Vi vil gerne tilslutte os, at ministre skal have et vederlag, som passer til det store ansvar, som en minister har, og den store arbejdsbyrde, som en minister har, og de store potentielle risici, som en minister løber for at få et dårligt omdømme, hvis ministeren har truffet forkerte beslutninger. Det kan for nogle være invaliderende for resten af arbejdslivet, hvis man har været minister og selvforskyldt eller uforskyldt er kommet ind i et blæsevejr, der har fået en til at tage sig dårligt ud. Så ministre skal have et ordentligt vederlag. Det kan man diskutere om de har i den ordinære aflønning af ministre. Mig bekendt får departementscheferne ude i ministerierne en løn, der er cirka dobbelt så høj som ministrenes, skønt ministrene er cheferne for departementscheferne. Så det er jo en lidt underlig prioritering.
Man valgte så i 2011 under indtryk af de tiltag, der skulle laves for at rette op på økonomien i det danske samfund oven på finanskrisen, at sige, at så kan ministre også godt klare sig for lidt mindre, i solidaritet med det resterende samfund, som også måtte spare. Så man valgte en midlertidig vederlagsnedsættelse for ministrene. Den midlertidighed løber nu på niende år og er nu i gang med at blive forlænget, skønt vi for længst er kommet over finanskrisen, og det er jo ikke et udtryk for, at rationalet bag nedsættelsen af vederlaget til ministre stadig væk er der, næh, det er et udtryk for, at der ikke er nogen regeringer siden, der har haft mandsmodet til at sige, at tiden med det lave ministervederlag nu er slut, og at vi nu går tilbage til det mere normale ministervederlag. Det mandsmod har denne regering så heller ikke, men det har vi i Liberal Alliance. Vi siger, at finanskrisen er overstået, og at man godt kan gå tilbage til det normale ministervederlag, som mig bekendt er ca. 5 pct. højere end det her midlertidigt nedsatte ministervederlag.
Vi stemmer – som det eneste parti i Folketinget – imod lovforslaget.