Tak for ordet. Det lovforslag, vi behandler nu, handler som udgangspunkt om at give de lovgivningsmæssige rammer for at tage det næste trin i forhold til digital post i Danmark. Og det er selvfølgelig et nødvendigt lovforslag i forhold til at kunne implementere den løsning, som man nu har valgt. Der er dog et par ting, som vi fra Dansk Folkepartis side gerne vil se lidt nærmere på i udvalgsbehandlingen, så vi kan være helt sikre på, at det her system også bliver godt på alle måder.
Vi finder sådan set, det er fint, at Digitaliseringsstyrelsen hjemtager ejerskabet i forhold til både sikkerhed og fleksibilitet. Det, vi kan være bekymrede for, vedrører, hvor data reelt er placeret, altså om der er nogen sikkerhedsrisiko ved, at data kan blive placeret uden for Danmarks grænser, eller om vi er nødt til at insistere på, at det skal være i Danmark. Det bliver problematiseret lidt, og det synes vi er rigtig vigtigt at der er styr på, så vi ikke risikerer, at vores data er i tredjelande et eller andet sted ude i verden, hvor andre kan få adgang til dem.
Så er der en meget lavpraktisk ting. Noget af det, der fylder i lovforslaget, er det, man kalder visningsklienter, og det bliver beskrevet lidt som sådan en smart måde at gøre det her på, så vi alle sammen kan få en masse muligheder. Og jeg tror, det kan være rigtig smart for alle dem, der er rigtig meget digitale, at man kan få vist sine data på de måder, man nu måtte have lyst til. Men vi har også en gruppe i Danmark, som ikke er så digitale. Det er både ældre, men det er også mange unge, der synes, at det her med at skulle ind og finde en digital post et eller andet sted er vældig, vældig kompliceret.
En ting er, at vi selvfølgelig holder fast i, at der er mulighed for undtagelse, altså en undtagelse fra kravet om at bruge digital post, men det, vi gerne skulle med en ny løsning, er jo også at sikre, at den bliver så brugervenlig, at man ikke skal til at træffe en frygtelig masse valg for at komme ind og bruge det, altså at vi sikrer os, at det kan ske via f.eks. borger.dk, eller hvor det kan ligge henne. Altså, det handler om, at vi ikke lægger alle kræfterne i at sige, at alle mulige kan udvikle forskellige smarte løsninger, men at vi er helt sikre på, at der faktisk kommer en meget intuitiv, nem løsning for dem, der synes, det er rigtig svært, men som jo alligevel har brug for at kunne gå ind og gøre de ting, som man nu skal gøre.
Vi har i hvert fald brug for at få en forsikring om, at det indgår i det videre arbejde og den videre udvikling af det her system, sådan at de borgere, der har brug for det, får den hjælp, de har brug for. Hvis vi kan få det på plads, tænker vi sådan set godt, at vi vil kunne støtte forslaget i sidste ende, men det skal vi lige have styr på i udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.