De tre elementer, som vi diskuterer her i dag, er jo en del af en stor politisk aftale, som blev indgået den 15. juni i år, og som indeholdt mange forskellige elementer, også mange forskellige forbedringer, bl.a. bedre muligheder for støtte til selvstændige freelancere og kombinatører, at selvstændige får mulighed for at få ret til dagpenge uden 12 måneders forudgående a-kassemedlemskab, en forlængelse af sygedagpengeperioden og dagpengesystemet, udvidede su-lånemuligheder, kompensationsordninger på kulturområdet, udbetaling af indefrosne feriemidler svarende til 3 uger, en sommercheck, som er et engangstilskud på 1.000 kr. til ydelsesmodtagere og mange andre ting, som var væsentlige for Enhedslisten at få med i forhandlingerne.
I forhold til det lovforslag, vi diskuterer i dag, stemmer vi selvfølgelig for. Det er en del af en aftale, vi har indgået, men jeg vil ikke lægge skjul på, at de to første dele af forslaget da ikke er noget, vi er ovenud begejstrede for; det var en del af en samlet pakke – bare, så det står helt klart.
Til gengæld er vi vældig glade for den tredje del af lovforslaget vedrørende rekapitaliseringsfonden. Det har været helt afgørende for os, at hvis den danske stat skal hjælpe, altså hvis samfundet skal ind at hjælpe nødlidende virksomheder, skal vi som samfund også have en betaling for det, der afspejler den risiko, vi tager. Og det gjorde sig jo ikke gældende under finanskrisen for lidt over 10 år siden, hvor man bl.a. stillede bankpakker til rådighed for en masse banker; man stillede flere tusind milliarder til rådighed i risikovillig kapital, og man endte med at få alt for lidt ud af det.
Hvis man tager den rene indtægt, er det omkring 17 mia. kr., som så vil være udgifter for bankerne. Det kan man fradrage i skatten, og så kommer beløbet endnu længere ned. Og hvis vi dertil lægger de renteudgifter, som staten havde for med troværdighed at kunne levere garantiordninger, så ender bankpakkerne faktisk med at være et minus. Det, man burde have gjort, bl.a. i forhold til en bank som Danske Bank, var jo, at man benyttede en upsidemodel, hvor man, når man gik ind og reddede banken, så fik betaling i aktier.
Det vil sige, at det, som vi gør med rekapitaliseringsfonden her og nu – eller det, som der er mulighed for, det, som vi kan gøre med rekapitaliseringsfonden, jo er at gøre det, som ikke blev gjort for over 10 år siden. Og det vil sige, at skatteborgerne, danskerne, borgerne i vores samfund nu kan være sikre på, at vi har en konstruktion, som gør, at vi i forhold til den risiko, vi som samfund tager, når vi går ind og redder virksomheder, også får en betaling, der svarer til den risiko, vi som samfund tager. Det er selvfølgelig meget fornuftigt, og det har været meget afgørende for Enhedslisten, at den her fond kom ind i aftalen, og vi har kæmpet hårdt for den.
Derfor er vi meget tilfredse med den del af lovforslaget og den del af aftalen, som jeg synes giver nogle videre perspektiver i forhold til at se på, hvordan staten kan spille en positiv rolle med hensyn til at eje dele af virksomheder, men også i forhold til, hvordan man kan indgå positivt med aktivt medejerskab. Det indgår ikke som en del af aftalen med rekapitaliseringsfonden – det er et passivt ejerskab – men det her giver jo mulighed for at få nogle gode erfaringer med, hvordan vi som samfund, og hvordan staten kan spille en positiv rolle i de her selskaber, i de her private virksomheder.
Det er jo også en diskussion, som trængte sig på, for i dag er det jo mange gange ikke sådan – og det vil vi se – at det, hvis der kommer en økonomisk krise, så er et spørgsmål om, om stater skal eje eller ikke eje. Det kan være et spørgsmål om, om det er den kinesiske stat via et statskontrolleret firma, som køber centrale danske virksomheder op eller køber sig ind i dem, eller det kan være kapitalfonde, hvor ejerkredsen er en kreds, som vi måske ikke synes er en ejerkreds, som bør eje nøgleindustrier eller virksomheder, som er centrale for dansk økonomi.
Så derfor tror jeg, at debatten om fonden og det, at den kom med i en aftale, kan åbne op, selvfølgelig for, at vi konkret håndterer en mulig krise, hvor den skal aktiveres bedre, men også på længere sigt åbner op for, at vi kan se på de positive muligheder, der også ligger i, at den danske stat kan involvere sig mere i aktivt ejerskab.