Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 Bilag 3
Offentligt
2365553_0001.png
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Teamleder Signe Skibstrup Blach
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Sendt pr. mail ([email protected])
30. marts 2021
Dansk Pelsdyravlerforenings svar til høring over udkast til forslag til lov om ændring
af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet
Dette høringssvar vedrører ovennævnte lovudkast (”lovudkastet”), som Dansk
Pelsdyravlerforening a.m.b.a. har modtaget den 24. marts 2021 med henblik på bemærkninger.
”Danske Minkavlere” og ”Kopenhagen Fur” er binavne til Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a., og
dette høringssvar afgives således i sin helhed på vegne af de danske minkavlere.
Kopenhagen Fur International A/S er endvidere nævnt i lovudkastets § 8, stk. 7, og i
bemærkningerne. Dette er en fejl. Den rette virksomhed i den sammenhæng er Dansk
Pelsdyravlerforening a.m.b.a.
I det følgende omtales Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. som ”foreningen”.
Foreningen repræsenterer ca. 1.100 minkavlere. Følgeerhvervet består af anslået ca. 60-70
virksomheder, hvoraf flere er store kooperativer ejet af minkavlerne i fællesskab. Hele erhvervet
har haft én fælles, voldsom oplevelse, nemlig nedlukningen af minkbranchen, som selvsagt har
ramt alle helt uventet, hårdt og helt uden historiske fortilfælde. I foreningen er vi dagligt i kontakt
med mennesker, der ved nedlukningen af erhvervet har mistet deres levebrød fra den ene dag til
den anden, og mange er desperate for at få en endelig afklaring af deres situation. Det er derfor
magtpåliggende, at der meget hurtigt tilvejebringes de nødvendige regler for håndteringen af
sagerne, og at processen gennemføres effektivt, fleksibelt og mod betaling af fuldstændig
erstatning til alle de berørte.
1.
Overordnede bemærkninger
Foreningen noterer med tilfredshed, at der nu foreligger et udkast til et lovforslag med tilføjelser
og rettelser til eksisterende lovgivning, men finder efter en nærlæsning, at lovudkastet på flere
KOPENHAGEN FUR A.M.B.A. · LANGAGERVEJ 60 · 2600 GLOSTRUP · TLF 4326 1000 · FAX 4326 1126 · KOPENHAGENFUR.COM
CVR NR. DK15275413 · NORDEA BANK DANMARK A/S · KONTONR. 2100-0751141270 · SWIFT NDEADKKK
DIREKTIONEN
· 2600 GLOSTRUP
TLF 4326 1042 · FAX 4326 1049 · [email protected]
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0002.png
punkter ikke fuldt ud er i overensstemmelse med det politiske fundament; den politiske aftale af
25. januar 2021 (herefter kaldet ”aftalen”):
Minkbranchen skal have samme retsstilling som ved ekspropriation
For det første fremgår det ikke af lovudkastet, at aftalepartierne ved indgåelsen af aftalen den 25.
januar 2021 var
”enige
om, at der ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og
minkafhængige følgeerhverv uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter
grundlovens § 73 eller ej.”
Der var også enighed om, at erstatningerne skal behandles
skattemæssigt som ekspropriationserstatninger, ligesom de takserende myndigheder skal
fastsætte erstatningen efter samme principper, uanset om der i det enkelte tilfælde vurderes at
være tale om ekspropriation eller ej, jf. aftalens side 3 og 8.
I lovudkastet henvises der i stedet til lovbemærkningerne ved fremsættelsen af minkloven den
10. november 2020, hvor det anføres, at det er vurderingen,
”at det foreslåede midlertidige
forbud mod hold af mink ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb over for de
erhvervsdrivende.”.
Disse lovbemærkninger blev til meget kort tid efter 4. november 2020 og er
nu aldeles uaktuelle, idet flere efterfølgende politiske aftaler klart har fastslået ekspropriation som
grundlag for fastsættelse af erstatningerne.
Henvisningen er således forkert, idet politiske aftaler både i november 2020 og i januar 2021
beskriver et fundamentalt anderledes udgangspunkt for erstatningsfastsættelsen og
håndteringen af minksagerne, og der er desuden en nærliggende risiko for, at henvisningen vil
påvirke retsstillingen for de berørte. Hvis det derimod fremgår klart, at minkbranchen har krav på
”fuldstændig erstatning”, og de erstatningsretlige principper finder anvendelse, betyder det, at der
vil være en vis genkendelighed og forudsigelighed i den efterfølgende sagsbehandling. De
takserende myndigheder kan læne sig op ad den praksis, vi kender fra ekspropriationsområdet,
som netop sikrer ”fuldstændig erstatning”, og det er ikke nødvendigt at regulere alt
i detaljer.
