Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 06.10.2020. Redegørelse givet 06.10.2020. Meddelelse om forhandling 06.10.2020).

Jeg håber, at vi får en god debat i dag. Jeg går naturligvis ud fra, at alle er opmærksomme på de generelle anbefalinger om håndhygiejne m.v., og der er håndsprit til rådighed. Derudover er det også vigtigt, at vi holder afstand, og jeg beder derfor om, at man tager hensyn og giver plads for hinanden, når man skal til og fra talerstolen fra sin egen plads. Jeg henstiller også til, at samtaler enten foregår i Grebningen eller endnu bedre i medlemmernes læsesal.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Vi har åbnet Folketinget her i 2020, men vi taler for tiden en hel del om 2030 – og som andre mænd på ret snart 40 år gør jeg mig for tiden lidt flere tanker om livet og om, hvordan det og verden mon er om 10 år. I sådan en eftertænksom stund så jeg for mig en almindelig søndag morgen. Jeg er som det første i familien stået op; Leo og Johan er blevet teenagere og sover i et timetal, som jeg ikke kan længere. Kaffen er sat over, og jeg skal senere ud i landskabet på racercykel i noget flot lycratøj, men først gælder det avisen, som stadig udkommer på papir i weekenden. Jeg klør mig lidt i det skæg, der langt om længe gror tæt nok til at være noget rigtigt ved. Forsiden af avisen kan fortælle, at antallet af danskere, der dør for tidligt af luftforurening, er faldet drastisk. Og jeg bliver lidt stolt over, at jeg selv var med, dengang vi traf de beslutninger, som virkelig gjorde en forskel.

Det bliver ikke den eneste gode nyhed det år. Danmark har nået sit klimamål om 70 pct. mindre udledning af drivhusgasser i forhold til 1990. Velfærdssamfundet er stærkere end nogen sinde, dansk økonomi er sund og arbejdsløsheden lav. Udlandet er lidt efter, hvad angår CO2-reduktioner, men for de flestes vedkommende er de begyndt at arbejde efter den grønne omstilling »made in Denmark«. Herhjemme tænker vi allerede videre mod næste mål: et helt CO2-neutralt Danmark. Vi investerede klogt, traf fremsynede politiske beslutninger og fik en grøn omstilling, som samtidig styrkede velfærdssamfundet. Der kom flere arbejdspladser, nye eksporteventyr og en fornyet sammenhængskraft, fordi vi fik hele landet med på rejsen.

Det er der, vi skal være om 10 år. Og vi, der er valgt til Folketinget, har jo det fantastiske privilegium at være med til direkte at kunne forme, hvordan Danmark udvikler sig – i samspil med, hvad der sker ude i verden, og hvad der sker teknologisk.

Tænk bare 10 år tilbage, til 2010. Dengang lejede vi dvd-film i Blockbuster, og de færreste vidste, hvad en selfie var eller havde prøvet at tage en. For 10 år siden dækkede vindkraft cirka en femtedel af dansk elforbrug, i dag er det halvdelen. Der blev købt 50 elbiler i hele 2010, sidste år var tallet mere end 100 gange så stort. Vi har siden 2010 udryddet polio, og i Danmark kan homoseksuelle gifte sig på lige fod med andre i en kirke.

Vi kan udrette så meget for vores samfund, vores borgere og vores natur og miljø. Det kræver selvsagt en kæmpe indsats og nogle gange svære beslutninger; der er dilemmaer og hårde politiske sværdslag i forhandlinger, der vil tage flere timer, end dagens debat gør, men vi vil komme frem til en bedre fremtid.

Et folketingsår plus en sjat er gået siden valget. Den socialdemokratiske regering har sat en ny retning for Danmark, akkurat som Socialdemokratiet lovede danskerne at vi ville, og det er en grønnere og mere retfærdig retning.

Lad os tage det grønne først. Tårnhøje klimamålsætninger er blevet omsat til lov. Klimaloven forpligter os på at nå 70 pct. mindre drivhusgas i 2030. Det er opgaven og jo altså nu loven i Danmark, der forpligter os alle. Og vi har handlet på det med konkrete, håndgribelige beslutninger og politiske aftaler, der leverer CO2-reduktioner, en grøn fremtidsfond, vindmøller og energiøer, udtagning af klimabelastende landbrugsjorde, en grønnere affaldssektor, en grøn boligaftale, og lige nu forhandler vi på transportområdet, og mere vil følge. Vi har fundet 5 mio. t ud af de i alt 20 mio. t, vi skal nå at reducere i 2030, altså en fjerdedel, og det er bare på fem kvartaler siden folketingsvalget.

Vi fører en både ambitiøs og retfærdig klimapolitik. Den er ambitiøs, fordi vi insisterer på at nå de 70 pct.; den er retfærdig, fordi det skal gøres på en måde, så vi ikke glemmer vores velfærd, sammenhængskraft, arbejdspladser og konkurrenceevnen på vejen dertil; så vi får alle med på rejsen og kan lade de gule veste blive liggende i bagagerummet. Det er den socialdemokratiske måde.

For at komme i mål med de 70 pct. skal den grønne omstilling være et favnende og bredt projekt. Men hvis vi i 2030 har efterladt en masse mennesker med for store omkostninger, hvor uligheden er øget og arbejdspladser blevet tabt, er det jo ikke en sejr. Vi har måske nået et nationalt mål, men har tabt den brede befolknings opbakning undervejs, tabt udlandets interesse, og så har vi med vores indsats ikke flyttet mere end en enkelt decimal i det globale klimaregnskab. Det er ikke en sejr, der er meget ved.

Utålmodigheden er stor, og vi diskuterer det jo hele tiden, og det haster også af mange grunde med den grønne omstilling. Utålmodigheden er vel også et udtryk for, at der er en forventning om og en tiltro til, at med Socialdemokratiet i regering er det anderledes. Og det er det. Danmark har fået en regering, som tager klimakrisen alvorligt, som sammen med Folketingets partier er i gang med at handle med omtanke og altid med blik for arbejdspladser og en sund økonomi under vores fælles velfærd.

Vi trækker også Danmark i en mere retfærdig retning. Som socialdemokrater er vi drevet af ønsket om mere retfærdighed, når vi foreslår en ny ret til tidlig pension til Arne, når vi prioriterer flere sygeplejersker, skolelærere og pædagoger eller bekæmper kapitalfonde i boligspekulation, kviklånshajer og skattesvindlere. Ret og pligt. Nu er det velfærd først, som vi lovede det, da vi var i opposition og i valgkampen. Det har vi vist i finanslove og i økonomiaftaler med kommuner og regioner, forbedringer i sundhedsvæsenet, bedre normeringer i daginstitutionerne, bedre psykiatri, ældrepleje, investeringer i folkeskolen. Væk er uddannelsesloftet og de årlige grønthøsterbesparelser på videregående uddannelser. Det er gode og vigtige skridt, som jo nok ikke mærkes som samfundsomvæltninger fra den ene dag til den anden derude, men som alligevel giver mulighed for lokalt at udvikle velfærden til det bedre og sætter en ny retning.

Vi løser ikke alle udfordringer i velfærden med flere ressourcer. Nye love og regler og retningslinjer har gjort handlerummet mindre for den enkelte velfærdsmedarbejder. Det er gået ud over fagligheden. Det skal der ændres på. Det kræver mod at sætte de offentlige institutioner fri, som statsministeren bebudede i sin tale forleden. Nu gør regeringen det i syv i kommuner på udvalgte velfærdsområder efter aftale med dem. Det bliver spændende at følge de erfaringer, der bliver gjort der.

Jeg kommer fra den lille by Hammelev i Sønderjylland. Min barndoms fodboldhold spillede jævnligt kampe mod Fjelstrup, en anden lille by nær Haderslev, der i kraft af en særlig bryggeriarbejder blandt sine indbyggere nu også nævnes i landsdækkende medier i disse måneder. Og ja, nu skal det blive Arnes tur. Ham og mange tusind andre danskere med de længste og opslidende arbejdsliv vil få gavn af en ny ret til tidlig pension. Det er på tide, at politik også handler om folk som Arne. De har været det forsvundne folk, som forfatteren Lars Olsen døbte dem i sin bog, overset af Venstres regeringer og ofte også i medierne. Det er også velfærd, at man kan have nogle gode år på pension med børnebørnene uden at være helt slidt ned. Om forhandlingerne i disse uger går vel, udvider Folketinget lønmodtagernes rettigheder i Danmark med muligheden for tidligere tilbagetrækning, inden året er omme.

Vi er i coronaens niende måned i Danmark. Smitten er blusset op igen. Det havde vi forventet, men det er kommet tidligere, end vi troede. Vi må nok engang vise, at vi i fællesskab kan få bugt med smitten. Det er selve forudsætningen for, at vi kan genoprette økonomien. Og der er ikke den modsætning mellem at redde menneskeliv og at redde økonomien, som nogen stillede op tilbage i foråret. Når vi tackler smitten og arbejder på at rejse økonomien igen efter det voldsomme tilbageslag i andet kvartal, så skal det også være på en retfærdig måde og ikke, som da stumperne skulle samles efter finanskrisen, hvor mennesker med de laveste indkomster og dem på kanten af arbejdsmarkedet måtte vende lommerne på vrangen – endda for en krise, de ingen aktier havde i, men som var forårsaget af politiske svigt og af grådighed og uansvarlighed i den finansielle sektor.

Denne gang skal genopretningen være for danskerne, som de er flest. Det er deres arbejdspladser, vi vil redde, og hvis ikke det lykkes, er det deres mulighed for at få en ny, vi skal skabe. Det er der, vi vil investere – i danskerne og i vores fælles velfærd.

Den største trussel mod dansk økonomi nu er, hvis arbejdsløsheden bider sig fast. Derfor udnytter vi med finansloven hele det finanspolitiske handlerum, vi har, og fører en ekspansiv finanspolitik, som betyder, at vi skruer helt op for investeringerne, så vi kan sætte skub i økonomien og bekæmpe arbejdsløsheden. Det er bekymrende, at det ser ud til igen at være dem, der er yderst på arbejdsmarkedet, som også mistede jobbet sidst, der var krise, der nu står til at gøre det igen eller har gjort det.

Jeg håber, at Folketinget i det store og hele fortsat kan stå sammen og samarbejde om at tackle coronaens udfordringer i forhold til sundhed og økonomi i det nye folketingsår, og at vi holder os for gode til usaglig motivforskning og frit flydende konspirationer. Lad dem blive på obskure internetfora og ikke blive til en politisk metode i Danmark. Samarbejdet og sammenholdet og evnen til at tackle coronaen relativt godt – bedre end så mange andre ser det ud til – har endda ført til, at en ny måling tidligere på ugen viste, at tilliden til os politikere er på sit højeste niveau længe, om end der stadig er langt til topkarakter.

Vi har mange gange før lavet brede aftaler, indgået brede og holdbare forlig. Lige nu forhandles der om tidlig pension, grøn bilbeskatning og styrket politi. Regeringen vil øge trygheden i udsatte boligområder og har her til morgen fremlagt initiativer mod utryghedsskabende adfærd. Selvfølgelig skal regeringen have sit modspil, og den politiske debat skal vise de holdningsmæssige forskelle, men til sidst skal debat og forhandling gerne føre til kompromis og resultat. Det er Socialdemokratiets måde at arbejde på og vores ønske for det nye folketingsår. Gør vi det, er jeg sikker på, at jeg i 2030 sidder med min morgenkaffe og tænker tilbage på de her år med stolthed over, at vi i fællesskab fik truffet gode beslutninger, så vi håndterede en epidemi og gjorde Danmark bedre, mere grønt og mere retfærdigt.

Så skal jeg slutte af med at læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der i den kommende folketingssamling bør tages fortsat hastige skridt i arbejdet med at lede Danmark i en grønnere og mere retfærdig retning.

Folketinget mener således, at der allerede i kommende samling skal vedtages yderligere og ambitiøse klimapolitiske tiltag, som skal bidrage til at bringe Danmark i mål med 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne. Desuden skal indsatsen for natur, miljø og biodiversitet forbedres.

Folketinget arbejder for at mindske økonomisk ulighed, fattigdom og arbejdsløshed samt styrke vores solidariske samfundsmodel.

Den fælles velfærd skal udbygges – også udover det demografiske træk. Folketinget arbejder herunder for lige muligheder for alle børn, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, en værdig ældrepleje samt

bedre omsorg i sundhedsvæsenet.

Folketinget vil stræbe efter bredt samarbejde og få Danmark bedst muligt gennem den aktuelle pandemi. Genopretningen skal bygge på ansvarlighed, retfærdighed og bæredygtighed med investeringer i velfærd, grøn omstilling og arbejdspladser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for ordet.

Tak for det. Og det indgår nu i den videre debat.

Vi har nu 45 minutter til korte bemærkninger til hr. Jesper Petersen. Først er det fru Sophie Løhde. Værsgo.

Tak til ordføreren. Vi vil jo sådan set gerne i Venstre stå sammen om alle de ting, der trækker Danmark i den rigtige retning, mens vi til gengæld forbeholder os retten til at bekæmpe alle de ting, der gør Danmark fattigere. Derfor vil jeg egentlig starte med at spørge ordføreren for Socialdemokratiet, hvor mange arbejdspladser man skaber ved som regering at forhøje skatten og indføre en ekstra skat på danske iværksættere.

Ordføreren, værsgo.

Jamen Sophie Løhde har jo ret i, at der neden under det selvfølgelig er nogle politiske uenigheder. Og vi synes, det er i orden, at vi f.eks. med hensyn til kapitalbeskatningen gør sådan, at nogle af de meget omfattende skattelettelser, der er givet under tidligere regeringer, og som typisk er kommet de allermest velstillede danskere til gode – vi taler om de fem-ti rigeste procent – ruller vi tilbage og anvender nogle af de midler i de forslag, som vi synes er retfærdige. Det er jo en fair politisk prioritering at se forskelligt på det, men det er nu engang sådan, vi ser på det. Vi synes, det er fair, at vi f.eks. for at kunne gennemføre en ret til tidligere pension så i forhold til nogle af de ret massive skattelettelser, der blev givet til nogle af de allermest velhavende danskere – og investorer, som jeg også vil nævne i den sammenhæng, for det er det, spørgsmålet går på – siger, at de altså må bidrage lidt mere igen.

Fru Sophie Løhde.

Tak for svaret. Jeg ville bare også ønske, at der havde været et svar på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig: Hvor mange arbejdspladser skaber Socialdemokratiet ved at indføre en ekstra skat på danske iværksættere? Når jeg stiller spørgsmålet, er det jo, fordi jeg undrer mig over en regering, der i sit finanslovsforslag skriver, at regeringen er optaget af, og jeg citerer: at skabe gode betingelser for genopretning af dansk økonomi ved at sikre risikovillig kapital til danske iværksættere. Og så virker det jo omsonst, at regeringen har valgt med kirurgisk præcision at komme med et forslag, hvor man hæver skatten på risikovillig kapital, så lige netop vækstvirksomheder og iværksættere, dem, vi skal leve af, nu får sværere ved at tiltrække den fornødne kapital. Hvor mange arbejdspladser skaber det? Skaber det overhovedet en eneste?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Nu, hvor fru Sophie Løhde er interesseret i finanslovsforslaget, vil jeg sige, at der jo i det finanslovsforslag netop også indgår en tilvejebringelse af mere kapital, der kan stilles til rådighed for virksomheder – i tillæg til nogle af de ordninger, der allerede findes. Det indgår i det finanslovsforslag. Og det kan man jo så diskutere, fordi det findes – i modsætning til Venstre, der ikke har et; man er ikke kommet med et, selv om man for en måned siden sagde, at man ville komme med det. Og så kunne vi jo have diskuteret det her. Det har man ikke gjort. Det eneste, vi har hørt fra Venstre, hvad angår den økonomiske politik, er nogle overbud, og så var der et momsforslag, der ville koste 50 mia. kr., og som ikke rigtig rykkede.

Tak for det. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen her i dag i åbningsdebatten. Jeg tror fortsat godt, man kan få papiraviser, også i løbet af ugen. Jeg tror ikke kun, det er i weekenden, men måske er det om 30 år, når hr. Jesper Petersen sidder og kigger tilbage, kun i weekenden og måske endda kun i elektronisk form.

Men det, jeg vil spørge hr. Jesper Petersen om, er om øen Lindholm, som regeringen jo har droppet, for at der til gengæld skulle komme et nyt udrejsecenter. Jeg tror, statsministeren sagde i valgkampen tilbage i 2019, at der under alle omstændigheder ville komme et nyt udrejsecenter. Det skulle ikke være på Lindholm, det skulle være et andet sted, men på Kærshovedgård i Midtjylland længes man stadig væk efter at se, hvad det så er for noget, Socialdemokratiet vil foreslå.

Af det finanslovsforslag, vi har fået, og som hr. Jesper Petersen er så glad for ligger der – for så kan vi jo se, hvordan tingene er – fremgår ikke, at der er penge til et nyt udrejsecenter. Så mit spørgsmål er: Hvad sker der egentlig omkring Kærshovedgård? Skal det lukkes? Skal de mest kriminelle flyttes et andet sted hen? Og hvornår får vi noget som helst at vide? Hvornår har regeringen en plan?

Ordføreren.

I spørgsmålet om udrejsecenteret er positionen den samme. Det er stadig væk regeringens ønske at få adskilt de kriminelle udlændinge fra andre – ligesom der jo er lavet en forbedring for de familier, der var på Sjælsmark, ved at man får opdelt det i de rigtige kategorier – og at der dermed også kommer til at være et tredje udrejsecenter. Jeg forstår, at man stadig væk er i gang med overvejelserne om, hvor det bedst kan placeres henne, men at det skal komme, er fortsat regeringens politik. Hvad angår det emne såvel som andre emner, drøfter vi det jo gerne med Dansk Folkeparti og får den sag bragt i orden, og så snart der er et udspil til det, er jeg overbevist om at Dansk Folkeparti vil blive involveret i sagen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Men det her er jo noget, der virkelig skaber utryghed i en del af landet, og nu har jeg forstået her til morgen, at der også har været et pressemøde om, at man skal bekæmpe utryghedsskabende ting og sager, der foregår. Her har vi noget, der skaber virkelig stor utryghed. Der er masser af kriminalitet forbundet med Kærshovedgård i Midtjylland, og i de omkringliggende byer skriger man på en løsning. Den tidligere regering havde med Dansk Folkepartis opbakning en løsning. Vi havde øen Lindholm. Vi sagde, at de her mest kriminelle, de her hårdkogte folk, skal ud på en ø, for så kan de få at vide, at deres vilkår i Danmark måske er på en sådan måde, at de kunne finde på at hjælpe os med at komme ud af landet. For det allerbedste er jo, at de kommer ud af Danmark, kommer væk fra Danmark. Men foreløbig er der jo så gået fem kvartaler, og der er ikke sket noget som helst. Altså, hvor længe skal de mennesker i Midtjylland vente på en afklaring?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Undervejs kommer Thulesen Dahl jo ind på hele emnet hjemrejse, og det vil jeg så sige er et emne, hvor jeg håber, at vi i den samling, der kommer nu, også kan finde hinanden i forbindelse med nogle af de tiltag, som regeringen foreslår der, altså nogle yderligere midler, der skal til, for at vi kan få sendt flere hjem, som ikke har ret til at være her, eller som har begået kriminalitet. En del af det skal være, at der kommer et tredje udrejsecenter. Vi synes jo bare – og det er en velkendt debat – at den løsning med Lindholm, man havde fundet frem til, var alt, alt for dyr. Der kan vi bruge skatteborgernes penge bedre, og der er man altså ved at finde ud af, hvor det sidste udrejsecenter skal være henne.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg har lyttet mig til, at Socialdemokratiet ønsker en ambitiøs klimapolitik, og det er jo rigtig godt. I den her uge bragte Information en klimaappel fra 139 fremtrædende erhvervsledere, forskere, civilsamfundsorganisationer og politiske organisationer, og alle de her virksomheder, mennesker og organisationer kræver handling. Så derfor vil jeg sige helt konkret: Hvis man vil have en ambitiøs klimapolitik, vil Socialdemokratiet så være med til at følge Klimarådets anbefaling om en 50-54-procentsreduktion af CO2 i 2025?

Ordføreren.

Debatten om, hvor det tal skal ligge henne, tror jeg ikke vi får afklaret nu. Men det er jo en diskussion, der ligger her, altså hvad delmålet skal være for 2025. Og den kommer man jo så til at have med klimaministeren, altså i forhold til hvad niveauet skal være, og der kommer forskellige bud fra forskellige partier – men der er ingen tvivl om, at der skal komme et bud. Jeg kan ikke sige i dag, hvad den procent skal være, og det tror jeg også godt fru Sofie Carsten Nielsen ved. Jeg glæder mig over, at der er et så stort, på amerikansk hedder det momentum, bag diskussionen om klima og grøn omstilling; det har vi trængt til. Og jeg mener, at den her regering jo sætter en langt grønnere retning end det, vi har set tidligere, og at vi sammen i vores partier har formået at lave en voldsomt ambitiøst klimalov og er godt i gang med – jo også sammen – at lave aftaler, der bringer os den vej. Det, jeg forsøgte på i talen, var jo også at se lidt håbefuldt og lidt optimistisk på, at det kan vi faktisk godt. Og jeg håber også, at næste folketingssamling kommer til at byde på en række aftaler, hvor vores partier kan stå sammen om at skabe fremskridt på den grønne dagsorden.

Fru Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Håb er godt, men håb kræver handling. Hvis man skal kalde sin klimapolitik for ambitiøs, er ordføreren så ikke enig i, at er man nødt til at følge viden på området; at så kan man ikke have en hockeystav, hvor man venter til allersidst med at levere på reduktionerne? Så kan en politik, der ikke når Klimarådets anbefalinger om en reduktion på 50-54 pct., efter ordførerens mening kaldes ambitiøs?

Ordfører, værsgo.

Jeg tror ikke, at der er lande, der har en mere ambitiøs klimapolitik, end Danmark har, altså i forhold til at skulle opnå en reduktion på 70 pct. Så er der en drøftelse om, hvad delmålet skal være, og den kommer vi til at have. Men jeg synes egentlig, det er synd, at fru Sofie Carsten Nielsen ikke tager lidt mere ære på sig i forhold til alt det, der er sket indtil nu, men at hun giver det indtryk, at der ikke foregår noget. Jeg prøvede at lave en kort opremsning i min tale her, for vi er jo i fuld gang: energipolitik, industri, vi forhandler bilbeskatning lige nu, vi laver enorme investeringer i grøn forskning osv., som vil bringe os i den her retning. Og det synes jeg da at vi skal glæde os over at vi allerede har opnået på 5 kvartaler.

Så er det fru Signe Munk. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. I SF er vi enormt optaget af, at ordføreren kan læse gode klimaoverskrifter i avisen i 2030. Jeg er ikke sikker på, at vi kan hjælpe med lycraen til cykelturen, men i hvert fald de gode overskrifter. Dem er vi også optaget af, og det er egentlig derfor, jeg er lidt optaget af at spørge til hockeystaven, for dansk klimapolitik er jo blevet gjort til en diskussion om en hockeystav. Anbefalingen herfra skal være, om man ikke kunne tippe hockeystaven lidt, så man fik nogle CO2-reduktioner, som vi kan tælle, noget tidligere i stedet for at vente til sent i perioden, tæt mod 2030. Der er rigtig meget, vi kan gøre nu, og som måske er lidt kedeligt, men der er alt den teknologi, vi kender. Ordføreren var lidt inde på det: Det er jo sådan noget som at udtage klimabelastende landbrugsjord, men altså meget mere af det, og det er at tage varmt vand op af undergrunden i stedet for at bruge kul i kraftværkerne.

Så hvor meget vil ordførerens parti gøre af alt det, som vi kender, hvis vi nu skal lægge de spændende diskussioner om forskning og udvikling væk i år?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Vi kan komme et godt stykke med det, vi kender nu, og vi kommer jo også til at kunne tage yderligere tiltag sammen. Senere på året skal vi diskutere landbrug, men det vil jo blive med landbruget, som det er med andre områder, altså at man godt meget hurtigt kan lave ret store reduktioner af Danmarks CO2-udslip, hvis man ville, men hvis vi køber det samme, men bare har lagt den produktion i et andet land, så har vi jo ikke vundet noget. Så er klimabelastningen den samme. Vi har bare tabt arbejdspladser og indtjening i mellemtiden. Så vi er jo nødt til at gå frem på en måde, hvor det hele går op.

Men ja, vi kan komme langt med ting, som vi allerede kender. Faktisk viste klimaprogrammet den anden dag – det blev så taget, som om det var et politisk udspil, og det var det jo ikke – et overblik over og en, synes jeg jo, meget positiv melding om, at vi godt kan nå 70-procentsmålsætningen med det, vi ved nu, når man modner det, skalerer det og får de teknologier, der kommer til at spille sammen. Så jeg tror mere og mere på, at vi altså lykkedes med det, selv om vi fra starten af valgperioden godt kunne tvivle på, hvordan vi skulle gøre det.

Fru Signe Munk, værsgo.

I klimakampen kan vi bare ikke nøjes med at tro, og derfor er vi i SF optaget af, når Klimarådet siger, at vi kan nå 60 pct. af CO2-reduktionen med tiltag og med teknologi, som vi kender i dag, at vi allerede i år får lavet aftaler for de reduktioner. Så vil Socialdemokratiet følge den anbefaling fra Klimarådet og få lavet aftaler for CO2-reduktioner for 60 pct. allerede i år?

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke slå til på, og man er jo altså nødt til ikke kun at forholde sig til procenter, men også, hvad der er for nogle konsekvenser hen ad vejen. Nu nævnte jeg landbruget for et øjeblik siden, og det samme er det jo med bilbeskatningen, som vi taler om nu. Som det fremgik af talen, er jeg fra Sønderjylland, og fru Signe Munk er fra Midtjylland. Der er der da mange familier, der skal bruge en, hvis ikke to biler, for at hverdagen hænger sammen, og der kender vi godt til teknologi nu, hvor vi kunne sige, at de bare skulle droppe det at have en fossil bil lige med det samme, og at vi beskatter dem fuldstændig ud. Men så ville de jo ikke have muligheden for at få deres liv til at hænge sammen, og så er det, at vi får de gule veste frem, og det skal vi ikke i Danmark.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, og tak for talen. »Velfærd først«, hørte jeg Jesper Petersen sige. Jeg håber, at vi er enige om, at forudsætningen for velfærd er, at der er nogle virksomheder, der tjener nogle penge, at nogle danskere er i arbejde og betaler noget skat, så vi har råd til den velfærd, vi alle sammen har. Det, der bekymrer mig, er, når ideologi kommer til at stå i vejen for sund fornuft, eller hvad der er godt for Danmark, vil jeg sige.

