Tak for det. Se, Enhedslisten er jo tilfreds med, at retten til arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge bliver forlænget med 2 måneder frem til den 30. juni. Men selv om det lysner og heldigvis går den rigtige vej, som alle jo har gjort opmærksom på, vil der stadig være corona i Danmark og ikke mindst i verden omkring os. Som vi har forstået det, er der mulighed for, at alle indbyggere i Danmark vil være færdigvaccineret i slutningen af august 2021, så hvorfor tager vi ikke skridtet fuldt ud og forlænger retten til arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge frem til den 31. august 2021? Ellers kan vi stå her igen om 3 uger med det samme lovforslag. Jeg tvivler på, at nogle, der kan få et arbejde, har tænkt sig at blive på dagpenge, bare fordi den ikke tæller. Det er altså ikke rigtigt.
Nå, men det seneste år har vi jo gang på gang mødtes her i salen for at stemme for et par måneders forlængelse af dagpengeperioden. Vi har gjort det med glæde, men det havde dog været mere hensigtsmæssigt og meget arbejdsbesparende, hvis man i stedet havde forlænget med et halvt år ad gangen. Her tænker vi især på de stakkels medarbejdere i Beskæftigelsesministeriet, i kommunerne og i a-kasserne og på de borgere, der må leve i økonomisk usikkerhed.
Jeg kan udmærket se, at det er godt at stemme for forlængelsen, og det gør vi selvfølgelig også, af både den døde periode for dagpengene og sygedagpengene. Og med hensyn til det sidste noterer vi os også med glæde, at vi efter et halvt års arbejde kan notere, at de sygdomsramte kan få mulighed for genvurdering – det er dejligt, tak for det.
Så er der det med forslaget om de selvstændige. Jeg forstår udmærket godt, at det er fristende at sige, at 2020 var et skidt år, så lad os glemme det. Og ja, det kommer vi også til at stemme for. Men så hører velviljen op lige her, for den foreslåede ordning, som vi skal til at se på, kan kun administreres manuelt, for der findes i vores systemer ikke nogen mulighed for bare at se bort fra perioder. Så det vil sige, at hver enkelt sag skal behandles manuelt ude i a-kasserne. Det tror jeg ikke der er taget højde for. Det er det ene problem.
Det andet problem er, at ligesom det er et problem for de små selvstændige, er det jo også et kæmpeproblem for lønmodtagerne, som har haft ualmindelige arbejdsvilkår i 2020. Hvorfor gælder det ikke også for dem? Det ville da være meget rimeligt. Der vil være nogle nemme løsninger, og den ene nemme løsning er jo at indføre, at man simpelt hen tager den samme beregningsperiode, som man har for optjeningsperioden, altså udvider den til 36 måneder fremover, sådan at man ikke skal sidde og lave manuelle behandlinger, men laver en almen ændring, så en beregningsmetode gælder i 36 måneder i stedet for i 24 måneder som i øjeblikket. Det samme kunne man så gøre for de selvstændige, hvor man kunne sige det bedste indkomstår inden for de seneste 5 år.
Det ville være en lettelse for de selvstændige, det ville være en forenkling for a-kasserne, og det ville være en lettelse for de lønmodtagere, der er kommet i uføre på grund af det her. Det ville give både lønmodtagere og selvstændige en længere periode at blive beregnet på og give nogle valgmuligheder inden for det. Så er det selvfølgelig meningen, at al indkomst inden for den her 36-månedersperiode skulle kunne indgå i genberegningen, også selv om man i den mellemliggende periode f.eks. har haft et lavtlønnet job som coronatester eller noget andet.
Så de vilkår, som er et problem for de selvstændige, er altså også et problem for den enkelte lønmodtager. Derfor synes vi, at der er temmelig mange meget uhensigtsmæssige måder, den her lov er blevet formuleret på, og det er vores forslag, at ministeriet selv sender nogle ændringsforslag. Jeg er kommet med nogle stikord til den lette løsning, og det vil være at udvide beregningsperioden, og det vil være at udvide referenceperioden for de selvstændige. Prøv lige at kigge på det. Så kan vi godt nå det inden andenbehandlingen.