Der er ikke tale om overtagelse af aktiver, men overtagelse af virksomheder
En anden væsentlig udfordring i lovudkastet er, at man i flere afsnit grundlæggende synes at
mistolke hele situationen, som på ingen måde kan sammenlignes med klassisk overtagelse af
aktiver:
•
Minkbranchen er blevet lukket, og de berørte virksomheder - minkavlere
(besætningsejere) såvel som følgeerhverv - har krav på fuldstændig erstatning.
•
Kravet om fuldstændig erstatning betyder, at virksomhederne skal have erstatning for
den mistede fremtidige indtjeningsevne.
Det fremgår også klart af Aftalen, at minkavlere og følgeerhverv skal have erstattet
værdien af deres virksomhed, jf. fx side 3 (”(..)
opnå fuld erstatning for tabet af deres
2/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0003.png
minkvirksomhed (..)”)
og side 7 (”(..)
erstatningen fastlægges ved en vurdering af
virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel” (..)”).
•
Staten overtager og bortskaffer til gengæld de minkspecifikke aktiver, således at det
sikres, at aktiverne ikke kan anvendes til minkrelaterede aktiviteter igen.
Med ”minkspecifikke aktiver” menes aktiver, der alene anvendes til ”minkvirksomheden”, uanset
om der er tale om en minkavler (besætningsejer) eller følgeerhverv.
Men ifølge lovudkastet overtager staten ikke alene minkspecifikke aktiver, men også aktiver, som
der er blevet anvendt til andre formål (”fællesaktiver”). Det kunne fx være en landbrugsmaskine,
der er blevet anvendt til almindelig landbrugsdrift. Det stiller de berørte virksomhedsejere i en
helt urimelig situation: De har ikke alene fået ødelagt deres ”minkvirksomhed” men skal nu også
overdrage fællesaktiver til staten, selvom fællesaktiverne kun delvist har været anvendt til
”minkarbejdet”. Hvis de vil fortsætte driften af resten af deres virksomhed, skal de med andre ord
investere i nye fællesaktiver, fx en ny landbrugsmaskine, og bliver derved påført yderligere
udgifter/økonomisk tab.
Foreningen har noteret, at det åbenbart
er tanken, at virksomhedsejerne kan ”frikøbe”
fællesaktiver, hvis de gerne vil beholde dem. Men det giver ingen mening at tale om ”frikøb” af
fællesaktiver, som der ikke er betalt fuld erstatning for. Konsekvensen er, at virksomhedsejeren
får mindre end fuld erstatning.
Noget andet er, at der bør være mulighed for, at virksomhedsejeren kan ”frikøbe” minkspecifikke
aktiver, altså aktiver som kun er blevet anvendt til ”minkvirksomheden”, og som staten derfor skal
overtage med henblik på at sikre, at aktiverne ikke anvendes til minkrelaterede aktiviteter igen.
Det kan f.eks. være en minkhal, som virksomhedsejeren gerne vil bruge til lagerhal, ridehus eller
noget helt andet. Det er samfundsmæssigt værdispild at nedrive sådanne bygninger; aktivet
forsvinder, og staten skal bruge penge på nedrivning og bortskaffelse. Foreningen foreslår, at
virksomhedsejeren får mulighed for at ”frikøbe” aktivet, og at vederlaget fastsættes af
erstatnings- og taksationskommissionen ud fra en konkret vurdering af aktivets værdi på
tidspunktet for mødet med kommissionen. Hvis staten gerne vil undgå, at aktivet anvendes til
minkavl igen
–
en efter foreningens opfattelse helt hypotetisk situation
–
kan det f.eks. ske ved
tinglysning af deklaration med forbud mod minkhallens anvendelse til minkavl.
Manglende fleksibilitet
Lovudkastet bærer endvidere generelt præg af, at man vil regulere processen meget detaljeret i
stedet for at finde konkrete og hensigtsmæssige løsninger på de problemstillinger, der opstår
undervejs.
Fordelen ved de almindelige ekspropriationsregler og processen ved de statslige
ekspropriationer er, at der er en meget høj grad af fleksibilitet og mulighed for at træffe konkrete,
3/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0004.png
individuelle beslutninger. De berørte har krav på ”fuldstændig erstatning”, hverken mere eller
mindre, men der er en vis fleksibilitet f.eks. med hensyn til udførelse af konkrete arbejder, som
ofte overlades til de eksproprierede lodsejere, ligesom fraflytningstidspunktet fastsættes ud fra
individuelle behov, og der kan eksempelvis være plads til at medtage udstyr i begrænset omfang,
selvom det er nagelfast, f.eks. objekter med affektionsværdi.
Det kan også være nødvendigt at udvide indgrebet til en fuld overtagelse af ejendommen, hvis
det ikke giver mening for lodsejerne at sidde tilbage med en mindre restejendom, der ikke
fungerer alene. Det kan f.eks. være en situation, hvor den berørte virksomhedsejer bor på den
ejendom, hvor minkaktiviteten foregår. Det kunne meget vel tænkes, at der er nogle
virksomhedsejere, der gerne vil helt væk fra området, når deres minkvirksomhed er forsvundet,
og det skal være muligt, hvis en konkret vurdering fører til, at det er den rigtige løsning for de
pågældende.
En sådan fleksibilitet er der i høj grad behov for netop i minksagerne, hvor de berørte er atypisk
hårdt ramt efter nedlukningen af minkbranchen.
Den fleksibilitet, som lovudkastet indeholder, er til fordel for staten. Hele lovudkastet bærer præg
af, at staten har meget stor frihed til at vælge det, der skal overtages og betale erstatning efter de
principper, der er mest hensigtsmæssige for staten. Staten overtager i øvrigt heller ikke passiver,
herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, ligesom staten ikke
indtræder i virksomhedsejerens aktuelle eller potentielle forpligtelser vedrørende virksomheden.
Det er således op til virksomhedsejeren at få aftaleforhold afsluttet og selskabet lukket.
Der er med andre ord en skæv balance i lovudkastet, som ikke er i overensstemmelse med
balancen i aftalen og den fairness, værdighed og hensyntagen, der var lagt op til i forhold til
minkbranchen.
Trusler om nedsættelse og bortfald af erstatning
Et andet eksempel på den skæve balance i lovudkastet er beskrivelsen af, hvorledes man agter
at fastsætte regler om nedsættelse og bortfald af erstatning, hvis frister overskrides eller
virksomhedsejerne ikke
”aktivt bidrager eller medvirker”
i processen, jf. bl.a. lovudkastets side 13
og 42.
En ting er, at det formentlig slet ikke er muligt at fastsætte regler om bortfald af den
grundlovssikrede ret til fuldstændig erstatning, hvis man f.eks. overser en frist for aflevering af
materiale. Noget andet er, at ønsket om at fastsætte sådanne regler er udtryk for en helt forkert
indstilling til minkbranchen.
Hvorfor skal der stilles strammere krav til minkbranchen end de krav, der f.eks. stilles til
almindelige grundejere, som ved ekspropriation afstår areal til infrastrukturprojekter?
Minkbranchen er selvsagt mere end indstillet på at medvirke hurtigt og smidigt, og denne
4/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0005.png
indbyggede mistænkeliggørelse er på ingen måder klædelig, og der skal naturligvis ikke
fastsættes sådanne regler.
Hjemmel til at træffe konkrete beslutninger om betaling af erstatning
Derudover bliver man nødt til at have forståelse for, at der vil opstå situationer, som ingen havde
kunnet forudse, hvor der skal være mulighed for at tildele erstatning. Foreningen ønsker med
andre ord at sikre, at de takserende myndigheder får en mulighed for at beslutte, at der skal
betales erstatning i situationer, hvor virksomheder utvivlsomt er blevet påført et økonomisk tab
som følge af nedlukningen af minkbranchen, men ikke falder direkte indenfor
erstatningsordningen.
Der kan f.eks. være tale om en virksomhed, som nyligt har opført en minkhal og fået de
nødvendige tilladelser til minkavl, men der har endnu ikke været nogen produktion. Investeringen
er nu værdiløs, og alle pengene er tabt. Foreningen forstår umiddelbart lovudkastet således, at
virksomheden ikke får erstatning, hvilket naturligvis ikke er rimeligt.
