Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 229
Offentligt
2409267_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-5425
Den 2. juni 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 til L 229, forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven (Adgang
til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.), stillet den 1. juni 2021
efter ønske fra Torsten Schack Pedersen (V).
Spørgsmål nr. 48 til L 229
”Vil
ministeren forsikre, at der i de kommende naturnationalparker ikke udsættes store planteædere,
der skal holdes inde med vildthegn frem for kreaturhegn, da det vil begrænse den nuværende
vildtbestands frie bevægelighed og vil føre til en øget konkurrence om føden for den naturlige bestand
af planteædere?”
Svar
Det er hensigten, at der i naturnationalparkerne kan udsættes store planteædere, der kan bidrage til at
genskabe vigtige økosystemfunktioner og dermed være med til at skabe en varieret natur med
forskellige levesteder for andre dyr samt planter og svampe. Af denne grund forventes
naturnationalparkerne i de fleste tilfælde at blive indhegnet med et ydre hegn. Det fremgår derfor af
lovforslaget, at miljøministeren i en tilladelse til etablering af en naturnationalpark kan tillade, at
området helt eller delvist indhegnes med henblik på helårsgræsning, hvis hegningen udføres på en
sådan måde, at offentlighedens adgang til og fra området ikke forhindres eller vanskeliggøres unødigt,
og at vildtets frie bevægelighed opretholdes i videst mulige omfang.
Der forventes at blive opsat to typer hegn i naturnationalparkerne, kreaturhegn og vildthegn.
Hegnstypen vil afhænge af, hvilke store planteædere der udsættes. Nogle store planteædere kan holdes
inde alene med kreaturhegn, mens andre arter kun kan holdes inde i områderne ved etablering af et
vildthegn. Hegningen kan på nærmere angivne strækninger udgøres af andre foranstaltninger med
barrierevirkning for de udsatte dyr end almindelige hegn. Det vil også være muligt at etablere
naturnationalparker uden hegn og udsætning af dyr. Offentligheden og berørte myndigheder vil blive
inddraget ved udarbejdelsen af projektbeskrivelse og forvaltningsplan for den enkelte
naturnationalpark, i hvilken forbindelse der bl.a. vil blive taget stilling til spørgsmålet om udsætning af
store planteædere og behovet for etablering af hegn, herunder også typen af hegn.
Hegnet skal holde de udsatte dyr inden for området, således at naturnationalparken græsses som et
samlet område. Formålet med hegnet er ikke at holde mindre dyr ude. Passageforholdene for de vilde
dyr afhænger blandt andet af, hvilken type hegn der anvendes. Kreaturhegn, der for eksempel
anvendes til heste og kreaturer, giver mulighed for fri passage for størstedelen af den naturlige fauna.
Ved opsætning af vildthegn til for eksempel hjortevildt vil mindre pattedyr, padder og krybdyr ofte
kunne passere ved at kravle igennem eller grave sig under hegnet
eller der kan etableres
faunapassager til formålet.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
L 229 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 48: Spm. om den nuværende vildtbestands frie bevægelighed og øget konkurrence om føden for den naturlige bestand af planteædere i de kommende naturnationalparker, til miljøministeren
2