Så kan ordføreren ikke sige lidt om, hvad de der mennesker, der nu er blevet arbejdsløse på grund af corona, skal leve af, når regeringen lægger noget på bordet, der trækker folk væk fra arbejdsmarkedet i stedet for at skabe nye arbejdspladser. Arnepensionen alene giver et fald på 9.000. Det forstår jeg selvfølgelig er, fordi regeringen ideologisk mener, det er rigtigt. Og at vi står forskellige steder ideologisk, er jo fint. Vi er bare uenige. Men forudsætningen for overhovedet at kunne tale velfærd er vel, at flere kommer i arbejde i stedet for at blive trukket ud af arbejdsmarkedet. Så hvad er planen for at skabe flere arbejdspladser?

Ordføreren, værsgo.

Når hr. Søren Pape Poulsen kan have oplevelser med, at ideologi står i vejen for nogle gange at kunne nå frem til aftaler og den slags, går jeg ud fra, at han taler om den sidste valgperiode og det at være i regering på det tidspunkt. Da havde man lidt svært ved også at få sin egen finanslov til at gå op på grund af nogle meget ideologisk begrundede af topskatforslag. Men vi er jo enige med hr. Søren Pape Poulsen i, at vi skal føre en økonomisk politik i Danmark, der gør, at vi har en stærk og sund økonomi, at arbejdsløsheden er lav, at vi har en solid konkurrenceevne. Det er jo også billedet på dansk politik i sit udgangspunkt, at vi har en stærk og sund økonomi. Konkurrenceevnen er god, der er handelsbalancerekorder, lav statsgæld osv., og der vil jo faktisk komme 70.000 mennesker til i arbejdsstyrken i de år, vi ser frem mod. Så ja, der bliver lidt færre, fordi vi vil tilbyde nogle af de folk, der har de længste og hårdeste arbejdsliv, en tidlig pension, men der kommer stadig væk 70.000 ud på arbejdsmarkedet i den samme periode.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Men når man vedtager politiske beslutninger, der går den ene vej, skulle de jo gerne følges op af nogle beslutninger, der går den anden vej. Nu kan jeg forstå, at det er en diskussion, man så har til gode i finanslovsforhandlingerne. Det hører jeg på nogle af de partier, der nok skal indgå sådan en. Men regeringen eller Socialdemokratiet må have gjort sig tanker om, at der, når vi nu indfører en ny overførselsindkomst – som jo ikke har noget med nedslidning at gøre, forstår jeg, for hvis man arbejder halv tid på kontor hele sit liv og så bare har været der længe nok, så er man åbenbart nedslidt og skal have den såkaldte pension – jo må være nogle tiltag, der går i den anden retning. Det er bare dem jeg spørger efter: Hvad er det for nogle tiltag, når man nu syntes, det er så vigtigt, at folk skal trækkes ud af arbejdsmarkedet?

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jo, gu er folk, der har arbejdet i 40 år måske på et slagteri eller i et byggehåndværk, eller hvad det er, da slidte. Jeg synes, den der måde at forvanske den diskussion på ikke er rigtig.

Men om det andet vil jeg sige, at det vel skyldes en politisk forskel på, hvordan man så skal gøre. Vi synes ikke, vi skal lave nye dagpengereformer eller skal sætte topskatten ned eller andet af det, der ville bone ud som en klassisk arbejdsudbudsreform. Men vi har da et problem med, at for mange unge ikke kommer ind på arbejdsmarkedet, og at for mange med indvandrerbaggrund ikke er på arbejdsmarkedet. Vi skal opkvalificere og efteruddanne flere, så de kan holde fast i et job. Det håber jeg også vi kan blive enige med De Konservative om.

Tak for det. På grund af noget teknik bliver det først Mai Villadsens tur. Mai Villadsen, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Den seneste tid har der jo været talt rigtig meget om hockeystaven i den danske klimadebat, i særdeleshed af regeringen selv. Og bevares, jeg kan måske godt forstå, at det lyder sådan lidt tillokkende at vente, til teknologien gør det lettere og billigere at få nogle CO2-reduktioner. Men jeg kunne godt tænke mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det er en ansvarlig politik at føre, for det mener vi ikke i Enhedslisten. Vi mener, at der er to veje at gå, og lige nu er regeringen på vej hen ad den forkerte. Det er den usikre vej, hockeystavsvejen, hvor man gør noget, bevares, men alt for lidt, og sætter sin lid i for stor stil til teknologien. Vi mener, at man skal tage den ansvarlige vej, hvor vi bruger alle ressourcer, der er mulige, på at forfølge kendte teknologier, få de CO2-reduktioner, der er behov for, og forfølge Klimarådets delmål – selvfølgelig på en socialt ansvarlig måde, for det kan man godt. Mener regeringen og ordføreren ikke, at hockeystavsvejen er at gamble med fremtiden?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, der bliver trukket lidt hårde veksler på den der hockeystavsmetafor, men det, der er meningen og forståelsen, man skal have med det, er jo, at når man træffer nogle beslutninger nu om nogle investeringer, er det ikke altid lige med det samme, at man ser gevinsten af dem. Og det er jo ikke anderledes, end når man tidligere har lavet energiforlig, og man har besluttet sig for at lave nye havvindmølleparker, eller hvad det var: Man laver et udbud, der går nogle år, og så realiserer man gevinsten. Det er jo i høj grad det, der også er tale om her, og hvis man vil lave det sådan meget abrupt, får det nogle sociale konsekvenser, som vi ikke er interesserede i. Det afgørende er, at vi når frem til målet; det er det, vi har forpligtet os til og jo simpelt hen har gennemført en lov om, og der synes jeg jo så også, at vi i fællesskab faktisk får truffet rigtig mange gode beslutninger, både på energi og snart på transport, og landbrug kommer der også mere på, hvor vi jo faktisk er rigtig godt i gang.

Fru Mai Villadsen, værsgo.

Nu er det jo regeringen selv, der har valgt at tage skøjterne på og tale ret meget om hockeystaven. Derfor synes jeg, det er relevant at spørge til, og jeg kunne godt tænke mig et svar fra ordføreren på, hvad den smarte vej er.

Jeg kunne godt komme med et lille eksempel. Hvis vi siger, jeg skylder dig 1.000 kr. til slutningen af året, er det så mest ansvarligt, at jeg lægger penge til side hver eneste dag for at sikre, at jeg kan betale dig tilbage, eller skal jeg håbe på, at jeg kan skrabe et skrabelod dagen inden nytår og så finde pengene? Er det ikke det valg, vi står over for på klimaets vegne?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg faktisk er et helt forkert billede, meget forkert faktisk. For det, der ligger i det, er jo sådan en form for gambling, og at et lykketræf, dagen inden pengene skal forfalde, skal gøre, at man kan opnå det, og det er der jo ikke tale om. Vi træffer beslutninger nu, investerer nu, sætter gang i forskning og udvikling nu, som hen ad vejen giver os de reduktioner, i Mai Villadsens billede gældsafdrag, der skal til, for at det hele er betalt til sidst. Men der er ikke noget gambling, der er ikke noget venten på et eller andet fiks; det er meget velovervejet, at det er den her måde, vi gør det på.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. For præcis 2 uger siden deltog jeg i Debatten på DR2, og attituden hos ordførerens kollega hr. Christian Rabjerg Madsen gjorde mig rimelig harm. Hr. Christian Rabjerg Madsen gjorde det nemlig klart, at der ikke er råd til at hjælpe danske virksomheder, for pengene skal passe, som han sagde. Og det klinger ærlig talt lidt hult, al den stund at regeringen under coronakrisen har tilladt sig at sende danske kroner til Afrika, til EU og ud til arbejdsløse udlændinge. Vi har en række brancher og en række virksomheder i Danmark, som i den grad bløder. Restauratører, caféejere, rejse- og turistbranchen, taxavognmænd og andre i de berørte brancher efterlades med en gigantisk regning. Deres regnskaber bløder, og det giver udsigt til fatale skæbner som følge af konkurser, af arbejdsløshed og af evig gæld.

Hvordan har regeringen det med at sende penge til Afrika, til EU og til arbejdsløse udlændinge, når man i den grad svigter danske familier og danske virksomheder?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg synes egentlig heller ikke, at det er et rimeligt billede. Hr. Christian Rabjerg Madsen plejer i øvrigt at være en venlig og fremkommelig fyr, så jeg må jo gense det der program, hvis jeg vil se et sjældent øjeblik, hvor man får et andet billede. Der er brancher, der har det hårdt lige nu – det er fuldstændig klart. Derfor gjorde vi også i foråret det, at vi med meget omfattende hjælpepakker, lønkompensation, kompensation for faste omkostninger osv., hjalp virksomheder igennem. Nu er vi et nyt sted, i forhold til hvad vi skal gøre for at gavne vores økonomi. Og det handler jo om at stimulere efterspørgslen alt det, vi overhovedet kan, så de virksomheder har nogle kunder, der godt vil bruge nogle penge hos dem. Samtidig handler det jo om at sørge for at holde smitten nede, så man tør gå på restaurant, eller så det er forsvarligt at gøre det, hvis det er det, vi taler om.

Så det er jo det, vi gør med vores politik nu og med det finanslovsforslag, der ligger, altså går helt til grænsen af, hvad vi kan for at stimulere økonomien, vi får feriepengene ud og gør alt det, vi kan for at sætte gang i efterspørgslen – og nu med en ny aftale her til morgen for at hjælpe eksportvirksomheder. Så jeg synes faktisk, at vi er meget stærkt i gang med den økonomiske politik for at få os igennem.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak. Men man har bare svigtet de mange virksomheder, som lider under påbud og anbefalinger, som betyder, at der ikke er kunder og heller ikke er kompensationer, som er tilstrækkelige – men lad nu det ligge. Da vi forhandlede epidemiloven i marts måned, var vi det eneste parti, der gerne ville fastholde retten til erstatning for virksomhederne. Vi blev stemt ned. Det var brandærgerligt. Nu skal vi forhandle en ny epidemilov. Vil Socialdemokratiet være med til i den nye epidemilov at sikre en ret til erstatning for de virksomheder, der bliver lukket med påbud?

Ordføreren.

Sådan som hjælpepakkerne er nu, har der, hvis man har haft påbud om at skulle holde lukket, jo også fortsat været en kompensation, og det skal der selvfølgelig være til virksomheder, der på den måde bliver omfattet af egentlige restriktioner om at holde lukket. Hvordan det nærmere skal ende i de forhandlinger, synes jeg fru Pernille Vermund skal tage med sundhedsministeren, som skal forestå de forhandlinger. Men helt grundlæggende synes jeg, man må sige, at vores coronahåndtering har holdt smitten nede og har fået vores økonomi bedre igennem end langt de fleste andre lande. Og det kan vi jo være tilfredse med sammen herinde, altså at det faktisk er lykkedes os.

Så er det hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen. Jeg vil tage fat på et forslag, som statsministeren præsenterede i sin tale i tirsdags. Inden statsministeren præsenterede sit forslag, advarede hun os om, at det var et sådan lidt vildt forslag, og så tænkte jeg: Hold da op, nu skal vi sende en rumraket til Mars eller et eller andet! Men det viste sig så, at det vilde forslag var, at der var et par få udvalgte plejehjem og et par skoler og et par daginstitutioner, som skulle sættes fri fra bureaukrati fra Christiansborg, i nogle få udvalgte kommuner. Og jeg vil egentlig høre, om hr. Jesper Petersen kan uddybe, hvad det er, der er så vildt, ved at man undlader at påføre nogle udvalgte institutioner i velfærdsstaten bureaukrati.

Ordføreren.

Jamen det var da et forslag, der vakte megen opsigt, og jeg forstår sagtens, at hr. Alex Vanopslagh tager det emne op, for jeg ved, at det også for ham er en hjertesag at arbejde med hele den her bureaukratisering, som der har været i den offentlige sektor. Men man kan sige, at det vilde jo består i, at det så er meget i den modsatte grøft af, hvordan det har været igennem mange år, hvor der er blevet flere regler med krav om dokumentation, ting, der skulle indberettes, og alt muligt andet, der skulle gøres. Det har jo sikkert alle gange været gjort velment, men det kan også ende ud i en situation, hvor der er for lidt tid og for lidt fokus på det, som opgaven egentlig handler om, og hvor der er for lidt plads til fagligheden hos den medarbejder, der står med ansvaret derude.

Så hr. Alex Vanopslagh må for min skyld gerne flage, at der her er noget, som han virkelig er enig med regeringen i, og at han gerne ville have haft endnu mere af det. Og hvem ved, forhåbentlig viser det her sig faktisk også at være noget, der lykkes, og at frihed under ansvar kan vi godt give mere af, hvis vi som politikere så også formår at holde os væk, hver gang der opstår et problem, og ikke kommer med nye kortsigtede løsninger.

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Tak. Kunne man forestille sig, at man går videre end bare at sige, at det kun skal være syv kommuner, der skal have den her frihed? Kunne man ikke sige, at det er alle de kommuner, der ønsker det? Hvad står i vejen for, at man udbreder den her gode, lidt uambitiøse og ikke særlig vilde idé, men gode idé, til mere end syv kommuner? Man kunne eksempelvis sige, at det var, ja, lad os sige alle folkeskoler eller en folkeskole i hver kommune, der kunne få fuldstændig frie rammer, eller gå videre end det og sige, at det er noget, der skal gælde i hele landet. Altså, hvad er argumentet for, at det kun skal gælde i syv kommuner?

Ordføreren.

Det er jo at gå ret vidt, når man fra statens side barberer det helt ned til et absolut minimum af ting og kommunerne også gør det. Det lader vi dem prøve, og forhåbentlig får vi så nogle erfaringer, vi kan bruge bredt. Men med hensyn til selve opfordringen om at forsøge at mindske de krav vil jeg sige, at det vil vi da også gerne have sker helt generelt i vores politik og på andre områder, ligesom kommunerne selv har muligheden for at skrue ned for deres kommunalt besluttede krav til institutionerne, og det er da en opfordring, som vi godt kan give sammen.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak for talen. Socialdemokraterne tilsluttede sig i juni 2019 Alternativets krav om 70 pct. CO2-reduktion i 2030, og det er vi jo super glade for, især nu hvor Socialdemokraterne har magten til at drive processen fremad. Men vi er meget skuffede over, at Socialdemokraterne har stemt imod grønne forslag fra Alternativet, f.eks. solcelleordningen, klimaafgift på kød og stop for udvinding af olie og gas i Nordsøen. Er det forslag, som Socialdemokraterne vil stemme for i fremtiden for at fremme den bæredygtige omstilling, især nu, hvor regeringen bliver mødt med massiv kritik, fordi CO2-besparelserne går alt for langsomt?

Ordføreren.

Hvis hr. Torsten Gejl efterspørger sådan en generel underskrift på Alternativets politik, kan jeg jo ikke give den, altså vedrørende alle de forslag, Alternativet måtte have. Men vi er da glade for samarbejdet også med Alternativet og for den kraft, der ligger i jeres partis arbejde for at komme med idéer og forslag og skubbe på hele den her grønne udvikling. Respekt for det, og forhåbentlig kan vi også lave endnu flere aftaler i det kommende år. Men sådan en hel serie af underskrifter til Alternativets forslag på en gang kan jeg ikke bare stå og give på den måde. Jeg tror, at de politiske overvejelser jo er velkendte. Vi vil frem mod det samme mål, og så kan vi nogle gange se lidt forskelligt på metoderne til det eller rækkefølgen af ting, og lige præcis i tilfældet med afgifter på f.eks. fødevarer er vi jo bekymrede for den sociale slagside, der kan være i den sammenhæng. Jeg tror, det er velkendt, at det er nogle af de steder, vi kan se forskelligt på tiltagene.

Hr. Torsten Gejl.

Nu kan man jo lave en afbalancering, hvad angår den sociale slagside. Men jeg har et andet spørgsmål. Med Parisaftalen har de rigeste lande inklusive Danmark forpligtet sig til at betale 100 mia. kr. til de fattigste lande i klimabistand. Organisationen CARE har beregnet, at Danmarks del udgør 5 mia. kr. Regeringen har dog i finansloven kun afsat halvdelen, hvilket vi i Alternativet synes er stærkt bekymrende, fordi vi svigter de mest klimasårbare mennesker på planeten. Hvorfor nægter regeringen at betale de 5 mia. kr. i nye midler, som vi har forpligtet os til, og som udgør en fair og rimelig del af de rige landes samlede klimabistand? Nu spørger jeg ikke til gamle penge, nu spørger jeg til nye penge.

Ordføreren. Værsgo.

Det er muligt, at man ikke når op på det fulde beløb, og at man ikke gør det nu, men hvis vi betragter den udvikling, der faktisk er på det område, så bliver der jo også set mere på, hvordan vi med vores udviklingsbistand understøtter lande, der har problemer på grund af klimaforandringer, eller hvor vi kan lave investeringer lokalt, så det også gavner deres grønne omstilling der. Så det er jo absolut en overvejelse, hr. Torsten Gejl kan genfinde i udviklingspolitikken.

Så er det fru Inger Støjberg. Værsgo.

Tak. Jeg håber, at vi er enige om, at iværksætteri er en forudsætning for netop skabelsen af arbejdspladser og dermed også penge til velfærd og alt det, vi alle sammen gerne vil. Derfor vil jeg egentlig give hr. Jesper Petersen mulighed for at få svaret på det spørgsmål, som fru Sophie Løhde retteligt og meget klogt spurgte om tidligere, nemlig om sammenhængen mellem det, at man fra regeringens side vil hæve iværksætterskatten, og så hvor mange arbejdspladser der kommer ud af det.

Hr. Jesper Petersen fik ikke svaret på det i første omgang, men nu har hr. Jesper Petersen så haft lidt tid til at overveje det, så derfor var det måske godt at få svaret nu. For jeg tror faktisk, der sidder rigtig mange derude – også dem med en iværksætter i maven – og tænker: Okay, er det sådan, regeringen ser på os, altså at man vil beskatte os på en måde, så man tager lysten fra os?

Ordføreren, værsgo.

Sådan håber jeg ikke at man ser på det – det ville også være imod iværksætterens ånd at læne sig tilbage og opgive. Jeg synes ikke, det er et rigtigt billede af, hvordan forholdene er omkring iværksætteri, og det er heller ikke et rigtigt billede af regeringens finanslov. Og der har vi jo til gode at se, hvad Venstre så egentlig mener og vil.

Men også for iværksættere er behovet jo, at der er noget kapital til rådighed – det er der private muligheder for – ligesom der med finansloven yderligere bliver stillet noget til rådighed med nogle af de ordninger, vi har besluttet os for politisk; nu kommer der mere skub på med finanslovsforslaget. Men det, man også har behov for, er jo, at der er en efterspørgsel, og den kommer ikke med fjollede momsforslag, som hele økonomstanden synes er dårlige, og som man må trække igen. Den kommer jo af at føre en kraftfuld, ekspansiv politik, der sørger for, at vi stimulerer og gavner økonomien og sørger for, at der er noget omsætning, mens vi har et tilbageslag, og hjælper industrivirksomheder nu, som vi gør med penge til automatisering og andre ting. Det vil gavne dem.

Tak. Fru Inger Støjberg, værsgo.

Man altså, nu prøvede jeg faktisk at spørge rigtig pænt lige før, og det vil jeg så prøve at gøre igen. Men jeg vil sige, at jeg tror, hr. Jesper Petersen lige så godt kan få svaret på det her spørgsmål nu: Hvor mange arbejdspladser skaber man ved, at regeringen vil indføre en ekstra skat på iværksættere? Og jeg tror som sagt lige så godt, hr. Jesper Petersen kan få svaret på det nu, for vi kommer til at holde fast i det her. Vi vil iværksætteri i Venstre, vi vil flere arbejdspladser, vi vil skabe et samfund, hvor iværksættere har gode betingelser, så flere danskere kan få et godt job, og så vi kan skaffe flere penge til det (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak for det.), vi alle sammen gerne vil.

Så hvor mange arbejdspladser skaber det, at man hæver skatten på iværksætteri?

Tak for det!

Så er det ordføreren. Værsgo.

Men hele bekendelsen til, at vi har behov for det – altså iværksætteri, nye virksomheder, der vil, og som måske ikke med det samme lykkes, men som kan gøre det hen over årene, altså skabe flere arbejdspladser i sidste ende – er vi jo fuldstændig enige om. Har Venstre nye idéer til det, så kom frem med dem – kom med jeres eget forslag og lad os diskutere det og se, hvad vi kan blive enige om. Og nogle gange støder vi jo på nogle politiske uenigheder om, hvordan f.eks. kapitalbeskatningen skal være, men det ændrer da ikke på, at der også med den finanslov, der er nu, ligger yderligere kapital, som også iværksættere kan få del i.

Så er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. En af de ting, som vi i Dansk Folkeparti især bemærkede ved statsministerens tale, var den åbne erkendelse af, at udlændingepolitikken er slået fejl. Det håber jeg er blevet hørt, også uden for Folketingssalen her. Jeg håber, at hr. Mogens Lykketoft har hørt det, jeg håber hr. Poul Nyrup Rasmussen har hørt det, og jeg synes ærlig talt, at de skylder danskerne en undskyldning for med udlændingepolitikken at have ført Danmark dertil, hvor vi er i dag.

Men vi mangler også at høre, hvad det så konkret er, regeringen vil gøre for at rette op på det. Statsministeren sagde i sin tale, at dem, der gerne vil Danmark, skal holde fast – vi er helt enige. Men hvad med dem, der ikke vil Danmark? Hvad med dem, der sætter Koranen over demokratiet? Hvad med dem, der ikke vil kønnenes ligestilling? Hvad med dem, der ikke vil ytringsfriheden? Hvad med dem, der chikanerer jøder og homoseksuelle i vores store byer rundtomkring i hele landet? Hvad med alle dem, der ikke vil Danmark? Skal de stadig væk være her, hr. Jesper Petersen?

Værsgo.

Altså, det gælder for alle, at når der begås kriminalitet eller man udøver social kontrol, indlader sig på imamkontrakter og andre ting, så skal det straffes, hvor det er muligt at gøre det, og i nogle tilfælde kan det jo også føre til, at man ikke kan være i Danmark mere. Og der foreslår regeringen jo nogle yderligere tiltag til, at det faktisk kan lykkes at få hjemsendt flere.

Hele den beskrivelse, som hr. Morten Messerschmidt giver af de problemer, der findes, er jeg enig i, og der har været for mange år med en, ja, forkert udlændinge- og integrationspolitik i Danmark. Nogle af de unge, som vi taler om nu, og som der er vanskeligheder med, er jo vokset op, mens Dansk Folkeparti har været et af de mest magtfulde partier i Folketinget, så på den måde har alle jo efterhånden lod og del i det her. Men jeg håber, hr. Morten Messerschmidt har bemærket, at der bare her til morgen er blevet præsenteret nye tiltag med opholdsforbud, strengere straffe, mulighed for konfiskation osv. Der ser vi meget ens på det, tror jeg.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Jamen vi vil bestemt gerne omfavne, at man kan beslaglægge dynejakker og mobiltelefoner og alle de ting, som statsministeren nævnte. Det er rigtig godt – det tror jeg vist ikke vi kommer til at blive uenige om. Der, hvor uenigheden opstår, er, at regeringen gerne vil sørge for, at folk ikke må opholde sig på en parkeringsplads, mens vi gerne vil derhen, hvor de overhovedet ikke skal opholde sig i Danmark.

Det, der er sagen, er, at regeringen jo ikke er villig til at tage det fulde skridt. Kommer vi nogen sinde til at se en socialdemokratisk regering tage et opgør med de konventioner, som forhindrer befolkningen i at få den stramme udlændingepolitik, som man ønsker, igennem, sådan at vi kan komme af med typer som Levakovic og alle mulige andre vanekriminelle, som aldrig nogen sinde burde have været inde i Danmark? Kommer vi nogen sinde derhen, hr. Jesper Petersen?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Diskussionen er jo alvorlig, og den er meget vigtig, og jeg kan jo høre, at der også nu er punkter, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet kan finde hinanden med hensyn til yderligere konkrete tiltag for at gøre op med den utryghedsskabende adfærd, der finder sted mange steder, og den kriminalitet, der begås. Og i det omfang, at der er muligheder for egentlig hjemsendelse, så vil vi jo gerne det.

Men at give folk det indtryk, at man sådan fra den ene dag til den anden så bare kan sende alle ud, uanset om de har statsborgerskab eller ej, og at vi politisk bare lige kan fikse det, mener jeg så til gengæld ikke er den rigtige måde at gøre det på.

Tak for det. Så er det hr. Troels Lund Poulsen. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Der blev lagt stor vægt på klima fra den socialdemokratiske ordfører, og jeg noterede mig også det spørgsmål, som fru Sofie Carsten Nielsen havde fra Det Radikale Venstre, om ambitionerne i regeringens klimapolitik. Derfor kunne jeg godt tænke mig så bare at vide helt banalt: Hvad er årsagen til, at man, når man nu lægger så afgørende vægt på, at der skal ske store fremskridt i forhold til reduktion af CO2, så i de aktuelle forhandlinger om bilerne og afgiftsomlægningen har et meget beskedent ønske om, at der skal være 500.000 grønne biler i 2030, og ikke ønsker at bruge flere penge på den grønne omstilling?

Ordføreren.

Der er jo nogle spændende og vigtige forhandlinger i gang dér, og jeg håber, at vi kan få en bred aftale, som giver nogle langsigtede, stabile rammer for bilbeskatning, så vi kan se, hvad man kan regne med, og kan drive den udvikling frem: få flere elbiler, få de biler, der så stadig væk er fossile, til at forurene mindre og give et godt bidrag til at nedbringe CO2-udslippet. Vi har foreslået det samme, som vi sagde inden valget, og det er der vel ikke noget underligt ved.

Det, vi ikke har hørt, siden elbilkommissionens rapport udkom, er, om Venstre egentlig er enig i, at det bare for en enkelt almindelig familiebil skulle koste 6.000-8.000 kr. mere om året, altså at have sådan en, for det ville det kræve med den million elbiler, der har været tale om. Der synes vi jo også bare, der er et hensyn at tage til folk, som har behov for en eller måske to biler, for at hverdagen hænger sammen – at tingene må tages i skridt, inden vi når derhen.

Men også for bilerne skal der komme et substantielt bidrag; det er klart.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Jamen der er måske bare grund til at rette hr. Jesper Petersen. Jeg synes, det er lidt trist, at man står her og taler decideret usandt i Folketingssalen. For hvad er det, der gør, at de konventionelle biler, de biler, der kører på benzin og diesel, måtte stige i forhold til den pris, som hr. Jesper Petersen siger? Det er under forudsætning af, at man ikke vil bruge ekstra penge på den her omlægning, og det er jo lige præcis den afsløring, som man så ser, nemlig at Socialdemokratiet ikke ønsker at bruge penge på den grønne omstilling. Det er noget, man taler om, det er noget, man ved festlige lejligheder gerne vil holde store grønne taler om, men når det kræver økonomisk råderum, er svaret nej. Så hvad er årsagen til, at man ikke vil tilføre flere penge i forhold til den afgiftsomlægning, som vi lige har diskuteret nu?

Så får vi et svar. Værsgo.

Jeg har godt bidt mærke i, at Venstre på det sidste er gået over til en sådan lidt mere, nå ja, lemfældig omgang med statens midler, altså konstante overbud igennem perioden i foråret, momsforslaget på de 50 mia. kr., der ingen særlig nytte ville give andet end at slå et kæmpe hul i statskassen. Men jeg synes ikke – heller – det er helt rimeligt så at sige, at der ikke er nogen penge på bordet. Altså, se finanslovsforslagene, hvor der jo kommer væsentlig flere penge til grøn forskning, og også miljø- og naturinitiativer på en lang række områder prioriterer vi med råderum.

Så har vi fået svaret, tak for det. Fru Lotte Rod, værsgo.

Jeg deler ordførerens drømmerier om, hvor dejligt det bliver, når ungerne på et tidspunkt sover så længe, at jeg kan drikke kaffe og læse avis, før de står op. Men børn kan jo ikke vente; deres barndom er nu. Vi er i gang med at forhandle minimumsnormeringer, og de penge, der ligger på bordet, rækker ikke til, at vi kan få ordentlige normeringer med uddannede pædagoger. Derfor vil jeg gerne spørge Socialdemokratiet, om vi ikke sammen skal finde de penge, der skal til, sådan at vi både kan få bedre pædagoger og få pillet den tid ud, hvor lederne er på kontoret.

Ordføreren.

Det overrasker mig ikke, at Lotte Rod tager det emne op, og jeg ved jo, det er en sag, som både hun og Radikale Venstre lægger meget vægt på. Og det er jo også en årsag til, at forhold omkring børn og institutioner fylder meget i forståelsespapiret og var en meget vigtig del af sidste års finanslovsforhandlinger – og det kan det jo godt blive igen. Og jeg synes, at det både er et spørgsmål om normeringer, men også et spørgsmål om uddannet personale, om tiden, om pædagogik. Jeg husker en god oplevelse i valgkampen, hvor vi begge to besøgte en børnehave i Sønderjylland, som virkelig arbejdede med musik som led i pædagogikken dér. Og det at have de kompetencer og kunne det er også en del af den diskussion. Det kræver en prioritering, også økonomisk, og går Radikale Venstre ind til finanslovsforhandlingerne med den, er jeg sikker på, at finansministeren vil høre, hvad Det Radikale Venstre siger, og at det er sådan noget, man vil drøfte dér.

Fru Lotte Rod, værsgo.

Jamen tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad Socialdemokratiets ambition er. Altså, er Socialdemokratiet uenig i, at vi både skal have uddannede pædagoger og skal pille ledernes tid ud? Eller er man faktisk enig i det, men har bare ikke selv prioriteret det, fordi man hellere vil bruge pengene på Arne?

Ordføreren.

Det mener jeg nu ikke er rigtigt at stille sådan op. Det synes jeg at vi viser i den økonomiske politik, der er nu, nemlig at man jo godt både kan have afsat pengene og forpligtet hinanden på at gennemføre minimumsnormeringer – i 2025 skulle vi være igennem med det – og samtidig have råd til og have fundet finansieringen til at gennemføre en ret til tidligere pension for dem, der har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet i opslidende job. Det kan godt lade sig gøre. Skal man gøre yderligere i forhold til normeringer, kvalitet, uddannelser, jamen så kræver det en økonomisk prioritering. Om vi kan enes om den, må vi så se i finanslovsforhandlingerne.

Den sidste, der får mulighed for en kort bemærkning til Socialdemokratiets ordfører, er hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Det er jo vigtigt at kunne forestille sig den fremtid, man gerne vil skabe, for så at kunne handle på det. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, er naturkrisen, biodiversitetskrisen, som vi står midt i, og som skriger på handling. Vil Socialdemokratiet være med til at skabe ordentlig beskyttelse i Danmark af vores natur, hvad vi ikke har i dag? Vil Socialdemokratiet være med til at lave en biodiversitetslov, der sætter rammer op omkring, hvordan det er, vi når det smukke samfund i fremtiden, så vi stadig væk har en stor variation af sommerfugle og biller og bier i 2030?

Ordføreren.

Ja, som det er med mange andre ting, er der jo en lang tradition i vores parti for at gå op i det emne – helt tilbage til gode Stauning i forhold til at sørge for en ordentlig naturbeskyttelse. Det er også ønsket i dag. Det har vi jo så tidligere kunnet blive enige med SF om i finanslovsforhandlingerne at prioritere, så det yderligere ligger på finanslovsforslaget nu – nogle midler at forhandle om også der, som vi må finde ud af hvordan vi sammen skal bruge. Det her kunne jo være et af emnerne, hvis det er det, SF lægger meget vægt på, når man går ind i de forhandlinger.

Jeg ved også, at miljøministeren jo nu har indkaldt til de her drøftelser, der skal være om biodiversitet og natur, ligesom vi allerede er i gang med mere urørt skov. Der skal f.eks. også være flere naturnationalparker. Så vi er på vej i den retning, som bliver beskrevet, og som jeg tror begge vores partier meget gerne vil have.

Værsgo.

Det er rigtigt. Et er at finde penge til at lave handling med, noget andet er at sætte de lovgivningsmæssige rammer op, der beskytter vores natur, så man ikke f.eks. ser bundtrawl i Vadehavet, som burde være beskyttet område, og så vi faktisk har en reel beskyttelse af vores natur – få det skrevet ind i loven, få lavet de her zoner, der gør, at vi med god samvittighed kan kigge på vores børn og børnebørn og sige, at vi faktisk har gjort noget for at beskytte naturen ikke kun på papiret, men reelt. Det er egentlig det, jeg spørger til, ikke så meget, hvad der skal sættes af af penge, nej, men om man er villig til at tage de lovgivningsmæssige skridt, der skal til for at beskytte vores natur.

Ordføreren, værsgo.

Der er ingen tvivl om, at vi har behov for at gøre mere på en række punkter for at passe bedre på vores natur og biodiversitet. Jeg synes f.eks., det lige nu er meget bekymrende at se den her udvikling med iltsvind mange steder. Det er rigtig skidt og selvfølgelig et emne, som vi er nødt til at tage dybt alvorligt. Jeg kan bare se, at vi på hele den her dagsorden bevæger os i den rigtige retning. Lad os endelig fortsætte den samtale andetsteds. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak!) Jeg forstod, at der var flere, der gerne ville, og jeg gør det gerne.

Vi har vedtaget nogle taletidsregler, og det betyder desværre, at vi nu er færdig med den første ordfører i første runde, og derfor siger vi tak til hr. Jesper Petersen.

Så er det fru Sophie Løhde, Venstre, som ordfører.

Jeg har jo fået lov til at holde åbningstalen i år for Venstre som sådan en slags indskifter. Vores formand, hr. Jakob Ellemann-Jensen, er ude med en skade, og jeg kan jo lige så godt sige det, som det er: Vi har i oppositionen igennem et år fået alvorlige hovedpiner af den nuværende regering, og det har altså for vores formands vedkommende sat sig så hårdt i nakken, at det har været nødvendigt med et kirurgisk indgreb. Men han er i bedring, og han er snart tilbage. Og det er der brug for, for vi har en regering, der tilsyneladende vil føre Danmark tilbage til hr. Anker Jørgensens tid.

Det lyder jo i sig selv meget godt, hvis man ellers har tendens til nostalgi, og han var da også en hyggelig fyr. Dengang var det også noget nemmere at vælge, hvilken serie man skulle følge med i, når der kun var én kanal, og dårligt klima var noget, man løste ved at åbne vinduet. Men det var også en tid med en galopperende arbejdsløshed, store offentlige underskud og økonomisk uansvarlighed. Hr. Anker Jørgensen indførte i sin tid efterlønnen på samme måde, som statsministeren i dag vil indføre en ny ret til tidligere tilbagetrækning for især udvalgte raske grupper. Dengang havde landet kurs mod afgrunden, men det må statsministeren have glemt, for som hun selv siger, er hr. Anker Jørgensen hendes politiske forbillede.

I tirsdags stod statsministeren her på talerstolen og glædede sig over alle de reformer, der har skabt en sund dansk økonomi, og derfor undrer det mig, at statsministeren har valgt en helt anden vej – en vej, hvor Danmark bliver fattigere og reformer rulles baglæns. Rigtig mange danskere har allerede mistet deres arbejde, og ifølge regeringens økonomiske plan vil der i de kommende år være flere arbejdsløse, ikke færre. Og fælleskassen? Ja, den er ved at være tom. Regeringen overtog ellers et råderum på mere end 28 mia. kr. fra Venstre og den tidligere borgerlige regering, men nu er de fleste penge brugt, og regeringen har ingen svar på, hvordan man skaber varig vækst og danske arbejdspladser. I stedet skal vi nu alle sammen en tur på loftet og finde vores hønsestrik og afghanerpels, for vi har tilsyneladende kurs mod 1970'erne.

Vi i Venstre vil noget andet; vi vil ikke tilbage til fortiden, vi vil ind i fremtiden. Og fremtiden er grøn. Det er ikke til diskussion. Det eneste valg, vi kan træffe, er, om vi vil være først, eller om vi vil være sidst. Vil vi være dem, der er først på beatet og henter de grønne arbejdspladser til Danmark, dem med de skarpeste hjerner og de dygtigste hænder, dem, som leverer løsninger på hele klodens udfordringer og derigennem sikrer en bæredygtig vækst, job og førstepladsen på det grønne eksportmarked? Eller vil vi komme bagefter, når toget er kørt, fodslæbende og med hatten i hånden? Venstre mener, at valget er åbenlyst, men det kommer ikke af sig selv eller for den sags skyld af at lukke øjnene og håbe på, at ny teknologi løser alle problemer nytårsaften år 2029. Ønsketænkning er ikke en strategi, og det er heller ikke en mulighed. Hvis Danmark bruger regeringens hockeystav, skyder vi forbi klimamålet. Vi skal handle, og vi skal gå aktivt ind i kampen, og derfor tager klimaministeren også fejl, når han siger, at det er rabiat, for det er det ikke, det er fornuftigt.

Men væksten, det, der er hele forudsætningen for, at vi kan skabe et bedre samfund i morgen, er udfordret. Hvor skal det nye Mærsk, det nye Novo Nordisk eller det nye Vestas komme fra? Eller hvor skal for den sags skyld nogle af alle de mange små og mellemstore virksomheder, der er helt afgørende for dansk økonomi, komme fra? Lysten til at blive iværksætter kvæles, når vilkårene ikke er gode nok, og det er de ikke i dag.

Regeringen har allerede hævet skatter og afgifter med milliarder, og flere skadelige socialdemokratiske skattestigninger er på vej. Det er et direkte angreb på danske iværksættere og danske virksomheder. Det koster arbejdspladser, det koster velstand, det koster velfærd, og det slukker lyset i øjnene på driftige danskere. Mange af vores iværksættere prøver ellers at skabe en bedre verden, men regeringens svar til dem er højere skat på iværksætteri, dyrere lån i banken og færre hænder og hoveder i en fremtid, hvor vi har brug for flere. Sådan kommer vi ingen vegne.

Det seneste år har ikke bare kostet økonomisk, det har også kostet på udlændingeområdet. Statsministeren er dygtig til at være stram i retorikken, men også her vælger regeringen at træde tre skridt tilbage ved at give arbejdsløse indvandrere 2.000 kr. ekstra om måneden skattefrit. Det skader integrationen, og det fastholder indvandrere på passiv offentlig forsørgelse. Regeringen har jo også valgt at brænde alle de penge af, som det tidligere blå flertal afsatte til det tredje udrejsecenter. De kriminelle udlændinge har vundet, og de har fået lov at blive på Kærshovedgård med utryghed, vold og overfald til følge. Bare spørg de lokale i Ikast-Brande Kommune.

Venstre vil en anden vej. Det skal kunne betale sig at arbejde, og flere indvandrere skal være selvforsørgende. Vi skal slå hårdere ned på social kontrol, så flere kvinder får deres frihed. De udviste kriminelle udlændinge skal ud, og indtil de kommer det, skal de være på et tredje udrejsecenter så langt væk fra almindelige mennesker som overhovedet muligt. Vi vil en stram og konsekvent udlændingepolitik.

Fremtiden kommer, både for Danmark som nation, men også for hver og en af os som mennesker, og selv om man nogle gange godt kan føle, at de unge bliver ældre og de ældre bliver yngre, så er der ingen af os, der kan løbe fra tiden. Vi bliver forhåbentlig gamle en dag. Vi har alle sammen set de forfærdelige optagelser fra et plejehjem, og navnlig et navn har brændt sig fast: Else Marie Larsen. Det handler om uværdig behandling, ydmygelse og manglende omsorg. Man kan simpelt hen ikke undgå at blive mærket, når man ser de her optagelser. Så bliver man bange, så har man ikke lyst til at blive gammel.

Lad mig sige det helt klart: Der er ingen i Danmark, der skal frygte at blive gammel. Derfor vil Venstre gøre op med den kultur, hvor borgerne er endt med at være til for systemets skyld i stedet for omvendt, ved at skabe friere rammer til de mange dygtige medarbejdere og ledere, der hver dag leverer velfærden, og fyre de dårlige; ved at fokusere på frit valg og skabe friplejehjem i alle kommuner; og ved at oprette bestyrelser på plejehjemmene med plads til beboere, pårørende, medarbejdere og lokale ildsjæle.

Lige så meget som vi tænker på vores alderdom, tænker vi på vores ungdom. Den kan heller ikke gøres om. Det må føles uretfærdigt at være i sin ungdom lige nu. Vi står midt i en global pandemi, der har sat en stopper for næsten alle de fantastiske oplevelser, som tidligere generationer har fået: rejser til fjerne lande, fester, der varer til den lyse morgen, og som man sent glemmer, ens første arbejde, studiestart og nye venner for livet. Vi står også midt i en økonomisk krise, og netop nu, hvor de unge skulle i gang, har titusinder mistet deres arbejde, og virksomheder har drejet nøglen om. Vi går imod en klimakrise, der kan virke helt uoverskuelig stor. Det er ikke underligt, hvis de unge føler, at der ikke er ret meget at se frem til, hvis de unge føler, at de kigger ind i et stort sort hul.

Men de unge skal vide, at det ikke er hele sandheden. For at citere en, der kun var forklædt som voksen: »Hvis nogen siger det hele går ad helvede til/ så tro dem ikke.« De unge skal vide, at der er brug for dem. De unge skal vide, at fremtiden tilhører dem. Vi, de voksne, har den kun til låns. Det er dem, der ejer i morgen, og uanset hvad, vil der altid være et i morgen.

Vi har fået en regering, der vil tilbage til fortiden – en regering, som er i fuld gang med at kopiere tidligere tiders uansvarlige økonomiske kurs. Vi skal ikke tilbage til de gode gamle dage og bilde os selv ind, at alting var bedre dengang. Vi skal ikke tilbage til fortiden, vi skal ind i fremtiden.

Med de ord skal jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af V, DF, KF, NB og LA:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark fortsat står midt i en krise.

Det, der startede som en sundhedskrise, har også udviklet sig til at være en alvorlig økonomisk krise.

Folketingets konstaterer, at det er afgørende, at vi fører en vækstorienteret politik og holder hånden under dansk økonomi og danske arbejdspladser. Det er forudsætningen for danskernes velstand, finansieringen af velfærden og den grønne omstilling.

Folketinget udtrykker derfor bekymring over regeringens uansvarlige økonomiske politik, og at regeringen lægger større byrder over på danske virksomheder. Det koster danske arbejdspladser. Regeringen bør i stedet gå den modsatte vej.

Folketinget konstaterer, at regeringen i modstrid med løfterne om at ville føre en stram udlændingepolitik i stedet har lempet udlændingepolitikken i forhold til bl.a. hjemsendelser og integrationsydelsen. Folketinget understreger vigtigheden af at føre en strammere udlændingepolitik.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det. Det vil så indgå i den videre debat.

Nu har vi så 45 minutter til korte bemærkninger, og først er det hr. Jesper Petersen, værsgo.

Tak for talen til fru Sophie Løhde, og god bedring til formanden. Der er meget skælden ud på regeringens økonomiske politik, og det synes jeg ville have en lidt større – hvad skal man sige – troværdighed, og det ville også give en bedre mulighed for rent faktisk at diskutere det, hvis Venstre så var kommet med et forslag til, hvad man selv gerne ville. Det, der faktisk skete, da man var i regering sidst, var jo, at fru Sophie Løhde og hendes parti prioriterede at give skattelettelser over den kommunale velfærd hos Else og andre i ældreplejen, og at da der blev krise, skulle man sætte topskatten ned, og det skulle man så i øvrigt også bare for et par år siden. Løsningen måtte være, at man yderligere fremrykkede det at få en højere pensionsalder, men ikke gøre noget for dem, som ikke kunne holde til det. Er det det, der stadig væk er Venstres politiske kurs – er der stringens i det? Så har vi da en idé om, hvor det er, Venstre står henne.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Først og fremmest kan jeg da godt forstå, at også socialdemokrater glæder sig til Venstres finanslovsforslag. Det er også rigtig godt, så der er noget at glæde sig til, selv for Socialdemokrater.

Da vi var i regering, var vi optaget af at sikre, at Danmark blev rigere frem for fattigere, fordi det er hele forudsætningen for, at vi har råd til at investere i vores velfærd og i den grønne omstilling. Og det er jo derfor, vi er så bekymrede over den her regerings politik, hvor man trækker 10.000 ud af beskæftigelsen, man bruger råderum på at trække især raske danskere tidligere ud af arbejdsmarkedet. Det er jo råderum, der går fra, som vi kunne have brugt til at investere i den grønne omstilling og investere i at sikre, at vi også i fremtiden kan give danskerne en god kræftbehandling, og der er der altså en forskel på at være Venstremand og Socialdemokrat. Det er derfor, vi prioriterer, at forudsætningen for en ambitiøs grøn omstilling og fortsatte investeringer i velfærden er, at vi ikke gør Danmark fattigere, men rigere og dermed skaber arbejdspladser.

Tak for det. Så er det hr. Jesper Petersen, værsgo.

Ja, og det kommer Danmark også til at blive, og der kommer mange flere mennesker ud i arbejdsstyrken, og vi vil gerne have endnu flere derud, men jo især i kraft af at de får nogle kompetencer, der kan bruges, og at folk, der i dag er skåret væk fra arbejdsmarkedet, kommer derind. Det er der forslag til, som Venstre tilsyneladende ikke bryder sig meget om. Men jeg må sige, at ja, jeg glæder mig faktisk til, at Venstre kommer med en økonomisk politik, og jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er det. Den eneste originale tanke, man har fået indtil nu siden valget, var et momsforslag til 50 mia. kr.s hul i statskassen uden synderlig gavn. Hvornår kommer Venstre med noget, vi kan diskutere?

Tak for det. Nu får vi svaret. Værsgo.

På en eller anden måde skulle man tro, at hr. Jesper Petersen havde misset afslutningsdebatten her i Folketinget, men nu er vi altså i gang med åbningsdebatten. De ting, som hr. Jesper Petersen udmærket fik svar på i afslutningsdebatten, kan vi godt tage en diskussion om igen til åbningsdebatten, men det ændrer bare ikke det svar, som hr. Jakob Ellemann-Jensen gav dengang. Danmark bliver ikke rigere af, at den her regering fører en politik, hvor man beskatter danske iværksættere mere frem for mindre. Danmark bliver ikke rigere af, at man trækker 10.000 ud af beskæftigelsen, som den her regering gør. Det betyder færre penge til den grønne omstilling, færre penge til vores fælles velfærd.

Tak for det. Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Ordføreren var inde på udlændingepolitikken i sin i øvrigt glimrende tale her for lidt siden, og det var fru Mette Frederiksen også som statsminister. Det var en fornøjelse at høre, at Socialdemokraterne i tirsdags faktisk havde ændret signaler i forhold til den udlændingepolitik, vi har kendt Socialdemokraterne på, altså tilbage til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft og dem, der i sin tid har stået bag den slappe udlændingepolitik sammen med Det Radikale Venstre og Enhedslisten og andre.

Nu kommer vi så til de konkrete initiativer, og der har vi i Dansk Folkeparti tænkt os at hjælpe regeringen, hvis vi overhovedet kan, med at komme igennem med nogle af de forbedringer, det trods alt er, man pønser på, og vi vil selvfølgelig også presse på for flere ting end det, statsministeren nævnte i tirsdags.

Men jeg kunne godt lige tænke mig at høre Venstres vurdering af det forslag, der er kommet, om et opholdsforbud og en bøde på 10.000 kr., hvis man ikke overholder det forbud. Er Venstre ikke enig med Dansk Folkeparti i, at det jo er meget fint med en bøde, hvis man ikke overholder et opholdsforbud, men burde man ikke rent faktisk udvises af Danmark, hvis man ikke er dansk statsborger og ikke gider overholde et opholdsforbud?

Tak for det. Så får vi svar. Værsgo.

Jeg er helt enig i, at statsministeren er god til at være stram i retorikken, når det gælder udlændingepolitikken. Det kniber bare gevaldigt, når man også samtidig fører en politik, hvor man giver 2.000 kr. ekstra skattefrit hver eneste måned til arbejdsløse indvandrere. Det kniber gevaldigt, når man fjerner alle pengene til det tredje udrejsecenter, selv om man havde lovet danskerne før valget, at der ville komme et tredje udrejsecenter.

Jeg noterer mig, at Dansk Folkeparti gerne vil hjælpe regeringen. Vi giver gerne i Venstre en hånd med. Vi er glade for regeringens forslag om et opholdsforbud, for der er ikke noget, en oppositionen kan ønske sig mere, end når en regering adopterer Venstres politik. Venstres formand, hr. Jakob Ellemann-Jensen, foreslog på Venstres sommergruppemøde et opholdsforbud, så vi synes, det er positivt, at regeringen nu også mener det. Den del skal de have ros for. I forhold til spørgsmålet om en bøde på 10.000 kr. synes vi umiddelbart, at det lyder som noget i den lave ende.

Hr. Peter Skaarup.

Ja, det synes jeg sådan set også, ikke mindst i lyset af at de bøder, som kriminelle får i vores ghettoer, jo ikke bliver betalt, og de bliver heller ikke konverteret til fængselsstraf. Så der er et eller andet rivravruskende galt her. Så hvis vi kan være fælles om at presse regeringen til at sikre, at hvis man ikke betaler sine bøder, så kommer man altså ind at bure den, og så bliver man der, indtil man gider betale sine bøder og opføre sig ordentligt. Det er det ene.

Det andet er: Er Venstre ikke enig i, at det jo ikke er nok at give en bøde, hvis man allerede har forbrudt sig mod reglerne og har fået et opholdsforbud – at give en bøde for det? Hvis man ikke er dansk statsborger, bør man så ikke udvises for det?

Tak for det. Så får vi svar på det. Værsgo.

Vi er i hvert fald enige om, at der også på det her område er behov for at presse regeringen. Vi synes, 10.000 kr. umiddelbart lyder lidt i den lave ende. Jeg er ikke sikker på, at det er det, der afskrækker de her typer, der står for en utryghedsskabende adfærd – at det er noget, der sådan helt får dem til at frygte den del. Så der er behov for at stramme op, og det glæder mig, at Dansk Folkeparti også vil bidrage til det.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tydelige understregning af, at grøn handling ikke er rabiat, det er fornuftigt. Jeg kan berolige ordføreren med, at jeg gerne bærer rabiat som et æresmærkat. Det viser jo lidt om, at det nok hverken er rød eller blå, men grøn, der samler her, og at man ikke kan sætte den ene farve foran den anden.

Erhvervslivet kalder jo på klimahandling. Det har vi set, både med den her appel fra rigtig mange erhvervsledere på forsiden af Information i den her uge, og i sidste uge efterspurgte Dansk Erhverv meget konkret en CO2-afgift koblet med bedre forhold for erhvervslivet, altså en grøn skattereform. Derfor vil jeg spørge: Vil Venstre være med til at indføre sådan en ensartet, støt stigende afgift på drivhusgasudledning, som jeg betragter som hverken rabiat eller vild, men helt grundlæggende nødvendig for at nå i mål med de grønne ambitioner, vi har?

Ordføreren.

Ja, vi har i hvert fald en regering, der har valgt at se rødt frem for grønt. Den der famøse hockeystav er vist regeringens hemmelige tryllestav. Der er i hvert fald ikke rigtig nogen, der kan få opklaret, hvordan det er, man skal nå de ambitiøse mål i 2030 ved at læne sig tilbage og håbe, at nu løser ny teknologi det hele nytårsaften år 2029. Det tror vi ikke på i Venstre. Der er behov for at handle, og der er behov for, at vi får sat tempoet op, for ellers når vi ikke de fælles mål, vi har aftalt på tværs i Folketinget. Vi mener i Venstre, at vi har behov for en grøn skattereform. Det var jo et af de elementer, som det lykkedes Venstre og Det Radikale Venstre ved fælles hjælp at få presset ind i den aftale, som vi indgik før sommerferien, og hvor det fremgår, at regeringen her i efteråret skal præsentere et oplæg til en grøn skattereform, hvor man også ser på en ensartet CO2-afgift.

Værsgo, fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak. Det er jeg rigtig glad for. Jeg skal bare have bekræftet, at det altså betyder, at Venstre vil være med til at træffe beslutninger, der fører til væsentlige, konkrete CO2-reduktioner i 2030, altså noget, vi kan måle, og ikke bare teknologier, som måske kan redde os i 2029 – også selv om vi selvfølgelig skal investere i teknologi.

Ordføreren.

Ja, det vil Venstre gerne. Vi har én betingelse i forhold til en grøn skattereform, og det er, at det holder sig inden for Venstres skattestop, og dermed, at når vi sætter afgifter eller skatter op på det, vi gerne vil have mindre af, nemlig forurening, ja, så skal vi tilsvarende lette skatterne på alt det, vi gerne vil have mere af. Så i respekt for Venstres skattestop vil vi meget gerne indgå aftale om en grøn skattereform.

Så er det fru Astrid Carøe, SF. Værsgo.

Tak for det. I tirsdags, til åbningen af Folketinget, stod der er en masse unge mennesker foran Christiansborg. Uddannelsesalliancen stod klar med budskabet om at stoppe nedskæringer og i stedet for investere i uddannelse. Jeg er glad for, at de var der, men jeg er også virkelig ærgerlig over, at de igen står med det budskab. Jeg er ærgerlig, fordi det ikke engang er et år siden, at vi stoppede besparelserne på uddannelse. Nu har regeringen lagt op til at finansiere politiet med nye besparelser på uddannelserne. Det mener vi i SF er den forkerte vej at gå. Jeg er forundret over, at regeringen bliver ved med at påstå, at det ikke er en besparelse, når vi ved, at det handler om åbent hus-arrangementer og andre nødvendige aktiviteter.

I SF er vi imod besparelserne. Vi vil investere i vores uddannelser, og derfor mener vi, at finansieringen skal findes et andet sted, og det håber jeg jo at der er et flertal for. Derfor vil jeg gerne spørge Venstres politiske ordfører, om Venstre i forhandlingerne om politiforliget også forventer at ville gå imod de her besparelser og prøve at finde finansieringen til politireformen et andet sted. Tak.

Ordføreren, værsgo.

Jeg noterede mig også, at der var rigtig mange mennesker, der mødte op på gaderne ude foran Christiansborg i forbindelse med Folketingets åbning. Der blev demonstreret, bl.a. i forhold til at få sat gang i noget klimahandling nu og ikke bare udskyde det hele til år 2028 eller 2029, som er regeringens plan, fordi så kommer der nok ny teknologi og redder os. De vil have handling – og de vil have handling nu. Det er vi klar til at levere i Venstre.

Venstre er også klar til at levere et klart tilsagn til SF om, at vi heller ikke kan støtte regeringens besparelser på uddannelsesområdet, som de nu igen i år har foreslået – sidste år var det landets friskoler, der fik en tur med sparekniven i regeringens finanslovsforslag, og i år er det gymnasierne og de videregående uddannelser, som regeringen foreslår skal bruges til at finansiere politiet. Det er ikke en prioritering, vi er enige i, så den del vil Venstre gerne sammen med SF sørge for ikke skal være en del af en endelig aftale.

Astrid Carøe, værsgo.

Det er jeg rigtig glad for at høre. Så håber vi virkelig, at vi kan få de besparelser på markedsføringsmidler ud af forhandlingerne om politiforliget og finde midlerne et andet sted.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om man i Venstre også vil sige, at vi selvfølgelig skal investere nogle penge. Der er blevet sparet rigtig meget på uddannelse, og særlig på de videregående uddannelser er der blevet sparet rigtig meget, og det er også her, at de bliver ramt med hensyn til åbent hus-arrangementer osv. Derfor kunne jeg godt tænke mig høre ordføreren, om man forventer at kunne støtte op om at investere nogle penge i uddannelse, når der nu er blevet sparet så meget i de senere år.

Ordføreren, værsgo.

Ja, Venstre er gået til valg på et velfærdsløfte, og det handler om, at når der i de kommende år kommer flere børn og flere ældre, så skal pengene også følge med. Men pengene kan kun bruges én gang, og de skal tjenes, før de kan bruges – der tror jeg, at der er en del, der skiller Venstre og SF ad.

Vi mener jo ikke, at højere skatter og afgifter er løsningen og svaret til dansk erhvervsliv og danske iværksættere, og slet ikke midt i en stor økonomisk krise. Der er jo snarere tværtimod behov for, at vi får skabt varig vækst og dermed danske arbejdspladser, for det er hele forudsætningen, altså at vi med velstand skaber vækst for på den måde at have råd til at investere i velfærd og i den grønne omstilling.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Fru Sophie Løhde var i sin tale inde på det vigtige i, at vi bruger de penge, vi afsætter til offentlig velfærd, på en måde, så det kommer borgerne til gavn. Der har hen over sommeren været en lang række artikler om private ejere af bosteder for socialt udsatte børn, som trak endda meget store midler ud af bostederne til eget privatforbrug; der har været tale om lønninger i millionstørrelsen; der har været tale om, at en af kæderne har solgt sin kæde af botilbud for børn til en stor udenlandsk kapitalfond. Jeg vil godt høre om noget: Synes fru Sophie Løhde og Venstre, at det er en rigtig prioritering af vores velfærdskroner, hvis de penge, vi bevilger til bosteder for socialt udsatte børn, kan stikkes i privates lommer, og hvis det ikke måtte være tilfældet – det håber jeg da ikke det er – vil Venstre så være med til at ændre lovgivningen, så det ikke længere er muligt?

Ordføreren.

Jeg har også læst de artikler, og jeg noterer mig også, at der er en del af de ting, der bliver beskrevet, der jo altså er ulovligt i dag. Derfor handler det jo om, at vi skal sætte benhårdt ind over for dem, der er svindlere; de findes desværre forskellige steder i vores samfund – også svindlere, der er så kyniske, at de forsøger at trække penge ud af det offentlige.

Men vi skal jo ikke, fordi der er nogle få svindlere, ødelægge det for de mange dygtige folk, der er i de private, specialiserede tilbud til nogle af vores mest udsatte mennesker i samfundet, mennesker med handicap, og skal ikke lave et forbud, som gør, at de må lukke for deres tilbud til borgerne. Vi ønsker da ikke at forbyde private tilbud på socialområdet. De løser så mange vigtige opgaver og er så vigtige for så mange udsatte mennesker i det her samfund, så dem skal vi da ikke lukke ned for og forbyde. På samme måde mener vi jo heller ikke, at vi skal forbyde, at Falck kommer og henter os, hvis vi falder om ude på Slotspladsen og får brug for at ringe 112, eller forbyde, at vi kan komme på et privathospital, hvis det offentlige ikke kan levere en operation inden for en måned. Det kunne vi da ikke drømme om at forbyde. Vi skal da heller ikke straffe mennesker med handicap, ved at de ikke kan få lov til at beholde deres specialiserede tilbud.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Nu var mit ærinde slet ikke at forbyde, at private skulle kunne drive tilbud, og det var sådan set heller ikke det, jeg spurgte til. Jeg kunne også høre i svaret til den foregående spørger, at friskolernes ve og vel ligger Venstre meget på sinde. Vi har jo et glimrende friskoleområde her i landet, som vi også gerne værner om i Enhedslisten. Friskolerne har jo det særlige ved sig, at de penge, vi bevilger fra det offentlige, ikke kan trækkes ud, for de skal komme børnene til gode. Er det i virkeligheden Venstres opfattelse, at vi burde have et friskolesystem, hvor det var muligt at trække pengene ud for sådan at få lidt ekstra fremdrift i området, eller skulle vi måske hellere harmonisere vores sociale institutioner, så de fungerede i lighed med friskolerne?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Ja, jeg kan bekræfte, at friskolerne ligger Venstre meget på sinde. Vi har en stor og en stolt friskoletradition i Venstre, og det var også derfor, vi kæmpede indædt for, at de tåbelige besparelser på landets friskoler, som regeringen foreslog sidste år i sit finanslovsforslag, skulle trækkes ud. Vi skal jo ikke straffe forældrene og børnene, fordi man har valgt at gå på en friskole – mange af dem er også beliggende i landets landdistrikter – tværtimod. Det var også derfor, vi fik nedsat koblingsprocenten i vores regeringsperiode. Og så må jeg sige: Regeringens forslag, som jo er annonceret i lovprogrammet omkring de private, specialiserede tilbud, er jo de facto et forbud; det er det, man foreslår, for de må kun være selvejende, de må ikke være private.

Tak for det. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak for det. Jeg elsker biler, og jeg er helt lidenskabelig med dem. Jeg ser dem som kunstværker, og jeg synes, at veteranbiler er kulturarv. Sådan er vi rigtig mange tusinde, der har det. Men for rigtig mange danskere derude er det simpelt hen et nødvendigt redskab, og mange har brug for to. De bor ikke i indre København og kan ikke tage metroen, og det kan godt være, at det for et eller andet café latte-segment på Østerbro, som har millioner i friværdi, kan være svært at forstå, at man ikke bare kan købe en ny bil. Men det er altså virkeligheden for folk derude. Så mit spørgsmål til Venstre i dag er: Vil Venstre stille en garanti for, at det ikke bliver dyrere at købe, eje eller køre i konventionelle biler derude, således at vi ikke straffer børnefamilierne?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg selv elsker biler, men jeg er da i hvert fald glad for at kunne have en en gang imellem til at transportere mig rundt i landet, også når man skal rundt de steder, der ikke lige har en metro beliggende rundt om hjørnet. Og det er jo hverdagen for rigtig mange danskere. De er helt afhængige af at have en, måske to biler for at kunne nå at aflevere børnene, passe arbejdet og få hverdagen til at hænge sammen. Og vores udgangspunkt i Venstre til forhandlingerne om en grøn omstilling af vores transportsektor er da ikke, at vi nu skal til at gøre det hele dyrere for danskerne. Det var jo ikke derfor, vi satte afgifterne ned, da vi var i regering, så det er selvfølgelig ikke sådan, vi kommer til at gå til forhandlingerne.

Det, der er vores mål, er, at vi får flere grønne biler på vejene og dermed får en omstilling fra det sorte hen til det grønne. Det kræver også, at vi investerer nogle penge i forbindelse med de her forhandlinger, hvor regeringen insisterer på ikke at ville bruge så meget som en krone, så snart det er grønt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Okay, det var altså en lang gang christiansborgsniksnak – altså ingen garanti. Når jeg spørger, er det, fordi Venstre har det her slogan med, at det ikke må blive dyrere at være dansker, men alligevel øgede man afgifterne på eksport, på biler, man øgede afgifterne på cigaretter, øgede afgifterne på erhvervsdrivendes kasseapparater, øgede afgifterne på bankerne, som lovforslaget endda sagde ville blive lagt ud for forbrugerne. Derfor hænger det, som Venstre står og siger, jo ikke sammen.

Der findes en borgerlig løsning på det her, for man kan sænke registreringsafgiften på elbiler, man kan sænke elafgiften generelt, og så kan man give en stor gevinst til de mennesker, som kommer af med deres gamle brugte dieselbiler. Det er den borgerlige løsning, men det kræver bare, at man er villig til at indskrænke staten lidt. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge en gang til: Vil Venstre garantere, at det ikke bliver dyrere for danske børnefamilier at køre i deres konventionelle biler derude?

Tak for det. Så får vi svaret. Værsgo.

Venstre kommer ikke til at medvirke i en aftale om den grønne transport, hvis ikke også det holder sig inden for Venstres skattestop. Det betyder jo, at det samlet set ikke må blive dyrere at være dansker. Vi er da også optaget af, hvordan vi sænker afgifterne i forhold til at understøtte en øget grøn omstilling. Vi har et mål om en million grønne biler i 2030, mens regeringen foreslår 100.000 flere i 2030, for i forbindelse med målet på de 500.000 har Eldrupkommissionen jo sagt, at de 400.000 kommer helt af sig selv, og så er det 100.000, der er ambitionsniveauet for regeringen. Der vil vi gerne trække dem i en grøn retning, men ikke på en måde, så danske familier og danskerne ikke fortsat også kan have råd til at have en bil, måske to, for at få hverdagen til at hænge sammen. Mange af dem har også langt til arbejde, langt til nærmeste daginstitution og andet.

Tak for det. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil følge op på min kollega hr. Lars Boje Mathiesens spørgsmål, for det var egentlig et glimrende spørgsmål, og jeg synes ikke, at svaret fra Venstre står sådan helt krystalklart. Fru Sophie Løhde nævnte tidligere, at man gerne vil beskatte nogle ting, der forurener, mere, så længe man beskatter noget andet, som er knap så forurenende, mindre. Vil det sige, at Venstre gerne vil stemme for en aftale, der gør, at benzinbiler og dieselbiler og de biler, som de fleste danskere har, bliver dyrere, så længe elbilerne og de grønne biler bliver billigere og det samlede provenu i statskassen ikke stiger? Er det sådan, det skal forstås, at hverdagen altså med Venstres stemmer for nogle danskere potentielt bliver dyrere?

Værsgo.

Ja, det er da vores mål. Det er også derfor, jeg siger, at vi ikke kommer til at medvirke til en aftale, som ikke respekterer skattestoppet. Vi mener ikke, at det skal være dyrere at være dansker, men vi mener, at det skal gøres mere attraktivt at vælge grønt og dermed også understøtte en udvikling, hvor vi får langt flere grønne biler på vejene. Det er også derfor, at vi i forbindelse med de her forhandlinger er optaget af, at der er nødt til at komme nogle friske penge ind, for ellers er der jo kun danskerne til at betale. Det er derfor, vi foreslår at bruge af råderummet. Det er derfor, at vi laver reformer, så vi på den måde får en finansiering til at kunne nå det mål, som jeg i øvrigt tror at vi er fuldstændig enige om.

Hr. Alex Vanopslagh.

Hvis den politiske aftale ender med, at man siger, at de grønne biler bliver meget, meget billigere og benzin- og dieselbiler bliver en smule dyrere – der er tale om en samlet afgiftslettelse, men benzin- og dieselbilerne bliver endnu dyrere – er det så en aftale, som Venstre vil lægge stemmer til? Det er det, der er spørgsmålet fra Nye Borgerlige og nu også fra Liberal Alliance.

Værsgo.

Men vi går da ind i forhandlingerne med et mål om, at afgifterne ikke skal sættes op. Det er jo derfor, at vi i øvrigt sammen med regeringen i sidste periode har lavet flere afgiftsnedsættelser. Så tror ordføreren da ikke, at Venstre går ind i forhandlingslokalet med et mål om, at vi skal sætte afgifterne op? Vi medvirker ikke i aftaler, der ikke respekterer skattestoppet, og at det dermed samlet set ikke bliver dyrere at være dansker. Men vi siger også samtidig klart, at hvis vi skal undgå, at det bliver børnefamilierne, almindelige danskere, der i sidste ende skal betale regningen for den grønne omstilling, er det også nødvendigt at tilføre penge til systemet via råderummet og reformer.

Tak. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen, fru Sophie Løhde. I Alternativet vil vi også gerne vende hockeystaven om, så vi giver den fuld gas nu, og vi så måske – kan ordføreren ikke høre mig? (Sophie Løhde (V): Nej, undskyld, jeg kunne simpelt hen ikke høre det.) Den er tændt, den her mikrofon. Jeg kan prøve at råbe noget højere! Jeg håber, at jeg stadig har min taletid, formand.

Jeg tror lige, at vi starter helt forfra. Den er rød, lampen, så det skulle egentlig fungere. (Torsten Gejl (ALT): Det skulle det?) Ja, prøv igen.

Jeg har heldigvis en høj røst.

Tak for talen, fru Sophie Løhde. I Alternativet vil vi også gerne vende hockeystaven om, så vi giver den fuld gas nu, og hvis vi så er ved at komme tættere på mål, hurtigere end vi havde troet, kan vi jo lade den flade lidt ud. Derfor er det også interessant, at Venstre måske gerne vil være med til grønne afgifter inden for skattestoppet. Derfor har jeg lyst til lige at undersøge det lidt og høre: Hvis det f.eks. betyder, at vi lægger afgift på kød, så kød bliver dyrere – ganske vist med social kompensation – og vi så samtidig gør grøntsager billigere, og så er det jo alt i alt ikke blevet dyrere at være dansker, vil Venstre så være med til den type idéer, når vi skal i gang med forhandlinger om en grøn skatteaftale?

Værsgo.

Nej, det er nok ikke lige helt den vej, vi ser det, forstået på den måde, at en grøn skattereform, som det har været vigtigt for Venstre og for Det Radikale Venstre at vi fik ind i aftalen, som vi lavede før sommerferien, skal respektere skattestoppet. Og når vi har sagt til regeringen, at vi skal have en grøn skattereform, har vi jo også tilføjet, at der skal ses på at indføre en ensartet CO2-afgift. Det vil jo betyde, at der er nogle afgifter, der vil blive sat op, for at andre til gengæld kan sættes ned.

Værsgo, Torsten Gejl.

Jeg har svært ved helt at forstå det, hvis det nu ikke bliver dyrere at være dansker. Hvis vi pålægger f.eks. de virksomheder, der forurener meget, en høj afgift, som så kan gå til at hjælpe dem, der er grønne, med at udvikle sig, så bliver det jo alt i alt ikke dyrere at være dansker. Hvis det bliver dyrere at køre i de dyre biler, de forurenende biler, og billigere at køre i dem, der ikke forurener, bliver det jo heller ikke dyrere at være dansker. Så jeg har svært ved at forstå, hvordan det skattestop skal fungere, hvis det ikke er i orden, når det ikke bliver dyrere at være dansker.

Værsgo.

Men skattestoppet betyder jo ikke, at man giver en blankocheck, så man bare kan forhøje skatterne på alle de ting, Alternativet måtte kunne opfinde at lægge spændende nye skatter og afgifter på. Altså, vi har ikke noget forslag om og ønsker ikke at indføre en kødafgift. Vi synes heller ikke, vi skal indføre en flyafgift i Danmark. Vi har en luftfartsindustri, der er fuldstændig i knæ oven på coronakrisen. Derfor ville det være besynderligt, hvis vi så sagde: Jamen så indfører vi da bare en flyafgift. Altså, det skal jo også kunne møde virkeligheden, og vi er jo ikke så forskrækkede, at vi ikke også mener, at der fortsat nok skal kunne spises en hakkebøf eller en omgang spaghetti bolognese fremover. Tak.

Tak. Hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg ved ikke, om vi i Socialdemokratiet ligefrem glæder os til Venstres finanslov, sådan som ordføreren fik antydet, men jeg tror da, det ville højne den politiske debat, hvis Venstre rent faktisk fik en økonomisk politik. Det, der i øjeblikket er Venstres undskyldning for en økonomisk politik, er jo løsrevne angreb på regeringen, som meget ofte peger i hver sin retning. På den ene side anklager man regeringen for at bruge for mange penge, på den anden side anklager man regeringen for at bruge for få. Eksempelvis har finansordføreren for Venstre kritiseret regeringen for, at fremtidige generationer får efterladt en regning i børneværelset. Samme finansordfører siger, at Venstre med investeringer og stimuli faktisk vil lave en hurtigere genopretning af økonomien end regeringen. De to udsagn er jo gensidigt udelukkende, og de viser, at Venstre i forhold til den økonomiske politik ikke har nogen sammenhængende svar.

Derfor vil jeg også gerne spørge ordføreren: Mener Venstre, det er fornuftigt, at regeringen går til grænsen af budgetloven og gør alt, hvad vi kan, for at sætte kul under, at vi får danskerne tilbage i arbejdstøjet oven på coronaen, eller synes Venstre ikke, at man skal gå til grænsen af budgetloven?

Værsgo.

Jeg tænker, at man i Socialdemokratiet glæder sig, siden man er så utålmodig, men Venstre præsenterer selvfølgelig sit finanslovsudspil – i modsætning til Socialdemokratiet, der nogle gange undlod at gøre det, da de var i opposition. Og jeg vil også allerede gerne afsløre, at der selvfølgelig kommer til at indgå flere tal end sidetal, som jeg tror var de eneste tal, der var i nogle af Socialdemokraternes finanslovsoplæg.

Vi mener i forhold til den økonomiske krise, der har ramt Danmark og resten af verden, at der er behov for her til næste år at føre en ekspansiv finanspolitik. Det, der er afgørende for Venstre, er, at vi bruger pengene på at skabe varig vækst, og det er jo derfor, vi er bekymrede over regeringens finanslovsforslag, der nærmest er klinisk renset for noget, der skaber vækst og danske arbejdspladser. I stedet gør man det modsatte. Man har forslag om nu at lægge en øget skat på iværksætterne – iværksætterne, som er dem, der skal være med til at skabe morgendagens jobs og arbejdspladser i Danmark. Der er Socialdemokratiets svar til dem: Øget skat til jer. I trækker 10.000 ud af beskæftigelsen. Det gør Danmark fattigere, ikke rigere. Og der er der kun børnene og børnebørnene til at betale den regning i sidste ende.

Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Jeg så lidt af den amerikanske debat i nat, og Pence gør det samme som det, ordføreren gør nu – man undlader at svare på spørgsmålet og sender i stedet for et angreb den anden vej. Det kan være, det virker i USA, men jeg tror ikke, det virker i Danmark. Regeringen har ikke indført en ekstra skat på iværksættere. Det er simpelt hen bare ikke rigtigt, så lad være med at gentage det.

Jeg synes, at ordførerens udenomssvar på mit spørgsmål beviser helt og fuldt, at jeg har ret, når jeg påstår, at Venstre ikke har en sammenhængende økonomisk politik. Og derfor vil jeg bare helt stilfærdigt bede ordføreren om at svare på mit spørgsmål: Synes man, det er fornuftigt, at vi går til budgetlovens grænser og gør alt, hvad vi kan, for at få danskerne tilbage på arbejde, eller synes man grundlæggende ikke, at det er fornuftigt?

Værsgo.

Jeg har ikke været oppe hele natten og set debat, skal jeg først og fremmest afsløre, men det kan være, det er derfor, at spørgeren er lidt træt – forstået på den måde, at jeg jo sådan set svarede på de spørgsmål, i modsætning til da vi havde hr. Jesper Petersen på talerstolen, for der var der godt nok lidt langt imellem svarene på de konkrete spørgsmål, der blev stillet. Det gjaldt bl.a. spørgsmålet omkring ekstra skat på iværksætteri. For det har den her regering jo præsenteret sit forslag til som led i Arnereformen, og den må Socialdemokratiets finansordfører da have nået at læse, i forhold til hvor finansieringen bl.a. skal komme fra. Det er ekstra skat på iværksætteri. Der er behov for det stik modsatte: mere risikovillig kapital. Men det kommer der mindre af, når man hæver aktiebeskatningen, og derfor er det ekstra skat på iværksætteri og på gode danske arbejdspladser.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg kender Venstre som et parti, der ligesom fru Sophie Løhde godt kan lide at handle. Det der med, at en tilbudspris ikke nødvendigvis er det, prisen ender på, og at man kan sjakre lidt osv., er vigtigt. Er det ikke rigtigt forstået, at Venstre er et parti, der sådan er i god forbindelse med virkeligheden? At se Venstrefolk på Hjallerup Marked og sådan nogle ting er nærmest som at se mig i operaen, altså der, hvor man virkelig kan få lov til at udfolde sig. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Sophie Løhde om noget: Hvad synes Venstre 1 t CO2 skal koste at fortrænge? Industrien betaler jo kvoteprisen, og den ligger på de der 200 kr., men nu sidder vi så og forhandler på transportsektorens område, og der er jeg lidt den, der er på Hjallerup Marked og vil gerne have prisen så langt ned som muligt, så det bliver den billigste pris, vi betaler pr. ton CO2, som vi fortrænger. Men nogle af de ting, jeg bare hører fra Venstre ude i samfundet, er, at der altså tales om nogle helt andre priser. Så hvad skal 1 t CO2 koste, fru Sophie Løhde?

Tak. Og værsgo.

Om vi i Venstre er gode til at handle, tror jeg jeg vil lade andre om at bedømme, men vi synes da i hvert fald, at det er et adelsmærke at forsøge at være dem, der også passer på danskernes penge. Hvad 1 t CO2 skal koste at fortrænge, tror jeg i virkeligheden der er flere svar på, afhængigt af hvilke sektorer vi kigger ind i i forbindelse med CO2-reduktioner. For jeg tror ikke, at du kan lægge et ensartet niveau og sige, at det er det maksimale, eller sige, at det er prisen, uanset hvilke områder vi kigger ind i. Vi skal jo tage forskellige virkemidler i brug inden for forskellige sektorer, og vi er da også optaget af, at prisen for at fortrænge 1 t CO2 skal så langt ned som overhovedet muligt, men vi anerkender også, at hvis vi skal nå i mål med vores grønne ambitioner, 70-procentsmålet i 2030, er vi også nødt til at investere penge i den grønne omstilling. Den er jo ikke bare gratis eller løser sig selv, ved at vi satser på ny teknologi med den der berømte hockeytryllestav, som regeringen sætter sin lid til. Der skal handles, og vi mener, det er nødvendigt at bruge en del af råderummet på den grønne omstilling.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så vil jeg gerne høre om noget. Hvis vi er enige om, at industrien betaler 200 kr., mens det, Klimarådet anbefaler som en generel afgift, er 1.500 kr., og den skyggepris, som bl.a. Venstres forslag om 700.000 elbiler i 2030 medfører, er helt oppe på over 4.000 kr. Så vil jeg bare gerne høre, hvor meget de 2.500 kr. mere, end Klimarådet anbefaler, som Venstre altså er villige til at bruge på at fortrænge 1 t CO2, egentlig udvikler bilindustrien i Danmark. Siden Ellerten har jeg ingen erindring om, at der er blevet produceret biler i Danmark, så hvad er det for en investeringsform, Venstre lægger op til ved at ville betale 4.000 kr. for at fortrænge 1 t CO2 i transportsektoren, når det andre steder kun skal koste 200 kr.?

Værsgo.

Det har Venstre da heller ikke sagt det skal gøre. Vi er optaget af i forhandlingerne at sikre, at vi kan få løftet regeringens ambitionsniveau. De siger 100.000 flere grønne biler i 2030, fordi de 400.000 kommer af sig selv, mens vi har et mål om 1 million, og det er ambitiøst. Og der er vi nødt til at gå ind og se på at tilføre noget råderum ved at lave reformer for at tilføre finansiering, for ellers kommer vi ikke i mål med den grønne omstilling på transportområdet. Ellers er der kun én vej, og det er bare at gøre det dyrere for en hel masse danskere, og det er ikke det, vi vil i Venstre.

Så bare en enkelt ting: Det er en myte, hvis vi i Danmark tror, at det med bilindustrien kun er noget, der foregår i Tyskland og andre steder. Der kom for nylig en meget interessant artikel, og jeg tror, det var Dansk Industri, der havde undersøgt, hvor mange arbejdspladser der i Danmark faktisk er relateret til bilindustrien, og som leverer vigtige komponenter til bilindustrien andre steder, og dermed er de også vigtige i forhold til vores eksportmarked.

Tak. Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Siden regeringsskiftet sidste år er der kommet en ny grøn kurs for Danmark. Vi har fået et 70-procentsmål, og vi har fået grønne aftaler om energi, industri, affald og boliger, som tilsammen viser en fjerdedel af vejen mod 2030-målet. Alligevel må man forstå på Venstre, at det går alt, alt for langsomt. Jeg går ud fra, at den her kritik betyder, at der er sket et markant grønt kursskifte i Venstre, siden den tidligere regering f.eks. for bare 2 år siden kom med et klimaudspil, hvor kvoteopkøb var det primære redskab.

Så vil ordføreren løfte sløret for, hvordan Venstre konkret ville have sikret en hurtigere omstilling, end regeringen har sikret i det forgangne år, hvor vi er nået en fjerdedel af vejen?