Hvis de takserende myndigheder får en skønsmæssig beføjelse, kan det forhåbentlig sikres, at
der ikke opstår uhensigtsmæssige situationer, hvor der ikke betales fuld erstatning på trods af, at
den ramte virksomhedsejer utvivlsomt er blevet påført et voldsomt økonomisk tab som følge af
nedlukningen af minkbranchen.
2.
Andre bemærkninger
2.1 Afholdelse af udgifter i perioden fra den 4. november 2020 til fastsættelsen af
erstatningen
Selvom virksomhederne i minkbranchen begrænser deres omkostninger mest muligt ved
opsigelse af medarbejdere, opsigelse af leasingaftaler, unødvendige abonnementer m.v., vil der
være faste omkostninger, der ikke kan begrænses, bl.a. fordi virksomhederne skal sikre de
aktiver, der skal overtages af staten. Der kan f.eks. være tale om omkostninger til nødvendig
vedligeholdelse, omkostninger til el, vand, varme og rengøring, ejendomsskatter, forsikringer,
nødvendige abonnementer samt renter og gebyrer.
Foreningen peger på, at staten som følge af kravet om fuldstændig erstatning skal refundere
disse omkostninger løbende; der kan gå flere år, før sagerne skal behandles af erstatnings- og
taksationskommissionen, og det er helt urimeligt, at virksomhedsejerne skal ”lægge ud” for
staten i denne periode; virksomhedsejerne mistede i realiteten deres virksomheder den 4.
november 2020.
Foreningen har noteret, at det anerkendes i lovudkastet, at der skal betales ”kompensation” for
udgifter til sikring af aktiver, jf. lovudkastets side 18:
”I perioden frem til det tidspunkt, hvor staten kan udøve sine rettigheder
i henhold til § 8 a, stk. 1-
3, kan der være behov for, at minkavlere eller minkafhængige følgeerhverv afholder udgifter til
5/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0006.png
sikring af de aktiver, der senere bliver omfattet ved udmålingen af fuldstændig erstatning til
minkavlere eller minkafhængige følgeerhverv. Det kan f.eks. være udgifter til forsikringspræmier
eller til nødvendig vedligeholdelse af løsøregenstande. Det foreslås derfor, at der etableres
hjemmel til, at der kan fastsættes regler om kompensation for sådanne rimelige udgifter, der er
afholdt
med rimelighed.”
Men når minkbranchen skal behandles som ved ekspropriation, jf. den politiske aftale, har
minkbranchen ikke kun krav på en usikker ”kompensation” for specifikke udgiftsposter, men
derimod krav på fuld erstatning for faste omkostninger, der ikke kan undgås, herunder lønudgifter
i en opsigelsesperiode.
2.2 Nedrivning
Det fremgår af lovudkastet, at staten forestår nedrivning og bortskaffelse af de minkspecifikke
aktiver, jf. side 18:
”Nedrivning og bortfjernelse af bygninger og tilhørende
bygningsinstallationer, herunder
installationer såsom rørføring m.v. under jorden, sker for statens regning. Det pågældende areal
efterlades ryddeligt uden huller og jordbunker. Anden oprydning og reetablering af grundarealer
under og ved bortfjernede bygninger m.v., herunder håndtering af eventuel forurening forbliver et
anliggende for grundejeren.”
Foreningen peger på, at der selvfølgelig skal ske en fuldstændig retablering af det berørte areal,
således at arealet efterfølgende kan anvendes til landbrugsdrift, medmindre der indgås anden
aftale med virksomhedsejeren. Alt, der er minkrelateret, skal fjernes og bortskaffes, uanset om
det er beliggende over, på eller under terræn. Derudover skal grus, sand m.v., der er indgået i
opbygningen af minkfarmen med interne køreveje m.v., opgraves og bortskaffes. Derefter skal
det berørte areal planeres, og der udlægges et hensigtsmæssigt lag råjord og muldjord.
Der skal desuden fastsættes en frist for arbejdets udførelse, idet det ikke er rimeligt, hvis
virksomhedsejeren skal vente i længere tid på statens fjernelse. Og der skal være sanktioner,
hvis tidsfristen ikke overholdes, herunder afkortning af den anvendte tidsperiode i
tilbagediskonteringsberegningen på den pågældende erstatningssag.
Lovudkastet indeholder flere bestemmelser om virksomhedsejerens pligt til at give adgang til
ejendommen, friholde adgangsveje og sågar rydde op på ejendommen før nedrivningen.
Foreningen opfordrer til, at nedrivning og bortskaffelse sker i tæt samarbejde med og stor
respekt for de virksomhedsejere, der er dybt berørt af situationen. Minkvirksomheden har ofte
været deres livsværk, og nedbrydningen m.v. skal ske på en ordentlig måde, så der tages de
fornødne hensyn til de mennesker, der er involveret i processen.
Hvis der er virksomhedsejere, der selv ønsker at forestå nedrivningen, skal dette være en
mulighed, og virksomhedsejeren skal naturligvis have nedrivningsomkostningerne betalt. Det er i
øvrigt ofte forekommende ved ekspropriation, at grundejeren udfører opgaver, der er udløst af
6/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0007.png
det ekspropriative indgreb, mod betaling af omkostningerne forbundet dermed; opgaver som
ellers skulle have været udført af eksproprianten.
For de virksomhedsejere, som ikke ønsker at gennemføre nedrivningen selv, mener Foreningen,
at der skal sikres virksomhedsejerne en fast kontaktperson, som kan følge nedrivningen og
håndtere eventuelle problemstillinger undervejs. Det er ikke rimeligt for hverken
virksomhedsejeren eller staten, hvis vigtig dialog skal føres gennem tilfældige håndværkere.
Dialogen og ansvaret skal forankres ét sted, og virksomhedsejeren skal naturligvis varsles om
håndværkernes adgang til ejendommen, ligesom virksomhedsejeren skal vide, hvem der får
adgang til ejendommen.
2.3 Tilladelser og godkendelser
Lovudkastet indeholder bestemmelser om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.
Tanken er tilsyneladende, at der skal fastsættes regler om, hvilke tilladelser og godkendelser,
der skal foreligge, før der kan betales erstatning. Foreningen forstår grundlæggende ikke, hvorfor
det er nødvendigt at fastsætte regler herom.
Der er helt sædvanligt, at man ved ekspropriation kun får erstatning for det, der er lovligt opført
og drevet. Det påses således også ved almindelige ekspropriationer, om der foreligger de
nødvendige tilladelser og godkendelser i henhold til anden lovgivning, og foreningen ser ikke
behov for særskilt lovgivning herom. Det giver desuden erstatnings- og
taksationskommissionerne den nødvendige fleksibilitet til rimelighed i sagsbehandlingen, hvis der
måtte være tvivl om ubetydelige uoverensstemmelser i data, f.eks. i CHR, BBR m.v.
Det er desuden vigtigt, at der er enighed om, at der naturligvis kun skal have været de
nødvendige tilladelser
på ”driftstidspunktet” eller ”det forventede driftstidspunkt”.
Miljøgodkendelser m.v. skal ikke fornyes, så de er gældende, når der holdes møde med
erstatnings- og taksationskommissionen. Kommunerne har som ansvarlig miljømyndighed i
øvrigt kontinuerlig opdaterede data vedr. relevante miljøtilladelser.
2.4 Krav på erstatning kan ikke overdrages
Ifølge lovudkastet skal der indføres en bestemmelse om, at krav på erstatning ikke kan
overdrages, før kravet er indtrådt, og aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige, jf. § 8, stk. 8:
”Krav på erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af stk. 3 kan ikke
overdrages,
herunder eventuelle krav på forskud på erstatning og kompensation, før kravet er indtrådt. Aftaler
om sådanne overdragelser er ugyldige.”
Foreningen ønsker at få afklaret, om forbuddet mod overdragelse af
”krav på erstatning og
kompensation”
betyder, at det er selve kravet, der ikke kan overdrages, eller er det tanken, at
virksomhedsejeren heller ikke kan overdrage den minkvirksomhed, som kravet relaterer sig til?
Ved almindelig ekspropriation har ejeren ”en ejers råden” over sin ejendom, indtil
staten har fået
adkomst ved ekspropriationen. Hvis ejeren har solgt ejendommen før ekspropriationen,
indtræder den nye ejer i ekspropriationssagen, dvs. skal overdrage ejendommen til staten mod at
7/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0008.png
få ekspropriationserstatningen udbetalt. Hvis ejeren er afgået ved døden, er det dødsboet, der
indtræder i ekspropriationssagen osv. Ejeren kan frit indgå aftaler om overdragelse af
ejendommen, og staten skal betale erstatning, uanset hvem der er ejer.
Foreningen finder det ikke rimeligt, hvis virksomhedsejeren begrænses i sin almindelige råden
over ”minkvirksomheden”.
Derudover er det uklart, hvornår ”kravet
er indtrådt”.
Foreningen mener principielt, at kravet
indtrådte den 4. november 2020, men det betyder i givet fald, at aftaler, der er indgået før den 4.
november 2020 (og før minklovens og lovændringens ikrafttræden), er ugyldige.
Hvis det er tanken, at man ønsker at sikre, at virksomhedsejere ikke overdrager selve kravet på
erstatning til tredjemand til underkurs, og der således er tale om en beskyttelse af
virksomhedsejere, der befinder sig i en sårbar situation, har foreningen forståelse for
reguleringen, men dette bør i givet fald fremstå klarere, end det er tilfældet på nuværende
tidspunkt. Det bemærkes, at foreningen heller ikke ser, at der bør være noget til hinder for, at
minkavlere indgår samarbejdsaftaler om håndteringen af erstatningsprocessen og hjælper
hinanden igennem forløbet.
2.5 Fastlæggelse af tidspunktet for erhvervelse af adkomst m.v.
Foreningen finder generelt, at der er behov for en konkret fastsættelse af tidspunktet for
erhvervelse af adkomst m.v., og foreningen er ikke enig i beskrivelsen i lovforslaget.
Det fremgår f.eks. af side 19, at det er hensigten,
”at statens ret stiftes ved den endelige
fastsættelse af erstatningen eller kompensationen for det pågældende aktiv, dvs. når der træffes
endelig afgørelse om erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse, herunder ved endelig
dom. Såfremt der i stedet indgås forlig eller anden aftale, hvori erstatnings- eller
kompensationsbeløbet
fastsættes, vil kravet være indtrådt som bestemt i forliget eller aftalen.”
Er det tanken, at staten først skal have adkomst, når en retssag er afgjort? Foreningen mener, at
man i højere grad skal lade sig inspirere af den almindelige ekspropriationsproces.
Ved ekspropriation er det således, at staten får adkomst, når ekspropriationskommissionen
træffer beslutning om ekspropriation. Herefter kan adkomst tinglyses, rettigheder ophæves m.v.
Der fastsættes typisk et senere overtagelsestidspunkt, hvor staten overtager ejendommen.
Erstatningen udbetales, når den er endelig fastsat, dvs. når i) der er indgået forlig, ii) et skriftligt
erstatningsforslag er tiltrådt af begge parter, iii) ekspropriationskommissionen har afsagt en
kendelse, som ikke rettidigt er indbragt for taksationskommission, eller iv) taksationskommission
har afsagt en kendelse. Domstolsprøvelsen har ingen betydning for erhvervelse af adkomst og
udbetaling af erstatning og foreningen anbefaler, at tidspunkterne genovervejes.
2.6 Hjemmel til ophævelse af rettigheder
Hvis staten overtager en fast ejendom ved ekspropriation, indtræder staten i alle rettigheder og
8/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0009.png
forpligtelser vedrørende den faste ejendom. Er ejendommen udlejet, indtræder staten også i
lejemålet som udlejer.
Hvis staten overtager fast ejendom i forbindelse med minksagerne, kan det være
hensigtsmæssigt, hvis lejeforhold fortsætter med staten som udlejer, men hvis lejeforholdet er
minkrelateret, skal lejeforholdet naturligvis ophøre, og der synes umiddelbart at mangle en
hjemmel til ophævelse af rettigheder mod betaling af erstatning.
Situationen kan f.eks. være den, at en ejer af en minkfarm (farmejer) har udlejet minkfarmen til
en minkavler (besætningsejer) ved en lejekontrakt, der er uopsigelig indtil 2030. Farmejeren skal
have erstatning som følgeerhverv, og staten overtager minkfarmen. Besætningsejeren skal have
erstatning som minkavler, og lejekontrakten mellem farmejeren og besætningsejeren skal
naturligvis ophæves; staten kan ikke holde fast i, at besætningsejeren skal fortsætte sit lejemål,
når minkbranchen er nedlagt.
2.7 Erstatnings- og taksationskommission
Det fremgår af den politiske aftale, at Fødevareministeren nedsætter en særlig erstatnings- og
taksationskommission, der skal behandle sagerne.
Foreningen anbefaler, at erstatnings- og taksationskommissionen består af 3 medlemmer,
herunder en formand. Formanden skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske
kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet. De to øvrige medlemmer skal dels være
en økonom eller revisor med indgående kendskab til værdiansættelse af virksomheder, og dels
en fagligt kyndig med stort branchekendskab inden for minkområdet.
Det er helt afgørende, at processen gennemføres hurtigst muligt, og foreningen er derfor
betænkelig ved, at erstatnings- og taksationskommissionen eventuelt får samme antal
medlemmer som de kommissioner, vi kender fra den almindelige ekspropriationsproces, idet det
uundgåeligt vil forlænge processen. Der skal snarere arbejdes med en ordning som den, der
kendes fra VE-loven, hvor der også er tale om en mindre kommission bestående at kun to
medlemmer.
Derudover anbefaler foreningen, at medlemmerne af kommissionerne bliver fuldtidsbeskæftiget
med opgaven; foreningen forstår, at der på nuværende tidspunkt lægges op til
deltidsbeskæftigede medlemmer, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, igen fordi det uundgåeligt vil
forlænge processen.
2.8 Overerstatnings- og taksationskommission
Foreningen forstår, at der gives mulighed for at nedsætte overerstatnings- og
taksationskommissioner, der skal efterprøve de afgørelser, der træffes af erstatnings- og
taksationskommissionen. Hvis det sker, henvises til bemærkningerne ovenfor, men foreningen
foreslår, at en enklere løsning med kun ét niveau overvejes; det vigtigste er, at de allerstærkeste
9/10
 L 206 - 2020-21 - Bilag 3: Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2365553_0010.png
kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionerne, således at sagerne i videst
mulige omfang kan afsluttes i første instans.
Alternativt kan der arbejdes videre med to administrative niveauer, men således at klager kan
vælge at springe muligheden for overtaksation over, hvis sagen ønskes og forventes prøvet ved
domstolene.
2.9 Dokumentations- og oplysningskrav
Det fremgår af lovudkastet, at der skal fastsættes regler om ansøgning, ansøgningsfrister og
øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation.
Foreningen har forståelse herfor, men bemærker dog for så vidt angår kravet om
revisorattestation i forhold til virksomhedens oplysninger om produktionsomkostninger, at der er
andre rådgivere, der med fordel kan bistå i processen. Det er f.eks. nærliggende, at det er
økonomikonsulenterne i landboforeningerne el.lign., der kender virksomhederne i forvejen, som
under rådgiveransvar kan attestere, at oplysningerne er korrekte. Det vil øge konkurrencen, hvis
andre kan bistå, ligesom det vil muliggøre en smidigere og hurtigere sagsbehandling.
Foreningen har i øvrigt noteret, at foreningen får en forpligtelse til at videregive oplysninger i
henhold til lovudkastets § 8, stk. 7. Foreningen er naturligvis indstillet på at medvirke til
oplysningen af sagen, idet foreningen forudsætter, at Foreningen alene skal udlevere
oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige i registre el.lign., og derfor kunne indhentes af
myndighederne selv. Derudover går Foreningen ud fra, at der alene er tale om at videregive
eksisterende oplysninger i et rimeligt omfang, f.eks. i forbindelse med fastlæggelse af indekstal til
anvendelse i avlernes erstatningsberegning.
2.10
Godtgørelse for sagkyndig bistand
Afslutningsvist skal det nævnes, at en virksomhedsejer, der har ret til erstatning og har måttet
afholde nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, skal have tildelt godtgørelse for sådanne
udgifter, ligesom det sker i almindelige ekspropriationssager. Foreningen mener, at
vedkommende kommission skal kunne pålægge staten at udrede godtgørelse herfor, og at der
ved fastsættelsen af godtgørelsen bl.a. tages højde for sagens kompleksitet og omfang, de
involverede værdier, sagens forløb og det forhold, at der direkte stilles krav om sagkyndig
bistand, jf. ovenfor. Det godtgørelsesniveau, der kendes fra almindelige ekspropriationssager, er
langt fra tilstrækkeligt i minksagerne.
***
Foreningen står naturligvis til rådighed for drøftelse af det ovenfor anførte, og vil i øvrigt gerne
afslutningsvis kvittere for en stor og dedikeret indsats fra ministeriets side i dette aktuelle
arbejde.
Med venlig hilsen
Tage Pedersen
/
Sander Jacobsen
10/10