Tak for det. Jeg mødte en ung mand ude på NEXT for ikke så lang tid siden, som havde søgt 70 praktikpladser. Han havde fået svar på de 10, de andre havde end ikke svaret ham. Så inden vi kommer for langt ned ad det spor, der handler om, at de unge jo bare skal tage noget initiativ og skal ud at søge alt muligt – det mener jeg bestemt også de skal – er det bare for at sige, at der altså er unge mennesker som den unge mand, der oplever at have søgt 70 steder, have fået svar fra 10 og stadig væk ikke have fået en læreplads. Jeg synes ikke, der er meget barnepige over, at vi forsøger at gøre noget ved den situation. Det synes jeg er ret og rimeligt, både i forhold til de unge mennesker, men faktisk også i forhold til at erhvervslivet skriger på faglært arbejdskraft. Der nytter det selvfølgelig ikke noget, at vi så ikke går mere systematisk til værks i forhold til også at skaffe de lærepladser, der skal til. Og det sidder vi og forhandler om i trepart lige nu med arbejdsmarkedets parter, hvor begge parter heldigvis også er meget optaget af, at vi sørger for at få den faglærte arbejdskraft, der skal til i fremtiden.
Jeg vil gerne takke de partier, der står bag lovforslaget her. Som andre også har sagt, er det en bred politisk aftale, der ligger bag det her, for det handler om at få skrevet aftalen ind i loven, som blev lavet tilbage i november 2019 – og tilsvarende for så vidt angår den udvidelse af aftalen, som vi blev enige om i fgu-aftalekredsen i januar 2020. Aftalen fra 2019 blev i første omgang udmøntet på finansloven i 2020 og kommer altså nu med ind her.
Vi har stadig væk i Danmark en for stor mangel på praktikpladser, og samtidig lader vi det altså efter min mening i for høj grad være op til elevens eget ansvar at finde frem til en praktikplads – det mener jeg simpelt hen ikke gør det nemt for dem, og jeg mener ikke, det gør det nemt for vores erhvervsliv i forhold til at skaffe det, der skal til. For rigtig mange unge mennesker ender det med at handle om: Kender du nogen, der kender nogen, der kan give dig en praktikplads? Og hvis ikke du kender nogen, jamen så kan det være rigtig svært, for hylderne kan være tomme, og så er der bare ikke nogen læreplads til dig. Den situation er uholdbar, og vi har lige nu, som andre også har sagt heroppefra, en hældning imod de gymnasiale uddannelser. Og det er jo ikke svært at se forskellen, hvis det er, vi det ene sted tilbyder de unge mennesker, at de, hvis de søger om optag dér, kan være sikre på at få både 1.g, 2.g og 3.g og få en afsluttet ungdomsuddannelse, mens man det andet sted kan starte på sit grundforløb 1, man kan starte på sit grundforløb 2, man kan sågar afslutte sit grundforløb 2, og stadig væk er halvdelen af eleverne ikke afklaret i forhold til at have fundet en læreplads. Det er simpelt hen ikke godt nok.
Vi skal have et bedre uddannelsesflow ind for de unge mennesker, der jo har ønsket at komme i gang med en faglig uddannelse. Vi har brug for, at de gør det, og så nytter det ikke noget, at der er så store huller i uddannelsesforløbene. Det er det, vi sidder og forhandler om i trepart nu, og jeg er overbevist om, at den usikkerhed bidrager til det store frafald, vi ser lige præcis ved afslutningen af grundforløb 2, hvor hullerne passer til hinanden så at sige, altså at der både er et hul, hvad angår, hvor mange der har en læreplads, og så kommer der også et hul, i form af at der er en stor gruppe af elever, som på det tidspunkt vælger at slutte deres uddannelsesforløb. På den måde er vi jo simpelt hen gået glip af rigtig mange, der kunne være blevet dygtige mekanikere, elektrikere, smede og alt muligt andet, som vi har rigtig meget brug for i de kommende år.
Det her lovforslag kommer selvfølgelig ikke til at løse det hele. Det er jo bl.a. også derfor, vi sidder og forhandler i trepart nu; det er, fordi der skal flere ting til, men jeg mener, at det er et skridt på vejen, og jeg vil gerne gentage mit løfte om, at vi er villige til at gå rigtig langt i forhold til at få løst det her problem. Jeg bakker fuldstændig op om de bemærkninger, der kom fra Enhedslisten, nemlig at det er afgørende, at vi har et vekseluddannelsessystem, for skolepraktik kan rigtig meget, nuvel, men idéen om, at man er ude at være på en virksomhed med alt, hvad det også indebærer af at lære at være på en arbejdsplads, mener vi er afgørende for de unge menneskers dannelse og uddannelse – begge dele – og derfor er vi meget optaget af, at vi får holdt fast i et stærkt vekseluddannelsesprincip.
Det, vi gør med det her, er, at vi giver et ekstra praktikpladstaxametertilskud, når der formidles lærepladser, allerede på grundforløbet og et ekstra praktikpladstilskud for lærepladser med elever på det studiekompetencegivende forløb på de merkantile eux-uddannelser. Det skal gerne styrke institutionernes incitament til at hjælpe de unge mennesker med at få en læreplads, og så belønner det i øvrigt institutionerne i den forbindelse, når de finder og formidler uddannelsesaftaler. Derfor er ordningen en vigtig faktor i forhold til at opnå det, at man faktisk oplever at have nogle voksne, et system og en skole i ryggen, i forbindelse med at man gerne vil skaffe de lærepladser, der skal til.
Samlet set er det her altså et skridt i den rigtige retning. Der mangler rigtig mange skridt endnu, før vi er på plads på det her område. Noget af det sidder vi og forhandler i trepart, og det håber jeg vi snart er i mål med. Men tak til Folketingets partier for tilsagnet om at støtte lovforslaget i dag.