Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 215:

Forslag til lov om ændring af repatrieringsloven m.v. (Regulering af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering, indhentelse af udtalelse fra politiet om registreringer i Kriminalregisteret, nægtelse af repatrieringsstøtte af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden, ændring af den kommunale vejledningspligt om repatriering m.v.).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye).

(Fremsættelse 15.04.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Velkommen til hr. Rasmus Stoklund.

Med dette lovforslag foreslås det bl.a. at indføre en ny model for kommunal vejledningspligt om repatriering, så vejledningen styrkes og målrettes henholdsvis nyankomne udlændinge og langtidsledige udlændinge.

I Socialdemokratiet mener vi, at udlændinge, der aldrig er blevet integreret i Danmark, og som i en længere periode har været ledige, skal have mulighed for at vende hjem til deres oprindelsesland med økonomisk støtte. Derudover mener vi, at det giver god mening, at personer med midlertidigt ophold og andre udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i kort tid, fortsat systematisk skal vejledes om muligheden for at repatriere til deres hjemlande.

Lovforslaget kommer i forlængelse af en aftale, hvor vi med Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance aftalte at styrke og målrette kommunernes vejledningspligt om repatriering – dette med henblik på at sikre, at langt flere udlændinge gennem dedikerede hjemrejsesamtaler fremover tager imod tilbuddet om at repatriere. Og aftalen var desuden motiveret af, at adskillige socialrådgivere landet over udtrykte frustration over, at de var forpligtet til at vejlede borgere om muligheden for at repatriere, hvor det ikke var relevant.

I Socialdemokratiet mener vi, at repatrieringsordningen er en fornuftig ordning. Dårlig integration af virkelig mange mennesker med oprindelse i især Mellemøsten og Afrika koster det danske samfund dyrt – både socialt, økonomisk og kulturelt. Og hvis folk befandt sig bedre i deres hjemlande, men har svært ved at overskue, hvordan de kan komme dertil, så er det godt for alle parter, at vi har det her tilbud til dem. Og lovforslaget indeholder desuden en række andre forslag til justeringer af repatrieringsordningen.

Socialdemokratiet støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Vi har jo diskuteret repatriering før, og Nye Borgerlige er nok det eneste parti – i hvert fald i blå blok – som synes, at det er en rigtig dårlig idé at bruge rigtig mange penge på at sende folk hjem, særlig når vi ser, i hvilket tempo det foregår. For med det tempo, der er på ordningen nu, vil de godt 20.000 migranter, der kom hertil i 2015, 2016, altså i den situation, vi havde der, være ude omkring år 2050 – med det tempo, der er nu. Og så har de her mennesker jo fået børn i mellemtiden, og det betyder, at de formentlig først, hvis man regner børnene med – med det tempo, der er nu – vil være ude i år 2110.

Mener ordføreren virkelig, at det er det bedste bud i forhold til at sikre, at de migranter, der er kommet hertil, rejser hjem?

Ordføreren.

Nej. Altså, det bedste bud i forhold til at sikre, at folk rejser hjem – af dem, der er kommet siden 2015 og 2016 – er, at de af dem, som har beskyttelse efter § 7, stk. 3, i udlændingeloven, altså det, der handler om de generelle vilkår i landet og ikke om folk, der er personligt forfulgt, forhåbentlig, så mange som muligt, har mulighed for snart at rejse hjem. Nogle er jo allerede taget af sted – 130.000 syrere er vendt tilbage fra nærområderne, og nogle har benyttet den her ordning til at tage hjem helt frivilligt, mens andre så får at vide af nævnet, at de skal rejse hjem.

Men repatrieringen kan selvfølgelig ikke stå alene. Repatriering er, som jeg ser det, et ekstra værktøj i skuffen, som trækker i den rigtige retning, men som selvfølgelig ikke løser de problemer, vi har. Desværre må vi sige, tror jeg, at vi lider under en udlændingelovgivning, der er født i 1983, og som har store konsekvenser den dag i dag. Og faktisk er det lovforslag, vi behandlede før, det, der vil få den største effekt for fremtiden, altså hvis vi lykkes med at lave et grundlæggende nyt asylsystem, så vi i hvert fald kan undgå, at problemet fortsætter med at blive større.

Fru Pernille Vermund.

Jamen det sidste er jeg sådan set helt enig i. Det ændrer bare ikke ved, at selv om vi får lukket for tilstrømningen, så er der rigtig mange, der er kommet hertil. Jeg havde en debat med hr. Kristian Thulesen Dahl forleden, hvor han fremførte den påstand, at der er 30.000 syrere i Danmark. Faktum er, at der er væsentlig flere; der er ca. 50 pct. flere end det antal, hr. Kristian Thulesen Dahl fremførte. Og det betyder jo, at hvis man skal have de her mennesker til at rejse hjem – og nu taler vi kun om syrere – så er det hverken repatrieringsordningen eller det langsommelige tempo, hvormed man kan fratage dem og inddrage deres opholdstilladelse, som kan løse de her problemer. Hvad har regeringen, hvad har Socialdemokratiet tænkt sig at gøre ved det?

Ordføreren.

Jamen der har fru Pernille Vermund ret i, at vi står i en knibe, for vi kan jo ikke gøre ret meget andet end det, der nu sker i forbindelse med den aktuelle debat om inddragelse af opholdstilladelse fra dem, som har fået beskyttelse fra krigshandlinger. Så kan vi motivere folk til – og det er jo det, vi håber at opnå med det her – at flere vil benytte repatrieringsordningen, oplyse mere om den, målrette den, som vi har gjort det med den her aftale, sådan at langtidsledige udlændinge og folk, der har været her i kort tid, hele tiden bliver konfronteret med den. Men altså, vi kan jo ikke gøre så meget mere end det, vi ellers gør, og så kan vi sørge for, at problemet i det mindste ikke bliver større og større. Og det er jo så der, hvor modtagecenteret spiller den helt store rolle.

