Tak for det. Jeg blev ganske overrasket, da jeg blev ringet op af ministeriet for ikke så længe siden og fik oplyst, at man på det her område i årevis havde ageret imod reglerne. Jeg vil sige, at heldigvis havde man det. Det er selvfølgelig bekymrende, at man ikke har opdaget det før, men jeg vil gerne rose ministeriet for, at man, da man opdager det, ikke bare begynder at agere efter reglerne, men siger, at den ageren, der var i den virkelige verden, faktisk har været den fornuftige og den sunde, og derfor gør man det, man kan, for med det her lovforslag at få ændret det, så man, indtil vi kan få reglerne helt på plads, kan agere, som man har gjort hidtil. For det er vigtigt at melde ud til de studerende, at vi med det her kan sikre, at man faktisk får den samme ageren og den samme mulighed, som man har haft hidtil.
Noget af det, vi så kan se frem til, er, at vi, når vi så skal lave de love og de regler, der skal gælde fremadrettet, så måske kunne få anledning til at se på, hvordan vi sikrer, at SPS kommer til at fungere endnu bedre. Hvordan kan man være sikker på, at man kan få sin støtte og sine hjælpemidler, når man starter på studiet og ikke skal risikere først at kunne få dem, når man er halvvejs henne i sit studie? Så der er nogle elementer, som jeg tror kan blive meget bedre.
Men lige præcis om det her må jeg sige, at hvis jeg var blevet kontaktet og havde fået at vide, at man agerede sådan her, og at man havde overvejet at agere efter loven, ville jeg have råbt og skreget på, at man gjorde lige præcis det, som vi nu gør i dag. Så derfor støtter Dansk Folkeparti det her forslag, og vi håber, at vi med det kan undgå, at der kommer problemer for de studerende, og at vi så kommer videre og får lavet nogle gode regler fremadrettet. Tak.