Tak, hr. formand. Jeg tager ordet, både fordi vi jo i udvalgsbehandlingen sammen med Dansk Folkeparti og øvrige partier har skrevet, at vi vil redegøre for vores stillingtagen til lovforslaget her, og fordi vi sammen med Dansk Folkeparti har stillet et ændringsforslag om at bruge L 48 til at skabe balance i ind- og udbetalingerne i AUB-systemet, en sag, som – kan vi sige – har optaget os gennem flere år, fordi det jo har betydet, at man har overopkrævet betaling hos arbejdsgiverne i Danmark. Vi havde også diskussionen sidste år i december i forbindelse med L 60, hvor et flertal i Folketinget desværre afviste at skabe balance i ind- og udbetalingerne. Det ledte i foråret til, at Rigsrevisionen og efterfølgende Statsrevisorerne kritiserede, at der ikke var balance i ordningerne.
Når vi fastholder det ændringsforslag, der så går på L 48, og som jo så grundlæggende efterfølges af L 120, hvor der er noget lignende, men hvor beløbet korrigeres mindre, så er det simpelt hen, fordi vi i udvalgsbehandlingen ikke har kunnet få tilstrækkelige og tilfredsstillende svar fra regeringen på, hvad det reelle træk er på AUB-ordningen, og derfor kan vi ikke sige, at det beløb, der indgår i ændringsforslaget til L 48, ikke kan være lige så korrekt som det beløb, der indgår i L 120, og derfor synes vi sådan set, at det er fint, at vi også får muligheden for at kunne stemme om det ændringsforslag, som vi oprindelig stillede til L 48, før det efterfølgende lovforslag så blev fremsat som et hastelovforslag som følge af trepartsaftalen, og som vi skal stemme om efterfølgende.
Det ændrer ikke på, at vi i sidste ende både kommer til at stemme for det lovforslag, L 48, som behandles her, og også L 120, som behandles efterfølgende, men vi synes, det er en uskik, at vi på trods af adskillige spørgsmål og svar i udvalget ikke har kunnet få svar på og indsigt i, hvordan økonomien reelt ser ud, fordi det gør, at Folketinget har svært ved at kontrollere, om der fremadrettet så kommer balance i ind- og udbetalingerne til AUB.
Vi vil gerne bede om at få begge lovforslag, altså både L 48 og L 120, som behandles under det næste punkt – jeg siger det nu – tilbage til udvalget mellem anden- og tredjebehandlingen, men kommer til at stemme for begge lovforslag. Tak.