Tak for det, og tusind tak for den entydige opbakning til lovforslaget. Jeg vil gerne starte med endnu en gang at kvittere for, at så brede flertal er i stand til at finde sammen om trods alt meget, meget store lovgivningsmæssige initiativer, som det her også er udtryk for, og som det andet, at et bredt flertal også har bakket op om, at vi i den her helt ekstraordinære situation, som vi står i, også kan behandle de her helt nødvendige initiativer efter en ekstraordinær hasteproces her i Folketingssalen. Tak for det.
Regeringen har sammen med Folketingets partier samarbejdet om omfattende hjælpepakker. De har holdt hånden under danske virksomheder og lønmodtagere i en meget svær tid for begge grupper. På skatteområdet har vi sammen truffet en hel række beslutninger, som har hjulpet både danske virksomheder og også danske lønmodtagere. Vi har bl.a. udskudt virksomhedernes betaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, moms og lønsumsafgift. Derudover har vi indført låneordninger for virksomheder, som har kunnet få deres indbetalte A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms og lønsumsafgift tilbagebetalt som et lån. Samlet har de her initiativer styrket likviditeten i danske virksomheder med godt 490 mia. kr., og der er derudover udbetalt hjælpepakker for ca. 34 mia. kr.
Der er ingen tvivl om, at coronakrisen er hård ved Danmark. Der er rigtig mange, der har mistet deres arbejde, mange virksomheder er hårdt pressede, og restriktionerne har selvfølgelig også påvirket mange af de aktiviteter, der binder os sammen i vores lokalsamfund. Den brede politiske aftale om genåbning af Danmark betyder jo også, at der er lys forude, vaccinerne udrulles, vi passer på hinanden, og det gør vi for at holde smitten nede. Regeringen har fra starten gjort det klart, at danske virksomheder og danske lønmodtagere skal hjælpes bedst muligt gennem krisen. Mange har fortsat brug for en hjælpende hånd, og derfor foreslår regeringen nu at iværksætte yderligere likviditetstiltag.
Med lovforslaget, som vi så behandler her i dag, bliver der stillet godt 73 mia. kr. ekstra til rådighed for virksomhederne. Det sker ved at udvide låneordningerne for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. Sammen med de her allerede iværksatte likviditetstiltag, der som sagt har styrket likviditeten i danske virksomheder med godt 490 mia. kr., vil der så nu være stillet godt 560 mia. kr. til rådighed for virksomhederne. Der er tale om en markant likviditetsforøgelse, som har stor betydning for både danske virksomheder og danske lønmodtagere. (En mobiltelefon ringer).
Nu til det konkrete lovforslag ... (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Jeg prøvede virkelig at slukke telefonen, undskyld, skatteminister. Den er slukket nu). Jeg tænkte, at det ikke var på sin plads at irettesætte formanden, og hun så ud til at have styr på sin mobiltelefon, så det var jeg helt tryg ved, men jeg fortsætter med mine 73 mia. kr. Er det okay? Tak.
Nu til det konkrete lovforslag. Det foreslås som sagt at udvide A-skattelåneordningen, så den også omfatter alle virksomheders ordinære betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i april 2021 og også den udskudte betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i maj 2021, dvs. godt 54 mia. kr. bliver der her stillet til rådighed til virksomhederne. Primo maj åbnes der så for aprilbetalingen, og primo juni åbnes der så for lån for majbetalingen. Lån for aprilbetalingen skal tilbagebetales senest den 1. februar 2023, mens lån for majbetalingen skal tilbagebetales senest den 1. maj 2023.
Derudover foreslås det som sagt også at udvide momslåneordningen, så mellemstore virksomheder får mulighed for at låne et beløb rentefrit svarende til den moms, som skal afregnes her den 1. juni 2021. Den her isolerede ordning vil stille ekstra 19 mia. kr. til rådighed for virksomhederne. Det har meget konkret betydning for enkelte virksomheder. Det er tusindvis af kroner, som virksomhederne får stillet til rådighed i ekstra mulig likviditet, hvis de ønsker at benytte sig af ordningen. Derudover foreslås det som sagt, at perioden for ophævelse af loftet på skattekontoen forlænges fra den 1. juni 2022 til den 1. maj 2023, og ophævelsen giver jo så mulighed for, hvis man vil, at indfri lånene før de deadlines, som jeg nævnte før.
Der er ingen tvivl om, at coronakrisen er hård ved Danmark. Det er den i forhold til folkesundheden, det er den i forhold til dansk økonomi, og det er den i forhold til vores arbejdsmarked. Derfor endnu en gang tak til Folketinget for, at vi i den svære tid, vi er i, er i stand til at finde sammen om så vigtige og store beslutninger, som det her jo er udtryk for. Tak for ordet.