Tak for det, formand. Der er rigtig mange ting, som regeringen og Enhedslisten er uenige om; der er heldigvis også meget, vi er enige om. Men sådan rent politisk må vi nok nærmest betragtes som modpoler til regeringen, når det handler om indfødsret.
Regeringen omtaler konsekvent det danske statsborgerskab som en gave og noget, man skal gøre sig fortjent til. I Enhedslisten mener vi, at det er en rettighed, man skal have meget lettere ved at opnå, end man har i dag. Helt overordnet set mener vi heller ikke, at man skal fratage folk statsborgerskabet. Kriminalitet skal straffes, straffe skal afsones, og så stopper den også her.
Men regeringen mener, at statsborgerskab – den såkaldte gave – der for rigtig mange mennesker er næsten umuligt at opnå, skal være meget let for staten at fratage folk. Og en ting er jo, hvis regeringen blot mente, at det var såkaldte gaver, der skulle tages tilbage, men det er jo ikke det, der er tale om med det her lovforslag. For som ministeren gør opmærksom på i lovforslaget, gælder loven lige for alle, og det betyder, at selv personer, der er født som danske statsborgere i Danmark og aldrig har boet andre steder, kan få frataget deres statsborgerskab, hvis de har en udenlandsk forælder, der ikke forudså den her problematik ved barnets fødsel. Det mener regeringen dog er helt rimeligt, det gør vi absolut ikke i Enhedslisten.
Det her lovforslag kommer, kun et halvt år efter at regeringen sidst fik gjort nye forseelser til så alvorlige forbrydelser, at staten ikke bare skulle lade domstolen fratage de her mennesker deres statsborgerskab – næh, de skulle søreme også have frataget det administrativt. Og ikke bare administrativt, men også på en formodning om, at de har et andet statsborgerskab eller er i stand til at kunne opnå et, for en bekræftelse af dette er åbenbart ikke nødvendigt.
Man burde tro, at regeringen, når den nu anser statsborgerskab som den her unikke gave, også tog det meget alvorligt, når lovgivning på området bliver udformet. Alt tyder på, at man gør sig meget umage og bruger tid på at lave stramninger i muligheden for at opnå statsborgerskab. Det skal jo virkelig gennemtænkes, inden man er sikker på at få så få som muligt til at opnå statsborgerskab.
Men når det så kommer til reglerne om at fratage statsborgerskab, har man så travlt med at få det gennemført, at man dårligt når at opdage, hvad der sker. Det var i hvert fald sådan, det foregik for et halvt år siden.
Mængden af høringssvar til det her lovforslag – eller måske nærmere manglen på samme – er et tydeligt tegn på, at fristen på under 7 dage er alt for kort til så indgribende et forslag, og er endnu et bevis på, at også det her er blevet hastet igennem. Det er ikke rimeligt. Jeg mener, det er udemokratisk, og det er heller ikke godt nok.
Det er en glidebane, at vi skal til at fjerne statsborgerskabet for såkaldt almindelige straffelovsovertrædelser. Vi har i forvejen en strafskærpelse på de her overtrædelser, hvis der er tale om, at de har fundet sted som led i en bandekonflikt.
Men når det er så uklart, hvad det er, der egentlig skal til, før man er omfattet af den her lov, så mener jeg, at der er noget grundlæggende galt. Der er i forvejen betænkeligheder ved at dømme folk efter straffelovens § 81 a, for i modsætning til tidligere tider løber de færreste jo rundt med rockerveste i dag, og det kan derfor være svært overhovedet at fastslå, om personen er med i en bande. Og at bandekriminalitet skulle være en risiko for alvorlig skade på Danmarks vitale interesser, er vi i Enhedslisten simpelt hen ikke enig i.
Bandekriminalitet er alvorligt, men vi kan som land sagtens håndtere de bøller – det har vi jo vist flere gange. Jeg tror ikke, at vi som nation på noget tidspunkt har fået vores vitale interesser truet af en bande, og så giver det simpelt hen ikke mening at tilføje § 81 a til loven. Med så uklart et anvendelsesområde overlader vi i praksis fortolkningen af Danmarks vitale interesser til anklagemyndigheden, som så må opfinde den dybe tallerken, hvis de skal overbevise en dommer om det her.
Jeg ved godt, hvad mange herinde mener om udlændinge, og vi behøver ikke at gennemgå, hvilket uenigheder vi har der. Men med det her lovforslag taler vi altså om, at Jens og Hans også får frataget deres statsborgerskab, hvis de er med i en bande, selv om de er født her, har boet her og muligvis er blevet svigtet af os som samfund, blot fordi den far, som de ikke har set, siden de var 2 år, tilfældigvis videregav deres amerikanske statsborgerskab til dem.
Det er ude af proportioner, og det her er en alvorlig glidebane. Enhedslisten kan ikke støtte lovforslaget.