Tak for det. Det er altid vigtigt at have en enkel, effektiv og målrettet beskæftigelsesindsats, så vi sikrer os at få så mange ind på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt og gerne så længe som overhovedet muligt. Derfor er det også vigtigt, at beskæftigelsesindsatsen er effektiv, enkel og ikke mindst målrettet den enkelte og også målrettet det, der er behov for af arbejdskraft. Jo flere vi får uddannet, jo flere vi får til at bide sig fast på arbejdsmarkedet, jo bedre er det for den enkelte, for virksomhederne og ikke mindst for vores land. I den tid, vi står i nu, hvor vi bliver udfordret af højere arbejdsløshed på grund af corona, er det endnu vigtigere end før.
Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har en regering, der netop har fokus på dette, og at vi før sommer lavede nogle brede aftaler, hvor vi har brugt rigtig mange penge på at styrke opkvalificeringen. Her kan jeg bl.a. nævne muligheden for at få en uddannelse på 110 pct. dagpenge, som vi jo indførte dengang.
I dag står vi så med et forslag, som også blev aftalt før sommer i forbindelse med den samme aftale sammen med andre forslag, som gør beskæftigelsesindsatsen mere enkel og mere effektiv. Vi sikrer, at man kan søge job på tværs af regionale områder og tage de kurser, som er på positivlisten dér og ikke nødvendigvis i det regionale område, man bor i. Vi ved jo alle, at arbejdsmarkedet hverken stopper ved en kommunegrænse eller en regional grænse, og derfor er det rigtig, rigtig fint, at man også har mulighed for at få de kurser, der skal til, hvis man søger hen over den regionale grænse for at få sig et job. Hvis man står med en arbejdsgivererklæring i hånden, som vil give en et job, hvis og når man har de kurser, som er nødvendige, vil muligheden også være der for det.
Med disse andre forslag målretter, forenkler og udvider vi målgruppen for de arbejdsløse, som kan få erhvervsrettede kurser. Her giver vi jobcentrene mulighed for at få flere af deres arbejdsløse opkvalificeret og videre ud på arbejdsmarkedet.
Samtidig med det foreslår vi også nogle regelforenklinger. Hvis man snart skal i gang med en erhvervsuddannelse, mener vi ikke, det er sund fornuft, at den unge og jobcenteret bruger tid på at få den unge i arbejde, og at virksomheder bruger tid på at gennemgå ansøgninger fra folk, som alligevel snart skal stoppe igen og ind i uddannelse. Derfor skal den gruppe have en mindre indsats i lighed med dem, som er på vej i job, senest 6 uger inden opstarten af uddannelsen.
Det er blot for at nævne nogle af de forslag, som ligger i lovforslaget, og som samlet vil give en bedre beskæftigelsesindsats og give flere mulighed for at få et kursus og en større mulighed for at få et job. Vi skal ikke bare vende arbejdsløse i døren, når de kommer ind i jobcenteret – vi skal sikre os, at de bider sig fast på arbejdsmarkedet. Vi skal altid sikre gode muligheder for opkvalificering og altid være klar til at forenkle beskæftigelsessystemet til gavn for de arbejdsløse.
Socialdemokratiet støtter forslaget.