Skatteudvalget 2020-21
L 107 A
Offentligt
2327615_0001.png
1. februar 2021
J.nr. 2020 - 5183
Til Folketinget
Skatteudvalget
Vedrørende L 107 A - Forslag til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskel-
lige andre love. (Ansættelse af grundværdier for erhvervsejendomme m.v.).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 34 af 21. januar 2021. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Louise Schack Elholm (V).
Morten Bødskov
/ Claus F. Houmann
L 107a - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 34: Spm. om, hvorfor der bruges grundværdier, der er teoretisk baserede, som beskatningsgrundlag, når der findes så mange data om ejendomsværdier, til skatteministeren
2327615_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvorfor der bruges grundværdier, der er teoretisk baserede,
som beskatningsgrundlag, når der findes så mange data om ejendomsværdier?
Svar
Der opkræves i 2020 knap 45 mia. kr. i løbende ejendomsskatter, heraf godt 14 mia. kr. i
ejendomsværdiskat for ejerboliger, ca. 18 mia. kr. i grundskyld for ejerboliger, godt 10
mia. kr. i grundskyld for erhvervsejendomme og ca. 2,3 mia. kr. i dækningsafgift for visse
erhvervsejendomme.
Ejendomsværdier er i betydelig grad påvirket af den faktiske anvendelse af den konkrete
grund, herunder standen af den opførte bygning. Det betyder, at beskatning af ejendoms-
værdier primært er udtryk for en skematisk beskatning af afkastet af den konkrete ejen-
dom.
Heroverfor står, at beskatning af grundværdier er udtryk for beskatningen af den bedst
mulige anvendelse af grunden (det potentielle grundforbrug), jf. princippet om bedste
økonomiske anvendelse.
Derfor vil en højere skat på ejendomsværdier og tilsvarende lavere skat på grundværdier
svække ejendomsejernes tilskyndelse til at anvende grunde bedst muligt samt svække til-
skyndelsen til at foretage bygningsforbedringer og -investeringer.
Grundskylden er en af de mindst forvridende skatter, da grundskylden ikke påvirkes af
ejerens adfærd, herunder om bygningerne på grunden er i god stand eller ej (om bygning
er mere eller mindre værd). Derfor reducerer grundskylden ikke arbejdsudbud eller inve-
steringer. Hvis provenuet fra grundskylden skulle opkræves ud fra ejendomsværdien, vil
det derfor medføre et betydeligt velfærdstab. Dette er blandt andet baggrunden for, at
man i Danmark under ét beskatter grunde mere end ejendomsværdier.
Hertil kommer, at handelspriser for erhvervsejendomme ikke vurderes at udgøre et til-
strækkeligt solidt datagrundlag. Handelspriser vurderes at være et problematisk data-
grundlag, blandt andet fordi der sker relativt få erhvervssalg, og fordi erhvervsejendomme
ofte handles i porteføljer.
Det henvises i øvrigt til svaret på SAU spm. 30 til L 107 A.
Side 2 af 2