Værsgo.

Ja, det vil vi jo bl.a. ved at insistere på, at der skal handles og handles nu, og at det ikke overlades til et håb, en ønsketænkning, om, at ny teknologi løser alle problemer for os nytårsaften år 2029. Før sommerferien indgik vi aftaler i forhold til energi, industri og affald, og der var Venstre sammen med andre partier medvirkende til at presse regeringen til, at vi fik leveret væsentlig større reduktioner end det, som Socialdemokratiet foreslår. Så det er jo et godt eksempel på Venstres mandater, der er i arbejdstøjet i forhold til den grønne handling. I den her regering er I store på ambitioner, og I er små på handling.

Tak. Værsgo, fru Anne Paulin.

Kan det virkelig ikke blive mere konkret end det? Ordføreren står og taler om en omvendt hockeystav. Kan det ikke blive mere konkret? For jeg går ud fra, at den måde, som ordføreren vil realisere den her omvendte hockeystav på, ikke er ved de gamle virkemidler, som Venstre sværgede til, som kvoteopkøb.

Værsgo.

Vi kan godt beskæftige os helt vildt meget med fortiden, og jeg ved også, at det er den, regeringen har et problem med at hænge gevaldigt meget fast i. Men med hensyn til fortiden står jeg på mål for, at vi lavede danmarkshistoriens mest ambitiøse energiaftale, da vi var i regering. Jeg står også på mål for, at vi nu her, når vi snakker om, at det skal blive konkret, hvad det er, vi vil, er mere ambitiøse og vil have hurtigere handling, når det gælder den grønne omstilling i forhold til vores transportsektor og i forhold til vores biler. Vi synes ikke, det er ambitiøst med 100.000 flere grønne biler i 2030, som regeringen foreslår, og at de 400.000 kommer af sig selv. Vi har et mål om 1 million grønne biler, og det skal selvfølgelig finansieres. Det er også derfor, vi prioriterer at bruge råderum, at vi prioriterer og gerne vil medvirke til at lave reformer for at finansiere den grønne omstilling. Den her regering – og I har jo sagt det så sandt – er røde, før I er grønne; I ønsker ikke at bruge én krone på den grønne omstilling, andet end hvis det er penge, der kommer ned i turbanen fra en check fra EU, som er optaget for lånte penge.

Tak. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen og især det grønne fokus. Jeg har en ambition og en forhåbning om, at ligestillingsområdet måske også kan binde os sammen.

I februar fremsatte Radikale Venstre et beslutningsforslag om at skærpe reglerne for måltal for det underrepræsenterede køn i de øverste ledelsesorganer, og det lyder lidt teknisk, men det handler jo i bund og grund om, at kun 75 ud af 1.000 af Danmarks største virksomheder på det tidspunkt havde en kvindelig administrerende direktør, og her 8 måneder senere er tallet 69. Det er faldet. Så er det jo også sådan, at sandsynligheden for, at en CEO hedder Lars, faktisk er større, end at vi her finder en kvinde.

Venstre stemte imod det beslutningsforslag, og jeg har ellers oplevelsen af, at Venstre gerne vil styrke erhvervslivets mulighed for at tiltrække forskellige talenter. Det vil jeg høre om ordføreren vil bekræfte, og mener ordføreren så, at vi er gode nok til at udnytte hele talentmassen i Danmark?

Værsgo.

Først og fremmest tak for de pæne ord. I Venstre er vi meget optaget af, at vi får flere kvinder til tops, undtagen i Statsministeriet – der synes vi, at vi har prøvet det der med en kvinde, og nu går vi efter en mand – men når vi snakker erhvervslivet, og når vi snakker den offentlige sektor. For der er for mange steder, hvor kvinder er stærkt underrepræsenteret i forhold til ledelsesposter, og derfor er det også noget, vi skal arbejde med rent ledelsesmæssigt, hvor vi selv har ansvaret, eksempelvis i forhold til staten. Det var også noget af det, som Ledelseskommissionen, som vi nedsatte, da vi havde regeringsansvaret, arbejdede med. For det handler jo også om en kulturændring, også i den offentlige sektor, og at man ikke kun lige kigger i sit eget netværk af mænd, når man leder efter den næste kandidat, men at man også ser udad, og at man også sørger for at ansætte flere kvinder. Jeg tror faktisk, der er kommet færre kvinder på topposter i den offentlige sektor, i hvert fald mens regeringen har siddet. Jeg erindrer i hvert fald, at jeg læste en artikel for nylig, hvor der netop var et eksempel på, at der sådan set var kommet færre, på trods af at jeg tror, at man har haft travlt med at skyde efter hr. Ole Birk Olesen på et tidspunkt i forhold til nogle af hans udtalelser omkring ligestilling.

Fru Samira Nawa.

Jeg blev egentlig glad for svaret; det var ikke, fordi jeg blev så rørt, men jeg blev glad for svaret. Men hvordan så i forhold til det private? For nu var fokus på det offentlige fra fru Sophie Løhdes side. Skal udviklingen så komme af sig selv i det private? Eller har vi ikke også herindefra et politisk ansvar for at være drivkraften for netop den forandring, som jeg hører Venstre faktisk også gerne ønsker?

Værsgo.

Mange tak. Vores klare udgangspunkt er jo, at kvinder skal vælges, fordi de er kvalificeret og ikke kvoteret. Der var ikke noget, jeg nogen sinde mindre kunne tænke mig end at være udpeget på baggrund af mit køn end på baggrund af mine kvalifikationer. Det gælder i den offentlige sektor, og det gælder i den private sektor. Kan vi lovgive os ud af det? Det tror jeg er svært. Jeg tror, det handler om rigtig mange ting, både når vi snakker den offentlige og den private sektor, og noget af det handler jo også om rollemodeller: at der er kvindelige topledere, som også er med til at inspirere og motivere flere kvinder til at række ud efter det og gå efter toplederstillinger i det offentlige og i det private og på den måde tage en række initiativer i forhold til at understøtte, at flere kvinder er at finde i topledelserne både i den offentlige sektor og i den private sektor. Jeg tror, at man skal se på mange forskellige instrumenter, og jeg tror sådan set, at det her med kultur er en stor del af det, fordi det også er velkendt, at man rigtig mange steder, når der skal rekrutteres, også til bestyrelser og andet, kigger i sit eget lille netværk, og hvis det netværk alene er mænd, som så skal finde ud af at finde nogle, er det ikke altid, at man er god nok til at se udad. Vi har så mange dygtige kvinder på toplederposter.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne tilbage til den grønne diskussion. Man siger jo, at man skal glæde sig over en omvendt synder, men jeg synes alligevel, at det ville være en lille smule mere troværdigt, hvis Venstre så rent faktisk også handlede på det, i forhold til at man nu pludselig fører sig frem som grønne. I september foreslog man bindende naturmål – og så sagde fru Mette Abildgaard, vores den dygtige kollega fra De Konservative, at det da var en virkelig, virkelig god idé. Men det klinger jo bare lidt hult, for da Venstre var i regering med De Konservative og fru Mette Abildgaard havde fået det skrevet det ind i regeringsgrundlaget og havde fået sikret pengene til det og sådan noget, så forhindrede Venstre, at det blev til virkelighed. Og man kan sige, at i forhold til natur er det jo også et ret åbent spørgsmål, hvad Venstre vil nu, selv om de har fremsat et beslutningsforslag. For før sommerferien stemte vi om at passe bedre på vores beskyttede § 3-områder, og der stemte Venstre imod. Så ønsker Venstre egentlig at bakke op om regeringens større fokus på natur og biodiversitet, eller ønsker man det ikke?

Værsgo.

Vi ønsker at indføre bindende naturmål. Det mente vi også, da vi var i regering; vi afsatte ovenikøbet pengene til det på finansloven – to gange, tror jeg. Vi ønsker det fortsat. Vi har i Venstre selv prioriteret at afsætte 100 mio. kr. i vores kommende finanslovsforslag til at kunne lave en plan for natur og biodiversitet – regeringen har afsat det halve, nemlig 50 mio. kr. Og det står jo i grel modsætning til, hvad man lovede danskerne før valget: at man inden for 100 dage, sagde statsministeren, ville komme med en natur- og biodiversitetsplan. Altså, der er gået over 400 dage, og vi har ikke set skyggen af den plan.

Så når vi kun hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak. Nu siger fru Sophie Løhde det jo selv – altså hun udstiller hykleriet. Man tager ovenikøbet kredit for, at man skrev det ind i regeringsgrundlaget og man fik afsat pengene til det. Alligevel forhindrede man, at det blev til virkelighed. Og politik er jo ikke kun, hvad man siger her; politik er jo også, hvornår man rent faktisk får ting til at ske i virkeligheden. Nu kan jeg så forstå, at der er 100 mio. kr. i det her finanslovsforslag, som ingen har set, men det ville da være dejligt, hvis de på et tidspunkt blev materialiseret og også blev genstand for en offentlig debat. Men det, det handler om, er jo, hvad man gør til virkelighed, og der har den her regering gjort langt mere, end Venstre gjorde i den foregående periode.

Tak. Og værsgo.

Ja, i forhold til hvad man gør til virkelighed, vil jeg sige: Det var Socialdemokratiet, der lovede danskerne – jeg tror, det var sammen med SF – at der skulle komme en natur- og biodiversitetsplan senest inden for 100 dage. Der er gået langt over 400 dage; vi har ikke set skyggen af nogen plan. I Venstre mener vi, at vi skal indføre bindende naturmål. Det mente vi også, da vi var i regering. Vi kom ikke i mål hele vejen i forhold til at opnå enighed omkring, hvordan vi skal gøre det, men det gør da ikke, at vi så siger: Så mener vi ikke det længere. For der er behov for at indføre bindende naturmål, vi prioriterer også at afsætte pengene til det. Vi har afsat 100 mio. kr. nu her på vores forslag til en finanslov, regeringen har afsat 50 mio. kr., og så kan man jo selv måle og veje.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har mulighed for at stille spørgsmål. Og så er det den næste ordfører. Hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak til statsministeren for talen i tirsdags. Det var godt, at vi kunne afholde en værdig åbning af folketingsåret, som vi gjorde i tirsdags, trods coronavirus, som jo stadig væk hærger i vores samfund, med deltagelse af kongefamilien, som jo også har måttet gå glip af nogle festligheder i foråret. Høj som lav har måttet bøde for, at vi har en virus blandt os, som vi skal tage hensyn til. Og netop corona spillede jo selvsagt en stor rolle i statsministerens tale. Derfor vil jeg også starte min tale med at komme ind på coronaen.

Vi skal en tur til Fredericia. Det er lørdag den 26. september. Klokken er 17.17. Politiet møder frem og fortæller de 270 deltagere og 30-40 hjælpere på KFUM-spejdernes landsmøde, at deres møde er slut. Efter en juridisk granskning er spejderne ikke omfattet af kriterierne for en såkaldt meningsbefordrende aktivitet, som ellers ikke er omfattet af myndighedernes restriktioner. Det kom som en overraskelse for spejderne. De havde ellers overholdt alle retningslinjer: De sad ned, der var god afstand, og der var ingen sang. Myndighederne var sågar forlods blevet kontaktet for netop at sikre, at alle retningslinjer blev overholdt. Men spejderne havde ikke kunnet tage højde for, at regeringen dagen forinden, fredag kl. 17.00, på et pressemøde havde annonceret nye skærpede retningslinjer, og at granskningen af netop disse nye retningslinjer satte en stopper for spejdernes møde. På samme måde var mange andre i en kaotisk situation, hvor der skulle aflyses gæster til bryllupper, til konfirmationer osv. med få timers varsel.

Vi skal bekæmpe corona. Vi skal passe på hinanden. Vi er i Dansk Folkeparti helt klar på, at situationen kræver restriktioner, men de skal også være afpasset, og de skal kunne fungere i den virkelige verden. Lige nu, mens vi har gang i åbningsdebatten, er der 150 minkfarme, som er ved at blive lukket i Nordjylland. Op mod 1 million mink bliver aflivet. Der er syge dyr, ja, men der er også minkfarme med raske dyr. I en radius på 7,8 km afliver man alle dyr, altså en radius af der, hvor der er smitte. Er det fornuftigt? Det er en meget dyr omgang, og det, man foretager sig, skal jo være proportionelt og rationelt.

Regeringen lovede i foråret inddragelse af Folketinget i håndteringen af corona, men mere og mere har regeringen taget beslutningerne selv. Det har betydet, at der er mindre forudsigelighed i restriktionerne. Det har betydet, at der er mere usikkerhed og mere uklarhed over, hvad der gælder, og hvorfor. Derfor skal vi have nye retningslinjer for håndteringen af corona. Vi skal have større indsigt, og vi skal have større medindflydelse, så vi kan gøre netop det, statsministeren talte om i tirsdags: løse udfordringen med covid-19 i fællesskab. Og det skal Folketinget sikre, når vi reviderer epidemiloven.

Statsministeren talte også meget om udlændingepolitik, og det blev jeg jo selvsagt rigtig glad for. Er der ét område, der er afgørende vigtigt for Danmarks fremtid, er det netop udlændingepolitik. Nu sad jeg i tirsdags her i salen på næsten den samme plads, som jeg havde tilbage i 1999. Dengang hed Socialdemokratiets formand ikke fru Mette Frederiksen, men hr. Poul Nyrup Rasmussen. Dengang hed det fra Socialdemokratiets formand til os i Dansk Folkeparti, som sad lige dernede på pladserne: »Stuerene, det bliver I aldrig.« I tirsdags hed det, at mange af de problemer, som vi står med i dag, desværre rækker langt tilbage. Og statsministeren sagde videre: »Fortidens udlændingepolitik var en fejl. Så enkelt kan det siges.«

Jeg er langt gladere for ordene i tirsdags end for ordene tilbage i 1999. Men ordene forpligter også, og det kan være fint med opholdsforbud og fjernelse af statussymboler for utilpassede unge med udenlandsk baggrund, men vi må ikke nøjes med at flytte problemerne rundt i landet; vi skal også løse dem. Derfor bliver jeg bekymret, når danske myndigheder eksempelvis tildeler imamer autoritet. Når man forsøger at løse konkrete problemer gennem imamer – imamer, som fastholder parallelsamfund, og som eksempelvis fastsætter regler for kvinders ret til skilsmisse, som vi har set det i Odense – og når man giver imamer autoritet, medvirker man til parallelsamfund og undergravelse af danske værdier, og det, uanset om det handler om, hvordan man skal tackle de utilpassede unge, eller det handler om, hvordan man bekæmper coronavirus.

For at løse problemerne skal vi også forstå, at der er et reelt kultursammenstød i gang i vort land. Det er et kultursammenstød mellem det Danmark, som har været, og som stadig er i store dele af landet, og så det Danmark, som i større og større omfang er beboet af indvandrere – indvandrere primært fra mellemøstlige lande. Det er altså et kultursammenstød mellem den danske kultur fostret af den kristne kulturarv og folk med primært muslimsk baggrund, som er kommet til Danmark primært fra Mellemøsten og Nordafrika. Statsministeren nævner, at hver femte unge mand med ikkevestlig baggrund, som blev født i 1997, havde overtrådt straffeloven, inden han fyldte 21 år. Det er skræmmende. Og videre sagde statsministeren, at i særlig udsatte boligområder udgør 1 pct. af beboerne næsten halvdelen af kriminaliteten, når man vægter kriminalitetens alvorsgrad. Det er godt, at statsministeren kommer ind på de her forhold, men det må ikke stoppe der. For områder i Danmark ændrer karakter, når vi går fra, at området har været præget af danskere med den kulturbaggrund, vi har, og så overvejende bliver befolket af indvandrere fra primært muslimske lande – så ændrer Danmark karakter.

Derfor skal den her debat også handle om den befolkningsændring, der løbende sker. Pew Research Center har tidligere analyseret befolkningsudviklingen og vurderet, at andelen af folk med muslimsk baggrund i Danmark vil fortsætte med at vokse frem mod 2050, så ca. 12 pct. af befolkningen på det tidspunkt vil være med muslimsk baggrund, 700.000-800.000. Det er det her, der vil fortsætte den grundlæggende ændring af Danmark. Det er det her, vi skal have fat på. Vi har fået antallet af nytilkomne til Danmark ned. Vi har lavet mange stramninger; nogle bliver fastholdt, andre ruller regeringen tilbage. Men mest af alt er den hjemsendelsesstrategi, som vi fik igennem med finansloven for 2019, vigtig at få gennemført i praksis, og jeg vil gerne have statsministerens bud på, her senere i dag, hvordan hun vil sikre netop det.

Ældreområdet er et andet særlig vigtigt område, vi også skal ind på i dag. Det er et kerneområde for vores velfærdssamfund. Ældre, som ikke kan klare sig selv, skal have en værdig omsorg. Vi skal ikke risikere det, som vi bl.a. har set i tv hen over sommeren. Det er et område, der skal have højprioritet. Mange kommuner vil opleve en fordobling af antallet af 80+-årige over de kommende år, og selv om mange gudskelov kan klare sig selv, vil mange også have behov for hjælp. Derfor har vi i Dansk Folkeparti foreslået en plejehjemsgaranti. Vi har foreslået at få gjort op med brodne kar i ældreplejen, så de mange dygtige medarbejdere ikke skal slås i hartkorn med dem, der slet ikke bør arbejde i ældreplejen.

Men spørgsmålet er jo, om regeringen har viljen til at gøre det, der skal til for at sikre ældreområdet. Vi har set, at regeringen i de her år har travlt med at indføre minimumsstandarder på børneområdet. Det kan jo være fint nok. Men hvorfor så ikke også minimumsstandarder på ældreområdet? Risikoen er jo, at minimumsstandarder på børneområdet, hvis kommunerne ikke føler sig fuldt kompenseret til det, de skal, så gennemføres, ved at man tager penge fra ældreområdet og putter over på børneområdet. Det duer ikke. Derfor er et spørgsmål til statsministeren: Vil regeringen være med til at indføre minimumsstandarder på ældreområdet, så der bliver en bund for, hvad kommunerne skal levere af hjælp til de ældre?

Statsministeren havde i øvrigt en stor nyhed i tirsdags: 10 mia. kr. i et nyt grønt råderum; 2 mia. kr. hvert år frem til 2025. Det lyder jo af meget, men det er lånte penge, man sætter af og bryster sig af. Statsministeren sagde ellers, at det ikke er fremsynet at efterlade regningen på kollegieværelset, og det er jo rigtigt, men derfor skal vi også være varsomme, når vi bruger løs af lånte penge, for som de fleste danskere godt ved, skal de betales tilbage. Derfor skal vi også holde fast i, når vi laver den grønne omstilling, som vi skal lave, hvordan vi får mest for pengene, hvordan vi sikrer, at de penge, danskerne betaler hvert eneste år til den omstilling, der skal komme, rækker længst.

Endelig vil jeg, når nu statsministeren ikke kom så meget ind på EU i sin tale i tirsdags, minde danskerne om, at statsministeren, jeg tror, det var den 17. juli påførte Danmark en ekstraregning på 4,5 mia. kr. om året i EU-kontingent, sagde ja til, at EU kan lånefinansiere, jeg tror, det er for 5.600 mia. kr., hvoraf cirka halvdelen skal gives som gave til specielt Sydeuropa. Det var noget statsministeren, da vi mødtes før sommeren, var meget imod, men hen over sommeren så alligevel har sagt ja til. Det synes vi er dybt beklageligt, og jeg håber også, det kan blive en del af debatten her ved åbningsdebatten i dag.

Tak for ordet.

Tak for det. Den første er hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. For os i Socialdemokratiet er det jo helt afgørende, at pengene til vores velfærd – til vores institutioner, skoler og til ældreplejen, som ordføreren selv var inde på – følger med, når der kommer flere børn eller kommer flere ældre ude i kommunerne. Det sikrede vi jo sidste år i økonomiaftalerne med kommuner og regioner sammen med et flertal i Folketinget i finansloven for i år, og vi lægger også op til det med finansloven for næste år. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren, om Dansk Folkeparti er enig i det princip, at når befolkningsudviklingen ændrer sig og der kommer flere børn og flere ældre, ja, så skal pengene også følge med.

Værsgo.

Det er vi i Dansk Folkeparti enige i. Vi synes, det er sådan en god bund at lægge under det hele, at når der er ændringer i vores befolkningssammensætning, der nødvendiggør, at vi skal kunne levere det samme i morgen, som vi gjorde i går, skal der også følge penge med. Så synes vi, det er et godt princip, at vi sikrer netop det. Vi lægger så også gerne lidt til, fordi vi også gerne vil have sikkerhed for, at pengene jo så også bruges på bl.a. ældreområdet, som jeg siger i min tale her. For vi er altså nervøse for, at ældreområdet ellers kommer til at holde for i de her år, for at der kan findes rum til andre ting.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Der kan jeg i hvert fald bekræfte, at ligesom ældreområdet ligger Dansk Folkeparti meget på sinde, ligger det også Socialdemokratiet meget på sinde. I regeringens lovprogram fremgår det jo, at vi vil fremsætte et lovforslag om en velfærdslov, som skal sikre den her mekanisme: at pengene følger med befolkningsudviklingen. Og derfor er mit spørgsmål, om Dansk Folkeparti kan se sig selv gå ind i det arbejde, der handler om at lave en aftale om en velfærdslov, der sætter en ny retning for, hvordan vi finansierer vores velfærd i Danmark.

Tak. Og værsgo.

Det kan vi sagtens se os selv deltage aktivt i. Men jeg bliver bare lige nødt til at sige, at tilbage i f.eks. sidste valgperiode, var det enkeltområde, vi fik tilført flest penge, faktisk ældreområdet, men vi gjorde det jo ved målrettede bevillinger. Det, vi jo kan se, er, at når de ikke længere er målrettet, er det, som om pengene forsvinder igen fra ældreområdet.

Klippekortet er jo et eksempel på det. Kommunerne indfører klippekortet, da vi jo laver det og giver penge til kommunerne, mod at de så laver klippekortet, men da det så bliver frivilligt for kommunerne, forsvinder klippekortet i en række kommuner igen. Det bryder vi os ikke om. Derfor vil vi også gerne have det med i den her diskussion om, hvorvidt der er nogle steder, hvor vi ikke bare skal sikre en bund i forhold til økonomien, men også skal sikre, at der er en bund, i forhold til hvad det er for en service, man skal levere til bl.a. vores ældre mennesker.

Tak for det. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre er vi funderet på Hørups tanker om demokrati. Demokratiet er for alle, og det er den måde, vi ønsker at udvikle demokratiet på. Og det kan godt være, at vi har nogle uenigheder med Dansk Folkeparti der, men grundlæggende har jeg den opfattelse, at vi alle sammen er enige om, at demokratisk dannelse får man af at deltage i demokratiet. Det er det, vi opfordrer alle nye borgere i Danmark til. Vi stiller endda krav om det.

I tirsdags var jeg i en debat med hr. Morten Messerschmidt, og der var en ung klimaaktivist, der deltog i den debat. Hr. Morten Messerschmidt sagde, at hun ikke skulle deltage, hun var under 18 år, så hun burde gå i skole. Så jeg er nødt til at spørge: Er det partiets generelle opfattelse, at unge under 18 år ikke skal deltage i den demokratiske debat?

Værsgo.

Det er vores holdning, at unge under 18 år, som går i skole eller har en skolegang i deres dagligdag, skal deltage i debatten og gå i skole, altså de skal gå i skole og deltage i debatten. I forhold til det der med, at unge mennesker strejker og bliver væk fra deres skolegang, som vi som samfund stiller til rådighed uden betaling, for at de kan dygtiggøre sig, altså i forhold til det, at de strejker og siger, at de ikke vil have deres uddannelse, fordi de skal ud at strejke for klimaet, så synes jeg jo, det ville være rigtig dejligt, hvis de sagde: Jeg går i skole, indtil skoledagen er slut, og så går jeg ud bagefter og demonstrerer for klimaet. Problemet er

Det er der, jeg synes, der er et eller andet, som vi i hvert fald skal turde diskutere i forhold til de af vores unge medborgere i vort samfund, som engagerer sig. For jeg er grundlæggende glad for, at de engagerer sig, men jeg synes altså, at man, når man får stillet noget til rådighed af samfundet for at kunne dygtiggøre sig, også skal tage imod det i stedet for så at tage skoledagen i brug til demonstrationer.

Værsgo.

Så det handler om tidspunktet? Skal man forstå det sådan, at unge medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom ikke kan møde op til en debat i radioen, hvis den foregår på et tidspunkt, hvor de skulle have været i skole? Er det noget, Dansk Folkeparti så vil forhindre, at de kan?

Værsgo.

Jeg synes, det her bliver en mærkelig debat. Altså, prøv at høre: Jeg har dyb respekt for unge mennesker, der engagerer sig. Jeg taler selv ude på gymnasier og alle mulige andre steder, for at man skal engagere sig – også før man bliver 18 år. Så det er slet ikke det, vi taler om. Vi taler om, om vi også som Folketing italesætter, at vi synes, det er fint, at man gør det til en tilbagevendende begivenhed, havde jeg nær sagt, altså at man vil demonstrere ved at strejke og blive væk fra skolen, fordi noget er så vigtigt. Så må jeg sige, at det simpelt hen ikke er en kobling, jeg synes er rigtig.

Jeg synes, man skal tage imod sin uddannelse. Altså, der er jo andre lande i verden, hvor man ikke kan få uddannelse. Der er jo andre lande i verden, hvor vi kæmper for, at folk også skal respektere pigers ret til at få en uddannelse. Og så sidder vi her i Danmark og synes, det er helt fantastisk, hvis unge mennesker strejker fra skolen. Altså, jeg har altid været af den holdning, at man skal engagere sig som ung, men man skal da gerne gøre det efter skoletid – det er det allerbedste. Så vil jeg selvfølgelig sige, at hvis der er et radioprogram, hvor en fra Radikal Ungdom skal diskutere med en fra Dansk Folkepartis Ungdom, så fred være med det. Det er ikke det, vi snakker om her, synes jeg.

Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der er nogle børn, der er lidt langsommere end andre børn; som har brug for et år ekstra i sandkassen; som har brug for et år ekstra på Papegøjestuen. Jeg har selv været en af dem, som ikke synes, det er så godt at skulle starte i børnehaveklassen, når de er 6 år. I virkeligheden er det også lidt pudsigt, hvorfor det lige er ved 6 år, vi har tænkt at alle børn skulle være klar til at gå i skole. Nogle er klar lidt før, nogle har brug for lidt ekstra tid.

