Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 179
Offentligt
2359416_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. marts 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 18 til L179 stillet den 12. marts 2021 efter ønske fra
Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 18
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 12/3-21 om bindende reduktions- og genbrugsmål
m.m. fra Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, WWF Verdensnaturfonden,
Oceana og Danmarks Naturfredningsforening, jf. L 179 - bilag 4?”
Svar
Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, WWF Verdensnaturfonden, Oceana og Danmarks
Naturfredningsforenings ønsker til implementeringen af det udvidede producentansvar er også
fremsendt til Miljøministeriet i forbindelse med høringen af lovforslaget. I høringsnotatet er
høringssvaret refereret på et overordnet niveau. Jeg vil her kommentere på de fire centrale pointer.
Jeg er enig i, at genbrug er vejen frem, og at vi skal væk fra brug og smid-væk tankegangen. Der er i
Engangsplastikdirektivet allerede stillet krav om mål for forbrugsreduktion af drikkebægre og
fødevarebeholdere. Et bredt flertal i Folketinget har med Klimaplan for en grøn affaldssektor og
cirkulær økonomi vedtaget et ambitiøst reduktionsmål for disse produkter på 50% i 2026, som skal
nås gennem et forpligtende sektorsamarbejde.
Baggrunden for, at lovforslagets bemærkninger vedrørende graduerede bidrag ikke beskriver fremme
af genbrug er, at producentansvaret kun omfatter engangsprodukter af plastik. Der er derfor en
indbygget incitamentsstruktur i producentansvaret til at fremme genbrugelige produkter, da disse ikke
er omfattet af producentansvarsordningen. Når virksomheder vælger at udskifte et engangsprodukt
med et genbrugeligt produkt, vil de derfor slippe for regningen for producentansvarets
oprydningsansvar. Graduerede bidrag i forbindelse med engangsplastikprodukter kan derfor primært
bruges til at fremme, at de engangsplastikprodukter, der anvendes, kan genanvendes.
Jeg er enig i, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis viskose og cellofan ikke omfattes af
Kommissionens retningslinjer. Viskose og cellofan ligner og opfører sig som andre
engangsplastikprodukter, når de henkastes i naturen, jf. svar på spørgsmål 11. Derfor arbejder
Miljøministeriet også for, at produkter af viskose og cellofan omfattes af Kommissionens
retningslinjer.
Ift. oprydningsansvar på fiskeredskaber henvises der til svar på spørgsmål 12.
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
./.
./.
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk