L 172 Forslag til lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner og retsplejeloven.

(Indførelse af granskningskommissioner, Folketingets samtykke til nedlæggelse af undersøgelseskommissioner m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 09-03-2021
Betænkning afgivet 24-03-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 06-04-2021
3. behandlet, vedtaget 13-04-2021
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indebærer, at der skabes hjemmel i lovgivningen til, at Folketinget kan nedsætte en ny form for undersøgelsesorganer betegnet granskningskommissioner, ligesom der med lovforslaget fastsættes nærmere regler for granskningskommissioners virke. Lovforslaget udgør på dette punkt en delvis udmøntning af Udvalget for Forretningsordenens beretning af 21. december 2020 om etablering af en ny undersøgelsesform med særlig parlamentarisk forankring.

Herudover indeholder lovforslaget enkelte ændringer af de eksisterende regler om undersøgelseskommissioner. Herunder indebærer lovforslaget, at undersøgelseskommissioner, der er nedsat, men endnu ikke har afsluttet deres arbejde, ikke skal kunne nedlægges af justitsministeren uden Folketingets samtykke.

Desuden indebærer lovforslaget en række justeringer af reglerne om undersøgelseskommissioner i overensstemmelse med de anbefalinger, som Udvalget om Undersøgelseskommissioner fremkom med i sin betænkning fra oktober 2018. Disse justeringer har til formål at styrke kommissionsformandens kompetence til at tilrettelægge undersøgelsen, at give undersøgelseskommissioner mulighed for at lægge større vægt på sagsbehandlingstiden ved beslutninger om nægtelse eller tilbagekaldelse af bisidderbeskikkelse og at overføre kompetencen til at træffe beslutninger om bisidderes salær fra justitsministeren til undersøgelseskommissionen selv.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 93 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.