Tak for ordet. Der er så igen tale om et meget omfattende lovforslag fra erhvervsministeren. Jeg tror, vi rammer 776 sider den her gang, men dog er det så tematisk inden for samme felt. Det bygger ganske rigtigt på to direktiver om tilsyn med investeringsselskaber og tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, men det har også et ophæng i arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering, der er en arbejdsgruppe, der blev nedsat under den tidligere regering med henblik på – oven på de mange, mange opstramninger, vi har lavet i finansiel regulering oven på finanskrisen – at lave et serviceeftersyn for at se, om vi havde fået overreguleret og lavet unødigt bøvlede regler, og det havde vi. Det hører nok ikke til den store overraskelse.
Derfor er det selvfølgelig også nødvendigt at prøve at rulle ting tilbage, som bare giver for meget bøvl og bureaukrati. Men en af arbejdsgruppens anbefalinger var, at fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter får sit eget lovforslag og dermed udskilles fra lov om finansiel virksomhed. Ændringerne har ikke til formål at ændre på beskyttelsesniveauet, men grundlæggende at fastholde en høj investorbeskyttelse og sikre tillid til den finansielle sektor og sikre finansiel stabilitet.
I Venstre er vi jo generelt tilhængere af, at EU-direktiver implementeres såkaldt direktivnært, altså så tæt på det, der er aftalt i EU, og at vi ikke laver særlige danske tilføjelser. For generelt er det altså en fordel for danske virksomheder, hvis ikke vi har danske særregler, som kan påføre danske virksomheder potentielle byrder, som konkurrerende virksomheder i andre EU-lande ikke skal bøvle med. Så vi så sådan set gerne, at det her lovforslag lå tættere på direktivet, end det egentlig gør. Men vi vedstår os naturligvis de aftaler, vi har været med til at indgå i den finansielle forligskreds. Og da udgangspunktet for den overimplementering, der hovedsagelig finder sted her, er bundet op på tidligere aftaler i den finansielle forligskreds, så respekterer vi naturligvis det.
Men vi har bragt det op i den finansielle forligskreds, og vi har lavet en aftale om, at der 3 år efter ikrafttrædelsestidspunktet for det her lovforslag skal laves en evaluering af, om der er fundet den rette balance mellem en direktivnær implementering og videreførelsen af nationale særregler, som ikke vedrører aflønning, som vi har en specifik aftale om. Men det tilsagn om, at der skal ske en evaluering, fremgår desværre mig bekendt – jeg kan have overset noget på de 776 sider – ikke af lovforslaget, så jeg vil gerne bede ministeren i dag bekræfte, at vi har aftalt at evaluere loven efter 3 års virke.
I samme forbindelse og gerne tidligere vil det være naturligt at få lavet et nabolandetjek på nogle områder, for eksempelvis fremgår det konkret af et af høringssvarene, at man kan få vurderet mulighederne for at give fondsmæglerselskaber en videre adgang til såkaldte accessoriske tjenesteydelser, end hvad der følger af MiFID II, under hensyntagen til såvel et højt investorbeskyttelsesniveau som de danske fondsmæglerselskabers konkurrenceevne i forhold til fondsmæglerselskaber i sammenlignelige lande. Det kunne vi godt tænke os at der blev lavet et nabolandetjek på.
Jeg tror faktisk også, at jeg er faldet over en enkelt lempelse i reglerne, nemlig i forhold til pressens adgang. Er man et mindre fondsmæglerselskab, skal man ikke nødvendigvis åbne dørene for en journalist, men der, hvor der er større penge på spil, fastholdes reglerne. Men det er bare for at kvittere for, at det er lykkedes mig at finde en enkelt lempelse som en del af det her lovforslag.
Jeg regner ikke med jubelscener og folkeoptog af begejstrede danskere, når dette lovforslag bliver vedtaget, men det skal nu ikke afholde mig fra at sige, at vi i Venstre grundlæggende ser positivt på lovforslaget.