Tak. Jeg vil ligesom de to foregående ordførere gerne starte med at udtrykke min store utilfredshed over den her type bunkelovforslag, kludetæppe, bland selv-slik, rodebutik – jeg synes, der var mange fine billeder, som betegner det her lovforslag.
Jeg synes ikke, det er holdbart at fremsætte et enkelt lovforslag, der ændrer på så mange områder og lovgivninger på én gang. Det er ikke første gang, det sker. Og jeg er med på, at corona har skabt mere travlhed for alle og har skabt en kø her i salen af lovforslag, men jeg synes godt nok, at den her bunke lige er at presse citronen. Det skal jeg ikke gå mere ind i; men fordi lovforslaget indeholder så mange ting, er det jo også begrænset, hvor meget af det man kan nå at kommentere, men jeg vil komme med et par enkelte nedslagspunkter her.
Jeg vil sige, at man lærer noget nyt hver dag. Og i dag har jeg f.eks. lært, at unge gravide kvinder kommer her på turistvisum for at få lov til at føde på vores underbemandede hospitaler. Jeg tænker, at det forslag, der er fremsat her, har meget karakter af enkeltsagslovgivning, og det kan næppe være et stort problem, siden ingen nogen sinde har hørt om det før nu; især også henset til, at udlændinge jo får en regning med i hånden fra hospitalet, også selv om de er ude for en akut medicinsk behandling. Så det er virkelig svært at se, hvad fidusen her skulle være for de her kvinder, som er omtalt i lovforslaget.
I stedet for at regeringen bruger krudt på at straffe en håndfuld gravide kvinder med 3 års indrejseforbud, kunne det måske være fornuftigt at bruge krudtet på at sikre ordentlige vilkår på fødegangene – det vil vi i hvert fald meget gerne være med til i Enhedslisten – både for de fødende, men jo især også for alle de jordemødre og sygeplejersker, som hver dag bliver slidt op i det system, vi har skabt. Med andre ord: Det er jo ikke det, der er beskrevet i lovforslaget her, der er problemet på vores fødegange – det er jo nogle andre ting, og det tror jeg også godt regeringen ved.
Når vi så kommer til de foreslåede ændringer i forhold til muligheden for beskæftigelse, kan jeg konstatere, at ministeren synes, at det er urimeligt, at nogle af dem på tålt ophold gerne må arbejde, mens andre, der er på tålt ophold af andre årsager, ikke må arbejde. Jeg er sådan set enig i betragtningen, men jeg er – nok ikke så overraskende – lodret uenig i løsningen. I stedet for at lade folk, vi alligevel ikke kan sende ud, gå på arbejde, vil man nu placere endnu flere på passiv forsørgelse. De her mennesker lider rigeligt under de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger, som vi jo i øvrigt ved fra politiet ikke virker, og mange af dem kan ikke udsendes, fordi de risikerer dødsstraf m.v. Så lad os stoppe med at gøre livet så surt som muligt for nogle mennesker, der i forvejen ikke har meget tilbage at leve for, og som aldrig frivilligt kommer til at rejse ned til deres egen henrettelse.
Det samme gør sig gældende i forhold til adgangen til at bo i egen bolig. Det er, som om regeringen aktivt ønsker at ødelægge mennesker og spilde skattekroner på at holde mennesker fanget på udrejsecentre, selv om vi udmærket godt ved, at de aldrig kommer til at rejse ud.
Det her lovforslag indeholder som sagt så mange forskellige elementer, at jeg ikke kan nå at gennemgå dem alle sammen her fra talerstolen, men jeg kan jo sige, at jeg har det – nok ikke så overraskende – omvendt af fru Marie Krarup. Der er ligesom en del stramninger i det her lovforslag, som vi ikke kan støtte, og så er der en lempelse, som vi kan støtte, nemlig det, der handler om statsborgerskab. Og der er jeg fuldstændig enig med de foregående talere, som siger: Lad os da lave en ordning på det her område, der virker.
Jeg vil også meget gerne bakke op om, at der kommer en teknisk gennemgang, for man stiller jo Folketingets partier, som jo ikke har en hel hær af embedsmænd til at gennemtygge tingene for sig, i en rigtig svær situation, synes jeg, når man kommer med sådan et lovforslag. Så jeg vil bare udtrykke Enhedslistens opbakning til SF's ønske om en teknisk gennemgang i udvalget, for det vil vi i hvert fald også meget gerne have, så vi er helt sikre på, hvad det er, vi stemmer om.
For nuværende kan jeg sige, at vi ikke kommer til at støtte forslaget, men vi vil jo meget gerne f.eks. at have det delt op, så vi kan stemme for de ting, som vi støtter, og imod de ting, vi ikke støtter. Jeg synes som sagt, at det er en lidt urimelig situation, man sætter Folketinget i, når man kommer med sådan en gang kludetæppe her – eller hvad det var, fru Karina Lorentzen Dehnhardt fik sagt. Tak.