om klimapolitikken.

Så er det klima-, energi- og forsyningsministeren for besvarelsen. Værsgo.

Tak for det. Det var vistnok Storm P., der sagde, at det er svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil nu alligevel gøre forsøget her i starten af min tale:

Vi skal ud i fremtiden, vi skal til 2030, og vi skal på grillbar. Nogle af jer kender den måske: Det er Flyvergrillen, som ligger ude i Kastrup. Det er sådan et helt legendarisk sted, hvor man kan stå og få en Cocio og en hotter med det hele og se flyvemaskiner lette og lande. Det er måske umiddelbart ikke sådan den foretrukne beskæftigelse for klimabevidste ordførere, tænker I, men stol nu på mig og tag med alligevel.

Forestil jer, at I står dér i 2030 og lige har bestilt en hotdog. Der er ret mange mennesker den dag. Ude foran står Greenpeace med bannere og jubler. Hvorfor? Jo, når I kigger frem i horisonten, ser I en A350 – 200 t stål på vinger – der kommer flyvende ind og skal lande. Det, der gør det historisk, og som er grunden til, at der er mange den dag, og grunden til, at Greenpeace og andre grønne ngo'er er dukket op, er, at det er den første jumbojet nogen sinde, der flyver over Atlanten fra New York til København – på grønt brændstof. Og ikke nok med, at det er grønt: Den helt fantastiske historie er, at det er produceret i Danmark. Er det science fiction? Er det fuldstændig urealistisk? Nej, det kan lade sig gøre.

Power-to-x , altså den her teknologi, hvor man tager el, strøm fra vindmøller, og laver den om til brint eller flydende brændstof, man kan putte på en flyvemaskine, har vi allerede. Vi ved, hvordan man gør. Opgaven er at få det op i skala og få det produceret i en mængde og til en pris, så det kan betale sig, og det er vi rigtig godt i gang med her i Danmark.

I kan også forestille jer, at I står ovre på havnen i Esbjerg, også i 2030, og kigger ud i horisonten. Der kommer et stort tankskib. Det er ikke et tankskib, der er fyldt med olie, tværtimod, det er et tankskib, der er fyldt med CO2. Det skal lægge til ved en af de platforme, hvor man kan pumpe CO2'en ned i jorden. Det er de selv samme firmaer, måske endda de selv samme mennesker, der rent fysisk tidligere levede af at hente olie op af jorden – altså CO2 op af jorden – som nu lever af at få det ned i undergrunden. Igen: Er det science fiction? Er det en langt ude-vision? Nej, vi har lige allokeret 200 mio. kr. til det her i forbindelse med den aftale, vi lavede om at sætte en stopper for olie og gas i Nordsøen.

Det her bliver til virkelighed, og jeg tror slet ikke, vi skal vente så langt som til 2030, før det sker, men det vil være en del af den udvikling, vi har lavet, hvor vi træffer en meget vigtig beslutning for klimaet, som gør os til foregangsland i verden, men hvor vi gør det på en måde, så vi har den sociale bevidsthed med, og så vi sikrer arbejdspladser og vækst i de dele af landet, som bliver påvirket.

Nå, I skal tilbage til Frederiksberg eller Fur eller Skive, eller hvor I nu kommer fra, måske endda helt til Langeland. Så I sætter jer – ligesom 1 million andre danskere gør hver dag – ind i jeres elbil. Den har været ret billig, den kører 400 km på literen, og det tager ikke særlig lang tid at lade den op. Når I kommer hjem, vil I, hvis I bor i en by, opleve, at forureningen er faldet, luften er blevet renere, færre bliver syge. Når I kører på motorvejen, vil I se, at det danske landskab har ændret sig, så der mange steder, hvor der før var marker, så langt øjet rakte, nu er natur, vild natur, landbrugsjord, der er taget ud af drift. Noget af det er oversvømmet, andet er skov; mange af de skove, der før var plantager, er nu blevet til vilde skove med bedre biodiversitet, flere fugle, flere insekter.

Naturen er også rykket ind i byerne. Klimatilpasningsprojekter, som I måske husker at vi helt tilbage i 2020 vedtog nu kunne gøres billigere og lettere, har ført til, at der er kommet flere grønne områder, flere grønne tage, flere grønne facader. Det er godt for biodiversiteten, det er godt for sundheden, det er godt for livskvaliteten.

Men det er ikke kun det. Vi har også elektrificeret vores samfund. Vi kører i elbiler, ja, og mange dele af vores samfund er nu afhængige af grøn el, hvoraf formentlig noget – i hvert fald meget af det – bliver produceret på en af de to store energiøer, vi besluttede tilbage i 2020. Bornholm er den ene, og den anden er en kunstig konstruktion i Nordsøen. De her to øer producerer samlet set el til 5 millioner husstande. Det er langt mere, end vi selv kan bruge i Danmark, så det, vi ikke bruger, eksporterer vi til andre lande, og dermed er vi med til at gøre hele Europa grønnere.

Alt det her er ikke en vild vision, det er ikke bare nogle idéer, man kunne have, eller et essay, jeg har skrevet, om, hvordan verden kunne se ud, hvis man virkelig bruger sin fantasi. Alt det her er meget realistiske mål, som formentlig bliver opfyldt – ikke mindst på grund af de beslutninger, vi har truffet i år.

Så når vi når 2030; når vi som det første land i verden har reduceret vores CO2-udledninger med 70 pct. sammenlignet med 1990, så vil vi ikke være blevet et land, der er blevet fattigere i processen. Vi er ikke et land, der har tabt arbejdspladser, men et land, der har skabt arbejdspladser. Vi er ikke et land, hvor uligheden er steget. Vi er ikke et land, hvor livskvaliteten er blevet dårligere. Vi er et land, som er et foregangsland, fordi andre har lyst til at følge vores eksempel.

Det er ikke kun de nye grønne industrier og alt det, vi skal eksportere, fordi vi laver grønne løsninger, som andre også gerne vil bruge. Det er også de industrier, som i dag er en stor del af problemet: Hvordan producerer man cement, hvordan producerer man mursten, hvordan producerer man sukker på en måde, som er bæredygtig? Også det har vi vist kan lade sig gøre.

Faktum er, at vi har truffet mange af de beslutninger allerede, og i de kommende år kommer vi til at træffe mange flere af dem. Er vi i mål? Nej, selvfølgelig slet, slet ikke, men vi er rigtig, rigtig godt på vej. Vi har truffet beslutninger nu efter halvandet år i regering, som samlet set i Danmark fører til CO2-reduktioner på omkring 7,2 mio. t. Den manko, vi overtog for at kunne nå de 70 pct., var på 20 mio. t. Så vi har altså allerede nu truffet beslutninger, som bringer os over en tredjedel af vejen.

Ser vi rundtomkring i verden, må man desværre sige, at det her jo ikke har været et år, der sådan har været præget af meget ambitiøs klimahandling særlig mange steder. Det er måske forståeligt nok, fordi coronaen jo har ramt hårdt, og rigtig mange steder har man ikke overskud til, ressourcer til eller mulighed for for alvor at kaste sig ind i klimakampen, fordi man har travlt nok med bare at overleve og håndtere coronakrisen. Det er som sagt forståeligt, men ikke desto mindre trist, for klimakrisen forsvinder jo ikke, bare fordi vi står midt i en anden krise nu.

Derfor har det været så vigtigt for os i Danmark – selv om vi er blevet forsinket, selv om det hele er blevet mere besværligt – at holde øjnene på bolden, fortsætte fremdriften og træffe de beslutninger, som er nødvendige. Men også her i Danmark er vi blevet påvirket. Det var bokseren Mike Tyson, der engang sagde: Everybody has a plan until they get punched in the face . Det vil sige, at alle har en plan, indtil man får en knytnæve lige i ansigtet. Sådan tror jeg der er mange af os der har følt det et par gange – ikke kun, når jeg har forhandlet med Tommy Ahlers her i løbet af året.

Vi var lige gået i gang med forhandlingerne om klimaplanerne i marts måned, da pandemien ramte os, og det er klart, at ting blev udskudt; det er klart, at vi blev nødt til at genoverveje, hvad for nogle virkemidler vi ville bruge. Det her er ikke en tid, hvor man primært bruger pisk; det er nok mere en tid, hvor man bruger gulerod. Det er en tid, hvor man skal være ekstra forsigtig med ikke at skubbe virksomheder ud af Danmark, så vi dermed taber arbejdspladser. Og alt det gjorde selvfølgelig, at vi skulle ryste posen og finde på nye løsninger. Det gjorde vi så, og vi har faktisk indhentet rigtig meget af det, som vi blev forsinket med – ikke det hele, men rigtig meget af det.

Nogle gange går bølgerne højt, men husk alligevel på, hvilke resultater vi faktisk har skabt. Når vi kan stå her i dag – ikke bare mig som repræsentant for regeringen, men også jer som ordførere – er det, fordi vi har lavet mange brede aftaler, som faktisk har sikret, at vi er kommet et markant skridt længere i den grønne dagsorden, altså det, som gjorde, at vi fredag den 4. december alle sammen omdøbte dagen til green friday og hele ugen til green week.

Der er en aftale om Nordsøen, som er historisk. Det siger man tit om aftaler her i huset, men den her tror jeg at vi alle sammen kan blive enige om vitterlig er historisk. Det er en aftale, der gør os til et foregangsland i verden, fordi vi sætter en slutdato for olie- og gasproduktion. Vi har lavet en aftale, der sikrer, at vi nu bevæger os imod en ensartet CO2-beskatning på tværs af sektorer i Danmark, og en aftale, der sikrer, at vi bevæger os mod 1 million elbiler og en grøn finanslov.

Der er samlet set tale om aftaler, som sikrer, at vi i Danmark i årene, der kommer, er på helt rette spor, når det handler om at sikre, at vi når vores mål.

Men de beslutninger, jeg taler om her, er ikke kun beslutninger, som på den lange bane skal føre os i mål. Rigtig mange af de ting, vi har besluttet, er heldigvis også nogle, som danskerne kommer til at mærke nu og her og allerede mærker. Naboer til solcelleanlæg og vindmøller på land får nu en kontant check en gang om året. Kommuner, som etablerer nye vedvarende energi-anlæg, får også penge, de kan bruge til den grønne omstilling der, hvor de bor. Den almene boligsektor bliver renoveret for milliarder – det er godt for klimaet, det er godt for indeklimaet, og det er godt for varmeregningen. Titusinder af danske hjem får støtte til at udskifte deres olie- og gasfyr. Folk kan søge penge til at energirenovere deres hjem. Vi skal alle sammen til at sortere vores affald bedre nu, sådan at vi kan brænde mindre plastik af og genbruge mere. Vi får mere natur, når landbrugsjord tages ud af drift og oversvømmes og der plantes træer. Det bliver mere attraktivt og overkommeligt at skifte sin benzin- og dieselbil ud med en elbil. Der kommer flere ladestandere. Alle de her ting er jo i gang nu. Det er nogle, som danskerne kommer til at mærke nu og i månederne og årene, der kommer.

Men som sagt: Det var ikke det hele, vi nåede. Der er ting, der naturligt kommer senere. Noget af det, vi gerne ville have nået, men som vi ikke nåede, og som vi skal i starten af det nye år, er landbruget. Landbrugssektoren skal selvfølgelig have en sektorstrategi, ligesom vi har forhandlet det på de andre områder. Det er en vigtig sektor for Danmark, og det er også en sektor, hvor reduktionerne ikke har fulgt med de reduktioner, vi har oplevet i andre sektorer. Derfor skal det selvfølgelig gøres bedre. Det er klart, at det skal gøres på en måde, så arbejdspladser ikke bare flytter ud af landet. Noget kan man gøre ved at tage lavbundsjord ud – det er vi i gang med – og andet kan man gøre ved at indføre ny teknologi. Andet igen skal man sikkert gøre ved at stille nogle skrappere krav. Det kommer vi til at forhandle ganske snart i det nye år.

Hvad angår transportområdet, er vi også godt i gang. Men næste år skal vi udmønte puljen til grøn transport. Vi skal sætte ekstra skub i omstillingen og udrulningen af ladestandere, og vi skal følge op på Bilkommissionens arbejde, ligesom der skal laves en grøn mobilitetsplan.

Så er der energiøerne. Beslutningen om at lave dem er truffet, og vi ved også, hvor de skal være, sådan cirka. Men hvordan de skal se ud, hvad for en type konstruktion det skal være og de økonomiske rammer – alle de rigtig svære, alle de rigtig vigtige beslutninger – skal vi træffe beslutning om i starten af det nye år.

Dertil kommer strategier for p-t-x , CCS, CCU, elektrificering af Danmark. Og i slutningen af året kommer ekspertgruppen også med deres anbefalinger til, hvordan vi sikrer en ensartet CO2-skat.

Alt det her kommer selvfølgelig ikke til at ske i et vakuum. Vi lytter – ikke bare til hinanden, men også til omverdenen. Vi har styrket Ungeklimarådet. Vi har styrket Klimarådet. Vi har lavet et Borgerting. Regeringens klimapartnerskaber har lavet over 400 anbefalinger. Rigtig mange af dem har vi faktisk lyttet til og er allerede nu blevet til virkelighed. Vi vil fortsætte med at lytte, vi vil fortsætte med at blive klogere ved at tage ved lære, vi vil fortsætte med at gøre de her ting i dialog.

Mark Twain sagde engang: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Vi er faktisk nogle her i salen, der forsøger, og det vil vi fortsætte med. Tak for et rigtig godt samarbejde. Jeg glæder mig også til det i året, der kommer, og jeg glæder mig også til debatten i dag.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger. Først er det fru Signe Munk, SF.

Tak til ministeren for en passioneret tale og en tur på Flyvergrillen. Jeg har ikke selv været der, men jeg vil give en anden anbefaling: Havnegrillen på Aarhus Havn er også et dejligt sted.

Jeg var meget begejstret for turen i forhold til at kigge på de grønne brændstoffer. Jeg tror, vi alle sammen her i salen deler ministerens ambition om, at vi skal have grønne brændstoffer og af med de fossile. Derfor er udviklingssporet jo også en vigtig del af regeringens klimaplan, altså alt det, regeringen forventer sig en masse af. Mit spørgsmål er bare: Kan ministeren ikke blive klarere på, hvad sandsynligheden er for, at f.eks. power-to-x, som står på side 15 i klimaprogrammet, vil levere? For det skøn, der f.eks. er lagt frem her, er jo fra helt fra 0,5 mio. t op til 3,5 mio. t. Kan man blive skarpere fra regeringens side på, hvordan man faktisk kommer fra udvikling til implementering, så ministeren kan sidde på Flyvergrillen og se på de grønne fly?

Ministeren.

Jo, vi kommer jo til løbende at blive skarpere. Det er vigtigt at huske på, at når vi deler vores indsats op i to spor, som vi gør efter vejledning fra Klimarådet – et implementeringsspor og et udviklingsspor – så er det jo meningen, at det hele på et tidspunkt skal flyttes fra udviklingssporet til implementeringssporet, fordi det hele skal blive til virkelighed.

Når det handler direkte om power-to-x, og hvor stort potentialet bliver, så er det, vi har beskrevet dér, netop et potentiale. Det er, hvad vi vurderer der er mulighed for, hvis – og det er jo et vigtigt »hvis« – den politiske vilje er til stede, det vil sige, hvis der er ressourcer til det, det vil sige, hvis der er vilje til at træffe de beslutninger, som så skal til.

Jeg synes, vi er kommet et ganske langt stykke hen ad vejen med den transportaftale, som spørgerens parti heldigvis var med i, fordi vi jo ændrer reglerne sådan, at vi nu kommer til at operere med et CO2-fortrængningskriterie i stedet for de noget rodede og ærlig talt ikke særlig rationelle regler, vi havde tidligere, om iblanding. Det vil lave de økonomiske incitamenter, som der skal til for at sikre, at der vil blive større efterspørgsel efter bl.a. power-to-x, ligesom vi selvfølgelig også støtter selve udbudssiden ved at bruge penge på forskning i og udvikling af power-to-x-anlæg.

Jeg glemte lige at sige, at her i første runde er der kun ét spørgsmål fra hver af hovedordførerne, og derfor er det nu Maj Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil alligevel tillade mig også at starte ved Flyvergrillen, som ministeren gjorde, for det var jo et lidt sjovt billede: at stå dér med Cocioen og pølserne ved siden af Greenpeace, simpelt hen, uden for en lufthavn. Det er godt nok, tror jeg, utopisk, og måske alligevel ikke, for det kunne jo være, det kunne ske endnu før end 2030. Det kunne jo eksempelvis ske, hvis man indførte flyafgifter, ligesom så mange andre EU-lande har gjort. Og jeg er med på, at vi i dag står i en coronakrise, og at det er en dårlig idé at gøre det i morgen, men frem mod 2030 må vi da kunne gøre noget, eksempelvis gøre det brændstofafhængigt, så dem, der flyver på grønne brændstoffer i fremtiden, ikke skal betale lige så meget som dem, der ikke gør. Det kunne være en måde at arbejde med flyafgifter på. Og inspireret af ministerens kække kommentar om Flyvergrillen vil jeg starte med at spørge til det.

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at anholde, at det skulle være vildt urealistisk, at Greenpeace skulle rose noget, vi lavede. Altså, Nordsøaftalen har da lige fået meget, meget stor ros af Greenpeace. Jeg indrømmer blankt, at jeg selv blev en smule forvirret, da de tonede frem på skærmen og skamroste regeringen, som de gjorde. En international talsmand for Greenpeace kaldte det, vi havde lavet i Danmark, for – jeg tror, han sagde: That's what climate leadership looks like. Det er jo til vores alle sammens ære, så det skal vi da glæde os over.

Ville flyafgifter direkte føre til udvikling af power-to-x? Jeg vil sige, at lige nu tror jeg nu nok, at hvis man skal have en industri til at fokusere på at udvikle sig, at investere i forskning, så må det første, man skal sikre sig, jo være, at de ikke går nedenom og hjem. Og vi synes altså ikke, at det lige nu er tiden til at brandbeskatte en flysektor. Når det så er sagt, skal flysektoren selvfølgelig være en del af løsningen, og vi kommer til i fremtiden at se på, hvordan man rent faktisk kan gøre det. Vi har jo også selv bragt den idé ind i debatten, at i stedet for en afgift, som så ganske vist kunne indbringe et provenu, var det måske en bedre idé at se på et iblandingskrav.

Så er det hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg havde helt glemt, hvor positiv og optimistisk ministeren kan være, så det var dejligt at opleve det her, og jeg tror også på, at verden ser både grøn og lys ud og med masser af økonomisk vækst.

For at blive ved det optimistiske kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren til noget, som ministeren også var inde på i talen her, og det handler om de her tidsskalaer. For der er en tidsskala i forhold til implementering, altså hvornår tingene har effekt, og så er der en tidsskala, i forhold til hvornår vi beslutter tingene. I et debatinterview i Berlingske for et par uger siden sagde ministeren: »Vi har ti år til at nå 20 mio. ton, og vi har på halvandet år nået syv af dem ...«. Det er jo lidt en sammenblanding af de der to tidsskalaer, for det lyder jo, som om vi allerede har realiseret 7 mio. t ud af de 20 mio. t, vi skal. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til beslutningstidslinjen: Hvor langt hen i 20'erne forventer ministeren vi skal, før vi egentlig kan sige på beslutningstidslinjen, at vi har truffet beslutninger, der får os i mål med hele reduktionen? Taler vi om 1 år, 2 år eller 3 år fra nu, eller kommer vi til at nå hele vejen igennem 20'erne?

Ministeren.

Det er jo et enormt godt spørgsmål, fordi det jo også understreger, hvor stor forvirringen nogle gange kan være. Altså, det, der er vigtigt, er, at vi når i mål i 2030. Det er knap så vigtigt, hvor meget vi reducerer næste år eller næste år igen. Hvis det, at vi har reduceret rigtig meget på den korte bane, betød, at vi traf nogle forkerte investeringsbeslutninger, som gjorde, at vi ikke kunne reducere det, vi skulle på den lange bane, ville det have været en forfejlet politik. Præcis hvor tæt vi skal være på 2030, inden vi fuldstændig præcis ved, hvordan vi når derhen, kan ingen jo sige. Selv Klimarådet siger jo, at de har svært ved at pege på virkemidler til mere end 60 pct. Derfor er det klart, at dér er vi ikke endnu, men hvis jeg alligevel skal prøve at spå lidt om fremtiden nu, hvor vi er i den ånd i dag, vil jeg sige, at når vi når frem til 2025, sætter vi jo et nyt mål for 2035. Så mon ikke vi fra 2025 begynder at snakke om 2035 i stedet for 2030? Det vil jeg faktisk tro. Og så er det rigtigt, at vi jo nu på cirka halvandet år har nået en tredjedel af den opgave, vi har defineret for os selv, og som vi har 10 år til at løse.

Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak, og tak til ministeren for en dejligt håbefuld tale, som jeg tror vi alle sammen i rummet håber bliver til virkelighed, og måske kan alle os ordførere, når vi er lidt mere gråhårede, også sejle ud til de her energiøer og stå midt i de her fantastiske nye grønne kreationer, som er en af de ting, som vi er stolte af i Radikale Venstre er gået fra noget, hvor Socialdemokratiet mente, at det var lidt utopisk, og så til, at det rent faktisk var noget, som man gjorde til politik, og som nu bliver til virkelighed. Så på lange stræk vil jeg jo gerne kvittere for den gode tale og de gode intentioner, og faktisk havde det været den helt perfekte tale, hvis klima-, energi- og forsyningsministeren så havde sluttet af med sætningen: Og derfor sætter vi et ambitiøst 2025-reduktionsmål, hvor vi lytter til Klimarådet og går efter en reduktion på 50-54 pct. i 2025.

Mit spørgsmål er helt kort, om klima-, energi- og forsyningsministeren vurderer, at det er realistisk at nå vores målsætninger, hvis man kun lander på 46 pct. i 2025. Tak for ordet.

Ministeren.

Nu siger Ruben Kidde, at vi til den tid er gråhårede, og det tror jeg må være i bedste fald. I mere realistisk fald er der nok ikke rigtig noget hår tilbage – her på mig i hvert fald. Men ja, jeg tror, det er realistisk at nå i mål.

Vi lytter sandelig også til Klimarådet. Når vi f.eks. ikke lægger os i den høje del af spændet på 54 pct., som er sådan en lineær fremskrivning, er det, fordi Klimarådet skriver, at det med kendte virkemidler nu, hvis man beslutter det, vil føre til en nedgang i produktionen. Der er ikke nogen måder, man lige kan gøre det på. Altså, så ville det simpelt hen betyde, at vi skulle producere mindre i det her land, og det ville ikke være i tråd med det, vi har besluttet i klimaloven. I klimaloven har vi jo netop sagt, at vi skal være et foregangsland. Det bliver vi ikke, hvis vi bare skruer ned for produktionen, taber arbejdspladser og taber eksportindtægter. Så er det da meget klogere at lægge en linje frem mod 2030, som ikke bare er en matematisk formel, men som er lagt efter rationelt kalkulerede beslutninger, der gør, at vi bruger den teknologi, der er bedst, på det tidspunkt, hvor den er bedst.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. Jeg kan virkelig godt lide, at ministeren har modet til at visualisere en fremtid, der er så grøn, at den får selv de grønne organisationer til at juble. Jeg tror nu, man skal passe på med for tidligt at tage Greenpeace til indtægt for at juble. F.eks. mener de, at vi skal halvere produktionen af grise og køer i Danmark, så der skal altså noget til, før Greenpeace jubler.

Mit spørgsmål går på CO2-afgiften. I forhold til den ny skatteaftale kom der jo ikke en ny CO2-afgift ud af den, og mit spørgsmål er: Kunne man ikke have startet lige så stille? Hvorfor kunne man ikke have startet med at lave en kødafgift, en flyafgift og eventuelt en benzinafgift, selvfølgelig med sociale kompensationer? Argumentet var, at man ikke kunne finde ud af at regne det ud, men der er da nogle afgifter, der er lige til at gå til, så hvorfor starter man ikke dér?

Ministeren.

Måske skal vi lige få slået fast, at det der med en CO2-afgift jo ikke er noget, vi er imod – faktisk har vi haft det i Danmark siden 1991. Det, det handler om, er, i hvor stor udstrækning man kan sprede den på tværs af sektorer, så det bliver en ensartet CO2-afgift, der gælder for landbrug og industri og måske endda for forbrug. Det er klart, at det ikke er nogen helt nem øvelse. Vi er jo ikke det eneste land, som overvejer det her – det er der mange lande der gør, men der er ingen, der har gjort det endnu, fordi det er meget, meget svært. Jeg tror, vi bliver de første til at gøre det, for nu har vi faktisk nedsat en ekspertgruppe til at rådgive os om, hvordan man kan gøre det, og vi har givet hinanden tilsagn om, at det kommer til at ske.

Grunden til, at vi så ikke bare starter med lægge en afgift på f.eks. kød – det vil jo i sagens natur være det modsatte af det, man ønsker, for det vil jo så ikke være en ensartet afgift, det ville jo faktisk være en afgift, der ramte asymmetrisk, så det ville være det modsatte af ensrettet, men lad nu det ligge – er, at vi tror, det vil have for store ulighedsskabende effekter. Vi tror faktisk ikke, at det vil påvirke adfærden særlig meget, og i den udstrækning det ville påvirke adfærden, ville det jo være, fordi der ville være nogle, der ikke havde råd til at købe kød, og det er vel ikke rimeligt, at dem, der har mindst i det her land, også er dem, der skal betale for den grønne omstilling. Så vil vi hellere stille krav til landbruget, sådan at vi den vej rundt faktisk får en grønnere produktion.

Tak for det. Så er det fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for ministerens optimisme – den deler jeg helt sikkert, også i forhold til at vi stadig væk skal have lov til at spise en hotdog og drikke en Cocio. Men det kræver jo så også, at der stadig væk er et verdensklasselandbrug i Danmark, og det kan jo også være en af de ting, vi om ikke så forfærdelig længe skal snakke rigtig meget om.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvordan stemmer optimismen egentlig overens med de nye mål, som ministeren lige har meldt ud i forhold til 2025?

Ministeren.

Vi har fra regeringens side sagt, at vi selvfølgelig skal have et ambitiøst delmål i 2025. Vi er lidt nervøse for, om vi kommer til at sætte os et mål, der er så højt, at vi for at nå det i 2025 i stedet for 2026 eller 2027 faktisk bruger meget, meget store beløb, som kunne være brugt bedre på den grønne omstilling. Vi synes faktisk, som Klimarådet også sagde i deres helt oprindelige vejledning til os, at man skal passe lidt på med at sætte sig så kortsigtede mål, og gør man det, skal man gøre det for at lægge pres på sig selv – det er fornuftigt nok. Men det mest rationelle havde nok været ikke at have et 2025-mål, men lægge planen frem til 2030, men nu har vi det, og så anerkender jeg også de positive effekter, der kan være i det, for det lægger faktisk et pres på os.

Det skal jo så samtidig være sådan, at vi sætter os et mål, som vi faktisk kan leve op til, for ellers mister vi jo troværdigheden. Og hvis det skal være et mål, vi kan leve op til, uden at det betyder, at arbejdspladser blot flytter til udlandet, eller at det fører til større ulighed i vores land, så skal der være et noget andet spænd end det, som Klimarådet taler om, som jo faktisk er et, hvor den øverste del af spændet bare er en matematisk formel, der handler om en lineær reduktion uden øje for, hvordan man egentlig skal gøre det. Klimarådet kan jo heller ikke selv svare på, hvordan man i givet fald skulle nå det.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi i gang med ordførertalerne, og først er det fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. I december for et år siden lykkedes det at indgå en aftale om en klimalov for Danmark, og siden er der så fulgt et år, som de færreste nok havde kunnet forudse – et coronaår, hvor helt nye bekymringer omkring både sundhed, beskæftigelse og økonomi er kommet uventet ind fra sidelinjen. Der er ikke så meget godt at sige om corona, og min tale skal heller ikke handle om det, men ikke desto mindre vil jeg alligevel gerne reflektere en lille smule over den krise, som vi i det seneste år har været vidner til.

For det seneste år har også været noget andet, nemlig en test af klimalovens robusthed – en test af, om klimaloven bare var flotte ord, som hurtigt kunne blive glemt igen, når konjunkturerne ændrede sig. Men at coronakrisen ikke får en klimakrise til at gå væk, siger sig selv. At coronakrisen heller ikke har fået klimahandlingen til at gå væk, har været afgørende, og det taler heldigvis også sit tydelige sprog. For i klimalovens første leveår er det lykkedes at nå til brede aftaler, der leverer en tredjedel af vejen mod vores 2030-mål. Den danske klimalov lever heldigvis i bedste velgående her et år efter og står stadig væk stærkt, selv oven på et meget turbulent 2020. Det synes jeg at vi alle sammen kan glæde os rigtig meget over her i salen i dag.

Også på det europæiske kontinent er det blevet et grønnere EU i det forgangne år med et nyt 55-procentsmål for 2030. Selvfølgelig kunne vi set fra et dansk perspektiv have ønsket os endnu højere ambitioner, når vi nu selv har det, men at det er lykkedes at binde så mange lande til den grønne mast er i sig selv fuldstændig historisk. Med Kinas udmeldinger om CO2-neutralitet senest i 2060 og USA's snarlige genindtræden i Parisaftalen er der grund til at gå ind i 2021 med grøn optimisme.

I Socialdemokratiet er vi stolte af, at det lykkedes at indgå så mange vigtige aftaler det seneste år. Med klimaaftalen fra juni på energi og industri har vi sat afgørende skub i teknologier som CCS og power-to-x, som vi ved bliver helt afgørende for vores muligheder for at nå 2030-målet, men også i forhold til at nå vores mål på den længere bane: at være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Samtidig indeholder aftalen jo også masser af initiativer med stor virkning på den korte bane som f.eks. skrotning af olie- og gasfyr, energibesparelser i industri og erhvervsliv, omlægning af afgifter og meget mere. I foråret lykkedes det også at lande en aftale om affald og cirkulær økonomi, hvor vi tager et opgør med de alt for store mængder af særlig plastaffald fra ind- og udland, som bliver brændt af med stor CO2-udledning til følge. Siden fulgte en grøn boligaftale, der satte gang i de grønne renoveringer i den almene sektor.

Det her efterår har også været travlt – først med en ny grøn forskningsstrategi, hvor vi ikke blot har tilført forskning historisk mange midler, men også sætter en retning for, hvor det er, vi vil hen, og støtter op omkring det med målrettet forskning og udvikling. Vi har også fået en bilaftale med en høj ambition om 1 million elbiler i 2030 og en aftale om en grøn skattereform, som sætter gang i arbejdet med en ensartet CO2-beskatning.

Vi nåede også at træffe en historisk beslutning, som ministeren også var inde på, om at stoppe for fremtidige udbudsrunder og lukke olie- og gashanerne i Nordsøen senest i 2050 – en beslutning, som har vakt opmærksomhed ude i resten af verden, og som vi håber at andre lande også vil følge efter. Sidst, men ikke mindst, indgik vi en grøn finanslov for 2021, der både skruer op for midlerne til kendte virkemidler og finder penge til ny teknologi.

Jeg fristes til at citere en tidligere statsminister, for alt i alt må man sige, at vi er gået reformamok, men denne gang på det grønne område, og det grønne reformarbejde skal selvfølgelig fortsætte i 2021. Vi skal videre med indsatsen, bl.a. med aftaler på landbrug, reduktionsmål for vores offentlige indkøb, elektrificeringsstrategi, strategi for CCS og power-to-x, og ikke mindst skal vi følge op på de mange beslutninger, som vi har taget, så vi får beslutningerne ud at leve i praksis til gavn for vores klima.

Vores ambitioner er klare, og om et år skal vi stå her i salen til endnu en redegørelsesdebat med mange flere nye vigtige reduktioner i klimaredegørelsen. Det arbejde ser vi meget frem til at fortsætte.

På vegne af Socialdemokratiet vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at reduktionsmankoen allerede er nedbragt betydeligt i regeringsperioden, og der dermed er taget afgørende skridt i opnåelsen af 70-procents-målsætningen. Folketinget konstaterer, at indgåede aftaler og beslutninger i erhvervslivet forventes at medføre betydelige drivhusgasreduktioner på ca. 7,2 mio. ton CO2-e, ligesom investeringer i fremtidens grønne teknologier på sigt kan bidrage med store reduktionspotentialer. Folketinget noterer sig endvidere, at flere reduktioner vil følge i takt med beslutninger i erhvervslivet og udfoldelsen af resten af klimahandlingsplanen, og at der løbende vil blive vendt tilbage med yderligere grønne tiltag. Folketinget noterer sig i den forbindelse, at regeringen tidligt i 2021 vil fremlægge et udspil for landbruget, herunder for at adressere sektorens klima- og miljøpåvirkninger. Samtidig skal der satses på fremtidens grønne teknologier, som på sigt kan bidrage med store reduktionspotentialer, herunder f.eks. pyrolyse, CCS, ptx og grønne gasser, som endvidere understøttes af regeringens grønne forskningsstrategi.«

(Forslag til vedtagelse V 39).

Tak for det. Det vil nu indgå i den videre debat.

Der er en kort bemærkning til fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Tak for talen til Socialdemokratiets altid grundige klimaordfører, som vi må undvære i en periode til et andet godt formål, men som jo vender stærkt tilbage igen. Nu til noget lidt mere alvorligt: Regeringen, som jo repræsenteres af Socialdemokratiet, har sagt, at reduktionsmålet i 2025 skal være på 46 pct. Det vil jo altså kræve nogle ret betragtelige reduktioner fra 2025 til 2030, nemlig rundt regnet over 3 mio. t, der årligt skal reduceres frem mod 2030. Mener Socialdemokratiet virkelig, at det er realistisk?

Ordføreren.

Tak. Det, vi har sagt der skal være, er jo et spænd mellem 46 og 50 pct., og det mener vi i den grad er realistisk, og vi mener også, at det stadig er realistisk at nå vores 2030-mål. Det afgørende er jo, at vi i de her år får truffet de rigtige beslutninger, som netop viser vejen frem mod 2030. Og der har vi trods alt nået en tredjedel på et år. Grunden til, at vi ikke lægger os helt op i det høje felt med de 54 pct., er jo netop i overensstemmelse med det, som Klimarådet også konkluderer i deres rapport, nemlig at det vil gå ud over produktionen i landbrug og industri og ud over bilkørslen.

Fru Signe Munk, værsgo.

Lige før var ministeren på med en optimisme, der ikke er set lige. Nu er det, som om Socialdemokratiet lige er rykket om bagerst i bussen, hvor vi hverken finder Flyvergrillen eller grønne brændstoffer. Kan Socialdemokratiets ordfører så ikke bare lige give mig et eksempel på, at man på et tidspunkt i historien har haft en reduktionskadence på 3,7 mio. t årligt, som det jo vil kræve, hvis I kun rammer bunden af jeres 2025-mål?

Ordføreren.

Jeg kan ikke give nogen konkrete bud på det, men jeg vil sige, at optimismen er fuldstændig intakt. Vi har truffet rigtig mange gode beslutninger her i det forgangne år, og det, som jeg synes er afgørende, er, at vi netop ikke tager en slapper og siger: Okay, så venter vi lige et par år med at gå videre med de næste vigtige beslutninger. Men vi holder et højt tempo i forhold til at træffe de beslutninger, der skal få os i mål med at opfylde 2030-målene.

Så er det hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte, hvor fru Signe Munk slap, og spørge ind til 2025-målet, som regeringen har lagt op til skal være en reduktion fra 46 pct. og opad. Det kan godt være, det bliver mere, men det starter ved 46 pct. Hvis vi kigger på det nye potentiale, der bl.a. ligger i biogas, så er vi nu på 45,4 pct. Det vil sige, at man kun mangler 0,6 procentpoint for at nå op til den lave ende af det spænd. Kan ordføreren ikke være bange for, at den der reformamok, som ordføreren jo rettelig også er stolt af er sket nu, går i stå, når vi er så forsvindende tæt på? For vi har jo stadig væk potentiale i første fase af skattereformen og måske også i anden fase af skattereformen med ensartede CO2-afgifter. Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i, at vi skal finde noget på landbruget og måske også noget af det på kort sigt. Vi kunne måske også finde mere på carbon capture. Så der er en masse områder, hvor vi godt kunne gøre mere. Er det så ikke uambitiøst at sætte målet så lavt?

Ordføreren.

Jeg er egentlig ikke bekymret for, at vi tager tempoet ud af den grønne omstilling, for 2030-målet vil stadig væk være der, og det er hamrende ambitiøst. Det ved vi alle sammen. Vi ved alle sammen, at vi løbende har brug for at tage beslutninger for at kunne nå i mål med det. Så vil jeg sige, at det, at vi sætter et spænd fra 46 til 50 pct., jo ikke betyder, at vi i Socialdemokratiet har nogen interesse i, at målet for os skal være, at vi lige skal op at kysse de 46 pct. Vi vil da selvfølgelig gerne så højt op som overhovedet muligt, men vi synes jo også netop, det er vigtigt, at vi også tager hensyn til de ting, der står i klimaloven om at gøre det her på en omkostningseffektiv måde og træffe de rigtige beslutninger, der også kan være med til at sikre det.

Hr. Tommy Ahlers.

Det er godt at høre, at I gerne vil højere op, for det vil vi også gerne. Hvis I gerne vil højere op, tror I så ikke – for det er jo det, I har troet i forhold til 70-procentsmålet – at det kan gøre, at vi ikke slapper af, men at vi bliver ved med at prøve ihærdigt? Hvorfor så ikke bruge den samme metode i forhold til 2025-målet og så sætte det lidt højere, når ordføreren står og indrømmer, at I også gerne så, at det måske blev 47, 48 eller 49 pct.?

Ordføreren.

Jeg glæder mig da også meget til at høre hr. Tommy Ahlers' bud på, hvad det her mål skal være. Så vidt jeg ved, er det ikke noget, Venstre har meldt ud om indtil videre, og det er jo lidt lettere at kritisere, hvis man ikke selv melder noget konkret ud. Men jeg er egentlig ikke bekymret for, at vi tager tempoet ud af den grønne omstilling. Det, at vi får det her indikative delmål, vil helt sikkert også være med til at skubbe os på vej og sørge for, at vi holder øjet på bolden. Men det helt afgørende synes jeg er, at vi får truffet de rigtige beslutninger for at komme i mål med 2030-målene.

Hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil egentlig først også anerkende Venstre, Danmarks Liberale Parti for allerede at give nogle klare indikationer, selv om der ikke er meldt et klart tal ud, altså at det her med en intervalbund på 46 i hvert fald er for lidt. Det er vi jo også nogle støttepartier til regeringen som mildest talt mener er for lidt, og vi foreslår 50-54, som Klimarådet gør. Jeg synes, at ministeren dygtigt gled lidt af på mit spørgsmål tidligere. Nu vil jeg prøve at spørge den socialdemokratiske ordfører, altså om ordføreren mener, at det, hvis man skulle lande på 46 pct. i 2025, så efter ordførerens mening ville være tilstrækkeligt til, at vi på en troværdig måde kan nå i mål med vores 2030-målsætning.

Så altså, er 46 pct. nok, eller er det, hvis vi ender dér, så i virkeligheden der, hvor vi kan sige, at så når vi desværre ikke vores mål?

Ordføreren.

Jamen jeg svarer meget gerne på det igen. Jeg mener ikke, at det at sætte et delmål på 46-50 pct. i 2025 betyder, at det er umuligt at nå vores 2030-mål, overhovedet ikke. Det, som er afgørende, er, at vi får truffet de rigtige beslutninger i de her år, som kan sikre, at vi når i mål. Og uanset om vi snakker om implementering af et nyt grønt skattesystem eller om at få nogle af de her teknologier op i en stor skala, så vil der jo altid gå noget tid, fra vi træffer en beslutning – og det skal vi i de her tidlige år – til vi ser den fulde effekt af de beslutninger. Derfor synes jeg også, at det afgørende er at holde øjet på bolden i forhold til 2030-målsætningen og så nå frem til et delmål for 2025, som er realistisk og ambitiøst, og hvor vi forener de to hensyn.

Hr. Ruben Kidde.

Jeg synes jo, at vi holder øjnene på bolden, og jeg synes også, at det var et udmærket spørgsmål fra SF's ordfører tidligere, eller en pointe, nemlig at hvis man ligger for lavt i 2025, jamen så bliver det nogle utrolig store mængder af CO2, man så skal reducere år for år frem til 2030. Jeg synes egentlig, at det er at holde øjnene på bolden, og spørgsmålet er måske bare, om det ikke gør indtryk på ordføreren, at der så både er støttepartier og borgerlige partier, som ønsker et reduktionsmål, som ligger over den bund, som Socialdemokraterne har sat.

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig gør det altid indtryk at have den her dialog med andre partier, ligesom det gør indtryk, hvad Klimarådet siger, og at Klimarådet f.eks. går ud og siger, at det også kan være, at vi har fundet nogle reduktionspotentialer, som de ikke kendte til for nogle måneder siden. Det er selvfølgelig sådan noget, som er afgørende at få belyst på en ordentlig måde. Så vi ser da frem til fortsat at få nogle gode drøftelser omkring, hvor vi skal ende også i forhold til det her mål.

Men så er det Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren for Socialdemokratiet om noget enkelt, nemlig om ordføreren ikke er enig med mig i, at det ikke bare er afgørende, hvad vi udleder i 2030, men at det også er meget afgørende, hvor meget vi udleder i årene op til 2030, og at det derfor er rigtig vigtigt at sætte ambitiøse delmål, fordi det også betyder noget for de akkumulerede udledninger.

Ordfører.

Jo, det er jeg fuldstændig enig i. Selvfølgelig har det en betydning, hvad de akkumulerede udledninger er. Men jeg vil også sige, at når vi har sat så ambitiøst et mål, som 2030-målet er, så er vi også nødt til at være realistiske, og jeg synes også, vi er nødt til at være i overensstemmelse med det, der står i klimaloven omkring, at det her skal gøres på en omkostningseffektiv måde. Og jeg bliver nervøs, når Klimarådet f.eks. skriver, at det her øvre spænd på 54 pct. vil betyde, at vi så skulle have decideret nedgang i produktionen i industri eller landbrug, eller at vi skulle sætte begrænsninger ind i folks mobilitet. Der mener jeg, at vi er ude i at snakke om afvikling og ikke omstilling. Og derfor synes jeg også, at det er noget, som vi må tage seriøst i den her behandling af, hvad et 2025-mål skal være.

