Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206
Offentligt
2376526_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. april 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 4 til L 206,
forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet, stillet den 8. april 2021 af Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 4 til L 206
”Vil
ministeren redegøre for, hvorfor der ikke inden den første minkauktion i 2021 på Kopenhagen Fur
blev udstedt en bekendtgørelse vedrørende denne tekst i minkaftalen side 5: ”Minkavleren modtager en
erstatning per mink, korrigeret for avlerens individuelle kvalitetsindeks for 2019-20, og vælger selv, om
erstatningen skal udregnes ud fra gennemsnittet af 2019- og 2020-prisen eller ud fra den realiserede
pris ved Kopenhagen Furs auktioner i 2021, dog minimum 160 kr. per skind og maksimalt 250 kr. per
skind (a contomodel). Fra den beregnede erstatning modregnes alle sparede udgifter, herunder til foder,
dyrelæger, pelsning osv., i 2020.”?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:
”Bekendtgørelsen
om endelig skinderstatning har bl.a. hjemmel i nærværende lovforslag med en
forventet ikrafttræden den 1. maj 2021. Bekendtgørelsen kan derfor ikke færdiggøres og udstedes, før
lovændringen er trådt i kraft.
Regelgrundlaget for udbetaling af erstatning til minkavlerne blev tilvejebragt med lov nr. 2185 af 29.
december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink. Herefter blev den politiske
aftale om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv indgået den 25. januar 2021.
Som det fremgår af nærværende forslag til ændringer af loven, er der behov for justeringer af visse
elementer af betydning for udmøntning af den politiske aftale, herunder udbetalingen af endelig
skinderstatning. Med forslaget skal bl.a. tilvejebringes hjemmel til at fastsætte krav til ansøgninger,
frister, oplysning og dokumentationskrav og krav om revisorerklæring samt regler om digital
kommunikation.
Desuden foreslås der indført en bestemmelse om, at Dansk Pelsdyravlerforening efter anmodning fra
Fødevarestyrelsen skal videregive visse nærmere angivne oplysninger om minkavlernes salg og
afregning hos Dansk Pelsdyravlerforening til brug for fastsættelse af bl.a. den endelige skinderstatning.
Bestemmelsen skal sikre, at der er et behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesreglerne for
Fødevarestyrelsen til at indhente oplysninger om skindindeks fra Dansk Pelsdyravlerforening
og
samtidig for Dansk Pelsdyravlerforening til at videregive disse oplysninger.
Det er således ikke muligt at færdiggøre og udstede en bekendtgørelse om den endelige skinderstatning,
før lovændringen er trådt i kraft.”
Rasmus Prehn
/
Sarah Børner
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.fvm.dk