Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 02-02-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 2007933
Dok. nr.: 1569873
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 25. januar 2021 stillet følgende spørgs-
mål nr. 35 (L 134 – Forslag til lov om epidemier (epidemiloven)) til sundhedsministeren,
som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen
(SF).
Spørgsmål nr. 35:
”Gælder den parlamentariske kontrol også i forhold til Styrelsen for Patientsikkerheds
eventuelle påbud om besøgsrestriktioner eller andre restriktioner herfra målrettet en
kommune eller en region?”
Svar:
Den foreslåede ordning for parlamentarisk kontrol omfatter – i overensstemmelse
med den politiske stemmeaftale af 18. december 2020 – ministerbemyndigelser til at
fastsætte regler om bl.a. restriktioner for og forbud mod adgangen til eller brugen af
institutioner, lokaler mv. for hele eller dele af landet. Formålet med den foreslåede
ordning for parlamentarisk kontrol er bl.a. at sikre en større grad af parlamentarisk
inddragelse i de regler, som regeringen kan udstede i medfør af de meget vidtræk-
kende bemyndigelsesbestemmelser til at fastsætte regler i epidemiloven.
I forhold til adgangen til at træffe afgørelser og meddele påbud om foranstaltninger
over for enkeltpersoner (lovforslagets kapitel 5) og påbud rettet mod henholdsvis kom-
munalbestyrelsen, regionsrådet og konkrete behandlingssteder, institutioner mv. om
at fastsætte visse restriktioner og forbud (lovforslagets kapitel 6) er der tale om afgø-
relser eller påbud, som efter forslaget skal træffes eller meddeles af Styrelsen for Pa-
tientsikkerhed. Sådanne afgørelser er efter Sundhedsministeriets opfattelse uegnede
til at blive undergivet den foreslåede særlige ordning for parlamentarisk kontrol.
Det bemærkes i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at træffe
sådanne afgørelser også vil kunne bringes i anvendelse i tilfælde af mindre og lokale
udbrud af alment farlige sygdomme, f.eks. meningitis. Der vil i et sådant tilfælde være
behov for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan handle hurtigt og resolut, hvorfor det
også af denne grund ikke vurderes hensigtsmæssigt at lade styrelsens adgang til at
meddele påbud være omfattet af den parlamentariske kontrolordning.
Det skal dog for en ordens skyld understreges, at sundhedsministeren som i et hvert
andet tilfælde vil have ansvar for styrelser under ministerens ressort, og at Folketinget
til enhver tid kan benytte sig af de gældende parlamentariske instrumenter over for
ministeren.