Det her lovforslag kan godt virke lidt teknisk, men tager man alt det tekniske væk, vil jeg betragte det som en Enhedslistesejr, at vi er kommet hertil med det lovforslag. Det er et klart bevis på, at der er forskel på, om man har en Venstreledet regering eller en socialdemokratisk ledet regering, og at der især er forskel på det, når man har et parlamentarisk grundlag, hvor Enhedslisten er med.
Det er en langt bedre energipolitik, der lægges op til her; der er en langt større åbenhed omkring de store investeringer. Og hvorfor siger jeg det så markant? Jamen det er jo, fordi vi har oplevet nogle projekter som Viking Link, elkablet til England, hvor forbrugerne i Danmark kommer til at betale 11 mia. kr. Der var helt klart mange i den vestlige del af Jylland, som lige pludselig følte sig løbet over ende af, at der lige pludselig kom et stort projekt. Der manglede åbenhed. Man kan sige, at med de regler, som Energinet havde, kunne de jo kun regne på, hvad der skal til for at lave en ny ledning. Men vi foreslog fra Enhedslistens side, at man også skulle regne på scenariet: Hvad nu, hvis vi bruger det overskud af elektricitet, vi har i Danmark i perioder, i fjernvarmeforsyningen i stedet for? Men det var ligesom ikke det, som Energinet kunne regne på. Der er det jo glædeligt, at vi nu kommer frem til at justere på Energinets formålsparagraf, så Energinet i højere grad skal bidrage til udviklingen af en klimaneutral energiforsyning. Så man går, fra at det sådan er et selskab, der bare skal sikre forsyningssikkerhed og være positiv over for en hvilken som helst ny el- eller gasledning, til at man sådan set tager et bredere samfundshensyn og inddrager klima i sin planlægning. Det synes vi er rigtig godt.
Man kunne også tage Baltic Pipe-gasledningen, som måske lidt mere er udenrigspolitik, og som kan føre gas fra Norge til Polen. Det var jo også et projekt, som vi forsøgte at gøre til en del af folketingsvalgkampen. Det lykkedes ikke, for det var ligesom et projekt, der nærmest var kørt. Det var begrænset, hvad man kunne få ud af at skrive læserbreve til lokalmedierne på Fyn. Det var ikke en heftig debat, og jeg har bare noteret mig, at efter projektet er godkendt af ministeren, er der så en modstand mod det projekt. Og det ville da have været bedre, hvis vi havde haft en større åbenhed omkring, hvad det er for nogle store projekter, der er på vej.
Den her åbenhed er vigtig. Nu lægges der op til, at Energinet skal lave nogle mere åbne processer om sine planlagte investeringer, og det vil jo betyde, at naboer til sådan nogle store projekter, forskere, politiske partier og interesseorganisationer har en mulighed for at kigge ind i, hvad det egentlig er, man planlægger af større infrastrukturinvesteringer.
Med hensyn til demokratiet har det jo været sådan indtil nu, at det bare har været en minister, der skulle godkende anlægsprojekter på over 200 mio. kr., uanset om det så var Viking Link eller Baltic Pipe eller andre milliardstore investeringer. Det var sådan set noget, ministeren alene kunne beslutte. Nu lægges der jo op til i stil med det, vi har, når der er ansøgninger om at indvinde olie, gas eller skifergas, at et udvalg i Folketinget – og det bliver jo nok Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget – får forelagt en sag, hvis det er sådan, at der opstår en ny Baltic Pipe. Og er det så et tænkt eksempel? Nej, ikke helt, for der er jo sådan set en gasledning, der planlægges nede på Lolland, og jeg ved ikke, om den så bliver håndteret, inden vi får det her lovforslag vedtaget. Det er jo lidt op til ministeren, men der har ministeren lovet, at der vil være en politisk inddragelse, på trods af at han egentlig har hele kompetencen selv til at konkludere. Og det er jo fint, at ministeren viser den åbenhed i forhold til et stort projekt, som jo har stor indflydelse på energiforsyningen i lokalområdet. I fremtiden bliver det så op til, at man får oversendt noget til udvalget, og så kan man afprøve, om der er et politisk flertal for det. Det ville nok være klogest for en minister kun at gennemføre det, der er opbakning bag. Ellers kunne det jo være en sag, man vælter på.
Så kigger vi jo ind i, at vi får et samfund med et højere elforbrug. Og de højspændingsmaster, der blev sat op i Vestjylland efter Viking Link-beslutningen, bliver jo ikke de sidste. Det kan jo være, at vi kan lave noget, som minimerer antallet af højspændingsmaster, men vi er i en proces, hvor vores samlede elforbrug kommer til at fylde mere, og hvor vi skal lave kloge investeringer. Der er det rigtig godt, at Energinet fremadrettet må kigge på mere end den enkelte ledning og altså må tage et sigte på udviklingen af en klimaneutral energiforsyning og lave bedre planlægning. Og det er jo det, som det her lovforslag lægger op til.
Det er måske lidt utraditionelt, men jeg vil sige tak til ministeren for lovforslaget.