Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21, Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21, Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 , L 56 A , L 56 B
Offentligt
2280794_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. november 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 til L 56 forslag til lov om ændring af lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og ændring af lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Implementering af VVM-direktivet og ændring af
myndighedskompetencen for havbrug). Af miljøminister Lea Wermelin (S).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 5 til L 56
”Ministeren
bedes oplyse, hvad ministeren har gjort for at indhente tilbagemeldinger og erfaringer fra
alle de kommuner, der forvalter havbrug i Danmark efter, at ministeren præsenterede ønsket om at
rykke myndighedskompetencen til staten?”
Svar
Der er gennemført et omfattende arbejde i forbindelse med rapport om status og grundig gennemgang
af havbrugsområdet, herunder er der gennemført et særligt tilsyn i foråret 2019 hos de respektive
miljøtilsynsmyndigheder inkl. kommunerne for de danske havbrug. Det særlige tilsyn omfattede bl.a.
afrapporteringer, workshops mv., hvor de kommunale medarbejdere på havbrugsområdet præsenterede
ministerieriet for deres erfaringer, synspunkter mv.
Interessenterne på området inkl. KL har også været inddraget i arbejdet med grundig gennemgang af
havbrugsområdet både i forbindelse med opstarten af arbejdet og ved kommentering af udkastet til
endelig rapport.
Derudover har jeg i forbindelse med udarbejdelse af handleplan for oprydning i havbrugssektoren i
foråret 2020 brevkorresponderet med KL, som i den forbindelse har fremført organisationens
synspunkter til den fremadrettede placering af myndigheds- og tilsynskompetencen for de kystnære
havbrug.
Endeligt har lovforslaget været i offentlig høring i perioden 24. juni til 19. august 2020, hvor KL og
kommunerne såvel som alle andre har haft mulighed for at afgive høringssvar til brug for den videre
lovbehandling.
Det er således min klare opfattelse, at lovforslaget om at samle miljøtilsynet for alle havbrug i staten er
baseret på omfattende undersøgelser og analyser, og at samtlige relevante parter i sagen har afgivet
deres bemærkninger og i øvrigt har haft mulighed for at give deres synspunkter til kende.
Lea Wermelin
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk