Tak for det. Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det helt så hurtigt, men jeg er rigtig glad for den brede og positive opbakning, der er til lovforslaget, og hvis man bare lige skulle give det et par enkelte ord med på vejen, så handler det om at give den her bemyndigelse, der er blevet talt om, til at fastsætte regler om at udskyde fristen for at indsende årsrapporter for visse virksomheder og for visse filialer af udenlandske virksomheder, som jo skal indsende deres årsrapport her i løbet af 2021.
Det er hensigten med den her bemyndigelse, at den bliver brugt til at give 1 måneds ekstra frist til de ca. 200.000 virksomheder, som ellers skal indsende deres årsrapport senest den 31. maj i år, og med den her fristudskydelse på 1 måned imødekommer vi både et ønske fra de mange virksomheder og fra revisorerne, som er de to parter, der oplever et ekstraordinært stort arbejdspres på grund af de mange ekstraopgaver i forbindelse med hjælpepakker, og vi sikrer, at årsrapporterne på den anden side ikke forsinkes unødvendigt.
Herudover er det hensigten at fastsætte en 3-månedersfristforlængelse for visse andre virksomhedstyper, som oplever helt særlige udfordringer på grund af corona. Så der er altså også noget fleksibilitet med i lovforslaget.
Jeg mener, vi har ramt den rigtige balance, så vi på den ene side hjælper de virksomheder, som igen i år står i en helt ekstraordinær situation, men samtidig ikke forsinker årsrapporterne unødigt, da det også er centralt, at der er en åbenhed omkring virksomhederne og deres årsrapporter, og at den åbenhed opretholdes.
Så jeg skal ikke bruge mange flere ord på det udover at sige tak for de positive bemærkninger, og at vi ser frem til det videre udvalgsarbejde, og tak for, at Tinget ville lade lovforslaget hastebehandle.