I 2009 lavede man reglerne om, så det ikke længere var forældrenes valg, om deres barn havde brug for et år ekstra i børnehaven. Der blev det simpelt hen obligatorisk, at alle skal starte, og så skal man ansøge kommunen, hvis man har brug for skoleudsættelse til sit barn. Siden da, fordi der bliver tænkt i økonomi, er andelen af børn, der får lov til at gå et år ekstra i børnehave, halveret. Nu foreslår vi så sammen med resten af rød blok, at man giver retten tilbage til børnene og til forældrene – retten til at gå et år ekstra i børnehave. Vil Dansk Folkeparti være med til at genindføre sådan en ret, så man kan få ret til et år ekstra i sandkassen, hvis man har brug for det?

Værsgo.

Når jeg lige rettede opmærksomheden på hr. Jacob Mark, var det bestemt ikke for at pege fingre ad hr. Jacob Mark. Det er bare, fordi vi har haft en debat tidligere om det samme, hvor hr. Jacob Mark selv har fremhævet, at han tog et år ekstra der.

Jeg er jo grundlæggende enig i, at man ikke er parat på det samme tidspunkt. Så det skal ikke være en diskussion, synes jeg i hvert fald, om, hvorvidt alle skal være klar på samme tidspunkt som børn, for det er de ikke. Derfor skal der også kunne tages hensyn, og så er det egentlig bare at finde ud af i praksis, hvordan det så skal foregå. Skal det foregå ved, at man som forældre altid bare kan sige et år ekstra, eller skal det være i en dialog? Det synes jeg er det afgørende, og det indgår vi selvfølgelig gerne i en diskussion om for at finde den rigtige balance i det. Men det, at man ikke er klar på samme tidspunkt som barn til at gå videre, mener jeg er helt rigtigt.

Hr. Jacob Mark.

Det er jeg glad for. I de få tilfælde, der vil være, hvor der er et barn, hvor det ikke er til barnets bedste at gå et år ekstra i børnehave, skal man selvfølgelig kunne tage højde for det. Men i langt de fleste tilfælde kan forældrene godt vurdere det. Så jeg er rigtig glad for, at man vil diskutere det.

Så har jeg et kort spørgsmål, også om børn: Nu taler Dansk Folkeparti varmt om minimumsstandarder på ældreområdet. Det her lovkatalog, jeg står med, indeholder minimumsstandarder på børneområdet, nemlig minimumsnormeringer i alle vuggestuer og børnehaver. Det synes vi jo er lidt stort. Vil Dansk Folkeparti stemme for det lovforslag?

Værsgo.

Det skal vi nok tage stilling til, når det bliver fremsat og vi ser præcis, hvordan det er udmøntet. Men jeg synes faktisk, at det godt kan have en betydning for os, hvad man gør på ældreområdet samtidig. For helt oprigtigt er vores bekymring jo, at kommunerne ofte har talt om, at de ikke synes, de får penge nok til en eller anden given opgave, når Folketinget har besluttet noget. Og hvis der er en kommune, der siger, at nu har de fået lovbestemte minimumsstandarder på børneområdet, men de synes ikke, pengene er fulgt med, så er der jo en stor risiko for, at den kommune så vil tage penge fra ældreområdet og føre over på børneområdet. Det er ikke, fordi vi ikke under børneområdet de bedste betingelser overhovedet, men vi ønsker også at skærme ældreområdet. Derfor synes vi bare, at den diskussion også skal kunne tages i det her efterår. Derfor annoncerer jeg allerede nu i åbningsdebatten, at det her med ældreområdet og minimumsstandarder på ældreområdet bliver en vigtig diskussion for os at tage med hr. Jacob Mark og kollegerne, når vi skal diskutere de her minimumsstandarder på børneområdet.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne blive lidt ved børnene, men det er nogle andre børn, nemlig dem, som boede i en flygtningelejr på Lesbos. Den flygtningelejr er brændt ned. Det var en flygtningelejr, som var lavet til 3.000 mennesker. Der boede op mod 13.000, som nu bor på gaderne på Lesbos i Grækenland. Jeg synes jo, og vi synes i Enhedslisten, at vi i Danmark skal hente nogle af de børn og deres forældre hertil.

Så har jeg hørt medlemmer af ordførerens parti sige, at vi allerede har taget rigeligt i Danmark. Men det er jo ikke rigtigt. Asyltallet i år er historisk lavt, faktisk så lavt, at man nu lukker asylcentre rundtomkring i Danmark. Så jeg vil egentlig bare høre: Hvad er hr. Kristian Thulesen Dahls argumentation for, at vi ikke skal hjælpe de her børn, som nu lever på gaden i Grækenland?

Værsgo.

Jamen jeg er sådan set også med på, at vi hjælper børn, der lever i Grækenland under kummerlige forhold, men vi skal ikke hjælpe dem ved at tage dem til Danmark. Der er jo rigtig mange steder i verden, hvor man desværre lever under nogle vilkår, som er rigtig, rigtig triste – anderledes end i Danmark. Men vi bliver nødt til at hjælpe det, vi kan hjælpe, ved at hjælpe i nærområder, ved at hjælpe der, hvor folk er nu. Jeg er helt sikker på, at der i Grækenland er nogle, der er rigtige flygtninge, men der er helt givet også rigtig mange, der er migranter, altså, som simpelt hen er rejst fra områder i Afrika til Europa for at finde bedre vilkår, og det kan man ikke fortænke dem i. Det kan man ikke fortænke dem i at de forsøger.

Men vi løser ikke deres grundlæggende problemer i forhold til elendighed ved, at man kan tage til Europa og så finde sit helle til sidst. Vi bliver nødt til at overbevise de her mennesker i Afrika om, at det er lokalt, vi skal hjælpe dem, og ikke ved, at de sætter sig i de her både og sejler hen over Middelhavet, hvor der jo også er en kæmpemæssig risiko for at drukne undervejs.

Fru Rosa Lund.

Vi står jo i en situation, hvor hverken grækerne eller de flygtninge, særlig børnene, som er på Lesbos, kan vente på, at vi får lavet den her løsning, som hr. Kristian Thulesen Dahl står og snakker om. Faktisk vil jeg sige, at det jo er at hjælpe i nærområderne, at vi flytter nogle af de børn, som er i Grækenland lige nu, til Danmark. Der er jo tale om en flygtningelejr, der, som jeg sagde før, for det første er brændt, og for det andet var der kun plads til 3.000 mennesker. Der bor op mod 13.000. Så er det altså at hjælpe i nærområderne, at vi tager nogle af de børn til Danmark. Her hjælper det ikke bare at sende nogle penge, selv om det da sikkert kan være fint. Men vi kan jo se, at det danske bidrag, der er givet nu, faktisk ikke er endt på Lesbos, men er endt på fastlandet i Grækenland, altså i Athen.

Derfor vil jeg bare gerne spørge igen. De her børn kan ikke vente på den her langsigtede løsning, som hr. Kristian Thulesen Dahl står og snakker om, så hvad skal vi gøre helt konkret for at hjælpe de børn, som nu bor på gaderne på Lesbos?

Tak, og værsgo.

Jamen altså, jeg er helt med på at hjælpe det græske samfund til at håndtere den udfordring, de står med. Jeg anerkender fuldt ud, at det er en kæmpe opgave, og jeg kan godt forstå, hvis man i Grækenland er rigtig, rigtig træt af det, ligesom man er i Italien, og ligesom man er i Spanien. Men man bliver jo bare nødt til også en gang imellem lige at se bag om det, så man finder ud af, hvorfor det her egentlig er opstået. Det er jo opstået, fordi der er områder, bl.a. i Afrika, hvor det er meget, meget svært at få tilværelsen til at fungere, og hvor der er rigtig mange, der selvfølgelig har et håb om at søge andre steder hen, hvor de kan få et bedre liv for sig selv og deres børn. Det kan man ikke fortænke dem i.

Men for et kontinent som Afrika, der går fra i dag vel at huse 1,2 milliarder mennesker til sandsynligvis over de kommende par årtier at blive fordoblet i antal til noget, der ligner 2,5 milliarder mennesker, er løsningen ikke at flytte de her mennesker til Europa. Løsningen er jo at hjælpe dem i Afrika. Det er jo det, man bliver nødt til sådan helt grundlæggende at have som synspunkt, hvis man vil løse det her for alvor og ikke bare lave symbolpolitik.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak. Og tak for talen. De danskere, der i 1970'erne kom tidligt ud på arbejdsmarkedet efter 7. eller 8. klasse, har haft et længere og hårdere arbejdsliv end de fleste. Deres krop er ved at være nedslidt, men de kan ikke få bevilget en førtidspension. Socialdemokratiet har døbt dem Arne, og i øjeblikket forhandles der om en løsning for dem.

I Nye Borgerlige finder vi det retfærdigt, at de, der nu er oppe i alderen, og som kom ud på arbejdsmarkedet i deres helt unge teenageår, får en ret til at gå tidligere på pension. Samtidig vil vi gerne anerkende dem, der fortsætter i endnu flere år og ikke vælger den tidligere pension. Vi vil gerne give dem en skatterabat, og vi kalder dem Bjarne. Vi har foreslået at finansiere løsningen af Arne og Bjarne ved at afskaffe dimittenddagpengene til de nyuddannede, for vi synes, det er ganske urimeligt, at Arne og Bjarne skal slide og slæbe, mens de unge nyuddannede RUC'ere og andre kan være for fine til at tage et job ved kassen i Netto.

Hvad synes DF om vores forslag til finansieringen? Er det ikke bedre end at hæve skatterne?

Værsgo.

Nej, det synes jeg ikke nødvendigvis det er. Altså det er jo klart, at jeg deler synspunktet om, at man godt kan unde folk, der har været rigtig, rigtig mange år på arbejdsmarkedet, at gå før andre, specielt hvis man har arbejdet i fysisk nedslidende brancher. Det er også derfor, at vi forhandler den her model. Jeg tror, det er 14 år siden, jeg første gang i en tv-avis sagde, at sådan en anciennitetsbaseret model, hvor man, når man har været i job i mange år, også skal have lov til at trække sig lidt før, var en god idé. Nu sidder vi selvfølgelig og forhandler og ser på, om vi kan finde frem til den rigtige løsning, altså hvordan det kan laves nogenlunde fair, og der er finansieringen, altså hvem der skal betale regningen, selvfølgelig også en del af diskussionen.

Vi er grundlæggende ikke meget for skattestigninger, for vi synes jo – også med corona osv. – at vi har brug for, at virksomhederne kan håndtere tingene, og at der skabes arbejdspladser osv. Så der er selvfølgelig hele tiden en diskussion om, hvor finansieringen skal komme fra, men vi har i hvert fald ikke selv lige stillet forslag om, at vi fjerner dimittendsatsen i forhold til de unge, sådan som fru Pernille Vermund er inde på. Men det er jo godt, at der kommer bud på finansieringskilder; på, hvor man kan finde pengene til det, man vil.

Fru Pernille Vermund.

Tak for svaret. Jeg er godt nok ked af at høre, at man hellere vil have skattestigninger, end man vil afskaffe dimittendsatsen for de unge, som jo er raske og rørige og i virkeligheden burde komme ud og tage sig et job. Men lad nu det ligge.

Vores forslag om at afskaffe dimittendsatsen vil øge arbejdsudbuddet med ca. 6.000 fuldtidspersoner. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl fortælle, hvad DF tænker i forhold til det arbejdsudbud, som jo trods alt bliver belastet af, at der vil være nogle mennesker, som i dag er på arbejdsmarkedet, og som vælger at benytte retten til at trække sig tidligere tilbage? Hvad gør DF sig af tanker om det? Vil man kompensere, eller skal arbejdsudbuddet bare mindskes?

Tak. Og værsgo.

Nej, vi ser det jo på den måde, at det selvfølgelig, hvis man laver en tidligere pension for nogle, i princippet i regnemaskinerne vil give et mindre arbejdsudbud, sådan som fru Pernille Vermund siger – det er fuldstændig rigtigt – men at det i virkeligheden er noget, der ligger oven på, at vi generelt hæver pensionsalderen og dermed øger arbejdsudbuddet ret kraftigt. Det kommer vi også til at gøre, efter at vi i givet fald måtte have lavet en aftale om tidlig pension. Så man kan sige, at prisen for, at man hæver pensionsalderen, jo egentlig er, at man respekterer, at der er nogle andre, som ikke skal arbejde så længe, fordi de ikke kan magte det, fordi de simpelt hen ikke kan holde til det; og så giver man dem fri lidt før end nogle andre.

Det er den kobling, vi ser. Og derfor vil arbejdsudbuddet jo stige i de kommende år med den samlede løsning, man kan sige der ligger i velfærdsforliget, som vi jo er en del af, og så med en eventuel aftale om tidlig pension.

Tak for det. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. Nu er DF jo med i klimaloven, hvor der står, at vi skal sænke CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030. DF sagde i april, at man ville ned på 60 pct., og at man overvejede at gå fra forliget, hvis det ikke kom ned. Jeg vil godt lige høre, om formanden vil bekræfte, at DF stadig væk er med på en reduktion på 70 pct. Og hvis det er rigtigt, vil DF så være med til vende hockeystaven om, så det er nu, vi laver besparelser? Så kan vi eventuelt – hvad kan man sige – gøre det lidt langsommere, hvis vi kommer hurtigere frem til målet, end vi havde troet, men det er nu, at vi laver besparelser, f.eks. via en ensartet CO2-afgift, som Venstre også siger, eventuelt endda inden for skattestoppet?

Værsgo.

Vi er med i aftalen, og vi går selvfølgelig efter at hænge på. Aftalen er jo at forsøge at levere 70-procentsreduktionen i 2030. Når vi har talt om 60 pct. eller om 70 pct. i 2035, er det i virkeligheden for at prøve at bringe noget realisme ind i forhandlingsrummet. Det er jo klart, at tingene ikke er hugget i granit. Det handler jo også om, at vi kan diskutere, hvordan tingene skal se ud.

Eksemplet med elbilerne er jo oplagt, ikke? Hvis man siger, at man skal have en million elbiler i 2030, koster det 6 mia. kr. – tror jeg det er – af råderummet, men hvis man skal have det i 2035, får man det uden at skulle tage penge fra råderummet, og så kan man bruge 6 mia. kr. på nogle andre ting. Sådan nogle diskussioner bliver vi selvfølgelig nødt til at kunne have med hinanden. Det er jo også det, som den her såkaldte hockeystav er udtryk for, nemlig i hvilken hast man vil bringe tingene ind.

Det er klart, at hvis man ikke venter på nogle teknologiske landvindinger, der måske bringer nye metoder til at nå de 70 pct., ved vi jo godt, at det selvfølgelig bliver ekstra dyrt. Det bliver man da nødt til at kunne diskutere åbent, for det er jo en regning, der bliver efterladt til danskerne, og hvis det er til danskere med små indkomster, så tror jeg nok, at de vil sidde og hoppe lidt på stolen, når vi har den her debat.

Hr. Torsten Gejl.

Tak. Den anden del af spørgsmålet gik på, om DF vil være med til f.eks. at indføre ensartede klimaafgifter, så vi gør de ting, der forurener, dyrere. Det kunne f.eks. også være inden for skattestoppet, så det alt i alt ikke bliver dyrere, men så de ting, der forurener mest, bliver dyrere, så vi kan lave den adfærdsændring, der gør, at vi forbruger færre CO2-udledende varer.

Værsgo.

Vi har jo grundlæggende sagt: Lad os se et udspil til en skatteomlægning, som baserer sig på princippet om, at det er dem, der i virkeligheden har den største udledning, der betaler. Lad os se, hvordan det kan gennemføres i praksis, for der er jo nogle hensyn her, der skal afbalanceres mod hinanden. Vi har også, som jeg sagde før, et hensyn at tage til folk med lave indkomster, for hvordan bliver de ramt?

Vi skal også i forhold til elbiler, som vi har diskuteret de sidste par dage, tage hensyn til, at der er folk, der bor i provinsen og som familie bliver nødt til at have to biler, for at begge forældre kan komme på arbejde osv. Der er bare nogle hensyn, der skal bøjes ind mod hinanden. Hvis man kun lavede det for folk i de store byer, kunne man måske godt lave det på én måde, for de kan lige tage metroen eller sådan noget, men der skal tages nogle andre hensyn, når vi skal have hele landet til at fungere, og dem vil vi i hvert fald bringe ind i forhandlingslokalet.

Så er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg er helt enig med Dansk Folkepartis formand i, at ord forpligter, og jeg er faktisk også enig med den nuværende socialdemokratiske formand og statsminister i hendes ord om, at samarbejde med Dansk Folkeparti er langt bedre at ønske sig end det, der var i den historiske reference, som også kom og vel også siger meget mere om, hvor det er, vi står i dag, og synet på, hvad det er for nogle udfordringer, vi står over for, og som jeg tror vi deler langt hen ad vejen. Så skal vi jo håndtere den udfordring, der er.

Desværre er det jo også sådan, at en del af den udfordring er opstået, mens Dansk Folkeparti har siddet ved magten. Lige nu sidder vi i politiforhandlingerne, og jeg kan forstå på Venstre, at de er lidt skeptiske over for det her med nærpolitistationer, som jo bl.a. også handler om vores udsatte boligområder. Omvendt har jeg forstået, at Dansk Folkeparti vil være mere sådan positive over for det instrument også. Det vil jeg egentlig bare godt høre formandens syn på.

Ordføreren.

Vi synes, det er helt nødvendigt, at vi får skabt mere lokal tryghed. Lokal tryghed består også i, at der er politi til stede. Det, som vi synes er udfordringen med regeringens politik, er, at det går trægt med at levere det antal politifolk, der så foreslås, at der skal være, for at man i virkeligheden kan dække det ind. Her til morgen var der det her udspil om tryghedsskabende foranstaltninger, der jo i virkeligheden er baseret på, at der er politi, der opsporer dem, der laver utrygheden, og får stillet dem til ansvar og håndhævet de ting, man kommer med. Så det kræver jo også, at der er det antal politibetjente, der skal til.

Der har vi jo i Dansk Folkeparti længe – det gjorde vi under den tidligere regering, og det gør vi også i den nuværende situation, hvor vi er til forhandlinger – kæmpet for, at der kommer det antal politibetjente, der faktisk reelt kan dække vores land. For det er klart, at hvis man giver det indtryk til lokalområder rundt i provinsen, at der nu kommer lokale politistationer – og nu er der lys i vinduerne fra klokken et eller andet om torsdagen til klokken et eller andet andet om torsdagen, eller hvad det er – så giver det jo ikke en reel tryghed. Det skal jo ikke være sådan noget med, at man har hængt et skilt på døren, hvor der står: »Vi har åbent« – men gad vide, om der sidder nogle derinde. Det skal jo være baseret på noget, danskerne også ved reelt vil komme til at fungere.

Værsgo.

Tak for opbakningen til det.

Så har jeg et andet spørgsmål som opfølgning på den nye radikale leders spørgsmål. Jeg fornemmede faktisk en vis uenighed i formandskabet i Dansk Folkeparti, for jeg går ud fra, at det, som formanden gav udtryk for, står i modsætning til det, som næstformanden netop er citeret for at sige: Du skal ikke udtrykke dig demokratisk, du skal gå i skole, og så skal du vente, til du bliver 18 år. Det var sådan set det – det kan være, det er et fejlcitat, og så må vi jo skyde Ekstra Bladet og ikke budbringeren, men jeg hørte nu bare formanden være uenig i det. Det synes jeg jo der er al mulig grund til at hylde, altså både den demokratiske debat og sådan set også de unge mennesker, der deltager i den. Det fornemmede jeg bare at formanden var enig i.

Værsgo.

Nu hørte jeg faktisk også det pågældende radioprogram, og jeg tror bare, vi lige skal tillade os selv, at der kan være noget debat i det hele taget, og der kan tingene selvfølgelig også udvikle sig friskt, og det tror jeg de gjorde både fra hr. Morten Messerschmidts, men i virkeligheden også fra radioværtens side, der, som jeg forstod det, nærmest slukkede for mikrofonen og sagde, at nu var det slut med debat fra vores side, nu måtte vi ikke debattere mere, og det var, efter hr. Morten Messerschmidt havde ventet ret lang tid på overhovedet at komme ind i den der debat eller få lov til at sige noget.

Der synes jeg bare lige, at vi skal holde fast i – det i hvert fald det, jeg siger, så det er sådan, det er – at vi synes, at unge mennesker, der får et gratis tilbud om at gå i skole og lære noget, i udgangspunktet skal gå i skole. Så skal de i øvrigt også opdrages til at deltage i den demokratiske proces og engagere sig, for det synes vi også er rigtig godt. Det er også det, der skaber senere folketingsmedlemmer, som engagerer sig her, og det er rigtig dejligt.

Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Tak. Vi har fået ny politisk leder i Radikale Venstre, men vi viderefører den samme grønne politik. Og lad mig sige det meget klart: For os kan 70-procentsmålsætningen ikke gradbøjes. Derfor fortsætter vi også kampen for at nå vores 70-procentsmålsætning på den mest omkostningseffektive måde, hvilket ifølge alle eksperter er en ensartet CO2-afgift.

Dansk Folkepartis klimaordfører var i foråret en skarp modstander af netop en ensartet CO2-afgift, men samtidig er Dansk Folkeparti jo glædeligvis med i aftalen af 22. juni, som jo peger i retning af en ensartet CO2-afgift. Så mit spørgsmål til Dansk Folkepartis formand er, om Dansk Folkeparti vil være med til at indføre en ensartet CO2-afgift i forbindelse med en grøn skattereform dette efterår, for hvis ikke vi skal gøre det på den mest effektive måde for at nå frem til de 70 pct., hvordan skal vi så gøre det?

Værsgo.

Det er jo bare ikke så enkelt. Det kan godt være, at det nyder enormt enkelt lige at sige, at der skal være en ensartet CO2-afgift, men man bliver da nødt til at se på, hvad det vil resultere i i den praktiske verden, og hvad det vil betyde i forhold til de omkostninger, danskerne skal betale, hvad det vil betyde for de virksomheder, som vi har i Danmark.

Det er derfor, vi har sagt, at vi er fuldstændig indstillet på – vi deltager jo i forhandlingerne – at se på, når der kommer et udspil, hvordan vi gør det her i praksis. Så kigger vi på det. Men der er nogle hensyn, der skal balanceres over for hinanden. Jeg er helt med på det der med, at man siger, at man skal strække sig højt for at nå de æbler, der hænger højt oppe på træet, og det er jo det, vi skal diskutere, altså hvordan man gør det i praksis, så det faktisk virker i den virkelige verden, ikke alene i forhold til CO2-nedbringelse – det er den ene ting – men også i forhold til de danske familier, der skal leve med det i praksis.

Vi tager os bare den frihed at sige, at regeringen må komme med et udspil i forhold til de aftaler, vi har lavet, og så må vi vurdere, hvad konsekvensen er, hvis vi gennemfører det.

Hr. Ruben Kidde.

Tak for det svar. Jeg noterer mig jo, at i forhold til spørgsmålet om CO2-beskatning skubber Dansk Folkeparti virksomhederne foran sig, på trods af at f.eks. Dansk Erhverv entydigt har sagt, at man skal gå i retning af en ensartet CO2-beskatning. På samme måde fremførte Dansk Folkepartis klimaordfører tidligere, at det var af hensyn til virksomhederne, at man ikke skulle satse på at få en million elbiler, fordi der ikke var så mange grønne jobs i elbiler. Det virker, som om det her bliver ignoreret, at vi har omkring 400 danske virksomheder i det ganske land, som leverer direkte eller indirekte til den globale bilindustri, som står foran et kæmpe grønt boom. Så mit spørgsmål er egentlig, om Dansk Folkeparti ikke anerkender, at erhvervslivet forholdsvis bredt faktisk støtter op om både en ensartet CO2-beskatning og en elektrificering f.eks. i forhold til at få flere elbiler ud, fordi det kan skabe et vækstboom i Danmark, som er grønt.

Tak, og værsgo.

Altså, vi diskuterer også de her ting rigtig meget med virksomhederne og erhvervsorganisationerne, og vi er jo med på, at man laver en markedsbaseret model, som i virkeligheden kan bringe os fremad. Men det er klart, at vi som lovgivere og som Folketing bare har nogle bredere interesser, vi skal varetage. Vi skal jo sikre, at de enkelte danske familier er fornuftigt stillet med det, vi laver, og vi bliver også nødt til at se på, hvordan folk med små indkomster klarer de her forskellige ting. Det er jo også en diskussion, hvis man indfører en afgift på et produkt, som alle skal betale, at der så vil være folk med en vis indkomst, som kan ignorere den afgift, og som egentlig siger, at det kan de sagtens betale uden problemer, mens folk med mindre indtægter har det helt anderledes. Det bliver bare nødt til at være en del af den her diskussion, hvordan man i virkeligheden sikrer de familier, som ikke er så godt stillet som andre.

Tak. Så er det hr. Malte Larsen, Socialdemokratiet.

Tak. Ordføreren og jeg har jo begge siddet i kommunalbestyrelser i en temmelig lang årrække, og jeg har i den forbindelse ganske ofte undret mig over, at når en kommune et sted i landet havde en dårlig sag, hvor alle kunne se, at en borger blev behandlet uanstændigt, så har Christiansborgs reaktion alt for ofte været at trække et stort og omkostningstungt bureaukrati ned over samtlige kommuner. Måske har DF's ordfører også siddet med nogle af de refleksioner.

For Socialdemokraterne er det afgørende, at vi fortsat udvikler og støtter vores velfærdssamfund og de mange medarbejdere, der hver dag knokler for at få vores velfærdssamfund til at fungere. Det er også derfor, vi nu foreslår at sætte syv kommuner fri af nationale regler og unødigt bureaukrati. Vi tror på, at det meget ofte er vores offentligt ansatte og deres brugere, der kan have de konkrete svar på de udfordringer, vi står over for. Er Dansk Folkeparti enig i ambitionen om at sætte en række kommuner fri, så vi den vej rundt kan styrke arbejdet med at skabe nærhed i velfærden?

Tak, og værsgo.

Den tanke er overhovedet ikke fjern for os. Vi har jo selv stået fadder til et frikommuneforsøg tidligere. Det var skruet lidt anderledes sammen, men idéen var jo den samme. Den var jo, at hvis man gav nogle kommuner lidt mere fri, så kunne man teste nogle ting og finde ud af, om de fungerede, og om man kunne brede dem ud til andre. Nu har jeg forstået, at inspirationen til det her bl.a. er kommet fra coronasituationen og den måde, man sådan er rykket sammen på og har fået løst tingene decentralt i de enkelte institutioner. Så kunne man jo egentlig spørge: Er der ikke nogen ting, man kunne lære af coronatiden, som man allerede nu kunne rulle ud over hele landet, i stedet for at man siger, at der er syv kommuner, man skal teste noget af med yderligere og så sætte det i værk om nogle år?

