Tak for ordet, formand. Venstre er som bekendt et af Danmarks suverænt største kommunale partier, og det er vi faktisk rigtig stolte af. Vi har rigtig mange borgmestre rundtom i hele Danmark, både på land og i byen, og vi sætter en ære i at være tæt forankret rundt på det kommunale landkort.
Som Folketingets andet store kommunale parti i Danmark ville vi naturligvis rigtig gerne have drøftet det her lovforslag nærmere, både i forhold til indholdet af det her lovforslag og også det med, at der lægges op til, at der nu skal gives mulighed til 4 kommuner for at ændre i forhold til deres selvbudgettering, men det har ministeren imidlertid ikke ønsket. Jeg kan oplyse, at vi fik en kort orientering på et møde, og efterfølgende fik vi også et notat udleveret af ministeren. Det notat havde vi i Venstre en række spørgsmål til, og vi tilbød også ministeren eventuelt at komme over at drøfte det her lovforslag – egentlig for at prøve på at opnå en fælles forståelse. Det ønskede ministeren desværre ikke at tage imod, og den eneste begrundelse, som jeg i hvert fald har fået for det, var, at det kunne man desværre ikke finde tid til, og regeringen havde også allerede et flertal.
Det er selvfølgelig regeringens eget valg, men jeg må sige, at jeg ikke mener, det er godt nok, og jeg mener også, at det demonstrerer en eller anden form for magtarrogance. Når vi rækker hånden ud og egentlig gerne vil i dialog, synes jeg, at det er ærgerligt, at regeringen ikke er optaget af at forsøge at få fundet en bred aftale. Jeg kan derfor meddele, at i Venstre, hvad vi egentlig sjældent gør, kommer vi til at stemme gult til det her lovforslag. For når man ikke engang vil bruge tid på at drøfte de her ting og for den sags skyld måske arbejde med, om der kunne findes, hvem ved, en endnu bedre model, ja, så kommer vi til at trykke på den gule knap, når vi skal stemme om det her ved tredjebehandlingen.
Lovforslaget her vedrører umiddelbart 4 kommuner i Danmark, og jeg må sige, at det især vedrører Aarhus Kommune. Der er rigtig mange millioner, som der med det her lovforslag sendes til finansministerens egen valgkreds, kan man sige, og også KL-formandens kommune, og som vel at mærke har en negativ effekt for de øvrige 94 kommuners økonomi. De pågældende 4 kommuner har jo i sin tid løbet en kalkuleret risiko, da de besluttede sig for at lave selvbudgettering. Man kan også sige det på den måde, at alle, som kender til den kommunale verden, jo også godt ved, at det er lidt at spille et lotteri. Nogle gange går det godt, og andre gange gør det ikke. De pågældende kommuner har altså valgt rigtigt, når vi også kigger tilbage på 2017-2019, med en merindtægt i forhold til statsgarantien til følge. Som det fremgår, vil en negativ regulering i 2023 som et resultat af balanceprincippet samtidig indebære et tilsvarende øget bloktilskud for 2023, hvilket ville være fordelt på alle 98 kommuner.
Nu startede jeg med at sige, at lovforslaget i hvert fald på papiret navnlig vedrører 4 kommuner i Danmark, og det er rigtigt nok, men man må også sige, at regeringen ikke gør meget for at opnå en fælles klar drøftelse af det her lovforslag, og jeg må sige, at jeg ikke synes, at man kan gennemskue effekten for de 94 kommuner, for et omvalg har vel at mærke en negativ effekt for de øvrige kommuner, som vi ser det. De 94 kommuner kommer som konsekvens af dette lovforslag til at få et mindre tilskud, mens der i den grad kommer en stor fordel for Aarhus Kommune. Når det så er sagt, siger det også sig selv, at uvisheden om efterreguleringens størrelse indebærer en betydelig økonomisk usikkerhed for de pågældende 4 kommuner frem til 2023.
Selvfølgelig anerkender vi også i Venstre, at vi har en særlig covid-19-situation, men alt i alt synes jeg, det er ærgerligt, at vi ikke kan drøfte de her ting og finde en fælles løsning, og derfor kommer Venstre til at stemme gult til det her lovforslag. Tak for ordet.