Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 77
Offentligt
2305390_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 14. december 2020
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 136 til L 77, forslag til lov om
aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, stillet den 1. december 2020 af Karsten Lauritzen
(V) og Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 136 til L 77
”Ministeren
bedes kommentere Kopenhagen Furs høringssvar, jf. L 77
–
bilag 11.”
Svar
Jeg skal indledningsvis slå fast, at lovforslaget, herunder det fremsatte lovforslags § 7, stk. 2 (nu § 8,
stk. 3), der vedrører adgangen til erstatning for tab som følge af det midlertidige forbud mod hold af
mink i lovforslagets § 1, stk. 1, omfatter alle minkavlere. Dette gælder også minkavlere, hvis
besætninger er aflivet med hjemmel i lov om hold af dyr og efter bekendtgørelsen om COVID-19 hos
pelsdyr.
Kopenhagen Fur anfører i deres høringssvar, at lovforslaget ikke anerkender, at forbuddet mod
minkavl og nedslagningen af samtlige mink udgør ekspropriation, og at minkavlerne ifølge det
fremsatte lovforslags § 7, stk. 1, og bemærkningerne hertil som altovervejende udgangspunkt alene
kompenseres efter lov om hold af dyr, § 56, stk. 1, der ikke giver ret til fuld erstatning.
Det bemærkes, at det fremsatte lovforslag § 7, stk. 1 (nu § 8, stk. 1), vedrører erstatning for aflivede dyr
uden for smittezonerne og det driftstab, der umiddelbart følger af aflivningen, herunder erstatning for
avlsdyrsværdien. Det fremgår endvidere af afsnit 2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, at
der lægges der op til at yde erstatning på samme vilkår som efter lov om hold af dyr, dvs. en erstatning
svarende til dyrenes eller produkternes værdi samt erstatning til fuld dækning af det herved opståede
driftstab. Det fremgår endvidere, at det ved beregningen af denne erstatning er tilsigtet, at den
erhvervsdrivende stilles som ved ekspropriation.
Jeg er opmærksom på, at mink, der er aflivet med hjemmel i lov om hold af dyr, er omfattet af
bekendtgørelse nr. 1323 af 26. november 2015 om erstatning og udgifter ved bekæmpelse og
forebyggelse af husdyrsygdomme, og at der for så vidt angår smittede mink ikke ydes fuld erstatning.
Jeg kan endvidere bemærke, at jeg har stillet et ændringsforslag til lovforslaget om at ændre
bestemmelsen i lovforslagets § 7, stk. 1 (nu § 8, stk. 1), til en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der
også er mulighed for at fastsætte regler om yderligere erstatning og kompensation til samtlige
besætninger, hvis mink er aflivet som følge af COVID-19.
Regler om øvrig erstatning og kompensation for minkavlerne, herunder for langsigtede driftstab m.v.,
som følge af forbuddet, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, fastsættes i medfør af det fremsatte lovforslags § 7,
stk. 2 (nu § 8, stk. 3).
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
[email protected]
•
www.mfvm.dk
 L 77 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 136: Spm. om kommentar til høringssvar fra Kopenhagen Fur, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Kopenhagen Fur foreslår i deres høringssvar, at det fastslås klart i lovforslaget, at det i § 1, stk. 1,
nævnte forbud og nedslagningen af samtlige mink i Danmark udgør ekspropriation, og at enhver
minkavler, der berøres heraf, har ret til fuld erstatning.
Som det fremgår af afsnit 2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger er det vurderingen, at det
foreslåede midlertidige forbud mod hold af mink til og med 31. december 2021 ikke i almindelighed vil
udgøre et ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at
den foreslåede ordning vil kunne udgøre et ekspropriativt indgreb over for konkrete erhvervsdrivende.
Det bemærkes i den forbindelse navnlig, at der knytter sig en vis usikkerhed til omstændighederne
efter udløbet af det foreslåede midlertidige forbud, herunder om det i praksis kan vise sig
uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt for nogle af de erhvervsdrivende, som på dette tidspunkt
ønsker at genoptage erhvervet, at genetablere virksomheden inden for en rimelig tidshorisont efter
ophør af det midlertidige forbud. Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til det fremsatte
lovforslags § 7 (nu § 8), at der vil blive fastsat regler om, at der i tilfælde af ekspropriation ydes
fuldstændig erstatning. Det kan hertil bemærkes, at retten til fuld erstatning i forbindelse med
ekspropriative indgreb tillige følger direkte af grundlovens § 73, stk. 1.
Jeg skal i forlængelse heraf fremhæve, at regeringen lægger op til en model, hvor minkavlerne
–
uanset
om den foreslåede ordning over for den enkelte vil udgøre et ekspropriativt indgreb eller ej
–
skal ydes
fuldstændig erstatning efter de samme principper og vilkår.
Med hensyn til Kopenhagen Furs bemærkninger til typer af erstatninger som følge af aflivningen af
mink og det midlertidige forbud mod hold af mink, herunder spørgsmålet om totalekspropriation, skal
jeg bemærke, at der fortsat er politiske forhandlinger om erstatning og kompensation til
minkbranchen og følgeerhverv, og jeg kan derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvad der
kommer til at indgå i en endelig aftale om erstatning og kompensation, herunder den konkrete
erstatningsmodel.
Med hensyn til erstatning til minkavlsafhængige følgeerhverv, som fx Kopenhagen Fur, har jeg
–
herunder som en del af politisk aftale af 16. november 2020 mellem regeringen og Radikale Venstre,
SF, Enhedslisten og Alternativet om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink
–
stillet et
ændringsforslag til lovforslagets § 7 (nu § 8) om, at der også skal kunne fastsættes regler om erstatning
og kompensation til følgeerhverv, der i det væsentlige er afhængige af minkavl for at kunne drive
virksomhed.
For så vidt angår tempobonus anfører Kopenhagen Fur i deres høringssvar, at tempobonusserne ikke
udgør en del af den erstatning, som minkavlerne har ret til, da der alene er tale om et vederlag til
minkavlerne for den helt ekstraordinære og meromkostningskrævende hurtige aflivning, som er
foretaget.
Jeg kan hertil bemærke, at tempobonus og yderligere bonus efter lovforslagets § 3 ikke er en del af
erstatningen efter § 7 (nu § 8). Tempobonusordningen er tænkt som en incitamentsordning til at aflive
mink hurtigt af hensyn til folkesundheden under den igangværende pandemi
–
men tempobonus har
som udgangspunkt ikke karakter af konkret aflønning. Tempobonusordningen drøftes på nuværende
tidspunkt med EU-Kommissionen
i forhold til EU’s statsstøtteregler.
Jeg kan desuden bemærke, at jeg har stillet ændringsforslag til lovforslaget om, at der kan fastsættes
regler om, at visse omkostninger i forbindelse med minkavlernes aflivning af mink efter lovforslagets §
2, stk. 1, kan afholdes af staten. Bemyndigelsen omfatter ekstraordinære og rimelige omkostninger, der
er forbundet med de særlige omstændigheder ved aflivning af hele besætninger, herunder besætninger
hvor også avlsdyr aflives, og som minkavlere ikke ellers ville have haft, f.eks. omkostninger til ekstra
frysekapacitet, oplagring m.v.
2
 L 77 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 136: Spm. om kommentar til høringssvar fra Kopenhagen Fur, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Jeg har desuden stillet et ændringsforslag om, at staten kan afholde udgifter i forbindelse med
aflivning af mink til eksempelvis destruktion, bortskaffelse, rengøring, desinfektion, administration
m.v.
Med hensyn til Kopenhagen Furs bemærkninger i høringssvaret om taksation og oprettelse af særlige
minktaksationskommissioner, kan jeg bemærke, at det fremsatte lovforslags § 7, stk. 3 (nu § 8, stk. 4),
indeholder en bemyndigelse til at fastsætte regler om oprettelse af myndigheder, der skal behandle
sagerne, og efter forhandling med transportministeren fastsætte regler om, at sagerne helt eller delvis
skal behandles efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Der er tale om en bred bemyndigelse, som giver mulighed for at fastsætte disse regler ud fra blandt
andet de behov, som resultaterne af de politiske forhandlinger om erstatning og kompensation giver
anledning til. Jeg har noteret mig Kopenhagen Furs bemærkninger om sammensætningen af sådanne
taksationskommissioner m.v., som jeg vil tage med i de videre overvejelser.
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
3