Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 229
Offentligt
2390819_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 5425
Den 10. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 23 til L 229, forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven (Adgang
til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.), stillet den 5. maj 2021
efter ønske fra Anne Honoré Østergaard (V).
Spørgsmål nr. 23 til L 229
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan det kan sikres, at hulden er i orden på det enkelte dyr, hvis der
kun føres tilsyn med dyrene i en naturnationalpark på bestandsniveau?”
Svar
Jeg har anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om bidrag til besvarelse af
spørgsmålet. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har indhentet bidrag fra
Fødevarestyrelsen, der kan oplyse følgende:
”Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestanden af de udsatte dyr og dyrenes afkom skal
tilses jævnligt med henblik på at sikre, at bestanden klarer sig i det naturlige miljø, hvor de er blevet
udsat. Det kan blive relevant at udpege enkelte dyr eller grupper af dyr, som f.eks. drægtige dyr, der
bør følges nærmere for at sikre, at de eksempelvis får adgang til tilstrækkelig føde. Tilsynet skal kunne
sikre, at dyr, der er syge eller tilskadekomne opdages tids nok til, at de aflives uden unødigt ophold,
hvis det vil være uforsvarligt at lade dyret leve uden passende behandling eller pleje. Det forudsættes i
den forbindelse, at tilsynet omfatter en vurdering (scoring) af dyrenes huld og adfærd, så sådanne dyr
kan behandles eller aflives uden unødigt ophold. Tilsynet skal kunne sikre, at dyrenes velfærd ikke
kompromitteres.
Vurderingen af, hvilke specifikke vilkår der skal stilles for en eventuel dispensation, vil ske på
baggrund af den konkrete ansøgning og forvaltningsplan. Det vil dog være en betingelse for en
eventuel dispensation, at personalet, der tilser dyrene, har de fornødne kompetencer, herunder kan
der stilles vilkår om særlig indsigt i huldbedømmelse.”
Der henvsis i øvrigt til besvarelse af spørgsmål nr. 9 til L 229.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk