Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
9. december 2020
Vedr. L77 og Grundlovens §73, stk. 2
Den 4. november blev det meldt ud, at alle mink skulle aflives, inklusive de op mod
3.000.000 avlsdyr, der skulle danne basis for fremtidens produktion. Aflivningen er nu for
længst tilendebragt inden for målsætningen med en tidsfrist den 19. november. Erhvervet er
dermed de facto permanent lukket i Danmark, og alle nære virksomheder i følgeindustrien
er også allerede lukket eller under nedlukning.
Der har været voldsom politisk turbulens omkring hjemmelsgrundlag og forløbet i det hele
taget. Hele håndteringen har været et meget uværdigt og kaotisk forløb med fejl på fejl. Der
er god grund til, at Folketinget vil følge dette helt til dørs.
Selve beslutningen og tiltaget er selvsagt ekstremt belastende for alle os, der er beskæftiget
i branchen, og vores familier. Det at blive udsat for et så pludseligt og voldsomt bortfald af
hele livsgrundlaget. Virksomheder, jobs, indtægter, boliger, medarbejdere,
netværksrelationer og familier - alt har pludselig været som ramt af et bombenedslag, der
skaber usikkerhed om snart sagt alle menneskelige elementer af de berørtes fremtid. Det
siger sig selv, at dette har været og er en grænseoverskridende menneskelig og
psykologisk belastning.
Det har ikke gjort denne belastning lettere, at der hen over de samme dage har kørt et
bagtæppe med intens usikkerhed og uro omkring hele den politiske udvikling i sagen. Hvis
man står i en situation, hvor ens erhverv er lukket fra den ene dag til den anden, og familien
måske endda må overveje at skifte både bolig og hverdag til noget helt andet, så hjælper
det ikke meget at tænde for TV og hver aften være vidne til oprulningen af nye afsløringer i
dramaet.
De mennesker, det berører, ønsker først og fremmest afklaring af deres fremtid.
Erhvervet erfarer, at der i forbindelse med Folketingets behandling af L 77 er fremkommet
overvejelser om at udløse Grundlovens § 73, stk. 2, der giver mulighed for at udsætte
lovgivningen til efter næste folketingsvalg.
KOPENHAGEN FUR A.M.B.A. · LANGAGERVEJ 60 · 2600 GLOSTRUP · TLF 4326 1000 · FAX 4326 1126 · KOPENHAGENFUR.COM
CVR NR. DK15275413 · NORDEA BANK DANMARK A/S · KONTONR. 2100-0751141270 · SWIFT NDEADKKK
ERHVERVSPOLITISK OG JURIDISK AFDELING
· 2600 GLOSTRUP