Næste korte bemærkning er til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg tror, jeg kan tale på Dansk Folkepartis vegne, når jeg siger, at Konservative og Dansk Folkeparti var rigtig skuffede, da Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance sprang fra den aftale, man havde med vores to partier, for så at lave en ny lempelse sammen med Radikale Venstre. Konservative foreslår derfor et ændringsforslag til det her lovforslag, således at de ca. 9.000 personer, som regeringen nu vil sende til en ekstra samtale hvert andet år, skal til det hvert år, og den gruppe, som skal fritages for vejledning om repatriering, ikke skal være på 30.000, men skal være en meget, meget snæver gruppe, som har været i Danmark i 15 år og haft arbejde i mere eller mindre 3 år. Det vil rent faktisk give god mening.

Er det noget, som Socialdemokratiet kan bakke op om, eller vil man holde fast i den lempelse, som man lavede sammen med Radikale Venstre?

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke, at Radikale Venstre bare udgør sådan en eller anden form for radioaktivt politisk materiale, som man kan smide ind i en debat og så få det til at lyde, som om noget er en stor lempelse. Altså, jeg synes, at Radikale Venstre, Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet i den her sammenhæng har indgået en aftale, der giver god mening, og som sikrer, at vi bruger ressourcerne på repatrieringssamtaler meget bedre, end vi har gjort hidtil. Det forhold, at man fokuserer på de langtidsledige og fokuserer på dem, der er kommet for nylig, kan jeg overhovedet ikke se er et udtryk for en lempelse. Man lader være med partout at skulle have samtaler med folk, hvor det overhovedet ikke er relevant, og hvor jeg tror hr. Marcus Knuth i mange af de tilfælde, der har været fremme i medierne, heller ikke ville synes det var så relevant.

Så at gøre det her til sådan en strammer-slapper-diskussion synes jeg er unødvendigt.

Hr. Marcus Knuth.

Nu svarede hr. Rasmus Stoklund ikke på mit spørgsmål. Man går ud i ly af natten og bryder en eksisterende aftale med Dansk Folkeparti og Konservative og laver en ny aftale med Radikale, og altså, man plejer at kunne stille sit ur efter, at hvis en udlændingeaftale har støtte fra Radikale Venstre, er det en rigtig, rigtig slap aftale, der alt andet lige ikke er positiv.

Men hvis hr. Rasmus Stoklund vil svare på mit spørgsmål: Er vores ændringsforslag, som så rent faktisk strammer op på reglerne for vejledning til hjemsendelse, noget, man vil stemme for?

Ordføreren.

Nej, det vil vi ikke stemme for. Og jeg synes ikke, at det er rimeligt over for Radikale Venstre at gå til det på den her måde. Altså, der er mange ting, jeg ikke er enig med Radikale Venstre i, men jeg synes, at når Radikale Venstre bidrager til at lave en pragmatisk og fornuftig aftale, som gør de her regler mere meningsfulde, er det kun positivt. Derudover rummer det her lovforslag jo også andre fornuftige elementer, f.eks. at man styrker mulighederne for at få inddrevet den gæld, der er hos nogle af dem, der måtte fortryde, at de er repatrieret. Det har vi set nogle kedelige eksempler på tidligere, altså at folk slap for billigt i den sammenhæng.

Næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Det var den foregående spørger, der lige fik mig til at trykke mig ind her, og derfor vil jeg spørge ordføreren, om ikke ordføreren er enig i, at politik bliver fattigt, hvis man diskuterer, hvem der indgår aftalerne, frem for, hvad indholdet er i aftalerne. Det vigtige i politik må vel altid være – det kan jeg høre ordføreren formentlig er enig i, og det vil jeg bare have ham til at bekræfte – afgørelsernes indhold og ikke bare partierne, der står bag.

Ordføreren.

Jo, jeg vil medgive, at på trods af at Radikale Venstre har gjort, hvad de kunne, for at få et dårligt ry i udlændingepolitikken igennem mange årtier, må man anerkende, når Radikale Venstre så rent faktisk går seriøst ind i det her, forholder sig pragmatisk og fornuftigt til det og er med til at indgå en bred politisk aftale sammen med Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet, som forbedrer den her ordning, er jeg overbevist om, helt markant. Det synes jeg kun er positivt, og jeg synes, at det er rigtigt, at vi må forholde os til, hvordan partierne handler, og ikke til det omdømme, de måtte have skabt sig.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Mads Fuglede. Velkommen.

Tak for ordet. Dette lovforslag har til formål at følge op på en række konkrete sager på repatrieringsområdet og er en del af den repatrieringsaftale, som vi indgik med regeringen tilbage i februar.

Aftalen skal bl.a. være med til at sikre, at arbejdsløse udlændinge indkaldes til nye hjemrejsesamtaler. Det eksisterende system fungerede elendigt. Enten fik man ikke indkaldt folk, eller også var møderne frivillige, eller også var indkaldelsen en besked i e-Boks. Det fungerede overhovedet ikke, selv om der var et politisk ønske om, at det skulle fungere.

Repatrieringsordningen er i dag et vigtigt redskab, når det handler om, at udlændinge frivilligt skal rejse hjem. Der er ikke mange, der gør det. Vi håber, at vi med den her aftale kan fordoble antallet. De fire lande, som flest rejser hjem til, er Somalia, Bosnien, Tyrkiet og Syrien, som er på vej nu. Det er alle lande, som vi ønsker at flere skal rejse tilbage til. Den aftale, som vi indgik med regeringen, betyder, at ca. 9.000 langtidsledige udlændinge fremover skal have en dedikeret samtale med kommunen om mulighederne for at rejse frivilligt hjem med støtte fra den danske stat.

Der er også nogle, man ikke ønsker skal være en del af de her samtaler. Der er en del arbejdsomme briter, der pludselig er endt på en liste, så de skal til repatrieringssamtaler. Det synes vi ikke der er nogen grund til at indkalde dem til – hellere fokusere ressourcerne der, hvor vi får mest ud af det. Vi håber at kunne fordoble antallet af repatrieringer. Vi har et ønske om, at vi om 5-6 år kan nå op på mere end 1.000 repatrieringer om året.

Lovforslaget foreslår også overordnet set det, at vi stiller større krav i forhold til at blive en del af repatrieringsordningen, i særdeleshed med henblik på at få repatrieringsstøtte. Det er vigtigt, at vi sikrer, at de udlændinge, som gør brug af repatrieringsstøtten, benytter muligheden til at rejse hjem og dermed være med til at gavne positivt i det land, de oprindelig kommer fra. Vi ser i dag for mange tilfælde, hvor udlændinge, der får repatrieringsstøtte, ikke bruger den hensigtsmæssigt. Vi har set flere uheldige sager, hvor udlændinge bruger støtten til at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller udgør en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller er en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og det er godt, at vi med den her aftale får indhegnet de ting.

Derfor er vi i Venstre positive over for, at vi med lovforslaget giver kommunerne bedre adgang til at indhente data i forhold til ansøgninger om repatrieringsstøtte, således at man har en bedre adgang til informationer, som er væsentlige i forhold til ansøgning om udbetaling af repatrieringsstøtte. Der har været mange konkrete sager i forbindelse med støtten, som har vist, at der er behov for at gennemgå ordningen med en tættekam med henblik på at fjerne eventuelle uhensigtsmæssigheder, der kan undergrave ordningens legitimitet. Repatrieringsstøtte skal gives til dem, der ønsker at udrejse af Danmark, for at hjælpe med at få et bedre liv der, hvor de oprindelig kom fra. Realiteten er desværre, at vi har for mange indvandrere, som er en del af ordningen, men som ikke ønsker at forlade Danmark. Med lovforslaget får vi strammet kravene i forhold til repatriering op, og det er vigtigt, når vi skal motivere udlændinge til at vende tilbage til deres hjemland.

Med disse ord kan jeg meddele, at Venstre stadig er glade for den aftale, vi indgik med regeringen.

Tak til hr. Mads Fuglede. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Og tak for at gøre talerstolen klar til den næste ordfører, som er på vej, og det er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Nu behandler vi så forslag til lov om ændring af repatrieringsloven. Forslaget indeholder, ja, okay, nogle gode og nødvendige ændringer, og overordnet set støtter Dansk Folkeparti repatriering, fordi vi gerne ser, at man bruger alle midler på at få udlændinge til at rejse hjem igen. Støtten er jo meget flot, og det kan umiddelbart lyde som mange penge, man kan komme til at tage med hjem, men det skal altså ses i sammenhæng med, at alternativet er et fortsat ophold i Danmark på offentlige ydelser, og i det lys er repatriering klart at foretrække.

Lovforslaget udmønter en aftale fra februar, som hverken Dansk Folkeparti eller, som hr. Marcus Knuth har sagt, De Konservative er med i. Sagen er, at vi blev præsenteret for et aftaleforslag, der allerede var forhandlet på plads mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance, der er med i aftalen. Vi skulle bare skrive under, men det gjorde vi så ikke. Det gjorde vi ikke, fordi vi gerne ville have budt ind på aftalen med følgende ting:

For det første ville vi gerne udvide kredsen af lande, man kan repatriere til. Der lægges op til en udvidelse i lovforslaget, men det er ikke nok. Det burde også være muligt at repatriere til et land i det nærområde, man tidligere har boet eller været statsborger i. Lovforslaget tager et lille skridt, men ikke nok. Hvis man også kunne repatriere til et land i nærområdet, ville mange flere udlændinge i Danmark benytte sig af ordningen. Eksempelvis burde en syrisk flygtning kunne få repatriering til at bosætte sig i Libanon eller Jordan, og det er nabolande til Syrien. Det kan man ikke i dag, og det kan man heller ikke med lovforslaget, der udvider det lidt, men ikke nok.

For det andet vil vi også have udvidet målgruppen for repatriering. Den nuværende målgruppe er flygtninge, familiesammenførte til flygtninge, udlændinge, der er kommet til Danmark før 1983, og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab. Med lovforslaget vil regeringen skære målgruppen til, så det nu bliver omkring 8.900 udlændinge, som skal have en såkaldt dedikeret samtale med kommunen om mulighederne for at rejse frivilligt hjem med støtte fra den danske stat. Den gruppe er for snæver. Det fremgår, at ca. 27.700 personer vil blive vejledt om repatriering, når der i øvrigt er anledning til det, og man vil også selv kunne anmode om en vejledning. Men hvis de 27.700 udlændinge ikke systematisk bliver gjort opmærksom på ordningen og derfor ikke er klar over ordningens eksistens, er der vel næppe ret mange, der anmoder om en vejledning. Dermed taber vi mange på gulvet, som kunne rejse hjem med støtte.

Når nu regeringen skærer målgruppen for den dedikerede samtale ned til 8.900 personer, forventer vi også, at resultatet bliver flere udlændinge, der rejser med repatrieringsstøtte. De seneste år har mellem 300 og 500 udlændinge årligt benyttet sig af ordningen, men nu må forventningerne skrues i vejret. Mange flere skal repatrieres. Det må vi forvente. Det fremgår også, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets skøn, at der i 2020 var ca. 200.000 personer, som var omfattet af repatrieringslovens personkreds.

Lad mig nævne en meget stor personkreds, som slet ikke er med i gruppen for systematisk vejledning: førtidspensionister med udenlandsk baggrund. I 2007 var der over 20.000 ikkevestlige indvandrere på førtidspension i Danmark, og i 2017 var det steget til over 31.000. Og med tiden er der sikkert kommet flere til. Den gruppe kunne med stor fordel inddrages i den systematiske vejledning af indvandrere om muligheden for at rejse hjem med repatrieringsstøtte, men den gruppe er altså ikke omfattet af systematisk vejledning, og det er synd, for der er sikkert mange udenlandske førtidspensionister, der gerne vil hjem.