Mai Villadsen.

Jeg er for så vidt enig med ordføreren i, at vi skal være realistiske. Men for mig at se skal vi være realistiske, når vi handler nu, for at vi kan nå 2030-målet. Og jeg bliver så bekymret, når jeg hører Klimarådet og andre sige, at det simpelt hen er urealistisk at nå, når man sætter et mål som det, regeringen har sat lige nu. Bekymrer det ikke også ordføreren?

Ordfører.

Som jeg også har sagt til tidligere spørgere her i dag, tror jeg, at det, der bliver afgørende, er, at vi i tide får truffet de rigtige beslutninger, som kan sikre, at vi får de reduktioner, som vi skal have i 2030. Og det betyder ikke, at det ikke også kan være en vigtig motivationsfaktor, at vi sætter et delmål for 2025. Men jeg synes, at 2030-målet er det afgørende her.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jeg skal lige forstå noget rigtigt. Mener den socialdemokratiske ordfører, at vi under ingen omstændigheder kan acceptere en produktionsnedgang, hvis det er sådan, at vi skal nå vores 2030-mål?

Ordføreren.

Jeg mener, at der sikkert vil være nogle brancher, hvor der vil ske en produktivitetsnedgang, hvis der er tale om nogle industrier, som vi ikke har brug for i fremtidens grønne samfund. Men det, jeg er nervøs for, er, hvis vi skal ind og have produktionsnedgang i industrier, som vi også har brug for i fremtiden, og som der er en global efterspørgsel i forhold til. Det er jo netop det, som jeg i hvert fald læser ud fra Klimarådets betragtninger omkring et 54-procentsmål i 2025. Og det mener jeg ikke er den rigtige vej at gå, for jeg vil gerne omstille vores industrier. Jeg er ikke interesseret i at afvikle dem.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen hvad med f.eks. kødproduktionen? Altså, kødproduktion er det, der udleder allermest CO2. Og hvis vi f.eks. får CO2-skatter, vil kødproduktionen sandsynligvis også blive ramt. 60 pct. af Danmark er dækket af landbrug. 80 pct. af det, vi producerer, bruger vi til at proppe i dyr. Vi er jo nødt til at sænke den produktion af kød i landbruget, hvis vi nogen sinde skal nå i mål med vores CO2-reduktion, også selv om udlandet ville kunne aftage masser og masser af kød. Så er vi ikke nødt til at sænke kødproduktionen på en eller anden måde?

Ordføreren.

Jeg tvivler ikke på, at når vi kigger frem mod den der famøse dag på Flyvergrillen, er kødproduktionen i Danmark, eller forbruget i hvert fald, lavere, end det er i dag. Men jeg synes ikke, at en høj 2025-målsætning skal ske på bekostning af en produktionsnedgang i landbruget. Det ser jeg ikke som den rigtige vej frem.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vil du være sød at spritte af? Tak for det.

Så siger vi velkommen til hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak til formanden. Jeg har tre taler med i dag. Jeg har en rød, en blå og en grøn, for jeg har fået at vide, at jeg har 10 minutter. Men jeg ved, at formanden ikke bryder sig om gimmicks, så I får ikke lov til at vælge, hvilken tale I gerne vil høre. I får lov til at høre dem alle tre.

Den røde tale kritiserer selvfølgelig regeringen for at være mere rød end grøn. Den blå handler om, at troen på økonomisk vækst og grøn omstilling godt kan fungere sammen. Og den grønne hylder alt det, der sker på området på trods af corona og rød dominans, både her i Danmark og ude i verden. Jeg vil prøve at komme til at bruge mest tid på den grønne tale.

Det første, den røde tale handler om, er, at det er for uambitiøst og ikke optimistisk nok. Den var skrevet før ministerens tale, som jo var optimistisk, i hvert fald når det kom til at holde tale om det. Men når man kigger på regeringens konkrete udspil, er det ikke optimistisk nok. Det minder mig lidt om det, jeg lærte, da jeg blev oppositionspolitiker, altså at der er noget, der hedder Morten Bødskov-doktrinen. Den er, at når du er i opposition, kan al kommunikation skæres over samme læst: Det er for lidt, for sent og for dårligt. Jeg synes, at det, som regeringen har lagt frem, når de er kommet med deres udspil, har været for lidt.

Der var 500.000 biler, som så blev forhandlet op til 715.000 grønne personbiler med en ambition, ikke et mål, om en million. Der var et udspil om 2 mio. t på et kæmpe, kæmpe område som industri og energi, der så – efter at man havde været på besøg hos både støttepartierne og de blå partier – heldigvis endte med 3,4 mio. t. Der er en grøn skattereform, der kun kigger på et meget, meget begrænset område og ender med en uensartet beskatning af CO2, selv om hele formålet skulle være en ensartet beskatning. Og så er der 2025-målet, som vi diskuterede tidligere. Selv om de eksisterende aftaler og initiativer allerede får os op på 45,4 pct., ønsker regeringen kun at sætte det nedre mål på 46 pct.

Kære regering, når det kommer til udspillene – ikke talerne – er det nogle gange, som om I ikke rigtig tror på det, altså at I ikke tror på, at virksomhederne gerne vil, ikke tror på, at forbrugerne gerne vil. Og så bliver det lidt for fodslæbende. Jeg ville ønske, at I havde lidt mere sådan can do-attitude.

Det andet kritikpunkt i den røde tale er, at det er lidt ukonkret. Vi vil gerne dele jeres tro på teknologier, på, at det nok skal gå, og på, at vi står ude ved Flyvergrillen i 2030 og kigger på en grøn Airbus 360, der lander, og Greenpeace står og jubler med os. Men vi ved også, at det med ny teknologi ikke bare sker af sig selv. Vi skal gøre noget aktivt for at få den ud på markedet, og det aktive kunne f.eks. være at kigge på en CO2-afgift. Det er I på vej hen til, men desværre også lidt for fodslæbende på vejen derhen.

Jeg har også lidt input til regeringen i den her røde tale, og det er: Vis nu lidt mere åbenhed på det her område, for I står med et ret bredt Folketing, der gerne vil det her. Dengang vi forhandlede energi og industri, ville vi godt have vidst lidt mere om, hvor meget I forventede at få i transport, så vi vidste, hvor langt vi skulle gå, og så var vi måske gået længere dér med nogle flere penge til biogas og måske med et kulstop i 2025. Når vi så nu skal diskutere 2025-målet, gad vi godt vide lidt mere om jeres landbrugsudspil, som vi heller ikke må få noget at vide om. Jeg ved ikke, hvad I er bange for ved at lægge det frem nu, altså hvad I forventer, og hvad jeres store plan er.

En anden og sidste del af mit input i den røde tale til regeringen er: Hold jeres aftaler. Når vi sidder tilbage i juni måned og laver en aftale om energi og industri, hvor der er et afsnit om en grøn skattereform og der tydeligt står, at regeringen til efteråret – og det politiske efterår slutter lige om lidt – skal komme med et oplæg til en grøn skattereform, der bl.a. indeholder modeller til en ensartet CO2-afgift, så er det stærkt kritisabelt, at regeringen vælger fuldstændig at ignorere det og kommer med nogle fraser om, at vi måske kan kigge på det ude i fremtiden. Det er ikke godt nok.

Men jeg er også håbefuld, også i forhold til den røde regering, for jeg tror faktisk på, at I gerne vil, og jeg synes også, at vi har set nogle gange, at I godt kan overbevises. Det glæder jeg mig til at opleve i de kommende forhandlinger. Og så er det jo godt, at der i rød blok også findes ægte grønne partier, og tak for samarbejdet til jer. Det kan godt være, vi ikke er enige om alle detaljerne på vejen derhen, men det hjælper godt nok på det, at vi er enige om, at det skal være grønt.

Så er der den blå tale. Nu skal jeg ikke gøre mig til talsmand for alle blå partier her i dag, men jeg kan bare konstatere, at blåt også godt kan være grønt, og i Venstre vil vi gerne være med til at lave en grøn omstilling af Danmark og verden. Og det håber jeg også at regeringen har noteret sig.

Vi står et sted nu og her, hvor forpligtelsen til at handle bliver tydeligere og tydeligere, men vi står også et sted, hvor flere og flere vil det. Og det er både borgere og virksomheder, og så skal vi som politikere gribe den bold. Vi tror på – og den ambition deler vi heldigvis med regeringen – at det her godt kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst. Vi tror på, at vi i den grønne omstilling godt kan passe på danske virksomheder, passe på de arbejdspladser og den økonomi, der allerede er der. Men jeg vil også ønske, og det er også et løfte til salen her i dag, at vi også bliver bedre til, når vi taler om erhvervslivet, ikke kun altid at fokusere på dem, vi skal passe på, men også dem, som vi skaber nye muligheder for. For der er basis for at skabe nogle kæmpe erhvervssucceser på det her område inden for hele spektret af grøn omstilling. Dem skal vi huske, og derfor skal vi også huske at fokusere på den generelle erhvervspolitik, for det er kun med en stærk konkurrencekraft i danske virksomheder, at vi får realiseret det her kæmpestore potentiale.

I Venstre vil vi godt være med til at flytte rundt på tingene. Det har vi vist i fase et af den grønne skattereform, og det håber jeg også at I synes vi viste i forhandlingerne om den grønne transport. Men vi vil ikke være med til samlet set at hæve skatterne, afgifterne og byrderne. Det må kunne lade sig gøre at rykke rundt på det, der allerede sker derude, så vi gør det mere grønt uden bare at lægge oveni. Derfor er vi som en naturlig konsekvens af det også med på at bruge råderum på den grønne omstilling. Det er ikke noget vi skal, men når det er nødvendigt, er Venstre parate til at gøre det. For råderummet skal både kunne bruges til velfærd og klima; det er ikke øremærket til velfærd.

Mest af alt tror vi hos de blå – jeg tror faktisk generelt set – på, at det her skal løses via markedet. Det er virksomhederne, der skal løse det. Det her er ikke et spørgsmål om politisk projektmageri, hvor vi skal sidde og finde støtteordninger og regulere hele vejen hen til en 70-procentsreduktion i 2030 og neutralitet i 2050. Det er markedet, der skal løse det her, og det er virksomhederne. Derfor skal vi også have en diskussion om, hvordan vi skaber de bedste rammer for det marked. Det er der, vi ikke kommer uden om en CO2-afgift – en bred, ensartet CO2-afgift.

Da jeg gik ud og sagde, at jeg syntes, der manglede et klimapartnerskab – jeg havde været misundelig på regeringens 13 klimapartnerskaber, men syntes, der manglede et – og bad iværksættere om at lave et 14. klimapartnerskab, var en CO2-afgift en af de ting, de kom tilbage med og anbefalede. For på den måde får de nye teknologier plads i markedet.

Vi tror selvfølgelig på det internationale, og derfor er der også meget af det her, der skal løses i regi af både EU og FN – og det kommer vi stadig væk til, og skal, som land investere massivt i.

Det sidste element af den blå tale handler om troen på forskningen. Det handler om et forsknings- og udviklingsfradrag, som vi har sat op til 130 pct. både i 2020, 2021 og 2022. I forhold til ude på universiteterne handler det om at gøre det endnu nemmere for den nye forskning at komme ud på markedet, og om, at de kan få deres patent. Det handler om noget så simpelt som et iværksætterkorps, der kommer ud og hjælper forskerne med at kommercialisere deres idéer. Så der er en masse, vi gerne vil hos Venstre og – håber jeg også – bredt hos de blå. Og vi glæder os til fortsat at lave aftaler med den røde regering.

Så til sidst til den grønne tale, og nu er der kun 1 minut og 30 sekunder, så jeg gør det lidt hurtigt, men den er vigtig. Det første er: Hvor skal vi være stolte over, at vi har et sprog med klimaloven, vi kan tale ud fra, hvor vi tydeligt siger, at vi skal nå en 70-procentsreduktion, hvor vi kender tallene – 20 mio. t – og vi ved, når vi har lavet en aftale, hvor tæt vi er kommet på. Er 0,5 mio. eller er 1 mio. t nok eller ikke nok? Det er meget, meget stærkt, og det kommer faktisk til at virke lidt som en valuta, vi alle sammen kan forholde os til, og som ingen kan skjule sig for, hverken den ene side eller den anden side af salen. Vi har en metode med klimalovens regler, et klimaprogram, en kommentering, en klimahandlingsplan – og en vurdering af det. Vi kommer også til at diskutere, om der indtræder handlingspligt nu her til februar, og lige så langsomt tror jeg, vi alle sammen bliver bedre til at bruge metodikken i klimaloven.

Og så har vi, som fru Anne Paulin også sagde, en verden, som vil det. Hvor er det vildt! Der stod vi ikke, da vi vedtog klimaloven, men i dag har vi 55-procentsmålet i EU, og et Kina – Kina! – der vil det her. Det er nok ikke, fordi de helt vil være grønne; det er, fordi de også har set det, som vi skal holde øje med i Danmark, nemlig at det her er en kæmpe erhvervsmulighed.

Den grønne omstilling er en kæmpe erhvervsmulighed, og derfor er det også vigtigt at få sat et ambitiøst 2025-mål, så vi ikke kommer til at være dem, der nok går foran med klimaet, men sakker bagud med mulighederne for det danske erhvervsliv. Så højt fra træets grønne top kommer det alligevel til at stråle – tak!

Så har jeg et forslag til vedtagelse, jeg gerne vil læse op på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Den grønne omstilling kræver markante tiltag. Selv om der er lavet nogle brede klimaaftaler i løbet af 2020, er vi langt fra i mål. Erhvervslivet spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og derfor er det vigtigt, at deres konkurrenceevne styrkes de kommende år og ikke svækkes af højere skatter og afgifter. Folketinget pålægger regeringen at iværksætte forhandlinger om yderligere tiltag til at nå 70-procentsmålet, hvilket kræver nye ambitiøse skridt i regi af en grøn skattereform – og indbefatter, at der allerede næste år afklares kerneelementer i udformningen af en dansk CO2-afgift, så erhvervslivet kan begynde at indrette sig på det. Vejen frem mod 2030-målet indeholder både beslutninger, som skal implementeres, og teknologi, som skal udvikles, men balancen skal være rigtig, og CO2-e-reduktionerne konkretiseres hurtigst muligt. Derfor pålægges regeringen at indføre et tilpas højt indikativt 2025-reduktionsmål, som er højere end det, regeringen allerede har fremlagt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak for det. Der er en hel del korte bemærkninger.

Jeg skal lige minde om, at vi ikke bruger direkte tiltale. Det er faktisk sket rigtig mange gange under den her debat. Vi vil alle sammen gerne overholde det, der står i forretningsordenen. Det tror jeg vi er enige om.

Vi går videre med de korte bemærkninger. Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til hr. Tommy Ahlers for tre taler i én – opfindsomheden er stor som sædvanlig. Vi har lavet en aftale om bilafgifterne, som giver 775.000 flere grønne biler på de danske veje, og der er en ambition om en million grønne biler. Venstre og hr. Tommy Ahlers sagde, at den aftale kunne Venstre desværre ikke være med til, fordi det blev dyrere at være dansker. Og vi kan godt kalde den her runde for en gang til for fru Signe Munk, for det forstår jeg ikke helt.

I den bilaftale har vi netop puttet 2,5 milliarder ekstra kroner ind i den grønne omstilling af bilparken. Ja, man hæver afgifterne for de sorte biler, men til gengæld er der jo kæmpe afgiftslettelser for de grønne biler. Så kan hr. Tommy Ahlers ikke lige forklare mig, fru Signe Munk, en gang til, hvorfor Venstre ikke kan være med i en bilaftale, hvor man faktisk bruger penge på at gøre bilerne billigere, og hvor man får mange grønne biler?

Værsgo.

Jeg er glad for, at fru Signe Munk satte »desværre« ind i sin tale, for jeg synes også, at det er »desværre«, at vi ikke er med i aftalen, for der er faktisk mange gode elementer i den, vil jeg gerne indrømme – også de grønne skattelettelser.

Men det er en 10-årig aftale, man laver, og regeringen vil kun forholde sig til at bruge af råderummet og investere i grønne skattelettelser – altså nettoskattelettelser – de første 5 år. De næste 5 år vil der ligge en kæmperegning derude. Når man lægger alle 10 år sammen, så tror jeg, at der faktisk er en samlet belastning på 12 mia. kr., men en samlet skattelettelse på 8 mia. kr., dvs. en yderligere belastning på næsten 4 mia. kr., sådan som jeg husker tallene. Og det kommer især fra det her CO2-fortrængningskrav, som vi jo var enige i. Men det er altså noget, der gør, at brændstoffet bliver dyrere, og det er der nogen der skal betale. Det er altså en ret stor regning, og det, at vi ikke kunne have en snak om, hvordan man samler den op fra 2025 og i årene frem til 2030, gjorde, at Venstre desværre ikke kunne være med.

Fru Signe Munk.

Hvis man lige skal summere det op, så kan Venstre ikke være med i grønne aftaler, hvis der ikke bliver taget penge fra velfærden. Ellers kan Venstre ikke være med i grønne aftaler. Er det sådan, man skal forstå Venstres position?

Værsgo.

Nej, og det ved fru Signe Munk udmærket godt ikke er Venstres position. Vi står ved vores velfærdsløfte, som er på 69 mia. kr. frem til 2025. Og der er plads i råderummet, også efter 2025, til at bruge penge på både klima og velfærd. Så jeg tror, at man skal passe på med den her retorik, hvor man siger, at hvis vi tager penge fra råderummet, tager vi dem fra velfærden. Den køber vi simpelt hen ikke. Vi kan også godt bruge penge fra råderummet på den grønne omstilling. Den er et lige så vigtigt element i det danske samfund som velfærden.

Tak for det. Så er det fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil også gerne sige tak til hr. Tommy Ahlers for en god tale. Og så vil jeg spørge lidt ind til det her forslag til vedtagelse, som hr. Tommy Ahlers læste op. Jeg kan forstå, at det indikative delmål for 2025 skal være tilpas højt, og at det skal være højere end regeringens forslag. Og jeg læser det jo lidt sådan, at man måske ikke har kunnet nå til enighed blandt forslagsstillerne bag forslaget til vedtagelse. Så jeg er interesseret i at høre: Er man nået til enighed i Venstre om, hvad man mener er tilpas højt?

Værsgo.

Det er et rigtig godt spørgsmål, fru Anne Paulin, og også forventeligt. Jeg tror ikke, at det handler om enighed eller uenighed, hverken mellem Venstre og Konservative som forslagsstillere eller internt i Venstre. Det handler om, at der er nogle flere detaljer, vi gerne vil have frem. Vi kunne også godt tænke os at få nogle flere detaljer fra regeringens landbrugsudspil, men det tror jeg ikke vi får, før vi skal fastlægge målet. Så det er mere, for at det bliver lidt mere konkret – altså så det ikke bare bliver en kast nogle tal rundt-diskussion, men at det også kan blive lidt mere konkret. Og vi er nået et stykke ad vejen. Vi kan se, hvad vi godt kan få ud af at kunne noget mere, f.eks. i forhold til et kulstop i 2025, og det tager vi med. Så vi skal nok komme til forhandlingerne med et godt input til ministeren.

Fru Anne Paulin.

Men det er jo ikke så mærkeligt, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke kan sige, præcis hvad der ligger i landbrugsudspillet, i og med at vi har sagt, at det kommer i starten af næste år. Men til gengæld ved hr. Tommy Ahlers jo, hvad der ligger i Venstres landbrugsudspil, og hvad I har af planer dér. Så kan hr. Tommy Ahlers ikke på den baggrund sige, hvad det så betyder i forhold til jeres indikative delmål, altså hvad det betyder for, hvor det skal ligge?

Igen: Man skal prøve at holde sig til forretningsordenen.

Værsgo.

Jeg har desværre glemt Venstres landbrugsudspil, så det kan jeg ikke svare helt præcist på – nej, spøg til side. Jeg køber ikke helt præmissen om, at man, fordi der kommer et udspil senere, så ikke kan give – hvad skal man sige – et spænd i forhold til, hvad man tror der kan leveres på det. Hvorfor ikke? Vi har en masse ting, vi skal diskutere, og vi har en finansiering, vi skal diskutere, men jeg synes da godt, regeringen kan lægge frem, at de forventer, at vi kan finde mellem 0,5 og 1 mio. kr., og det må vi så forhandle os frem til, altså i forhold til finansieringen. For det er jo ofte dér – har vi set på de her områder – den hårde diskussion er, altså ikke at vi skal finde reduktionerne, men hvordan vi finder dem i forhold til finansiering, i forhold til reguleringsmekanismer og andre ting. Og den diskussion er der jo stadig væk, selv om man måske, en måned før udspillet kommer, afslører, hvad man tror man kan finde på området. Det er den åbenhed, jeg lidt efterlyser her.

Tak for det. Så er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Mange tak. Tak til ordføreren for en som altid vittig tale, men også en tale med ambitioner, som jeg fornemmer det. Og de ambitioner kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt ind til, for det er jo vigtigt i de her klimadebatter, at man er skarp på, hvad man egentlig vil, og at det hele ikke bare er flotte ord.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren lidt ind til den ensartede høje CO2-afgift, som jeg fornemmer at der formentlig er en enighed om mellem Venstre og Enhedslisten – og så har man jo virkelig et bredt spektrum i Folketinget. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren helt enkelt: Hvis vi i Enhedslisten, måske sammen med SF og Radikale, fremsatte et forslag her i salen om, at man frem mod 2030 skulle indfase en høj ensartet CO2-afgift på mellem 1.200 og 1.500 kr., ville Venstre så stemme for?

Værsgo.

Spørgsmålene bliver meget præcise her – det kan jeg godt lide. Nej, det tror jeg ikke at vi vil, for jeg tror faktisk, at vi deler den holdning, som jeg egentlig synes regeringen og også Dansk Industri har meldt ud i forhold til det her, om, at vi skal passe på, at CO2-afgiften ikke bliver det eneste virkemiddel. Vi tror, det er et af de mest kraftfulde virkemidler i skuffen, men vi kommer også til at gøre andre ting. Vi opererer jo med – og det håber jeg vi kommer til at diskutere – en specifik finansiering, der er sat af til at udtage lavbundsjorde. Det kan betyde, at den marginale omkostning på teknologien gør, at vi ikke behøver være helt oppe i 1.200-kronersspændet. Vi har jo allerede taget beslutning om støtteordninger til biogas. Så der er en række elementer, som vi stadig væk kommer til at tage i brug politisk.

Jeg tror bare, at vi med hensyn til CO2-afgift mener, er at der er masser af ting, vi aldrig kan beslutte her i Folketinget, fordi de simpelt hen bliver for detaljerede – det er markedet bedre til. Med det, vi ved nu, kommer vi ikke til at stemme ja til et niveau, der ligger helt deroppe.

Mai Villadsen.

Tak for det. Så skal jeg såmænd bare prøve at forstå, hvad Venstres position i forhold til en CO2-afgift egentlig er. Hvor høj mener ordføreren at afgiften skal være? Hvem skal kompenseres? Jeg er med på, at det er et teknisk kompliceret spørgsmål, som derfor skal afklares, men man må vel som parti have nogle pejlemærker for, hvor det nogenlunde ligger. For ellers er det hele jo bare ord i stedet for noget, man vil i praksis.

Værsgo.

Jeg kommer ikke til at melde konkrete beløb ud her. Vi tror f.eks., det er for lavt sat, hvis vi kun skal placere den i forhold til kvotesystemet – vi tror, den skal højere op end det. Men med hensyn til om den skal være på 1.200 eller 1.500 kr., så ved vi endnu ikke nok, i forhold til hvem der skal betale. Vi tror meget på det, som Kraka har lagt frem i forhold til et bundfradrag. Den model synes vi virker ret tiltalende. Men vi vil netop gerne have Skatteministeriet til at sige, om det kan lade sig gøre i en dansk kontekst, og om det kan lade sig gøre i forhold til statsstøttereglerne.

Tak for det. Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg tror, at noget af det med de direkte tiltaleformer skyldes, at vi klimaordførere har været rigtig meget sammen i løbet af det sidste stykke tid med ufattelig meget arbejde at følge op på efter 22. juni-aftalen.

Jeg vil gerne kvittere for tre rigtig fine taler – et kinderæg af fine taler – og jeg vil sige, at jeg godt forstår, at Venstres ordfører kan have svært ved at anskueliggøre, hvad effekten på landbruget er i 2025, med udgangspunkt i at vi jo ikke har set regeringens udspil endnu, selv om vi ved, at det egentlig var gået i trykken. Det ville da være dejligt at have lidt flere detaljer, og derfor er det lidt svært for os alle sammen at blive helt kloge på det.

Men jeg vil også gerne kvittere for det, ordføreren siger omkring grøn skat, hvor jeg fornemmer at man gerne vil afklare kerneelementer tidligt, altså allerede næste år. Kan ordføreren sætte ord på, hvor vigtigt et virkemiddel CO2-afgiften bliver i forhold til at nå højere op i et 2025-mål, end regeringen vil?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Hvis vi kigger på det, som er lagt frem i fase et, så har det, som kunne minde om en CO2-afgift, men som ikke helt er det – nemlig energiafgiften på de der 6 kr. pr. GJ – en effekt på 0,5 t ved at lægge den på nogle områder; dog brede producentområder. Så derfor: Hvis man bredte den mere ud – det kunne enten være i fase et af skattereformen eller som en ensartet CO2-afgift – så tror jeg faktisk, der ville være et potentiale. Vi kommer til at spørge ministeren og regeringen til, om de kan være mere præcise på, hvor de kunne se det ligge. Men vi er ikke afvisende over for, at en CO2-afgift og skattesystemet kommer til at kunne have et potentiale, også allerede i 2025, med det, vi har set i forhold til det, vi allerede har lavet, og som har en effekt på 500.000 t.

Hr. Ruben Kidde for en ny bemærkning.

Det, jeg kunne læse ud af forslaget til vedtagelse, var så også det her med, at Venstre og Konservative sammen betoner, at der skal tages nye ambitiøse skridt i regi af den her grønne skattereform, og at der allerede næste år – efter ekspertudvalget er kommet med deres anbefalinger – skal afklares kerneelementer i udformningen af en dansk ensartet CO2-afgift. Det lyder på mig, som om vi også har Venstres opbakning til noget, vi i Radikale Venstre ønsker, altså netop at have en stor politisk drøftelse og forhandling allerede næste år, hvor vi allerede kan sætte nogle klare pejlemærker for, hvad den her CO2-afgift skal indebære, så vi kan få store reduktioner i 2025 og 2030.

Værsgo.

Jamen det kan ordføreren få her i dag: Vi ønsker, at den diskussion, vi kommer til at have allerede efter første delrapport fra den her ekspertgruppe, ikke kun kommer til at handle om, om det kan lade sig gøre i Danmark, men også peger på nogle kerneelementer. Det kunne være, om bundfradraget er en løsning, der fungerer i Danmark, og om den er EU-medholdelig. Det kunne være i forhold til, hvornår man kunne starte med indfasningen, og hvordan indfasningsprofilen kunne se ud. Det kunne være elementer, der handler om, om det kan gå ud i alle brancher, eller om der er nogle brancher, vi skal vente lidt med, f.eks. landbruget. De elementer kunne vi godt tænke os at man havde en diskussion om allerede næste år. Vi tager også gerne diskussionen om prisniveau, som fru Maj Villadsen spurgte til, men det ved jeg ikke om er realistisk at ekspertgruppen er klar med allerede efter delrapport et.

Tak for det. Og så er der ikke flere bemærkninger. Så går vi videre til den næste ordfører, og det er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Det er dejligt at se så mange mænd gøre rent – altså, det er virkelig en god oplevelse. (Munterhed). Værsgo.

Tak, formand – det er modtaget. Så har vi den årlige – man kunne nærmest sige rituelle – debat om rigets tilstand i relation til energi- og klimapolitikken. Og det er jo lidt som sidst, vi var samlet her, hvor ministeren spekulerede over, hvorvidt glasset nu var halvt tomt eller halvt fyldt.

For på den ene side er det jo ikke nogen hemmelighed, at også vi i Dansk Folkeparti har tilsluttet os ambitionen om at reducere det danske CO2-udslip med 70 pct. i 2030. På den anden side er det heller ingen hemmelighed, at der er indgået aftaler på det seneste, som vi ikke har kunnet se os som en del af. Det er jo in at være grøn, for nogle af hensyn til det grønne, og for andre, fordi det er blevet en mere populær måde bare at være gammeldags rød på. Og vi vil gerne være grønne i Dansk Folkeparti, men det ligger os meget, meget fjernt at skulle være røde, medmindre der er et hvidt kors henover.

Så når regeringen f.eks. laver en aftale med venstrefløjen om at ville have et antal elbiler på det danske marked til en anselig sum af skatteydernes penge, hvilket kunne have været opnået fuldstændig gratis ved at vente nogle år, ja, så har vi det sådan i Dansk Folkeparti, at de penge godt kunne have været brugt et andet sted.

Vi kan godt tøjle vores utålmodighed i forhold til antallet af elbiler. Tilsvarende er det meget, meget svært at forstå det logiske og det fornuftige og det grønne i nu at lave en aftale, som jeg anerkender er bredere end elbilaftalen, om fremtidige grønne afgifter og skatter, og som gør, at ingen aner, hvad der reelt venter forude.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at et eller andet kommer der til at ske i 2023, men præcis hvad – ja, det ved vi ikke. Og det er dårlige signaler for os at se; det er en dårlig idé at bruge penge på noget, man kan få gratis, og det er en dårlig idé at sige til forbrugerne og til markedet, at man overhovedet ikke har nogen idé om, hvordan beskatningen og afgiftsstrukturen osv. kommer til at se ud. For vi har brug for vished, sådan at både dem, der skaber arbejdspladserne, og dem, der lever direkte af dem, har mulighed for at indrette sig.

I Dansk Folkeparti har vi derfor en ganske pragmatisk tilgang til hele spørgsmålet om energipolitik og den grønne omstilling. Vi tror på, at 70-procentsmålsætningen kan skabe vækst og arbejdspladser. Vi er meget optaget af bl.a. det, der hedder power-to-x, altså en strategi for, hvordan vi bedre bruger al den strøm, vi nu skal producere – også ved helt nyanlagte øer – og hvordan det kommer til verden.

Vi tror på, at eksempelvis de gode tanker, som også ministeren gjorde sig, om nye brændstoffer for fly og for skibe og for tung transport osv., vil være noget, som vi fremadrettet kan leve af at eksportere, ganske enkelt fordi hele verden vil indse logikken i det. Både fordi det på den korte bane er den grønne og dermed den smarte løsning her, men også fordi det på den lidt længere bane formodentlig og forhåbentlig bliver den økonomisk mest fornuftige løsning.

Derfor var vi glade for den aftale, vi indgik tilbage i sommeren her i år, hvor vi netop fik afsat rigtig mange penge til power-to-x, altså en eller anden form for anvendelse af den strøm, som vi i dag ikke ved hvordan vi skal bruge. Vi er også glade for, at regeringen endelig er kommet ud af starthullerne, i forhold til hvordan vi får transporteret strømmen rundt i hele landet. Og så er vi rigtig glade for, at det lykkedes at få så mange penge afsat til det, der hedder CCS og CCU – vi lever i sådan en akronymernes tidsalder her – som jo grundlæggende handler om, hvordan vi på en god måde kan bruge den CO2, som synes at være et stadig større problem. Kan vi på en eller anden måde ved kraftværkerne og andre steder tage CO2'en ud af røgen og så bruge den på en måde, hvor vi via strøm og andre sager kan binde den og skabe nye energiformer, ja, så er det en ren win-win-situation. Det vil vi rigtig gerne være med til.

Men for os i Dansk Folkeparti er det også afgørende, at når vi laver de her investeringer, og når vi laver nye indretninger, så skal det ske på en måde, sådan at der også bliver tænkt på dem ude i samfundet, der måtte blive ramt af nye installationer, nye vindmøller osv. Og derfor har vi været glade for at kunne lave en ny aftale, dels om, hvordan vi får et rigtigt vindmølleloft, og dels om at få bedre kompensationer til dem, der bliver ramt af skyggekast og af støj og den slags ting fra vindmøllerne.

I relation til vindmølleloftet var det jo sådan, at det gamle loft egentlig ville være udfaset nu, hvor PSO'en stopper. I det nye loft, vi har lavet, får vi lavet en reel og forpligtende ordning, sådan at der de næste år frem skal ske en reduktion af antallet af møller på land.

Det er rigtig godt nyt for mange af de mennesker rundtomkring i landet, der føler sig generet af, at der står stadig større vindmøller, som altså skaber store problemer. Derfor er vi på den ene side og på den anden side; vi synes, at målet er rigtigt, men det er ikke alle de tiltag, som et flertal her i Folketinget støtter, som vi kan se os selv i. Vi vil gerne satse på den teknologiske udvikling. Vi vil gerne satse på at være et af de lande i verden, et af de områder i verden, som skaber de teknologier, som resten af verden vil efterspørge.

Derfor skal jeg på vegne af S, RV og SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at den grønne omstilling og 70 pct.-målet skal nås på en økonomisk ansvarlig måde, hvor Danmark skal være i front med at udvikle nye, grønne teknologier, der kan omsættes til eksport og arbejdspladser. Folketinget minder derfor om Klimaaftalen fra juni 2020, der efterlyser en national strategi for CO2-fangst, CCU og power-to-x. For nylig udgav en samlet gruppe af 18 danske virksomheder og organisationer en power-to-x-rapport med en klar anbefaling om, at der allerede i 2021 skal afholdes et udbud, der støtter de første fyrtårnsprojekter inden for power-to-x-produktion. Folketinget støtter dette ønske og beklager derfor regeringens nølen. Det haster med en konkret strategi, hvis disse nye teknologier skal bidrage til CO2-reduktioner i 2030 og dermed sikre nye danske vækstmuligheder. At få disse teknologier op i industriel skala tager tid, koster investeringer og kræver markedsopbygning. Folketinget efterlyser derfor, at der hurtigt fremlægges en klar strategi for power-to-x og CCS/CCU.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak for det, og der er en bemærkning. Fru Signe Munk.

Tak til hr. Morten Messerschmidt for en god tale og for oprigtigt at sætte kød på Dansk Folkepartis klima- og energipolitik.

På netmediet ditoverblik.dk stod der for et år siden:

»Venstrefløjen vil stoppe olieudvindingen i Nordsøen af hensyn til klimaet. Men det er naivt, mener Dansk Folkepartis klima- og energiordfører Morten Messerschmidt.«

Nu, et år efter, er Dansk Folkeparti som bekendt en del af den aftale, der stopper olie- og gasudvindingen i Nordsøen i 2050. Så er det hr. Morten Messerschmidt, der er blevet naiv, eller var det i virkeligheden venstrefløjen, der var realister?

Værsgo.

Nej, det er grundlæggende en dårlig aftale – det skal jeg være helt åben og indrømme – men det er en mindre dårlig aftale, end den havde været, hvis Dansk Folkeparti ikke havde været med.

Vi ved fuldstændig klart fra Energistyrelsen, at den danske olie- og gasproduktion ingen betydning har for den globale efterspørgsel på olie og gas og heller ikke nogen betydning for prisdannelsen på olie og gas. Om vi i Danmark producerer olie og gas fremadrettet, har derfor ingen betydning for den globale efterspørgsel på olie og gas og derfor ikke nogen betydning for udslippet af CO2 fra olie og gas.

Derfor har vores position hele tiden været, at vi skulle blive ved med at producere, også efter den dag, hvor vi måske i Danmark ikke selv efterspørger og bruger olie og gas, simpelt hen fordi, at så længe der er nogen i verden, der efterspørger det, er det da fjollet ikke at lade den mest klimavenlige olie og gas producere, nemlig den, vi har i Danmark.

Vi anerkendte dog, at der var et flertal, der ville stoppe det, og kastede os derfor ind i kampen for i hvert fald at få en lille smule fornuft ind i aftalen, og det lykkedes jo som bekendt.

Fru Signe Munk.

Jeg tror, jeg vil undgå at rode for meget op i alle påstandene, men blot spørge til, om Dansk Folkeparti også kunne være interesseret i faktisk at beskatte den CO2-udledning, der så vil være fra Nordsøen, når man kigger ind i f.eks. en grøn skattereform. Kunne det også være noget, hvor Dansk Folkeparti vil rykke sig ind på, hvad jeg vil kalde et realistisk spor?

Værsgo.

Jeg kan informere fru Signe Munk om, at man i hvert fald de seneste rigtig mange årtier har beskattet produktionen ude i Nordsøen. Så det er jo ikke et nyt fænomen, og jeg kan også sige, at det er noget, som vi i Dansk Folkeparti har været glade for – altså både at der blev skabt nogle ressourcer, og at det så kunne beskattes, og at det kunne bruges på gode velfærdsordninger. Jeg tror, ministeren tidligere har oplyst, at det er 500 mia. kr., Danmark igennem årene har fået op af Nordsøen og på den måde har kunnet bygge det danske samfund op, og det synes vi er dejligt.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Vi går videre til hr. Ruben Kidde fra Radikale Venstre.

Tak. Midt i coronakrisens usikkerhed og isolation har det trods alt været opløftende at se, hvordan dyder som fællesskab og ansvar er blusset op. Og med vinterens anden bølge holder danskerne ud og kæmper lidt mere, også selv om det er hårdt. Det er ikke nogen selvfølge, at folk løfter blikket fra hverdagens holdningsforskelle og står sammen om at løse en krise; det sker kun, når der er en regering og et politisk system, som er villig til at tage lederskab på sig. Og lederskab er nøjagtig det, som kræves, hvis vi effektivt skal bekæmpe klimakrisen, og derfor mener jeg også, at regeringen bør gå foran og vise mere grøn handlekraft og lederskab.

Det har den flere muligheder for at gøre i det politiske år, vi står over for. Vi skal næste år forhandle en stor klimaaftale for landbruget, hvor vi har en unik mulighed for at omstille en sektor, der står for omkring en tredjedel af vores drivhusgasudledninger. Vi skal også videre med grønt byggeri og grønne offentlige indkøb, og ikke mindst skal vi i efteråret ind i en vigtig, vigtig forhandling om næste skridt i den grønne skattereform, hvor vi politisk har mulighed for at sende et klart prissignal for CO2-udledning i erhvervslivet. Og inden vi skal i gang med alt det, skal vi også have et 2025-mål, der sikrer, at Danmark på den kortere bane kan tage markante grønne skridt.

Derfor er det mildest talt ikke opmuntrende med regeringens oplæg, som kun ligger på 46-50 pct. reduktion i 2025, for dermed forpligter man sig jo reelt ikke til at tage ansvar for mere end en halv eller hel million tons reduktioner inden for de næste 5 år. Regeringen lytter heller ikke til Klimarådet, som jo som bekendt ligger på 50-54 pct.

Men grunden til, at vi skal have et ambitiøst mål allerede i 2025, er dels, at vi binder regeringen til at prioritere klimaområdet, så vi f.eks. undgår den meget udskældte hockeystav, hvor man altså udskyder stort set alle beslutninger til slutningen af årtiet, dels at vi sikrer, at Danmark også giver sit bidrag til Parisaftalen og den globale temperaturmålsætning. For jo flere reduktioner, vi sikrer i 2025, dels lavere bliver de akkumulerede danske drivhusgasudledninger i 2030. Desuden er ambitiøs handling på kort sigt også med til at sikre, at der er troværdighed bag vores klimapolitik, så borgere, erhvervsliv og udland kan se, at vi faktisk mener det, vi siger, og at vi rent faktisk har tænkt os at leve op til vores ambitiøse målsætning i 2030.

Radikale Venstre vil kæmpe for et klimamål i 2025, som er foreneligt med Klimarådets anbefalinger, så der fortsat er troværdighed bag klimaloven. Der er flere omkostningseffektive veje til at indfri den her målsætning om mindst 50 pct. reduktion i 2025. Det handler f.eks. om kulstof i 2025, herunder udfasning af kul på Nordjyllandsværket, udtagning af lavbundsjorde i landbruget og forhandlinger i 2021 om en grøn skat, hvor en CO2-afgift kan levere markante reduktioner med et klart prissignal.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Radikale Venstre mener, at et højt 2025-mål hænger uløseligt sammen med store beslutninger om en CO2-afgift. Vi er rigtig trætte af, at vi ikke allerede i dag er tættere på en afklaring af afgiftsniveauet, men det blev som bekendt obstrueret af regeringen, der ikke til fulde levede op til aftalen af 22. juni om at afklare modellerne. Men derfor er det alligevel værd at understrege, at det med aftalen om en grøn skattereform er besluttet, at Danmark får en ensartet og tværgående beskatning af CO2-e-udledninger, og at al snak om CO2-afgiften som en Georg Gearløsløsning har fortonet sig. Nu handler det bare om at sikre, at tingene går hurtigt nok.

Vores plan er, at vi allerede ved den første forhandling næste år kan afklare kerneelementer i den endelige udformning af en dansk CO2-afgift, så erhvervslivet kan begynde at indrette sig derefter, og at prisen bliver høj nok til, at vi sammen med de øvrige politiske tiltag kan nå 70-procentsmålet. Der er meget store perspektiver i det grønne skattespor, og der er store sværdslag, der skal tages – ikke mindst med regeringen – for at vi kan komme hurtigt i gang med at få de rette effekter.

Vi Radikale anerkender, at der er mange derude, der er skuffede og også frustrerede over, at det ikke er lykkedes os at komme endnu længere med en grøn skat allerede. Jeg kan kun sige, at vi kæmper dag og nat for, at de grønne ambitioner skal indfries, og at vi vil være de sidste til at forlade forhandlingsbordet på den grønne slagmark.

Men for at være helt ærlig, så er vi uforstående over for, hvorfor det grønne område behøver at være så stor en slagmark, uforstående over for, hvorfor vi igen og igen oplever, at den socialdemokratiske regering spiller pinligt lavt ud, sådan at andre partier, både støttepartier og dele af oppositionen, skal kæmpe så hårdt for, at ambitionsniveauet kommer i vejret.

Det er også derfor, at den her tale ikke er fuld af roser, på trods af at vi jo rent faktisk har indgået en række vigtige aftaler det her år, bl.a. om energi og industri, om energiøer, om udfasning af oliefyr, transport, om en ambition om en million grønne elbiler, Nordsøaftale osv. osv.

For selv om det vitterlig giver grund til håb og mere optimisme, at vi i Danmark har gennemført flere aftaler det sidste år, end de fleste nok havde haft fantasi til at forestille sig for bare få år siden, så er det ikke til at komme udenom, at der stadig væk mangler noget bid i mange af aftalerne. Og så er der politisk stadig stor modstand – både hos blå og rød lejr – over for henholdsvis at bruge afgiftsinstrumentet og det økonomiske råderum til at sætte endnu mere tempo på omstillingen.

Det bringer mig igen tilbage til sammenligningen med regeringens evne til at udvise lederskab i coronakrisen. Hvorfor vil Socialdemokraterne ikke udvise klart og tilstrækkeligt grønt lederskab? Lytter regeringen ikke til FN's generalsekretær, der opfordrer til klimaundtagelsestilstand? Menneskeskabte CO2-udledninger har allerede gjort jorden 1 grad varmere end før industrialiseringen. Den globale opvarmning vil ifølge FN's klimapanel nå 1,5 grader mellem 2030 og 2052, hvis den fortsætter i det nuværende tempo. Og uden politisk handling vil opvarmningen nå ca. 3 grader i 2100.

Allerede nu mærker vi jo konsekvenserne: Tørke, hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og storme forekommer hyppigere og kraftigere. Mennesker dør som følge af klimaforandringer, der især i den fattige del af verden skubber til underernæring, malaria, varmerelaterede dødsfald og flygtningekriser. De menneskeskabte klimaforandringer vil med et konservativt skøn føre til en kvart million yderligere dødsfald hvert eneste år mellem 2030 og 2050 ifølge WHO.

Så det giver mening, at Radikale Venstre og støttepartierne hvert år insisterer på, at Danmark afsætter additionelle midler på finansloven til klimabistand, og derfor giver det også rigtig meget mening, at både EU og USA er i gang med at tage mere ansvar. For EU's vedkommende er det med den højere 55-procentsmålsætning i 2030, og for USA's vedkommende er det ved at genindtræde i Parisaftalen.

Men det er på høje tid at stoppe skåltalerne om, at Danmark er et foregangsland, bare fordi vi har en høj klimamålsætning, for at sætte mål er jo ikke det samme som at nå i mål. Ifølge Klimarådet vil det koste 15-20 mia. kr. årligt i 2030 at leve op til 70-procentsmålsætningen. Det er meget, men det er muligt at nå målsætningen. Udgiften svarer kun til under 1 pct. af Danmarks samlede bnp.

Derfor skal der fra Radikale Venstre i dag lyde en klar opfordring til regeringen om at være endnu mere ambitiøs både i tanke, ord og handling, end det har været tilfældet i 2020, hvor vi på trods af flere aftaler har følt, at regeringens topministre på lange stræk har forsøgt at bremse op for klimahandling. Jeg henviser f.eks. til dengang, hvor klimaministeren kaldte mit parti for rabiat i klimadebatten med henvisning til CO2-afgiften – eller hvad værre var: Da statsministeren næsten lød som et ekko af Bjørn Lomborg og gav udtryk for, at det ikke kan betale sig at handle ambitiøst på klimaområdet nu, men at vi er bedre tjent med at vente på teknologiske fix senere i årtiet.

Klimaforandringer er allerede håndgribelige, og derfor skal vi handle nu, for vi har fået vintre næsten uden frost og somre med hedebølger og skybrud – og det er kun begyndelsen. Det er vores børn og børnebørn, der betaler for klimanøl, og de kommer til at betale endnu mere, hvis ikke vi tager mere ansvar og lederskab på os nu. Vi må ikke svigte håbet om grøn forandring.

Det er på tide, at regeringen lytter mere til klimaeksperterne og sætter et højt 2025-mål og reducerer hockeystaven til en politisk døgnflue. Hvis vi gør det, er jeg ikke i tvivl om, at vi kan være positive og være et foregangsland i Europa. Løber regeringen omvendt fra sine klimaforpligtelser ved at sætte et for lavt 2025-mål, så bliver kløften mellem ord og handling simpelt hen for stor, og det kan bidrage til at sætte vores ambition om at være et ægte grønt foregangsland over styr, og så gør vi faktisk mere skade end gavn.

Statsministeren har sagt, at hun er socialdemokrat, før hun er grøn. Men vi står over for en krise, som er så alvorlig, at man ikke bare kan være socialdemokrat, liberal, dansker eller svensker, når man tackler den. Det er menneskehedens krise, og vi er nødt til alle sammen at være grønne først. For i sidste ende handler politisk lederskab, som går over i historiebøgerne, ikke om at gøre det lette, men om at gøre det rette.

Så har jeg et forslag til vedtagelse, jeg gerne vil læse op. Partierne bag vedtagelsesteksten er Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Klimakrisen kræver en gennemgribende grøn omstilling. Siden 2019 er der truffet beslutninger, der bidrager til forventede reduktioner på ca. 7,2 mio. ton CO2-e i 2030, bl.a. gennem aftale om en grøn affaldssektor, omlægning af bilafgifter og klimaaftale for energi og industri samt første skridt i en grøn skattereform. Alligevel er vi langtfra i mål.

Folketinget pålægger regeringen at iværksætte forhandlinger om yderligere tiltag til at nå 70 pct.-målet, herunder markante CO2-e-reduktioner i landbruget gennem både afgifter og regulering, samt nye ambitiøse skridt i regi af en grøn skattereform, hvilket indbefatter, at der allerede næste år afklares kerneelementer i udformningen af en dansk ensartet CO2-e-afgift. Vejen frem mod 2030-målet indeholder både beslutninger, som skal implementeres, og teknologi, som skal udvikles, men balancen skal være rigtig, og CO2-e-reduktionerne konkretiseres hurtigst muligt. Derfor pålægges regeringen at indføre et indikativt 2025-reduktionsmål i overensstemmelse med Klimarådets anbefaling, og at hockeystaven skrinlægges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Tak. Som de andre forslag til vedtagelse indgår det her også i den videre debat.

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for ordet. Først og fremmest tror jeg bare gerne, jeg vil sige tak for, at vi står her sammen og har en fælles vedtagelsestekst og dermed også siger, at det i forhold til det delmål, som regeringen har fremlagt, simpelt hen er for lidt. Så det vil jeg gerne starte med at kvittere for over for ordføreren.

Derudover kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt til den klimaaftale, som er blevet indgået for nylig, nemlig aftalen om at sige stop for ny olieudvinding i 2050. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad ordførerens og Radikale Venstres position er, i forhold til om man i virkeligheden i jeres optik burde stoppe endnu før, og i forhold til hvorvidt det fortsat er fornuftigt med den ottende udbudsrunde med hensyn til at lade minirunderne køre, hvilket jo altså betyder, at man faktisk tillader mere olieudvinding frem til 2050.

Tak. Værsgo.

Jeg noterede mig, to-tre timer inden aftalen landede og aftaleteksten faktisk var offentliggjort i Politiken, at Enhedslistens ordfører netop var ude på Twitter og rose aftalen og juble over den, fordi Enhedslisten jo igennem mange år har kæmpet for det her. Så jeg tror grundlæggende, at vi på de fleste stræk deler begejstringen for, at det er sket, og som vi også tidligere talte om i salen her, har Greenpeace også støttet op internationalt og er kommet med ros. Det er klart, at det ikke er alting i aftalen, der er perfekt, men det er nu alligevel en stor international og førende aftale, som vi så har formået at få bred tilslutning til, og det er vi stolte over at vi har været med til. Det er faktisk næsten det eneste, jeg kan fremhæve fra det sidste år, hvor jeg mener regeringen har lagt op til noget, som udviser ægte grønt lederskab og netop gør Danmark til et foregangsland på det her område.

Fru Mai Villadsen.

Tak for ordet igen. Det er sandt, synes jeg, at det her viser ægte grønt lederskab fra Danmarks side. Man kan så også omvendt sige, at der ikke var meget andet at gøre, i og med at byderen havde trukket sig. Så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren igen: Hvad er Radikale Venstres holdning egentlig til at lave et tidligere oliestop? Og hvad synes man om, at man jo faktisk med den her aftale – bevares, den er rigtig god på mange stræk; det er historisk – tillader øget olieudvinding fra minirunderne? Hvad mener Radikale Venstre om det?

Værsgo.

Samlet set reducerer den her aftale jo det, der ville komme ud i olie- og gasindvinding, med 10-15 pct. i al fremtid. Det er det, der koster 13 mia. kr., som er en regning, vi så betaler. Så grundlæggende er det jo en aftale, der reducerer markant. Det er klart, at vi i Radikale Venstre også gik efter at få undersøgt, om man kunne lave stoppet tidligere, og om man kunne reducere yderligere, og vi er så endt med det kompromis, som jeg stadig væk vil understrege er et godt kompromis, hvor vi går forrest i verden.

Så er det hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren for en meget fin tale. Jeg kunne godt tænke mig bare at samle op på det, som fru Mai Villadsen spurgte til her, altså om ordføreren ikke lige kan bekræfte, at den aftale, vi har lavet – og tak for samarbejdet omkring den, også til regeringen, altså omkring oliestop i Nordsøen – også handlede om at skabe faste rammevilkår helt frem til 2050 for de aktører, der er derude, og om ordføreren kan bekræfte, at det er forligsbundet, så vi er enige om, at slutdatoen hedder 2050 – og at det ikke pludselig bliver en tidligere dato.

Ordføreren.

Det er sådan, at vi i Radikale Venstre – og også SF og så ud til Dansk Folkeparti – jo har stået bag aftaler om 1.-7. udbudsrunde. Og for de udbudsrunder er der nogle vilkår for aktørerne, hvor der så er en enkelt ting, der bliver fjernet, netop åben dør-ordningen. Men ellers står der også i aftalen, at vi så respektere de aftaler, vi har indgået. Det skaber jo noget sikkerhed omkring de aftaler, der allerede er indgået, og det synes vi kun er fair. Man står selvfølgelig ved de tidligere aftaler, og til gengæld er vi jo så med til at sikre, at der alt andet lige er en ret væsentlig reduktion fremadrettet, i forhold til hvor meget olie og gas der kommer op fra Nordsøen. Så jo, der er tale om en aftale – igen – hvor vi så fjerner 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder. Men det er så også det, der gælder. Det er det, vi har aftalt.

Værsgo.

Tak til ordføreren for den bekræftelse. Jeg har et spørgsmål til ordføreren, i forhold til hvad ordførerens parti har af forventninger til, hvad der sker over de næste par år i forhold til klimaaftaler. Jeg var inde på det i mit spørgsmål til ministeren, altså omkring hvilken beslutningshockeystav, som man nu nogle gange taler om, og som vender den anden vej. Hvis vi nu kigger frem mod slutningen og vi står her igen om 2 år, hvor mange millioner t ser ordføreren gerne, at vi så har lavet aftaler om? Ikke i forhold til 2025-målet, men i forhold til 2030-målet.

Ordføreren.

Det er et godt spørgsmål. Vi har i hvert fald den ambition, at vi inden for de kommende år får lavet aftaler, så vi kan se, at vi netop er på sporet i 2025 frem mod de her 50-54 pct. Så der skal vi jo allerede i 2025 op over 5-6 mio. t. Det er klart, at vores store ambition også er, at vi går rigtig hårdt til arbejdet med at få afklaret det her med CO2-afgifterne, som jo grundlæggende skal være hovedmotoren i den her omstilling frem mod 2030. Det er måske svært at sætte på formel, præcis hvor meget der kommer ud af det, men det er noget af det, som kan sikre, at vi når i mål.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Nu nævner ordføreren, at Greenpeace roser, at nordsøolieaftalen er stoppet for den ottende udbudsrunde. Kan ordføreren også bekræfte, at Greenpeace faktisk kritiserer slutdatoen og kritiserer minirunderne, selv om de er glade for, at den ottende udbudsrunde er blevet droppet?

Tak, og værsgo.

Jeg har mest lagt mærke til rosen, vil jeg så sige, og i forhold til de presseklip, jeg har set, er der virkelig stor glæde ved det, vi har besluttet. Men det er klart, at det jo ikke er perfekt, og Radikale Venstre mener heller ikke, at den aftale er skåret, præcis sådan som vi ville. Og som jeg også oplevede SF i det forhandlingsrum, var de måske lidt mere offensive end nogen af de borgerlige partier. Men bottomline er, at det her er en aftale, hvor Danmark så er den største olieproducent i EU og en af de største i Europa, som sætter sådan en slutdato, og det er også noget, som kommer til at presse f.eks. vores norske venner, når de næste gang skal tage en beslutning om, om de skal lave en ny udbudsrunde. Så jeg tror grundlæggende ja. Jeg er sikker på, at Greenpeace også har nogle men'er over det, og det har vi også selv, men grundlæggende mener jeg, at der er tale om en rigtig, rigtig positiv aftale.

Hr. Torsten Gejl.

I Alternativets optik handler det egentlig mere om, at Radikale Venstre er med til at forlænge gas- og olieboringerne i Nordsøen, end om, at man er med til at stoppe dem. I 2017 var man med til at lave en rammeaftale med rabatter helt frem til 2050. Efter vores vurdering ville olie- og gasboringerne i Nordsøen være ebbet ud af sig selv i 2035 eller i 2040 af mangel på kommerciel interesse. Ser ordføreren ikke, at der er stor sandsynlighed for, at Radikale Venstre i virkeligheden har været med til at forlænge boringerne frem til 2050?

Værsgo.

Nej, det mener jeg ikke. Nu har Alternativets ordfører jo heller ikke siddet med til de forhandlinger og fået svar på de ufattelig mange spørgsmål, der er blevet stillet. Og det fremstår tydeligt, at Alternativet har nogle andre forudsætninger, man arbejder med her. Jeg vil sige, at grundlæggende viser alle de svar, vi har fået på alle de mange spørgsmål, vi har stillet, at der tydeligt vil være en nedgang – det er også derfor, det her koster 13 mia. kr. – som bliver forceret med den her beslutning.

Tak for det. Så er det fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Ordføreren er i sin tale inde på at beskrive regeringens politik som en hockeystav, hvor beslutninger først skal tages meget sent. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, hvor det er, ordføreren har det fra. Der står jo netop i vores klimaprogram, og vi har været meget tydelige om det, at det handler om at tage beslutninger tidligt. Men det er rigtigt nok, at der er nogle effekter, som så først vil komme senere hen. Så hvor har ordføreren det fra, at hockeystaven handler om at træffe beslutninger på et meget sent tidspunkt?

Ordføreren.

Det indtryk har jeg i hvert fald klart fået fra den socialdemokratiske statsminister og finansminister, der nu er på barsel, nemlig at hockeystavtilgangen går ud på, at man netop ikke vil tage alle de reduktioner på den korte bane, som f.eks. Klimarådet lægger op til med en 50-54-procentsmålsætning i 2025, men at man hellere vil vente, indtil der er mere teknologi, der er billigere, og så investere sidst i årtiet. Det er den klare opfattelse, som jeg har fået.

Jeg har også haft den opfattelse, at det i virkeligheden var noget, der blev sagt inden de forhandlinger, vi gik ind i i efteråret, og som var med til ligesom at tale det her med klimahandling lidt ned i et sort hul, og at det så siden har båret præg af, at hver gang regeringen kommer med et udspil, er det noget, der ligger meget lavt, og så skal vi forhandle det op.

Men ordføreren må meget gerne tydeliggøre, hvor forskellen ligger, så kan jeg prøve at svare bedre næste gang.

Fru Anne Paulin.

Jeg tror hellere, jeg vil stille et spørgsmål om en anden ting, som ordføreren også var inde på.

For nogle uger siden var ordføreren jo med til at indgå en aftale om en grøn skattereform, som bl.a. lederen af ordførerens parti kaldte for en historisk aftale. Nu tager ordføreren lidt afstand fra aftalen her i dag, synes jeg, og jeg kunne godt tænke mig høre ordføreren, hvor mange reduktioner ordføreren mener man kan finde inden 2025 på en CO2-afgift, som jeg må formode ligger ud over de 0,5 mio. t, som er en del af aftalen.

Værsgo.

Det, jeg gjorde, var egentlig at gentage en kritik, som også kom fra Venstres ordfører tidligere: At vi selvfølgelig er rigtig, rigtig kede af, at de modeller, som vi burde have haft allerede, ikke kom, og vi derfor ikke kunne nå længere.

Men når det er sagt, er vi jo også glade for, at det bliver stadfæstet med den aftale, at det nu er det, vi går efter, og at vi arbejder med, at der skal være en ensartet CO2-beskatning. Så derfor er det jo historisk. Jeg tror sagtens, man kan komme op på f.eks. 3 mio. t i 2025 ved at gå til den på en CO2-afgift, som man tager beslutning om allerede næste år.

Tak for det. Så er der ikke flere, der har bedt om bemærkninger. Den næste er fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. 50 pct., klimaneutral, basisfremskrivning, CO2-ækvivalenter, ptx, 70 pct. i 2030, forsyningssikkerhed – teknisk? Ja, nok for de fleste. Klimapolitik kan hurtigt blive til en diskussion om tal og teknik. For nogle kan det måske virke, som om det alene handler om procentsatser, og her på klimalovens år nul og tæt på årets udløb vil jeg gerne hæve blikket en anelse.

Grundlæggende handler klimakrisen og håndteringen af klimakrisen om at sikre den samme tryghed for de næste generationer, som vi oplever i dag. Vi vil have sikkerhed for vores nærmeste, og vi vil vide, at vores børn får den samme frihed eller mere frihed end den, vi selv har nydt godt af. Men det er også opløftende at bekæmpe klimakrisen, og det mest opløftende er måske, at hvis vi får den globale opvarmning under kontrol, sikrer vi en tryggere verden med mindre konflikt og færre naturkatastrofer, end udsigten er i dag. Vi kan jo allerede se tegnene: koralrev, der dør, tørker, der bliver værre, mange millioner mennesker, der bliver udfordret på deres levebrød. Klimaforandringerne forværrer de konflikter, vi allerede kender i dag, og det vil skabe masser af flygtningestrømme.

Pointen er bare, at vi faktisk kan nå at bremse den her udvikling. Den vigtigste gevinst er trygheden af at vide, at morgendagen bliver lige så sikker som i går. Men det er ikke den eneste gevinst. Der er mange lyse dele af den grønnere fremtid: renere luft, renere vand, mere frodig natur, sundere fødevarer, biler, der skal vedligeholdes mindre, og som accelererer markant bedre, nye eksporteventyr, et billigere sundhedsvæsen, grønne arbejdspladser. Det lyder måske som en fjern, nærmest utopisk fremtid, men det er det såmænd ikke. Det er en fuldt opnåelig vision for et grønnere Danmark – et fantastisk Danmark – hvis vi tør lave grundlæggende forandringer af vores samfund, inden vi bliver tvunget til det. Og kære venner, det er netop dér, vi står lige nu. Vi skal lave de grundlæggende forandringer af Danmark og af verden, som kan sikre min generation og de næste generationer tryghed og trivsel.

Det har været et arbejdsomt og resultatskabende år i dansk klimapolitik. Vi har vedtaget en klimalov med et ambitiøst klimamål, som sikrer, at Danmark tager sin del af ansvaret for at indfri den globale klimaaftale. Der er lavet klimaaftaler for energi, industri, affald og biler og et første skridt i den grønne skattereform. Det er også sket på en måde, som kunne samle brede flertal i Folketinget. Vi har endda sat en slutdato for olie- og gasproduktion i den danske del af Nordsøen. Det er kort og godt et klimapolitisk nybrud, der kan vise verden vejen for de olieproducerende lande.

Ud fra sådan normale målestokke er det jo faktisk vildt imponerende. Det synes jeg er vigtigt at huske på. Men vi står midt i en akut krise: Skovene brænder rundtomkring i verden, isen smelter, og klodens økosystemer er under voldsomt pres. Set i det lys er der kun ét svar til regeringens klimahandleplan: Der skal mere handling til. Efter godt et års arbejde er der jo ikke en klokkeklar plan for, hvordan vi når de 70 pct. Der mangler stadig en vigtig klimaplan for landbruget, og der skal strammes gevaldigt op på konstruktionerne i regeringens udspil til bæredygtigt byggeri. Samtidig må vi bygge oven på de aftaler, vi allerede har lavet, både når det gælder transportområdet, når det gælder energisystemet, og når det gælder industrien.

Vi vil i særdeleshed bede regeringen om at tage fløjlshandskerne af, når det gælder landbrugsforhandlingerne efter nytår. Der er ingen tvivl om, at omstillingen i landbruget kommer til at kræve, at vi som samfund understøtter erhvervet med forskning, udvikling og demonstration. Men erhvervet bliver også nødt til selv at bidrage, også økonomisk. En grøn omstilling af dansk landbrug er en fremtidssikring af dansk landbrug. Tænk, om vi kunne skabe en dansk styrkeposition for plantebaserede fødevarer.

