Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 229
Offentligt
2390848_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 5425
Den 10. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 32 til L 229, forslag til lov om ændring af lov om naturbe-
skyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven (Adgang til at
etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.), stillet den 6. maj 2021 efter
ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 32 til L 229
”Vil
ministeren oplyse forskellen i dyrebeskyttelsen for alle de dyrearter/-grupper, som påtænkes udsat
i naturnationalparker, sammenlignet med beskyttelsen af de pågældende dyr uden for
naturnationalparkerne?”
Svar
Jeg har anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om bidrag til besvarelse af spørgsmålet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har indhentet bidrag fra Fødevarestyrelsen, der kan
oplyse følgende:
”Det
skal altid sikres, at dyrevelfærdsloven, herunder lovens § 2 om, at dyr skal behandles forsvarligt og
beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, overholdes. Dette
gælder både i og uden for naturnationalparkerne.
I bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste er fastsat, at heste skal tilses
dagligt. I naturnationalparkerne vil der kunne dispenseres fra dette krav, så heste som udgangspunkt
tilses med samme hyppighed som andre dyrearter.
Af bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg fremgår, at kalve under seks
måneder, som holdes udendørs i landbrugsøjemed, skal tilses mindst en gang dagligt. Kalve i
naturnationalparker, der ikke holdes som landbrugsdyr, vil skulle tilses med en hyppighed, som sikrer,
at dyrenes velfærd ikke kompromitteres.
De betingelser og vilkår, der fastsættes i forbindelse med en dispensation for dyr, der udsættes i
naturnationalparker, vil omfatte krav til arealets beskaffenhed og hvilke dyr der må udsættes i
naturnationalparken, herunder bl.a. at de dyr, der udsættes er egnet til at gå ude året rundt, og at arealet
er passende til de dyrehold, der udsættes. Tilsynet med dyrene skal være tilstrækkeligt til at sikre dyrenes
velfærd, herunder at eventuelle syge og tilskadekomne opdages og håndteres, så de ikke udsættes for
unødig lidelse. Der skal endvidere ske regulering af bestanden af de udsatte dyr og deres afkom, så
fødegrundlaget i området er tilstrækkeligt i forhold til bestandens størrelse.”
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk