Tak for det. Udviklingen af it-systemer i statsligt regi har jo mildest talt ikke været en succes. Jeg tænker ikke bare på skatteområdet, men sådan set også, når det har været inden for politiet eller beskæftigelsesområdet. Man har forsøgt sig med utallige lapper, og der er så endnu en af dem i det her lovforslag, hvor det handler om, at man skal have et uafhængigt eksternt tilsyn alene på skatteområdet.
Umiddelbart kan man jo sige, at et øget tilsyn vel kan lyde meget godt, og tilsyn kan da selvfølgelig være fint, men når man i forvejen har utallige tilsyn, er det altså svært at se, hvad behovet er for det her. I forvejen er der Statens It-råd, som rådgiver bredt på alle statens områder. Der er nedsat en it-ekspertgruppe alene på skatteområdet. Der er også internt tilsyn inde i Skatteministeriet, der kigger på det her, hvor Rigsrevisionen til dels også fører tilsyn med udviklingen af it-systemer, i hvert fald den økonomiske del af det. Her er der så igen et yderligere tilsyn, men alene på skatteområdet.
Jeg synes mest, det bærer præg af, at man skal vise handlekraft: Hver gang der er et it-system, der ikke virker, skal man jo komme med et eller andet, og hvad gør vi så? Så skal vi da have et tilsyn. Næste gang vi får udskudt ejendomsvurderingerne, skal vi igen have et nyt tilsyn, går jeg ud fra, for så bliver det hele godt. Altså, der er jo ikke behov for øget tilsyn. De er der. Der er behov for simplere skattelovgivning, og der er en klar ansvarsplacering på, hvem der så skal tage styringen på det, og det hjælper altså ikke at sprede det, som man gør med det her lovforslag. Man kan ansætte nok så mange tusinde til tilsyn; det bliver produktet altså ikke bedre af.
I stedet burde man sådan set styrke Statens It-råd, så man har ét sted, hvor man samler erfaringer, så de erfaringer, man kunne få på skatteområdet om, hvordan man udvikler et godt offentligt system, kunne man så efterfølgende bruge på transportområdet eller på beskæftigelsesområdet. Jeg synes, det er svært at forstille sig, hvorfor der lige alene på skatteområdet skal være et specielt it-tilsyn, som så kan opsamle en masse erfaringer, som man så ikke bruger andre steder.
Jeg synes, man er nødt til at sige det, som det er: at it-udviklingen på skatteområdet simpelt hen er blevet en rodebutik, og jeg ser det her mest af alt som en mulighed for at skubbe ansvaret fra sig. For jeg vil egentlig godt forudse, at når vi som folketingsmedlemmer fremadrettet spørger, hvordan det ser ud med tidsplanen, så er svaret, at det jo er et eksternt tilsyn, der kigger på det, og at det jo er dem, der bestemmer, og at de er eksterne, så dem kan vi ikke sådan gøre noget ved. Eller hvis man spørger til, om økonomien ser ud til at holde, lyder svaret, at det er nogle eksterne, der kigger på det; det kan vi jo ikke stå på mål for.
Jeg synes, der skal være en klar ansvarsplacering, når man udvikler store projekter, og den skal ligge i Skatteministeriet på skatteministerens bord, og der er ikke behov for eksterne uafhængige tilsyn til at vurdere det. Så jeg kan ikke støtte det her lovforslag. Jeg vil høre formanden, om jeg må læse en historie op, som egentlig meget godt sætter det, vi har gang i her, på spidsen. Det er egentlig en vits, så I må tage den, som det er, for det er ikke sikkert, at den er lige sjov for alle. Men den lyder sådan her:
En offentlig og en privat virksomhed aftalte at dyste i kaproning i en otter. Begge mandskaber trænede længe, og da dagen kom, var begge hold i topform, men det private vandt med et forspring på en hel kilometer. Moralen røg helt i bund hos den offentlige virksomhed, og den øverste ledelse besluttede, at man skulle vinde næste år. Der blev nedsat en projektgruppe til at undersøge problemet. Projektgruppen fandt efter mange undersøgelser ud af, at de private havde syv mand til at ro og en mand til at styre, mens de offentlige havde en mand til at ro og syv mand til at styre. I denne krisesituation viste ledelsen dog betydelig handlekraft og nedsatte straks en yderligere projektgruppe, og eksperterne kom efter mange måneders arbejde til den konklusion, at der jo var for mange til at styre og for få til at ro. På baggrund af projektgruppens rapport blev der straks foretaget ændring i holdstrukturen. Man havde nu fire styrmænd, to overstyrmænd, en styreleder og en roer. Desuden indførte man et motivationssystem og et pointsystem for roeren, fordi man måtte udvide hans arbejdsområde og give ham mere ansvar, sagde ledelsen. Året efter vandt de private så med to kilometers forspring. Den offentlige virksomhed fyrede derfor roeren på baggrund af dårlige præstationer, men udbetalte dog en bonus til ledelsen i erkendelse af det store arbejde, der var blevet udført. Efterfølgende udarbejdedes endnu en ny analyse fra projektgruppen, som konkluderede, at man havde valgt den rigtige strategi, og at motivationen også var i orden, og at det måtte være noget andet, det var galt med, og det var så materialet. Så nu lavede man så en ny båd.
Jeg ved godt, det er en vits og humoristisk, men det er jo præcis det, vi har gang i her. Når produktet er ringe, er det jo ikke nye tilsyn eller en ny projektgruppe, der skal undersøge tingene, og det ender jo i det samme resultat: at hvis produktet er ringe, er det jo ikke nok, at vi har fem tilsynsmyndigheder. Jeg ved godt, det ikke lige er i forbindelse med lovforslaget, men det sætter det måske meget godt i relief, at det er en sådan typisk måde, man arbejder på i det offentlige: Nu skal vi have endnu en projektgruppe, og vi skal have flere tilsyn, og så bliver produktet garanteret bedre. Og det gør det altså ikke.
Så Dansk Folkeparti kan ikke støtte det her lovforslag.