Tak, formand. Det er som et glimt tilbage fra folketingsvalgkampen; man kan jo næsten kalde det her for befrielsens øjeblik, vel at mærke ikke et befriende øjeblik for Venstre, fordi der fortsætter man tilsyneladende alliancen med Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj. Men for De Konservative er det her blevet et befriende øjeblik efter at være kommet ud af det tunge ansvarsfulde åg, altså muligheden for rent faktisk at påvirke tingene helt inde i centraladministrationen, Justitsministeriet og de andre ministerier, man har siddet tungt på. Som hr. Lars Aslan Rasmussen sagde tidligere: I mange år ud af de forgangne 20 har man nu endelig fået luft under vingerne og kan ansvarsfrit sige det, man angiveligt mener – eller i hvert fald det, man mener nu.
For det store og springende spørgsmål er selvfølgelig: Er Det Konservative Folkeparti på en odyssé hjem fra Troja eller flikflakker man bare rundt i Det Ægæiske Hav i håb om at finde nogle spændende øer, man lige kan gøre stop på et øjeblik? Det er det store spørgsmål. For Dansk Folkeparti er der ikke nogen spørgsmål; for os er det her sådan set ikke nogen stor ahaoplevelse. Det er en reprise af den debat, vi har haft, når vi har forhandlet de her ting i det, der indtil for halvandet år siden var den borgerlige blok.
Det er et Venstre, som naturligvis ikke helt har sluppet forbindelsen til det ophav, man delte med De Radikale, og derfor har en idé om, at indfødsret er en rettighed. Mennesker, uanset hvor de er født i verden, det kan være danskere eller andre, skal være velkomne. Jo, vi skal stille nogle krav. Vi vil helst ikke have for mange kriminelle, og vi vil egentlig også godt have, at de tjener deres egne penge, men derudover er Danmark allemandseje.
Det er det, vi har kæmpet imod de seneste 25 år i Dansk Folkeparti, når vi har siddet og lavet indfødsretsaftaler. Og jeg forstår, at nu er det vitterlig befrielsens øjeblik for De Konservative, og det er jo godt, selv om man så bliver lidt vægelsindet, når det handler om at ramme den endelige knap, måske fordi det bare er en enkelt ø, man lige gør stop på, på vejen hjem, og man endnu ikke helt ved, hvad hjem er.
Det, der i virkeligheden er det forstemmende, er jo ikke, at De Konservative siger nej til at dele forslaget op baseret på vestlige og ikkevestlige ansøgere. Det er sådan set heller ikke rigtigt, at De Konservative så ender med at stemme gult, hvor de burde stemme rødt. Altså, det virkelig forstemmende er jo, at Socialdemokratiet fuldstændig kan sejle under bekvemmelighedsflag; og mens vi borgerlige tilsyneladende nu er gerådet ud i et kæmpe søslag med hinanden, så sidder dem, der var de virkelige hyklere, bare og kigger ned i deres iPads.
For hvem var det, der ved folketingsvalget gav indtryk af, at man ville føre en stram udlændingepolitik, en retfærdig og fair udlændingepolitik? Hvem var det, der gav indtryk af, at man var i opposition til de vildfarne venstreorienterede, som vil sælge Danmark til det første og det bedste multikulturelle projekt, der lanceres? Ja, det var jo Socialdemokratiet. Det var fru Mette Frederiksen og hr. Mattias Tesfaye. Udlændinge- og integrationsministeren sidder nede bagved og kigger ned i sin iPad, og det er der måske en grund til, for det er jo dem, der har det virkelige problem. Vi borgerlige har trods alt med alle de vanskeligheder, som Venstre har skabt os – også et par enkelte andre – forsøgt at stramme indfødsretsloven gennem de seneste 25 år, og det er jo unægtelig blevet bedre end dengang, Det Radikale Venstre skaltede og valtede med Danmark; men vi er jo langtfra i mål.
Men dem, der jo sejler under bekvemmelighedsflag, er Socialdemokratiet, som har foregøglet danskerne et, men i det daglige jo gør noget andet. Den idé om, at man naturligvis bør dele indfødsretsloven op, allerhelst sådan, at vi tager hver ansøger enkeltvis, og sådan, at vi vurderer og forholder os til den enkelte og giver den gave, som det jo er – som fru Marie Krarup har redegjort for – til den enkelte med al den honnør og glæde, der er forbundet med det. Det ville jo være det naturlige. Men det mindst lige så naturlige ville selvfølgelig være, når vi nu ikke kan lave en individuel sagsbehandling, så at få delt folk op efter det oprindelsesland, de måtte komme fra.
Enhver må indse, at Danmark i dag er et fuldstændig fragmenteret land, fordi man ikke har været villig til at kende forskel på folk, der kommer fra den vestlige kulturkreds, og folk, der kommer fra den ikkevestlige kulturkreds. Vi gør det på visumområdet, for der er lande, hvor man ikke behøver at have visum for at komme ind i EU. Der er lande, hvor det er sværere at få, og der er lande, hvor det er praktisk talt umuligt, men når folk vil have den ultimative gave, når de vil helt ind i den danske familie og have medbestemmelse over, hvordan vi geråder os her, hvordan vi sammensætter Folketinget, og hvordan Danmark skal ledes, så må vi ikke tage de samme hensyn, som man gør ved visumtildelingen. Det er der da noget paradoksalt over.
Når folk skal ind for at besøge deres familie på et turistvisum, må vi gerne sige nej tak til folk fra ikkevestlige lande og ja tak til folk fra vestlige, men når vi vil give dem den ultimative gave, som er at tage del i folkets glæder og fremtid og skæbne og ansvar, er det pludselig et problem. Det er da paradoksalt. Og det er jo præcis derfor, at det her er en skæbnetime, for nu falder maskerne tilsyneladende i den blå blok, og det er sådan set godt, for så ved vælgerne, hvad de får.
Stemmer man på Venstre, får man den samme linje, som vi har kendt hidtil, som er en relativt inkonsekvent linje. Man kan ikke se forskel på, hvor folk kommer fra, om de er kriminelle eller ej, og individuel behandling: nej tak. De Konservative er måske lidt mere moderate. Men det virkelig forstemmende er da, at vores uenighed nu skygger over den venstreorienterede enighed. Jeg tror, at vælgerne tilbage fra halvandet år siden havde en anden opfattelse af, hvad man fik med den her regering. Så det er i sandhed skæbnens øjeblik.