Man kan også sige, at der er det dilemma for Socialdemokratiet, at samtidig med at man laver det her frikommuneforsøg for at se på, om vi ikke kan lave tingene inden for nogle friere rammer, så trækker man minimumsstandarder ned over alle kommunerne på børneområdet. Det er jo også lidt selvmodsigende, at det er de to ting, man kommer til at arbejde med på samme tid: med den ene hånd mere central styring fra Christiansborg og med den anden hånd nogle frikommuneforsøg for at spørge kommunerne, om de ikke kan klare tingene selv. Men, altså, sådan er verden jo fuld af paradokser.

Hr. Malte Larsen.

Tak for svaret. Nu er det måske også en måde at få allokeret flere midler til præcis børneområdet på, som den vej rundt får ressourcerne til rent faktisk at løse det, vi har ønsket os at kunne løse ude i kommunerne i årevis.

Jeg har to opfølgende spørgsmål. Det ene er: Har Dansk Folkeparti tillid til, at det ofte er ude lokalt, man har erfaringerne til at styrke nærheden i velfærden? Det skal være det ene spørgsmål. Tak for svaret omkring coronaen, som ordføreren fører det over på. Men jeg vil spørge: Hvad kunne man konkret få ud af det på f.eks. daginstitutions- og skoleområdet?

Værsgo.

Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange kommunalpolitikere, som gør en kæmpestor indsats og gør det godt. Der er også mange ude på de enkelte institutioner, om det er for børn eller ældre, som virkelig er dygtige medarbejdere, der bare kæmper hver eneste dag. Somme tider bliver jeg også så ærgerlig, når billedet jo bliver, at det hele er trist. Så skal man jo også huske på, at der er mange, der går på arbejde hver eneste dag og faktisk bare gør et rigtig godt stykke arbejde og har hjertet det rette sted. De er jo også så lede og kede af de brodne kar, som vi ikke formår at få pillet ud af ligningen – om det så er fra kommunernes side eller fra centralt hold – og at de i virkeligheden slås i hartkorn med de brodne kar. Det var jeg også inde på i min ordførertale.

Så det handler jo om, hvordan man kan engagere mennesker til at gøre den rigtige indsats. Men det er jo fair nok, at vi diskuterer en bund, og hvor I gør det på børneområdet, så gør vi det på ældreområdet. F.eks. er der klippekortordningen, der giver noget frihed for ældre, så de kan have den værdighed, at de selv kan vælge noget og have noget selvbestemmelsesret. Er det ikke også en meget god måde at sige, at der er en fælles service i Danmark, vi gerne vil sikre alle vores ældre? Det er da i hvert fald et spørgsmål, jeg synes er rigtigt at stille Socialdemokratiet.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god tale i øvrigt. Og nu lidt om kerneopgaven – sådan hørte jeg i hvert fald ordføreren sige det i forhold til ældreplejen. Alt for mange gode danske skattekroner ender ofte i skattely, hvor multinationale virksomheder vil skabe profit på bl.a. ældreområdet. Det er skattekroner, som ellers var tiltænkt de allermest sårbare borgere. I SF vil vi sådan set ikke afskære private organisationer fra at tage et medansvar for eksempelvis ældreplejen. Det er godt med noget mangfoldighed. Men vi vil rigtig gerne sikre, at skattekroner ikke ender i udlandet, fosser ud af landet i skattely eller for den sags skyld i nogle virksomheders meget dybe lommer.

Spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti vil være med til at lukke det hul, som gør det muligt at trække profit ud af velfærdsområderne, så vi i stedet for kan garantere, at pengene, de gode velfærdskroner, bliver brugt til det, de var beregnet til, nemlig velfærd.

Værsgo.

Det er klart, at det, som det bliver sat op, ikke lyder særlig rart, altså at der sådan er fæle folk udefra, der kommer og haler velfærdskroner ud af vores samfund. Og vi er jo også gået ind i den drøftelse, der har været, om, at man kunne rette reglerne til, så vi er mere sikre på, at pengene, vi bevilger, rent faktisk går til de velfærdsområder, vi gerne vil have.

Men det er klart, at sådan et ideologisk syn, der handler om, at der ikke må være folk, der arbejder med det her uden for den offentlige sektor, og som også kan kere sig om mennesker, der har hjælp behov, har vi ikke. Derfor handler det for os om, om vi kan løse den her opgave, uden at vi nødvendigvis siger, at alt, der er privat, er noget skidt, for sådan er det jo ikke. Der er jo masser af steder i vores velfærdssamfund, hvor mennesker bliver hjulpet af folk, der i udgangspunktet gør det som en forretning, men hvor de faktisk har hjertet på rette sted og gør det godt. Det er jo den balance, vi bliver nødt til at se om vi kan finde, og også gerne på et lidt andet niveau, end det er nu. Vi indgår i hvert fald gerne i diskussionen.

Tak. Fru Kirsten Normann Andersen.

Men det er jo bare et faktum, at hver eneste gang, der er flere ældre, der får brug for hjælp, bliver det også bare dyrere for samfundet, altså modsat en produktionsvirksomhed. Jo mere vi producerer, jo mere kan vi rent faktisk sælge, og jo mere kan vi tjene. Sådan er det bare ikke, når vi taler om ældrepleje. Derfor giver det jo nogle udfordringer, hvis vi, når flere og flere ældre får brug for hjælp, samtidig også skal generere større og større profit til virksomhedsejere. Det er jo der friskolerne er et godt eksempel. Og man kunne forestille sig, at de penge, der eventuelt måtte være i overskud, når man laver sit arbejde og udfører sit arbejde godt, så kan bruges til ældrepleje igen. Det er jo trods alt vores alle sammens skattekroner, som vi forventer bliver forvaltet på en fornuftig måde og netop bruges til ældreplejen.

Kunne det ikke give rigtig god mening at udtænke en model, der minder om eksempelvis friskolerne?

Tak, og værsgo.

Det kan det måske godt, men jeg vil bare sige, at vi jo har privatpraktiserende læger. Det er faktisk en ret vigtig del af vores velfærdssamfund. Jeg tror, at der er rigtig mange danskere, der gerne vil kunne komme til deres læge. Det er jo baseret på, at de gerne må tjene penge. Så laver vi nogle overenskomster og nogle regler for, hvordan det må finde sted. Det er bare for at sige, at det jo ikke nødvendigvis er så sort og hvidt, hvad der er offentligt, og hvad der er privat.

Men det er klart, at når vi går ind på ældreplejen, har vi jo set nogle eksempler på, at der er et firma, der leverer noget ældrepleje og så går konkurs. Så er problemet jo der, at så står kommunen stadig væk med opgaven. Der er jo forskel på en skoproduktion og så på ældrepleje. Der er kommunen jo forpligtet til i morgen tidlig at stå der og hjælpe de ældre borgere, der ikke kan klare sig selv. Det er klart, at det jo er noget, man bliver nødt til at tage stilling til hvordan man håndterer på en ordentlig måde. Man kunne godt forestille sig, at hvis stadig mere blev varetaget af private og ikke af det offentlige, så ville vi få et problem på sådan et område som ældreplejen.

Tak. Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Nu er partiformanden og jeg jo begge to fra Jylland, derude, hvor automatdørene i metroen ikke rigtig går op og i, og hvor man ser en bus lige så ofte, som man ser en albinokalv! Så jeg vil sige, at jeg er dybt bekymret over de bilforhandlinger, som foregår lige nu, for der er altså nogle børnefamilier derude, som ikke har mulighed for at købe de her elbiler. Og jeg kunne godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti vil stå sammen med Nye Borgerlige og garantere, at man altså ikke kommer til at lægge stemmer til en aftale, som gør det dyrere at købe og eje og køre i de her konventionelle biler, som er så nødvendige for børnefamilier, som nogle gange har én bil og nogle gange to biler for at få hverdagen til at hænge sammen derude.

Værsgo.

Jamen det kan være, at partiformanden giver en tur i Jaguaren, som jeg har forstået er en elbil.

Men det er jo fuldstændig rigtigt set, at der er rigtig mange danskere, som er dybt afhængige af deres bil eller biler, som jeg også nævnte tidligere, for at kunne komme rundt, og som ikke har råd til, i hvert fald ikke på det nuværende grundlag, at købe en elbil, eller som ikke synes, den har en rækkevidde, der er tilstrækkelig osv. Men jeg skal bare lige sige, af vi jo i flere år i Dansk Folkeparti har kæmpet for en omlægning af bilafgifterne – i virkeligheden den model, lidt efter norsk inspiration, som FDM og bilimportørerne også har ønsket sig i mange år, nemlig en omlægning, hvor det er de tekniske ting ved bilen, der afgør beskatningen. Og det var jo for at sikre, at vi herinde lavede en afgiftsmodel, der altid favoriserede den miljørigtige bil. Og så handler det om teknologiudviklingen – så er det bilproducenterne, der i virkeligheden ved produktionen af deres biler finder ud af at gøre det så godt, som de nu kan, og hele tiden byder sig til med en bil, der er bedre end den, de solgte sidste år. Det kæmpede vi for, da vi sidst diskuterede bilafgifter i sidste valgperiode, og det byder vi selvfølgelig også ind med igen i de diskussioner, der er nu.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, og det er meget fint, hvad man byder ind med. Men det er ikke det, der bliver lagt op til, og det er tydeligvis heller ikke det, der er et flertal for, altså at det skal være teknisk baseret.

Men hvad er svaret til alle de danskere derude, der må høre, at det godt kan være, at DF byder ind med det her, men at det, hvis det bliver nødvendigt, bare må koste noget mere at køre i konventionelle biler? Og derfor spørger jeg igen: Vil DF lægge stemmer til en løsning, som gør det dyrere at købe og eje og køre i konventionelle biler?

Værsgo.

Nej, altså, jeg siger jo, hvad vores udgangspunkt er, og det er selvfølgelig at få en omlægning af vores bilbeskatning, der gør, at det altid kan betale sig at lave de mest miljøvenlige biler og byde dem til over for danskerne, så vi kan få – selvfølgelig – en omlægning af den bilpark, vi har, men hvor vi gør det på en, som jeg tror statsministeren normalt ville sige, klog måde. Og det er klart, at jeg ikke kommer til at deponere min forhandlingsret hos Nye Borgerlige. Den har vi selv, og vi går ind i forhandlingslokalet, og så forhandler vi, og hvis vi når frem til et resultat, kan man vurdere os på det resultat, og så kan vi tage en diskussion på baggrund af det.

Tak. Så er det hr. Sikandar Siddique, UFG. Værsgo.

Tak for talen. Jeg fornemmer et modsætningsforhold i det, som Dansk Folkeparti gerne vil politisk, og den politik, som Dansk Folkeparti fører. Ordføreren taler om befolkningssammensætning og det, at vi ikke skal modtage flygtninge, men på den anden side er man ikke ambitiøs nok i forhold til klimahandling. Og vi ved jo, at klimakrisen vil forårsage 250 millioner klimaflygtninge, hvis ikke vi gør tilstrækkeligt. Så kan ordføreren ikke lige klargøre det modsætningsforhold, altså at man ikke gør tilstrækkeligt for klimaet, men samtidig vil begrænse antallet af flygtninge og sikre, at der ikke sker en befolkningsudskiftning, når de to ting jo er i modsætning til hinanden?

Værsgo.

Det synes jeg egentlig er et meget mærkeligt spørgsmål at få stillet. Nu har vi haft en diskussion her den sidste knap en time, bl.a. om klimapolitik, bl.a. baseret på, at Dansk Folkeparti er med i de her forhandlinger om, hvordan vi får omstillet det danske samfund. Men vi tillader os jo bare at stille nogle spørgsmål om, hvad Danmark med 5,6 millioner indbyggere gør i en verden, hvor der vel er ca. 7 milliarder indbyggere.

Nu var statsministeren i Indien, tror jeg det var, og diskuterede klimapartnerskab, og der har det jo langt større betydning, hvad man laver klimamæssigt, end hvad vi laver i Danmark. Vi synes jo, at den måde, vi skal gribe den her opgave an på, er ved, at vi sikrer, at Danmark stadig væk er et rigt og velstående samfund beboet af nogle forhåbentlig glade mennesker, som så kan finde nogle teknologiske løsninger, der gør, at vi i virkeligheden kan sige til omverdenen: Se, her er nogle måder at gøre tingene på, som faktisk er rigtig gode. Kunne I ikke lade jer inspirere af dem, så vi kan tjene nogle penge på det? Det er jo den måde, vi gerne vil gribe det her an på, og vi vil gøre det i en takt, så vi kan gøre det.

Så spørgsmålet synes jeg bare rammer helt ved siden af skiven i forhold til den debat, vi har haft. Og jeg synes netop med det her, at tingene hænger rigtig, rigtig godt sammen.

Hr. Sikandar Siddique.

Nu ville jeg gerne følge op på spørgsmålet, men jeg har jo kun ét spørgsmål mere, så nu får ordføreren et andet spørgsmål. Ordføreren tog os tilbage med en historisk reference, og meget har ændret sig siden. Mange partier har i dag adopteret Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Alligevel er der noget, som ikke har ændret sig, og det er Dansk Folkepartis syn på vores muslimske medborgere. Da åbningsdebatten jo også er en af demokratiets festdage, vil jeg give ordføreren muligheden for at sige bare én lille pæn ting om vores muslimske medborgere – én lille pæn ting!

Værsgo.

Altså, jeg kan godt lide engagement, og at man tager del i debatten, men jeg synes bare grundlæggende, når vi taler om de problemer, vi har på udlændingeområdet, at det er så åbenbart, hvad der egentlig er baggrunden for, at vi får et mere splittet Danmark, og at vi får parallelsamfund osv. Jeg synes, det er godt, når der er mønsterbrydere, og jeg synes, det er godt, når der er nogle, der bryder ud af den virkelighed, de ellers har været sat i, f.eks. i et parallelsamfund, og viser, at de faktisk godt kan stille sig op imod det og sige, at det fremover ikke skal være sådan her. Når piger f.eks. tager uddannelser, synes jeg det er rigtig, rigtig godt – unge piger i indvandrermiljøer, der rent faktisk uddanner sig og på den måde også er med til at gøre sig stærke og kan gøre op med nogle af de ting, de måske ellers har fået med fra mellemøstlige, sådan middelalderlige traditioner fra deres hjem. Sådan nogle ting synes jeg vi skal se mere af.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgere, og taletiden er også gået. Så tak til ordføreren. Jeg venter med den næste ordfører, for ellers bliver det bare sådan lidt akavet. Så fru Sofie Carsten Nielsen kommer på efter pausen.

Mødet er udsat. Vi starter igen kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:52).

Mødet er genoptaget, og vi fortsætter med forhandlingen om redegørelse nr. R 1. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre. Velkommen til fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak, formand. Kære kolleger, kære Danmark, det var jo ikke mig, der skulle have holdt den her tale, men I ved godt alle sammen, hvad der er sket de sidste 24 timer. Jeg står her i dag som ny politisk leder for Radikale Venstre, og det er min og det er hele den radikale folketingsgruppes faste overbevisning, at vi skal sexismen i Danmark til livs – rigtig grundigt. Det har Morten Østergaard betalt en meget, meget høj pris for. Jeg forstår godt, at nogle synes, at det er voldsomme konsekvenser af en hånd på et lår for 10 år siden, men han har sat sig selv til side for vores parti og for kampen mod sexisme; her skal bare mere end en sag og et navn til. Vi vil have gjort op med en rådden kultur, ikke bare her på Christiansborg, men i hele det danske samfund. Vi har meget at gøre hos os. Jeg håber også, at I vil kigge indad i jeres partier; I har meget at gøre.

I 115 år har mit parti kæmpet for forandring. Uagtet tingenes og verdens tilstand er vi fortsat med at gå fremad, fortsat med at tro på det formål, der løber som en rød tråd igennem vores historie helt tilbage fra 1905: at vi vil sætte mennesker fri til at leve liv, der giver mening for dem. Den kamp fortsætter, og det er derfor, at jeg står her i dag.

Før folketingsvalget i 2019 gav vi danskerne en garanti – en garanti for mindre symbolpolitik, for flere rigtige løsninger og for en ny kurs for Danmark. Dengang knyttede håbet om forandring sig mere end noget andet til ønsket om klimahandling, og det gør det stadig. Det ser jeg, når jeg møder den unge klimaaktivist på Slotspladsen eller herinde og ser håbet i hendes øjne svinde, mens stædigheden tager over: I skylder os en fremtid! Og det hører jeg, når jeg taler med chefen for en af Danmarks største virksomheder, der faktisk ikke forstår, hvorfor Christiansborg har så svært ved at se den gode forretning i grøn forandring: Kom nu i gang! Og det mærker jeg, når alt fra fagforeninger til topøkonomer efterlyser en grøn skattereform, men savner initiativ herfra: Hvad venter I på?

Danmark kræver grøn handling. Og selv om ungdommen, erhvervslivet, videnskaben, store dele af befolkningen jo langsomt mister troen på, at Christiansborg kan levere, så tror jeg stadig væk på, at vi kan skabe forandringen – fredeligt, hurtigt, sammen. For danskerne har jo vist os vejen. Ved folketingsvalget rejste de sig i stort tal og stemte vores land i en ny retning, en grøn retning. Befolkningen skænkede os grundlovsdag 2019 det grønneste mandat, et Folketing i Danmark nogen sinde har fået. Har vi levet op til tilliden? Desværre ikke – ikke endnu.

Det grønneste Folketing nogen sinde venter stadig på, at regeringen bekender kulør, for regeringen taler grønt, men handler stadig mest sort og langsomt. Man vil nå det fælles klimamål i 2030, der skal sikre, at kloden ikke brænder sammen om ørerne på os, med et teknologiquickfix, den såkaldte hockeystav, som vi også har talt om her. Men problemet med regeringens hockeystav er jo, at den mere og mere ligner en tryllestav – som fru Sophie Løhde også sagde – som på magisk vis skal få klimaproblemerne til at forsvinde lige inden deadline. Men sådan hænger verden ikke sammen. Derfor forsøgte statsministeren sig også i sin åbningstale med noget, der helt sikkert var med en god intention, men som også lidt var en retorisk feberredning. 10 milliarder gode intentioner kan jo ikke skjule, at vi skal have skåret 10 millioner konkrete tons CO2 ud af vores klimaregnskab inden 2025. Og flotte ord og formfuldendte hockeystave batter ikke; det er kun handling, der tæller.

For virkeligheden kalder her: Vores marker tørrer ud i rekordvarme somre, vores kældre oversvømmes i rekordvåde vintre, indlandsisen smelter, verdenshavene stiger – det er ekstremt vejr, der nu er hverdag i Danmark. Og ja, det lyder voldsomt, men klimakrisen truer vores børn og børnebørns muligheder for netop at leve meningsfulde liv på den her planet. Og regeringens svar er: Lad os gøre benzinbiler billigere og de grønne biler dyrere. Det synes jeg er mangel på grønt lederskab.

Vi er altså i færd med at give en ødelagt fremtid videre til vores børn, som de ikke selv kan reparere, uanset hvad de gør. Og jeg hører, at regeringens argument er: Selvfølgelig skal vi gøre Danmark grønnere, men det må bare ikke koste arbejdspladser, lighed eller velfærd. Jeg siger bare: Tænk, hvis tankegangen havde været den samme dengang i 1886, hvor Carl Benz opfandt verdens første bil, eller da Henry Ford i 1908 satte sin Ford T i masseproduktion; vi kan ikke give verden biler, for tænk på alle de arbejdsløse hestekuske, som det vil skabe.

Forestil jer alle de arbejdspladser, al den velstand, al den velfærd, som verden var gået glip af, hvis vi dengang havde lyttet til dem, der hellere ville sætte tiden og verden i stå end at træde et skridt fremad i historien. For når hestekuske kunne blive taxachauffører, kan tankpassere selvfølgelig også passe elladestandere. Og når afgifter kan bruges til at betale tidlig pension, kan de også bruges til at gøre Danmark grønnere.

Så de dårlige undskyldningers tid er bare forbi, venner. Vi politikere siger i kor hele tiden, alle steder: Vi er den første generation til at mærke klimaforandringerne, men den sidste, som kan gøre noget ved dem. Men så lad os da gøre noget ved dem! Jeg vil ikke længere lade stå til. Så her er et forslag: Lad os give danskerne en ny garanti, en klimagaranti. Jeg vil for min del garantere, at vi radikale i det her efterår ikke lægger stemmer til en ny finanslov, medmindre vi får sat Danmark på sporet mod en mærkbart grønnere fremtid. Så det er mit løfte til danskerne her på min allerførste dag som partileder.

Hvis Venstre og Socialdemokratiet vil være med, kan vi udvide garantien. Sammen kunne vi jo en masse; gøre regeringens forslag om 500.000 grønne elbiler i 2030 til 1 mio. grønne biler; vi kunne forvandle grøn skat fra abstrakte principper til konkret virkelighed i de butikker, som danskerne køber deres varer i, så det faktisk bliver billigere at købe grønt og dyrere at købe sort. Og endelig kunne vi lave det kursskifte, der gør, at vi ikke skubber de nødvendige CO2-reduktioner foran os, men handler nu.

Regeringens eget Klimaråd har jo vist vejen. For det handler ikke bare om, hvor vi er i 2030; det handler om, hvor meget CO2 vi udleder på vejen derhen – og der er ikke nogen, der bliver foregangsland af at vente. Alt det kunne vi jo så samle i én stor plan, som er grøn og økonomisk ansvarlig, og som garanterer, at vi i 2025 både får reduceret vores CO2-udledning markant og har råd til den velfærd, vi ønsker, og som giver os de kolleger, vi skal bruge, uanset om vi arbejder i det offentlige eller i det private. Og partierne til højre og til venstre for regeringen er jo klar; hvad venter vi på?

Så min garanti i dag er en garanti om handling til alle jer, der så længe har krævet grøn forandring. Nu er det op til os at finde modet. Tør Venstre og Socialdemokratiet være med i sådan en udvidet garanti? Det bliver svært. Vi skal træffe hårde beslutninger, store valg. (Første næstformand (Karen Ellemann): Og min garanti er, at vi skal overholde taletiderne, og de 10 minutter er langt overskredet). Og derfor slutter jeg nu. For jeg er sikker på, at vi sammen kan lykkes, hvis vi gør det nu.

Tak til ordføreren. Er der et forslag til vedtagelse til forhandlingerne? (Sofie Carsten Nielsen (RV): Det er der ikke herfra, nej). Det er der ikke. Godt.

Så er der en lang række ordførere, som gerne vil stille spørgsmål, og den første, der får ordet til det, er hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen holdt i en svær situation. Jeg vil spørge til diskussionen om beskæftigelse. Der er jo lavet et forståelsespapir, og jeg vil bare spørge ordføreren, om det er korrekt forstået, at når der i forståelsespapiret står, at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre, men ikke nødvendigvis samtidige tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende; så skal initiativer, der reducerer beskæftigelsen modsvares en til en med initiativer, der øger beskæftigelsen strukturelt. Jeg spørger interesseret, fordi det jo er vigtigt, at vi fortsætter med den fremgang, vi har set i Danmark, og der handler det også om, at mennesker har et job. Tak.

Ordføreren.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at vi kommer til at mangle rigtig mange mennesker på det danske arbejdsmarked – vi kommer til at mangle over 40.000 faglærte i 2025. Det kan nogle gange være lidt svært at forholde sig til i en krisetid, hvor der også er mennesker, der mister deres job, men hvis ikke vi tager hånd om det derude, bliver det jo endnu sværere for endnu flere. Så det er helt afgørende for os, at de mennesker, man tager ud af arbejdsmarkedet, bliver erstattet, for det er rygraden i en ansvarlig økonomi.

Hr. Hans Andersen.

Tak for det. Så står det jo lysende klart for alle, at Enhedslistens fortolkning af forståelsespapiret er forkert, for vi taler her om strukturel beskæftigelse. Vi må jo forstå det sådan, at man nu er tæt på at lave en aftale om tidlig pension til Arne. Det reducerer den strukturelle beskæftigelse med 9.000, og der er spørgsmålet så til Radikale: Hvilke tiltag finder Radikale så der skal tages som modgående initiativer?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo netop forståelsespapiret, der sikrer, at det skal der leveres modsvar til. Jeg er ikke helt klar over, hvor langt den aftale er, men til gengæld er det så regeringens ansvar at levere bud på det. Vi kommer meget gerne med masser af konstruktive bud på det, men det er jo dem, der trækker mennesker ud af arbejdsmarkedet, der skal levere de nye mennesker, så vi har en fortsat ansvarlig økonomi.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det og tak til ordføreren for talen og velkommen til i den nye rolle. I forbindelse med valgkampen i 2019 var Det Radikale Venstre nok det parti, der vel allermest bekæmpede tanken om et udrejsecenter på øen Lindholm. Det lykkedes jo så også at komme igennem over for den socialdemokratiske regering med, at man skulle droppe planerne om det her hjemrejsecenter på øen Lindholm. Men man stillede vel samtidig i udsigt, at der så skulle ske noget andet. Og de mennesker, som så stadig væk er på udrejsecenteret Kærshovedgård i Jylland, er jo nogle folk, som for en stor dels vedkommende har begået noget virkelig alvorlig kriminalitet, altså det er narkoforbrydelser, det er voldtægtsforbrydelser, det er beskyldninger om krigsforbrydelser, der er tale om, osv.

Så hvad er egentlig Det Radikale Venstres bud på, hvad der skal ske med de her mennesker, og hvornår skal der ske noget? Ved man i Det Radikale Venstre noget, som vi ikke har kunnet få ud af Socialdemokratiet? For nu har man jo ansvaret for den situation, vi er i, og så må man også have ansvaret for at finde en anden løsning end den, vi andre var nået frem til.

Ordføreren.

Altså, Lindholm var jo et helt ekstremt dyrt og mystisk projekt, der også satte en anden kommune i landet i en meget svær situation. Det her kan gøres langt smartere. Og ja, vi går stærkt ind for også at finde nye udrejsecentre og skille de grupper ad, der er på Kærshovedgård, men vi afventer regeringen. Det er trods alt regeringen, der skal komme med et udspil til, hvordan det kan være. Vi havde nogle forslag med i valgkampen, f.eks. at Sjælsmark kunne bruges til det, men det er regeringen, vi venter på et udspil fra.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Ordføreren siger »langt smartere«, men det drejer sig om, at de her mennesker slet ikke er i Danmark. Et af hovedproblemerne med dem, der er på tålt ophold, er jo, at de ikke vil medvirke til deres hjemrejse, og så vil hjemlandet ikke tage imod dem. Så så længe de får lov til bare at dandere den i Danmark og gå ind og ud af et udrejsecenter og leve deres liv i Danmark, hvorfor tror fru Sofie Carsten Nielsen så, at de her mennesker lige pludselig begynder at ville medvirke til deres hjemrejse? Altså, det er jo folk, der også i hjemlandet sikkert er kendt for nogle ret bestialske ting, og de er da ikke interesseret i at rejse hjem til deres hjemland, og så hænger vi på dem i Danmark. Så det der med at finde på smartere løsninger, fordi man ikke lige ville øen Lindholm, er jo fint nok, men kunne man så ikke nu her fem kvartaler efter valgkampen finde ud af, hvad de smartere løsninger så er?

