Tak, formand. Radikale Venstre vil sige et stort tillykke til de mænd, kvinder og børn, som har fået statsborgerskab her i dag. Vi vil også gerne sige undskyld til de mænd og kvinder, som er blevet taget af listen og ikke er kommet med på den her indfødsretsmeddelelse. Det er selvfølgelig meget beklageligt, og der undskylder jeg også gerne på retsstatens vegne. For det er meget beklageligt, at vi nu her ser en aftale med tilbagevirkende kraft. Det er simpelt hen ikke noget, som vi burde se i det her Folketing. Undskyldningen er jo så, at det her ikke er en lov, men en aftale. Og der vil jeg altså bare sige, at det er dobbeltfejl. Man burde først have lavet en lov, og dernæst burde man ikke lave den med tilbagevirkende kraft.
Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at fortælle, at en af mine gode venner, som er domsmand, i kraft af sit hverv chokeret har måttet konstatere, at han ved at have været med til at give en betinget dom til en ung pige, som havde stjålet en eyeliner i Brugsen, har været med til at udelukke hende fra statsborgerskab fremover. Det er min gode ven virkelig, virkelig brødbetynget over.
Herfra skal Radikale Venstre i hvert fald sige tak til de heldige, som har fået statsborgerskab. Og jeg vil indtrængende opfordre til, at dem, som er blevet afvist med tilbagevirkende kraft, i det mindste får tilbagebetalt det gebyr, som de jo så har betalt i forventning om, at man behandlede dem efter de kriterier, som forelå på ansøgningstidspunktet. Tak.