Vi her i salen har sat os for den vigtigste opgave for min generation. Vi har sat os for at begrænse klimaforandringerne, og det kræver af os, at vi ikke skubber opgaven foran os, og her kommer et ansvarligt 2025-mål ind i billedet. Vi skal også lægge pres på os selv for at sikre CO2-reduktioner inden 2025, og derfor mener vi i SF, at vi skal have et mål om mindst 50 pct.s reduktion i 2025. Og jeg blev nok noget forbavset, da jeg så, at regeringen havde lagt sig i hængekøjen med et ambitionsniveau på 46 pct.

Så kære regering, jeg må bare sige til jer, at vi jo ikke sætter klimamål, fordi det er nemt, men fordi det er nødvendigt. Vejen frem mod 2030-målet indeholder jo både beslutninger, som kan sættes i værk i dag, men også teknologi, som skal udvikles. I SF er vi optaget af, at balancen er rigtig, og at CO2-reduktionerne konkretiseres hurtigst muligt. Derfor er vi også enormt optaget af, at regeringen bliver skarpere på at sætte nogle sandsynligheder på for, hvordan og hvor meget der bliver flyttet fra udviklingssporet til implementeringssporet, altså fra gode visioner til reelle reduktioner. Samtidig skal vi jo lave flere CO2-reduktioner. Vi kender virkemidlerne til at nå 60 pct. af drivhusgasreduktionerne i 2030. Derfor er det helt åbenbart for SF, at vi skal få aftalt de reduktioner og skrevet dem på et hvidt stykke papir hurtigst muligt, for det vil også bidrage til, at vejen mod 2030-målet er mere klar – for vi skal i mål.

Så kære kollegaer, vi er på vej. Vi skal fortsætte med at tage handling, for vi er ikke i mål.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Tak, formand. Da jeg sidst stod på den her talerstol under vores sidste store klimadebat, var det med sommerfugle i maven. Jeg var så stolt over den nye klimalov og så tilfreds med at have fået presset ambitionerne op, og mest af alt var jeg spændt på at komme i gang med arbejdet. Jeg følte mig for første gang i rigtig lang tid faktisk fortrøstningsfuld på klimaets vegne.

Nu står vi her så igen i slutningen af 2020, og i dag må jeg sige, at jeg desværre ikke er fortrøstningsfuld, men nærmere er bekymret. For 2020 blev godt nok et helt anderledes år, end nogen af os havde regnet med. Pandemien har kostet alt for mange mennesker verden over deres liv, frihed og levegrundlag. Ingen tvivl om det, og ingen tvivl om, at mange af os tæller dagene, til der kommer en vaccine og vi måske kan få lidt af vores gamle liv tilbage, for der kommer trods alt en vaccine. For coronakrisens vedkommende kan man sige, at der snart er lys for enden af tunnellen.

Det samme kan man bare ikke sige om klimakrisen. Katastrofen har måske ikke fået samme opmærksomhed i år på grund af corona, men den er der stadig. Skovene har også brændt i år i Amazonas og andre dele af verden, og Arktis smelter med uformindsket hast. Man har forsket i klimaforandringer i over 30 år – længere, end jeg har levet – uden at finde mirakelkure eller quickfix, der på magisk vis kan få vores CO2-udledninger til at fordufte. Der kommer altså ikke nogen klimavaccine. Det tror jeg er rigtig vigtigt bliver sagt fra den her talerstol. Det er nu, der skal handles, og det er os, der skal gøre det. Det er vores ansvar. Alle os, der vedtog 70-procentsmålsætningen, burde være enige om, at vi nu er færdige med skrivebordsøvelser og med at udskyde vigtige beslutninger til næste valg og til næste generation. Vi skal have reel klimahandling nu.

Det er også derfor, jeg bliver bekymret, når jeg læser regeringens handlingsplan. For den sætter ikke det anbefalede delmål for 2025. Og jeg bliver bekymret, når der bliver talt alt for meget i debatten om hockeystave, for i mine ører kan det altså bare være et andet ord for ansvarsforflygtigelse. Efteråret har været travlt og tungt. Vi har landet en række aftaler, bevares. De fleste har været fremskridt, men i Enhedslistens optik har det altså været for små skridt.

Statsministeren lovede 10 mia. kr. til grøn omstilling i sin åbningstale fra den her talerstol, men pengene er altså for en stor dels vedkommende gået til skatterabatter til nogle af de største forurenere uden modkrav i en grøn skattereform. Det mener jeg simpelt hen ikke er grønt. Desuden er diskussionen om den nødvendige CO2-afgift blevet udskudt, og vi står nu med forhandlinger med delmål, som i min optik er utilstrækkelige.

På trods af at vi har forhandlet om næsten alle sektorer med undtagelse af landbruget, er vi altså langt fra målet. Bevares, vi har fundet omkring 7 mio. t i CO2-reduktioner, men det er under halvvejs til de 20 mio. t, vi skal finde frem mod 2030. Derfor mener vi i Enhedslisten, at man bør øge ambitionsniveauet på alle områder, også på de områder, vi har diskuteret en gang, og det er også det, vi står på i vedtagelsesteksten i dag sammen med Alternativet, SF og Radikale. Og hvorfor så det? For ja, det bliver besværligt, det bliver hårdt, og det bliver dyrt.

Det er, fordi vi er den sidste generation, der kan forhindre klimakatastrofen. Vi er dem, der fik ansvaret efter Danmarks første klimavalg, og jeg håber oprigtigt, at vi i 2021 i fællesskab kan huske, hvilket ansvar det faktisk var, vi fik pålagt os.

Det er muligt at mindske Danmarks klimabelastning tilstrækkeligt, overholde internationale målsætninger og skabe et samfund, hvor vi ikke udleder mere CO2, end vi optager – uden at det går ud over dem med de mindste indkomster – og hvor vi samtidig skaber arbejdspladser, for det er selvfølgelig målet.

Så der er stadig væk grund til optimisme, til håb og til at slås for forandring. Det kan lade sig gøre at foretage den nødvendige omstilling i tide, men vi skal handle nu, og særlig Danmark bør handle, for hverken klimabelastningerne eller velstanden i verden er lige fordelt. Vi er også oppe imod tunge økonomiske interesser hos mennesker og selskaber, der har tjent rigtig meget på at belaste klimaet, men som skal vænne sig til at tjene noget mindre.

Svaret er altså ikke bare at overlade det hele til grøn vækst og til det frie marked, som mange ellers prædiker som den endegyldige løsning. Vi skal i gang med store forandringer, men vi skal ikke kræve lige meget af alle. Det ville være dybt uretfærdigt og skabe stor folkelig modstand og måske gøre det umuligt at nå målet.

Derfor skal vi, samtidig med vi laver omstillingen, sikre, at det skal være muligt og godt at leve et trygt liv for almindelige mennesker, både i byen og på landet. Og de mennesker, hvis job bliver truet af omstillingen, skal hjælpes videre til mange af de nye grønne job, vi i fællesskab allerede har skabt, men de virksomheder, der sviner mest og tjener mest, skal også betale noget mere for at udlede.

Der er med andre ord i min optik brug for en ny grøn samfundskontrakt, hvor vi lover hinanden, at vi som samfund skal leve hundrede procent inden for klodens grænser, og at vi er villige til at gennemføre det, der skal til. For modsat coronaen findes der ingen klimavaccine, og vi kan ikke bare betale os til løsningen. Derfor skal vi handle nu, og jeg glæder mig meget til forhåbentlig at gøre det med et stort flertal i Folketinget i det nye år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så derfor er den næste ordfører fru Mona Juul.

Tak for det. Tak for ordet. De næste få år er nok de vigtigste i menneskets historie. Med de ord blev en omfattende FN-klimarapport præsenteret i efteråret 2018. Konklusionen var klar: Det vil kræve et hidtil uset ambitionsniveau fra verdens ledere, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at reducere den globale temperaturstigning til maksimalt 2 grader, og helst ikke over 1,5 grader. Og det skal vi, for det har verdens ledere forpligtet sig til i Parisaftalen. Og vigtigst af alt: Det skylder vi vores børn, vores børnebørn og de kommende generationer.

Konservative tager generationskontrakten alvorligt. Generationskontrakten er det bånd af ansvar, der løber fra vores forfædre til os i dag og videre til vores børn og børnebørn. Det er en samfundskontrakt, et løfte til vores børn, der forpligter os til at efterlade en klode i god stand. Danmark har en række nationale målsætninger og internationale forpligtelser på klima- og energiområdet, og disse har Konservative også tilsluttet sig.

Konservative har aldrig været bange for at gøre brug af nationale klimamål. Således var vi som det eneste borgerlige parti også med i klimaloven i 2014, som indførte et nationalt mål om 40-procentsreduktion af CO2 i 2020, ligesom vi er en del af den seneste aftale om klimaloven i 2019, naturligvis. De nationale mål er med til at sikre, at vi ikke udsætter nødvendige beslutninger, og samtidig sikrer de, at vi er i det grønne førerfelt. Den position har stor betydning for grøn dansk eksport og de tusindvis af grønne danske arbejdspladser.

Konservative tillægger det afgørende betydning, at vi lever op til vores internationale mål, for kun derved kan vi kræve det samme af andre lande. Det har stor betydning, da en grøn omstilling i Danmark jo ikke redder klimaet alene. Her er vi helt afhængige af en international indsats, og særlig af, at de store lande forpligter sig. Danmark har i årtier været blandt de førende i verden, når det gælder den grønne omstilling. Vi har i særdeleshed været dygtige til at omsætte vores energisystem fra fossile brændsler til grøn energi i form af bl.a. vindenergi og solceller.

Men det til trods skal tempoet i den grønne omstilling i Danmark mere end fordobles, hvis vi skal nå vores mål om, at blive en nettonuludleder af CO2 senest i 2050, og gerne før. Den opgave har vi og skal vi tage på os politisk. Vi skal sætte os nogle mål. Det er et godt udgangspunkt, men vi skal også videre. Vi skal handle. Og vi tror på, at det kan gøres uden at stoppe udviklingen, bremse væksten og gøre det dyrere at være dansker.

Endelig, langt om længe, kom vi så lidt i gang her i 2020. Men hold da op, hvor det kniber med at gå fra snak til handling. Vi har meget at glæde os over – jo, jo – og vi har vi har også lavet en række aftaler. Men de fleste har bare ikke givet det store bidrag til at nå 70-procentsmålsætningen i 2030. Og for mig at se skyldes det ikke bare partiernes forskellige tilgang til bl. a. finansiering og den måde, vi skal gøre tingene på, men så sandelig også regeringens fodslæbende tilgang – ordet fodslæbende blev nævnt tidligere, og det vil jeg gerne gentage: Ingen CO2-afgift og en alt for langsommelig – og derfor måske også den her nu meget komprimerede – forhandlingsproces, vi har været igennem, hvor vi fortsat mangler meget afgørende områder som f.eks. landbruget.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om de fleste partiers intentioner, og jeg er heller ikke i tvivl om klimaministerens intentioner, men der kommer åbenbart hele tiden noget i vejen for den her regering. Og nu står vi her endnu mere pressede end nogen sinde i forhold til at finde hurtige og omkostningseffektive løsninger.

I går meldte regeringen så ud, at delmålet i 2025 skal hedde 46-50 pct. Og det til trods for at Klimarådet fortsat anbefaler 50-54 pct., så der er godt nok lige lidt langt fra de der 46 pct. til de 54 pct. Det er skuffende, og ja, det er også uacceptabelt. Regeringen gør det godt nok nemt for alle partier – også andre end Alternativet, som for mig er dem, der har været mest grønne hele vejen igennem; I andre må slås om andenpladsen – at være mere grønne og mere ambitiøse.

Man kan også sige: Fred være med det. Altså, det er ikke afgørende for Konservative, om vi er de grønneste. Vi er trods alt mere interesserede i at lave nogle ordentlige løsninger. Hvilke muligheder har vi for at skrue tempoet op? Hvilken rolle kan erhvervslivet og forbrugerne spille? Hvilke teknologier skal vi speede op på? Og lad os så komme i gang med den CO2-afgift, vi alle troede regeringen arbejdede så intenst med det sidste halve år.

Hvad lavede regeringen egentlig? For nok kom der en aftale ud af det, men det var ikke en grøn skattereform, som vi alle sammen gik og ventede på. Hvordan skal vi nogen sinde nå 70-procentsmålsætningen, hvis vi allerede er bagud og åbenbart ikke har tænkt os at løbe hurtigere?

Herfra er vi klar til en spurt, og vi ønsker at få kortlagt de muligheder, vi har for at lande en aftale om en 2025-målsætning, der er højere end det, regeringen har spillet ud med. Hvor højt vi kan komme op må afhænge af de analyser, vi sidder med nu i forhandlingerne. Om vi kommer helt op på Klimarådets anbefalinger er helt ærligt pænt tvivlsomt, især fordi Klimarådet selv mener, at det er rigtig svært at nå 50 pct. At Klimarådet derfor samtidig fastholder deres anbefaling er ærligt talt også lidt mærkværdigt. Det skal vi jo også forholde os til, så det her ikke bliver urealistisk.

Der skal simpelt hen findes en balance mellem realisme og ambitioner, og den her gang skal vi se midlerne, inden vi lægger os fast på målet. Det har selvfølgelig, kunne man sige, vist sig uholdbart med faste mål baseret på løse skitser. I de kommende forhandlinger, vil vi jo have mere end skitser og positivitet. Det er ellers dejligt, men det duer ikke at slynge nogle tal ud. Der skal være konsekvensberegninger, og viden er fortsat vejen i forhold til det her område. Vi har alle sammen herinde i Folketinget en bunden opgave, og De Konservative melder sig klar og er helt med på Flyvergrillen – mere end flyverskjul. Tak for ordet.

Tak. Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Tak til fru Mona Juul for en rigtig god tale. Regeringen har jo simpelt hen fremlagt en strategi for bæredygtigt byggeri uden en eneste CO2-reduktion. Der er simpelt hen ikke nogen, og det finder vi i SF en lille smule interessant, når vi arbejder med CO2-reduktioner. Så jeg vil bare høre, om Det Konservative Folkeparti er enig i, at der skal strammes op på strategien for det bæredygtige byggeri.

Værsgo.

Man kan jo næsten sige, at det er provokerende at lave et forslag, hvor der ikke er CO2-reduktioner, og jeg glæder mig til, at vi kommer til at dykke voldsomt ned i det, for vi er nødt til at få kigget på det, og jeg ved jo, at organisationerne står klar med hjælp. Det vælter ind med materiale – og det gør det sikkert også hos alle jer andre klimaordførere – med gode idéer. Der er altså rigtig meget at tage fat på, især i byggeriet, og de vil gerne.

Fru Signe Munk.

Mona Juul er, så vidt jeg ved, også erhvervsordfører for Konservative Folkeparti, og derfor vil jeg spørge Mona Juul, om det også er hendes vurdering, at der faktisk også er arbejdspladser og nye virksomheder i at omstille byggebranchen til at være mere bæredygtig. Altså, er der et erhvervspotentiale her?

Tak. Fru Mona Juul.

Jeg elsker ledende spørgsmål. Det er der slet ikke nogen tvivl om, og branchen har jo selv meddelt det, og det har de gjort i årevis. De står klar, og de har jo selv kritiseret regeringens oplæg, og det kan jeg faktisk rigtig godt forstå, for vi ved, at der er masser af job i grøn omstilling.

Tak. Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak til fru Mona Juul for talen, som jeg synes desværre er lidt negativt ladet, i og med at vi immer væk har indgået aftaler det forgangne år, der viser en tredjedel af vejen mod 2030-målet. Så billedet af, at det er så fodslæbende, at vi slet ikke har fundet nogen reduktioner, osv., har jeg svært ved at genkende. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Mona Juul mere ind til Konservatives delmål for 2025, og om det ikke er noget, som Konservative har gjort sig nogle lidt mere konkrete tanker om end det, som fru Mona Juul var inde på i talen.

Værsgo.

Altså, først og fremmest er det jo fodslæbende, at regeringen for 6 måneder siden valgte at indgå en aftale med partierne her om, at vi nu skal have lavet en grøn skattereform, når man så kommer 6 måneder senere med noget, som ikke minder om det, nogen af os havde forestillet sig. Det kan jo ikke blive betragtet på anden måde end fodslæbende.

I forhold til målsætning har Det Konservative Folkeparti lænet sig meget op ad Klimarådets anbefalinger. Men jeg må også sige, at jeg er en lillebitte smule loren ved, at Klimarådet nu siger, at det bliver meget svært at nå de 50 pct. Jamen så må det da være virkelig svært at nå de 54 pct., og det gør selvfølgelig indtryk. For det kan jo ikke nytte noget, at vi som politikere kun læner os op ad interesseorganisationer og anbefalinger. Nu skal vi vide, hvad der ligger af muligheder for at nå en højere målsætning i 2025 end de 46-50 pct., der er spillet ud med.

Fru Anne Paulin.

Så skal mit næste spørgsmål til fru Mona Juul være, hvad det så er for nogle virkemidler, som Konservative gerne ville sætte i spil for at nå det her niveau for et 2025-mål, som jeg kan forstå skal ligge på et tilpas niveau og være højere end regeringens. Hvad er de konkrete virkemidler, og hvilke CO2-reduktionspotentialer ligger der i de enkelte virkemidler?

Værsgo.

Altså, det ville jo være skønt, hvis man lige kunne folde regnearket ud. Men rent faktisk vil vi jo gerne have, at det er ministeriet, der laver regnearket til os. Vi vil jo gerne have at vide, hvad det er for nogle elementer, vi har mulighed for at rykke på hurtigt, hvad det giver af effekt, og hvad omkostningen er for det. Det er bl.a. nogle af de spørgsmål, jeg allerede har stillet klima-, energi- og forsyningsministeren, og som vi også har drøftet i forhandlingerne. For det er ikke afgørende, om det lige er byggeriet eller det er noget andet, der gør, at vi nu skal prioritere anderledes. Det vigtigste er, at det kan være hurtigt, og at det kan være omkostningseffektivt, og så er det egentlig ligegyldigt, hvad det er, vi starter med.

Tak. Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne vil takke ordføreren for en rigtig fin tale og også kvittere for den gode, saglige tilgang i forhold til at kigge på, hvad potentialerne er og få udfoldet det i nogle svar fra ministerierne og så komme med noget, som ordføreren finder det plausibelt at nå frem til.

I Radikale Venstre ønsker vi jo mindst 50 pct. og arbejder i det her spænd ligesom Klimarådet, altså 50-54 pct., og vi opfatter egentlig, at Klimarådet hele tiden har sagt, at 50 pct. eller derover er svært. Det er jo pointen: Når vi siger, at målet er svært at nå, og at vi vil gøre det, fordi vi vil være foregangsland, så er det naturligvis svært. Og Klimarådet har jo også fundet nye potentialer, siden de sidst kom med deres rapport. Så jeg håber da bestemt, at Konservatives »højere end regeringens« også er markant højere, men det får vi se.

Jeg har et spørgsmål til de konkrete virkemidler: Mener ordføreren, at den her CO2-afgift og en beslutning i efteråret er en væsentlig del af indfrielsen af et højt 2025-mål?

Værsgo.

Jamen det når vi jo ikke – det er det, der er problemet. Problemet er, at vi ikke når at få de CO2-reduktioner ind i forhold til en afgift. Det er det, der er problemet. Der er flere af ordførerne, der har nævnt det her med, om vi ikke kan nå at speede det op. Og det håber jeg også rigtig meget at vi kan i forhold til den aftale, der er lavet, så vi rent faktisk kan nå at få noget med inden 2025 – hvis det er omkostningseffektivt.

Det er det, der er hele pointen hele tiden, og det er også derfor, det er fjollet, hvis man skal stå og slynge nogle ting ud og sige: Åh, det er bedre end det her. Det skal vi ikke. Det her skal bygges på viden og faglighed, for ellers står vi igen om 1 år, om 2 år, om 3 år og kigger på hinanden og har ikke lavet nogen ordentlige aftaler, og det duer bare ikke.

Værsgo.

Ja, for det er jo netop det, Klimarådet siger er et vigtigt værktøj til, at vi kan nå langt, altså at der kommer de her tidlige afklaringer af den her CO2-afgift. Og der noterer jeg mig jo så, at der i Konservative og Venstres forslag til vedtagelse netop står et ønske om at få afklaret store dele af det her allerede i forhandlingen næste år. Så jeg fornemmer, at svaret er, at vi skal speede det op, og at der også er et ønske fra Konservative om at presse på for, at vi allerede næste år tager en større beslutning, end regeringen umiddelbart giver udtryk for.

Værsgo.

Jamen der er ikke nogen tvivl om, at det, vi har gjort nu, er, at vi har efterladt hele det danske erhvervsliv på perronen. De aner ikke, hvad pejlemærkerne er. De har en formodning, de har en forventning, men de har ikke nogen pejlemærker for, hvor hurtigt det kommer til at gå, hvad niveauerne bliver, og hvad det er, vi skal. Og det er det værste, vi kan gøre: At man ikke ved, hvad det er, man skal pejle efter, og hvordan man skal drive sin virksomhed.

Derfor bliver det arbejde helt centralt. Der er sikkert nogle, der sidder og glæder sig over, at regeringen ikke var hurtigere, så de ikke fik en afgift lige nu, men det er faktisk værre at være uafklaret, og derfor haster det rigtig meget.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer. Tak til ordføreren. Og værsgo til hr. Peter Seier Christensen.

Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen. Klimaloven med dens målsætning om en samlet 70-procentsreduktion af CO2-udledningerne i 2030 er både urealistisk og vil blive urimelig dyr at indfri. Regeringen, støttepartierne og Venstre og Konservative mener, at Danmark skal tage lederskab for den grønne omstilling, både i EU og globalt. Jeg tror, at jeg taler på rigtig mange danskeres vegne, når jeg siger, at regeringens besættelse af, at Danmark skal have en grøn klimaførertrøje, virker fuldstændig ude af proportioner. Dette mantra med, at Danmark skal være et grønt foregangsland og have den grønne førertrøje på, medfører et enøjet fokus på at få tallene for CO2-udledningen i Danmark ned. Nærværende redegørelse er ingen undtagelse: Intet er for småt, når det handler om at justere tallene i det danske klimaregnskab.

I modsætning til, hvad regeringen gerne vil have danskerne til at tro, kommer flere grønne afgifter ikke til at gøre nogen forskel for klimaet. Den samlede danske CO2-udledning udgør stadig kun en ubetydelig del af den globale udledning. Det burde ikke være sådan, at politikere uden skrupler kan gøre danskerne fattigere uden at kunne begrunde det med evidens for, at det vil gøre en forskel i et større europæisk eller globalt perspektiv. Og det var derfor, at Nye Borgerlige i sin tid stemte imod klimaloven, altså fordi den gav klimapartierne et juridisk dokument, som de kan bruge til at begrunde alle mulige og umulige klimatiltag og lade hånt om den konkrete effekt. Klimalovens eneste effekt vil være at gøre Danmark fattigere og udlandet rigere.

Klimaloven er en fejl. Det giver ikke mening, at Danmark skal gå så langt foran alle andre lande, endda uden at det har nogen betydning for den globale udledning. Den eneste måde at opnå globale reduktioner af CO2-udledningen på er gennem udvikling af rentabel teknologi. Vi får aldrig fattige lande til at sænke deres vækst for at reducere CO2-udledningen.

Danmarks bedste bidrag vil derfor være fortsat at arbejde med udvikling af teknologi, hvilket vi er dygtige til, og for at kunne gøre det skal vi sikre Danmarks vækst og velstand. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Jeg kan ikke se nogen fra Liberal Alliance. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

I Alternativet mener vi, at det igen er nødvendigt at hæve ambitionerne på klimaets vegne. Vi gjorde det i 2019, da vi lavede en af de mest ambitiøse klimalove i verden, nemlig at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Men vi mener, at det hele derefter er gået lidt i stå. Vi har kun planer om at spare 7,2 af de ca. 20 mio. t CO2, som det kræver, hvis vi skal nå vores 70-procentsreduktion i 2030.

Regeringen har introduceret et hockeystavsbegreb. Som jeg læser det, betyder det, at vi skal spare mest til sidst op til 2030. I Alternativet vil vi gerne vende hockeystaven om, så det er her i starten, vi skal planlægge de store besparelser, mens vi har en hel masse kendte virkemidler som vindmøller, solenergi, elbiler osv. Det kræver, at vi hæver ambitionerne igen, både i forhold til de aftaler, der er indgået, og dem, der er på vej.

F.eks. har Radikale, SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne lavet en bilaftale, som kun sparer 2,1 mio. t CO2 i 2030, selv om der efter Alternativets mening er brug for at spare det tredobbelte på bilområdet, hvis vi skal nå 2030-målet. Aftalen betyder, at der kommer 3,1 millioner biler på vejene i 2030. Det er 600.000 flere, end der er i dag, og kun 775.000 af bilerne er grønne. Vi håber, at regeringen og støttepartierne vil åbne den aftale igen og gerne invitere Alternativet til at hjælpe med at forhandle antallet af biler ned. Det er jo godt nok med elbiler, og det er o.k. med hybridbiler, hvis man altså husker at lade dem op, hvilket det ikke er alle der gør, men det samlede antal af biler skal ned.

I Alternativet ser vi gerne, at det er 2,5 millioner biler, der er loftet i 2030, og at 1 million af dem gerne skal køre på el. Det mener vi kan nås ved f.eks. at udvide delebilsordningerne, at lave højere vejafgifter eller roadpricing, ved mere offentlig transport, eventuelt ved en stigning i benzinprisen. Der synes vi, det er for lidt, at der kun er afsat 3 mio. kr. til at markedsføre delebilsordninger. Vi skal jo lære at køre sammen i stedet for at sidde og kukkelure i hver vores bil – i hvert fald så snart vi er ude af coronakrisen.

Det næste område, hvor jeg synes vi skal være mere ambitiøse, er skatteområdet. Vi er nødt til at få en ensartet CO2-skat, uanset hvem du er og hvor du udleder. Regeringen, Venstre, Radikale, SF og Konservative siger ganske vist, at de ikke kan finde ud af det, at det ikke kan lade sig gøre rent teknisk endnu. Men så kunne man jo starte et sted, f.eks. med flyafgift, kødafgift, benzinafgift. Det er da nemt nok at finde ud af.

Og så er det selvfølgelig vigtigt med social kompensation, så de laveste indtægter får penge tilbage fra det overskud, der kommer ind på afgifterne. Det er jo ikke dem, der har hovedansvaret for CO2-udslippet. Men uanset hvad, skal vi have en skatteaftale med en ensartet CO2-skat, og hvis Alternativet skal bestemme, så skal den være på 1.500 kr. pr. t udledt CO2.

Men her skal vi også sikre, at det ikke er de laveste indkomster, der betaler gildet, så i Alternativet foreslår vi, at man betaler det provenu tilbage til befolkningen på en måde, så alle får lige meget tilbage, men selvfølgelig har dem, der har udledt mest CO2, betalt mest.

En ting, der af uransagelige årsager er nævnt i redegørelsen, som vi snakker om i dag, er stop for boringer efter olie og gas i Nordsøen. Jeg kan ikke se, at det direkte har noget med 2030-målet at gøre. Så det svarer lidt til at sige: Jeg vil tabe 5 kg i 2030 ved at holde op med at spise slik i 2050. Vi synes faktisk, det er lidt pyntegrønt at fejre aflysningen af ottende udbudsrunde i Nordsøen, når stort set alle ansøgerne havde trukket sig. Det svarer lidt til at sige, at vi holdt op med at sælge olie og gas, fordi der ikke er nogen, der gider at købe det.

Faktisk er det flere år siden, at olieselskaberne begyndte at tvivle på den langsigtede kommercielle forretning i Nordsøen. Derefter lod partierne bag Nordsøaftalen sig presse til at give skatterabatter til investeringer i Nordsøen i 2017. Dermed har partierne sikret olieindustrien stabile rammeaftaler de næste 30 år. I Alternativet tror vi, at boringer efter olie og gas uden store rabatter ville være ebbet ud i løbet af 15-20 år. Det lyder derfor lidt hult, når man fejrer en aftale, der forlænger olie- og gasboringerne i Nordsøen til de næste 30 år. Her er vi enige med Enhedslisten om, at vi skal regne på, hvad det koster at stoppe boringerne allerede i 2030, 2035, 2040.

Det var eksempler på nogle af de aftaler, som Alternativet gerne ser åbnet igen, så vi kan proppe lidt flere grønne ambitioner ned i dem.

Men vi må jo også sige, at når vi foreløbig har planlagt at opnå relativt lidt af den nødvendige CO2-besparelse, så må vi gå rigtig alvorligt til makronerne, når det kommer til de kommende aftaler om bæredygtigt byggeri og ikke mindst CO2-reduktion i landbruget.

Når ministeren selv taler om, hvad der skal få Greenpeace til at juble, så er deres mål jo at halvere produktionen af grise- og oksekød frem til 2030 – de mener faktisk, at det er en forudsætning for at nå reduktionsmålet – og hvis ministeren vil feste videre med Greenpeace, vil jeg lige nævne, at de foreslår en CO2-reduktion på 55 pct. i 2025 i overensstemmelse med klimavidenskaben. Det er også Alternativets udgangspunkt i forhold til de forhandlinger, vi i øjeblikket er i gang med, om, hvad delmålet for CO2-reduktionen skal være i 2025. Vi peger på 55 pct.s CO2-reduktion i 2025, og hvis vi ikke kan samle de øvrige partier omkring det mål, går vil gerne efter den øverste del af Klimarådets spænd på 50-54 pct. Det er ambitiøst, ja, men vi er nødt til at steppe op og højne ambitionsniveauet, hvis vi vil være de mest ambitiøse i hele verden på klima, og det vil vi jo heldigvis. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren, og hermed kan jeg give ordet til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Nu vil jeg ikke forfalde til samme heteroseksuelle, normative kønsstereotyper som den foregående formand og sige det, men det er da bemærkelsesværdigt, at det er to mænd, der har glemt at spritte af heroppe, ikke?

Tak for en fremragende debat. Tak til Tommy Ahlers for at holde ikke bare en rød og en blå, men også en grøn tale – den grønne tale fik godt nok kun det sidste minut, men alligevel. Tak til Morten Messerschmidt for at minde os om potentialet i power-to-x. Tak til Ruben Kidde for også at minde os om, hvad klimavidenskaben egentlig siger, og at det egentlig er dens resultater, der er årsagen til, at vi overhovedet har de her diskussioner. Tak til Signe Munk for at hæve blikket lidt over teknikken og alle fagtermerne og snakke om visioner. Tak til Mai Villadsen for at minde os om, at der ikke findes noget quickfix. Tak til Mona Juul for at tale om generationskontrakten. Tak til Torsten Gejl for som altid at levere en passioneret tale og formentlig Folketingets mest vidtgående forslag. Tak til Nye Borgerlige – og det er faktisk helt oprigtigt – for selv om vi er uenige om stort set alt, som det jo fremgår, så formår hr. Peter Seier Christensen altid at stille de spørgsmål, hvor man bliver lidt udfordret.

Et af de spørgsmål vil jeg gerne starte med her, nemlig: Hvorfor egentlig gå igennem alt det her besvær? Hvorfor egentlig bruge så mange milliarder kroner på at reducere drivhusgasser i det her lille land? Vi står kun for 0,1 pct. af verdens CO2-udledning – er det ikke fuldstændig ligegyldigt? Det er ikke, fordi man ikke godt kan forstå tankegangen, men når vi vælger at gøre det, er det ikke, fordi vi tror – jeg tror det i hvert fald ikke – at det mindre CO2, vi leder ud i atmosfæren, i sig selv gør den store forskel. Det gør nok en lille forskel, men det gør ikke den store forskel.

Det, der gør den store forskel, er, at vi er et foregangsland. Det er, at vi er det land, der viser andre lande, at det faktisk kan lade sig gøre. Det er, at vi kan inspirere andre, og at vi gør det på en måde, så vi viser, at man sagtens kan have meget ambitiøse klimamål, samtidig med at man skaber arbejdspladser, samtidig med at man har høj livskvalitet, samtidig med at man har lighed. Og i og med at vi også presser os selv, fordi vi sætter mål, der er så høje, at vi endda ikke ved, hvordan vi får opfyldt dem – altså, selv Klimarådet, som jo er meget fantasifulde og meget ambitiøse, siger, at de ikke rigtig kan vise, hvordan man kommer op på de mellem 60 og 70 pct. – så tvinger vi os selv til hele tiden at innovere. Vi tvinger os selv til at udvikle nye løsninger. De nye løsninger kan bruges i resten af verden, og det er det, der gør, at vi for alvor kan gøre en forskel.

Lyder det lidt vidtløftigt, som en smuk vision, der er svær at realisere? Ja, det er det selvfølgelig. Det er sværere at realisere end at tale om, men når jeg alligevel har tiltro til, at det kommer til at ske, så er det, fordi det kan lade sig gøre. Det er, fordi vi har vist, at det kan lade sig gøre. Se på det danske vindmølleeventyr. I 1991, da vi lavede verdens første havvindmøllepark, var der ikke ret mange økonomer, der sagde, at det var en fremragende idé, at det 100 pct. var den mest omkostningseffektive måde at lave strøm på i fremtiden. Det sagde de selvfølgelig ikke, for det var en meget dyrere løsning, og der skulle virkelig udvikles meget teknologi, for at det kan lade sig gøre. I dag er vi så efter så mange årtier kommet dertil, hvor havvind er konkurrencedygtigt nok til at kunne udkonkurrere kul og atomkraft.

Der blev spurgt af en lidt – jeg skulle til at sige emsig, men det vil ikke være pænt – ambitiøs journalist på gangen herude for et par uger siden: Hvad tror du, Svend Auken ville have sagt til det der med hockeystaven? Jeg tror ikke, han ville have brugt det udtryk – hvis han talte om sport, var det kun om tennis – men han ville have sagt: Selvfølgelig. Det, der var hans vision, var, at vi skulle være selvforsynende med grøn energi, og det bliver vi i 2027, hvis alt går vel. De år, hvor han var minister, steg CO2-udledningerne, men jeg tror alligevel, de fleste nok er enige om, at det var meget godt, at vi havde ham og den regering, for de satte gang i alle de ting, der gør, at vi har så meget at stå på i dag, at vi kan lave den omstilling, vi kan i dag, og at vi er verdens mest ambitiøse land, når det kommer til havvind; at det er os, der bliver fremhævet af Det Internationale Energiagentur som det land, andre bør kigge på; at vi nu tager det næste skridt med energiøer, som andre formentlig og forhåbentlig vil prøve på at følge efter.

Det er også derfor, det ikke er helt ligegyldigt, hvordan vi gør de her ting. For hvis vi vil være et foregangsland, nytter det ikke noget, at vi bare siger, at her er der en økonomibog, hvor du kan slå op på side 1: Gør ting, du vil af med, dyrere, og gør ting, du gerne vil have, billigere. Ja, det er da en del af virkemidlerne, men det er jo ikke de eneste. Havvindmølleeventyret er jo ikke kommet på grund af afgifter; det er kommet på grund af støtte, regulering og politisk vilje.

Tilsvarende kan man heller ikke bare sige: Jamen vi har et mål i 2030, så lad os bare tage en lineal og se, hvor meget man skal reducere med hvert år. Nej, det er ikke nødvendigvis den klogeste måde at gøre det på. Faktisk kan det tvinge os til at træffe nogle beslutninger, der er ret dumme, hvis vi skal reducere nøjagtig lige så meget næste år, som vi skal året efter, og som vi skal året efter, osv.

Der vil være nogle ting, der er som en hockeystav. Der vil være ting, vi beslutter nu, som først kommer til at give noget tæt på 2030, f.eks. energiøerne. Det er de allerdyreste, allerstørste beslutninger, vi træffer, men de kommer først til at give noget om måske 10 år, og det er endda ret optimistisk.

Det betyder jo ikke, at vi ikke skal handle nu. Selvfølgelig skal vi handle nu – alle de ting, vi kan gøre nu, skal vi jo gøre, for der har Klimarådet og andre jo ret: Hvis ikke vi gør dem nu og hurtigt, så når vi det da ikke. Men det betyder altså, at vi må kigge hinanden i øjnene og sige: Vi har givet os selv så svær en opgave, så ambitiøs en opgave, at hvis ikke vi også sætter penge af nu til forskning, til udvikling – der er jo ikke tale om, at vi bare læner os tilbage og venter på markedskræfterne og venter på, at teknologien skal udvikle sig selv, tværtimod – der er målrettet teknologier, vi har valgt, teknologier, der findes, teknologier, der ikke er science fiction, men som vi kender, og som skal opskaleres, gøres billigere, gøres bedre, så tror jeg ikke på, at vi når i mål, og i hvert fald når vi ikke i mål på en måde, som er rationel.

Lad mig lige minde om, når vi taler om det her 2025-mål, at Klimarådet ganske vist siger 50-54 pct., men da de kom med deres rapport i marts måned, sagde de, at hvis vi skal nå 54 pct., skal der reduceres med 3 mio. t CO2 ekstra, end hvis vi skulle nå 50 pct. Og derefter hedder det:

»Derfor er det Klimarådets vurdering, at man for at nå en reduktion på de yderligere 3 mio. ton CO2e, skal følge mindst én af følgende tre ændringer:

- Produktionsnedgang i industrien

- Produktionsnedgang i landbruget

- Begrænsning af bilkørslen

De tre nævnte omstillingselementer er praktisk mulige at realisere, hvis tilstrækkeligt skrappe virkemidler tages i brug, men de samfundsøkonomiske omkostninger er formodentligt ganske store set i lyset af, at 3 mio. ton CO2e er et ganske markant reduktionsbehov. Alt i alt taler det for et mere lempeligt 2025-mål end 54 pct.«

Siden er der sket det, at baseline har ændret sig. De regnede med nogle ældre tal; med de nye tal viser det sig, at de 50 pct., som deres virkemidler kan give, i virkeligheden er 48 pct. Det vil sige, at det er betragtelig mere end 3 mio. t. Fra i dag og til 54 pct. i 2025 skulle vi reducere med 7 mio. t. Det er f.eks. en halvering af vejtransporten i Danmark.

Så det er bare lige for at sige, at selvfølgelig skal vi være ambitiøse, og selvfølgelig skal vi presse hinanden, også på den korte bane. Men hvis man støtter 54 pct. som et reduktionsmål og samtidig siger, at man lytter til Klimarådet, så skylder man også at pege på, om det er produktionsnedgang i industrien, landbruget eller en markant begrænsning i bilkørslen, man ønsker sig inden 2025. Og hvis man gør det, vil jeg jo mene, at vi så nok ikke er så meget et foregangsland.

Jeg tror sådan set ikke, at man så i Europa vil sige: Det er godt, Danmark har valgt at reducere så og så meget i 2030, selv om det altså har ført til, at deres eksport er styrtdykket og produktionen er flyttet til et andet europæisk land. Vil det i øvrigt være godt for klimaet, eftersom vi har en ret god og fornuftig måde at producere på i Danmark, der i de fleste tilfælde godt kan konkurrere, også på vores fodaftryk pr. produceret enhed? Det er sagt pædagogisk og selvfølgelig beskedent, for i de fleste tilfælde er vi jo bedre. Nej, det tror jeg ikke.

Vi vil gerne diskutere, og vi vil også gerne flytte os. Vi har lagt det mål frem, som vi mener holder. Det nedre spænd her kan blive svært nok. Vi kan vise vejen derhen, og vi mener også, at når man lover noget, så skal man altså også kunne levere det. Og vi ved også, at de her baselineberegninger kan ændre sig fra år til år. Det vil sige, at det sagtens kan være, når vi ser de nye tal næste år, at det faktisk er en hel million ton mere, vi skal reducere med, for at nå et mål i 2050. Og der bliver vi jo nødt til som regering at sige: Jamen vi skal være sikre på, at vi kan nå det, og derfor har vi meldt det ud, vi har meldt ud.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre, hvad den anden side af salen mener. Det er fair nok, at man har meldt 50-54 pct. ud herovre; det er jo en del af forhandlingerne. Venstre siger nu, at de synes, at vores bud er lidt lavt. Det er jo positivt, at man melder sig aktivt ind i diskussionen. Jeg har lyst til at læse et citat op fra november sidste år, som handler om 2025-målet:

»Hvis vi får de femårige delmål ud, har vi fjernet de værste tidsler. Vi er bange for, at det fører til kortsigtede løsninger, som gør den grønne omstilling uforholdsmæssigt dyr ...«

Det kunne godt have været mig, der sagde det, men det var faktisk Thomas Danielsen, nemlig Venstres forhandler i forbindelse med klimaloven. Hans hovedindsats ved forhandlingsbordet lå i at få 2025-målet ud. Han kæmpede side om side med mig, så det er ikke noget, jeg vil bebrejde ham. Men vi tabte jo, og nu har vi et 2025-mål, og jeg anerkender også, at det pres, som man gerne vil lægge med 2025-målet, er kommet, så på den måde er det måske godt nok; det er måske et af de nederlag, det var fint vi fik.

Det må så omvendt bare ikke føre til, at man, fordi man har tabt, i sin iver efter at omfavne sit eget nederlag, hr. Tommy Ahlers, så glemmer, hvad der faktisk står i rapporten, og glemmer, hvad det er for nogle beslutninger, man faktisk træffer.

Derfor glæder vi os altså også til, at der kommer et bud. Vi skal nok svare på alle de spørgsmål, der måtte være for at kvalificere det bud, der måtte komme fra de borgerlige partier. Men vi glæder os selvsagt til, at det kommer. Nu har man længe kritiseret regeringen for at være tøvende, og at det ikke er gået stærkt nok. Nu lægger vi så vores politik frem, og så vil vi også gerne høre, hvad reaktionen er på den politik. Det håber jeg så kommer, og det kan være, at det kommer nu her, når I har mulighed for at stille spørgsmål.

Til sidst vil jeg bare helt oprigtigt sige tak også for de mange rosende ord, der jo trods alt har været, for det samarbejde, vi har haft. Dem kan jeg kun kvittere for og sende den anden vej. Jeg kunne nogle gange godt ønske, at folk derude også en gang imellem kunne være med inde i forhandlingslokalet, for vi skændes tit rigtig meget og rigtig højt i aviserne – og på tryk ser det ikke altid lige pænt ud – men sandheden er jo, at vi faktisk har et rigtig godt og respektfuldt samarbejde med hinanden, og det vil jeg godt takke hver enkelt af jer for. Det er helt oprigtigt ment. Tak.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger til ministeren, og først er det fra fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet, og også tak til ministeren for samarbejdet. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til vejen til de 70 pct. Hvordan skal jeg starte? Jo, selv om jeg selv er en pige fra omegnen af Herning, som jo er en stolt hockeyby, så er jeg ikke så begejstret for hockeystaven, som det jo er, hvis – vel at mærke hvis – man skubber alle beslutningerne ud i fremtiden. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre: Hvor meget af de 70 pct. og hvor meget af de 20 mio. t CO2-reduktioner vil regeringen have planlagt i den her periode, hvor regeringen sidder? Tak.

Ministeren.

Men det er vel også, hvis vi skal være helt ærlige, fordi nogle bevidst har valgt at misforstå, hvad vi mener med hockeystav. Jeg har sådan set lige forklaret det. Altså, det er en hockeystav, når vi i dag træffer beslutninger om at lave to kæmpe energiøer. Det er det. Det er en kæmpe beslutning nu, men det kommer først til at give reduktioner tidligst i 2030 – måske lidt før.

Power-to-x skal vi udvikle; det er vi alle enige om. Vi er der ikke endnu, men vi skal bruge pengene på det nu. Ergo træffer vi beslutningen nu, men det kommer først til at give reduktioner senere. For pyrolyse gælder det samme, og for rigtig mange af de ting, som jo skal hjælpe os med at nå fra de 60 til de 70 pct. – de der 10 procentpoint, som ingen, heller ikke spørgerens parti, heller ikke Klimarådet og heller ikke nogen andre eksperter, jeg kender til, har kunnet pege på præcis hvordan vi skal nå. Det er derfor, det er så ambitiøst. Det er, fordi vi har sat os et mål, der er mere ambitiøst, end at vi ved, præcis hvordan vi skal nå det.

Det er klart, at vi er kommet meget længere nu, end vi var sidste år, i forhold til at kunne sige hvordan. Vi har f.eks. identificeret, hvad det er for nogle teknologier, og det er også derfor, det ikke passer, når nogen siger – ikke spørgeren, men nogen – at vi bare vil læne os tilbage og vente på, at teknologien udvikler sig, og så må vi se, hvad der kommer og hjælper os. Det er jo slet ikke det.

Vi har jo pinpointet, hvad det er for nogle teknologier, vi vil investere i. Vi har endda givet et spænd for, hvor stort potentialet er. Hvordan det så kommer til at falde ud, afhænger jo også af, hvad der er enighed om her i lokalet.

Fru Mai Villadsen.

Jamen jeg anerkender til fulde, og det tror jeg alle her i Folketingssalen anerkender, at vi træffer nogle beslutninger nu, som først boner ud meget senere. Men for at være tryg ved, at vi når 70-procentsmålsætningen, har jeg behov for, at ministeren svarer mig på spørgsmålet om, hvor meget af de 70 pct., der skal planlægges i den her valgperiode. Indtil videre er vi godt en tredjedel af vejen. Det er jo langt fra mål. Hvor langt vil regeringen planlægge? Hvor langt skal vi nå med beslutningerne?

Ministeren.

Man kan vel vende det om og sige, at det sådan set er en omvendt hockeystav på beslutninger. Altså, hvis man skulle følge den lineære tankegang, som spørgerens parti og andre har gjort sig til talspersoner for, skulle der jo være lige meget reduktion hvert år, indtil vi når 2030. Det er selvfølgelig klart, at det også ville betyde noget, fordi nogle beslutninger, som så kunne give reduktionerne senere, skulle træffes nu.

Men vi har jo sådan set vendt det om. Vi har jo sådan set sagt, at vi skal træffe rigtig mange beslutninger nu, også selv om vi ved, vi får kritik for, at de ikke giver noget næste år eller næste år igen, men hvis ikke vi træffer de beslutninger nu, kan vi ikke komme i mål på sigt. Hvordan det præcis fordeler sig imellem valgperioder eller fra år til år, kan ingen svare på – ingen – heller ikke Klimarådet, selv ikke hvis man fulgte deres anbefalinger til punkt og prikke.

Den næste korte bemærkning er til fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren glædede sig over at have lidt et nederlag på 2025-målet, for jeg og ministeren kan godt huske de diskussioner, vi har haft om det kløgtige i 2025-målet, SF holdt på, men vi skulle have et, og ministeren var ikke helt enig. I SF, vil jeg bare sige, vil vi glædeligt sørge for, at regeringen lider nederlag på klimaområdet, når man får CO2-reduktionerne op og det fører til mere aktiv klimapolitik. Det har vi også gjort på andre klimaaftaler – spøg til side.

Ministeren spurgte også meget konkret partierne, som står på mål for Klimarådets anbefaling til 2025-målet, om de er klar til at lukke virksomheder ned og halvere transporten, så jeg ikke kan komme fra Fur til Folketinget.

Jeg tror, ministeren også skal forstå, at når vi anbefaler et spænd fra 50 til 54 pct., er det jo, fordi det er et spænd, og når det er vigtigt for SF, at bunden ligger på mindst 50 pct., så er det jo, fordi det er det, vi skal op over. Men er ministeren ikke enig med mig i, at det også har vist sig i det her år, at vi nogle gange finder vi CO2-reduktioner, og at noget udvikler sig hurtigere, end vi havde forventet, så man faktisk godt kunne forestille sig, at vi er nået længere end det, man på papiret kan godskrive reduktionstiltag til i dag?

Ministeren.

Jo, det kan da sagtens være. Vores pointe er så bare den, at på den helt korte bane, som 2025 altså er, tager det jo altså nogle år – selv med nogle af de virkemidler, som vi alle sammen er enige om er hurtigtvirkende, f.eks. at tage landbrugsjord ud – fra man beslutter det, og til det rent faktisk sker. Så det der med at lægge et for højt spænd nu kan jo altså tvinge os til – hvis ellers vi er enige om, at vi skal leve op til det – at træffe nogle af de der beslutninger, som jeg også tror vi er enige om vi ikke skal, og som bare handler om at lukke produktion.

Når jeg sagde, at jeg glædede mig over, at vi havde fået et 2025-mål, er det jo, fordi det nogle gange er sådan, at begge dele faktisk godt kan være rigtige; der kan faktisk godt være både fordele og ulemper ved noget. Fordelen ved 2025-målet er jo, at vi bliver tvunget til at træffe beslutninger, også på den korte bane, og hele tiden være kreative og hele tiden finde ud af, hvad vi kan gøre dér. Det er fordelen.

Men ulempen er jo altså, hvis vi, fordi vi har bundet os for højt på den korte bane, i virkeligheden træffer beslutninger, der gør det meget, meget dyrere og meget, meget mere besværligt og måske endda umuligt at nå det mål, vi har på den lange bane.

Fru Signe Munk.

Bare for at gentage det, så er idéen med et spænd jo netop, at det er det målområde – hvis man skal blive i sportens termer – vi skal ligge i i 2025. Og det er jo det, vi anbefaler regeringen at gøre. Det er det, Klimarådet anbefaler os. Det er derfor, at det også er vigtigt for os at sige, at det nedre niveau i sådan et spænd er vigtigt, og det er derfor, vi siger mindst 50 pct.s drivhusgasreduktion. Så det er det, der er det interessante at diskutere, og ikke nødvendigvis, mener jeg, et 54 pct.s øvre spænd.

Ministeren.

Det er jo fair nok at mene det. Når det endte med at blive et spænd, var det også efter vejledning fra Klimarådet, for de sagde netop, at det er ret svært at vide præcist, hvor man kan ramme på så kort en bane. Men jeg er enig i, at vi jo skal vide, at vi kan nå det. Og der må jeg bare sige om de virkemidler, der ligger på den korte bane, selv hvis man var villig til at bruge dem, der også er meget dyre, og som ville have meget dyre skyggepriser, fordi det er ting, der alligevel ville være kommet, at det ikke nødvendigvis er sikkert, at de vil bringe os op på 50 pct. – langt fra. Den baselineproblematik, jeg talte om lige før, gør, at det i virkeligheden er 48 pct.

Så siger Klimarådet, at de i mellemtiden også har fundet på nogle andre ting, og det er jo fint nok, dem skal vi jo også undersøge, men det kræver bl.a. i Klimarådets beregninger, at man genåbner den affaldsaftale, vi lige har lavet, og sætter højere mål i den. Det vil også kræve, at man omlagde Nordjyllandsværket, og det må vi jo forhandle med Folketingets partier, men det kan f.eks. få afledte effekter på muligheden for at få geotermi, som vi ellers også alle sammen er enige om er en god idé.

Så der er mange udeståender her. Det er i hvert fald ikke sådan, at vi med hundrede procents sikkerhed kan sige, at man ville kunne nå det, bare fordi vi beslutter os for det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg hørte det, som om ministeren inviterede undertegnede til også lige at kommentere. Først vil jeg gerne lige takke for samarbejdet og takke for den gode debat her. Jeg ville ligesom ministeren også ønske, at folk kunne se ind i forhandlingslokalet, for jeg synes faktisk, det er nogle gode forhandlinger, vi har, og der er åbenhed hele vejen rundt. Så tak for det også til regeringen.

Selv om vi ikke har opfundet et redskab, og selv om vi end ikke kunne lide redskabet, er vi ikke for fine til at bruge det i en situation, hvor vi synes, der er en fare for, at for mange beslutninger bliver udskudt. Det er den situation, vi står i, og det er derfor, vi aktivt går ind og bruger det her redskab. Og det ser jeg frem til at have en dialog om.

Jeg har et konkret spørgsmål, som er lidt detaljeret, men det tænker jeg godt vi lige kan klare her også nu, hvor der er kommet flere i salen, og det er: Har ministeren en idé til, hvordan vi fremover får gjort det tydeligt, når vi har nogle aftaler eller udspil eller noget, vi gør her, som vi helt konkret ved ikke fører til den CO2-reduktion, som vi skriver, fordi der er en lækageeffekt, som vi konkret kan måle?

Altså, har ministeren en idé til, hvordan vi kan gøre det tydeligere, så vi ikke går rundt og siger, at vi nu har noget her, som reducerer? F.eks. er der bilaftalen på 2,1 mio. t, men reelt set gavner det kun klimaet med 1,8 mio. t, fordi der er en grænsehandelseffekt på 300.000 t, når man bare tanker på den anden side af grænsen. Har regeringen nogle overvejelser, og har ministeren nogle overvejelser omkring, hvordan vi kan gøre det sådan tydeligere?

Ministeren.

Lad mig først kvittere for, at man har grebet 2025-målet, ligesom jeg selv har. For der er jo også fordele i, at vi presser os selv til at handle på den korte bane. Jeg kunne så godt ønske mig, at man måske også meldte sådan lidt ind med et konkret mål for, hvad man selv ønskede sig.

Til det konkrete spørgsmål vil jeg sige: Jamen det tror jeg egentlig vi faktisk har dataene på. Hvis hr. Tommy Ahlers ikke føler sig godt nok belyst i forhold til det, tager vi det på os og skal nok sørge for at kommunikere det bedre. Men det konkrete eksempel, som hr. Tommy Ahlers nævner der, er jo et, der har været belyst i forhandlingerne. Og nogle gange går det den ene vej, og andre gange går det den anden vej. Sådan er det jo i forhold til de her måder at regne på.

Det, jeg tror vi bliver nødt til at have som grundprincip, er, at vi bruger de opgørelsesmetoder, som FN og EU også bruger, for hvis vi begynder at have to regnskaber – et for, hvad vi selv synes vi reducerer med, og et for, hvad der faktisk tæller med – så kan det blive ganske svært.

Hr. Tommy Ahlers.

Tak til ministeren. Jeg er klar over informationen, og den kom egentlig frem, fordi vi spurgte til den. Men når regeringen står og fejrer en aftale, der giver 2,1 mio. t, bør man så ikke være tydeligere i forhold til at sige, at 320.000 t af det her er, at man nu tanker på den anden side af grænsen? Det vil sige, at det ikke gavner klimaet; det er de 1,8 mio. t, der gør det. Så når det er så markant en forskel , altså 15 pct. af en aftale, som ikke reelt fører til klimareduktioner, men blot flytter det over på den anden side af grænsen, skulle man så ikke prøve at gøre det tydeligere?

Vi er enige om opgørelsesmetoden og måden, man har gjort det på. Så det er ikke det, vi anker. Vi er også enige om fortrængningskravet og synes også, det er et godt redskab, vi har nu. Men den måde lige at kommunikere det på kunne vi godt tænke os var tydeligere, når det er så markant en forskel.

Ministeren.

Det ved jeg simpelt hen ikke hvad jeg skal svare til. Jeg synes, vi har kommunikeret fuldstændig soleklart, svaret på alle spørgsmål helt kælderkoldt, når de er blevet stillet, og tilvejebragt al information. Jeg kan ikke huske, hvor mange hundrede spørgsmål det var, der nåede at blive stillet. Vi gør det gerne endnu bedre, hvis vi kan. Hvad der står i regeringens pressemeddelelser og andet tror jeg vi stadig væk i fremtiden også selv vil lægge os fast på. Men jeg tager det gode råd med hjem i tasken.

Den næste korte bemærkning er til hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo meget enig i det, som ministeren siger om, at det der med at være et foregangsland hænger sammen med at sætte et ambitiøst mål, og derfor er jeg også så optaget af det her med, at vi sætter et ambitiøst 2025-mål. For som debatten har vist i dag, er der jo potentialer at hente. Der er en udfasning af kul i 2025, hvor vi jo sakker lidt bagud internationalt, i forhold til hvornår vi har en udfasningsdato for det, og der siger Klimarådet, at det er en meget omkostningseffektiv løsning. Der er skyggeprisen ved det ca. 300 kr. pr. sparet ton årligt frem til 2028. De siger, at det er en omkostningseffektiv løsning med kulstoppet, og der er en CO2-reduktion, man kan få ud af en grøn skattereform og speede det op.

Så derfor går spørgsmålet til ministeren i virkeligheden på, om der ikke er en del ting, som vi kan blive bundet på og være mere ambitiøse med, hvis vi sætter et højere mål. Og at man omvendt, hvis det kun er 46 pct. i 2025, så i virkeligheden risikerer, at man ikke har mere fremdrift i de år, der nu venter frem mod 2025.

Ministeren.

Jeg vil nu sige, at det mildest talt ikke er min opfattelse, at der ikke er et konstant pres for fremdrift i alle de klimadiskussioner, vi har. Det er der, og det kan jeg takke spørgerens og andre partier for, men også hele Danmark og også erhvervslivet – også dem, som vi faktisk regulerer. Det er jo egentlig ret fantastisk. Så jeg er ikke så bange for det der med, at der ikke hele tiden vil være et pres.

Jeg anerkender, at det er fint, at vi nu også har et 2025-mål at holde os op imod. Jeg vil bare igen advare imod, at det så bliver så højt, at det får en kontraproduktiv effekt.

For når hr. Ruben Kiddes parti f.eks. foreslog 54 pct., som var det, der var deres krav indtil for ganske nylig, så må man jo bare sige, at det, Klimarådet selv siger – og det er endda, inden vi har lavet den nye baseline, så kravet faktisk er større – er, at det kun kan gøres, hvis der indføres en produktionsnedgang i industrien, i landbruget eller i bilkørslen, og at de faktisk selv taler for et mere lempeligt mål end 54 pct.

Så der er det bare, jeg i al stilfærdighed siger, at når vi laver et bindende mål for hinanden – som jeg går ud fra at vi regner med at det er, selv om det har en anden juridisk værdi end 2030-målet – så skal vi jo kunne leve op til det inden for principperne, så vi fortsætter med at være et foregangsland.

Hr. Ruben Kidde.

Nu hørte jeg P1 Morgen her til morgen, og der sagde Klimarådets formand, at de har fundet nye potentialer siden deres sidste rapport, og han ville i hvert fald ikke bekræfte det, som ministeren og også den socialdemokratiske ordfører har været meget inde omkring, altså at 54 pct. nødvendigvis fører til en produktionsnedgang. Så det tror jeg lige at ministeren skal have en samtale med Klimarådet omkring.

Grundlæggende mener vi jo, at det er et spænd på 50-54 pct., og så må vi nå så langt, som vi kan inden for det fornuftiges grænser. Men jeg vil bare spørge ministeren, om han, hvis vi kun når 46 pct. i 2025, så stadig væk tror på, at vi kan nå i mål med vores 2030-målsætning.

Ministeren.

Ja, det gør jeg selvfølgelig, og ellers havde vi ikke foreslået det på den måde, som vi har. Jeg må bare lige anholde noget. Altså, jeg har ikke hørt P 1 i morges, men vi bliver jo som regering nødt til at forholde os til de officielle dokumenter, som vi får fra Klimarådet, og her skriver de altså:

Derfor er det Klimarådets vurdering, at man for at nå en reduktion på yderligere 3 mio. t – det tal er siden blevet større – skal følge mindst en af følgende tre ændringer: en produktionsnedgang i industrien, en produktionsnedgang i landbruget, en begrænsning af bilkørslen. Og til sidst: Alt i alt taler det for et mere lempeligt 2025-mål end 54 pct.

Så igen: Det er bare et kælderkoldt referat af, hvad Klimarådet har rådgivet os til. Og det er jo en af grundene til, at vi ikke ligger så højt. For vi synes ikke, at vi vil være et foregangsland, hvis det, som vi reducerer, fører til, at vi flytter arbejdspladser ud af landet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

I Alternativet er vi også glade for, at ministeren og de øvrige partier gav sig på 2025-delmålsspørgsmålet. Jeg kan se her, at den 6. december i 2019 var vi faktisk ved at forlade forhandlingerne, på grund af at vi ville have det igennem. Det havde godt nok været ærgerligt, for det er rigtig, rigtig rart at være med til det her, og jeg kan bekræfte, at når vi sidder i forhandlingslokalet, kan bølgerne også gå højt, men der er god stemning og konstruktive forhandlinger.

Med hensyn til produktionsnedgang: Hvis nu det viser sig, at vi ikke kan nå det her 2030-mål uden produktionsnedgang i landbruget eller andre steder, hvad gør vi så, minister?

Ministeren.

Jamen det er jo en bunden opgave for os, og det hænger altså sammen med det her med, som jeg var inde på tidligere, at det jo ikke er de der 0,1 pct. af verdens CO2-udledning, vi står for, der batter. Det, der batter, er, at vi viser verden, at man kan gøre de her ting, at man kan gøre det på en måde, uden at det koster arbejdspladser. Tag de gule veste i Paris som skrækeksemplet. Det var jo egentlig isoleret set klimapolitisk fornuftigt nok at hæve afgifterne på brændstof. Det var bare ikke så fornuftigt, fordi det betød så stor ulighed, at folk gik på gaden og protesterede.

Tilsvarende skal vi jo ikke i Danmark lave beslutninger, der betyder, at folk mister deres arbejde, og at vi mister opbakningen til den grønne omstilling.

Jeg tror heller ikke, det er nødvendigt, for jeg tror godt på, at vi kan ad andre veje. Det har vi vist før. Kan det så betyde, at man måske i landbruget skal producere nye produkter? Kan det betyde, at man isoleret set skal lave færre grise, men mere af noget andet? Kan det betyde alle mulige omlægninger? Ja, det kan da meget vel. Det vil det da formentlig, sandsynligvis, men på bundlinjen skal der jo helst være, ikke bare lige så mange jobs, men gerne flere jobs i de forskellige sektorer i Danmark, når vi når frem til 2030.

Så er det hr. Torsten Gejl for en anden bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg tror, vi alle sammen er klar over, at det her er endnu sværere, end vi troede. Vi har måske også den mest ambitiøse klimalov i verden, og det er toughe forhandlinger, og det er ikke let. Jeg synes, at det lige så stille viser sig, at der er nogle steder, f.eks. i kødproduktionen i landbruget, hvor det bliver problematisk at opretholde en så stor kødproduktion, næsten uanset hvad vi gør, hvis vi vil nå vores 2030-målet.

Kunne man forestille sig, at man siger: Okay, hvis der er nedgang i landbrugsproduktionen, kan det måske opvejes af opgang i produktionen på andre områder, sådan at der ikke behøver at blive opretholdt fuldstændig den samme produktivitet i alle brancher for at nå vores mål?

Ministeren.

Jeg tror ikke, der er et tiår i dansk historie, hvor der ikke er arbejdspladser, der er flyttet fra en branche til en anden, og det vil sikkert også ske i fremtiden, men jeg må sige, at det ikke er nogen ambition for os, at der skal være færre arbejdspladser i fødevaresektoren, og det tror jeg heller ikke kommer til at ske. Jeg tror faktisk, der kommer til at være flere. Jeg tror på, at vi også bliver de bedste til at lave planteprotein. Jeg tror på, at vi bliver de bedste til at lave produktionsteknikker, der f.eks. bygger på pyrolyse, som gør, at vores CO2-aftryk bliver meget mindre.

Derfor ser jeg egentlig ganske lyst på tingene, men det er klart, at det er en af de sektorer, hvor vi mangler at tage fat, og det er jo noget af det, vi skal i gang med her allerførst i det nye år.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted i morgen, tirsdag den 22. december 2020.