Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206
Offentligt
2377106_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. april 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 7 til L 206,
forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet, stillet den 14. april 2021 af udvalget.
Spørgsmål nr. 7 til L 206
”Vil
ministeren kommentere høringssvaret af 13/4-21 fra Justitia, jf. L 206 - bilag 7?”
Svar
Justitia bemærker i sit høringssvar indledningsvis, at det er beklageligt, at Justitia ikke er anmodet om
at afgive høringssvar vedrørende lovudkastet.
Jeg kan oplyse, at udkastet til lovforslag blev sendt i høring til en målrettet kreds af høringsparter fra
Fødevareministeriets høringsliste samt enkelte andre parter, først og fremmest for at sikre høring af de
primært berørte parter. Fødevareministeriet var desværre ikke bekendt med, at Justitia havde et særligt
ønske om at modtage høringen, men vil naturligvis tilføje Justitia til høringslisten ved de fremtidige
udkast til bekendtgørelser på området.
I høringssvaret peger Justitia på, at den korte høringsfrist og hastebehandlingen af lovforslaget efter
Justitias opfattelse er retssikkerhedsmæssig betænkelig.
Jeg skal hertil bemærke, at det er regeringens klare ambition hurtigst muligt at kunne udmønte den
politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv som følge af COVID-
19. Regeringen ønsker derfor, at lovforslaget skal vedtages og træde i kraft hurtigst muligt. Det vil
muliggøre udstedelse af de regler, som er nødvendige for, at nye udbetalingsspor kan påbegyndes. Det
har desværre ikke været muligt at have et udkast til lovforslag klart til at sende i høring før umiddelbart
inden lovforslagets fremsættelse. For at sikre, at høringssvarene uanset dette kunne komme med i
betragtning i overvejelser om eventuelle behov for ændringsforslag til lovforslaget og samtidig indgå i
Folketingets behandling, har høringsfristen derfor været ganske kort. Det bemærkes, at udkast til de
bekendtgørelser, som udmønter dette lovforslag og den politiske aftale i øvrigt, vil blive sendt i offentlig
høring.
Justitia finder det problematisk, at der med lovforslaget lægges op til, at flere centrale spørgsmål skal
reguleres i bekendtgørelsesform. Endvidere anfører Justitia, at det i videst muligt omfang bør være helt
uafhængige
taksationskommissioner,
som
fastlægger
erstatningsprincipperne
og
dokumentationskravene uden en politisk styret detailregulering.
Formålet med lovforslaget er at etablere hjemmel til at udmønte dele af den politiske aftale. Det er
hensigten, at aftalen skal udmøntes i en række bekendtgørelser udstedt med hjemmel i lov om aflivning
af og midlertidigt forbud mod hold af mink og de bemyndigelser, der foreslås med dette lovforslag.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 10 60 00
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
[email protected]
•
www.fvm.dk
 L 206 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 7: Spm. om kommentar til høringssvar af 13/4-21 fra Justitia, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Det er efter min opfattelse hensigtsmæssigt med bemyndigelsesbestemmelser, som giver mulighed for
nærmere detailregulering i bekendtgørelser. Samtidig skal jeg understrege, at den konkrete udmøntning
vil skulle drøftes med aftalepartierne bag den politiske aftale. Det gælder i forhold til en række
spørgsmål, herunder også spørgsmålet om, hvilken dokumentation der vil være nødvendig for, at de
kommende erstatnings- og taksationskommissioner kan behandle sagerne efter de erstatningsmodeller,
der er fastlagt i den politiske aftale. Kommissionerne skal således taksere fuldstændig erstatning og
fuldstændig kompensation m.v. efter principperne i den politiske aftale, som udmøntes i en
bekendtgørelse. Der er endvidere et udtalt ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig
fremtid. Det er derfor centralt, at der udarbejdes regler og vejledninger om sagsbehandlingen. Hensigten
hermed er ikke at indskrænke erstatnings- og taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de
konkrete sager, men at understøtte en ensartet og effektiv behandling af sagerne.
Justitia bemærker endvidere, at det af hensyn til retssikkerheden bør overlades til de berørte
virksomheders frie valg, om en afgørelse om erstatning eller kompensation skal efterprøves ved en
overtaksationskommission eller indbringes direkte for domstolene. Jeg skal hertil bemærke, at der
endnu ikke er taget endelig stilling til, om der skal oprettes rekursmyndigheder i form af
overerstatnings- og taksationskommissioner. Det skal drøftes med aftalepartierne bag den politiske
aftale. Tilsvarende skal det drøftes, om udnyttelse af rekurs skal være en forudsætning for
domstolsprøvelse.
Justitia opfordrer endvidere til, at det overvejes at henlægge alle sager, som indbringes for domstolene,
til enten Sø- og Handelsretten eller en byret i Vestre Landsrets kreds og Østre Landsrets kreds, og til at
sagkyndige dommere medvirker under sagernes behandling.
Jeg kan oplyse, at der ikke i forbindelse med den politiske aftale er taget eksplicit stilling til spørgsmålet
om stedlig og saglig kompetence ved domstolsprøvelse af erstatnings- og taksationskommissionernes
afgørelser. Det fremgår af aftalen, at det ved ekspropriation er sædvanligt, at erstatning fastsættes efter
en konkret vurdering af en taksationskommission (med mulighed for indbringelse for domstolene), og
at de minkavlere og følgeerhverv, der ikke mener at have opnået fuld erstatning, vil have mulighed for
at indbringe spørgsmålet om erstatningsberegningen for domstolene.
Sager om domstolsprøvelse af administrative afgørelser om fastsættelse af erstatning for ekspropriation
hører ikke til de sager, der kan behandles ved Sø- og Handelsretten efter de gældende regler.
Udgangspunktet er derfor, at sådanne sager behandles ved byretten i 1. instans, medmindre retten efter
anmodning fra en part henviser sagen til behandling ved landsretten i 1. instans, fordi sagen er af
principiel karakter og har videregående betydning. I civile sager i 1. instans, der behandles ved byretten
eller landsretten, kan retten bestemme, at der skal medvirke sagkyndige dommere under
hovedforhandlingen, hvis fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen. Sagkyndige dommere
medvirker således kun, hvis retten konkret beslutter det.
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
2