Vi ville godt have været med ind over aftalen og ikke bare blive præsenteret for noget, som vi uden indflydelse skulle skrive under på, hvad vi så heller ikke har gjort. Vi vil følge den videre behandling af lovforslaget, og jeg vil godt sige til ministeren, at det, han har gjort med det her lovforslag, er dårlig stil. Det er ikke en måde, man behandler partier på, som egentlig gerne vil den rigtige vej i udlændingepolitikken og også er med på repatriering. Jeg var meget overrasket over, at ministeren, der ellers er driftig på det her område, gik videre uden om både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Men det må ministeren jo selv tage ansvaret for. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste taler er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som bedes holde sig klar. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak til regeringen for at fremsætte det her lovforslag, som skal regulere en række forhold i repatrieringsloven.

I SF er vi tilhængere af repatrieringsordningen, da den giver borgere mulighed for at vende tilbage til deres hjemland og bygge et nyt liv op. Det er godt, at vi som stat hjælper disse fraflyttere godt ind i en ny tilværelse, men det er samtidig vigtigt, at repatrieringsstøtten bevilges til de rigtige og ikke til kriminelle. Det er for SF en selvfølgelighed, at en person, der begår kriminalitet her i landet, ikke skal kunne udnytte ordningen til at unddrage sig straffen og forlade Danmark med repatrieringsstøtte. Derfor bakker vi op om regeringens forslag om at give kommunalbestyrelserne de rigtige redskaber til at sikre, at repatrieringsstøtten ikke udbetales til kriminelle.

Lovforslaget indebærer også tiltag, der har til formål at forhindre, at personer, som er til fare for statens sikkerhed, modtager reintegrationsbistand og repatrieringsstøtte. Det bakker vi selvfølgelig op om, og så mener vi desuden, at det er helt fair og rigtigt at regulere bemyndigelsesbestemmelsen, så det sikres, at de personer, der fortryder repatrieringen, rent faktisk betaler den udbetalte støtte tilbage.

Jeg vil også nævne, at vi er positive over for at lade familiesammenførte udlændinge, som eksempelvis fastholdes i et ægteskab mod deres vilje, repatriere uden deres ægtefælle. Og så er det meget positivt, at ordningen udvides, sådan at personer ikke udelukkende kan repatriere til deres hjemland, men også til lande, hvor de har en nær familiemæssig tilknytning.

Overordnet mener vi i SF, at de ændringer, som følger af dette lovforslag, giver rigtig god mening, men vi er ligesom Dansk Flygtningehjælp bekymrede for, at hyppigheden og gentagelserne i forbindelse med vejledningen i repatriering kan virke hindrende i integrationsindsatsen. Flere kommuner giver udtryk for, at det øgede fokus på repatriering kan være uhensigtsmæssigt for et ellers konstruktivt samarbejde mellem sagsbehandlere og borgere i den beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Vi skal sikre, at vejledningspligten over for borgeren både skaber de bedste rammer for en bæredygtig integration og samtidig letter adgangen for udlændinge til frivilligt at kunne repatriere.

Med disse bemærkninger skal jeg meddele, at SF støtter dette lovforslag, men ønsker en udvalgsdiskussion om regeringens ønske om at indføre en dedikeret og mere virkningsfuld kommunal vejledning om repatriering.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre.

Tak for ordet, formand. Radikale Venstre støtter muligheden for repatrieringsstøtte, da det skaber mulighed for at etablere sig hensigtsmæssigt for dem, der ønsker at repatriere.

Helt grundlæggende synes vi dog, at kommuner har bedre ting at tage sig til end at have pligt til repatrieringssamtaler, særlig for personer, der ikke har i sinde at repatriere, for så bliver det en pligt for bureaukratiet og systemets skyld. Derfor er vi tilfredse med at have været med til at indgå en aftale sammen med regeringen, Venstre og Liberal Alliance, der halverer målgruppen for denne pligt fra 60.000 til ca. 30.000, og det sker ved at udtage persongruppen bestående af danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab og udlændinge med lovligt ophold i Danmark i mere end 5 år, som ikke har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste 3 år. Hvorfor skulle de da også spilde tiden på repatrieringssamtaler? Der er berettet om helt uværdige samtaler, hvor mennesker, som helt tydeligt har været velintegrerede og har fungeret godt, har været på rådhuset, og alligevel har medarbejdere, fordi det har været en pligt, skullet oplyse om den her mulighed. Det har simpelt hen været uværdigt.

Tilbage er der nu to persongrupper i forhold til den pligt, der foreligger. Der er udlændinge med opholdstilladelse i Danmark i mindre end 5 år, og der er ikke nogen ændring for den målgruppe, og der er udlændinge med opholdstilladelse i Danmark i mere end 5 år, som har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste 3 år. Den persongruppe vil hvert andet år få mere rådgivning om repatriering end i dag ved møder, som de alligevel skal til, når de f.eks. er til møde hos kommunen i jobcenteret. Så det er altså en forenkling og en reduktion i persongruppen, og det er jo for nogle, der alligevel ikke havde tænkt sig at repatriere, og der er ingen grund til at spilde tid på det. Det er da sund fornuft.

Vi synes også, at flere andre elementer i lovforslaget er fornuftige, nemlig at man, hvis man har begået kriminalitet, så ikke bare kan tage en pose penge med sig, og at der er en tilbagebetaling, hvis man fortryder. Det synes vi også er fornuftigt. Så derfor er vi samlet set positive over for lovforslaget. Jeg vil så bare lige tilføje noget her til sidst i forhold til det, der startede debatten, altså at det er noget mærkeligt noget, hvis politik handler om, hvem der indgår aftalerne, og ikke handler om det politiske indhold i aftalerne. Det må og skal være politik, vi diskuterer, og den handling, vi gør, og ikke kun dem, der indgår aftalerne. Det er da noget mærkeligt noget, hvis vi reducerer politik til det.

Tak til den radikale ordfører. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Jens Rohde.

Det var lige til det sidste, hr. Kristian Hegaard, for det er omvendt også en uskik, hvis man, når man forhandler, sådan siger, at der er andre partier, man ikke ønsker skal deltage, hvad enten det er i et forlig eller i en forhandling, og det er der sådan lidt en tendens til i dansk politik. I hvert fald har jeg selv det udgangspunkt, at det brede forlig altid er et mål i sig selv, og det andet er en uskik. Altså, jeg ved jo, at man i forbindelse med samtykkeloven bevidst holdt de borgerlige partier udenfor, og så kan vi snakke politik og substans, men det er jo ikke rimeligt at forlange, at folk, der ikke deltager i en forhandling, skal tage ansvar for en lov. Det har i min verden ikke ret meget med parlamentarisme og mindretalsbeskyttelse at gøre.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Jeg var rigtig glad for den samtykkelov, vi indgik. Det er en hegnspæl for dansk retshistorie, at der nu skal være et samtykke, og at det ikke udelukkende skal være vold eller trusler om vold, der indgår, før noget kan være en voldtægt. Det er virkelig noget, der har flyttet noget i dansk retshistorie, og jeg tror, at det, når man om et par år kigger tilbage på det, vil være sammenligneligt med dengang, man fjernede revselsesretten. Det var en udmøntning af forståelsespapiret, og derfor var det selvfølgelig naturligt, at det var de partier, der mødtes. Men jeg er glad for, at alle Folketingets partier stod sammen og bakkede op om det og skabte retshistorie i Danmark.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Jo, men det er vi jo ikke uenige om, og vi var også i det samme parti på det tidspunkt. Jeg synes bare stadig væk, det er en uskik, og jeg ved også, at Dansk Folkeparti i gamle dage gjorde det over for venstrefløjen. Man ville ikke have dem med – vi vil lave forligene alene, vi vil sidde alene ved bordet – og det synes jeg bare ikke er særlig klædeligt. Man kan jo, når nu alle partier er enige om, at det her grundlæggende er en god idé, så godt sørge for, at partierne også er inviteret til de forhandlinger. Det synes jeg bare sådan er et almindeligt inkluderende synspunkt, men der kan jeg så forstå, at hr. Kristian Hegaard finder andre ting vigtigere.

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan sige, at det, jeg fandt allervigtigst, var, at vi nu skaber en helt ny retsstilling, en retssikkerhed, for voldtægtsofre, og jeg glæder mig over, at alle Folketingets partier bakkede op om det. Det er da historie, og det er da værd at glæde sig over.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den radikale ordfører. Den næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Overordnet set har vi det sådan i Enhedslisten, at muligheden for at få økonomisk bistand, hvis man ønsker at vende tilbage til sit oprindelsesland, er en god idé. Hvis der f.eks. er afghanere, der har været i Danmark i 20 år, men som nu ønsker at vende tilbage til Afghanistan for at deltage i genopbygningen af deres land, så synes jeg bestemt, at vi skal hjælpe dem på rette vej. At ville rette op på uhensigtsmæssigheder i lovgivningen kan vi i Enhedslisten fuldt ud bakke op om, ligesom vi heller ikke mener, at man skal kunne få støtten, hvis man har begået alvorlig kriminalitet, hvilket vi også har diskuteret et par gange herinde. Den del bakker vi fuldt ud op om. Og uden at skulle sige noget om aftaler og ikke aftaler, hvem der bliver inviteret, og hvem der ikke bliver inviteret, kan jeg sige, at vi i Enhedslisten blev inviteret, men takkede nej, og nu skal jeg fortælle hvorfor.

At kommunerne aktivt skal opsøge udlændinge og forsøge at motivere dem til at forlade landet, mener jeg absolut ikke er en god idé. For det første er det et mærkeligt signal at sende til folk, der potentielt set er født og opvokset her, at der pludselig sidder en sagsbehandler hos kommunen og skal forsøge at lokke dem til at flytte til et land, de aldrig har boet i. Hvorfor i alverden skulle de være interesseret i det? Og når man så gør det, behandler man jo danske borgere, altså borgere, som har boet her, som andenrangsborgere. Man siger ligesom: Tak, fordi du kom til mødet, og jeg skulle hilse fra den danske regering og sige, at vi helst ser, at du forlader landet, du er ikke kriminel, du har ikke gjort noget galt, men du er bare ikke lige god nok til at være her i vores samfund. Det synes vi i Enhedslisten ikke er i orden, og det vidner – synes jeg – om et meget mærkeligt menneskesyn, når man synes, at kommunerne aktivt skal opfordre borgere i samfundet til at forlade landet. Så den del af repatrieringsloven støtter vi ikke op om, og jeg har i øvrigt også bidt mærke i, at socialrådgiverne, som skal udføre det her arbejde, er meget utilfredse med det. De mener simpelt hen, at det er en hindring for deres arbejde, og det synes jeg også man bør lytte til. Men at det skal være en mulighed at få repatrieringsstøtte, er vi fuldstændig enige i, og at gøre loven nemmere synes jeg det er meget svært at være uenig i, og derfor er vi i Enhedslisten faktisk alligevel endt med at beslutte os for at se meget positivt på det her forslag, og jeg regner med, at vi kommer til at trykke på de grønne knapper, når der skal stemmes om det.

Så bliver jeg simpelt hen, selv om det nok er at afspore debatten – så formanden må jo stoppe mig – nødt til at sige til hr. Jens Rohde: Hvis det var sådan, at blå blok gerne ville have lavet en samtykkelov, så havde de muligheden tre gange, da Enhedslisten fremsatte beslutningsforslag. Så ærlig talt, hr. Jens Rohde, vi anede simpelt hen ikke, at de blå partier syntes, det var vigtigt at ændre lovgivningen, så vi fik en samtykkelov. Hvis vi havde vidst det, er jeg ret sikker på, at de var blevet inviteret, men jeg er ligesom hr. Kristian Hegaard ekstremt glad for og virkelig, virkelig stolt af, at det lykkedes at få fuld plade på de grønne knapper. Undskyld for at afspore debatten.

