Det er vist blevet temmelig tydeligt med de første indlæg, at man ikke ligefrem går imod strømmen, hvis man synes, at her er tale om et godt lovforslag. Man skal jo altid passe på og ikke bare lade sig flyde med strømmen, men ikke desto mindre synes vi også i Enhedslisten, at det er et fint forslag, der ligger her.
Det ville jo være godt, hvis flere unge valgte at gå i gang med en erhvervsuddannelse i umiddelbar forlængelse af afsluttet folkeskole, men jeg synes samtidig, at det er rigtig godt, at vi med det her, som også fru Astrid Carøe var inde på, får, jeg vil ikke sige et opgør, det ville være så dramatisk, men i hvert fald en meget klar tydeliggørelse af, at vi ikke længere ser det som det, der for år tilbage – ikke så mange år tilbage – blev betragtet som rigtig uheldig dobbeltuddannelse. Det kan absolut være en fordel, at den, der er helt afklaret med godt at ville have en erhvervsuddannelse, går i gang med den efter endt skolegang, men vi må ikke betragte det som dobbeltuddannelse, hvis man tager en erhvervsuddannelse, efter at man har fået studenterhuen på.
Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi i de forventninger, vi har til de unges muligheder for at vælge, gør det, at vi har et meget stærk fokus på en god vejledning i folkeskolen, og vi vender vi forhåbentlig tilbage til i denne samling at kigge på, hvordan vi kan styrke vejledningen i folkeskolen. Det synes jeg der er behov for, men det er også rigtig vigtigt at erkende, at vi næppe nogen sinde kommer i en situation, hvor vi kan forvente, at enhver ung kan og skal træffe det rigtige valg første gang. Dertil kommer jo så også hele det samfundsmæssige problem med, at vi i den grad mangler faglært arbejdskraft, og derfor er det godt, at vi gør det både legitimt og anerkendelsesværdigt at tage en erhvervsuddannelse i forlængelse af en gymnasial uddannelse. Vi hæfter os i Enhedslisten – vi er jo ikke en del af aftalen – at det understreges, at der ikke hermed sker en reduktion i vejledningen af de videregående uddannelser. Det synes vi er et vigtigt signal at sende.
Jeg vil dog sige, for bare at give et enkelt lillebitte stænk af malurt, at vi synes, det havde været fornuftigt at finde en finansiering, som ikke skulle tages af kvalitetsudviklingsmidlerne på erhvervsuddannelserne. Det er jo ikke voldsomme midler, vi taler om her, og med det behov, der er for at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne, havde vi gerne set, at pengene var fundet et andet sted, men det ændrer ikke på, at Enhedslisten synes, det er et godt forslag, og vi vil stemme for det ved tredjebehandlingen.