Jeg er 64 år, og det er jo ingen regler alder – medmindre man er i hjemmeværnet, for som det er lige nu, skal frivillige befalingsmænd fratræde deres stilling, når de fylder 60 år. Jeg skal da blankt erkende, at ryggen måske knirker lidt til tider, men ellers føler jeg mig frisk og frejdig, og det tror jeg faktisk der er rigtig mange 60-årige der gør, også i hjemmeværnet. For selv om alderen sætter sine spor på kroppen, er hjernen stadig skarp, og man er rig på erfaringer. Erfaring kan som bekendt ikke købes for penge, og derfor er det et kæmpe ressourcespild, hvis vi ikke fastholder de dygtige og erfarne ældre i hjemmeværnet. Det bliver yderligere forstærket af, at de ældre i hjemmeværnet har efterspurgte ledelseskompetencer og specialviden, som det tager lang tid at opbygge. Det skal vi værne om og værdsætte.
Alderskriterierne for frivillige befalingsmænd i hjemmeværnet er nedskrevet i en lov, der stammer helt tilbage fra 1948. Meget er sket i de 72 år – den sikkerhedspolitiske situation er en anden, og de fleste ældre lever længere. Når internationale og nationale opgaver skal løses, er det afgørende, at den enkelte frivillige er i stand til at løfte opgaven. Derfor foretages der allerede i dag løbende vurderinger af befalingsmændene og de øvrige frivillige i hjemmeværnet, hvor det vurderes, om de på tilfredsstillende vis opfylder de krav, der er knyttet til den pågældende funktion. Men vi skal også have tiltro til, at vores frivillige i hjemmeværnet, der er trænet i at træffe beslutninger, selv kan vurdere, hvor meget de er i stand til, eller om det er tid til at sige stop.
Dette lovforslag er i lige så høj grad en hyldest til de mange frivillige, der bruger weekend efter weekend og aften efter aften på at arbejde for Danmark og for borgernes tryghed. Hjemmeværnet stiller op til alt fra naturkatastrofer til internationale missioner eller til situationer som den i Nordjylland, hvor vi har en opgave, der skal løftes af mange myndigheder i landet. Det skylder vi dem en tak og anerkendelse for, og det giver vi dem bl.a. med det her lovforslag. Mange ældre er frivillige og har tid og lyst til at engagere sig, tage fat og gøre en forskel. Det er en værdifuld ressource, ikke mindst for hjemmeværnet. Derfor skal vi støtte op om lovgivning, der muliggør, at de ældre kan fortsætte deres arbejde.
Lovforslag L 35 indebærer, at der fremover ikke vil gælde en øvre aldersgrænse for at være frivillig befalingsmand i hjemmeværnet. Det skal være den pågældendes evner til at varetage sin stilling og ikke den pågældendes alder, der skal være afgørende for, at en befalingsmand kan beholde sin grad. For hvis man kan og vil, skal man også have mulighed for at fortsætte i hjemmeværnet. Derfor støtter Socialdemokratiet også lovforslaget.