Men vi kan støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde.

Nu må både hr. Kristian Hegaard og fru Rosa Lund stoppe med den stråmandsargumentation. Jeg var selv med i Radikale Venstre og med til at vedtage det her. Jeg er på ingen måde substantielt uenig i samtykkeloven. Lad være med at gøre det til en substantiel diskussion om samtykkeloven. Det her handler bare om, hvorvidt man sætter sig ned og rent faktisk prøver at brede det ud. Når der er partier, der siger, de ønsker at deltage i det, så synes jeg bare, det er god stil, at man forsøger at lave et bredt flertal. Men sådan kan vi jo have det så forskelligt. For mig er de brede flertal et mål i sig selv, for jeg synes, at det er et godt parlamentarisk princip, at man ikke bare lader flertallet gøre, hvad flertallet vil, men at man rent faktisk prøver at inddrage så mange som muligt og lave så brede flertal som overhovedet muligt. Det er det eneste, jeg anfægter – ikke noget i substansen.

Tak. Fru Rosa Lund, værsgo.

Jeg synes, det er substansen, der er det vigtige, hr. Jens Rohde. Derfor var det også sådan, for at tage et andet eksempel, at jeg faktisk synes, det var helt fint, at Enhedslisten og regeringen aftalte, at vi ikke behøvede at være med til de statsborgerskabsforhandlinger. Vi vidste godt, at vi ville komme ind på ministerens kontor, nå at spise en halv småkage og måske også lige tage en tår af kaffen, og så ville vi være ude af døren igen, fordi vi ikke ville være enige med f.eks. hr. Marcus Knuth om substansen. Det vidste jeg, det vidste ministeren, det vidste hr. Marcus Knuth. Derfor ville det have været spild af alles tid, hvis Enhedslisten var troppet op til de forhandlinger. Så til hr. Jens Rohde: Det er substansen, der er det vigtige for Enhedslisten, og det er ikke, hvem vi indgår aftaler med. Derfor indgår vi f.eks. også gladeligt aftaler med fru Pia Kjærsgaards parti, når vi er enige i indholdet.

Værsgo, hr. Jens Rohde.

Man skal selvfølgelig ikke spilde hinandens tid, hvis man er milevidt fra hinanden. Det er da helt logisk. Det er heller ikke det, jeg siger. Det er igen en stråmandsargumentation. Jeg siger bare, at der var ingen af de borgerlige partier, der var imod samtykkeloven, og de ville gerne have været indkaldt, og så synes jeg bare, det er god stil at gøre det. Men sådan er vi jo så forskellige.

Værsgo, ordføreren.

Jamen hr. Jens Rohde, de borgerlige partier var imod samtykkeloven, lige indtil den blev lavet. Enhedslisten fremsatte forslag om det her i Folketingssalen tre gange, og vi fik at vide, at vi var kontrakttyper, NemID-typer, og jeg ved ikke hvad. Det er oprigtigt ment: Hvor i alverden skulle vi vide fra, at de var interesserede? Man må da også ligesom byde sig lidt til – synes jeg.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Hegaard.

Jeg skal beklage, at jeg nok nu kommer til at bidrage til at afspore debatten lidt yderligere. Men den er ligesom løbet lidt af sporet. Der var et tidspunkt, hvor der var forhandlinger om Blackstone. De forhandlinger stoppede jo sådan lidt på et tidspunkt, og der delte sig derfor ligesom nogle koalitioner. Der vil jeg bare spørge fru Rosa Lund, om hun blev indkaldt af hr. Jens Rohde til de forhandlinger, der var, da forhandlingerne brød sammen – om hr. Jens Rohde indkaldte fru Rosa Lund til nogle brede forhandlinger om Blackstone.

Tak. Ordføreren.

Jeg blev indkaldt på nettet. Altså, jeg fik ikke en invitation, men jeg kunne se på Twitter, at der var et møde blandt de partier, som var uenige med mit eget parti. Men der stod i invitationen, at det var for alle, så jeg valgte ligesom at troppe op, men da jeg kunne se i lokalet, vi sad i, at vi simpelt hen ikke var enige om substansen, valgte jeg at gå. Men nej, Enhedslisten fik ikke som sådan en invitation. Den kunne vi læse på nettet.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Der er rigtig mange gode takter i det her lovforslag. Forslaget tager bl.a. fat i problemstillinger i forhold til repatrierede, der får deres repatriering udbetalt, selv om de har begået kriminalitet. Det sker selvsagt på baggrund af den meget triste sag med manden fra Syrien, der slog en del af sin familie ihjel og alligevel stod til at få anden rate af sin repatriering udbetalt. Siden da tror jeg faktisk B.T. har kunnet vise, at han rent faktisk ikke har anmodet om at få raten udbetalt, eventuelt på grund af det fængsel, han sidder i. Det ville da alt andet lige være positivt, hvis han ikke anmoder om det. Det er måske noget, ministeren kan kaste lidt lys over. Den del af lovforslaget er god.

Lovforslaget tager også fat i problematikken om folk, der tager imod repatriering og rejser tilbage til hjemlandet, men som vender tilbage til Danmark uden at betale pengene tilbage. Den del af lovforslaget er også rigtig fin.

Men den del af aftalen, som lemper kravene til de ca. 30.000 ud af 60.000 arbejdsløse udlændinge, som ikke længere skal vejledes i repatriering, er Konservative lodret imod. Det er en massiv lempelse af udlændingepolitikken, og helt ærligt: Vi synes, det var uanstændigt, at Socialdemokratiet og Venstre fuldstændig bag ryggen på Konservative og Dansk Folkeparti brød den eksisterende aftale, der var, for så at skifte Radikale Venstre ind i stedet for.

Den del af lovforslaget er vi imod. Vi vil fremsætte et ændringsforslag. Det går på, at gruppen på rundt regnet 10.000, som fremover skal til en samtale hvert andet år, i stedet skal til samtale hvert år, og at man ikke friholder 30.000 ud af 60.000 fra vejledning, men at de eneste, der undtages fra vejledning, er udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i 15 år, og som har haft arbejde de sidste 3 år minus op til 3 måneder, og som har bestået danskprøve 3 eller lignende. Det der med at fritage 30.000 ud af 60.000 fra vejledning i repatriering er vi meget imod.

Så vi ser frem til at høre partiernes syn på vores ændringsforslag, og så ser vi frem til udvalgsbehandlingen derefter, inden vi endeligt tager stilling til det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Hegaard.

Det er bare, fordi ordføreren lige fik lejlighed til at fremhæve Radikale Venstre i sin tale, og så var jeg selvfølgelig nødt til lige at trykke mig ind. Derfor vil jeg bare oprigtigt spørge Det Konservative Folkeparti: Er det vigtigere for Det Konservative Folkeparti, hvem der står bag en aftale, end hvad indholdet er af en aftale?

Tak. Ordføreren.

Nej, det er det ikke, men jeg synes, det er et ret klart mønster, at de udlændingepolitiske aftaler, som Radikale Venstre har været med i, ikke bare har været lempelser, men lempelser i sådan et omfang, at partiets tidligere formand hr. Morten Østergaard rent faktisk har været stolt af, at man, i hvert fald i Helle Thorning-Schmidts tid, lavede 47 lempelser – tror jeg det var han sagde med stolthed. Man gik rent faktisk ud og reklamerede med, hvor mange gange man havde lempet udlændingepolitikken, og det sætter jo et meget, meget klart mønster for, hvad det er for nogle udlændingepolitiske aftaler, Radikale Venstre indgår i.

Hr. Kristian Hegaard.

Men hvis det for ordføreren er indholdet, der til syvende og sidst er afgørende, hvorfor brugte ordføreren og ordførerens parti så, da den her fine aftale blev indgået, en masse krudt på at sige, at Radikale Venstre var med, og derfor var det en dårlig aftale – eller når selv Radikale Venstre er med, må det være en dårlig aftale? Hvorfor var det vigtigt at fremhæve for Det Konservative Folkeparti? Gør det ikke politik fattigt, hvis det ikke er indholdet, vi diskuterer? Er det ikke den forskel, den handling, vi gør, som er det mest interessante ved politik?

Ordføreren.

Jamen det gjorde vi jo netop bl.a. med baggrund i det citat, som hr. Kristian Hegaard selv kom med, da aftalen blev fremlagt, hvor hr. Kristian Hegaard sagde noget i stil med: Det her er en god aftale; nu er der færre, der skal vejledes i at blive repatrieret.

Det er jo præcis derfor, vi tog os til hovedet og var dybt frustrerede. For Venstre og Socialdemokratiet sagde: Det her er en god aftale. Den strammer op på aftalen. Hr. Kristian Hegaard gik ud og roste aftalen, fordi der nu er færre, der skal repatrieres. Jeg synes, det taler ret klart for sig selv.

Tak til den konservative ordfører. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Staten belønner en morder, der har stenet sin kone og sit ældste barn. Det virker absurd, det er absurd. Når det alligevel kan ske, skyldes det loven om repatriering; en lov, der giver migranter flere hundredetusinde kroner i kontanter for at forlade Danmark og forsøge at vende tilbage, hvor de kommer fra. Der er ikke noget krav om, at de skal blive uden for Danmark; når pengene er brugt, kan de vende tilbage. Man har en fortrydelsesret på op til 2 år, og den er der mange der gør brug af.

Håbet hos politikerne bag ordningen er formentlig, at man kan få gang i hjemsendelserne ad den vej, og det kan umiddelbart lyde sympatisk; men er det en realistisk vej at gå, hvis man ønsker færre og ikke flere uintegrerbare udlændinge i Danmark? Næppe.

Med det tempo, der er på ordningen nu, vil eksempelvis de godt 20.000 migranter, der fik ophold i 2015 og 2016, være ude igen omkring år 2050; og at de frem til 2050 sandsynligvis vil have tredoblet deres antal i form af børn og familiesammenføringer, vil så forlænge perioden yderligere til år 2110. Med andre ord: Det bør være åbenlyst for enhver, at frivillig repatriering med tilskud fra kommunen ikke løser noget som helst. Men det koster danskerne penge. Migranterne griner, når de fortryder, vender tilbage til Danmark og næste dag står nede på kommunekontoret og siger: Kontanthjælp, ja tak.

Repatrieringsloven er en typisk lappeløsning, som politikerne i Folketinget har lavet alt for mange af i årenes løb, fordi de ikke vil gribe fat om nældens rod og løse udlændingepolitikken fra bunden. Derfor ender vi med groteske eksempler som den morder, der får i alt 215.000 kr. af danskernes penge, også selv om han både er anholdt og har tilstået drabene på sin hustru og søn.

86 politikere i Folketinget stemte så sent som den 29. maj 2018 for de seneste ændringer af denne lov – ingen stemte imod. Hvis Nye Borgerliges fire mandater havde haft plads i Folketinget i 2018, havde vi markeret os højlydt og voldsomt imod. I stedet for at udbetale repatrieringsydelse til migranter kan man til en start holde op med at lukke dem ind – simpelt asylstop vil gøre problemet mindre over tid. Derudover skal vi selvfølgelig holde op med af forsørge udlændinge, det skal de selv stå for. Retten til offentlig forsørgelse skal knyttes til det danske statsborgerskab. Kan man ikke forsørge sig selv, skal man miste sin opholdstilladelse og rejse ud. Og endelig bør vi konsekvent og efter første dom udvise alle udlændinge, der dømmes for kriminalitet.