Fru Sofie Carsten Nielsen.

For mig ville det smarte være at udnytte et af de mange centre, der står tomme i dag, og så bruge det i stedet for at bruge millioner af kroner på at oprette noget nyt. Det er vel egentlig ret enkelt.

Den næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstår De Radikale på den måde, at man insisterer på, at forbedringer af et udsultet velfærdssamfund skal modsvares af et såkaldt større arbejdsudbud. Men det betyder jo reelt bare, at der er nogle mennesker, der kommer til at stå i kø i jobcenteret og dér være nødt til, hvis de er sultne nok, også at være klar til at tage lige præcis det job, der er til rådighed uanset løn og uanset arbejdsforhold. Men lavtlønsstillinger i et presset arbejdsmiljø er også det, der sender tusinder og atter tusinder i kø til sygedagpenge og førtidspension. Er det virkelig helt utænkeligt, at De Radikale kunne se fidusen i at investere i eksempelvis et godt arbejdsmiljø, også på velfærdsområderne, for på den måde at forebygge store nedslidninger og en stor regning til efterkommerne?

Ordføreren.

Det er ikke bare ikke utænkeligt, det kommer vi til i vores eget finanslovsforslag. Det er en rigtig god idé at investere i bedre arbejdsmiljø. Det er vi hundrede procent for. Men jeg vil gerne anfægte præmissen for, at det at skaffe flere mennesker i arbejde skulle betyde, at nogle står udsultet i et jobcenter – det gør det ikke. Det betyder flere mennesker i arbejde, hvis vi afskaffer modregningen for folkepension eller gør den mindre – så får vi flere mennesker, der har mulighed for at arbejde; der er masser og masser af forslag.

Vi kan også sænke grænsen for, hvornår folk må komme udefra for at arbejde her i Danmark. Det koster ingenting, og det fører til masser af mennesker, der kan bidrage, bl.a. nogle af de 40.000 faglærte, som vi kommer til at mangle, fordi vi desværre ikke når at uddanne nok til det – det skal vi også investere i. Og hvis vi skal have råd til at investere i det, skal der jo være nogle til at udfylde jobbene imens, ellers kommer pengene ikke i kassen.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Lad mig tage et område, som jeg kender rigtig godt til, nemlig ældreområdet, men det kunne også være daginstitutionsområdet. Dér ved vi, at rekrutteringen også hænger sammen med, at man kan tilbyde folk en ordentlig løn, tilbyde folk nogle ordentlige arbejdsforhold og tilbyde folk muligheden for at løse opgaverne. Så rekruttering til stillinger i fremtiden hænger jo netop sammen med, at man også er indstillet på at investere i velfærd og sikre nogle ordentlige vilkår. Så kommer det for øvrigt også borgerne til gavn i sidste ende. Kunne det ikke give mening at give velfærden en ordentlig skalle , sådan at vi faktisk kan forebygge nedslidning i fremtiden?

Ordføreren.

Også det går vi ind for, og også det sætter vi penge af til i vores finanslovsforslag. Vi ønsker også at investere, både i velfærd, i bedre arbejdsmiljø og i bedre normeringer, som jo også er bedre arbejdsforhold for pædagogerne. Alle de ting er vi også tilhængere af, og det kræver igen, at man så faktisk har råd til det, og at man derfor sikrer en ansvarlig økonomi. Og rygraden i en ansvarlig økonomi er, at der er nok mennesker i arbejde – det er det, der sikrer, at vi har penge til at investere i velfærd.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en tale i en svær situation. Jeg bliver desværre nødt til at stille et spørgsmål, som vedrører en ting, som er en væsentlig forhindring, i forhold til hvordan Enhedslisten og Radikale sammen kan presse på for at få hævet ambitionerne på klimaområdet. For det er jo sådan, at man i Det Radikale Venstre i september holdt et landsmøde og i den forbindelse meldte ud, at regningen for den grønne omstilling skal finansieres ved at lave ulighedsskabende og asociale reformer.

Konkret foreslog Radikale, at det såkaldte arbejdsudbud skal øges med 10.000 personer. De største kilder til at øge arbejdsudbuddet i de senere år har jo netop været en sænkelse af skatterne for dem i toppen, en højere pensionsalder, forringelser af efterløn, udhuling af overførselsindkomster og hele den stribe af reformer, som pisker rundt med syge og arbejdsløse, og det er reformer, som har forringet forholdene for lønmodtagere, som de er flest.

Så hvorfor er det sådan, at regningen ifølge De Radikale skal sendes til dem, som har mindst?

Ordføreren.

Det er det heller ikke. Det er simpelt hen forkert. Vi har ingen planer om at sende regninger efter syge og arbejdsløse. Man kan godt få flere mennesker i arbejde på rigtig mange andre måder. Det gjorde jeg lige rede for. Man kan afskaffe modregningen i folkepensionen, og man kan lette skatten i bunden. Det er rigtig godt for mange, og det får man også mennesker i arbejde af. Man kan fremrykke den aftale om pensionsalder, samtidig med at man forbedrer seniorpensionen, eller man kan sænke grænsen for, hvornår man vil have mennesker hertil. Det giver ingen regninger til syge og arbejdsløse, det giver bare flere mennesker til at besætte de job, som vi ikke har mennesker til nu.

Hr. Rune Lund.

Jeg synes, det er rart, at vi kan få en konkret diskussion her. For jeg hører forslag, som vil forringe pensionsforhold yderligere, jeg hører forslag, som kan føre til øget social dumping. Men det, som jeg i virkeligheden allermest godt kunne tænke mig at Det Radikale Venstre gjorde, var, at I nu, hvor I går så utrolig meget op i, at arbejdsudbuddet skal øges med 10.000 personer, så fremlægger konkret, hvordan I vil sikre, og hvordan I vil foreslå, at arbejdsudbuddet kommer til at blive øget med 10.000 personer. Det synes jeg I skal gøre, for så tror jeg, at vi alle sammen kan få syn for sagn i forhold til at se, hvad det er for en ulighedsskabende og asocial politik, som I desværre står for i det daglige arbejde her på Christiansborg.

Tak til ordføreren. Og tiltaleformen »I« er sådan set også at betragte som direkte tiltale. Jeg beklager at måtte påtale det, men man anvender ikke direkte tiltale i Folketingssalen.

Det er ordføreren. Værsgo.

Jeg tror aldrig, at vi kommer til at enes om, hvordan vi anser økonomi, hr. Rune Lund, men jeg synes egentlig, det er nogle lidt voldsomme beskydninger. Vi skal nok fremlægge vores 2025-plan med vores bud, men det er jo ikke os, der har stillet forslag om at trække 9.000 mennesker ud af arbejdsstyrken, og derfor bør det vel heller ikke være os, der har ansvaret for at levere forslagene til det.

Vi går ikke op i arbejdsudbud. Vi går op i, at der er råd til at investere i den grønne omstilling, at der er råd til velfærd i fremtiden, at vi ikke lægger regningen hos vores børn. Det er det, vi går op i; det er det, en ansvarlig grøn økonomi betyder for os.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil gerne lige holde lidt fast i hele den her diskussion om Arnepensionen og de konsekvenser, som den jo har. Nu har jeg også prøvet at sidde i regering, og jeg tænker lidt, at hvis vi nu skulle igennem med noget, som ville gøre Danmark 10 mia. kr. fattigere, og hvor vi hvert år skulle bruge 3-4 mia. kr., eller hvor det nu ender, så ville der nok have været et støtteparti, der havde tænkt: Kan de bare lige gøre det uden om os?

Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvor Det Radikale Venstre egentlig står i den her diskussion. Man kan jo vælge at sige, at det må regeringen gøre, og at man i den her diskussion er sat ud på et sidespor, eller man kan aktivt gå ind og sige: Kære regering, vi er støtteparti for jer; det her kan I simpelt hen ikke gøre, og hvis I gør det, har det nogle konsekvenser, eller også skal der komme noget andet i stedet for.

Det ville selvfølgelig ligge mig fjernt at ønske, at det skulle gå galt for den her regering. Det ville da være ærgerligt. Men jeg tror faktisk, at vi langt hen ad vejen er enige i lige præcis det her spørgsmål, og jeg kunne godt tænke mig, at der kunne lukkes lidt op for posen, med hensyn til hvordan De Radikale har tænkt sig at reagere, når nu den aftale kommer i morgen, eller hvornår den nu kommer.

Ordføreren.

Det tror jeg at vi har redegjort for for længst, men jeg vil gerne gøre det igen. Vi har for længst besluttet, at vi ikke er sat i verden for at være imod andre partiers prioriteter, men vi er sat i verden for at have råd til den grønne omstilling, for at nå vores mål og for fremadrettet at have en ansvarlig grøn økonomi. Det er det, vi har forsikret os om i det forståelsespapir, som Socialdemokraterne er forpligtet på og skal leve op til. Deri står jo, at tager man mennesker ud af arbejdsmarkedet, er man forpligtet til at sørge for, at der kommer mennesker ind på arbejdsmarkedet; det er den garanti for, at vi kan levere på de forpligtelser, som vi mener vi har.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det lyder jo godt, hvis jeg hørte rigtigt. Det, jeg hører, er, at hvis der bliver indgået en sådan aftale, kan jeg gå ud fra, at det er i finansloven, at man skal komme med andre initiativer, der kan veje det op. Det går jeg så ud fra har været Det Radikale Venstres krav til sådan en finanslov, for ellers har regeringen ikke flertal for en finanslov, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Det er korrekt forstået, at vi hvert år senest på finansloven gør det op. Det havde da været smukt, hvis det allerede var på plads, men altså senest på finansloven, og så må vi jo gøre op, om der er en tydelig og klar retning og en plan for, hvordan de mennesker skal findes.

Den næste korte bemærkning er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak, og tusind tak for talen. Som jeg opfatter Det Radikale Venstre, er det et parti, som står last og brast med FN og mere eller mindre bifalder alt, der kommer fra FN's hovedkvarter i New York. Om det så er verdensmål, flygtninge, konventioner eller noget helt fjerde. Men hvordan ser Det Radikale Venstre på kernekraft? Er Det Radikale Venstre også på det punkt enig med FN, hvis klimapanel i en rapport har slået fast, at vi har meget travlt, hvis vi skal holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grader, og at det sandsynligvis ikke kan lykkes uden større brug af kernekraft?

Ordføreren.

Det er godt. Tak for spørgsmålet og for anledningen til at vise lidt uenighed med FN måske i den her sammenhæng. Det er egentlig allermest, fordi vi ikke mener, at det for Danmark er vejen frem, fordi vi er så heldige, at vi i forvejen på en lang række andre og langt grønnere energiformer kan komme til at levere 100 pct. vedvarende energi. Vi kommer ikke til at blande os i, hvordan andre lande laver den sammenblanding, men nej, jeg tror ikke på, at vi skal indføre kernekraft i Danmark.

Fru Mette Thiesen.

Så er FN's verdensfjerne verdensmål sagen for Det Radikale Venstre, men det er FN's anbefaling om kernekraft åbenbart ikke. Med svaret kan jeg også næsten regne ud, at Det Radikale Venstre ikke vil stemme for Nye Borgerliges forslag om at gøre det muligt at tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at kernekraft kan anvendes. Men så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, formanden, om der er andre anbefalinger fra FN's klimapanel, som Det Radikale Venstre også vil hælde ned ad brættet.

Ordføreren.

Det ved jeg ikke, for dem har jeg ikke lige liggende heroppe, men det er der sikkert. Der er også rigtig mange, vi går ind for, men vi skriver ikke under på hvad som helst, bare fordi det kommer fra FN. Men verdensmålene er jo bare mål på papir. Det, der er vigtigt ved dem, er, hvis vi kan implementere dem, sådan som danske virksomheder sammen med alle mulige andre virksomheder verden over er i gang med, for det synes jeg er sindssyg vigtigt og et vildt imponerende arbejde, altså at det faktisk er rigtigt forankret i civilsamfund og virksomheder.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. Jeg bemærkede, at fru Sofie Carsten Nielsen i sin tale sagde – og jeg citerer: Klimakrisen truer vores børn og børnebørns mulighed for at leve et meningsfuldt liv på denne planet. Citat slut. Min tidligere kollega i Folketinget, Merete Riisager, har lige udgivet bogen »Selvbyggerbørn«, og i parentes bemærket har den fået rigtig gode anmeldelser, og her advarer hun imod tendensen til, at de voksne inducerer angst i børn specielt i forhold til problemer, som ligger fuldstændig uden for børns muligheder at gøre noget ved. Jeg er enig med fru Merete Riisager, og derfor vil jeg spørge fru Sofie Carsten Nielsen, om hun slet ikke kan se et problem i at stå på Folketingets talerstol og fyre op under den her form for angst hos børn? Tak for ordet.

Ordføreren.

Det er et godt spørgsmål og et relevant dilemma. Man skal selvfølgelig hele tiden balancere det, og det var også derfor, jeg endte med at tale om alt det, vi kunne, hvis vi ville handle sammen, fordi der er masser af muligheder. Jeg tror, det kan blive en fantastisk fremtid. Men virkeligheden er bare, at hvis ikke vi handler, kan det blive rigtig besværligt. Det var det, jeg forsøgte at balancere, og nu taler jeg også til jer, og I er jo ikke børn.

Hr. Henrik Dahl.

Jeg synes godt, at vi kan få lidt mere uddybning af, hvad Det Radikale Venstre helt konkret vil gøre for at undgå at inducere den her angst. Jeg er selv sundhedsordfører, og vi har arbejdet rigtig meget under coronakrisen med netop ikke at få det til at blive til angst, fordi den er uproduktiv, men til at blive til, at man tager tingene alvorligt, for det er nødvendigt. Så hvad vil Det Radikale Venstre helt nøjagtig gøre for, at børn ikke kommer ind i denne virkelig ukonstruktive angst på grund af noget, som de ikke kan gøre ved?

Ordføreren.

Jeg tror, vi er nødt til at inddrage både børn og unge meget i debatten, gøre den konstruktiv, relevant og vedkommende, men først og fremmest er vi nødt til at handle for at leve op til det grønne mandat, vi har fået. For måden at modvirke angsten på er ved troværdigt at vise, at vi handler på det mandat. Det har de krav på, det skylder vi, og det skal vi.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Tak for en god tale i en svær situation. Jeg vil gerne spørge ind til den grønne del. Jeg lægger mærke til, at Radikale Venstre både på talerstolen og i pressen tordner mod regeringen for klimanøl og jo faktisk truer med valg og truer med ikke at stemme for finansloven. Det synes jeg giver mening, men vi blev simpelt hen så skuffede i Alternativet, da De Radikale både stemte imod solcelleordning, klimaafgift på kød og afvikling af olie- og gasboringer i Nordsøen. Derfor er jeg nødt til at stille sådan et lidt hårdt spørgsmål: Er De Radikale ikke en del af det klimanøl, som man berettiget beskylder regeringen for? Hvordan skal vi tro på Det Radikale Venstres grønne intentioner den her gang, når man f.eks. stemte imod den kødafgift, som kunne have fået os i gang for længst med at få taget hul på CO2-afgifterne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, vi er enige om, at det f.eks. er på tide at stoppe den ottende udbudsrunde i Nordsøen. Det er ikke klimanøl, det er handling, der er påkrævet nu. Jeg håber også, vi er enige om, at vi virkelig har brug for en grøn skattereform med en ensartet CO2-afgift, for det er jo måden at få den bredest mulige grønne omstilling på, i øvrigt på den billigst mulige måde. Det er det konkrete, vi synes er de vigtigste håndtag, og ikke en kødafgift i sig selv.

Hr. Torsten Gejl.

Det er klart, at kødet jo vil blive dyrere via en generel klimaafgift, men vi kunne bare være kommet i gang, og det var det, jeg sagde. Men noget af det, som jeg synes var rigtig spændende i ordførerens tale, var, at finansloven skal signalere en mærkbar grønnere fremtid, som jeg forstod det. Der blev faktisk givet en garanti om, at det af den skulle fremgå, at der var mulighed for en mærkbart grønnere fremtid. Det bliver vi selvfølgelig rigtig glade for, men det er også lidt elastik i metermål, for vi mangler jo nogle succeskriterier. Hvad skal der til – og på hvilke områder – for at De Radikale vil stemme for den finanslov?

Ordføreren.

Der skal det til, at vi reducerer CO2 i overensstemmelse med Klimarådets anbefalinger, som er fagkundskaben, videnskaben og i øvrigt det, som et bredt, bredt udsnit af dansk erhvervsliv, civilsamfundsorganisationer og alle mulige andre kræver og kalder på.

Den næste korte bemærkning er fra fru Ulla Tørnæs fra Venstre. Værsgo.

Tak, og mange tak for talen. Det var jo en rigtig fin tale, ovenikøbet i en svær situation, men velkommen i den nye rolle.

Det var en fin tale, men jeg må indrømme, at jeg godt nok har svært ved at genkende Det Radikale Venstre. I svaret til min gode kollega Hans Andersen om, hvad der skal modsvare den reduktion i arbejdsudbuddet, som regeringen ser ud til at ville gennemføre sammen med et flertal i Folketinget, overlod fru Sofie Carsten Nielsen regeringen til at komme med et bud. Og det samme gjaldt sådan set i svaret til hr. Søren Pape Poulsen. Så jeg har godt nok, må jeg tilstå, svært ved at genkende Det Radikale Venstre, der plejer at være noget mere fremme i skoene om, hvad det er for en politik, man gerne vil have ført.

Det bringer mig så til at spørge om noget, som Sofie Carsten Nielsen ikke var direkte inde på, men alligevel kredsede om, nemlig ambitionsniveauet i regeringens finanslovsforslag omkring den grønne omstilling. Mener Sofie Carsten Nielsen, at det er tilstrækkeligt? Vil man være med til at bruge af det økonomiske råderum for at sikre en omstilling af bilafgifterne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålene. Grunden til, at jeg svarede sådan, er jo, at jeg synes, at regeringen skylder – for det er da regeringen, der tager mennesker ud af arbejdsmarkedet – at komme med nogle forslag. Til gengæld remsede jeg en række forslag op i svaret på spørgsmålet fra hr. Rune Lund: international rekruttering, lempelser af skatten i bunden, ingen modregning i pension. Det giver mennesker i arbejde. Så det er nogle af de konkrete forslag.

Ja, vi tror simpelt hen ikke på, at vi kan nå vores mål, hvis ikke vi også skaffer os et permanent grønt råderum, der sikrer, at der hele tiden er råd til at investere i den grønne omstilling.

Fru Ulla Tørnæs.

Betyder det så, at Det Radikale Venstre ikke vil stemme for finanslovsforslaget, såfremt det ikke imødekommes i forbindelse med de forestående forhandlinger?

Ordføreren.

Jamen det var jo de 10 milliarder gode intentioner, der kom her. Det er jo godt, at der nu er lovet penge, i hvert fald i en midlertidig periode, til et grønt råderum. Det, vi kommer til at måle regeringen på, er, om der også bliver leveret på den grønne bundlinje, og det er CO2-reduktioner, det skal kunne måles i.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Nu hørte vi hr. Henrik Dahl tale om angst i relation til klima – klimaangst. Jeg kender rigtig mange mennesker, som lider af en anden form for angst, nemlig angsten for Det Radikale Venstre, som jo naturligvis ikke retter sig så meget mod fremtiden, men i vidt omfang mod fortiden, altså mod den måde, som Radikale Venstre har kørt Danmark i sænk på i forhold til udlændingepolitik og EU-dagsordener osv. Og når nu hr. Dahl har bragt angst ind i Folketingssalen i dag, så kunne jeg bare i den forbindelse tænke mig at spørge, om fru Sofie Carsten Nielsen er enig med statsministeren i, at udlændingepolitikken har slået fejl, for det er jo nok et af de mest angstprovokerende områder overhovedet for mange mennesker derude at tænke på, altså at Det Radikale Venstre skulle komme til at få indflydelse på udlændingepolitikken igen. Og der tror jeg, at fru Sofie Carsten Nielsen kunne slå et stort slag for at bekæmpe angsten i dag, hvis hun ville erklære sig enig med statsministeren.

Ordføreren.

Man er jo fristet til at spørge, om hr. Morten Messerschmidt også går rundt og er angst for Radikale Venstre. Men jeg vil holde mig til spørgsmålet.

Ja, der er da begået fejl i udlændingepolitikken gennem årene. Det tror jeg da er helt reelt og banalt, og det vil der formodentlig også blive gjort fremover. Det handler jo om, hvordan vi løser problemer. Der er også begået fejl med støtte fra Morten Messerschmidts parti, fordi man har fokuseret på symboler i stedet for på at løse de rigtige problemer, der ville sikre, at mennesker kom i arbejde, deltog i samfundet. Man har brugt mange kræfter på at udskamme bestemte befolkningsgrupper i stedet for på at inddrage dem.

Men, ja, jeg er sikker på, at der også er begået fejl af mange andre, herunder også af De Radikale.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det tror jeg vil blive taget vældig godt imod ude i befolkningen. Og så ville det være spændende, om så også fru Sofie Carsten Nielsen ligesom statsministeren kunne komme lidt ind på, hvad man så skulle gøre for at rette op på fortidens fejl. Altså, kunne vi f.eks. forvente, at Det Radikale Venstre ville synes, at det var en god idé at sende kriminelle udlændinge ud af Danmark? Kunne vi forvente, at det for Det Radikale Venstre kunne være en løsning, at man begynder at have hårdere straffe, højere bøder, opholdsforbud, altså alle de ting, som sådan set på et tidspunkt kun var Dansk Folkepartis idéer, men som nu har bredt sig til andre partier?

Er vi i den lykkelige – og i hvert fald angstdecimerende situation – at De Radikale også nu begynder at bevæge sig ud i virkeligheden?

Ordføreren.

Ude i virkeligheden er dér, hvor de rigtige problemer er, som kræver løsninger, og der er det jo, man må tage stilling til hvert enkelt forslag. Løser de her forslag rent faktisk nogle problemer? Gør de, at mennesker lever bedre sammen? Skabes der mere tryghed med de forslag? Det tager vi stilling til konkret. Nogle gange gør der. Vi har f.eks. selv været med til at revidere vores forhold til zoneforbud, fordi man i de udsatte boligområder beder om, at det her kan blive taget i brug, for det skaber øget tryghed.

Omvendt må man sige, at det ikke skaber øget tryghed at kalde alle indvandrerdrenge for et problem. Det skaber splittelse, og den vej vil vi ikke.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Statsministeren sagde i sin åbningstale en masse pæne ting om, at vi skal bevare og udbygge vores digitale førerposition. Jeg var noget forundret over den melding. Regeringen foreslår nemlig store besparelser på en række områder, der er helt centrale for digitaliseringen, i sin finanslov. Det gælder bl.a. Datatilsynet, Styrelsen for It og Læring, som bliver skåret rigtig meget, og Digitaliseringsstyrelsen. Bredbåndspuljen vil man fjerne helt.

Jeg vil derfor gerne høre, om Det Radikale Venstre mener, at der er en sammenhæng mellem statsministerens retorik og regeringens finanslovsudspil på det digitale område.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes faktisk, det er super relevant lige nu. Altså, vi er vel nærmest stadig væk midt i corona, og der er en masse læring, vi kan tage. Jeg har hørt tale om, at vi har taget spring, der tager 2 år, på 2 måneder – og det skal vi jo benytte os af. Jeg hørte også statsministeren i sin tale netop tale om, at der skulle komme en digitaliseringsstrategi. Det synes jeg er rigtig vigtigt at vi også får med ind i finanslovsforhandlingerne. For jeg er enig i, at der skal investeres massivt i det her, og for mig vil det være helt åbenlyst, at vi investerer netop nogle af de midlertidige midler i digitalisering, for det er nu, vi kan hæve gevinsterne. Så er det da selvfølgelig lidt skævt, hvis man samtidig skærer ned.

Hr. Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for det, og tak for, at ordføreren er enig i, at det virker mærkeligt, at en ting er en ny strategi, men at vi jo ikke er kommet ret meget videre, hvis der ikke er nogen, f.eks. Datatilsynet, som kan håndtere opgaven og vejlede virksomhederne i, hvordan de skal håndtere persondataforordningen. Så jeg vil bare gerne lige have bekræftet, at Det Radikale Venstre ikke kommer til at hænge på en finanslov, hvor man nedprioriterer det digitale område på den måde, som man har lagt op til i regeringens finanslovsudspil.

Ordføreren.

Vi lægger i vores eget finanslovsudspil i hvert fald op til at opprioritere investeringerne i digitalisering. Jeg tror, at man skal være lidt varsom med at sige, at hver eneste lille initiativ nødvendigvis er til skade for digitaliseringen, men vi skal tage stilling til, hvad der så kan erstatte det. Det er jo ikke sikkert og slet ikke på det her område, at tingene altid skal være, som de har været før. Men vi er meget opsat på, at det skal være en investering i digitalisering, vi kommer ud med efter finanslovsforhandlingerne, og ikke det modsatte.

Den næste korte bemærkning er til fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Fru Sofie Carsten Nielsen henviste til bilens opfindelse i 1886 som et eksempel. I 1886 var der jo også dyb armod og fattigdom blandt den almindelige befolkning, specielt de arbejdere, der arbejdede på byens fabrikker. Det har alverdens opfindelser jo ikke kunnet rykke ved med undtagelse af det, man måske kunne kalde en lige så god opfindelse, nemlig den nordiske velfærdsstat. Og nu kommer jeg til den egentlige pointe, nemlig at den her retoriske kamp, der lidt foregår, om man sætter det grønne foran det røde eller det røde foran det grønne, synes jeg jo spejler en falsk modsætning. For vi har en fuldstændig bunden opgave, det er vi enige om, nemlig at klimakrisen er menneskehedens største udfordring og største opgave at løse, og den skal vi løse.

Men vi anerkender ikke i SF, at vi skal – hvad skal man sige – reducere vores velfærdssamfund, at vi ikke skal bruge de penge, vi har i råderummet, på specielt dem, der trænger allerallermest. Så vil fru Sofie Carsten Nielsen ikke komme mig lidt i møde ved at sige, at det ikke behøver ikke at være en kamp om enten det ene eller det andet? Det er simpelt hen et spørgsmål om politisk vilje.

Ordføreren.