Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 2542
Doknr.
412532
Dato
21-04-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 13. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 4 til L 198 til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).
Spørgsmål nr. 4:
”Vil ministeren
redegøre for, hvorfor ministeren ikke ønsker at gøre borgernes
ret til frie valg og ret til at vælge en privat leverandør af hjemmehjælp og en
plejebolig på et friplejehjem til en hegnspæl?”
Svar:
Med velfærdsaftalerne på ældreområdet giver vi mulighed for, at Langeland,
Middelfart og Viborg kommuner kan afprøve nye løsninger i den måde, de
tilrettelægger ældreplejen på med henblik på at sikre de ældre mere nærhed
og bedre omsorg og pleje. Målet er, at kommunerne vil udnytte friheden til at
styrke kvaliteten og fleksibiliteten i velfærden til gavn for kommunernes ældre
og deres pårørende.
Det kræver politisk mod at træde et skridt tilbage og give kommunerne
mulighed for at fravige regler, som forskellige partier har kæmpet for at få
indført. Fra regeringens side tror vi dog på, at det er helt afgørende, at vi får
afprøvet nye måder at forvalte ældreplejen på, og at kommunerne får mulighed
for at tænke nyt, innovativt og helhedsorienteret til gavn for de ældre og deres
pårørende.
Hvis kommunerne vurderer, at det frie valg med krav om frit valg af leverandør,
og herunder fritvalgsbeviser, samt kvalitetskrav til leverandører af
hjemmehjælp, står i vejen for at levere den bedst mulige hjælp, så er det en
mulighed for kommunerne at fravige disse bestemmelser. Det er op til
kommunerne, hvorvidt de vil benytte denne frihed til at lave forsøg med det frie
valg. Jeg vil i den forbindelse fremhæve, at det fremgår af den politiske aftale,
at regeringen vil gå i dialog med de tre kommuner for at sikre, at ældre borgere
fortsat har mulighed for at få et andet tilbud i tilfælde af utilfredshed med den
leverede hjælp.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1