Det er Nye Borgerliges svar som et alternativ til årtiers lappeløsninger, et alternativ, der vil løse problemerne fra bunden. Men vi har som bekendt langtfra flertal for vores politik, og derfor finder vi det også bydende nødvendigt som minimum at sikre, at den lovgivning, som et flertal i Folketinget har indført og bakker op om, ændres, således at repatriering som minimum ikke udbetales til udlændinge, der begår kriminalitet i hjemlandet efter repatriering.

På den baggrund kan Nye Borgerlige bakke op om dette lovforslag.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Det kan jeg gøre meget kort. KD bakker op om lovforslaget, som vi synes har en fornuftig balance.

Tak til Kristendemokraternes ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste taler er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak til ordførerne for modtagelsen af lovforslaget og for den gode debat, som jeg også synes der har været i salen her. Jeg er glad for, at vi har haft lejlighed til at diskutere det nærmere indhold i lovforslaget, og jeg er også glad for, at der er opbakning til forslaget.

Lovforslaget udspringer som bekendt af en række konkrete sager på repatrieringsområdet, der bl.a. blev bragt i dagbladet B.T., og som var medvirkende til, at jeg besluttede at sende hele loven en tur på værkstedet, så den kunne blive set grundigt efter i sømmene. Der er også parallelt med det gennemført et lidt mere grundigt eftersyn af repatrieringsordningen i sommeren 2020. Hensigten med det her lovforslag er derfor at få strammet bardunerne i loven, så ordningen bliver endnu bedre, end jeg synes den er i forvejen.

Vi har efter min opfattelse grundlæggende en god og attraktiv ordning, men der har været behov for at regulere og optimere den på flere punkter. F.eks. indfører vi nu en dedikeret hjemrejsesamtale, der skal vejlede om repatrieringsordningen, vi ændrer reglerne om tilbagebetaling af støtten, vi optimerer ydelsesstrukturen, og derudover lukker vi nogle huller i loven, så der ikke fremover bliver udbetalt støtte til kriminelle. Jeg er derfor glad for, at der er flertal for, at vi med det her lovforslag sikrer, at en i forvejen god ordning kan blive lidt bedre.

Jeg vil ikke gennemgå hele lovforslaget i detaljer her fra talerstolen, bare et par enkelte ting. Med forslaget sikrer vi, at kommunalbestyrelserne fremadrettet skal give afslag på støtte, hvis det viser sig, at ansøgeren er registreret som sigtet i Kriminalregisteret på ansøgningstidspunktet. En tilsvarende ordning er tilføjet på tidspunktet for udbetalingen af den sidste del af hjælp til repatriering og for den fremadrettede udbetaling af reintegrationsbistand. Her vil det fremover gælde, at kommunalbestyrelsen og det, der hedder Udbetaling Danmark, inden udbetalingen undersøger, om pågældende på det her tidspunkt er sigtet eller dømt for særlig grov kriminalitet, som er begået inden afgørelsen. Og hvis der er registreret en verserende sigtelse for grov kriminalitet, tilbageholdes og eventuelt bortfalder den resterende støtte. Det er en direkte udløber af nogle af de artikler, vi har læst om i medierne, hvor jeg tror vi er en del, der har rystet på hovedet. Herudover foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan afslå en ansøgning om støtte, »hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.« Det er en meget lang sætning, men det er vel det, vi kan kalde fremmedkrigerparagraffen. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse indhente en udtalelse fra politiet, som også kan høre Politiets Efterretningstjeneste. Kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på støtte på grund af hensynet til statens sikkerhed vil efter forslaget ikke kunne indbringes for Ankestyrelsen. Afgørelsen vil derimod kunne prøves af domstolene.

Med lovforslaget sikres derudover mulighed for særskilt at regulere kommunalbestyrelsens adgang til at kræve repatrieringsstøtten tilbagebetalt, når en person fortryder repatrieringen og vender tilbage. Det gør vi for at sikre, at støtten i højere grad end nu rent faktisk bliver tilbagebetalt og på den baggrund hindrer misbrug af ordningen. Vi må nok erkende, også på baggrund af nogle af de artikler, der har været, at der har været misbrug af ordningen, og det er ret nødvendigt for ordningens legitimitet, at pengene faktisk også bliver tilbagebetalt, hvis folk fortryder.

Desuden breder vi ordningen lidt mere ud, da vi med forslaget gør det muligt at repatriere til et land, hvortil personen har nær familiemæssig tilknytning. Lovforslaget indeholder også en ændring af sammensætningen af hjælp til repatriering, så de enkelte former for hjælp opdeles på en ny måde og i højere grad udgøres af faste beløb. Formålet med den nye struktur er for det første at ændre tidspunktet for udbetalingen, så en større del af hjælpen udbetales efter udrejsen. Ændringen mindsker derved muligheden for misbrug af repatrieringsordningen og øger udlændinges motivation til reelt at indrejse i repatrieringslandet. For det andet er formålet at skabe en mere hensigtsmæssig og enkel administration af sagerne i kommunerne.

Sidst, men ikke mindst, foreslår vi at skabe en mere virkningsfuld vejledning om repatriering ved at indføre en dedikeret hjemrejsesamtale for udlændinge, som har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 5 år, og som har været på kontanthjælpslignende ydelser i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder. Med den nye samtale om repatriering skal der sørges for, at udlændinge, der er langt fra arbejdsmarkedet, bliver sat ved et bord med en medarbejder fra kommunen, får en kop kaffe og her forholder sig aktivt til muligheden for at vende hjem. De pågældende får med samtalen anledning til grundigt at overveje, om de i Danmark befinder sig på rette hylde, eller om ikke det ville være bedre at overveje at tage hjem, tage imod tilbuddet om penge og pakke kufferten.

Jeg vil afslutningsvis takke for debatten i dag om de forskellige initiativer i lovforslaget, og jeg har som sagt noteret mig, at der synes at være rimelig bred opbakning, og det er jeg selvfølgelig glad for. Jeg ser frem til den videre behandling her i Folketinget.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.