Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 77
Offentligt
STATSMINISTERIET
CHRISTIANSBORG
Prins Jørgens Gård 11, 1218 København K
Telefon 33 92 33 00 - Telefax 33 11 16 65
CVR-NR. 10-10-39-40
EAN-lokationsnummer 5798000000032
Dato: 8. december 2020
Sagsnr.: 2020 - 18268
Miljø- og Fødevareudvalget
Folketinget
Statsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 167 til L 77 fra Miljø- og Fødevare-
udvalget stillet efter ønske Karsten Lauritzen (V), ikkemedlem af udvalget
(MFU) og Sophie Løhde (V)
Spørgsmål nr. 167 til L 77:
”Tim
Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, citerer
i artiklen ”Går statsministeren fri i minksag”, Politiken, den 20. november 2020, fra
højesteretsdommer Jens Peter
Christensens afhandling, ’Ministeransvar’. Tim Knudsen
udtaler, at ”der i »særlige tilfælde« er en særlig pligt som minister til aktivt at sørge for
at holde sig orienteret og spørge ind til lovligheden i en sag. Hvis han har ret i sin juri-
diske vurdering, så handler det jo om, hvornår der er tale om »særlige tilfælde«, og det,
vil jeg da mene, er tilfældet, når vi som her taler om hastelove og lukning af et helt
erhverv”. Mener statsministeren, at sagen om aflivningen af samtlige mink i Danmark
kan betegnes
som et ”særligt tilfælde”? Hvis ja, mener statsministeren så, at statsmini-
steren har levet op til denne særlige pligt, som beskrevet af højesteretsdommer Jens Pe-
ter Christensen, i sagen om aflivningen af alle mink i Danmark?”
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 165 til L 77 fra udvalget.
Der henvises endvidere til Justitsministeriets notits oversendt til Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg den 24. november 2020 om visse statsretlige spørgsmål med relation til
forløbet vedrørende manglende hjemmel til at udvide den hidtidige indsats med afliv-
ning af mink til hele landet (MOF, Alm. del
–
Bilag 157), hvoraf følgende bl.a. fremgår:
 L 77 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om statsministerens særlige pligt i forbindelse lovforslaget, til statsministeren
-2-
”Grundloven er baseret på et såkaldt ministerialsystem, der bl.a. indebærer, at hver
enkel minister er ansvarlig for sig eget ressortområde. Dette afspejles bl.a. i grund-
lovens § 14, der forudsætter, at ministre som forvaltningschefer har en selvstændig
kompetence inden for deres forretningsområder, således at afgørelser ikke træffes
af regeringen som kollegium, men af den enkelte fagminister. Som anført af Peter
Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 37, har statsministeren en le-
dende stilling i regeringen, men denne stilling indebærer ikke, at der består et over-
ordnelsesforhold, som giver statsministeren adgang til at udstede befalinger til de
øvrige ministre.
Det er samtidig antaget i den statsretlige litteratur
–
bl.a. med henvisning til stats-
ministerens faktiske funktion som regeringens øverste chef
–
at der påhviler stats-
ministeren en pligt til tilsyn med de andre ministre. Statsministerens tilsynspligt
må anses for en snæver undtagelse til ministerialsystemets ordning, hvorefter hver
enkel minister er ansvarlig for sit eget ressortområde.
[…]
[…]Dette
kan efter Justitsministeriets opfattelse også udtrykkes på den måde, at
en særligt begrundet formodning om, at en minister har overtrådt ministeransvar-
lighedsloven, i almindelighed udløser en statsministers pligt til at føre tilsyn med
de andre ministre (tilsynspligten). Det må antages, at tilsynspligten i en sådan si-
tuation i almindelighed må indebære, at en statsminister i hvert fald skal undersøge
sagen nærmere.
Det følger af ovenstående, at der ikke aktiveres en tilsynspligt for en statsminister,
som hverken er vidende om eller har bestemte grunde til at mistænke, at der hos
en anden minister er begået ulovlige forhold.
[…]
Regeringsudvalgene er politiske i den forstand, at de ikke rent retligt er tillagt kom-
petence til at træffe beslutninger på et område, der henhører under en ministers
ressortansvar. Hvis et regeringsudvalg tiltræder (eller afviser) en indstilling i en
sag, vil det således fortsat være den ansvarlige fagminister, der efterfølgende for-
melt træffer beslutningen, og som dermed vil være ansvarlig herfor. Det følger af
ministerialsystemet, hvorefter den enkelte fagminister er ansvarlig for eget ressort-
område
[…].”
Med venlig hilsen
Mette Frederiksen